Tag-arkiv: souvenir

13. marts 1917 – Milert Schulz: “das linke Bein abgerissen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 13/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Da ich bei der letzten Postver
teilung nichts von Euch hatte will ich Euch heute wieder ein Brief schreiben. Heute Abend gibt es wieder Post[,] kann aber leider nicht beantworten[,] da unsere Post nach der Heimat heute Abend also jeden 2ten Tag vom Schützengraben nach hinten geht, aber Übermorgen werde ich Euch schreiben ob etwas dabei war. Habe gestern einen Brief an Onkel Anton und Tante Mie geschrieben. Habe aber noch kein Wort von Onkel Anton gehört.

Werde Euch gelegentlich ein kleines Paket nach Hause schicken mit ein paar kleine Erinnerungen un zwar 1 grade Französische Gewehr kugel[,] welche direct über meinen Kopf flog und hinter mir in dem Sand einschlug[,] und 2 krummen von derselben Sorte[,] welche auch in der nähe von mir eingeschlagen sind und zwar auf dem hohen Berg wo wir im Februar lagen. Denn 1 Granatsplitter auch von diesem Berg wovon ich Euch geschrieben habe[,] der nicht exblodiert ist und zwar von einer französischen Granate.

Sonst gibt es ja nicht grade so schöne Erinnerungen von hier. Gestern kamen feindliche Flieger über uns und warfen Bomben in ein Dorf[,] zum Unglück war ich und 2 Kammeraden auch im Dorf und wollte Holz holen zum Brennen, aber uns ist Gott sei Dank nichts passiert. Dagegen wurden 2 Thelepfonnisten verwundet und 2 tot. Der eine bekam das linke Bein abgerissen und der andre ein Sprengstück im Hinterkopf. Der verwundete bekam die Ohrlippe aufgerissen und wo der andre verwundet wurde[,] weis ich nicht.

Heute morgen um 5 Uhr war ich Kaffehohlen gegangen als ich wieder zurück kam und kaum im Bombenwicheren war[,] fing die feindliche Artellerie nach uns zu schiessen an. Dicht um uns schlugen die Granaten ein aber der Herr hällt seine beschützen de Hand über mich. Wie oft habe ich gleiches nicht erfahren hier im Felde, wo man mitunter in tausend Ängsten gewesen ist und doch glücklich durchgekommen. men med ham ved min side. jeg tröstig kan stride.

Hoffentlich hat der Krieg bald ein Ende dass wir uns froh und glücklich im lieben Heim wiedersehen dürfen. Welch eine Freude wird das werden, aber nicht wie wir wollen sondnern wie Gott es will.

Nun schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder

Milert.

Habt Ihr ein paar Taschentücher abgeschickt?

(Brev i privateje)

9. februar 1916. Russisk landsby “… endnu værre end i Mjøls!”

Sønderjyden Jakob skrev hjem til sin niece fra en russisk landsby

I en russisk Landsby

Rusland, den 9. Februar 1916.

Kære Marie!

Nej, mit Billede, som jeg sendte hjem, var ikke smukt, men det var ejendommeligt, det vil sige Rammen. Den vidner om Russernes Kultur her i denne Egn af det store Rusland. Naar Du vil lægge Mærke til den, saa er den udhulet af ét Stykke Træ og ikke sammensat, som vore Billedrammer.

Vi lever her paa Landet 8—9 Mil fra Lida, ligesaa langt fra Minsk og lidt længere fra Vilna, saa Du kan nok forstaa, at det er endnu værre end i Mjøls.

Landbruget her staar forholdsvis paa samme Standpunkt som Billedrammen. Alle Redskaber er hjemmelavede og af Træ. Harver, Plove, Vogne, Slæder, alt er hjemmelavet og af Træ.

Som Repræsentant for den nyere Tid saa jeg forleden en moderne Symaskine staa ved Ruinerne af et russisk Bondehus. Klædningsstykkerne har ogsaa været hjemmelavede, da man i hvert Hus kan se en Væv og der endnu ligger Rester af pænt vævet broget Klæde mellem Ruinerne.

Ruiner, som i Tyskland, kendes ikke her. Enten staar Husene endnu, eller ogsaa er de helt nedbrændte. De er nemlig byggede helt af Træ, den ene Træstamme lagt over den anden til samme Højde, som hjemme hos os i Kolstrup, og tækkede med Halm. Naar et saadant Hus kommer i Brand, og det har Russerne sørget for saa godt som muligt,  saa brænder Rub og og Stub.

Af de Huse, som endnu staar, tager vi til Dels Bjælkerne, som vi bruger til at bygge Dækninger af og til Brænde. Det sidste maa vi ganske vist ikke, men ved Militæret lærer man at hjælpe sig, og alt er tilladt, naar bare man kommer godt fra det.

Russernes Landbrugsredskaber og Driftsmaader er de samme, som vore var det for 200 Aar siden. At Fremskridt ikke kan komme til sin Ret her, ligger i, at Jorden drives i en Art Fællesskab og hvert tredie eller femte Aar bliver ny fordelt indenfor Kommunen, rettende sig efter, hvormange Indbyggere Kommunen har; enhver Familie skal have sit.

