Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

10. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kissaki og møde med Lettow-Vorbeck

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Saa snart Solen stod op den næste Morgen, drog vi videre. Vi havde hørt lidt fjern Skydning ud paa Aftenen, men Natten havde været rolig, og Hvilen havde givet os nye Kræfter og et lysere Syn paa Tilværelsen.

Efter at have marcheret hele Formiddagen og et Par  Eftermiddagstimer naaede vi nogle Negerhytter, der laa næsten skjult mellem Krat og Græs. Efter Beregningen skulde det være Kisakki, men for mig, der havde ventet en større By, var det noget af en Skuffelse. Der saa ikke ud til at være andre Hytter end dem, vi allerførst havde set, og Mennesker saa vi ikke.

Endelig rejste en hvid Mand i en falmet Tropedragt sig bag nogle Buske og kom hen imod os med et ualmindeligt spørgende Udtryk i Ansigtet. Hans første Ord, som var henvendt til Stache, var da ogsaa:
— Jamen, i Himlens Navn — hvor kommer De dog fra?
— Fra Morogoro, svarede Stache, og jeg kunde se, at det glædede ham at give dette Svar.
— Vil det sige, at De er gaaet over Bjergene?
— Ja, der var ikke anden Vej.
— Nej, det var der vel ikke — men er De klar over, at De har passeret tæt forbi de engelske Stillinger — hvordan i Alverden har de dog baaret sig ad med ikke at se saa stor en Safari — naa, godt var det, at De kom igennem.
— Er Generalen her? spurgte Stache.
— Ham vil De sikkert kunne finde ved Militærstationen, lød Svaret, og den hvide Mand gik tilbage bag Busken, hvorfra jeg saa nogle sorte Soldaterhoveder stikke frem. Vi lod Karavanen sætte sig i Gang igen, indtil vi naaede frem til Militærstationen, der var det eneste større Bygningsværk dér paa Stedet. Negerboliger saa vi ikke meget til, og jeg forstod nu, at Kisakki kun var Militærstationen — ikke nogen By.

I Nærheden af Militærstationen, hvis hvide Mure vi hurtigt opdagede mellem Buske og Græs, saa vi endelig lidt Tegn paa Liv. Der færdedes nogle Askarier, og nu og da saa man Glimt af hvide Mænd.

— Dér, hviskede Stache, dér kommer Generalen og Boeren van Niewenhuizen, som han altid følges med. Vi lod Bærerne marchere videre mod et Depot, som vi kunde skimte et Stykke derfra, men inden den lange Kolonne naaede forbi, var Stache i Hurtigmarch kommet op paa Siden af de to Mænd, der stod og saa paa Kolonnen — aabenbart noget overrasket over dens Tilsynekomst fra den Retning.

Stache gjorde Honnør og aflagde formentlig Rapport, og jeg kunde se Generalen nikke gentagne Gange i Retning af Kolonnen.

Det var ikke svært at regne ud, hvem der var General, og hvem der var Boer af de to Mænd, men det var især Boerens Skyld. Han, der var søgt til tysk Østafrika drevet af sit brændende Had til England, var klædt paa akkurat som Boerne ved Aarhundredets Begyndelse, bredskygget Hat og civilt Jakketøj med lange Bukser. Han var en høj, statelig Mand med et stort Fuldskæg og saå ud til at være en modig og intelligent Mand. Man sagde, at han havde givet Generalen mange gode Raad om, hvordan Krigen skulde føres mod hans egne Landsmænd, der nu oversvømmede tysk Østafrika under de  engelske Faner.

General Lettow-Vorbeck saa ikke saa lidt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig ham. Hans Dragt var tarveligere end de fleste Officerers, som jeg havde set, og han bar ingen Gradstegn. Paa Hovedet havde han en temmelig medtaget Tropehjelm, paa Overkroppen en falmet Khakiskjorte og Resten af Paaklædningen bestod af et Par Ridebukser med Wicklers og et Par meget medtagne Støvler. Efter Paaklædningen at dømme var han unægtelig en Mand, der ikke tog Hensyn til det Ydre.

Skønt jeg kom fra en lang og anstrengende Rejse, var jeg bedre paaklædt i Øjeblikket end den tyske Hærs Øverstkommanderende.

Ansigtet derimod var lidt ud over det almindelige. Det lignede egentlig ikke noget Feltherreansigt, og i den ene Mundvig lurede et polisk Smil. Jeg havde forestillet mig noget ganske anderledes harskt og utilnærmeligt. Det eneste militære ved Ansigtet var et lille Overskæg. Over hele Skikkelsen var imidlertid et Præg af Selvsikkerhed og Vovemod — men det er muligt, at jeg lagde det til, fordi jeg vidste, hvem jeg havde for mig.

Det var altsaa Lettow-Vorbeck — det oftest udtalte Navn i denne Verdensdel for Øjeblikket — Sejrherren fra Tanga og Jassinie og Manden, der havde ført de tyske Styrker frelst gennem Kolonien trods en knusende Overmagts Angreb og Forfølgelse. Alt, hvad der skete i dette vældige Land, var dikteret af hans Villie. Uden ham —
en ganske almindelig Oberstløjtnant, der først lige før Krigen var kommet til Kolonien — havde alt Forsvar været opgivet for længe siden.

Stache kom tilbage, og vi gik efter Rærerne, der havde naaet Magasinet og var ved at stuve deres Byrder ind dér.

— Hvad sagde Generalen? spurgte Wisner.
— Han var tilfreds, svarede Stache, og for Resten ogsaa overrasket over, at vi havde klaret Bjergene, men navnlig over, at vi ikke var marcheret lige i Armene paa Englænderne. De ligger tæt her omkring, og Generalen troede, de havde sluttet Ringen helt.
— Var det alt, hvad han sagde, spurgte jeg lidt skuffet.
— Ih nej — han sagde ogsaa, at vi skulde se at komme videre, saa hurtigt det kunde lade sig gøre. Der laa alt for meget Ammunition stablet op her, sagde han, og Englænderne kan angribe, hvornaar det skal være.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

9. september 1916. Ulve? På forpost med en piberygende holstener

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.

Senere kom vi til et frontafsnit. Jeg ved ikke, hvor det var, men også her var der tæt skov, og foran og bag os var der en stejl  bjergskråning tæt bevokset med grantræer.

Her var på et tidspunkt ret roligt.

På grund af den tætte skov måtte vi også her sætte forposter ud. Man sagde, at der var ulve, men jeg så nu ingen.

Derimod var det uhyggeligt at sidde ca. 50 meter fra vores skyttegrave. Vi var gerne 2 mand sammen, og jeg husker, at jeg altid eller ofte var sammen med en kammerat, der var fra Holsten.

Han var en del ældre end jeg. En mere rolig og ligeglad mand, har jeg aldrig kendt. Han ville altid gerne have mig med, og jeg ville også gerne med ham på forpost.

Han var en lidenskabelig piberyger, og når vi sad på forpost, skulle han altid ryge. Særlig galt og farligt var det øjeblik, hvor han tændte piben. Hvis der var fjendtlige patruljer ude, kunne de jo se os. Jeg skulle nok sørge for at sidde så langt væk fra ham som muligt.

Jeg havde selv prøvet at tænde piben i den forrige skyttegrav, og der faldt skud fra den anden side med det samme.

Det var ikke rart at sidde på forpost i sådan en tæt skov. Når vi sad stille, hørte vi næsten altid raslen i buskene. Jeg tror, der var meget vildt der.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

9. september 1916. Østafrika: Junglen passeret – men hvor er vi?

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det lykkedes os at gennemføre Marchen, uden at en eneste Mand faldt fra, og en Dag blev det klart for os alle, at Bjergene blev mindre. Urskovene blev til Krat af Smaatræer og Buske, de stejle  Klippespidser forsvandt og gav Plads for afrundede og bevoksede Høje, og i Dalene voksede der nu Slettegræs i Stedet for Jungle.

Men samtidig forsvandt ogsaa de kolde Kilder med det gode Vand.

Jorden var saa knagende tør, at den slog Revner, og det Vand, vi fandt nede i Dalene i Smaapytter, var som oftest brunfarvet, ildelugtende og maatte koges før Brugen. Vi maatte passe meget nøje paa Bærerne for at hindre, at de drak det uden at koge det, men samtidig maatte vi indskærpe Varsomhed med Lejrbaal. Vi var nu kommet ind i et Land, som Englænderne meget vel kunde afpatrouillere med deres Rytteri, hvis de var kommet saa langt Sydpaa, hvad vi ikke tvivlede om, at de var.

Mens vi marcherede frem i dette Land, maatte en af os bestandig være et Stykke forud for Kolonnen som Forpatrouille. Vi havde da som Regel vore Boyer med os, for at de kunde løbe tilbage til de andre med Melding, hvis der blev opdaget noget mistænkeligt forude. Forpatrouillen sneg sig af Sted med Riflen klar til Skud, thi vi var fast besluttet paa at forsvare vor Ammunition til det yderste og hellere sprænge den i Luften end overgive den til Englænderne.

Disse Patrouilleture var temmelig nervepirrende, da vi var klar over Vilkaarene for Kamp herude i Ødemarkerne. Skydning fra Baghold var den typiske afrikanske Krigsførsel. Hvert Sekund kunde den dræbende Salve falde, fra en Bakketop, fra et Krat eller fra det høje Græs.

Stache, der havde haft et ualmindeligt sammenbidt Udtryk under det meste af Safarien, fik en Dag Øje paa nogle Indfødte, som havde vovet at blive i deres Hytter, og som nu stod paa Afstand og gloede paa os.

— Vi maa spørge dem, sagde han. Saa vidt jeg véd, er vi ikke langt fra Kisakki, men i denne Egn er det næsten umuligt at følge Kortet — det siger ingenting.

Efter nogen Overtalelse lykkedes det Stache at faa de Indfødte til at komme hen til os og ved Hjælp af et Par Smaagaver gøre dem trygge og meddelsomme. Han spurgte dem derpaa, hvor langt der var til Kisakki.

Den første svarede med stor Overbevisning: — Der er meget langt, men en anden rettede ham: — Der er meget langt, men ikke saa langt.

Det lød grinagtigt og selvmodsigende — men er det egentlig stort mere sikre Svar, man faar, naar man spørger sig for paa en Vej i Europa. Stache lod sig da heller ikke gaa paa, men kiggede paa den tredie, der viste sig Tilliden værdig.

Han strakte sin Arm vandret ud mod Øst, og lod den saa vandre langsomt i en Bue for at standse i en bestemt Vinkel, som Stache studerede meget nøje og nikkede tilfreds. Saa fik de Indfødte atter nogle Smaagaver, og Stache gav Ordre til at slaa Lejr.

Det forbavsede mig noget, og jeg spurgte hvorfor.

Stache smilede og forklarede: — Ser De — det med Haanden — det er de Indfødtes Maade at angive Tiden paa. Haanden er Solen, som vandrer over Himlen fra Øst til Vest, og den Vinkel, den standser i, er Klokkeslettet. Den flinke Fyr fortalte os, at vi kunde naa Kisakki, hvis vi startede tidligt om Morgenen. Saa vilde vi — saa vidt jeg kunde se — være der ved 3 Tiden om Eftermiddagen. Jeg vil starte tidlig i  Morgen — saa har Bærerne friske Kræfter og kan gaa stærkt, hvis det bliver nødvendigt.

Den Aften blev der ikke tændt Baal, og Bærerne fik Ordre til at være ganske stille. Hos de Indfødte havde Stache erfaret, at Englænderne holdt til lige i Nærheden — at vi faktisk havde været lige ved at løbe ind i deres Linier.

Vi skiftedes til at holde Vagt om Natten og talte saa lidt som muligt med hinanden. Der hvilede en meget trykkende Stemning over den store tavse Lejr, og jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa den sidste Nat om Bord paa „Kronborg“.

Det var ganske den samme Ængstelse, jeg nu var grebet af, nemlig Ængstelsen for, at Safarien skulde blive opdaget paa en af Rejsens sidste Dage. Det kunde være slemt nok at opleve det én Gang,, som jeg faktisk havde gjort, men to Gange var for meget af det gode.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

8. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Hindeburgs og Ludendorffs nye dispositioner ved Verdun, en fransk katastrofe i jernbanetunnelen ved Tavannes, fransk-britiske angreb ved Somme, Centralmagternes angreb på Rumænien, der var trådt ind i krigen på Ententens side få dage tidligere, russiske angreb på Østfronten, nedskydningen af en Zeppeliner over London – Zeppelineren L24, der var stationeret i Tønder, deltog i angrebet, der omfattede i alt 16 Zeppelinere.  Der er desuden omtaler af kampene ved Isonzo og kampene i tysk Østafrika, hvor Dar-es-Salaam falder.

Krigens forløb

8. september 1916. “Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab”. FR86 gør status ved Somme.

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Resterne af regimentet samlede sig i Ugny og Lanchy, hvor der i landsbyerne sydøst for St. Quentin blev tilstået dem én dags hvile.

Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab. 15 officerer og 204 mand var døde, 15 officerer og 1063 mand var sårede, 7 officerer og 298 mand var savnede, og 299 var blevet syge af strabadserne. Af de savnede kunne en betragtelig del anses for døde.

Hvor lå de? Dels på kirkegården i Pargny ved Somme, dels på slagmarken spredt i grave og kratere.

Regimentets samlede tab i dette andet Somme-slag androg 37 officerer og 1943 mand. Det var fulde to tredjedele af regimentet, der da var rykket ud med en kampstyrke på 73 officerer og 2927 mand. Regner man det første Somme-slag med, androg summen af alle tabene 78 officerer og 3361 mand; d.v.s. at mere end regimentets almindelige kampstyrke var opbrugt på to måneder.

Hvor uhyrlige disse tab end var, så var fjendens tab, efter det indtryk, regimentet under kampen fik, ikke mindre. Da regimentet efter martsoffensiven 1918 igen kom i nærheden af de gamle Somme-slagmarker, kunne regimentets mandskab på mængden af de med blå-hvid-rød kokarde forsynede franske krigergrave måle de forfærdelige fjendetab, der efter det første indtryk at dømme syntes at være endnu større end vore.

De, der som ved et under kunne forlade stillingen, gjorde det også denne gang med rejst hoved. Selvom fjenden havde fået en lille terrænvinding, så havde han udkæmpet denne succes over for en sønderskudt, dødtræt og en til næsten det halve decimerede styrke bestående af ung forstærkning, der slet ikke var storkampens frygtelige indtryk voksen. To dage senere var en afværgesucces opnået, og dermed var fjendens hovedmål, det strategiske gennembrud, i den sværeste og mest kritiske stund blevet forpurret.

Anerkendelsen fra divisionskommandøren general von Blottnitz – den nåede først regimentet i den nye stilling – lød:

”Den hurtige indrykning i den nye stilling har hindret mig i at hilse på tropperne efter de umenneskelige anstrengelser ved Somme og udtale min anerkendelse af de fremragende præstationer i de sidste ugers svære kampe. Takket være jeres seje og dødsforagtende udholdenhed i den sværeste artilleri- og mineild, som fortsatte med uformindsket styrke i ti dage, har man hindret fjenden i at få en større terrænvinding syd for Somme. Fjendens terrængevinst står ikke mål med det uhørte opbud af mennesker, ammunition og materiel, som han har sat ind. Slaget ved Somme vil for altid udgøre et mindeblad i 18. division og dens regimenters historie”.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

7. september 1916. “Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne …”

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne. Ingen hænder var til overs til at bringe hjælp til de sårede fjender. Den nye linje, der var nået ved fremstødet måtte graves ud.

Når tørsten herved plagede, blev de faldne franskmænds feltflasker undersøgt.

Dragoner og rekrutter, de sidste uden officerer, gruppeførere blev indsat til at understøtte arbejdet, et tegn på, hvor stor nøden var.

I skyndingen havde man ikke givet dem identitetsmærker; faldt de, så kendte ingen de døde.

På to nætter var den nye skyttegrav færdig, og en spærring trukket.

Om aftenen den 7. september rasede endnu engang trommeilden. Et angreb udeblev. I denne nat foretoges afløsning ved infanteriregiment 369.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Ikke kategoriseret

7. september 1916. Matthias Møller i helvedet ved Somme

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

7.-13. september 1916

(… fortsat)

At fortælle om de 7 Dages Ophold vilde føre for vidt. Det hele står for mig i Dag som et Mareridt. Dag og Nat, kun afbrudt af kortere, roligere Perioder — Trommeild. Om Dagen skulde man også søge Dækning for Flyverne.

En Gang, da vi kom tilbage fra en Meldegang, var en mindre Granat eksploderet lige overfor mit Hul. Hvis jeg ikke havde været undervejs, havde jeg været færdig. De andre var uskadte.

En anden Gang, lige før jeg nåede Bataillonsunderstanden, eksploderede en større Granat i en Afstand på 2-3 meter på Løbegravsdækningen. Jeg så lige ind i Eksplosionsilden. Men Splinterne gik over mig og Lufttrykket kastede mig mange Meter bort, mens Jordklumperne raslede ned over mig.

Også Klorgasgranater blev vi udsat for. Det var ingen Fornøjelse at skulle løbe med Gasmaske på.

To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Det værste var med Forplejningen og Vand. Vi led meget af Tørst. Køkkener kørte hver Nat, hvis de da kunde komme gennem Spærreilden, frem til en Banedæmning, som lå temmelig langt tilbage. Det gav hver Nat Døde og Sårede blandt dem, som hentede Mad.

 Efter 5 Dages Forløb blev Regimentet afløst. Men til os Stafetposter var der ingen Afløsning. Vi kunde næsten have grædt af Skuffelse. Det var for os næsten, som at høre vor Dødsdom.

Først 2 Dage senere slog Befrielsestimen for os. Vi var ikke langsommere om at forsvinde, end dem, vi havde afløst.

Vi løb så længe, vi kunde. Det farligste Sted på Tilbagevejen, var Overgangen over Sommefloden ved St. Christ, som lå under Ild.

Det gjaldt om at passe på det rigtige Øjeblik. En Gruppe på 5 Faldne ved Siden af et Granathul vidnede om, at det ikke altid lykkedes.

Vi nåede igennem og traf senere, træt og forpustet, en Munitionskolonne, som tog os med til Monchy la Gache, hvor Kompagniet lå.

Næste Dag var der Mandskabsappel. Det var med en underlig Følelse, man hørte, henholdsvis ikke hørte om de, der blev derude.

Det ene Kompagni samlede med 30 Mand Resten af 200. Vi havde ikke haft så store Tab.

Min første Stilling i Sommeslaget står i min Erindring som noget af det uhyggeligste, jeg måtte igennem i Krigsårene.

DSK-Årbøgerne, 1942

Krigens forløb

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

Krigens forløb

6. september 1916. Somme: Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer!

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om morgenen rettes der tunge kalibre, ind til 28 cm, mod fronten og Berny.

Fra kl. 2 om eftermiddagen raser trommeilden som en orkan.

Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer.

Angrebet bliver straks erkendt både af infanteriet og artilleriet. Foran 8., 5. og 7. kompagni bliver han holdt nede med artilleri- og infanteriild. Foran 1. kompagni og 5/68 bølger kampen frem og tilbage, ind til også her modstanderen viger. 6. kompagni består nu kun af tre stærkt spredte grupper på hver 10 mand.

For den midterste lykkes det med heftig ild at rive den fjendtlige linje op foran deres front, de to andre grupper bliver rendt over ende og nedkæmpet efter et heftigt håndgemæng. Her var gennembruddet altså næsten lykkedes.

Da iler i nødens stund 3. kompagni ud af Berny-slugten.

Franskmanden går tilbage, resten af 6. kompagni bliver befriet fra en delvis omringning. Begge kompagnier forfølger modstanderen ind til tæt foran den gamle K3 og besætter her nogle gamle stykker skyttegrav.

Til højre derfor var ligeledes løjtnant Knutz med 1. kompagni og dele af 68’erne gået frem ca. 300 meter ad ”Dronningevejen,” havde dér taget fanger og taget et maskingevær som bytte.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

5. september 1916. Faret vild om natten bag fjendens linjer

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Karpaterne.

Om aftenen den 4. september kom han i hård og blodig nærkamp med russiske tropper. Men russerne var i overtal.

Nu var det på høje tid at komme afsted. jeg kunne i mørkningen ikke se mine kammerater. Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, men uheldigvis løb jeg på en stor væltet træstamme og blev hængende fast i en gren. Geværet fløj fra mig og satte sig med bajonetten fast i jorden.

Det varede dog ikke længe, inden jeg fik mig gjort fri og fik geværet taget op. Nu kunne jeg ikke mere høre,  i hvilken retning de andre var løbet.

Forsigtigt løb jeg afsted  der, hvor jeg antog, de andre var løbet, men så blev jeg beskudt.

Jeg er dog næsten sikker på, at det har været vores egne, der skød. De har sikkert troet, at det var russerne, de hørte. Jeg blev så stående et lille øjeblik, gik så langsomt frem, men mere til højre.

Pludselig hørte jeg stemmer, og nu var der ikke andet at gøre end at risikere alt. Jeg lagde mig på knæ og råbte: “Hvem der”.

Heldigvis var det to eller tre af vores egne soldater. De var også kommet bagefter og var helt forvildede.

Ingen af os var klare over, hvilken vej vi skulle løbe.

Jeg sagde så, at jeg mente, vi skulle mere til venstre, men at jeg var blevet beskudt derfra. Det viste sig dog senere, at min antagelse om, at beskydningen kom fra vore egne, var rigtig. Vi blev så enige om at gå forsigtigt og langsomt frem. Vi var heller ikke kommet ret langt, før vi hørte stemmer. Vi lyttede og opdagede så, at det var vore egne.

Såvidt jeg husker, var der tre mand, så nu var vi en seks-syv stykker.

Det var næsten alle lidt ældre kammerater, der ikke havde kunnet følge med de andre og var blevet bagefter og til sidst ikke havde vidst, hvor de var. Nå, det var nu heller ikke så underligt, da der hverken var vej eller sti i den mørke skov.

Da de andre var endnu mere rådløse og forvirrede end jeg, måtte jeg overtage kommandoen, skønt jeg var den yngste.

Da det allerede var sent på natten, koldt og mørkt, blev vi enige om
at vente på, at det skulle blive lyst igen. Der var en lille hulning, hvor vi kunne gemme os lidt. For at holde varmen trykkede vi os godt sammen ryg mod ryg. Det var vel nok en uhyggelig nat, da vi ikke vidste, om vi var bag den russiske front eller ej.

Som jeg har bemærket før, var de andre allesammen ældre kammerater. Da vi var blevet sendt til Østfronten, var der en del af ældre årgange, der kom med os. De har vel været en 40-43 år, men for mig, var de jo gamle.

Det havde vist været meningen, af de skulle indsættes til hjælp bag fronten. Da vi imidlertid straks efter ankomsten i Karpaterne fik ordre til at gå til fronten, måtte de alle med, og der havde ikke
været tid til at ordne andet.

Desværre gik det hårdt ud over de ældre. Jeg glemmer aldrig, hvor de var ulykkelige, i hvert fald nogle af dem. De bad til gud, at han skulle hjælpe dem. De havde kone og børn derhjemme.

Selvfølgelig var jeg ligeså bange som dem, men jeg holdt det dog mere for mig selv. Jeg var ligesom en fader for dem alle, trods aldersforskellen. Alt, hvad jeg foreslog, var de indforstået med.

Da det var ved at blive lyst om morgenen, stod vi op og diskuterede, i hvilken retning, vi skulle forsøge at gå. Pludselig hørte vi fløjten og tale. Vi kunne så mellem træerne ca. 50 meter fra os se en hel kolonne russiske soldater komme i gåsegang – med geværet over skulderen.

Så vi var stadig i tvivl om, vi var foran eller bag den russiske front. Disse russiske soldater så ikke ud til at være forberedt på modstand. Jeg sagde så til de andre: “Vi flygter i modsat retning af, hvor  russerne kommer fra, men pas på ikke at træde på grene og lav så lidt støj som muligt”.

Da vi var nået et stykke vej, traf vi på nogle døde soldater. Vi var kommet til det sted, hvor vi dagen før havde begyndt angrebet. Jeg kunne genkende den ene af de døde, en maskingeværsløjtnant, som var faldet om lige ved siden af mig, da vi gik frem.

Han lå endnu sådan, som han var faldet om. Jeg huskede godt, at han var faldet, men havde ikke været klar over, om han var såret eller blot var snublet. Han må have fået et skud i hjertet, så han har været død med det samme.

Nu vidste vi i hvert fald, hvor vi var. Vi fortsatte så, og pludselig blev der skudt på os, men ingen blev ramt. Da jeg var temmelig sikker på, at det var vore egne, råbte jeg “Hold op, vi er tyskere”. De forstod os med det samme, og vi gik hen til dem.

Her så ikke godt ud, der var kun få soldater og eet maskingevær. Alle var så nervøse, at de skød, så snart de hørte noget i buskadset.

Vi fordelte os så blandt dem, der var her, for at danne en skyttelinie. Der var ingen officerer eller underofficerer, så enhver var anvist til sig selv.

Vi gravede nogle huller til beskyttelse, og vi fortalte om den russiske kolonne, der var på vej. Nu blev nervøsiteten endnu større.

Desværre lå der bag os en tysk officer, som var blevet vanvittig. Han lå i et hul, de havde gravet til beskyttelse for ham, og han lå og fantaserede og skreg. Det var ikke godt, for han forrådte jo vores stilling. Hele denne nervøse tilstand endte da også med, at der blev dræbt nogle af vore egne med maskingeværet.

De var på en forpost, og da russerne havde skudt på os, havde man skudt med maskingeværet og derved truffet vore egne.

Der, hvor vi havde sat os fast, var der tæt underskov, og det havde været nødvendigt at placere forposter. Det var også meget farligt.

Jeg har selv prøvet at ligge imellem russernes og tyskernes ildlinier, men slap dog godt fra det.

Senere på dagen fik vi dog forstærkning, og stillingen blev udbygget, så det gav lidt mere ro i lejren. Det var også på høje tid, for de fleste af os var ved at være færdige af udmattelse. Vi blev nu afløst at østrigsk militær.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

5. september 1916. Somme: “En tynd linje af totalt udmarvede tropper skulle standse fjenden …”

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om dagen tung beskydning. II bataljon havde alene den 5. september, 19 døde og 61 sårede.

I natten til den 6. blev den nye grav med en sidste kraftanstrengelse gjort endnu dybere. Et nyt tomrum var opstået på højre fløj. 90’erne havde forrige nat uden kamp skudt deres front frem uden at underrette regimentet. 8. kompagni genoprettede i denne nat forbindelsen mellem de to regimenter.

En hel tynd linje af totalt udmarvede tropper næsten uden reserver skulle den 6. september standse fjenden, som forberedte et yderligere spring. Det var 8., 5., 7. og 1. kompagni, 5. og 6. kompagni fra regiment 68 samt 4. og 3. kompagni lå i anden linje.

Ville dette bånd kunne holde?  Hvis ikke, så ville fjenden stå i åbent terræn, for yderligere reserver var først under vejs. For nogle dage siden havde et fransk fly nedkastet nyheden om Rumæniens tilslutning til fjenden over vor stilling. Den værste krise for Tyskland var nu virkelig brudt ud, skæbnen på vestfronten balancerede på en knivsæg.

Den 6. september tidligt stod det klart, at fjenden forberedte et afgørende stød.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

5. september 1916. Matthias Møller ved Somme: “Mit Hjerte sad helt nede i Bukserne …”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Omsider blev vi stillet op og videre gik det ad Veje og Chausséer mod Fronten.

Der gik i begge Retninger en næsten uafbrudt Række af Troppedele, Privatbiler med Officerer, Lastbiler, Sanitetsvogne, Trænvogne, Munitionskolonner, Kanoner, Sårede og alt muligt andet.

Chausséen var dækket af en eneste Vælling af pulveriseret Kridt, Sten, Jord og Ler. Ofte måtte vi ud på Marken, for i det hele taget at kunne komme videre.

Hen på Eftermiddagen nåede vi Potte, en lille By ikke langt bag Fronten, der var forladt af Befolkningen.

Her blev vi indkvarteret. Kanontordenen fra Fronten var her så stærk, at det hele kun virkede som en uhørt, uafbrudt Buldren og Bragen. Husene vibrerede og Teglstenene på Tagene klirrede.

Ved Indgangen til Landsbyen lå et Slot, som var taget i Brug som Lasaret. Det var overfyldt. Udenfor på et større Terræn stod Båre ved Båre med Sårede og Døde, hvis Sjæle efter svære Lidelser allerede var nået til en bedre Verden. Man kunde næsten misunde dem for, at de havde overstået det, vi andre måske gik ind til.

Det var et frygteligt Syn, som på mig, der var uerfaren, gjorde et stærkt og nedslående Indtryk.

Jeg traf en Kammerat, som var helt mørk i Ansigtet — han havde været udsat for et Flammekasterangreb. Jeg spurgte, hvordan det var i Kamplinjen. Det rene Helvede, svarede han og gik. Ingen var oplagt til at sige noget.

Jeg må ærligt tilstå, at mit Hjerte længe sad helt nede i Bukserne. 2 Dage før, den 3. Septbr., havde der været Angreb af Franskmændene med Kolonitropper og Englændere på omtrent hele Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

Krigens forløb

4. september 1916. Søren Outzen slipper over grænsen

Skriv en kommentar

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat og sendt til østfronten – hvor han fik tyfus. Efter lazaretophold kom han på rekreation hjemme – og besluttede at desertere.

Efter uddannelsen i Husum kom jeg i foraaret 1916 til et rekrutdepot paa østfronten. Men efter en maaneds forløb fik jeg tyfus og laa saa paa lazaret i Wilna og Kowno. Sygdommen tog meget haardt paa mig. I en tre ugers tid var jeg end ikke i stand til at læse brevene til mig hjemmefra.

Men heldigvis kom jeg over bjerget og sendtes saa i august paa rekreationsorlov til mit hjem i Ellum ved Løgumkloster. Det gjorde et stærkt indtryk paa mig paa hjemrejsen at se de modgaaende transporter til fronten. Jeg havde allerede faaet nok af frontluften og kunde ikke tænke mig atter at skulle med den vej. Under orloven spekulerede jeg derfor paa at forsvinde over grænsen mod nord. Men jeg saa det paa til orlovens sidste dag og ten.

For et syns skyld tog jeg dog i uniform af sted med toget til Bredebro. Det var den 3. september.

Paa stationen dér spurgte en anden feltgraa mig, hvor jeg skulde hen. Svaret maatte jo lyde: til østfronten. Godt, sagde han, saa kan vi følges ad til Hamborg. Han skulde blot lige ind paa restaurationen, inden toget fra nord kom.

I mellemtiden forsvandt jeg fra stationen og gik tilbage til en plantage ved Ellum, hvor mit civiltøj var blevet bragt hen. Spændingen var nu over mig. Mistanken lurede jo alle vegne. Tøjet fandt jeg, skiftede til civilt, men var nær ikke kommet godt over Brede aa, da der var oversvømmelse og en provisorisk mergelbanebro, jeg havde tænkt at skulle benytte, var bortført af strømmen. Men paa en slags sivbro, som havde stuvet sig sammen omkring den forsvundne bros pæle, kom jeg dog over.

Lidt vaad om sokkerne hlev jeg og var stadig meget mat i knæene efter sygdommen, saa jeg ikke engang var i stand til at springe over grøfterne, men maatte kravle over dem. Den første aften naaede jeg derfor ikke videre end til Gasse hede, hvor jeg logerede i en stak ragning, medens regnen begyndte at sile ned.

Den næste morgen tog jeg videre over markerne. Heldet var med mig. Jeg mødte ingen undervejs og naaede ved middagstid til Lundsmark. Her gemte jeg mig i en kornskok til om aftenen og fik fra dette gemmested et godt og tiltrængt overblik over grænsens forløb og vagtskifterne. Efter mørkets frembrud sneg jeg mig saa ad grøfterne mod grænsen ved Klaabygaard, laa under en busk, da en vagtmand med hund passerede forbi i ca. 5 m’s afstand. Mit hjerte bankede saa højt, at vagtmanden næsten maatte kunne høre det.

Men det gik godt. De resterende godt 100 m kravlede jeg gennem lyngen og kom uset over grænseskellet. Og glad og let om hjertet var jeg. Jeg valgte friheden og havde nu faaet den.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

4. september 1916. Thode på Østfronten: “Det blev til det værste slagteri …”

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. Den 30. august 1916 stormede regimentet russiske stillinger ved Høje Kukul Skovkarpaterne, som de derefter skulle holde.

Kompagniet havde til venstre for det sted, vi stormede, indtaget en ny stilling, og var begyndt at grave nye skyttegrave. Her var jeg nogle dage, så blev vi forflyttet. Såvidt jeg husker, blev der sammensat et nyt kompagni, for jeg mindes, at jeg ikke kendte mange af de kammerater, vi var sammen med.

Vi marcherede temmelig langt, og kom ud af skoven. I en bjergdal kom vi forbi en lille landsby, hvor der boede Tataere [tatarer]. Der købte jeg et prospektkort, som jeg endnu er i besiddelse af.

Så gik det ind i bjergene og skovene igen. Vi marcherede i skoven i gåsegang. Vi var lidt betænkelige ved at se, at vores øverste befalingsmand pludselig havde gevær, ellers havde de kun pistoler.

Vi fik aldrig at vide, hvad der forestod.

Pludselig blev der skudt. Vi var løbet lige ind i flanken af et russisk regiment. De havde sikkert heller ikke regnet med angreb, for de havde været i fuld gang med at spille kort, kunne vi se. Det flød med spillekort overalt. ‘

Det blev til det værste slagteri. Vi blev ved med at kæmpe os frem, bare fremad.

Dette stod på temmelig længe. Tilsidst vidste vi næsten ikke, hvem der havde overtaget. Jeg husker, at der på slutningen til venstre for os stod tyske soldater med armene i vejret, mens der dér, hvor jeg stod, var flest tyskere, og her var det russerne, der havde overgivet sig.

Det endte med, at alle de russere, som var her, overgav sig.

Nu måtte en del af os overtage fangerne. Det tyndede slemt ud i vore rækker, og vi nåede heller ikke langt mere den dag.

Det blev aften og mørkt. Officerer var der ingen af mere. Resten af os lagde os så ned i dækning bag træstammer så godt som muligt.

Vi kunne høre på de russiske kommandoer og på skydningen, at
russerne var i overtal her. Vi skød alt, hvad vi kunne, for at russerne ikke skulle mærke, at vi var så fåtallige. Vores geværløb var ved at blive gloende.

En kammerat, som lå ved siden af mig, blev pludselig tavs. Jeg ruskede i ham, men han reagerede ikke, så jeg troede, han var død.

Pludselig bemærkede jeg, at mine kammerater begyndte at løbe tilbage. Jeg måtte også løbe. Jeg var ikke glad for at lade min kammerat ligge, men der var intet at gøre.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

4. september 1916. Matthias Møller kommer til Somme

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme.

(… fortsat)

Den 4. September marcherede vi i Retning Coucy le Chateau.

Henimod Aften, da vi marcherede gennem en mindre Landsby, kom der pludselig Alarmordre. Geværerne blev stillet sammen. Men vi fik ikke Lov til at tage Bagagen af.

Kort Tid efter gik det videre. Regnen begyndte at sile ned. Gennemblødt nåede vi noget før Midnat Coucy le Chateau, hvor lange Tog holdt parat.

Sammenstuvet som Sild i en Tønde gik Rejsen om ­sider videre. Humøret var imidlertid sunket til Nulpunktet.

Gennemvåde og med Udsigten til at blive sat ind i Sommeslaget kunde jo ikke faa os til at se lyserødt paa Tilværelsen.

I Morgenskumringen holdt Toget i et taaget Land­skab, og Udladningen begyndte. Ind til Trænet fik deres Bagage og Heste ordnet, fik vi Plads i et stort ramponeret Skur. Det trak og vi frøs nederdrægtig i vort klamme Tøj.

Kanontordenen kunde vi høre i det fjerne. Den var bleven kraftigere og kraftigere. Da Solen gik op, så og hørte vi, at vi var ved Byen Ham — bag Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

Krigens forløb

4. september 1916. Angreb ved Somme! Forreste linje rendt over ende!

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 4. september gryr. Tung ild ved fronten, deriblandt sværme af tunge miner.

Fra kl. 11 formiddag trommeild. Kl. 12,15 springer fjenden frem i tætte formationer.

Den fuldstændig rystede og sønderskudte forreste linje, der består af 13., 2., 11., 12. kompagni, bliver rendt over ende og for største parten taget til fange. Også K3 måtte prisgives overmagten. Til højre bliver mellemstillingen holdt af 4. kompagni og en deling fra 3. kompagni. På

det venstre afsnit kaster sig en lille flok under ledelse af løjtnant Jepsen og oversergent Schultz med dødsforagt mod fjenden for at generobre K3. Forgæves. Begge førere falder. Men her støder fjenden dog ikke længere frem.

Ved middagstid får II bataljon ordre til at rykke frem. Fremrykningen i den lange løbegrav, der allerede begyndte ved Miséry, kunne kun foregå langsomt og krævede hele eftermiddagen. Hen mod aften stod det klart, at de tilkaldte reserver ikke slog til over for det angreb, der blev ført over en bred front og med voldsom overmagt. Modstødet blev opgivet.

Det gjaldt nu om at udfylde de huller, som angrebet havde revet. Som nævnt blev mellemstillingen nordøst for Berny holdt af 3. og 4. kompagni, bagved i anden linje 1. kompagni. Til højre gabte et hul over til 90erne, her blev 7. og 5. kompagni sat ind. Bagved dem 8. kompagni. Til venstre for 4. kompagni måtte 6. kompagni udfylde et 500 m bredt hul, som strakte sig fra 4. kompagnis venstre fløj og til vejgaflen nord for Berny. Bagved dem 6. kompagni fra regiment 85.

I strømmende regn, der varede hele natten, og under bestandig artilleriild gravede kompagnierne sig ned i det helt åbne terræn. Om morgenen er deres grav knædyb.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

3. september 1916. Peter Clausen på lazaret i Wiesbaden

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

Vi syntes her i Wiesbaden, at vi var kommet i himmerige, så gode var forholdene. Vi kunne glæde os over en god behandling og forplejning. Det var et godt borgerligt hotel, hvor militæret havde lagt beslag på den midterste etage med plads til 25-30 patienter.

Vi lå i hotellets senge og fik forplejning fra hotellets køkken, hvor fruen var køkkenchef. Vor læge var byens civil-læge, der passede vores og et lignende lazaret i nærheden og så sin praksis. To sygeplejersker, begge døtre af en generaloberst, der havde hele sanitetsvæsenet i 18. armekorps under sig, udgjorde sygepasser-personalet. Det var et par venlige og gode kvinder i 40-års alderen, af hvilke den ene var ugift og uddannet sygeplejerske, mens den anden var gift med en major, der lå ved fronten i Karpaterne.

Navnlig den sidste, den gifte, var en både livlig og rar søster, som vi satte stor pris på. Nå, ja, så var der desuden to mandlige sygepassere, men de var typiske eksempler på et par »Drückebergere«, så de talte ikke med i vort omdømme; der var kun lidt at bestille for dem, og skulle de endelig hjælpe os med et eller andet, så skete det med sure miner.

Men vi ankom altså den middag til »hotellet«, netop som de var færdig med maden, og dog blev der serveret for os med det samme, endskønt vi så farlig ud. Medtagne var vi også, og det må have været synligt, thi generalobersten, altså pigernes far, der netop var på besøg hos sine døtre, bevilligede os et mægtigt glas vin til at styrke os på og kvikke os op med, og vinen var fortræffelig. Vi spiste, og så kom vi i bad, hvorefter vi blev tilset af lægen, og for mit vedkommende blev det en længere omgang med de mange rifter, som jeg havde fået, ja, han måtte i alt anbringe 13 klemmer. –

Både lægen og majorinden mente, at jeg måtte da være kvalificeret til Jernkorset, sådan som jeg var blevet tilredt.

Nu blev jeg så puttet i seng i et par dage, da man fandt ud af, at jeg havde et par streger feber, men kommet oven senge skulle jeg dog holde mig indendørs foreløbig.

Efter et par dages forløb fik jeg et par fingre fri for bind og kunne da selv skrive hjem og fortælle, at hånden var i behold; hidtil havde Lorens besørget det skriftlige for mig.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

3. september 1916. Fanget som desertør ved Gjelsbro

Skriv en kommentar

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen.

Krigen var begyndt at gaa, mig paa Nerverne, og efter mange Overvejelser besluttede jeg at gaa over Grænsen.

Den 3. September 1916 var min Orlov udløben, men i Stedet for at tage til min Garnison, besluttede jeg at tage over Grænsen ved Gjelsbro. Ad Omveje naaede jeg ved 3½-Tiden om Morgenen til Grænsen.

Da jeg var naaet tæt hen til Vagtkæden, smed jeg mig ned for krybende paa alle fire a  naa helt hen mod Grænsen. Jeg styrede mod nogle Pletter Lyng, som kunde yde mig nogen Skjul.

Om Vagten nu havde lagt sig ned for at nyde det gode Vejr, eller om han har set mig og derfor har lagt sig ned, ved jeg ikke, men i hvert Fald blev jeg raabt an af ham, da jeg bogstaveligt befandt mig lige foran Mundingen af hans Gevær.

Som Fange blev jeg ført til Arresten i Gjelsbro Kro, og efter et Forhør bragte to Landstormmænd med opplantet Bajonet mig til Arnum, hvorfra jeg skulde sendes videre til Flensborg.

Det var med en underlig Følelse at jeg med Smaabanen kørte forbi min Fødeby og saa de kendte Ansigter paa Perronen. Med alvorlige Blikke betragtede de mig og mine Ledsagere, uvis om den Skæbne, som ventede mig.

I Mellemtiden var Rygtet om min Paagribelse ogsaa naaet til mit Hjem. En ældre Karl, som den Dag kørte Mælkevogn, og som i Almindelighed gik for at være Anmelder, kom hen til mine Forældre og min Søster og fortalte, at Vagten ved Grænsen havde fanget en Overløber, der lignede mig.

Ganske fortvivlet spurgte mine Forældre, hvilken Straf jeg vilde faa.

Han bliver sikkert skudt, svarede Karlen med et ondskabsfuldt Grin. Far og Mor var op mod de 70 og jeg var deres eneste Søn.

Retssagen tog fem måneder, før Peter Madsen fik sin endelige dom. Følg med på siden og se, hvordan det gik ham.

DSK-årbøger, 1941.

Krigens forløb

3. september 1916. Somme: En ny dag med svære tab

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 3. september var der igen kraftig ild mod fronten og baglandet. Mad og levnedsmidler kom kun delvist frem, og det med svære tab.

Denne dag kostede regimentet 24 døde og 96 sårede.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

2. september 1916. Østafrika: Provianten slipper op. Hvad nu?

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det, som var begyndt som en anstrengende March, blev til en Lidelse og en stadig Pine. Vi holdt ikke længere Regnskab med Dagene, men kun med de kummerlige Fremskridt, vi gjorde paa Kortet, og efter 4-5 Dages March stod vi uden Proviant til vore Bærere.

At købe eller rekvirere Proviant hos Befolkningen var en Umulighed, da alle de Bebyggelser, vi stødte paa, var tomme. Beboerne var flygtet til Skovs af Frygt for at blive presset til at være Bærere. Den Del af Østafrikas Befolkning, som ikke plejede at give sig af med dette Arbejde, var skrækslagne ved Tanken om at blive tvunget til at bære Byrder, og flygtede næsten altid, naar den saa en marcherende Kolonne.

Ved Rufijifloden, hvortil jeg senere kom, var de Indfødte af den Mening, at Aberne, som fandtes i stort Tal dér, meget vel kunde tale, men de gjorde det blot ikke, naar der var Mennesker i Nærheden — af Frygt for at komme til at bære Byrder. Saa stor var Respekten for Bærerarbejdet i de Stammer, hvor det ikke var en Tradition, og „Bærerstammerne“ boede oppe omkring de store Søer, som nu ikke længere var i tysk Besiddelse.

Af disse Grunde blev det nødvendigt for os at tage selv, naar vi engang imellem stødte paa dyrket Jord. Det var navnlig Majs, man dyrkede i disse Egne, og den var ikke helt moden, men altid bedre end ingenting. En Del af Markerne blev slaaet, den umodne Majs ristet og derefter knust til Mel mellem Stene.

Stache sagde, at han meget nødig greb til denne Udvej. Han havde levet saa længe i Landet, at han fuldt ud: kendte de Indfødtes Skikke. Navnlig i Urskovsdistrikterne saaede de aldrig mere, end de selv kunde spise, og naar Jorden var træt af. at give, lod de Marken ligge og valgte sig en ny.

Vor Hærgen i Majsmarkerne vilde betyde Nød for Beboerne, maaske Plyndringstogter og Stammekrige, men vi havde intet Valg og kunde ikke lade vore trofaste og taalmodige Bægere sulte.

I Forvejen havde de det strengt nok. Marchen gennem Bjergene var
usandsynlig besværlig, og vi kom kun ganske smaa Distancer igennem paa en Dag.

Klimaet vekslede næsten fra Time til Time fra klar og frisk Luft i Bjergene til tung og dampmættet Luft i Dalene og en næsten uudholdelig mættet Fugtighed i Skovene.

Vi var inde i den varme Aarstid — det europæiske Efteraar, der er Sydafrikas Tørketid — og i Dalene, hvor Luften stod stille som i en Gryde, var Varmen ofte utrolig koncentreret. Vort Tøj klæbede til Kroppen og Sveden drev ned ad vore Ansigter, hvert Skridt kostede Anstrengelser i denne glubende Hede.

Her kneb det ogsaa med at finde brugbart Drikkevand, men heldigvis stødte vi ofte paa aldeles vidunderligt Vand paa Højderne, og det var vor store Trøst paa denne Safari. Vi kunde støde paa Kilder, hvor Vandetbaade var koldt og krystalklart, og det satte altid Humøret stærkt i Vejret hos vore 450 Bærere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

2. september 1916. Gasangreb ved Somme!

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Umiddelbart efter afløsningen, den 2. september, kl. 4 om morgenen, brød trommeilden løs.

Fronten forblev uskadt, og de svage knald lød mærkelige. Det var gasgranater.

Da dagen oprandt svømmede alle sænkninger, hulveje og bagudvendte grave i et hvidligt tågehav, af hvilke skovpartier og højder tittede op som øer.

Således troede fjenden at have isoleret fronten og lod sin trommeild være rettet mod de forreste linjer.

Alle reserver blev alarmeret, den afløste II bataljon blev standset under marchen.

Men der kom ikke noget angreb, sandsynligvis fordi den begyndende morgenvind fik fjenden til at tvivle på gassens virkning.

Ved fronten tager beskydningen af. Alarmen bliver afblæst, II bataljon går i sit hvilekvarter i Epénancourt og Falvy. Men så langt når de fjendtlige granater.

Om natten slår en granat ned i et skur, 5 mand døde, 12 sårede, 3 heste døde, 6 sårede.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

2. september 1916. Desertøren Lagoni fortæller om krigstræthed på Østfronten

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug. ved Høm.

Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915.

Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept..

Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab.

Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.

Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.

I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad.

Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

1. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om tyskernes modangreb ved Somme, afskedigelsen af den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn (han blev erstattet af (Hindenburg og Ludendorff), Rumæniens indtræden i krigen – og briternes erobring af Morogoro i Østafrika.

Krigens forløb

1. september 1916. Russiske fly samarbejder med artilleriet

Skriv en kommentar

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på orlov i foråret og igen i august, da hans kone døde. I september gik turen tilbage til øst fronten.

Da jeg kom tilbage fra min Orlov, laa vi i en Skov, kaldet „Westfalen Lager”. Her skulde jeg sammen med nogle Kammerater transportere nogle Brædder over en aaben Plads i Skoven.

Russerne kunde ikke se os; men vi havde ikke regnet med en russisk Flyvemaskine, der netop var oppe for at rekognoscere.

Det russiske Artilleri traadte i Virksomhed og beskød os. Vi spredte os hurtigt.

Da Skydningen aftog, raabte Henrik Lund fra Hjordkær — han var ogsaa med — Om jeg endnu var i Live. Det var jeg jo altsaa, men vi samlede vore Brædder sammen og forsvandt skyndsomt.

DSK-årbøger 1952

Krigens forløb

1. september 1916. Det trækker op til et nyt helvede ved Somme

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 31. voksede arbejdet dem over hovedet. En udeltagende ligegyldighed truede med at gribe om sig. Fem dage og nætter uden søvn, i en åben grav, hele dagen denne forfærdelige ild. Er vi overhovedet mennesker længere? Er vi ikke omvandrende spøgelser?

Den 1. september smadrede tunge miner tunnelen.

Om natten til den 2. september blev II bataljon, der havde ligget i stilling i ti dage, afløst af III bataljon. 9. kompagnis forsyningsfolk blev begravet, netop som de havde overtaget stillingen. Ved opmarchen blev kompagniets fører, løjtnant Iversen, dræbt af en granat. For nu fyrede fjenden hele natten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

31. august 1916. Såret til ukendelighed: “Det æ da vel Peter?”

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret under vejs til fronten af skud og håndgranater fra en tysk forpost. Han kom atter bag fronten for at blive forbundet.

Næste morgen mødte jeg foran barakken en nabo hjemmefra, og det var Andreas Lorensen fra Avnbøløsten.

Jeg hilste på ham, men han kunne først ikke kende mig. Lidt efter lidt gik det op for ham, hvem han havde foran sig, og så udbrød han: »Det æ vel da Peter? – men hvo hæ di da flejn dæ av!«

Jeg skulle villigt indrømme, at det ikke var et indbydende syn at se på mig. Tilsmurt med ler og blod, tøjet i laser og begge arme i bind, der var gennemvædet af blod, frakkeærmerne forrevne og benklæderne iturevne af kravleturen igennem skoven.

Men det hele var heldigvis ikke så slemt, som det så ud til: Kun overfladiske kødsår.

I Longuyon, hvorfra toget med de letsårede skulle starte, mente lægen ikke, at jeg kunne tåle turen, og han ville indlægge mig på et krigslazaret, men jeg bad så mindeligt om at komme med og mente, at jeg nok skulle klare rejsen, så det endte med, at jeg fik lov.

Nu bagefter skal jeg villigt indrømme, at det ikke var så helt behagelig en rejse at sidde i en 3. klasses kupe på de hårde bænke 24 timer i træk, og dog var det ubehaget værd. Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

31. august 1916. Frits Clausen håber, at Danmark træder ind i krigen

Skriv en kommentar

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 31.VIII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Først et tredobbelt Leve for Rumænien,82 saa en Tak, fordi De har
besørget min Ven Gloser en Korrespondent. Han har modtaget en
Pakke for nogle Dage siden og igaar kom det første Brev. Han er
umaadelig glad og er nu i Færd med at skrive Svaret. Det gaar jo ikke
saa hurtig endnu.

Vi har jo faaet en lille Tilvækst igen. Det er Andreas Andersen fra
Snogbæk i Sundeved, en ægte Sundbo, dansk helt igennem. Han har
ogsaa havt nogle slemme Sammenstød med Tyskerne og er glad for at være her. Han har ikke kunnet skrive dansk, da den tyske Feldwebel ikke vilde lade Kortene gaa videre, og har helt siden sidste December forgæves forsøgt paa at melde sig som Dansker. Til sidst gik han paa Arbejde, skrev til Danmark, antagelig Dem, og saa lykkedes det.

Vi er jo nu højt oppe, efter at Rumænien ogsaa har vist Kulør. Kunde
Danmark endda gøre ligesaa. Det har da ogsaa et Stykke Land, det
kunde hente sig selv.

Jeg læste forleden en Protest af Prof. Tscherning mod Fredsdemonstrationerne derhjemme. Det var en Glæde at læse den her, hvor man hører saa lidt derhjemme fra, der kan styrke os i Glæden over at være Dansk, det vil jo sige, alle Breve vi modtager er jo undtagen; de styrker os uhyre i denne Hensigt. Men naar man opdager en Meddelelse i Avisen om Danmark og man saa styrter sig over den, er den for det meste af en saadan Natur, at man maa sige eller lade sig sige: “I er et lille fattigt Land.” Naar man saa læser blot nogle faa Ord som dem af Prof. Tscherning, er man i Humør igen.

Vi ønsker alle Fred, hellere i dag som i morgen. De Skraalhalse der
raaber paa Københavns Gader derom, kan ikke engang tænke sig Ønsket efter Freden som vi bærer det. Men først skal Krigen være endt, først Resultatet være naaet, saa kommer freden af sig selv.

Jeg ved, hvor raat det lyder og hvor drengeagtigt det maaske er, at ønske, at Danmark maatte komme med, men alligevel ønsker jeg det af hele Hjertet. Forleden havde jeg et Kort fra en forhenværende Kammerat, der nu kan kæmpe for sit underkuede Folks og Lands Frihed. For ham gives der ingen Savn og Strabadser nu, nej blot Ønsket om at komme hurtig fremad. Han fortalte, at hans Troppedel havde afslaaet at vilde befordres med Jernbane det sidste Stykke til Fronten.

De vilde gaa og Jernbanen kunde saa føre nye frem. Ja, hvor maa det være en Kamp, naar det gælder det beste det kæreste man har. Det er jo rart nok naar et Land bygger Kæmpesanatorier for Krigsfanger, det maa enhver der er det og har været det i 19 Maaneder kunde sige, tilmed naar han har nydt saa meget af andre Menneskers Medfølelse som jeg.

Frits Clausen
Frits Clausen

Men hvor høj og køn denne Medfølelse er, saa bliver et Folk svag og ynkelig maar den helt tager Overhaand. Det er Tiderne endnu ikke efter, i denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod.

I Stedet for at raabe om Fred skulde de raabe:

“O, væk da op hos os om bord
Den Kæmpeaand der sover”

og ønske en ny Holger Danskes Dag, hvor alt kan bruse op i Nordens Skove og kalde Heltetiden tilbage.

Gud lade vort Banner endnu en Gang
højt flyve med Sejr over Kampens Vang
og frelse paa ny!

En hjertelig Hilsen fra os alle 32
Deres taknemmelige
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

Krigens forløb

31. august 1916. En sønderjysk desertør bliver stukket i Odense

1 kommentar

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende, skrev i sine notesbøger om de ting, han ikke kunne publicere i sin avis. Her er det et rygte, han har hørt, men som næppe har ladet sig bekræfte.

En ung slesviger og ekspedienten i en forretning i Odense

En 18-årig fyr, der boede og var hjemmehørende i Sønderjylland gik en skønne dag – af frygt for at blive indkaldt – over grænsen og til Fyn, hvor han fik en plads i nærheden af Odense. En dag tog han ind til denne by og kom ind i en ekviperingshandel , det menes en filial af Jens Kjeldsen. I butikken kom han i snak med ekspedienten: Nå, De er nok ikke herfra, kan jeg høre!” ytre[de] denne, Og denne unge slesviger bekræftede dette og fortalte nu op ad stolper og ned af vægge om hvorledes og hvorfor han var gået over grænsen. Nå, sagde ekspedienten, det er jo meget heldigt; jeg er medlem af en komité til understøttelse af desertører, og når De vil give mig Deres adresse, skal De senere få høre nærmere fra mig. Det var den unge mand svært glad over og gav ekspedienten sin adresse. Nogle dage efter fik den unge slesviger da ganske rigtig da også et brev; han skulle rejse til Kolding til et nærmere angivet sted og henvende sig dér, hvor han så ville få anvist en god plads. Så rejste den unge mand til Kolding, fik opsøgt det betegnede sted og begav sig op i huset. Da han var kommet op i kontoret – det var det tyske paskontor – og navngav sig og sit ærinde, blev han skældt huden fuld og senere under fornøden ledsagelse taget med til grænsen og sendt over. Nu er han igen hjemme.  Han slap med en mulkt, fordi han var løbet over grænsen uden pas, men er nu under opsigt og kan vente at blive indkaldt. (Willemoës kommentar: Den unge mand har ikke hørt til de fiffige)

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

30. august 1916. Lorens og Peter ved Verdun: Reddet af stålhjelmen!

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.

Men vi glædede os for tidligt, thi da vi om aftenen ville lægge os til ro, for at være godt udhvilede til den forestående lange marchtur næste dag, kom der pludselig ordre om så hurtigt som muligt at gå ud i stillingen igen, da der ventedes et angreb.

Der var ingen begejstring at spore, hverken hos officerer eller mandskab, men i to lastbiler – vi var kun 50 mand tilbage i kompagniet – blev vi så fragtet ud i skudlinjen, hvorfra vi i den mørke nat gik til fods ud til frontlinjen.

Det var et naboregiment, som vi skulle assistere, og det i et afsnit hvor vi overhovedet ikke var kendt.

Men forinden vi forlod bataljonsdækningen, fik vi vore pikkelhuer ombyttede med stålhjelme, hvorpå en stedkendt agerede fører for os ud i det, der kaldtes for en skyttegrav.

I begyndelsen gik det i gåsegang og med tre skridts mellemrum, men snart var vi fuldkommen splittet ad i smågrupper på to eller tre mand.

Lorens og jeg passede på at blive i nærheden af hinanden. Vi sjokkede så videre i den retning, hvor vi mente, stillingen skulle befinde sig. Men det var jo mørk nat, et terræn oprodet af granater og i en sønderskudt skov, så det var ikke nemt at finde sig til rette.

Jeg syntes på en gang, at jeg kunne skimte et menneske og råbte til ham, hvilket regiment han var fra, men han forsvandt – og det i retning af franskmændene. Vi blev lidt betænkelige, og i samme øjeblik gik en lyskugle i vejret, og nogle mænd afsløredes ret forude.

Vi var kommet over til franskmændene, og i det samme begyndte de at skyde, hvorved jeg ramtes af en geværkugle på indersiden af venstre lår.

Nu var der kun et at gøre: rask omkring, ned på maven og så hurtigt som muligt tilbage. Endnu en kugle kom fløjtende og ramte mig i sædet.

Men vi var ikke kommet ret langt på tilbagevejen, før to håndgranater kom flyvende, og den ene klaskede ned lige foran mig og eksploderede; det var godt, jeg havde fået en stålhjelm, for den frelste mit liv, da adskillige splinter slog ned på stålet, men fingre, håndled og arme fik deres bekomst. Også Lorens Lorensen var blevet såret, både i arme og ben.

Men det var en tysk dobbeltpost, der havde angrebet os, og han havde troet, at det var franskmænd, han havde foran sig, men instinktivt sprang jeg imod dem og råbte, at vi var tyskere, og godt det samme, for de stod allerede parate med de næste »æg« og var rede til at kaste.

Men sådan nåede vi da til nærmeste forbindingsplads, hvor vi fik vore mange småsår forbundne med vore egne forbindingspakker, inden vi fortsatte marchen tilbage.

Det begyndte nu at blive lyst, så vi kunne orientere os. Vi gik gennem Fuminslugten og gennem byen Vaux til den noget større forbindingsplads, der lå i Hardoumont, hvor vi fik en indsprøjtning mod stivkrampe og blev ny-forbundet.

Vi fik tilbud om at komme med en ambulance tilbage, men ville hellere gå, og vi listede over mod Springcourtskoven. Undervejs hoppede vi op på et feltbanetogs tipvogn, der førte os til samlepladsen for sårede, hvor vi overnattede og næste morgen sendt til Longuyon, hvorfra det så senere skulle gå videre med et »let-såret-tog« til Tyskland. –

DSK-årbøger 1970