Klokken 14.45 den 16. juni 1917 lettede zeppelineren L45 fra luftskibsbasen ved Tønder for at deltage i et angreb på London. Seks luftskibe skulle have deltaget i angrebet, men de to luftskibe, der var stationeret i Alhorn, kunne på grund af sidevind ikke komme ud af deres hangar, mens to andre luftskibe måtte vende om på grund af motorproblemer. Det ene af dem var L45, der fløj hjem på kun en enkelt motor og derfor så sig nødsaget til at overflyve det neurale Holland. Det landede i Tønder ved middagstid næste dag.
De to sidste luftskibe nåede England, men ikke London. Det ene, L42, valgte på grund af vejret at bombe, hvad man mente var Dover, men i virkeligheden var Ramsgate. En af bomberne traf et ammuntionsdepot, der eksploderede og satte ild til de nærliggende bygninger. Tre mistede livet og seksten blev såret.
Det andet, L48, løb ind i motorproblemer ud for den engelske kyst samtidig med, at kompasset frøs. Kaptajnen valgte derfor at bombe det nærliggende Harwich, og kaste bombelasten på flådebasen dér. Bomberne faldt dog på bar mark 8 km nord for målet.
Under luftskibets indflyvning var engelske fly gået i luften, et af dem blev ført af Løjtnant L.P. Watkins:
Over flyvepladsen steg jeg til 8.000 fod og satte så kurs i retning af Harwich, mens jeg stadig steg. I 11.000 fods højde over Harwich så jeg luftværnskanonerne skyde og adskillige søgelys peger mod et punkt. Et minut senere observerede jeg Zeppelineren 2.000 fod over mig. Efter at være steget 500 fod fyrede jeg en hel ammunitionstromle af mod dens hale, men uden virkning. Så steg jeg til 12.000 fod og affyrede endnu en tromle mod dens hale uden virkning. Så besluttede jeg mig for at vente med at affyre endnu en tromle, før jeg var på nært hold. Jeg steg jævnt, til jeg nåede 13.200 fod og var omkring 500 fod under Zeppelineren. Jeg affyrede tre korte salver på ca. 7 skud og så resten af tromlen. Zeppelinerens hale brød i brand, ilden løb langs begge sider, hele Zeppelineren brød i brand og faldt brændende ned.
(D.H. Robinson: The Zeppelin in Combat, 1994, s. 250)
Mirakuløst overlevede tre besætningsmedlemmer. Luftskibet faldt forholdsvis langsomt til jorden og ramte med halen først, skibets forende blev derfor ikke som bagenden knust. Fra førergondolen overlevede en løjtnant med svære skader (han døde knap halvandet år senere), fra en af de forreste motorgondoler overlevede to, den ene brækkede begge ben, den anden fik kun overfladiske brandsår.