Senest ændret den 17. september 2021 20:33
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.
Hen på foråret 1916, vistnok omkring påske, skete der noget, der så meget dramatisk ud.
En tidlig morgen blev hele garnisonen alarmeret. Alle fik udleveret feltgrå uniformer. Der blev uddelt skarpe patroner – noget som tyskerne ellers var meget forsigtige med i garnisonerne – og de højere officerer fór nervøst rundt på kasernen.
Det var tydeligt, at der var noget i gære.
Op på dagen rygtedes det, at man formodede, at englænderne ville gøre landgang på den jyske vestkyst. I 12 timer stod garnisonen på kasernepladsen klar til afmarch.
Helt glad ved situationen var jeg ikke. Det var egentlig ikke for at slås med englænderne, at jeg havde tænkt mig et gensyn med Danmark. Mange tanker gik igennem mit hoved. Én ting var sikker: gå imod danskerne ville jeg ikke, ske hvad der ville .
Problemet løste sig af sig selv. Landgangen blev ikke til noget.
I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)
Foto: Dansktalende sønderjyder i Lockstedt