Tag-arkiv: Etappenschwein

19. april 1918 – Mathias Damm: “Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 19.4.18.

Kære Moder.
Mange Tak for Dit Kort fra den 10. Ser at Pakken med Sæbe heller ikke er naaet hjem. Det var saa i det hele 10 M givet ud til en Usling, som det ikke gives en værre. Thi det er det eneste jeg ikke kan forstaa, at nogen kan være saa simpel at stjæle Feltpostpakker. Det er ogsaa kun den Slags ved Feltposten, som har det for godt. Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder, der hvor den tykkeste Luft er og alle Slags Granater hviner om Ørene. Naar de vil stjæle, kan de stjæle af de store Kanisterpakker, dem er der nok af og det træffer sjælden en arm en. Her er det idag atter mægtig koldt og nu regner det ogsaa. Det saa mere ud efter Sommer i Februar, end nu. Gid det dog maatte have været den sidste Vinter, vi har ligget herude, at man atter kan komme i Ly, naar man har Lyst og det det regner. Mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. oktober 1917. “I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Marchture i omegnen af Wilna lod 86’erne få et indblik i det slaviske østens fremmede verden. Gårdene, der kun bestod af blokhuse, legetøjsagtig fordelt, fattige og snavsede adskiller sig sælsomt fra den betragtelige bredde i slesvig-holstenske bebyggelser. Endnu mere kulørt og farverig var denne verden i selve Wilna. Fire folkeslag med forskellig kultur og sprog stødte her sammen. Litauere, Polakker, Russere og Jøder.

Hvad der straks var mest påfaldende, var forskellen mellem rig og fattig, pragt og snavs og elendighed.  I gaderne var der miserabel vejbelægning, fortovene stærkt beskadigede. Spildvandet løb gennem åbne render, hvilket overalt fremkaldte en grim lugt. I kirker overlæsset med pynt lå frysende, sultne og plagede skikkelser på knæ foran helgenbilleder af sølv og oversået med ædelstene.

Særlig interessant var turen gennem jødekvarteret, om end man helst havde anlagt gasmaske. Varepræsentationen var her endnu for åbne døre, hvad der ganske vist var malerisk, men næppe fremmende for sundheden. I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed, og det er for den rigtige tysker, som altid søger det gode uden for grænsepælene, en sund iagttagelse.

Også adspredelse og åndelige impulser var der rigeligt af. For underholdning og udbredelse af politiske og militære nyheder sørgede 10. armés avis, der udkom i Wilna og var udmærket ledet. Et soldaterhjem tilbød füsiliererne ophold og impulser fra aviser og bøger i deres fritimer. Teater og operatte gav opmuntring og adspredelse. Også alvorlig kunstnydelse. Gode koncerter opmuntrede de musikhungrende.

Desværre mødte regimentets soldater også typer, der udløste hovedrysten og ærgrelse. Wilna var et forsyningsmæssigt knudepunkt. På gaderne, i caféerne, i teatret så de en flok af velklædte, velnærede og ofte pelsklædte herrer, der nød livet og absolut ikke gjorde indtryk af at være uegnet til fronttjeneste. Den soldat, der kommer lige fra skyttegravskampen, er ret sart over for sådanne typer, især når de ovenikøbet bærer jernkorsets sort-hvide bånd i knaphullet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179