Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.