Senest ændret den 28. januar 2016 22:06
En anonym 84’er fortæller om afgangen fra Haderslev:
Vi var i Garnisonen i Haderslev i fire Dage. Den 8. August om Formiddagen stod Bataillonen, 1000 Mand ialt, opmarcheret paa Kasernepladsen i fuld Krigsudrustning, med Bagage, Feltkøkkener, Patronvogne og hvad der nu alt hørte til, med Bataillonsmusikken paa Fløjen, rede til at rykke i Felten.
Nu var jeg klar over, at der ikke var Haab om nogen fredelig Løsning mere.
Mens jeg stod her paa min Plads i Kompagniet, en graa Soldat blandt tusind andre graa Soldater, var jeg ikke fri for noget i Retning af en Smule Beklemmelse. En stille Tanke gled hjemover. Hvornaar fik man dem mon nu at se igen?
(… fortsættes under billedet)
Igen — ja, fik man mon overhovedet — Jeg kunde nemt have faaet dem at se endnu engang i de Dage, vi gik i Haderslev. De var slet ikke langt derfra. Havde maaske ovenikøbet været i Byen i de Dage. Men jeg vilde ikke se dem. Afskeden var overstaaet, og jeg syntes, det var bedst saadan for alle parter. Derfor havde jeg ikke meddelt min Kone noget som helst om, hvor vi var eller hvornaar vi rykkede ud. Hun anede ikke, at jeg have været i Haderslev i de fire Dage.
Nu — nu, hvor vi om faa Minutter forlod Nordslesvig for at rykke ud i den store Krig. Nu, mens vi stod og ventede uvirksomme paa Falderebet og Tankerne tog frit Løb, nu var jeg næsten lige ved at fortryde, at jeg ikke alligevel havde skrevet hjem; at jeg ikke havde faaet dem at se endnu engang.
Bataillonskommandøren, den nok som bekendte Major Meibauer, hjalp mig over det døde Punkt. Han kom sprængende paa sin Ganger midt ind i Karréen, med dragen Kaarde og med Kindremmen spændt ned, og holdt en Donnertale til os om, hvorledes vi havde at forholde os som tapre prøjsiske Soldater, om Pligt og Troskab og om, hvad Fædrelandet ventede af os, om hvad vi skyldte Regimentet og dets glorværdige Traditioner og meget andet af samme Slags. Med Bestemthed husker jeg ikke andet end de Ord, hvormed han indledede sin Tale: Wiedermal ruft der deutsche Kaiser sein Volk zu den Waffen.- –
Derefter satte Bataillonen sig i March, og med klingende Spil gik det over Gammelting, gennem Nørregade, Gravene, Storegade til Banegaarden; ved Middagstid rullede et langt Tog bort med os, sydpaa. Hen paa Eftermiddagen naaede vi Flensburger Weiche; her var et større Ophold, mens vi fik tildelt Forplejning.
”Chr.” i Almanak for Nordslesvig, 69. årgang, 1935.