Tag-arkiv: centralmagterne

Krigens forløb, Om Krigen

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

1 kommentar

Senest ændret den 19. juni 2017 8:34

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

Krigens forløb

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. maj 2016 15:43

I starten af oktober blev Serbien invaderet af tyske og østrig-ungarske styrker. Få dage efter var landets hovedstad, Beograd, på tyske hænder, og situationen blev ikke bedre for den serbiske hær, da Bulgarien senere samme måned også angreb landet. Et lille håb eksisterede dog i kraft af den fransk-britiske ekspeditionsstyrke, som fra starten af oktober blev sat i land i det nordlige Grækenland.

Serbien løbes over ende

Serbien blev hurtigt presset fra flere side: Fra nordvest rykkede dele af den østrig-ungarske 3. armé frem, forstærket af to tyske divisioner, og fra Beograd pressede den tyske hovedstyrke sig videre ned i landet. Bulgarerne angreb østfra og brød igennem de serbiske linjer i Vardar-floddalen mod syd, hvorefter de besatte byerne Stip, Skopje og Kumanovo (i det nuværende Makedonien).

Den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, stod over for både frontale og flankerende angreb fra en overlegen fjende. Han imødegik angrebene med en række dygtigt udførte tilbagetrækninger og undgik med nød og næppe, at den serbiske hær blev omringet. Serberne var dog nedslidte og dårligt udrustet, ligesom der var kun lidt hjælp at hente hos deres montenegrinske allierede.

Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.
Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.

I starten af november, efter rømningen af Beograd, faldt også byen Niš, hvor den serbiske regering havde taget sæde. Herefter trak serberne sig tilbage til Kosovo, hvor man ville koncentrere sine kræfter. Imens forsøgte centralmagterne igen at omringe den serbiske hær. Som modsvar forsøgte serbiske tropper derfor at bryde igennem de bulgarske linjer ved Skopje. Håbet var at skabe forbindelse til det allierede ekspeditionskorps, som rykkede frem fra Salonika (Thessaloniki i det nuværende Grækenland). Angrebet mislykkedes imidlertid, og bulgarerne kunne slå de udmattede serbiske tropper tilbage.

I løbet af november, samtidig med at serberne kæmpede i Kosovo og nær Skopje, bevægede de første franske og britiske ekspeditionsstyrker sig frem over det græske grænseområde og ind i serbisk Makedonien. Planen var at støde frem mod nord gennem Vardar-floddalen og komme de stærkt pressede serbere til undsætning. To franske og en enkelt britisk division (i alt ca. 60.000 mand) marcherede frem på begge sider af Vardar-floden i nordlig retning, men den bulgarske 2. armé satte en hurtig og effektiv stopper for den fransk-britiske fremrykning. De allierede styrker gravede sig derfor ned langs en 80 km lang front mellem Crna Reka-floden og Doiran-søen i det sydøstlige Makedonien.

Serbisk og fransk-britisk tilbagetog

Den 23. november indtog tyske og bulgarske tropper byen Prishtina i Kosovo, og to dage efter erkendte den serbiske feltmarskal Putnik, at en fortsættelse af kampene vil betyde tilintetgørelsen af den serbiske hær. Valget stod nu mellem at kapitulere eller at forsøge at undslippe fjenden ved at føre resterne af hæren, parlamentet, hoffet, tusindevis af civile flygtninge og ca. 70.000 krigsfanger gennem Montenegro og Albanien til Adriaterhavet. Putnik valgte det sidste og beordrede den 25. november den fuldstændige tilbagetrækning.

Nyheden om Prishtinas fald fik den franske general og ekspeditionskorpsets leder, Sarrail, til at opgive en undsætningsaktion i Serbien. Han besluttede i stedet at begynde en tilbagetrækning til udgangspunktet i Salonika. Den bulgarske overkommando vendte samtidigt blikket mod netop det fransk-britiske ekspeditionskorps, og den 3. december begyndte den bulgarske 2. armé en forfølgelse af de franske styrker. Få dage senere angreb bulgarerne den britiske division ved Kosturino (i det nuværende Makedonien) og jog dem på flugt. Forfulgt af bulgarske styrker trak de allierede ekspeditionstropper sig således tilbage mod den græske havneby Salonika uden at have ydet serberne nogen nævneværdig hjælp.

Ankomst til Adriaterhavskysten

Den 7. december nåede et sørgeligt optog, bestående af resterne af den slagne serbiske hær, flere tusinde civile serbere og ca. 20.000 krigsfanger, frem til Scutari (Shkodër) i Albanien, hvorfra turen er gået videre mod syd til havnebyen Valona (Vlorë). I en helt forfærdelig forfatning – mange uden sko og kun pjalter på kroppen – har serberne siden slutningen af november forceret de montenegrinske og albanske bjerge i et ekstremt hårdt vintervejr ad umulige veje. Tusindvis er døde på vejen af udmattelse, sult, kulde og sygdom. Mange andre er blevet dræbt af de østrig-ungarske forfølgere eller den fjendtlige lokalbefolkning i Kosovo og Albanien. I alt har ca. 100.000 mistet livet på tilbagetoget til Adriaterhavskysten.

I dag den 11. december er de bulgarske styrker nået frem til den græske grænse. Her beordres de af tyskerne til at indstille forfølgelsen af de fransk-britiske styrker, og de modtager gentagne tyske advarsler om ikke at krydse grænsen til Grækenland. Hele Serbien er nu under den tyske general Mackensens kontrol. Den kombinerede tysk-østrig-ungarske styrke har taget ca. 124.000 krigsfanger – bulgarerne yderligere 50.000 – og mere end 94.000 serbere er blevet dræbt eller såret under selve krigshandlingerne. Centralmagterne er desuden kommet i besiddelsen af ca. 600 stykker serbisk artilleri og værdifulde lagre af håndvåben. De har dog også selv haft et tab på ca. 67.000, heraf ca. 12.000 tyske og ca. 18.000 østrig-ungarske soldater.

Evakuering til Korfu

Selv efter ankomsten til den albanske kyst finder lidelserne ikke umiddelbart nogen ende for resterne af den serbiske hær og de mange hårdtprøvede civile flygtninge. På trods af at lokale albanske myndigheder forsøger at hjælpe, er de allierede ikke i stand til at fremskaffe tilstrækkeligt mad og husly til de mange tusinde serbere. Sygdom, sult og kulde fortsætter med at koste mange livet. Italien nægter at evakuere de serbiske soldater og flygtninge og forsøger faktisk i første omgang fra Vlöre at drive dem tilbage mod bjergene.

I sidste ende tager de allierede dog affære. Frankrig inddrager den græske ø Korfu, og dækket af 70 krigsskibe bliver de ca. 140.000 overlevende serbere evakueret i slutningen af februar 1916. Tanken er fra allieret side, at de resterende ca. 90.000 serbiske soldater skal fragtes videre til Salonika, hvor de skal regrupperes, genudstyres og genoptrænes, så de kan indgå i ekspeditionsstyrken i Grækenland.

 

Relateret indlæg:

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

Krigens forløb

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

3 kommentarer

Senest ændret den 31. maj 2016 15:40

Stigende tab, overstrakte forsyningslinjer og ufarbare veje satte i slutningen af september 1915 en stopper for centralmagternes offensiver på Østfronten. Men den russiske hær var bragt i knæ, og det ville tage flere måneder, før Rusland igen var i stand til udføre større operationer på Europas østlige krigsskueplads. Således kunne centralmagterne nu vende blikket mod Serbien, der stadig var en torn i øjet på Østrig-Ungarn og en stopklods for de fælles forbindelser til Det Osmanniske Rige.

Balkan og Gallipoli-fronten

Allerede i marts luftede den tyske generalstabschef, Falkenhayn, idéen om en fælles tysk-østrig-ungarsk offensiv, som skulle slå Serbien ud af krigen. På daværende tidspunkt var hans østrigske kollega, Conrad von Hötzendorf, dog ikke villig til at afsætte tropper til et sådan foretagende. For Tysklands vedkommende handlede et Serbien-felttog dog også om at få genoprettet transportforbindelsen til Det Osmanniske Rige via Donau-floden. Dette blev kun mere aktuelt efter den allierede landgang på Gallipolihalvøen i slutningen af april. I et større perspektiv var der tillige usikkerhed omkring krigens udvikling på Balkan: I sommeren 1915 var Bulgarien og Rumænien stadige neutrale, mens Grækenland mest hældede til de allieredes side, men en endelig sejr over Serbien kunne muligvis ændre på dette billede.

I første omgang var især Bulgariens stilling betydningsfuld: Både centralmagterne og de allierede havde siden krigsudbruddet forsøgte at lokke bulgarerne med i en alliance.  I lyset af de store tyske sejre i forbindelse med Gorlice-Tarnow-offensiven, og de allieredes tilsyneladende fiasko ved Gallipoli, valgte Bulgarien imidlertid til fordel for centralmagterne den 6. september 1915. Helt uden betydning var det desuden heller ikke, at man i Berlin stillede Bulgarien en indlemmelsen af Thrakien (i det nuværende Grækenland) og serbisk Makedonien i udsigt.