Det var et Stykke russisk Kulturhistorie. Maaske interesserer det Dig ligesaa meget at høre, paa hvilket Kulturstandpunkt jeg selv staar i Øjeblikket. At vi ikke ofte kommer af Tøjet, kan Du vel tænke Dig. At jeg hver Aften gaar i Seng med lange Støvler, rene eller snavsede, som det kan passe sig, paa Benene, Kasket paa Hovedet og Hænderne i Lommen, er ogsaa Tilfældet. Men i Modsætning dertil bliver jeg barberet 2—3 Gange ugentlig, og mit Overskæg bærer jeg som før, efter nyeste Mode. Som Du ser, en sælsom Blanding af middelalderlig Røverridder-Kultur og raffineret Lapse-Kultur fra det 20. Aarhundrede.

Ellers har jeg det godt, lever, som det kan træffe sig, af Rov, d. v. s. af mine Pakker med lidt Tilsætning af Soldaterkost. Vinteren lader os i Ro, og da Solen kommer højere og højere, lader det nok være med at blive altfor slemt.

I Haab om, at I har det godt og med de bedste Hilsener til Dine Forældre, Søskende og i Kolstrup være Du selv bedst hilset fra

Din Onkel Jakob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

Hejmdal

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

1. oktober 1914. Hemming Skov skifter front og rykker ind i Rusland

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skovs regiment 176 skifter front og rejser i to døgn med tog fra Lötzen i Østpreussen til provinsen Schlesien og den russiske by Tschenstochau lige på den modsatte side af grænsen.

Natten til 26. Sept. kom vi til Løetzen (Lötzen) og blev nu læsset på Tog. Dermed var vi klar over, at nu gik det til en anden Front, hvor, lød der intet om, dog, at vi ved Lublindtz Schlesien drejede af, sagde os, at det i hvert Fald ikke gik til Galizien.

Vi kørte over Rastenburg, Korschen, Allenstein, Rotfliess, hvor vi fik Kaffe, og Wartenburg, hvor vi på Banegaarden fik en Ret varm Mad. Ud paa Natten naaede vi vor gamle Garnisionsby Thorn, hvor det paa Banegaarden vrimlede af mennesker, som vilde hilse paa deres ”Hundertsechsundsiebziger” (176).

Under det Kvarters Ophold, vi havde paa Hovedbanegaarden, blev vi meget gæstfrit trakteret med Kaffe, Brød og Rygelse, en og anden hev sig endog af en velhavende og gavmild Lillemor en varm beklædningsgenstand. Der levedes jo endnu en Rusen af krigsbegejstringen.

Men alle disse velmenende Damer (af den mandlige Befolkning var jo kun en forsvindende Part hjemme) krævede meget til Gengæld, idet der formelig raabtes i Kor: ”Haben Sie nicht was von den Russen”. Det havde de fleste; men om deres Godhed ligefrem blev honoreret med en Kosak-Sabel eller en Kikkert eller et par lange pæne Officersstøvler, tror jeg dog næppe, for disse Ting passede jo daarligt til Kvinder.

Toget hastede videre med os igennem Provinserne Posen og Schlesien. En saadan Rejse paa Jernbanen var en herlig Afveksling. Igennem skønne Egne, men især da fordi det flød med Liebesgaben (kærlighedsgaver) paa de Banegaarde, hvor vi havde Ophold, særlig i Schlesien. Ved Preussisch-Herby forlod vi Tyskland, den næste Station var Russisch-Herby, og nu kom vi, denne Gang for Alvor til Rusland.

Fra Grænsen kørte vi endnu en Times Tid i russisk Tog. Jernbanesporet blev senere omlagt, saa tyske Tog kunde køre igennem. Forskellen var ganske vist kun 7 cm men den ene Skinne maatte dog fuldstændig omlægges. Den tredje Gang over Grænsen.

Czenstochau var Maalet med denne Jernbanerejse der havde varet i to Døgn. Efter at alt var læsset af, fik vi anvist Kvarter i en stor Kavalleri-Kaserne. Holm fra 1. Komp. (Rasmus Holm, Gabøl) og jeg var som sædvanlig Naboer med vore Heste. Og husker du, at vi først havde anbragt os paa et Gulv, der formelig svævede, hvorfor vi søgte en anden Plads og fik saa hestene ind paa en stue i Kasernen, hvor der overalt i nederste Etage var ”møbleret” med Heste.

Maaske du ligeledes husker, at vi studerede en Del Tortur-Redskaber i Kasernens Straffeanstalt. Czenstochau er en By med mange kirker. Og Byen, der paa et Par Hundrede Tusinde Indbyggere, er kendt som katolsk Valfartsted til et Kloster, som stammer fra Aaret 1400. I Klostreret findes et Bord af Cyprestræ, som efter Overleveringen skal stamme fra Abraham. Aarligt valfartede Millioner derhen.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2