Tag-arkiv: gullaschkanon

15. december 1916. Tilvænning fra østfront til vestfront

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten. I december 1916 blev regimentet overført til Vestfronten.

Allerede før jul 1916 begyndte vi at nærme os fronten, vi skulle først vænnes til kanonaden her i vesten, og vi kom ud at lave reservestillinger ved La Bassi, et sted der til stadighed blev beskudt af alle kalibre og, hvor vi tabte en del folk.

I de næste uger blev vi indsat forskellige steder, det gav megen kampvirksomhed og meget arbejde med udbedringer af stillingerne, der var ingen sammenhængende stilling mere alt var skudt i stykker, dertil kom det elendige vejr, regn og atter regn, grave og granathuller halvfyldt med vand.

Når vore kammerater om natten kom ud til os med varm mad i store kanistre som de bar på ryggen, måtte de gå oven for da de ikke kunne færdes i alt det vand, og det gav også tab.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

13. marts 1916. Gule ærter mod diarré …

Sønderjyden Uffe beretter om en særegen kur mod tynd mave …

Det var i Frankrig under den første Verdenskrig. Efter Strabadserne derude i Skyttegraven var det rart at komme tilbage bag Fronten. Og nu laa vi da her og “gassede” os og havde det rart.

Dog havde jeg det nu ikke saa rart; min Mave og jeg laa i Krig med hinanden. Jeg havde en ret voldsom Diarrhé, og den, der har prøvet det, ved, hvad det vil sige.

Da jeg følte, at jeg havde lidt længe nok, gik jeg en Dag hen til vor Sanitets-Underofficer for at bede ham om et Middel til at bekæmpe Sygen med. Walther, som han hed, var nu saadan en flink og forstaaende Mand, saa han fandt snart den nødvendige Medicin
frem til mig.

“Se her,” sagde han, “her faar du nu disse Piller, og naar du kommer hjem, tager du straks to af dem. I Aften igen to og saa i Morgen tidlig de sidste to. Efter al Erfaring skulde du saa være kureret.”

“Ja, det er godt, Walther,” svarede jeg, hvorefter jeg forlod hans efter vore Forhold ret komfortable Paulun. –

Undervejs hjem til mit Kvarter skal jeg tilfældigvis netop forbi det  Sted, hvor vi har vort Feltkøkken – vor Gullaschkanon, som vi kalder det her, – staaende.

Jeg falder her i Snak med vor alles saa gode Ven, Kokken. – “Naa, Willem, hvad lyder saa Menuen paa i Dag?”

– “Hvad? Kan du ikke lugte det? Gule Ærter,” bemærker han leende.

– “Hvad? – Gule Ærter? Min Livret – og det netop i Dag!”

Jeg har nu altid været en ren Hund efter denne vidunderlige, livsalige Ret, og tænk, saa maa man netop nu i Dag forsage den ….

Ja, hvad er der vel her at gøre? – Jeg staar og overvejer Sagen. – Jeg maa jo tage en Beslutning, og da slaar det pludseligt ned i mig: “Du kan jo, ja, hvad kan jeg?” –

Jeg staar med mine Piller i Haanden og overvejer Sagen. – Piller
eller Ærter? – En efter en sluger jeg de smaa hvide Tingester. – Se saa, nu er den sidste forsvundet.

Ja, I kan tro, jeg spiste Ærter den Dag.

Om det var Pillerne eller Ærterne, der gjorde det af med den væmmelige Diarrhé, ved jeg ikke. Men Hovedsagen var, at jeg var blevet fuldstændig kureret for min Syge.

DSK-årbøger 1953

7. februar 1916. Soldatermenu: “Drahtverhau”, “Fusslappen” og “Blauer Heinrich”

Søren P. Petersen, Rødding, fortæller om soldaterkosten

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig været kræsen, som man siger, men har altid, uden at mukke, med sund appetit og god vilje taget for mig af de retter, der blev budt på. – Sådan var det skik og brug hjemme hos os, og jeg tør nok antyde, at jeg har fået brug for denne tilvænning, ikke mindst som soldat i den første verdenskrig,

Det var jo unægtelig en forandring at komme fra mors veldækkede bord og mors veltillavede mad til kejser Wilhelms soldaterkøkken, hvor servicet kun bestod af en bulet blikskål. hvor fortinningen tilmed var så afslidt, at man hverdag måtte skure den med sand for at få den til at se blot nogenlunde appetitlig ud.

Spisebestikket var nu heller ikke præg af kejserlig luksus. En blikspiseske med sammenfoldeligt skaft, der samtidig var gaffel var hele herligheden. Blev der endelig brug for andet og mere, ja, så måtte man bruge fingrene eller sin lommekniv.

For det meste kunne man dog klare sig med skeen. Den mad, vi hentede fra feltkøkkenet eller gullaschkanonen, som vi også kaldte det, var jo næsten altid sammenkogt.

Flæsk eller kød, kogt med ærter eller bønner, linser, hvidkål, kålrabi eller ris …

Det var i og for sig ret god og velsmagende mad og også populære retter.

I anden række kom nudler, sødsuppe og risvælling og sauerkraut. Til det sidstnævnte fik vi gerne et stykke kogt flæsk eller et par knækpølser.

Det værste var det såkaldte »Dörrgemüse«, høvlet og tørret kålrabi, gulerødder, hvidkål, selleri og forskellige andre ting, hvad nu ernæringseksperter havde fundet på kunne give styrke og mod og kærlighed til kejser og fædreland.

Det smagte ækelt og blev kaldt »Drahtverhau«. Tilmed var det altid fuldt af sand.

Mærkeligt nok havde netop de retter, vi satte mindst pris på, fået deres navne, hvidkålssuppen hed »Fusslappen«, sødsuppe »Wochenbettsuppe« og risvælling kaldtes for »Blauer Heinrich«, vel nok, fordi mælken var så stærkt fortyndet.

Læse mere om soldaterkost og forplejning her: Forplejning

DSK-årbøger 1963.

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.