Ved indgangen til oktober stod Serbien dermed praktisk talt isoleret overfor Tyskland, Østrig-Ungarn og Bulgarien. Den serbiske hær havde i sensommeren og efteråret 1914 slået østrig-ungarerne tilbage af to omgange, og hærens ressourcer var næsten udtømte. Derfor sendte de allierede i alt hast et ekspeditionskorps under fransk ledelse afsted til støtte for serberne, og i første omgang gik en beskeden fransk-britisk styrke i land ved Salonika (Thessaloniki) i det neutrale Grækenland i starten af oktober. På dette tidspunkt var det dog allerede for sent at komme centralmagternes angreb i forkøbet.

Centralmagternes angreb på Serbien
Serbien_1915
Kort over centralmagternes angreb ind i Serbien, 1915. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

Den 6. oktober iværksatte Tyskland og Østrig-Ungarn angrebet på Serbien med en samlet styrke på ca. 600.000 mand. Strategien var klar: Fra nordvest skulle østrig-ungarske tropper i Bosnien-Herzegovina (og senere bulgarske tropper fra øst og syd) fastholde eller evt. presse serberne ind i landet. Imens skulle den tyske hovedstyrke under ledelse af operationens øverstkommanderende, den tyske general Mackensen, marchere direkte mod Beograd og videre ned gennem landet. Til at modstå denne tripel-invasion havde den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, kun ca. 330.000 tropper. Alene de tysk-østrig-ungarske styrker talte altså næsten dobbelt så mange som de serbiske.

Angrebet blev indledt med et svært bombardement af Beograd og området omkring byen fra tysk og østrig-ungarsk artilleri, imens tropper overskred grænsen ved floderne Sava og Donau. Der opstod voldsomme gadekampe i den serbiske hovedstad, hvor civile serbere tog del i kamphandlingerne. Kampene var intense over hele linjen, og serberne forsøgte desperat at holde ud, men den 9. oktober var Beograd i general Mackensens besiddelse.

Den 14. oktober, godt en uge efter det indledende tysk-østrig-ungarske angreb, erklærede Bulgarien så officielt Serbien krig. Nu rykkede to bulgarske arméer frem fra øst med ordre om at erobre byerne Niš og Skopje. Serberne formåede i første omgang at stoppe den bulgarske 1. armés fremstød, men 2. armé brød igennem mod syd ved Vardar-floden nær Skopje (i det nuværende Makedonien).

Status i slutningen af oktober

De talmæssigt langt underlegne, slidte og dårligt udrustede serbiske styrker er ikke overraskende blevet løbet over ende. Bulgarerne har indtil videre fortsat fremrykningen fra syd og øst, og i dag, den 22. oktober, er Skopje faldet i bulgarske hænder. Mod nord er general Mackensens tyske hovedstyrke trængt ca. 30 km frem.

Det eneste håb for Serbien er på nuværende tidspunkt, at den allierede ekspeditionsstyrke ved Salonika kan gribe ind, inden de tyske og bulgarske tropper får forbindelse til hinanden. Men eftersom udskibningen af de første fransk-britiske tropper først begyndte i starten af måneden, kan hjælpen meget vel vise sig at komme for sent for serberne.

 

Relateret indlæg:

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

Krigens forløb

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

7 kommentarer

Senest ændret den 31. maj 2016 14:48

Den russiske hær rystet. Den er blevet slået i slag efter slag, men endnu er det ikke lykkedes centralmagterne at tvinge Rusland i knæ.

Den russiske tilbagegang startede for alvor med den tysk-østrigske offensiv ved Gorlice-Tarnow i maj, og efterfølgende måtte russerne opgive Lemberg og fæstningen Przemyśl. I denne måned har centralmagterne igen iværksat nye offensiver, men russerne nægter at lade sig besejre.

Ingen udsigt til en endelig afgørelse

Skønt betydelig fremgang havde den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, ved udgangen af august endnu ikke opnået den endegyldige sejr på Østfronten. Russerne trak sig tilbage med varierende dygtighed, men overordnet effektivt, og undgik hermed de tyske forsøg på udkæmpe et afgørende omringelsesslag.

Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.
Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.

Derfor opfordrede Falkenhayn over sommeren ved flere lejligheder de tyske politikere til at indgå en separatfred med Rusland uden anneksioner. Den tyske overkommando indså nemlig, at den overordnede situation for centralmagterne var usikker: På Vestfronten nød Ententemagterne en talmæssig overlegenhed på hele 600 bataljoner (dvs. ca. 600.000 mand), og i øst var de tyske forsyningslinjer, som følge den russiske tilbagetrækning, nær bristepunktet.

Imidlertid nægtede den tyske kansler, Bethmann Hollweg, at tage imod rådet om separatfred med russerne. Han frygtede blandt andet, at Storbritannien og Frankrig ville anse det som et tegn på svaghed, samt at det ville møde modstand fra den politiske højrefløj i Tyskland.

Tyske operationer mod nord

Tabet af Kovno-fæstningen i august medførte uro i de russiske rækker både administrativt og blandt tropperne. Tsar Nicolaj 2. overtog formelt selv rollen som hærens øverstkommanderende den 1. september, og på frontlinjen mod nord blev tropperne omrokeret og trukket tilbage. Denne situation ville den tyske general, Ludendorff, i starten af september udnytte til at trumfe sit ønske om en offensiv på den nordlige frontlinje igennem. Dette gik direkte imod generalstabschef Falkenhayns vilje, som den 2. september for anden gang advarede mod fornyede angreb.

På trods af Falkenhayns indsigelser indledte Ludendorff den 8. september et frontalangreb mod Vilna (Vilnius i det nuværende Litauen). Det slog fejl, men et samtidigt flankeangreb lykkedes. Tre tyske infanteri- og tre kavaleridivisioner rykkede nord om Vilna på det russiske forsvars højre flanke. Ved et tilfælde mødte de ikke meget modstand: Umiddelbart foran dem stod kun en lille kavalerigruppe og 600 lettiske frivillige med forældede rifler. Over de næste to dage rykkede de tyske tropper frem nord for Vilna, og den 12. september var de i besiddelse af Sventsiany (Ŝvenčiónys) nordøst for Vilna. Dermed havde tyskerne afskåret jernbanelinjen mellem Vilna og Riga, og efterfølgende foretog tysk kavaleri raids ind i det russiske bagland mod syd ved Maladzyechna og Smarhoń (i det nuværende Hviderusland). Imens fortsatte det tyske frontalangreb på selve Vilna, og med det succesfulde flankeangreb var de russiske tropper i byen nu i fare for at blive omgået. Fra russisk side beordrede man derfor en troppeforskydning, men da tyske enheder pressede sig videre frem mod syd for at omslutte Vilna, besluttede den russiske general, Alexeyev, at rømme byen.

Den 18. september var Vilna i tyske hænder, hvilket var en stor erobring – men den blev efterfulgt af en række tilbageslag, som viste, at Falkenhayn havde haft ret i at modsætte sig angrebene. En nyoprettet russisk armé gik til modangreb øst for Vilna og trængte tyskerne i defensiven. Herudover mislykkedes tyske angreb på Maladzyechna, og efterfølgende var russerne i stand til at genindtage Smarhoń. Ved Pinsk længere mod syd led tyskerne også nederlag. Nu greb Falkenhayn ind og krævede 13 tyske divisioner overført til Frankrig.

I dag, den 26. september, har Ludendorff erkendt, at den nordlige offensiv er slået fejl. Han beordrer derfor konstruktionen af en Dauerstellung – en permanent linje af skyttegrave på hans del af fronten. Hermed er der i den nærmeste fremtid ikke udsigt til større tyske operationer på Østfronten.

”Herbstsau”

Mod syd, på den østrig-ungarske del af fronten, slog en anden offensiv også fejl for centralmagterne. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, ville ikke stå tilbage for Ludendorffs operation, og han ignorerede derfor også Falkenhayns ønske om at indstille offensiven på Østfronten.

På trods af at den østrig-ungarske hær var betydeligt svækket efter det første års kampe, iværksatte Conrad den 26. august en stort anlagt angrebsplan, kaldet den ’sort-gule’ offensiv, i det østlige Galizien. Indledningsvis forløb offensiven rimeligt. Østrig-ungarerne stormede Rovno (Rivne) og Lutsk (i det nuværende Ukraine), men endnu en gang nægtede russerne at lade sig omringe med en dygtigt udført tilbagetrækning.

Conrads offensiv var dårligt planlagt og endnu dårligere udført: Man havde ikke taget højde for terræn, logistik eller troppernes beskaffenhed, og i udførelsen formåede de østrig-ungarske hærførere aldrig at indse, at operationen var tænkt som en knibetangsmanøvre.   Østrig-ungarerne havde således store tab pga. utallige frontalangreb og mangelfuld ledelse. Conrad var rasende, og en af hans stabsofficerer kaldte den 3. september hele operationen for ”skamfuld”.

Den 23. september generobrede general Brusilovs 8. russiske armé Lutsk, og her erobrede de tilstrækkeligt med østrigske-ungarske skydevåben til bevæbne ca. 50.000 mand. Falkenhayn blev nødsaget til at sende to tyske divisioner mod øst for at stabilisere den østrig-ungarske del af fronten, men krævede så til gengæld at den østrig-ungarske 4. armé fremadrettet skulle stå under tysk kommando.

Den ’sort-gule’ offensiv har hurtigt fået øgenavnet ”Herbstsau” (’efterårssvineri’ eller ’-fadæse’). Mellem den 1. – 25. september har den østrig-ungarske hær mistet mere end 231.000 mand, af hvilke ca. 100.000 er blevet taget til fange. Især ruthenske og tjekkiske tropper er deserteret og løbet over til russerne. I disse dage trækker den russiske general Brusilov sine tropper tilbage fra Lutsk, og en fast frontlinje synes at tage form fra denne by og til Rovno.

Fronten stabiliserer sig
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915.
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915. (Klik på billedet for at se det i forstørret visning).

Nu er centralmagternes offensive fremgang stoppet, og Østfronten har stabiliseret sig i en linje fra Riga i nord (i det nuværende Letland) til øst for Pinsk (i det nuværende Hviderusland) og ned til Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivtsi i det nuværende Ukraine) mod syd. Efterårsregn har gjort vejene ufarbare, og med stigende tab samt forsyningslinjer, der har været strakt til bristepunktet, har centralmagterne indstillet angrebene på Østfronten. De har dog besat store russiske landområder og påført den russiske hær et tab på op mod 2 mio. mand, hvoraf ca. 850.000 er taget som krigsfanger.

Tyskland og Østrig-Ungarn vender nu deres øjne mod Serbien, som man håber at kunne besejre med et samlet og beslutsomt fremstød. Rusland har med Østfrontens stabilisering nu fokus på en intern reorganisering af sine stridskræfter. Den russiske hær vil i de næste måneder således ikke være i stand til at udføre større operationer, og centralmagterne har dermed frie hænder i den næste tid overfor Serbien.

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

Krigens forløb

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

1 kommentar

Senest ændret den 13. oktober 2015 13:18

Centralmagterne har fremgang på Østfronten. Siden offensiven ved Gorlice-Tarnow i starten af maj har den russiske hær været på hælene over hele linjen, og i juni rømmede russerne fæstningen Przemyśl og den galiziske hovedstad Lemberg.

Tysk offensiv omkring Warszawa

I juli fortsatte tyskernes fremgang, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, besluttede derfor at udføre en storslået manøvre, der én gang for alle skulle besejre den russiske hær: På frontfremspringet i russisk Polen skulle fjenden omringes og i sidste ende nedkæmpes i området omkring Warszawa. Den 13. juli angreb general Hindenburgs troppers fra nord, general Mackensens tropper fra syd og en armegruppe under general Woyrsch fra vest.

Russerne forsvarede sig imidlertid hårdnakket og forstærkede frontafsnittet omkring Warszawa med både flere tropper og kanoner. Mod nord ved floden Narew klarede det tyske angreb sig dårligt – det tyske artilleri havde ikke forventet modstand fra russiske kanoner, og de tyske tropper måtte se sig slået tilbage af kraftig maskingeværild. Mod syd afskar Mackensens tropper derimod jernbanelinjen fra Lublin mod øst, og længere mod nord marcherede tyske tropper, uafhængigt af angrebsplanerne, mod den russiske fæstning Kovno (i det nuværende Litauen).

Den 19. juli godkendte storhertug Nikolaj Nikolajevitsj, den russiske hærs øverstkommanderende, en tilbagetrækning fra området. Det betød, at russerne måtte opgive Warszawa, som tyske tropper marcherede ind i den 4. august. Den russiske retræte foregik dog i forholdsvis god orden, og beskyttet af flodsystemerne mod nord og fæstningen Osowiec undgik man, at tyskerne brød igennem og faldt den centrale russiske armé i ryggen.

1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII - Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 - Karte 7
Østfronten fra 13. juli og frem mod slutningen af 1915. Kort: 1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 – Karte 7.
Russisk tilbagetrækning – Kovno og Brest-Litovsk kommer på tyske hænder

Fra starten af august fortsatte en omfattende russisk tilbagetrækning. Russerne ønskede at forkorte frontlinjen og udjævne frontfremspringet i russisk Polen, hvilket man var godt på vej til allerede den 7. august. I teorien burde den store tyske knibetangsmanøvre have været succesfuld, men rent praktisk var realiteterne en anden på slagmarken. Hver dag rykkede russernes sig ca. 5 km mod øst, hvorpå de konstruerede en ny forsvarslinje og ventede på at tyskerne bevægede sig imod den. Herefter startede så en ny tilbagetrækning, og gradvist blev de tyske forsyningslinjer mere og mere belastede.

Som dagene gik, forlod de russiske arméer russisk Polen, og frontlinjen blev dermed forkortet så betragteligt, at tyskerne efterhånden havde for mange divisioner i forhold til frontens nye forløb. Hertil kom at terrænet blev mere og mere ufremkommeligt. Vejene var elendige, og enden på de russiske jernbanelinjer havde man også passeret. Inden længe nåede tyskerne tilmed store skov- og moseområder. Reelt kunne den tyske fremmarch ikke foregå i et højere tempo end det, infanteriet var i stand til at gå.

Forfølgelsen af den russiske tilbagetrækning begyndte nu også at blive omkostningsfuld i form af tab af tyske tropper. Udmattelse og mangel på rent drikkevand kostede eksempelvis den tyske general, Gallwitz, ca. 60.000 mand – hvilket var over en tredjedel af hans styrke. Surén, en af Gallwitz’ korpskommandører, bemærkede: ”Fremgang tager evigheder… det skyldes ikke så meget fjendes styrke men den fuldstændige umulighed, som alle former for observation udgør i denne type terræn.”

På trods af at tyskerne kun rykkede langsomt frem under stort besvær, så forsatte russerne deres tilbagetrækning. I juli havde tyske tropper nået den russiske fæstning Kovno i nord. Den 6. august blev fæstningen angrebet, og to dage efter startede svært belejringsartilleri et voldsomt bombardement. Trods fremgang nåede tyskerne ikke at nedkæmpe fæstningen – russerne rømmer den selv den 17. august. Her efterlod de over 1.300 kanoner, 53.000 granater af tung kaliber samt over 800.000 granater af let kaliber.

Slået – men ikke besejret

Tabet af Kovno-fæstningen har fået konsekvenser for den russiske generalstab. Zar Nikolaj 2. har den 23. august afsat sin fætter, storhertug Nikolajevitsj, som hærens øverstkommanderende, og zaren overvejer nu selv at overtage hvervet. Længere mod syd har russerne også rømmet byen Brest-Litovsk (i det nuværende Hviderusland), som i dag er faldet i tyske hænder. Af større betydning er dog tabet af den store mængde våben, som den russiske tilbagetrækning har bevirket, ligesom også store produktionsområder er gået tabt for russerne. Hæren benytter sig desuden af den brændte jords taktik, hvilket går hårdt udover civilbefolkningen.

Alligevel vækker den meget veludførte russiske tilbagetrækning beundring blandt tyske officerer. Den russiske hær er igen blevet slået, men ikke besejret. Russerne kan tillade sig at give afkald på store landområder for at vinde tid. Blandt de russiske soldater er moralen til gengæld stort set ikke tilstedeværende, og udrustningen er under al kritik. Omvendt er de tyske forsyningslinjer overstrakte og tropperne udmattede. Men den tyske generalstabschef, Falkenhayn, har ikke til hensigt at føre angrebet ind i hjertet af Rusland. Efter hans mening vil det kun øge den russiske modstandsvilje og give flere forsyningsproblemer. Tanken var at omringe og nedkæmpe russerne i det polske frontfremspring, og dette er endnu ikke lykkedes for centralmagterne.

 

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Krigens forløb

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

1 kommentar

Senest ændret den 13. oktober 2015 13:17

Centralmagterne indledte den 2. maj 1915 en offensiv mellem Gorlice og Tarnow på Østfronten. Alene på denne dag lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem. De tysk-østrigske styrker drev i de følgende dage russerne tilbage mod San-floden, hvor dele af den russiske forsvarslinje igen kollapsede.

Centralmagterne generobrer Przemyśl

Ved indgangen til juni 1915 var russerne hårdt trængte som følge af centralmagternes offensiv: De russiske arméer havde lidt  store tab i form af mænd og kanoner og var blevet tvunget tilbage over en 160 km lang front. Kampene havde imidlertid heller ikke været uden omkostninger for centralmagterne, og Gorlice-Tarnow-offensiven var gået i stå for en stund. Inden da lykkedes det dog for de tysk-østrigske styrker at trænge russerne yderligere tilbage, og kun en smal korridor på knap 5 km forbandt den russiskbesatte fæstning, Przemyśl, med russernes to vigende arméer mod øst.

