Tag-arkiv: Vilna

15. oktober 1915. “Germanski dut-dut!”

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 1.10. fik vi nyt fra inderst til yderst, undertøj, strømper, uniform og frakke, alt det gamle med alle lus blev smidt i en stor hob og brændt af.

Det var jo nok bestemt, at der ikke skulle ske mere i denne omgang, vinteren var jo så småt begyndt og det gjaldt om at komme i jorden, nu den 15.10. frøs det allerede 5o.. Vor bagage, feltkøkken, ammunition, levnedsmidler, foder til alle heste lå et godt stykke tilbage fra det sted, hvor vi skulle grave os ned for vinteren.

Mit kompagni fik tildelt et afsnit ved Kunawasskoven, vi var temmelig nær ved den russiske stilling en 60-70 m langt nok til at vi ikke kunne kaste håndgranater over til hinanden.

Om natten begyndte vi så at grave os ned i jorden, vi skulle helst så langt ned så vi havde dækning, når det blev lyst, Vi forstyrrede gensidigt hinanden med minekastere, det var først senere, der også kom kanoner, det var Feltartilleriregiment Nr. 63 kaliber 7,5 cm.

Da vi havde udbygget vores stilling i en 14 dages tid, havde russerne fået tid til at få meget store minekastere kørt i stilling, og da de første miner eksploderede over hovedet på os blev vi helt chokerede, det gav et brag som vi kun havde hørt ved Kowno af de 42 cm.

I begyndelsen kom der kun et per stykker, men det blev værre senere, og vi var længst ikke færdige med udbygningen, og disse her tingester sprang en meter over jorden, for at gøre mest mulige ukampdygtige, og det havde de også held til, men så lærte vi at tage os bedre i vare.

Vi kunne høre denne dumpe lyd, når der blev sendt en afstod, der blev så stillet en vagt ud med en trompet, han skulle så give et par stød i hornet, når han hørte afskudet, så gjaldt det om at komme i dækning, den var tydelig at se når den suste opad, fik vendt og kom ned igen, men russerne kunne også høre, at vi advarede med hornet hvergang de sendte en afsted og så råbte de samtidig “germanski dut-dut”.

Russerne havde en ulige bedre stilling, de lå nede bag en høj skrænt, som de kunne gå ind i fra siden og hytte sig. Der stod ovre på deres side et stort træ, hvor toppen var frosset bort eller på anden måde forsvundet, mellem to store grene, der ragede højt til vejrs sad en stump af toppen som nøjagtigt lignede et menneskehovede, der stirrede over på os, og det kan nok være, der blev skudt på denne stump træ.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

29. september 1915. “Otte kugler fra et maskingevær i maveregionen.”

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Vi passerede nu ViIna, den ligger jo i en lavning nede ved Vilja mellem ret høje bjerge, det var et smukt syn at se ned over den med alle de kønne kirketårne, efter sigende 18. Det var den 18.9. Vi marcherede gennem Vilna, nøjagtig en måned efter Kowno fald, nu blev vi ved østpå til de store skove ved Krasnopol, hvor russerne havde særdeles stærke stillinger, det forstod de at bygge stærke gode skyttegrave og camuflere dem, så man næsten trådte på dem inden man blev dem var.

Den 29.9. hen på formiddagen begyndte vi angrebet og russernes skyttegravsystem begyndte lige udenfor byen, ingen sammenhængende front, man små korte skyttegrave med en 10-12 mand i hver og som kunne flankere hinanden, de var farlige at gå på.

Min kammerat “Verholm fra Magdeburg” fik 8 kugler fra et maskingevær i maveregionen, jeg fik en anden kammerat til at hjælpe mig med at bære ham tilbage til byen, men det overlevede hen ikke.

Min delingsfører sprang over m sådan kortgrav og hørte et gevær blive spændt, han drejede sig hurtig med sin revolver skød han ham for panden.

Artilleriet havde nu begyndt at beskyde den nærliggende skovkant og da vi var færdige med systemet skulle vi storme den, vi tabte jo en hel del folk ved disse operationer, min landsmand Hans Hansen fik pulsåren i højre håndled skudt over, jeg forbandt ham og underrettede hans for ældre.

Inde i skoven lå skytterne ene bag træerne eller sad oppe i dem og beskød os. Her kom vi et par dags senere ud for en episode, som vi endnu aldrig havde været ude for, vi løb på en nygravet skyttegrav, den var ikke camufleret, men nem at se, vi lagde os ned og rådslog hvordan vi bedst skulle ordne den, besætningen havde jo nok bemærket os for på en gang stod de ud af hullet, stak geværet med bajonetten på ned i jorden og løftede hænderne i vejret, vi ville da ikke skyde, når de overgav sig frivilligt, vi gik over mod dem med bøssen under armen, men da vi var ca. 10 m fra dem rev de bøssen op af jorden og fyrede løs, vi lå pladask i løvet, der var kun en der blev såret af os, men af dem blev der ingen skånet. Det var fejgt gjort, men i krig og kærlighed gælder alle kneb, siges der jo.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig