“Historier om Danmark” kommer med “Peter & Solvognen” til flyhangaren ved Zeppelinbasen i Tønder.
Mødested:
Zeppelinbasen ved den gamle flyhangar i Soldaterskoven, Ribelandevej 58H (kørselsvejledning nederst på denne side)
Vært: Museum Sønderjylland, Zeppelin- og Garnisonsmuseum, Støtteforeningen for Zeppelinbasen og Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune.
Besøg eller genbesøg Danmarks tydeligste spor fra 1. verdenskrig og den tid, hvor luftskibet var et militært trumfkort.
Oplev resterne af den historiske luftbase og se, hvor de gigantiske Zeppelinhangarer stod.
FRI ENTRÉ!
Solvognen er dagen igennem omdrejningspunkt for en række aktiviteter for børn og voksne.
Udførligt program nedenfor!
Solvognen byder desuden på kaffe, lege og genstande, man må røre ved.
Oplev også danmarkshistorien gennem Virtual Reality eller del en historie fra din familie i campingvognen.
Du kan desuden møde soldater og jagerpiloter fra historieformidler gruppen Westfront 1916 , der med historikeren Kaare Johannesen i front også vil vise deres uniformer frem på den røde løber.
Mød også filmproduceren Ronnie Fridthjof (“Armadillo”), der barsler med en ny storfilm om en sønderjyde i Første Verdenskrig (baseret på Karsten Skovs roman “Knacker”). Det er Amanda Rokkjær Munksgaard fra P4SYD, der interviewer.
Du kan også møde forfatteren Sune Wadskjær Nielsen, der har skrevet den anmelderroste bog “Dansksindet under Ørnebanneret” om Johannes Christensen fra Visby ved Tønder. Johannes Christensen var med Regiment 84 ved Verdun, men besluttede sig for at desertere til Danmark. Det er Amanda Rokkjær Munksgaard fra P4SYD, der interviewer.
Desuden kan du møde en stand med Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord, der fortæller om deres arbejde med forsvarslinjen fra Første Verdenskrig.
Også Historisk Samfund for Sønderjylland er til stede og sælger bogen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” til specialpris. Bogen, der udkom første gang i 2006, er netop blevet genoptrykt efter at have været udsolgt længe.
Dagens program
Kl. 7-9.15: Mød Solvognen står ved Guldbageren i Tønder.
Kl. 10.00 :Solvognen er dagens samlingssted ved flyhangaren på Zeppelinbasen. Borgmester Henrik Frandsen byder velkommen.
Kl. 10.15: Mød soldaterne fra Westfront1916 hele dagen.
Kl. 10:30-11:45: Rundvisning på Zeppelinterrænet ved Manfred Petersen (leder af Zeppelinmuseet).
Kl. 10.30-11:00: Westfront 1916 optræder med historiker Kaare Johannesen : “De Sidste Riddere – jagerpiloter under 1. Verdenskrig”.
Kl. 11.00-11.30: Interview på Solvognens scene med forfatter Sune Wadskjær Nielsen om bogen “Dansksindet under ørnebanneret”.
Kl. 11.00-14.00: Giv det videre! Erindringsindsamling i Solvognen ved Gl. Tønder Lokalhistorisk Arkiv.
Kl. 11.30-12.00: Interview med Ronnie Fridthjof (“Armadillo”), producer på den kommende store spillefilm om Sønderjyder i Første Verdenskrig.
12.00-12.30: Musik på Solvognens scene med Lars Grønlund: Sange om 1. Verdenskrig.
12:30-13.30: Rundvisning for gangbesværede ved Tenna Rejnholt Kristensen, Museum Sønderjylland.
12.30-13.30: Westfront 1916 optræder med historiker Kaare Johannesen: “Soldaten og hans Udstyr – en revue over den tyske soldat anno 1914-18”
13.30-15.00: Rundvisning på Zeppelinterrænet ved Manfred Petersen (leder af Zeppelinmuseet).
13.30-14.30: Rejs ind i Danmarks historien – prøv et par VR Briller
15:00: Tak for i dag!
Ingen behøver at sulte eller tørste: Hagge’s Musik Pub sælger øl og grillpølser ved en bod ved flyhangaren!
Kørselsvejledning: Tag rundkørslen ved Tønder Nord og følg Ribe Landevej ind mod Tønder. En grusvej fører ind mod “Soldaterskoven”. Flyhangaren er ved den røde pil på kortet neden for.
NB: Der er ikke mange parkeringsmuligheder på pladsen foran flyhangaren, så man skal regne med at gå et stykke.
Hej
Vi kommer fra et Hjemmeværnskompagni i det midtjyske, der hegger HVK Kongenshus.
Vi planlægger et besøg den 9. og vil i den forbindelse gerne vide, hvad det koster at være med denne dag pr. person.
Mvh
Poul Vester
HVK Kongenshus.
Tlf.: 72420655.
Hej Poul
Det lyder herligt! I skal være meget velkomne! Det er såmænd ganske gratis! Hvis man også vil ind på Zeppelinmuseet, så skal man muligvis regne med en beskeden entré (vist nok 40,- eller 50,- kr), men alt udendørs koster ikke noget. Vi glæder os til at se jer!
mvh
René