Med centralmagternes fremgang var det kun et spørgsmål om tid, før russerne måtte opgive at holde på Przemyśl. Tysk-østrigske tropper rykkede frem for at genindtage den østrig-ungarske fæstning, og 3. juni kunne bayerske enheder rykke ind fæstningen. Przemyśl havde af to omgange været under russisk belejring og kom i russisk besiddelse i marts 1915. Den østrig-ungarske hær havde desperat og forgæves forsøgt at komme fæstningen til undsætning med store tab til følge. Nu var Przemyśl igen på østrig-ungarske hænder, men det var tyske tropper, der havde gjort det muligt, ligesom det var tyske tropper, som marcherede ind i fæstningen som sejrsherrer.

Mackensen_portræt
Portræt af den tyske general August von Mackensen, øverstbefalende for offensivens tysk-østrigske armégruppe. Med generobringen af Lemberg 22. juni 1915 blev han forfremmet til feltmarskal.
Russerne drives ud af Lemberg

Det, der startede som et taktisk gennembrud ved Gorlice-Tarnow, blev efterhånden til en strategisk succes for centralmagterne. Mens russerne forsøgte at reorganisere sig, overførte tyskerne yderligere tropper vestfra og fra Balkan-området. Disse skulle sættes ind over for de russiske styrker øst for San-floden, og den 12. juni genoptog centralmagterne offensiven. General Mackensen, øverstbefalende for den tysk-østrigske armégruppe, kunne kort efter rapportere, at man stod over for en slagen russisk hær. Russerne var nødsaget til at trække sig tilbage i forskellige retninger, og konsekvente tyske fremstød kunne dermed konstant ramme en udsat russisk flanke.

Efter kun seks dage af den fornyede offensiv rykkede centralmagternes tropper i retning af Galiziens hovedstad, Lemberg (Lviv i det nuværende Ukraine). Russernes position var for alvor begyndt at smuldre, og den 20. juni beordredes en ”energisk evakuering” af Lemberg og resten af Galizien. Den 22. juni faldt Lemberg, men i modsætning til generobringen af Przemyśl lod general Mackensen denne gang den østrig-ungarske 2. armé marchere ind i byen som de første. De kunne dermed hyldes som befriere af  den østrig-ungarske by, som siden september 1914 havde været under russisk kontrol.

En af krigens største sejre

Den 27. juni krydser tyske tropper Dnestr-floden på frontafsnittets sydlige del, og det afrunder endnu en måned med betydelig fremgang for centralmagterne på Østfronten. Den russiske hær fortsætter med at trække sig tilbage, og den tysk-østrigske offensiv, der startede ved Gorlice-Tarnow og sammenlagt har strakt sig over seks uger, har udviklet sig til en af krigens foreløbigt største sejre.

Falkenhayn indsatte i første omgang kun otte tyske divisioner (ca. 164.000 mand) på det galiziske frontafsnit, og Mackensens tropper har alene stået for ca. 240.000 russiske tilfangetagne og 224 erobrede kanoner. Heroverfor har de tyske tabt været på blot 90.000 mand. Fremgangen på Østfronten begejstrer Falkenhayn, som har kunnet informere den tyske kansler Bethmann Hollweg, at ”den russiske hær er i ruiner”. Således er muligheden for et stort omringningsslag nu begyndt at tiltrække den tyske generalstabschef: En knibetangsmanøvre med Hindenburgs armé mod nord og Mackensens i syd kunne måske brække ryggen på den russiske hær nord for Warszawa.

 

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Krigens forløb

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

2 kommentarer

Senest ændret den 8. december 2020 9:49

Med de tyske nederlag ved Marne i september og senere ved Ypres i oktober 1914 stod det klart, at Schlieffen-planen ikke lod sig realisere. I den tyske hærledelse var der imidlertid ikke enighed om, hvor eller hvordan den tyske hær nu burde slå til: Generalstabschefen, Erich von Falkenhayn, mente stadig, at krigen skulle vindes på Vestfronten. Østfrontens øverstkommanderende, Paul von Hindenburg, og hans stabschef oberst Erich Ludendorff, ønskede derimod at få mulighed for at udkæmpe store omringningsslag i det nordlige Rusland.

Foreløbigt lod Falkenhayn de tyske tropper på Vestfronten trække sig tilbage til dybe, defensive stillinger, og hæren blev omstruktureret, så man nu rådede over en strategisk reserve, der kunne bruges i mobile, offensive operationer. I marts 1915 accepterede Falkenhayn, at disse operationer skulle foretages på Østfronten, men han overtog ikke Hindenburg og Ludendorffs dagsorden. En offensiv skulle i første omgang sættes ind i Galizien – af en kombineret tysk-østrigsk armégruppe – på et ca. 32 km langt frontafsnit mellem Gorlice og Tarnow (i det nuværende Polen).

Offensiven ved Gorlice-Tarnow

Angrebstidspunktet blev fastsat til den 2. maj. Ved Gorlice-Tarnow samlede tyskerne og østrigerne 334 tunge kanoner, 1.272 feltkanoner og 96 skyttegravsmortérer. På samme strækning besad russerne ved starten af måneden kun fire tunge kanoner, 675 feltkanoner og slet ingen mortérer. Centralmagterne havde dermed samlet den indtil videre største koncentration af artilleri, svarende til en tung kanon for hver 120 m og en feltkanon for hver 40 m. De kunne desuden se de russiske stillinger og målrette deres ild. De russiske skyttegrave havde tilmed ingen dække over dem, og hele stillingen manglede dybde.

Artilleriet begyndte at skyde sig ind på målene den 1. maj, og i de tidlige morgentimer den 2. maj bevægede tyske patruljer sig ud i ingenmandsland for at finde svage punkter og klippe den russiske pigtråd i stykker. Kl. 06 samme morgen startede et kraftigt bombardement, og allerede en time senere kunne tyskerne rykke to bataljoner frem til en forladt russisk stilling. Kl. 10 begyndte artilleriet at beskyde fjernere, bagvedliggende mål for at afskære eventuelle russiske forstærkninger. Russerne var forberedte på et stormløb men troede ikke, at de angribende kolonner allerede havde forladt deres stillingerne. Bombardementet havde effektivt forhindret russerne i at se centralmagternes indledende manøvrer, og tyske tropper stormede nu frem.

Samtidigt angreb også den østrig-ungarske 3. og 4. armé fra syd. Både østrigerne og tyskerne benyttede informationer fra luftfotos, forhør af krigsfanger og detaljerede kort over terrænet til deres fordel samt både telefon- og telegramforbindelser til at holde kommunikationslinjerne åbne i forbindelse med angrebet. I løbet af 2. maj lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem.  Et stort antal russiske fanger blev taget, men centralmagterne led også tab. De var herudover ikke i stand til at udnytte gennembruddet til en hurtig fremrykning, da deres forsyninger skulle slæbes igennem terræn, der var sønderskudt efter det indledende bombardement.

Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland - Haderslev Museum)
Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland – Haderslev Museum)
Slaget ved San-floden

På Østfrontens nordlige del rykkede tyskerne ligeledes frem fra Østpreussen i starten af måneden, og den 8. maj erobredes Libau (i dag Liepāja i det vestlige Letland). Mod syd gik den russiske stilling i Karpaterne i opløsning som følge af den tyske-østrigske offensiv. I første omgang trak de russerne sig tilbage til San-floden. Af den russiske 3. armé, bestående af 200.000 mand og 50.000 rekrutter, nåede kun i alt ca. 40.000 helskindet til floden. Den 16. maj angreb tyske og østrigske styrker her den russiske stilling, som ikke var blevet ordentligt forberedt– snarere tværtimod. Slaget ved San-floden blev mere eller mindre en gentagelse af mønstret fra Gorlice-Tarnow, da de russiske tropper nu var blevet svækket betydeligt. De første tre dage var præget af tysk fremgang: Dele af den russiske forsvarslinje kollapsede, og flere tusinde russiske soldater druknede under deres flugt over floden eller blev ofre for tyske maskingeværkugler.

Den 19. maj havde tyskerne etableret et stort frontfremspring over floden, som de søgte at udvide mod syd i retning af den østrigske fæstning Przemyśl, der siden 22. marts havde været på russiske hænder. Det var en cadeau til det russiske forsvar, at dette tyske angreb langt fra lykkedes. Tyskernes fremgang var nu kun begrænset, og deres tab var stigende. Østrigerne led også under klare tilbageslag og var hårdt pressede. Den 19. – 20. maj udførte russerne et modangreb mod de tysk-østrigske styrker; østrigerne trak sig tilbage, mistede mange tusinde fanger og et tysk korps måtte sættes ind for at afstive det østrigske frontafsnit. På den tyske del af fronten brød det russiske modangreb derimod hurtigt ned. Den 25. maj var modangrebet inddæmmet og kampene ved San-floden ebbede ud.

Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Indenfor en uge efter det indledende angreb ved Gorlice-Tarnow mistede russerne 210.000 mand, heraf op mod 140.000 tilfangetagne, som følge af den tysk-østrigske offensiv.  I denne måned alene har russerne lidt et tab på ca. 412.000 mand og 200 kanoner. Den russiske hærs moral er knust, og Tsarens tropper har i løbet af maj trukket sig tilbage over en 160 km lang front. Przemyśl-fæstningen er indenfor tysk-østrigske troppers rækkevidde, og det forventes at centralmagternes fremgang vil fortsætte på Østfronten.

 

Relaterede indlæg:

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten