Tag-arkiv: “danskerkortet”

2. november 1918. “Vive le Danemark! Vive la France!”

En unavngiven sønderjyde beretter om en hændelse med en fransk familie

Fra min sidste Stilling i Frankrig 1918

En af de første Dage i November 1918 gjorde vi Holdt ved en Landevej et Sted i Frankrig  Landevejsgrøften skulde være vor Skyttegrav, en lille Bondegaard vort Kvarter. Bonden og hans Kone og deres to smaa Piger paa 7 og 9 Aar boede i Kælderen, medens vi 10 Mand boede i Stuen.

Jeg blev hurtig meget fortrolig med de to smaa Piger, som om Dagen altid kom op i Stuen til os. Efter et Par Dages Forløb, vilde jeg gøre et Forsøg paa ogsaa at komme lidt nærmere i Forbindelse med Familien, som hidindtil havde holdt sig meget reserveret overfor os, hvad jeg godt kunde forstaa.

En Aften gik jeg uindbudt ned i Kælderen til dem. Manden sad og læste i en Bog, Konen gjorde Tøj i Stand. De to smaa Piger kom straks hen til mig, og vi kom hurtig i en munter Samtale.

Det gamle Ord om, at naar man tager Barnet ved Haanden, tager man Moderen om Hjertet, viste sig ogsaa her at være rigtigt, thi Konen blandede sig ret snart i Samtalen mellem Børnene og mig.

Jeg kom nu frem med det, som jeg vilde bruge som Paaskud til mit Besøg, nemlig at bede om et Stykke Barbersæbe.

Konen forstod, hvad jeg vilde og forklarede mit Ærinde til Manden, som afviste mit Andragende meget barsk.

Jeg kunde ikke ret meget Fransk, da vi, som laa i forreste Linje, sjældent kom i Forbindelse med Civilbefolkningen, men kunde dog forklare ham, at jeg var fra Slesvig og saa gik der et Lys op for ham. Han sagde til mig, at i 1914 var Kongen af Danmark i Paris, og Pariserne raabte: “Vive le Danemark, vive la France!” Ja, sagde jeg saa, jeg siger ogsaa: “Vive le Danemark og vive la France”.

Og impulsive, som Franskmændene er, tog han mig i sine Arme og trykkede mig ind til sig og sagde en hel Del, som jeg ikke forstod. Men jeg fik en dejlig Toddy, og vi sad og sludrede hele Aftenen. Desuden fik jeg et dejligt Stykke Barbersæbe, da jeg gik.

DSK-årbøger 1941

27. juli 1918. Hellere lade sig skyde ved den danske grænse end tilbage i Helvede!

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.

Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.

Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.

Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.

Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.

Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.

Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.

Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.

Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.

Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.

Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.

Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

2. november 1917. Bergholt synger “Marseillaisen” i Alsace – og pigerne lærer ham Elsassisk!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun, men i efteråret blev regimentet forflyttet til Elsass (Alsace).

Det må have været temmelig sent på efteråret, da vi ankom til Elsass. Så mærkeligt det end lyder, husker jeg så godt som intet om de måneder, vi tilbragte dér. Dog husker jeg, at et af de første steder, vi blev indkvarteret, var i en landsby, der hed Baldersheim. Det var både første og sidste gang, jeg var i privat kvarter.

Vi boede to mand hos en lille bonde og havde det glimrende. Forplejningen fik vi fra feltkøkkenet, men vi spiste også middagsmad sammen med bonden og hans familie. Resultatet var, at jeg i løbet af ganske kort tid tog ti kilo på i vægt.

Det var herlige dage, og det er en skam, at man ikke engang erindrer navnet på den flinke familie. Men det er vel sådan her i livet, at de gode dage glemmes hurtigere end de mindre gode.

En enkelt episode fra opholdet i denne by husker jeg dog. En aftenstund gik jeg en tur i byen, der havde mange værtshuse som overalt sydpå. Befolkningen i Elsass har en slags tysk som deres modersmål. Det har en slående lighed med det tyske, der tales i en del af Schweiz. Når de talte sammen indbyrdes, skulle man passe godt på for at følge med, i begyndelsen gik det slet ikke.

