K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han orlov og planlagde flugt til Danmark.
Jeg havde en Søster, som tjente i Skodborg, ti Minutters Gang fra Grænsen. Hun kom hjem paa Besøg, og vi aftalte, at jeg skulde komme til hende den 9. August om Aftenen, som var en Lørdag, saa vilde hun vise mig Vejen over Grænsen.
Den 12. August skulde jeg have været ved Fronten igen.
Fredag den 8. gik jeg op til Kommuneforstanderen og meldte, at nu skulde jeg rejse til Fronten igen. Han sagde, at jeg godt kunde vente til Dagen efter, da min Orlov ikke var udløben endnu. Jeg forklarede med den uskyldigste Mine, at jeg vilde besøge nogle Bekendte i Flensborg og derfor rejste en Dag før.
Saa gik jeg ned paa Stationen og lod, som om jeg skulde med Toget, men i Stedet for gik jeg over Skinnerne og en anden Vej hjem, for at ingen skulde se mig.
Saa kom jeg hjem og holdt mig inde hele Tiden. Kl. 4 næste Morgen spadserede min Kone og jeg de 19 km til Haderslev. Da vi naaede Hoptrup, maatte jeg vise mit Pas til Vagten, men det var godt nok i Orden, da jeg havde taget Pas til Haderslev Kreds, fordi min Kone boede der.
Jeg var civil, da vi for at spare paa Militærtøjet, havde faaet Lov til at gaa civilt paaklædte, naar vi var hjemme.
Vi skildtes saa i Haderslev, efter at jeg havde givet min Kone Besked paa at sige, naar Gendarmerne kom og spurgte efter mig, at hun vidste ikke bedre, end at jeg var rejst til Fronten igen, Vi forlod hinanden, og jeg gik efter Hammelev og Styding over Marken for at komme uden om Vagten ved Sommersted.
Da jeg var kommet tæt til Sommersted, havde jeg lagt mig bag et Hegn for at spise noget Mad, jeg havde bragt med mig. Der kom en cyklende Patrouille, men den saa mig ikke, da jeg laa bag ved Hegnet.
Jeg gik videre og kom til Banen, der gaar fra Haderslev til Skodborg. Der skulde jeg igennem Jels for at følge Banen, og uden om kunde jeg ikke komme. Paa den ene Side, hvor der gik Vagt, laa Søen, og paa den anden Side var jeg ikke kendt, men jeg vidste, at der gik Vagt. Min Søster havde forklaret mig, hvor de fleste Vagter og Patrouiller kom.
Jeg gik saa lige forbi Linjen forbi Jels Station. Jeg var saa spændt, at Haaret ligefrem rejste sig paa Hovedet. Hvert Øjeblik kunde jeg vente at blive raabt an, og saa var jeg sikker paa enten at blive skudt eller ogsaa komme lige til Fronten igen, og det var næsten det samme.
Endelig naaede jeg godt forbi Stationen, og saa løb jeg, saa langt jeg kunde. Da jeg ikke kunde holde ud at løbe længere, lagde jeg mig ned og hvilte lidt og spekulerede over, hvad jeg nu skulde gøre.
Der var ikke andet at gøre, end at følge Linien til Nærheden af Skodborg.
Mine Fødder gjorde smertelig ondt, som om der ingen Hud var under dem.
Jeg gik saa igen, men maatte hvile mig en Gang imellem. Endelig ved halvtolv-Tiden om Aftenen naaede jeg til lidt udenfor Skodborg By. Der gik jeg fra Banelinien og med en Vej ind i Byen, da jeg vidste, der stod Vagt ved Stationen.
Omsider fandt jeg hen paa Gaarden, hvor min Søster tjente.
Gaardmanden og Fruen var Danskere, saa jeg fik en udmærket Modtagelse og kom i Seng. Det var ogsaa det jeg trængte haardest til, da jeg havde gaaet temmelig hurtigt lige siden Kl. 4 om Morgenen.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)