Tag-arkiv: Kowno

18. august 1915. Storm på fæstningen Kowno

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.

Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.

Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.

Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.

Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.

Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.

Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.

Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.

Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.

Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.

Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.

Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

21. juli 1915. Russisk krigslist

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 21. juli brød vi gennem den russiske front, det jeg hidtil har skrevet om var usammenhængende kampe, men det her var den sidste stærke forsvarsstilling inden Kowno som vi stormede den 16. august.

Nu skal jeg fortælle hvordan det gik til at bryde denne front. Vi lå 8 dage i beredskab langt tilbage i skovene, Feldwebelen fik tid til at få os alle fotograferet, hvert korporalskab for sig, for han antog, at der ikke kom mange fra den bedrift. Han var rykket ud med os og holdt så at sige af sit gamle kompagni, der blev nu kørt den ene række kanoner i stilling efter den anden, de små foran, de langtrækkende længere tilbage. Pionererne havde læsset alle vogne, der kunne undværes til det, med granstammer til at fylde skyttegraven med, når den først var vor.

Den 21. juli blev vi igen beordret i stormstilling nogle få hundrede meter fra anden russiske skyttegrav, præcis kl. 10 minutter i fire begyndte kanonaden mod den fjendtlige grav.

Vi lå foran alle disse mundinger og da der blev blæst til storm præcis kl. fire kunne vi næsten intet høre for brummen i hovedet, russerne var lette at tage tilfange, da de var fuldstændig chokerede, men de havde lavet mange lumske tricks som kostede en del af os livet f.eks. en håndgranat på en pæl med en hat ovenpå, når hatten blev løftet af sprang bæstet og slog manden ihjel og sårede kammeraterne der stod i nærheden, så vi turde næsten ikke røre ved nogen ting.

Nu kom pionererne susende med deres vogne belæsset med granstammer, der var afkvistet og pakkede godt i skyttegraven, hen ved siden af graven kippede læsset bort med køretøjet, næste frem og så fremdeles, indtil alt var fyldt, så kom kanonerne susende med seks heste for, de små 7,5 om kanoner hjalp os så med at få bugt med de øvrige skyttegrave. Så begyndte den lange række af patruljer indtil vi kom ind under fæstningen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

19. juli 1915. Før Kowno: Johannes Jessen på angreb

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Lidt længere mod øst skulle der være en meget stærk russisk stilling som skulle erobres, da den spærrede vejen til Kowno [Kaunas].

Vi kom dertil og lå tre dage i skoven før der skete noget, da vores regiments-kommandør nægtede at storme uden artilleriforberedelse, men den kom så og hjalp os igang.

Endelig en morgen kl. 4 blev vi beordret i stormstilling, kanonerne fyrede nu løs alt hvad der ville ud af rørene, pionererne havde skåret pigtrådsspærringen i stykker, så der var fri bane til første skyttegrav, besætningen lå da også i fuld dækning på maven da vi sprang over dem og videre frem i skoven og nåede ud på en åben plads der lå ned til et ca. 10 m bredt vandløb på den modsatte side steg terrænet 2 – 3 m, og deroppe var den egentlige stærke stilling, der førte en træbro over floden og for enden af den på lysningen lå et blokhus, spækket med maskingeværer, før stormen havde vi fået ordre til at sætte bajonetter på, da vi så kom løbende ind på pladsen kom besætningen stormende ned deroppe fra og det blev et frygteligt opgør med blanke våben, men kun få skud.

Jeg blev da også stukket ned og trillede langs af jorden, men heldigvis traf den fjendtlige bajonet mit lædertøj, så den gjorde ingen skade, men det hårde stød kastede mig til jorden.

Fra blokhuset kunne der ikke skydes, da der så ville rammes både venner og fjender, vi sprang så som katte over broen og op over skrænten mens vi rev geværerne ud af skydeskårene. deroppe var flere rækker skyttegrave, men de var forladt af besætningen, jeg gik så langs med vandet og her lå det længste menneske jeg nogensinde har set, og dette pragteksemplar af et menneske var dræbt af en lille bitte kugle.

En underofficer, der hed Dotter skulle have været på orlov, men han ville først gøre denne storm med, men desværre faldt han så.

Pionererne havde samlet de døde sammen og gravet gravene der på pladsen, to store fællesgrave ved siden af hinanden, således at jorden blev hobet op til begge sider, så der blev en jordvold imellem, da jeg gik hen ad denne vold, mødte jeg en korporal han standsede og så forundret på mig og sagde ”jeg troede, at du også lå dernede, da havde han set mig falde, men ikke at jeg var kommet på benene igen.

Skyttegravene oppe over floden blev jævnede, blokhuset brændt af og vi drog videre til nye bedrifter.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig