Niels H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni.
Efter en hård omgang nede ved Somme er resterne af vort regiment blevet trukket tilbage bag fronten, for at sårene kan blive lægt og hullerne udfyldte med nyt tilgået opfyldningsmandskab.
Vi ligger, som det hedder, for tiden i arméreserve og prøver på at glemme de hårde og ret krævende dage forude.
I to dage har vi nu opholdt os i denne lille belgiske by. Vi har gode dage, får rigeligt at spise og har ingen tjeneste. Vejret er efter årstiden fint. Jeg og et par kammerater har derfor besluttet os til en tur rundt i byen. Noget spændende kan vi vel i grunden ikke vente. Hvad skulle det vel være – ?
Men vi går altså en tur i byen, ser på husene, som mestendels er rekvireret og taget i brug som massekvarter for trætte tyske frontsoldater, der er kommet hertil for at hvile ud.
Nå, bare frontsoldater er det nu ikke, der ligger her. Vi har set folk fra landstormens rækker samt folk fra et eller andet arbejdskommando drive om her. Disse sidste vil vel være bedst kendt under benævnelsen »Schipp-Schipp-soldater«. Det var arbejdstjenestens våbenløse folk.
Vi er nået ned til en af byens mindre gader og standser op uden for et lille værtshus, en »Estaminet«, som det kaldes på fransk, Der lyder ingen larm derindefra, Man må formode, at her er der endeligt et sted, hvor der hersker ro og fred, Vi åbner nysgerrigt døren og træder indenfor, Ikke en sjæl at se – og dog – lidt efter dukker en midaldrende kvinde op fra et værelse i baggrunden.
– Oh-la-la! – Hun hilser smilende på os. Vi må have set ret tilforladelige ud, for efter en kort præsentation beder hun os med en lille håndbevægelse følge med ind i hendes bagved liggende private stue, – for, siger hun, her ude i skænkestuen passerer der jo så mange mennesker forbi ude på gaden, og, I forstår, sladderen går jo!
– Jo, da, vi har forstået hende, eller vi lader da, som vi gør det! Så sidder vi da straks efter inde i hendes fine stue. – Her er der lunt og hyggeligt.
Damen lader til at have sans for fine møbler. Der er billeder på væggen, nips og blomster; og, som i alle belgiske hjem, et husalter, og under en glasklokke henne i det ene hjørne en Jomfru Marie-skikkelse med Jesusbarnet.
Værtinden! Ja, jeg skal love for, hun kan snakke! Hun har snart fået os anbragt omkring bordet, til dels på ret par magelige stole eller for mit vedkommende i sofa en bag bordet.
Vi bestiller en flaske vin … – Et øjeblik, mine unge herrer! svarer hun og fjerner sig. – Lidt efter kommer hun atter tilbage med den ønskede vin. – Ih, glassene! Et øjeblik! Og som hun sådan går fra og til, lader hun hele tiden munden løbe.
Vinen perler i glassene og forsvinder i vore tørre halse. – Ha! – Mutter – den er go’! Vi må nok hellere få en mere med det samme, siger min kammerat, Frantz Hänelt fra Westfalen, til vor gode, ja, ret så rare værtinde. Hun er ikke sen om at komme ud efter det ønskede. Vi har jo i dag penge på Lommen, og – mon hun ikke har en lille anelse om det, og at disse hersens penge nok »trykker os« …! – Nå, lige meget! – Vi får have endnu en flaske, kommer det fra Friedrich Mackel
Hm! Ja, vi er lige ved at være i vinkel nu! Jo om ikke det tegner godt her … Damen forstår at spørge … Hun skulle da vel aldrig være, ja, være spion – hemmelig spion. Man kan jo aldrig vide.
Vi er kåde, ja, lystige. Vinen har begyndt at virke, føler jeg …
Pludselig er vort lille selskab blevet forøget med et par nydelige, unge piger. – Hvor kom de fra? – Ja, spørg mig ikke – men de var der, et par unge piger på omkring de tyve. – Ja, sagde vor værtinde stolt, det er mine to pigebørn; hende der, det er Namie, og gav-strikken her hedder Maria.
Pigebørnene her var nok ikke »fødte i går«, for de var ikke spor knibske. –
Ja, sagde moderen, det er slet ikke så let for sådan en gammel kone som mig at holde styr på sådan et par tossede pigebørn.
Vi drak vin, egentlig mere, end vi havde godt af, men hvad, vi var jo i godt selskab, og her var der jo glæde og gemytlighed, så hvorfor skulle vi ikke også tage det med! Tiden gik i idel lystighed og glæde.
Jeg følte, at jeg havde nydt mere, end godt er, og at det var på tide at holde op. – En flaske vin til, lallede en af kammeraterne. Han var allerede på vej ned under bordet …
I det øjeblik sprang døren op, og ind stormede en flok råbende og støjende soldater. Under vilde skrig for de løs på os. Vi anede ikke, hvad der gav anledning til al den ballade midt i al lystigheden. Muligvis har vi været lidt for meget interesseret i pigebørnene.
Nu skulle vi altså have klø, og vi fik virkelig en læsterlig omgang tærsk, for ingen af os var i stand til at yde nogen rigtig modstand.
Disse arbejdskulier, eller hvad de var, slæbte os til sidst ud på gaden, hvor de lod os ligge, indtil en landstormspatrulje dukkede op og fik os transporteret hen på vagten.
Her fik vi lov til at tilbringe natten i arresten. Den følgende morgen havde vi alle tømmermænd, men det var nu langtfra det værste. Vi var alle til grin i de følgende dage, og så måtte vi endda lide den tort, at feldwebelen hånede os og skældte os ud for svin og meget mere ..
DSK-årbøger 1963
