3. april 1915. Løjtnanten vil forbyde soldaterne at tale dansk – men hvad siger kaptajnen?

Hans Matthiesen, Gejlaa, gjorde krigstjeneste på Østfronten

I Februar 1915 blev jeg indkaldt for anden Gang og kom med en Transport fra Flensborg til Altona. Blandt Kammeraterne var vi otte Danske, som hurtigt fandt hverandre og dannede en Familie for sig. Snart hed det, at vi skulde til Østfronten, og det vilde vi ogsaa hellere, for det kaldtes for at gaa paa Aftægt. Paa Vestfronten havde vi været, og det var alt for „ruppig“.

Sidst i Marts Maaned, paa en Langfredag, afgik Transporten, først til Königsberg og efter et Par Dages Hvil videre til Narevfronten, hvor vi gik i Stilling lige over for Lomza. Her blev vi tildelt Landeværnsregiment 31, 7. Komp.

Jeg gik hen til vor Hauptmann og bad om, at vi 8 Landsmænd og gamle Kammerater maatte faa Lov at blive sammen i en Gruppe. — Hvad er I da for Landsmænd? — Vi er Nordslesvigere. — Se, her skal I høre, henvendte Hauptmann sig til de øvrige Kammerater, det er vel nok Kammeratskab. Selvfølgelig skal I blive sammen, og I skal endda nyde den store Ære at blive mit Kompagnis 1. Gruppe. Vi tales ved i Morgen.

Den næste Dag blev vi kaldt ind paa Skrivestuen og maatte her oplyse, hvor vi var fra.

Jeg var altsaa fra Aabenraa Amt. — Nej se, sagde Hauptmann, der er jeg ogsaa godt kendt. Kender De Landraaden der? — Javel, Hr. Hauptmann. — Hvad hedder han? — Landraad Simon.

Nu først gik der et Lys op for mig. Af andre havde jeg hørt, at vor Kompagnichef ogsaa hed Simon. — Det er maaske en Slægtning til Hr. Hauptmann? — Ja, Kammerat, det er min Broder, og det glæder mig at have Folk fra min Broders Amt i mit Kompagni. Naar I har noget paa Hjertet, saa kom kun til mig, jeg ordner her alt paa bedste Maade.

Se, det var vel nok en Hauptmann, den bedste, jeg har kendt i de 6 ½ Aar, jeg har spillet tysk Soldat.

Stillingen her var rolig, der faldt ikke et Skud hver Dag, og vi stod kun om Natten i Skyttegraven. Om Formiddagen sov vi, og om Eftermiddagen spillede vi Kort.

Alt gik selvfølgelig paa Dansk os imellem, og det passede ikke Løjtnant Thies, der laa i en Bunker lige ved Siden af os.

En Dag kom han hen til os og spurgte, om nogen af os var Medlemmer af den tyske Forening for Nordslesvig. — Nej, det var ingen af os. — Det var dog mærkeligt, det skulde I da alle være! — Hr. Løjtnant, sagde jeg, af hele den nordslesvigske Befolkning er ikke 10 pCt. Medlem af den tyske Forening, den er alt for politisk.

Vi fortalte ham saa mange af de Hændelser, der var sket, særlig om de Hjemløse, og han fik ogsaa Mads Egholms Lidelseshistorie. Men det vilde han ikke tro.

Da vilde han rigtignok komme herop efter Krigen og forhøre sig, om det var sandt, thi han var Formand for den tyske Forening i Hamborg. Vi indbød ham saa til at besøge os og gav ham vore Adresser.

Men saa kom det, han egentlig havde paa Hjerte. — Jeg synes, I som tyske Soldater skulde tale Tysk,, det vilde sømme sig bedre for jer. — Kender Hr. Løjtnant ikke den skønne Sang „Lied der Muttersprache”. — Jo, den kender jeg godt, jeg er Lærer ved en Skole i Hamborg. — Men saa maatte det, der staar i denne Sang, ogsaa gælde for andre Folks Modersmaal.

Han blev imidlertid ved sit og ønskede, at vi i Fremtiden talte Tysk, for det sømmede sig bedst for en tysk Soldat.

Og saa gik han.

Vi holdt saa Krigsraad og enedes om at blive ved med at tale Dansk.

Nogle Dage efter kom han igen, og nu lød det i Kommandosproget: „Jeg forbyder Dem at bruge „das dånische Geplauderei” Yderligere meldte han os til vor Hauptmann.

Atter holdt vi Krigsraad og besluttede at afvente, hvad vor Hauptmann vilde gøre. Vi talte stadig Dansk.

Nogle Dage senere, da vi igen sad og spillede Kort, kom Løjtnant Bakkeberg fra 3. Afdeling af vort Kompagni hen til os. Vi stod op og hilste, men han bad os sætte os og spille Spillet til Ende først. Det gjorde vi saa. Og saa fortalte han om Løjtnant Thies’ Krav til vor Hauptmann, at denne skulde forbyde os at tale Dansk og evt. fordele os med en Mand i hver Gruppe, saa holdt det nok op af sig selv. — Men ved I saa, hvad Hr. Hauptmann sagde: Han sagde følgende: Det er den bedste Gruppe i mit Kompagni, og saa længe de gør deres Pligt, som de har gjort indtil nu, kan de for mig tale, hvad de vil. Se, Løjtnant Thies, vi skal ikke ærgre Folk til ingen Nytte.

Og dertil føjede Løjtnant Bakkeberg: Men nu skal I ikke drille Løjtnant Thies for det.

— Tak for det, sagde jeg saa. Men med Forlov, er Hr. Løjtnant ogsaa Nordslesviger? — Nej, Kammerat, jeg er Hannoveraner, men jeg interesserer mig meget for det danske Folk. Jeg har læst meget om mine og Eders Forfædre, hvordan de hjalp hinanden med at besejre Venderne, og det er dem, Europa kan takke for, at de slap for Vendernes Herredømme. Hvis Bismarck ikke havde røvet vort Land, ligesom han røvede Eders, saa havde vi nu haft en dansk Prinsesse til Dronning. — Ja, Hr. Løjtnant, saa havde vor smukke Prinsesse Thyra været Dronning i Hannover. — Naa, ved I ogsaa Besked med det? — Ja, det gør vi da rigtignok.

Saa gav han os alle Haanden og gik.

Soldater med danske aviser
Dansksindede soldater med dansksprogede aviser

DSK Årbøger, 1947

En tanke om “3. april 1915. Løjtnanten vil forbyde soldaterne at tale dansk – men hvad siger kaptajnen?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *