15. juli 1914. Analyse: Tyskland vil støtte Østrig – for sin egen skyld!

Flensborg Avis analyserer i sin udenrigspolitiske artikel den 15. juli 1914 Tysklands rolle i en eventuel serbisk-østrigsk konflikt og gengiver bl.a. nogle betragtninger fra en iagttager i “Neue Hamburger Zeitung”:

Verdens Gang

(…) mange i Tyskland har ikke syntes om Regeringens Holdning under Annektionskrisen. En Statsmand, der tidligere havde stor Indflydelse paa Tysklands Udenrigspolitik, har engang fortalt, at i Aaret 1908 bestormede de forskelligste Mænd, indflydelsesrige Parlamentarikere og store Bankiers, ham om at lade Østerrig sejle sin egen Sø. Tyskerne kunne dog umulig lade deres Soldater rykke i Marken for de Stridigheders Skyld, som Østerrig havde i sin Egenskab af Balkanmagt.

Forfatteren mener dog, at et saadant Standpunkt vidner om Kortsynethed, og tror, at ligesom dengang vil Tyskland ogsaa nu stille sig paa et andet, nemlig dette: i det Øjeblik, da Østerrig ikke faar den forlangte Oprejsning eller de forlangte Garantier af Serbien, og Rusland derved stiller sig ved Serbiens Side, vil Tyskland anse det Tilfælde for givet, i hvilket Forbundet er sluttet [træder i kraft].

Forfatteren lægger imidlertid ikke Skjul paa, at Tyskland ikke vil handle saaledes af Troskab mod Østerrig, men for sin egen Skyld:

“Saa vidt vi er underrettede”, hedder det til Slutning, kan der ikke være nogen Tvivl om dette: “hvis Østerrig ikke finder aabent Øre for retfærdige Krav, som det stiller, og Serbien derved styrkes af Rusland eller Frankrig eller dem begge, da vil Tyskland ikke svigte sin Forbundspligt. Og det er ikke for det østerrig-ungarske Monarkis Balkaninteressers Skyld, men for vor egen, meget livlige Interesses Skyld, at den forbundne Kejserstat ikke lider en ny Svækkelse i Anseelse og Indflydelse, der nødvendigvis maatte virke tilbage paa os.”

Det synes i hvert Fald ikke at kunne være en særlig attraktiv Forbundsfælle, der saaledes maa stives af hvert Øjeblik.

Flensborg Avis’ udenrigspolitiske artikler var som regel skrevet af redaktør Peter Simonsen.

1914-07-17 Peter Simonsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *