Tag-arkiv: stormangreb

29. juni 1916. Stormangreb på Højde 304

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.

29. juni 1916. Ved Verdun: “… et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende”

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84. Natten til den 26. juni 1916 gik han i stilling ved Højde 304 ved Verdun.

Den 29. juni 19 minutter over fem skulle vi storme de franske stillinger, der lå foran os, og de to første grupper – jeg var i første – fik til opgave at indtage den franske sappe [fremskudt skyttehul].

Frem foran os stormede en afdeling med flammekastere. Det var jo et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende.

Men underofficeren, ham jeg havde stået vagt ved, blev såret, mens han stormede frem ved min side, og jeg har ikke set ham siden.

DSK-årbøger 1969

9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen
efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.

Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.

Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.

Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.

Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.

Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.

Granaten eksploderede.

Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.

I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.

Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.

Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.

Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.

Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.

Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.

Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.

Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.

Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.

Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt,  selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.

Stormen var en fiasko.

NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR

DSK-årbøger 1966

9. juni 1916. Regiment 84: Stormangreb ved højde 304

C. Beuck, var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84)
I maj 1916 kom regimentet til Verdun og deltog i flere angreb på højde 304. Angrebet den 9. juni 1916.

Om aftenen den 8. juni – det var omkring midnat – kommer en ordonnans fra bataljonen med den ordre, at der efter brigadens anordning skal foretages et overrumplende angreb uden forberedende artilleriild: Den 9. juni kl. 5,50 skal kompagniet træd an, til højre for os skal 7. og en del af 8. kompagni ligeledes sættes ind; på højre fløj bliver der sat flammekastere ind; til venstre for 5. kompagni vil den højre fløjdeling fra 11. kompagni reg. 27 tilslutte sig.

Det bliver til en søvnløs nat for mig. Jeg studerer grundigt den udførlige angrebsordre – den er endnu i dag i mine hænder – og  den vedlagte skitse. Tankerne jager gennem mit hoved. Der er kun kort tid til forberedelse.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et sådant angreb i det vanskeligste terræn, ovenikøbet efter fiaskoen den 22. maj, kan blive planlagt og beordret uden at kompagniførernes mening bliver indhentet, der dog ligger med kompagnierne i forreste linje og grundigt kender terrænet ved selvsyn. Men der er ikke længere tid til overvejelser og betænkeligheder. Jeg sætter mig i forbindelse med føreren af 7. kompagni, løjtnant af reserven Sörensen, og taler sagen grundigt igennem med mine delingsførere.

Morgenen gryr. Jeg går gennem kompagniet , taler med de enkelte folk og appellerer til deres pligt- og æresfølelse; jeg forventer, at enhver gør, hvad der bliver forventet af ham. – Det er et skrækkeligt vejr; regnen siler fra himlen;  geværerne er snavset til; støvlerne bliver siddende i kridtslammet; der falder kun enkelte skud derovre fra. Jeg har på fornemmelsen, at fjenden er meget vagtsom.

Ved angrebsafsnittets højre fløj, ved 7. og 8. kompagni, begynder flammekasterne at arbejde, formår dog ikke at uskadeliggøre de flankerende fjendtlige maskingeværer, men bliver selv sat ud af spillet. –

Til befalet tid, kl. 6,50 formiddag, bryder kompagniet ud af graven. Men i samme øjeblik bliver vi modtaget af en rasende ild fra den grav, der ligger lige over for os, og navnlig fra flankerende maskingeværer fra højre. 7. kompagnis venstre fløj bliver holdt under beskydning fra de samme maskingeværer og kommer ikke ud af graven.

Vi når med svære tab den befalede linje, men er nu værgeløse udsat for fjendens målrettede ild fra beskyttede stillinger. Alt hvad fjenden har til rådighed af jern og ild bliver sluppet løs på os, endda af artilleriet bliver vi ramt, mens vi ikke kan spore den mindste støtte fra vort; ganske vist var det for os ingen ny erfaring.

Vor situation bliver stadig vanskeligere, den bliver uholdbar. Jeg måtte være blottet for enhver ansvarsfølelse, hvis jeg stadig uden beskyttelse ville prisgive kompagniet den fjendtlige ild. Jeg giver ordre til enkeltvis at kravle tilbage til graven. Under de allerstørste vanskeligheder bliver ordren udført; de sidste når først graven ved mørkets frembrud, altså efter ca. 14 timer! Men heller ikke den, der nåede graven ved dagslys, var i sikkerhed.

Efter min dagbog lå der tung artilleri- og minebeskydning over vor stilling uopholdelig fra kl. 10,30 formiddag til kl. 8.30 eftermiddag. Der er næppe en plet, der ikke bliver ramt, overalt stønner de sårede; en mand har fået nervechok af en granat, der slog ned ved siden af ham, han ryster over hele kroppen ved hver yderligere granat, der falder, og gør naturligvis os andre urolige.

En granat rammer ned i et lig, der ligger i min nærhed, og sprøjter  allerede begyndende fordærvede kropsdele rundt omkring, som nu spreder en helt utålelig stank, som vi nu må indånde hele dagen. Vor stemning har nået nulpunktet.

Allerede om formiddagen efter det mislykkede angreb åbner jeg en ny befaling fra bataljonen, der først måtte åbnes kl. 10, og som havde følgende ordlyd: “Hvis den befalede linje ikke er nået om morgenen, bliver angrebet mod dette mål fortsat om eftermiddagen den 9. juni .

… Alle de dele af bataljon Haderslev, som om morgenen var indsat til indbrud i den fjendtlige stilling, skal indsættes samtidigt kl. 6,25 eftermiddag.” Kompagniet har 10 døde og 25 sårede, resten er til det yderste udmattet, nerverne oppisket – og så skal vi endda storme?

Nu kommer et af de bitreste øjeblikke i mit liv: om morgenen havde jeg måttet give ordre til angreb – mange gang før havde jeg givet sådan en ordre og hver gang med den glædelige vished, at vi nok skulle klare det, men i dag til morgen havde jeg den ikke – og nu skal vi storme igen? Efter sådan en dag?

Jeg gengiver ikke her, hvad jeg dengang har tænkt …  Jeg lader delingsførerne komme og meddeler dem angrebsordren – iskold ro ligger i deres ansigtstræk, de svarer ikke et ord. Til sidst siger jeg til dem, at jeg anser gennemførelsen for umulig  og ikke vil give ordren til angreb. Også denne meddelelse tager de tavst til sig; de er helt apatiske; de er ved enden af deres indre modstandskraft. – –

Time efter time forløber; sjældent har vi så længselsfuldt ønsket os solnedgangen som på denne dag. Endelig går dagen til ende, en dag, som ikke skulle give en ydre succes, men som dog havde vist, at en disciplineret enhed giver alt, hvad den formår inden for grænserne af dens menneskelige kunnen for at byde fjenden trods.

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

På Ferme de Madeleine havde vi sorgløse dage, indtil den 9. juni pludselig satte os i en anden stemning. Fjenden havde erfaret, at vi ville storme hele højderyggen. Allerede den 8. juni lå en morderisk trommeild over vor forreste linje. Den 9. juni, den fastsatte storm-dag, skød vore 21 cm  mørsere ulykkeligvis for kort og tilintetgjorde en hel deling. Angrebet  kom ikke til udførelse. Blodbestænket hilste jeg på mit gamle 7. kompagni, der netop lå ude foran og havde lidt svære tab. Med tungt hjerte begav stormsoldaterne sig hjemad, stærkt decimeret.
Pinsen var ødelagt for os.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 1916.

14. maj 1916. Ved Højde 304: “Det sidste, de sitrende Læber mumlede var: ‘Mor!’.”

Hermann Hunger fra Aabenraa gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni. I maj 1916 blev regimentet indsat ved Verdun. Han beretter nedenfor om en episode i et granathul ved Højde 304.

Mor!

Vi laa sammen i et Granathul, Mors Dreng og jeg. Han var i den Alder, hvor man hverken er Dreng eller Mand. Han var blandt de Aargange, hvor man har faaet de første krøllede Dun paa Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.

Nu sagde han ikke ret meget.

Men nede i Bunkeren, ja, ogsaa i Skyttegraven, dog mest i Barakken i Nantillois, særlig naar Posten var kommen og havde bragt Breve og Pakker, saa kunde han ikke tie med, hvilken god og dygtig Mor han havde. Han havde bestemt den bedste og villeste Mor i hele Verden.

Nu var der ikke Stunder til at snakke, ikke en Gang om Mor.

Han var gaaet lige fra Skolebænken og ind i Krigen. Og sit Fædreland elskede han og var stolt over at maatte være med til at kæmpe for det.

Han var bedre Folks Barn fra en Storby. Men nu sad vi to, Drengen og jeg, i et Granathul paa 304 midt imellem den tyske og den franske Stilling.

Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat. Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe paa den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.

Klokken fire Morgen kom Befalingen: ”Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Gravskal tages”.

Saa kom Flammekasterne.

Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Væsken havde truffet.

Op! Fremad!

Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.

Alt hvad Franskmændene havde af Krigsredskaber udspyede deres Ild imod os.

Ned!

Ti Meter forude en lille Granattragt. Og her fandt vi ned, Drengen og jeg.

Vi sundede os lidt.

Den sikre Død at storme videre .

Men Drengen var ivrig. “Vi maa fremad . — Vi har faaet Ordre”. “Er du forrykt! — Ned med dig!”

Værre og værre blev Helvedet over os. Drengen var der igen : “Vi maa videre”.

“Ti stille!”.

Vi laa tavse en Stund .

Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt. “Jeg vil ljge se, hvor Kompagniet er henne”. “Lad vær ’!” For sent.

Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg.

Det sidste, de sitrende Læber mumlede var : “Mor”.

Og saaskingrede Fløjten fra vor Grav : “Tilbage!”

DSK, Årbøger, 1941

13. maj 1916. Ved Højde 304: “Fjenden angriber! Skyd!”

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig om et fransk modangreb og sanitetstjeneste efter kampen.

Tidligt den 13. maj kom der ordre om at rykke frem. Tavs pakkede man sine sager sammen. Fastere end ellers greb jeg om mit gevær og steg så ud af min hule. Hver gruppefører måtte i det vilde terræn arbejde selvstændigt.  Derved fremkom der en trinvis formering af kompagniet helt af sig selv.

Forsigtigt sprang alle videre fra granathul til granathul. Fjenden forsvarede sig fortvivlet, men kunne ikke forhindre, ar vi rykkede ind på pelsen af ham. Den seje fjende greb allerede flugten, da pludselig to maskingeværer flankerede fra venstre. På få sekunder lå vi på jorden for at undgå en fuldstændig tilintetgørelse, og ti minutter senere faldt der ikke et skud mere.

Rundt omkring forblødte og kvaltes vore bedste, og vore hårdt sårede stønnede. Sygebærere og sanitetsfolk krøb omkring. Hvad der var tilbage af kompagniet, ventede nu på fjenden, der da sikkert ville udnytte vort nederlag. Artilleriet på begge sider syntes at være grebet af vanvid. Først da der om eftermiddagen faldt  en fin regn, blev kanonildens voldsomhed svagere. Denne lejlighed benyttede de let sårede sig af.

Overalt i terrænet så man grå punkter hinke afsted bagud. De meget let sårede hjalp sygebærerne med at bære nogle hårdt sårede. Hvad det betyder har jeg nogle dag senere selv måttet erfare. – Desværre kunne ikke alle sårede  blive bragt i sikkerhed, for om  aftenen begyndte igen artillerikampen. –  Gennemvåde og overtrukket med et tykt lag af snavs lå vi blandt vore døde kammerater i granathullerne og holdt trofast vagt.

Lige efter den nye dags første time blev pludselig i ret kort afstand nogle sorte skikkelser synlige: Fjenden angriber! – Skyd! råber en eller anden.

Længe nok har Franz ladet  os vente. Nu kunne vi endelig gøre vort nederlag godt igen. Røde lysraketter gav artilleriet besked om spærreild! Den satte øjeblikkelig ind. Med hvide lyskugler blev hele infanterikamppladsen oplyst, så vi udmærket kunne iagttage virkningen af vor fortvivlede skydning.

Nogle tapre franskmænd nåede ganske vist frem til vor linje, men blev overmandet og taget til fange. Stønnen og skrigen hos fjenden beviste tydeligt, at stormen var  brudt blødende sammen. Efterhånden blev det roligt, og i de våde huller snorkede snart de tapre, overanstrengte krigere.

I morgengryet begyndte påny den anstrengende sanitetstjeneste. Også nedgravning af de døde blev påbegyndt, for transport bagud kunne der slet ikke være tale om. Ingen sten, intet trækors viser stedet hvor vi har begravet vore helte, men endnu i dag flyver tankerne op på den høj, hvor i adskillige dybe kratere 23 tyske krigere hviler ud efter dette jordelivs plager.

Til middag var slagmarken takket være tysk næstekærlighed renset, så vidt fjenden ikke havde kunnet forhindre dette arbejde. Udmattet krøb jeg sammen i mit hul og faldt i søvn.

Pludselig er der én, der ryster mig: Dambeck jeg har fundet endnu en hårdt såret. Vil du hjælpe mig med at bære ham til Malancourt? Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen undervejs, men det måtte blive et ja. To sygebærere og foruden mig en anden sølle djævel tog hver fat i et bårehåndtag, løftede lasten op på skulderen og tumlede gennem de dybe granathuller ned ad skråningen.

Overalt lå der døde, mest franskmænd og sorte, kun enkelte gange så jeg på skulderstropperne nummeret 22.

Forges-lavningen lå under ild. Jeg tog mig ikke af det. Det flimrede gult og grønt for min øjne, og mine ben truede med at svigte under mig, men et eller andet tvang mig ubønhørligt videre. Mekanisk slog vi over i halvtrav, for de fjendtlige hilsner kom lovlig tæt ind på livet af os. Dinglende og hivende efter vejret nåede vi op på den anden side af højen, men så gjorde vi udmattet holdt i et granathul.

Stille klynkede vor kammerat på båren, et alvorligt hovedskud havde berøvet ham bevidstheden. Alligevel syntes det ikke umuligt, at han kunne reddes. Efter en kort pause slæbte vi igen videre og nåede snart til Malancourt. Den lille Forges-bæk, der ellers venligst rislede gennem dalen, søgte nu i det splittede leje forgæves sin vej. Dér, hvor der ellers langs med førte en landevej, stod der nu vand, og ingen kunne vide, hvor dybe granathullerne nedenunder var.

Idet vi forsigtigt følte os frem, ofte i vand til hofterne, søgte vi gennem ruinerne en vej. Henover, nedenunder, til venstre omkring, til højre omkring nåede vi endelig vort mål, bryggeriet i Malancourt.

I en kælder, der var forblevet uskadt, lå de sårede ved siden af hinanden og ventede frygtsomt på den forløsende aften. Med opsmøgede ærmer var lægerne i arbejde, man turde næsten ikke forstyrre. Halvt bevidstløs sank vi alle fire om på det hårde gulv, ingen af os var i stand til at sige et ord. – 

En af lægerne trådte hen til vor båre, og efter en kort undersøgelse så han os medlidende  ind i  de dybtliggende øjne: Kan ikke mere reddes! –

Jeg kastede et blik på min våde bukser og på de lidende ansigtsudtryk hos min tre kammerater. Alle har sikkert i tanker gentaget: Ikke mere til at redde!

Af regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

28. april 1916 – Claus Eskildsen: “… paa Dødens Mark!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder og blev indkaldt ved krigens begyndelse, men kom først til fronten i februar 1915. Her gjorde han resten af krigen tjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I foråret 1916 befandt regimentet sig på østfronten.

Hele April igennem var det endnu meget uroligt ved Narocz-Søen. Efter et voldsomt russisk Angreb den 13. April tæller vi over 200 døde Russere foran vort Regimentsafsnit; men Dagen efter piskes de brune Masser frem til Storm igen. Paaskelørdag, den 22. April, prøver de det umulige for sidste Gang. Saa falder der omsider Ro over dem.

Vore Frontstakler bruger Spaden endnu flittigere end Bøssen. For fire Uger siden overtog de en lille Vandgrøft. Nu er den udbygget til et helt System af dybe Grave og sikre Hulrum, værnet med et tæt Filter af Pigtraad. De roder omkring i Sand og Sump, kæmper og vaager om Dagen, vaager og kæmper om Natten, — Paaskedag, anden Paaskedag, Søgn og Helg er ens.

Tysk maskingeværstilling i skyttegrav på østfronten, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Tysk maskingeværstilling i skyttegrav på østfronten, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

De er saa trætte! Men nu krones Arbejdet. Russeren er faldet til Ro, og vor Stilling begynder at se pæn ud, Nu kan vi vel ogsaa unde os lidt Ro, Nej, Fronten maa aldrig komme til Ro, thi saa kommer Tankerne, og tænke maa det stakkels Frontdyr ikke.

Angrebsbefalingen er der!

Nu er det Tyskerne, der vil tromme og storme. I Dagevis slæbes der Ammunition frem. Nye Batterier gaar i Stilling. Stormtropperne dukker op i Skovlejren. Af Divisionens Tropper er vort Regiment det eneste, der skal tage Del i Angrebet. Maaske er det Generalens »Tak for sidst«, fordi vor Major paa højere Sted har klaget over den umulige og unødvendig strenge Divisionskommandør, — i det mindste mener Majoren, at vi skal med igen, fordi han ikke kan forliges med Generalen.

Vort stakkels Regiment har nu ligget fem Uger her forude, i Trommeild og Angreb, og har hverken Dag eller Nat faaet Hvile. De fleste, der den 22. Marts begyndte Kampen her, er faldne, saarede, syge, den største Del bestaar i Dag af uøvet Udfyldningsmandskab. — Men Ordren skal lystres!

Den 28. April, paa Slaget 4 om Morgenen, begynder det tyske Artilleri at tromme. Den nærmeste Egn omkring os er spækket med Batterier. Jorden ryster, Barakken sitrer. Vinduerne klirrer, det fine Sand risler ned paa os. Officererne sidder i deres Heltekælder. Deres dyrebare Heste har de sendt længere tilbage i Sikkerhed, deres mindre dyrebare Skrivere lader de roligt sidde i den skrøbelige Barak. Men Russerne prøver slet ikke paa at holde det tyske Artilleri nede. De lægger al deres Ild paa Skyttegravene, hvor Stormtropperne staar, og os lader de i Fred.

Reserve-Infanterie-Regiment nr. 266´s skrivestue, i forgrunden Claus Eskildsen (Lokalhistorisk Arkiv Gl. Tønder Kommune)
Reserve-Infanterie-Regiment nr. 266´s skrivestue, i forgrunden Claus Eskildsen (Lokalhistorisk Arkiv Gl. Tønder Kommune)

Fra 9½—10 presses Artilleri- og Minekasterilden op til højeste Styrke. De russiske Skyttegrave er helt ukendelige, forvandlet til en Pløjemark. Vore Folk kravler op af deres Huler og stiller sig parat, dirrende af Spænding.

Paa Slaget 10 standser hele Orkestret. Stormtropperne springer ud af Gravene, løber som vilde fremad, mærker næppe, at de springer over den første russiske Skyttegrav, tager den anden, løber videre, tager alt det, den 75. Div. tabte i Marts, løber videre — og vilde være
løbet til Verdens Ende, hvis man ikke havde kommanderet Holdt.

Russerne løber ligesaa stærkt, mange i samme Retning, andre med opløftede Arme hen imod vore Folk. Regimentets Bytte er 13 Officerer og 1327 Mand, 7 Maskingeværer og l Minekaster. Det er stødt saa dybt igennem, at det har taget 2 Regimentskommandører med deres Stabe til Fange. Den store Hærberetning opgør det samlede Bytte til 6 Officerer, 5600 Mand, 1 Kanon, 28 Maskingeværer og 10 Minekastere. Vore Tab var ikke særlig store. 2 Officerer og 44 Mand er faldne, 8 Officerer og 186 Mand saarede. — Men 240 Mand paa een Dag er alligevel en slem Aareladning for et Regiment.

Slagmark med døde russere, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Slagmark med døde russere, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Om Eftermiddagen gaar Premierløjtnanten og jeg ud for at se paa Slagmarken. Det er et forfærdeligt Syn. Alle disse Sandmarker, Fyrre- og Granskove er gennemrodede, oppløjede af Granater og Miner, sammenskudte, revet i Trævler, et eneste Kaos af Huller, Grave, Stubbe, Pigtraad, Hylstre, Splinter — og Lig! I Hundredvis ligger døde Russere strøet ud over det tidligere Ingenmandsland, forraadnede, sønderrevne af Granater.

Hvor bliver Livets daglige Bekymringer smaa, naar man staar her midt paa Dødens Mark! Premierløjtnanten gaar længere fremefter, hvor Slagets Bulder endnu lyder. Jeg bliver tilbage og tager et Par Billeder med mit Fotografiapparat.

Russiske krigsfanger, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Russiske krigsfanger, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Paa een Gang staar der en stor Russer ved min Side! Han har vist hidtil ageret »levende Lig«, »død Mand«, men har nu ment, at en fredelig Skriver med et Fotografiapparat som eneste Vaaben ikke kunde være farlig at overgive sig til. Nu slaar vi Følge hjemefter. Omtrent halvvejs paa Vejen til Lejren indhenter vi en simpel »Muskot«, der svedende og pustende slæber af med et russisk Maskingevær, som han har erobret og nu selv vil aflevere paa Byttesamlingsstedet Det gaar tungt for ham i det dybe Sand. — »Vent lidt, her kommer jeg med en Trækhest til dig!« — Den store Russer gaar grinende med i Tøjet, og nu trækker de to, mens jeg gaar ved Siden. Men det er endnu tungt nok for to, og jeg har ikke Tid til at gaa saa langsomt. — »Nu vil jeg sige dig noget, Kammerat! Det kommer sig ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden! Jeg forærer dig min Fange og gaar min Vej!«

Det var da flot! Den eneste Fange, jeg »tog« under hele Krigen, forærede jeg bort.

(Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront, København 1929, s. 122-5)

7. marts 1916. Våbenhvile på Østfronten: “Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig.”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Vi var endnu 40 Mand af vort Kompagni. Vi maatte først begrave vore egne døde, men de fleste var begravet under Jorden af Granaterne. Bagefter hjalp vi Russerne.

Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig. De fleste af de Saarede var frosset ihjel, da det jo var 5 Dage siden Stormløbet. Enkelte var jo dog endnu i Live, de, der havde været saa heldige at komme til at ligge under nogle Døde eller Saarede.

Det var et rædselsfuldt Arbejde. Naar man slæbte en Død væk, kunde man maaske se en Saaret, fuldstændig gennemblødt af Blod, og Øjnene og Ansigtet fordrejet — og ofte var de gaaet fra Forstanden. Andre Steder kunde man finde Dynger af afskudte Ben, Hoveder, Hænder og Indvolde, ofte begravet i Sne, hvor Blodet havde smeltet Sneen, saa det var en blodig Masse det hele.

Der blev gravet store Grave, hvor der kunde være 50 á 60 Lig i hver.

Herned blev paa ligegyldig Maade det hele kastet mellem hinanden, som om det var Kreaturer, der blev begravet.

Da de tre Dage var gaaet, blev der afgivet tre Varselsskud, og saa var Krigen udbrudt igen.

Der var ca. 100 Russere ovre hos os: de blev og lod sig tage til Fange. Nu blev der ikke skudt ret meget, men vi maatte arbejde strengt paa nye Skyttegrave. Der var saa fredeligt, at vi gik sammen og talte med hinanden. Naar vi fløjtede efter dem, kom de gerne over til os, eller ogsaa gik vi over til dem.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

27. februar 1916. Navarin: Målet nået! Hvornår kommer modangrebet?

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen blev gennemført med succes den 27. februar kl. 17:30 – men hvor længe kunne det erobrede holdes?

Natten sænker sig. Den stærke spænding løsner sig. Hvor velkommen ville ikke en dyb og lang søvn være! Men det tør man slet ikke tænke på. Hvad vil fjenden gøre? Vil han blot acceptere slaget? Forsøge at tage det røvede fra os igen? Den skarpeste vagtsomhed, det mest anstrengende arbejde var nødvendigt.

Rastløst bliver gravene sat i forsvarsmæssig stand, forbindelsesgravene bliver blokeret, d.v.s. at de i retning af fjenden bliver dækket til eller fyldt op med pigtråd, og bagved det graves der sapespidser. Hurtigspærringer bliver bragt frem, nye skyttegrave bliver påbegyndt, skydestandpladser bliver lavet i de gamle. Med uophørlig iver bliver navnlig forbindelsgraven til den gamle stilling etableret. Den skal være færdig endnu i nat. Det er en æressag. Den er livsnerven ad hvilken det nye led kan få næring fra den gamle krop, uden den ville det snart dø bort. Allerede hen mod kl. 1 var det nødvendige nået.

Fjenden foretog sig denne første nat ikke noget alvorligt. Et par patruljeangreb med håndgranater blev hurtigt afvist. Nogle vredladne og planløse ildoverfald anrettede kun lidt skade. I morgengryet bemægtigede 7. kompagni sig ved overrumpling en stort dækningsrum. Én officer og 35 mand hentede de ud derfra.

Alle dækningsrum indeholdt stort bytte. Geværer, ammunition og håndgranater, de sidstnævnte var meget velkomne. Ikke mindre velkommen var de mange gode sager, konserves, marmelade, kiks, franskbrød, chokolade, ølankre o.s.v., ved hvilke infanteristerne med misundelse erkendte den store forskel mellem tysk og fransk forplejning. Nødrationerne behøvede man endnu ikke at tage hul på.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

27. februar 1916. Navarin: Stormen er i gang!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Gråhvid hænger et uigennemtrængeligt kæmpegardin af røg, kridt og jord over den fjendtlige stilling. Dystert røde stjerner og glimt lyner uopholdeligt frem. Trampet i stykker, pløjet op og revet fra hinanden bliver den fjendtlige stilling.

Så! Kæmpeforhænget sætter sig i bevægelse, trækkes væk, scenen bliver åben. Kl. 17.30! ”Afsted!”

Som på den yderste dag spytter jorden sine mennesker ud. Tæt ved to tusinde grå mænd stiger ud af gravene.

Hvilket syn! De sidste fornemmelser af beklemthed forsvinder. Lige for lidt siden i de trange skulderværn så man fire mand til højre og 4 mand til venstre, det var alt, hvad øjet kunne overskue. Nu til højre og venstre den endeløse kæde af kammerater, alle besjælet af én vilje: ”fremad!”

Strækningen over til fjenden skulle foregå i løb, før spærreilden sætter ind, før han kan komme ud af sine dækningsrum.

Overraskelse og overrumpling er væsentlig. Jorden er fedtet og rodet op. Trådstumper stikker op som slanger og vikler sig om benene. Derfor går det efter et kort løb over i skridtgang. Men det franske artilleri er vågent. Flyvere havde afgivet melding. Et halvt minut efter udfaldet sætter den franske spærreild ind.

Stormkompagnierne undgår den. Transportgrupperne, så vidt de ikke straks går med de første bølger, bliver beskudt og holdt nede i skyttegraven. Først en time senere kan de gå frem.

De første bølger har nået den fjendtlige skyttegrav.

Pigtrådsspærringen er på de fleste steder skudt i stykker og rullet op i klumper. Til venstre sætter et maskingevær ind; skuddene går for højt.

Skyttegraven. Et ødelagt maskingevær. Døde. Ingen modstand. Da, på højre fløj! 12. kompagni studser. Franskmændene kommer imod dem i store mængder. Er det et modangreb?

Ak nej, det er fanger, som med hænderne i vejret har overgivet sig. Stormbølgerne trænger længere frem i skyttegravene og hen over dækningerne. Stadig ingen modstand. Skyttegrav nummer to bliver overskredet og nummer tre nået. De er kun lidt beskadiget af vort artilleri.

Her finder man de store dækningsrum. Et kraftigt Hurra eller ”Overgiv jer!” bliver skrålet ned i dem, og snart vælder det ud af jorden med fanger, delvis strålende af lykke over, at plagerierne nu får ende. Nogle råber ”Gud ske lov”!

Det drejer sig om 19. og 26. jægerenhed. De lader sig uden modstand føre bort.

I et begyndende mørke bliver der nu sørget for kontakt igen. Ikke uden vanskeligheder, for 7. kompagni havde ikke rigtig kunnet finde vej i det sønderskudte og oprodede terræn og var trængt frem 100 meter længere end den befalede linje. I mellemrummet mellem 7. og 5. kompagni havde en deling fra 13. fordelt sig.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

27. februar 1916. 5 minutter til stormen: “En rus af raseri griber soldaterne …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Kl. 17:25 var alt så nogenlunde på plads. Tæt sammen på hug sidder infanteristerne med bankende hjerter i skyttegravene, kompagni-, delings- og gruppeførerne ved stormstigerne med urene i hånden.

Flere gange dagen igennem var tidspunktet bekendtgjort og urene koordineret. ”To minutter igen!”.

Spændingen vokser til det uhyrlige. Vil springet over til fjenden lykkes? Er hans trådnet skudt i stykker? Er hans poster holdt nede eller nedkæmpet? Er der endnu intakte maskingeværer? Vil hans spærreild ramme os og drive os tilbage?

En hvirvel af spørgsmål går i de sidste minutter gennem hjernen.

Derude raser artilleriets ildstorm. I luften hvæser, hyler og drøner det, jorden ryster og sitrer. En orkan af ødelæggelse bruser derude. Nerverne bliver pisket op, en rus af raseri griber soldaterne.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

27. februar 1916. Ved Navarin: Artilleriet indleder stormen

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Kl. 10 om formiddagen den 27. begynder artilleriets effektskydning. Ud fra alle dale, sænkninger og træbevoksninger lyner og tordner det.

Den fjendtlige stilling er snart indhyllet i røg og sod, tykke røgskyer siver tilbage til vor dal.

En følelse af tilfredshed kommer over 86’erne. Endelig er det for en gangs skyld ikke os, der skal udholde det.

Svaret lader ikke vente længe på sig. Tunge og lette kalibre strør han ud over kamp- og forpostgravene. Sidstnævnte lider stærkt. Også flankeskytset melder sig. Det går ikke for sig uden tab. To dækningsrum bliver sønderskudt og mandskabet begravet.

Kl. 13,30 spores der i jorden en kraftig sitren. Hos fjenden må der have fundet en større eksplosion sted. Som det senere viste sig, var et større minedepot gået i luften.

Kl. 14,15 er der et kvarters ildpause, også fjenden holder inde. Ud af dækningsrummene, hvor man så længe har ligget snævert krummet sammen, få strakt benene.

Ganske pludseligt sætter vor ild ind igen. I en sidste time før stormen steg den til højeste styrke.

Kl. 17:00 træder stormkompagnierne an og indtager deres udgangsstillinger. Det er yderst vanskeligt, det fjendtlige artilleri skyder kraftigt. Adskillige skyttegrave er sønderskudt; der opstår standsninger. Løjtnant Hambruch bliver sønderrevet af en fjendtlig granat.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

24. februar 1916 – Matthias P. Branderup: “… frokost i Verdun, blev aldrig til noget”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.

Omkring midten af februar gik det løs. En trommeild fra vore batterier satte ind dag og nat uden afbrydelser i flere døgn. Da det holdt inde, vidste vi, at nu var det vores tur til at gå frem til angreb.

Vort udgangspunkt var Gremilly, og så gennem Herbewald. Men sikket et syn. Den var fuldstændig ødelagt af vore granater, og rundt omkring lå døde og sårede. Vore tornystre var blevet efterladt i vor udgangsstilling, så vi havde kun “sturmgepäck”.

Det blev aften, og vi skulle storme byen Ornes. Det blev nu ikke så svært, da franskmændene allerede havde rømmet byen før vor ankomst. Jeg holdt forresten mit indtog i denne by som sygebærer. Her blev to mand beordret til at bære en såret franskmand ned i en lade, hvor de sårede blev samlede og forbundet. Det så ud til, at denne by hurtig var blevet rømmet. Overalt fandt vi lagre med chokolade, kiks og mange andre gode sager, som vi ikke var forvænnet med.

Opholdet her var dog kun af kort varighed. Næste dag gik det videre, men nu kun langsomt. Gennem den stærke trommeild, som var gået forud i flere døgn, var franskmanden nok klar over, at en større offensiv var forestående. De havde i hast fået forstærkninger frem, så de var parate til at tage imod os. Kronprinsens pral med at vi om nogle dage skulle spise frokost i Verdun, blev aldrig til noget. Snart gik det fremad og snart tilbage. Til at begynde med havde vi frost, så gav det omslag i vejret med tø, så det svære artilleri havde svært ved at komme frem.

Efter byen Ornes var byen Bezonvaux den næste. Men her opholdt vi os heldigvis ikke længe. Det franske artilleri var her så godt indskudt, at de med stor træfsikkerhed kunne ramme de mest befærdede veje, så der lå mange døde og sårede. Det var også i denne by, at vi, kort efter at vi havde hentet vor middagsmad ved feltkøkkenet, at en granat slog ned, så der ikke blev levnet nogetsomhelst af hverken køkkenet eller personalet. Det var tæt på.

I den tid, vi var med i offensiven, måtte vi næsten hele tiden ligge ude i det fri. Det skiftede med frost, sne og tøvejr. Vi både frøs og sultede. Men det er utroligt, hvad et menneske dog kan holde til. I den by, vi lige havde forladt, fandt jeg en fårepels og en karton skibstvebakker. Kavringerne kunne dæmpe den værste sult, og pelsen var dejlig at have, da vi i længere tid måtte finde et natteleje på åben mark.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Udsnit af kort over det tyske angreb ved Verdun 24. februar 1916, fra Der Weltkrieg 1914-1918, bd. 10.
Udsnit af kort over det tyske angreb ved Verdun 24. februar 1916, fra Der Weltkrieg 1914-1918, bd. 10.

21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe

20. februar 1916. Minutiøse øvelser forud for stormen på Navarin-Ferme

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme.

Imidlertid skansede III bataljon ikke langt fra ”Königindorf” på en model. Hele det franske skyttegravssystem, som skulle stormes, samt vores forpostsystem blev med hjælp af flyveroptagelser eftergjort, om end kun i knæhøjde.

Så skulle stormen indøves og hver enkelt mand på det nøjagtigste gøres bekendt med det franske skyttegravsvirvar.

Den 20. februar var arbejdet gjort. Det var blevet klaret af III bataljon på tre dage med hver tolv timers arbejdstid, en helt ekstraordinær præstation. Det samme gjaldt også anlægget af en løbegrav mellem Sønderborger- og Flensburgervejen. Denne ”Glücksburgervej” skulle tjene til materielforstærkning og transport af sårede og var derfor anlagt i usædvanlig bredde. Den har senere vist sig meget velegnet, fordi fjenden i den korte tid inden kampen ikke fik skudt sig ind på den.

Ved fronten blev der ligeledes arbejdet feberagtigt. En række saper blev yderligere skudt frem. I sapespidserne opstod små materieldepoter, de blev fyldt op ved møjsommeligt slæbearbejde med skanseredskaber, økser, skovøkser, stålskjolde, sandsække, ammunition, håndgranater, lyskugler, spanske ryttere, pindsvinespærringer, hurtig-spærringer, bygningstræ, kort sagt alt, hvad der var nødvendigt til etablering af en ny stilling.

I små nicher stod stormstigerne tæt ved siden af hinanden. En række befalinger fra division, regiment og bataljon bestemte og regulerede på det nøjagtigste mål og tid for angrebet, inddeling, opmarch, artilleriforberedelse, stormtroppernes påklædning, forsyninger, sanitetstjeneste.

Målet var, som allerede nævnt, at fordrive fjenden fra det højdedrag, der lå lige foran. Fremstødet skulle på det dybeste sted nå 300 m ind i den fjendtlige stilling, ved siden af til venstre havde 89’erne en endnu længere strækning at tilbagelægge.

Tidspunktet for stormen var planlagt til den 27. februar kl. 5,30 om eftermiddagen. Fra hver bataljon skulle to kompagnier gå frem som stormtropper, ét kompagni skulle følge efter som materielbærere.

Bataljonernes fjerde kompagnier blev sammen med det 13. kompagni slået sammen til en forsyningsbataljon, der fik betroet at sørge for den samlede forsyning. Stormkompagnierne var igen inddelt i storm-, spærre-, skyttegravsrensnings-, skanse- og stikvejsgrupper.

Regimentets angrebsformering den 27.2.1916

(arabertal er numre på kompagnierne, navnene deres førere)

I bataljon                                II bataljon                                      III bataljon

  1. Ledebur                           v.Schuckmann                           v.Alt-Stutterheim

stormkompagnierne

  1. Wrang   2. Fabian  5. Jaritz     7. Kalepky      11. Toft     12. Schwede

Transport- og stikvejskompagnier

  1. Kutscha                                     6. Weyhe                           10. Blücher

Forsyningskompagnier

  1. v.Oertzen                          8. Stolze       9. Jürgensen             13. Festesen

Stormgrupperne skulle støde frem 80 til 100 m længere end den linie, der skulle tages, og sikre de efterfølgendes arbejde, nemlig først spærregruppen, infanteri med tildelte pionerer, hvis opgave det var at afskære de erobrede skyttegrave for fjenden, d.v.s. kaste dem til eller blokere dem med pindsvinespærringer.

Skyttegravsrenserne hentede samtidigt den fjendtlige besætning ud fra dækningsrummene og sendte dem bagud. Skansegrupperne skulle straks gøre stillingen forsvarsduelig; endelig skulle stikvejsgrupper sørge for løbegravsforbindelse mellem den gamle og den nyerobrede stilling. Kodeordet for operationen var ”Erntebier” (”høstbryg”).

Artilleriet, som skulle gøre forarbejdet for indbruddet i den fjendtlige stilling, var betydeligt forstærket.

Til 18. feltartilleribrigade kom endnu et halvt batteri 21 cm mørsere, 10 batterier tunge felthaubitser, fire batterier lette felthaubitser, endvidere fire tunge og fire lette minekastere. De nye batterier skød sig ubemærket ind i ugerne før stormen.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

29. september 1915. “Otte kugler fra et maskingevær i maveregionen.”

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Vi passerede nu ViIna, den ligger jo i en lavning nede ved Vilja mellem ret høje bjerge, det var et smukt syn at se ned over den med alle de kønne kirketårne, efter sigende 18. Det var den 18.9. Vi marcherede gennem Vilna, nøjagtig en måned efter Kowno fald, nu blev vi ved østpå til de store skove ved Krasnopol, hvor russerne havde særdeles stærke stillinger, det forstod de at bygge stærke gode skyttegrave og camuflere dem, så man næsten trådte på dem inden man blev dem var.

Den 29.9. hen på formiddagen begyndte vi angrebet og russernes skyttegravsystem begyndte lige udenfor byen, ingen sammenhængende front, man små korte skyttegrave med en 10-12 mand i hver og som kunne flankere hinanden, de var farlige at gå på.

Min kammerat “Verholm fra Magdeburg” fik 8 kugler fra et maskingevær i maveregionen, jeg fik en anden kammerat til at hjælpe mig med at bære ham tilbage til byen, men det overlevede hen ikke.

Min delingsfører sprang over m sådan kortgrav og hørte et gevær blive spændt, han drejede sig hurtig med sin revolver skød han ham for panden.