Elsass har fra tidernes morgen været et omstridt land ligesom Slesvig. En stærk selvstændighedsfølelse beherskede en del af befolkningen, men den overvejende del var nok fransksindede, og slet ikke så få talte fransk.

Den omtalte aften kom jeg forbi et værtshus, hvor den franske nationalsang blev spillet på harmonika. Jeg havde en anelse om, at dette sikkert ikke var helt lovligt, idet jeg sammenlignede med forholdene hjemme, hvor det ikke var så heldigt at synge eller spille “Kong Kristian” i et offentligt lokale. Jeg syntes, det kunne være sjovt at gå derind for at se, hvordan de reagerede. Som tænkt, så gjort. Da jeg trådte ind og bød godaften, blev der en pinlig stilhed.

Der var en halv snes ældre mænd i lokalet. De unge var jo soldater i den tyske hær.

Værten kom springende og spurgte meget underdanigt, hvad jeg ønskede. Jeg bestilte et glas øl og sad og tænkte på, at jeg nok ikke havde taget helt fejl af situationen. Gæsterne sad og hviskede sammen og skulede hen efter mig.

Da musikanten satte harmonikaen fra sig, spurgte jeg, om han ikke nok ville spille lidt mere; det han spillede før, lød helt prima. Da ingen svarede, spurgte jeg, om jeg måske skulle synge lidt for dem, men heller ikke dette tilbud syntes at have deres interesse. Alligevel rejste jeg mig op, stod ret, og begyndte at synge “Marseillaisen” på dansk. Inden jeg var færdig med første vers, nynnede de alle med, og da jeg fortsatte med de følgende, sang alle med af fuld hals, selvfølgelig på fransk.

Da sangen var færdig, sprang de op og klappede mig på skuldrene, og sagde en hel masse i munden på hverandre, hvoraf jeg kun forstod en brøkdel. Da de var faldet lidt til ro, begyndte jeg at forklare dem, hvor jeg havde hjemme, og at vi vistnok var i samme båd. Denne krig var heller ikke min krig .

Megen anelse om, hvor Danmark lå på landkortet, havde de ikke, men da jeg forklarede dem, at det lå oppe mod nord i nærheden af det land, hvor Napoleons general, marskal Bernadotte, i sin tid blev konge, var de nogenlunde med på noderne.

Det blev en vældig fest, jeg tror ikke, at jeg hverken før eller senere har drukket så megen vin som den aften, og jeg kunne ikke engang få lov til at betale.

I øvrigt tror jeg ikke, at de indkaldte soldater fra Elsass-Lothringen var at finde på vestfronten. Så vidt mig bekendt var de alle på østfronten. Da vi rejste til vestfronten blev to mand, der var fra Elsass, forflyttet fra vort kompagni til et regiment, der blev på østfronten. Tyskerne stolede tilsyneladende ikke på dem, og det gjorde de nok klogt i .

Jeg kan ikke lade være med at berette om en oplevelse, jeg havde mange år efter. På en banegård her hjemme faldt jeg i snak med en schweizisk  kreaturhandler, der spurgte om et eller andet på meget dårligt dansk. Da han opdagede, at jeg kunne tale tysk, fortsatte vi samtalen på dette sprog om tilfældige ting. Lidt efter kom der et par andre af hans landsmænd til stede, og de begyndte at tale schweizer-tysk indbyrdes.

Da de havde talt sammen nogle minutter, vendte den førstnævnte sig mod mig og undskyldte sig, fordi de havde talt deres modersmål: “For det kan De jo ikke forstå.”

Jeg måtte le, for jeg havde forstået alt, hvad de talte om, og det fortalte jeg ham på hans eget sprog. “Hvor pokker har De lært det?” “Jo, det skal jeg sige Dem, det har jeg lært af pigerne i Elsass. Det første ord, de lærte mig, var hvad et kys hed, nemlig ‘a Schmutzel’.” Vi fik os en hjertelig latter alle sammen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)