Artilleriet havde nu begyndt at beskyde den nærliggende skovkant og da vi var færdige med systemet skulle vi storme den, vi tabte jo en hel del folk ved disse operationer, min landsmand Hans Hansen fik pulsåren i højre håndled skudt over, jeg forbandt ham og underrettede hans for ældre.

Inde i skoven lå skytterne ene bag træerne eller sad oppe i dem og beskød os. Her kom vi et par dags senere ud for en episode, som vi endnu aldrig havde været ude for, vi løb på en nygravet skyttegrav, den var ikke camufleret, men nem at se, vi lagde os ned og rådslog hvordan vi bedst skulle ordne den, besætningen havde jo nok bemærket os for på en gang stod de ud af hullet, stak geværet med bajonetten på ned i jorden og løftede hænderne i vejret, vi ville da ikke skyde, når de overgav sig frivilligt, vi gik over mod dem med bøssen under armen, men da vi var ca. 10 m fra dem rev de bøssen op af jorden og fyrede løs, vi lå pladask i løvet, der var kun en der blev såret af os, men af dem blev der ingen skånet. Det var fejgt gjort, men i krig og kærlighed gælder alle kneb, siges der jo.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

18. august 1915. Storm på fæstningen Kowno

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.

Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.

Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.

Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.

Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.

Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.

Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.

Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.

Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.

Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.

Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.

Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

19. juli 1915. Før Kowno: Johannes Jessen på angreb

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Lidt længere mod øst skulle der være en meget stærk russisk stilling som skulle erobres, da den spærrede vejen til Kowno [Kaunas].

Vi kom dertil og lå tre dage i skoven før der skete noget, da vores regiments-kommandør nægtede at storme uden artilleriforberedelse, men den kom så og hjalp os igang.

Endelig en morgen kl. 4 blev vi beordret i stormstilling, kanonerne fyrede nu løs alt hvad der ville ud af rørene, pionererne havde skåret pigtrådsspærringen i stykker, så der var fri bane til første skyttegrav, besætningen lå da også i fuld dækning på maven da vi sprang over dem og videre frem i skoven og nåede ud på en åben plads der lå ned til et ca. 10 m bredt vandløb på den modsatte side steg terrænet 2 – 3 m, og deroppe var den egentlige stærke stilling, der førte en træbro over floden og for enden af den på lysningen lå et blokhus, spækket med maskingeværer, før stormen havde vi fået ordre til at sætte bajonetter på, da vi så kom løbende ind på pladsen kom besætningen stormende ned deroppe fra og det blev et frygteligt opgør med blanke våben, men kun få skud.

Jeg blev da også stukket ned og trillede langs af jorden, men heldigvis traf den fjendtlige bajonet mit lædertøj, så den gjorde ingen skade, men det hårde stød kastede mig til jorden.

Fra blokhuset kunne der ikke skydes, da der så ville rammes både venner og fjender, vi sprang så som katte over broen og op over skrænten mens vi rev geværerne ud af skydeskårene. deroppe var flere rækker skyttegrave, men de var forladt af besætningen, jeg gik så langs med vandet og her lå det længste menneske jeg nogensinde har set, og dette pragteksemplar af et menneske var dræbt af en lille bitte kugle.

En underofficer, der hed Dotter skulle have været på orlov, men han ville først gøre denne storm med, men desværre faldt han så.

Pionererne havde samlet de døde sammen og gravet gravene der på pladsen, to store fællesgrave ved siden af hinanden, således at jorden blev hobet op til begge sider, så der blev en jordvold imellem, da jeg gik hen ad denne vold, mødte jeg en korporal han standsede og så forundret på mig og sagde ”jeg troede, at du også lå dernede, da havde han set mig falde, men ikke at jeg var kommet på benene igen.

Skyttegravene oppe over floden blev jævnede, blokhuset brændt af og vi drog videre til nye bedrifter.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

12. december 1914. Hemming Skov på angreb: “En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”

Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Ma­skingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”

Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.

En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.

Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benytte­de disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dæk­ning og ikke skød.

Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.

Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbej­des der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvor­ledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projekti­ler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hur­tigt som muligt.

Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side.   Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller til­bage.

Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slip­per ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —

Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russi­ske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.

Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vej­ret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.

Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbage­vejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Be­skydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spær­ret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa me­get mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørel­sen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Par­ter at faa en Ende paa dette her. —

Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.

Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.

Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bag­efter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Ly­sten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.

Kampen var stil­net af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.

Kam­meraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kamme­rater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russiske soldater overgiver sig

22. november 1914. “Den forreste russiske skyttegrav taget med storm.”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.

Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.

Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.

En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.

Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.

Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.

Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047

18. november 1914. “Det var kun et Heimatschuss”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).

Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.

Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.

Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.

Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.

Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.

Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.

Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.

Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —

Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Operation af såret ca. 1916-1918. Fotograferet af læge Hans Lorensen, Bov.

 

16. november 1914. Hemming Skov: Nattekvarter erobret med bajonetten

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Den følgende Morgen tidlig (16. Nov.) af Sted igen, og vi kom igennem Lentcica, en større By ved Bzura Floden, ca. 30 km Nordvest for Lodz, hvor der lige havde været Gadekampe. Vi fik et lille Hvil paa en aaben Plads i Byen, og her oplevede jeg at blive taget ved Næsen af en Jøde.

Under det korte Hvil, hvor vi ikke maatte træde ud af Geleddet, sneg en handlende Jøde sig langs Rækkerne og samlede en Del Penge sammen, som han lovede at købe os noget for i en nærliggende Forretning. Manden forsvandt, men indfandt sig ikke med de lovede Varer.

Vi blev i Byen til hen mod Aften, da vi beordredes frem mod en russisk Skyttegrav Syd for Byen. Idet vi drog ud af Byen, beskød det russiske Artilleri os, og vi klemte os ind mod Murene for at faa Dækning. I Spring løb vi nu fremad, og hver Gang vi smed os ned, brugtes flittigt den lille Spade for dog at faa en lille Dynge Jord at gemme Hovedet bag ved. Da det blev mørkt, var vi naaet til en Afstand af et Par Hundrede Meter fra den russiske Stilling, og nu bragtes de jamrende Saarede bag os tilbage.

Foran os stod en Landsby i lys Lue, skudt sønder og sammen af Artilleriet. Fra det russiske Artilleri kom kun en enkelt Granat med lange Mellemrum, saa vi gættede allerede paa, at Russerne trak sig tilbage, saa meget mere som man heller ingen Geværkugler hørte pibe mere.

Formodningen viste sig at være rigtig, da vi lidt efter passerede deres Skyttegrav paa Vej mod en længere bagved liggende Landsby, — hvor vi om lidt skulde erobre Nattekvarter med Bajonetten. Geværet blev nemlig tømt for Patroner, og Bajonetten plantet paa, og saa gik vi i samlet Kolonne i Bælgmørke fremad. Til al Afskyelighed var vort Kompagni forrest.

Bataillons-Kommandøren fulgte Bataillonen. Der maatte ikke bruges ild til en Smøg, end ikke maatte der tales et Ord, og Bajonetskeden blev holdt fast med venstre Haand for at undgaa enhver Lyd, og saaledes vandrede vi i Mørke, uvidende om vor Skæbne, taalmodigt fremad. Der blev intet sagt til os, men at der var Formodning om, at der var Russere i Byen, forstod vi af de dystre Forholdsregler. Maaske skulde der ogsaa snappes lidt Bagage, og at det alt skulde gaa for sig ved en Overraskelse.

Vi kom ind i Byen, og Formodningen holdt Stik. Med Kolbeslag mod Døre og Vinduer vækkedes de sovende Russere, og jeg ser med al Tydelighed for mig, da jeg sammen med en Kammerat med Lommelygten lyste ind ad Døren til et Karunkelhus (et Kartoffelhus, hvor Taget naar til Jorden) og der kom fire Russere kravlende ud imod os, visende deres tomme Hænder. Paa denne Maade toges et Par Hundrede Fanger. Efter at der var gravet en Skyttegrav foran Byen, som blev svagt bemandet, kunde vi hvile os i Russer-Kvartererne, hvor vi trods alle anspændende Oplevelser dog fik lidt Søvn.

1914-10-polsk landsby

15. november 1914. “Russerne kom viftende med små hvide flag”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Vort Kompagni laa som Reserve i anden Linie, saa vi fik Lov til at komme i Kvarter og under Tag. Vi laa sammenstuvet i en Lade og skulde være højest alarmberedt, ligge ,,umgeschnallt”, Tornysteren under Hovedet, rede til at gribe Geværet og i en Fart komme ud. Vi blev purret ud allerede Kl. 3.

Efter endt Udkommando i nok en Patrouilletur søgte vi atter Forbindelse med vort Kompagni. Under denne Vandring passerede vi en Artilleri-Officer, som stod og brølede oppe paa en Husmønning bag Skorstenspiben, hvor han havde ,,Beobachtungsstelle”. Nedenfor stod en Mand, der pr. Telefon underrettede Batteriet, og dette sendte den ene dødbringende Salve efter den anden over imod Russerne.

Vi fandt 3. Kompagni, der som Reserve begyndte at gaa fremad til Forstærkning. Her sluttede vi os til og løb i Spring fremad, til vi naaede nogle sammenskudte Huse, og derfra løb vi enkeltvis med 20 Skridts Afstand, vel vidende at Sørge for at holde os i Dækning bag Husene, saa godt det lod sig gøre.

Lidt før vi naaede skyttelinien, kom vor Brigadegeneral med Stab ridende i den værste Kugleregn. Hurtigt var de af Hestene og fik disse ført i Dækning bag Husene.

Brigade-Staben havde været klar over, hvad der vilde ske: Russerne væltede frem fra deres Skyttegrave, som om de vilde have stormet os; men uden Geværer kom de, hujende og viftende med de smaa hvide Flag over imod os. Skydningen holdt op, dog Artilleriet endnu et Par Tingester ind imellem Russerne, men ogsaa Artilleriet blev hurtigt klar over, hvad der gik for sig.

Kampens Larm blev afløst af roligere Omgivelser, og alt mens Fangerne blev samlet i Kolonne, opsøgte Kammeraterne hinanden for at blive vidende om hverandres Skæbne. Jeg fandt endnu min eneste Landsmand uskadt, men vort Kompagni havde flere saarede.

Fangerne, ca. 1000 i alt, blev ført tilbage, og vi gik fremefter, forcerede Russernes Skyttegrav og fortsatte ca. 6 km. Hvor vi kom frem, havde Artilleriet huseret i Russernes Reserve. Vi fik et kort Hvil og Mad fra Feltkøkkenet, hvorefter der atter fortsattes nogle km, før vi kom i Kvarter.

11. oktober 1914. Jeppe Østergård: Nis Fuglsang er død!

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 11.10-1914.

Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer havde fjenden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte „Querschläger”, og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz”, stod en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi.

Senere blev jeg med en melding sendt til kompagniet i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere sås, men gennem underskoven peb kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede våndede sig.

Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på morgenstunden.

Jeppe Østergaard ven, Nis Fuglsang var blandt de dræbte i slaget ved Magdalenka. Nogle dage senere skrev Jeppe Østergaard til Nis fuglsangs forældre i Kastrup og meddelte dødsfaldet:

17.10-1914.

Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi havde lovet hinanden at skrive hjem, hvis én af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.

Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under marchen, og når aftenen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og trygt, til næste dag bragte os nye anstrengelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og fylde vor plads hjemme.

Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den 9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste vi.

Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz” og kom en tidlang bort fra kammeraterne. Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt underskov, og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om ørene på os.

Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7 udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig: Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!

Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15-20 km syd for Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv.

Hvornår vil denne krig få ende og blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt give os hans almagt i vold, vidende, at intet sker uden hans vilje.

Jeg deler jer dybe sorg fuldt og helt.

De kærligste hilsner.
Jeppe Østergård.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

6. september 1914. En 86’er ved Marne: “Ned, ned i den hårde lerjord skulle vi!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Hvilken frygtelig Dag. Næppe var vi stillet op til Afmarch, før franske Granater splittede os til alle Sider. Der var Forvirring allevegne, og selv Officererne syntes ikke at vide, hvad der foregik, eller hvad der skulde ske. Paa en Græsmark fandt Kompagniet dog atter sammen, og der blev givet Ordre til at grave os ned.

Dem, der havde Spader, blev nu misundt, men der var for de andre ikke andet at gøre end tage Fingrene, Bajonetter og Støvlehæle i Brug.

Shrapnels og Granater suste ustandselig ned omkring og hvirvlede ved deres Indhug Jordklumper i Vejret til alle Sider. Stedse nærmere syntes de at komme, og vi fik her en første Prøve paa det franske Artilleris Præcision og Træfsikkerhed.

Ned, ned i den haarde Lerjord skulde vi, hvis vi da ikke vilde udsætte os alt for meget for de hvirvlende Granatsplinter. Fra Fingerspidserne løb Blodet ud fra Neglene, men da hver Haandfuld Jord ydede forøget Sikkerhed, blev der arbejdet videre uden at ænse paa dette.

Ved Middagstid blev der givet Ordre til Angreb, men af Fjenden kunde vi intet se, og der havde endnu ikke lydt Geværskud, hvorefter vi kunde bedømme hans Stilling. Glade for at komme ud af denne „Heksekedel”, løb vi frem mod den Jernbanedæmning, der var anvist som næste Samlingssted. Over Jernbanedæmningen og videre ind i den foranliggende Skov gik det, men vi var nu kommet „fra Asken i Ilden”.

Voldsomme Brag, der gav Genlyd i den store Skov, lød rundt omkring, og de eksploderende Granater løsrev Grene, der raslede ned om Ørerne paa os og forøgede Uhyggen. Der var en Helvedeslarm, og der var ikke til at skaffe Ørenlyd for Kommando eller andre orienterende Tilraab. Da vi endelig naaede igennem til Skovens modsatte Side, spærredes den videre Fremtrængen af en høj Tjørnehæk og et Pigtraadshegn. Med Økser og Spader blev der dog efter et kortere Ophold skaffet Gennemgang, og i nogle faa Spring satte vi over Vejen bag Indhegningen og laa snart i spredt Orden paa en aaben Mark. Her stod skokket Byg, og den bød kun ringe Dækning mod den voldsomme Ild, vi blev modtaget med.

Forude kunde vi tydelig se det franske Artilleri, der var kørt op paa en Mark noget til højre, men ogsaa de havde opdaget os, thi Kaskader af Shrapnels og Granater slog ned omkring, imellem og bag os. Jord, Sten og Granatsplinter røg hvinende omkring, og de skokkede Neg røg med i Luften, hvorfra de atter søgte ned og lagde sig til Hvile mellem lemlæstede Mennesker, indtil de paany sammen med dem blev hvirvlet op.

De første Geværkugler fløjtede og hvinede omkring os, men endnu kunde vi ikke finde ud af, hvorfra de kom. Vore Tab var store, og vi havde endnu intet at skyde efter for at kunne forsvare os. Nu blev der raabt: „Forude i Træerne Zuaver! Fyr løs ! ” Der sad de altsaa gemt imellem Trætoppene, intet Under, at vi ikke havde kunnet finde dem.

Vi fyrede nu som vanvittige, men der var ikke Mulighed for at kunne tage ordentlig Sigte. Der blev blæst til Storm, men den mest morderiske Geværild modtog os. Vi blev standset i vort Angreb, og Dækning var der ikke at finde. Det var en frygtelig Situation, thi fra et Skovhjørne længere tilbage kunde vi se nye franske Forstærkninger rykke frem. (…).

1914-09-06 Engelsk feltartilleri copy
Engelsk feltartilleri

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1914. Regiment 86 i Marne-slaget

Af Regiment 86’s historie

Den 6. september bryder frem, ”hviledagen”, og dertil en søndag. En solrig septembermorgen. 86’erne glæder sig over den dejlige ro og kan slet ikke fatte, at det er virkeligt. Kaffen med det hvide franskbrød smager kosteligt. Så tager man bad ved pumpen eller i den nærliggende flod. Rent tøj! Hvor gør det godt! Man tænker allerede på middagsmaden, hønsekødsuppen eller noget andet godt koger allerede over kogehullerne på komfuret. Det skal vel nok smage! Intet synes at forstyrre freden på denne dejlige efterårsmorgen.

Da lyder der hen mod kl. 8 fra venstre en skarp og heftigt infanteri- og maskingeværild. 86´erne lytter. Artilleriets dumpe buldren blander sig. Så lyder ordren: ”Hold kompagnierne i alarmberedskab!” Lidt senere: ”Klar, og træd an!” Farvel morgenkaffe! Farvel hønsekødsuppe! Det ville have været så dejligt. (…)

Til venstre for regimentet var 17. division overraskende blevet angrebet af overlegne styrker. Deres fortrop, infanteriregiment 76, befandt sig i svære kampe syd for Esternay. Regiment 86 trækker nu sine forposter tilbage og sikrer sig mod et lignende angreb. Det indtager stilling umiddelbart øst for Neuvy på Store Morins nordlige højdedrag. I og II bataljon i forreste linie, III i reserve. Kompagnierne graver sig ned, for artillerislaget er allerede i fuld gang. De fjendtlige skud – det er mest shrapnells – hyler hen over hovederne.

Hen mod kl.1 om middagen bliver 35. infanteribrigade indsat til angreb efter et opkald om hjælp fra 17. division. Brigaden skal aflaste nabodivisionen i den svære kamp. (…)

Ved banedæmningen et kort hvil. Her kommer de første fjendtlige granater og shrapnells. Regimentet vil her afvente opmarchen af det højre naboregiment 84, som endnu ikke er med fremme. Men det beslutter sig til at rykke frem alene, idet infanteriregiment 76’s råb om hjælp bliver mere indtrængende.

Grand Morin bliver overskredet og de stejle sydhøjdedrag besteget. En kilometer længere mod syd, og den store Pariser landevej er nået og bliver overskredet. Nu forsvinder infanteriet ind i en tæt skovbevoksning.

I skoven er helvede løs. Uophørligt slår granater og shrapnells ned. Deres genlyd forstærkes dobbelt og tredobbelt. Samtale er næsten umulig. Træerne knækker som tændstikker, grene og træsplinter rasler ned over hovederne. Tabene begynder.

Den uhyggelige kalden ”sanitetsfolk!” gjalder gennem skoven, ofte for døve øren på grund af den helvedes larm. Under store vanskeligheder nås sydranden af skoven. Dér hindres videre fremrykning af en hæk, gennem hvilken der er trukket pigtråd, og som oven i købet spærrer for udsynet.

Man klatrer over hækken eller slår den ned med økser og spader. Igen en landevej. I ilmarch over den og ned i grøften på den anden side. Endelig frit udsyn! Halvt til højre ca. 500 m borte en skovbevoksning. Derfra bliver der uafladeligt skudt på I bataljon, der ligger nærmest. Se nogen kan man ikke, men så snart en hjelmspids viser sig, bliver der sluppet en haglbyge af skud løs. Åbenbart franskmændenes forreste linje. 1½ km bagved på en bakke ligger landsbyen Escardes.

Foran er et fransk batteri kørt i stilling helt åbent, kanonerernes håndtering samt mundingsilden er helt tydeligt at se. Desværre kan disse batterier, som i det hele taget det franske artilleri, uforstyrret af vort eget ødelægge tyske linjer, og de benytter situationen grundigt. Granat efter granat slår ned i landevejen og river frygtelige huller i 86´ernes rækker. At blive her er den sikre død. (…)

I bataljon træder an til storm på den lille skov, der ligger lidt til højre for den. Med uforlignelig elan stormer man over det åbne terræn og løber den første fjendtlige linje over ende. Fjendens tab er svære. Det er til dels Zuaver [franske kolonitropper], der havde skudt fra træerne, og som nu bliver skudt ned som krager. Vore tab er ikke mindre svære. I rækker ligger de døde foran den franske stilling.

Bataljonen passerer gennem den lille skov og går en kort tid i stilling ved sydranden. Så stormer den videre frem, men kommer ind i en ligefrem morderisk infanteri- og artilleriild. En usynlig fjende skyder fra den nærmeste skovrand og ud af havreskokke. Tabene er så store, at en videre fremrykning snart vil gå i stå. (…)

Solen gik ned i en sky af gløder og røg. Kold og uden medlidenhed steg månen op og sammen med den rædslen. Artilleriilden stilnede af, men stille blev det ikke. Ud af skovbevoksningen, fra sænkninger og grøfter lød der rallen, støn og skrig. Råbet ”sygebærer!” dirrede mere eller mindre højt gennem luften. Når én endnu var i stand til at slæbe sig over slagmarken, fik han hundreder af råb og bønner efter sig: ”Kammerat, tag mig med!”, ”Kammerat, giv mig en tår vand!”. Hvem der endnu kunne hjælpe, gjorde det. Uafladeligt blev de sårede fra ulykkesskoven båret bagud.

Da indtræffer efter mørkets frembrud helt overraskende ordren om tilbagetrækning. (…) Så overlader man alligevel de mange døde og sårede kammerater, der endnu ligger ubegravede og ubjærgede på slagmarken, til fjendens nåde, en fjende, der ofte nok havde vist, at ridderlighed og nåde var fremmed for ham. Kl. 21.30 bliver tilbagetoget påbegyndt. (…)

Ualmindelig svære var tabene. 6 officerer var faldet; af mandskabet blev meldt 39 som døde, 352 som såret, 225 som savnet og 77 som tilfangetaget. Det kan siges med sikkerhed, at størsteparten af de 225 savnede har været døde eller sårede. Den 6. september blev i sandhed en ”hviledag” for mangen en brav 86´er.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling 2 copy
Franske 75’ere. Det fremragende, hurtigtskydende feltartilleri kunne affyre 20 skud i minuttet.

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. august 1914. “Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer”

Sønderjyden “Chr.” fra Infanteriregiment 84 “von Mannstein” fortæller om slaget ved Mons:

Værre var det ved Mons, hvor vi havde det næste, men mere alvorlige Sammenstød med Fjenden 23.-24. August. Ved Mons var det Englænderne, vi kom i Kamp med.

Det blev en haard og for 84erne meget blodig Kamp. Englænderne ydede haardnakket Modstand. De forsvarede paa vort Afsnit en Bro, paa hvilken der var opstillet flere Maskingeværer, der uafbrudt holdt Terrænet under Ild. 2. Batl. blev sat ind ved Middagstid.

Vi laa paa en Eng og var paa det Tidspunkt i anden Linje. Foran os i første Linje var 3. Batl., hvis Kompagnier befandt sig i en meget udsat og meget farlig Situation. De engelske Maskingeværer beherskede hele Landskabet, der var temmelig fladt og saaledes ikke bød Spor af Skjul for vore Folk.

Foran vort Kompagni laa 10. Det havde taget Stilling langs med en Vejkant, og det var nu vor Opgave at rykke frem til Undsætning for det haardt medtagne 10. Kompagni.

Da vi naaede frem, mødte der os et grufuldt Syn. Hver Mand laa paa sin Plads i Skyttekæden med Ansigtet i Jorden — døde. Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer, som fra et fortrinligt Stade paa Broen havde kunnet meje hele Rækken ned, inden disse med deres Enkeltmandsgeværer havde kunnet yde nævneværdig Modstand.

Kampen fortsattes forbitret og længe, indtil det tyske Artilleri langt om længe naaede frem og tog Broen under Ild, saa først maatte Englænderne forlade Stillingen; men da havde de ogsaa ryddet godt op i vore Rækker.

De trak sig tilbage gennem Mons, hvor de spærrede Gaderne med Barrikader, for at hindre os i at følge alt for hurtigt efter. Da vi naaede ind i Byen, var de borte; men længe kunde det ikke være siden, thi de Bøffer og den Suppe, de havde efterladt sig var endnu ikke helt kold. Den blev det heller ikke, for vi spiste, hvad der var.

Nimy broen ved Mons