I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.
Den 3. september var der igen kraftig ild mod fronten og baglandet. Mad og levnedsmidler kom kun delvist frem, og det med svære tab.
Denne dag kostede regimentet 24 døde og 96 sårede.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.
Det, som var begyndt som en anstrengende March, blev til en Lidelse og en stadig Pine. Vi holdt ikke længere Regnskab med Dagene, men kun med de kummerlige Fremskridt, vi gjorde paa Kortet, og efter 4-5 Dages March stod vi uden Proviant til vore Bærere.
At købe eller rekvirere Proviant hos Befolkningen var en Umulighed, da alle de Bebyggelser, vi stødte paa, var tomme. Beboerne var flygtet til Skovs af Frygt for at blive presset til at være Bærere. Den Del af Østafrikas Befolkning, som ikke plejede at give sig af med dette Arbejde, var skrækslagne ved Tanken om at blive tvunget til at bære Byrder, og flygtede næsten altid, naar den saa en marcherende Kolonne.
Ved Rufijifloden, hvortil jeg senere kom, var de Indfødte af den Mening, at Aberne, som fandtes i stort Tal dér, meget vel kunde tale, men de gjorde det blot ikke, naar der var Mennesker i Nærheden — af Frygt for at komme til at bære Byrder. Saa stor var Respekten for Bærerarbejdet i de Stammer, hvor det ikke var en Tradition, og „Bærerstammerne“ boede oppe omkring de store Søer, som nu ikke længere var i tysk Besiddelse.
Af disse Grunde blev det nødvendigt for os at tage selv, naar vi engang imellem stødte paa dyrket Jord. Det var navnlig Majs, man dyrkede i disse Egne, og den var ikke helt moden, men altid bedre end ingenting. En Del af Markerne blev slaaet, den umodne Majs ristet og derefter knust til Mel mellem Stene.
Stache sagde, at han meget nødig greb til denne Udvej. Han havde levet saa længe i Landet, at han fuldt ud: kendte de Indfødtes Skikke. Navnlig i Urskovsdistrikterne saaede de aldrig mere, end de selv kunde spise, og naar Jorden var træt af. at give, lod de Marken ligge og valgte sig en ny.
Vor Hærgen i Majsmarkerne vilde betyde Nød for Beboerne, maaske Plyndringstogter og Stammekrige, men vi havde intet Valg og kunde ikke lade vore trofaste og taalmodige Bægere sulte.
I Forvejen havde de det strengt nok. Marchen gennem Bjergene var
usandsynlig besværlig, og vi kom kun ganske smaa Distancer igennem paa en Dag.
Klimaet vekslede næsten fra Time til Time fra klar og frisk Luft i Bjergene til tung og dampmættet Luft i Dalene og en næsten uudholdelig mættet Fugtighed i Skovene.
Vi var inde i den varme Aarstid — det europæiske Efteraar, der er Sydafrikas Tørketid — og i Dalene, hvor Luften stod stille som i en Gryde, var Varmen ofte utrolig koncentreret. Vort Tøj klæbede til Kroppen og Sveden drev ned ad vore Ansigter, hvert Skridt kostede Anstrengelser i denne glubende Hede.
Her kneb det ogsaa med at finde brugbart Drikkevand, men heldigvis stødte vi ofte paa aldeles vidunderligt Vand paa Højderne, og det var vor store Trøst paa denne Safari. Vi kunde støde paa Kilder, hvor Vandetbaade var koldt og krystalklart, og det satte altid Humøret stærkt i Vejret hos vore 450 Bærere.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.
Umiddelbart efter afløsningen, den 2. september, kl. 4 om morgenen, brød trommeilden løs.
Fronten forblev uskadt, og de svage knald lød mærkelige. Det var gasgranater.
Da dagen oprandt svømmede alle sænkninger, hulveje og bagudvendte grave i et hvidligt tågehav, af hvilke skovpartier og højder tittede op som øer.
Således troede fjenden at have isoleret fronten og lod sin trommeild være rettet mod de forreste linjer.
Alle reserver blev alarmeret, den afløste II bataljon blev standset under marchen.
Men der kom ikke noget angreb, sandsynligvis fordi den begyndende morgenvind fik fjenden til at tvivle på gassens virkning.
Ved fronten tager beskydningen af. Alarmen bliver afblæst, II bataljon går i sit hvilekvarter i Epénancourt og Falvy. Men så langt når de fjendtlige granater.
Om natten slår en granat ned i et skur, 5 mand døde, 12 sårede, 3 heste døde, 6 sårede.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.
Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.
Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug. ved Høm.
Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915.
Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept..
Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab.
Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.
Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.
I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad.
Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om tyskernes modangreb ved Somme, afskedigelsen af den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn (han blev erstattet af (Hindenburg og Ludendorff), Rumæniens indtræden i krigen – og briternes erobring af Morogoro i Østafrika.
Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på orlov i foråret og igen i august, da hans kone døde. I september gik turen tilbage til øst fronten.
Da jeg kom tilbage fra min Orlov, laa vi i en Skov, kaldet „Westfalen Lager”. Her skulde jeg sammen med nogle Kammerater transportere nogle Brædder over en aaben Plads i Skoven.
Russerne kunde ikke se os; men vi havde ikke regnet med en russisk Flyvemaskine, der netop var oppe for at rekognoscere.
Det russiske Artilleri traadte i Virksomhed og beskød os. Vi spredte os hurtigt.
Da Skydningen aftog, raabte Henrik Lund fra Hjordkær — han var ogsaa med — Om jeg endnu var i Live. Det var jeg jo altsaa, men vi samlede vore Brædder sammen og forsvandt skyndsomt.
I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.
Den 31. voksede arbejdet dem over hovedet. En udeltagende ligegyldighed truede med at gribe om sig. Fem dage og nætter uden søvn, i en åben grav, hele dagen denne forfærdelige ild. Er vi overhovedet mennesker længere? Er vi ikke omvandrende spøgelser?
Den 1. september smadrede tunge miner tunnelen.
Om natten til den 2. september blev II bataljon, der havde ligget i stilling i ti dage, afløst af III bataljon. 9. kompagnis forsyningsfolk blev begravet, netop som de havde overtaget stillingen. Ved opmarchen blev kompagniets fører, løjtnant Iversen, dræbt af en granat. For nu fyrede fjenden hele natten.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.
Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret under vejs til fronten af skud og håndgranater fra en tysk forpost. Han kom atter bag fronten for at blive forbundet.
Næste morgen mødte jeg foran barakken en nabo hjemmefra, og det var Andreas Lorensen fra Avnbøløsten.
Jeg hilste på ham, men han kunne først ikke kende mig. Lidt efter lidt gik det op for ham, hvem han havde foran sig, og så udbrød han: »Det æ vel da Peter? – men hvo hæ di da flejn dæ av!«
Jeg skulle villigt indrømme, at det ikke var et indbydende syn at se på mig. Tilsmurt med ler og blod, tøjet i laser og begge arme i bind, der var gennemvædet af blod, frakkeærmerne forrevne og benklæderne iturevne af kravleturen igennem skoven.
Men det hele var heldigvis ikke så slemt, som det så ud til: Kun overfladiske kødsår.
I Longuyon, hvorfra toget med de letsårede skulle starte, mente lægen ikke, at jeg kunne tåle turen, og han ville indlægge mig på et krigslazaret, men jeg bad så mindeligt om at komme med og mente, at jeg nok skulle klare rejsen, så det endte med, at jeg fik lov.
Nu bagefter skal jeg villigt indrømme, at det ikke var så helt behagelig en rejse at sidde i en 3. klasses kupe på de hårde bænke 24 timer i træk, og dog var det ubehaget værd. Ved middagstid den 2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.
Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.
Pavlovo Posad d. 31.VIII.1916.
Kære Herr Rasmussen!
Først et tredobbelt Leve for Rumænien,82 saa en Tak, fordi De har
besørget min Ven Gloser en Korrespondent. Han har modtaget en
Pakke for nogle Dage siden og igaar kom det første Brev. Han er
umaadelig glad og er nu i Færd med at skrive Svaret. Det gaar jo ikke
saa hurtig endnu.
Vi har jo faaet en lille Tilvækst igen. Det er Andreas Andersen fra
Snogbæk i Sundeved, en ægte Sundbo, dansk helt igennem. Han har
ogsaa havt nogle slemme Sammenstød med Tyskerne og er glad for at være her. Han har ikke kunnet skrive dansk, da den tyske Feldwebel ikke vilde lade Kortene gaa videre, og har helt siden sidste December forgæves forsøgt paa at melde sig som Dansker. Til sidst gik han paa Arbejde, skrev til Danmark, antagelig Dem, og saa lykkedes det.
Vi er jo nu højt oppe, efter at Rumænien ogsaa har vist Kulør. Kunde
Danmark endda gøre ligesaa. Det har da ogsaa et Stykke Land, det
kunde hente sig selv.
Jeg læste forleden en Protest af Prof. Tscherning mod Fredsdemonstrationerne derhjemme. Det var en Glæde at læse den her, hvor man hører saa lidt derhjemme fra, der kan styrke os i Glæden over at være Dansk, det vil jo sige, alle Breve vi modtager er jo undtagen; de styrker os uhyre i denne Hensigt. Men naar man opdager en Meddelelse i Avisen om Danmark og man saa styrter sig over den, er den for det meste af en saadan Natur, at man maa sige eller lade sig sige: “I er et lille fattigt Land.” Naar man saa læser blot nogle faa Ord som dem af Prof. Tscherning, er man i Humør igen.
Vi ønsker alle Fred, hellere i dag som i morgen. De Skraalhalse der
raaber paa Københavns Gader derom, kan ikke engang tænke sig Ønsket efter Freden som vi bærer det. Men først skal Krigen være endt, først Resultatet være naaet, saa kommer freden af sig selv.
Jeg ved, hvor raat det lyder og hvor drengeagtigt det maaske er, at ønske, at Danmark maatte komme med, men alligevel ønsker jeg det af hele Hjertet. Forleden havde jeg et Kort fra en forhenværende Kammerat, der nu kan kæmpe for sit underkuede Folks og Lands Frihed. For ham gives der ingen Savn og Strabadser nu, nej blot Ønsket om at komme hurtig fremad. Han fortalte, at hans Troppedel havde afslaaet at vilde befordres med Jernbane det sidste Stykke til Fronten.
De vilde gaa og Jernbanen kunde saa føre nye frem. Ja, hvor maa det være en Kamp, naar det gælder det beste det kæreste man har. Det er jo rart nok naar et Land bygger Kæmpesanatorier for Krigsfanger, det maa enhver der er det og har været det i 19 Maaneder kunde sige, tilmed naar han har nydt saa meget af andre Menneskers Medfølelse som jeg.
Men hvor høj og køn denne Medfølelse er, saa bliver et Folk svag og ynkelig maar den helt tager Overhaand. Det er Tiderne endnu ikke efter, i denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod.
I Stedet for at raabe om Fred skulde de raabe:
“O, væk da op hos os om bord
Den Kæmpeaand der sover”
og ønske en ny Holger Danskes Dag, hvor alt kan bruse op i Nordens Skove og kalde Heltetiden tilbage.
Gud lade vort Banner endnu en Gang
højt flyve med Sejr over Kampens Vang
og frelse paa ny!
En hjertelig Hilsen fra os alle 32
Deres taknemmelige
Frits Clausen
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende, skrev i sine notesbøger om de ting, han ikke kunne publicere i sin avis. Her er det et rygte, han har hørt, men som næppe har ladet sig bekræfte.
En ung slesviger og ekspedienten i en forretning i Odense
En 18-årig fyr, der boede og var hjemmehørende i Sønderjylland gik en skønne dag – af frygt for at blive indkaldt – over grænsen og til Fyn, hvor han fik en plads i nærheden af Odense. En dag tog han ind til denne by og kom ind i en ekviperingshandel , det menes en filial af Jens Kjeldsen. I butikken kom han i snak med ekspedienten: Nå, De er nok ikke herfra, kan jeg høre!” ytre[de] denne, Og denne unge slesviger bekræftede dette og fortalte nu op ad stolper og ned af vægge om hvorledes og hvorfor han var gået over grænsen. Nå, sagde ekspedienten, det er jo meget heldigt; jeg er medlem af en komité til understøttelse af desertører, og når De vil give mig Deres adresse, skal De senere få høre nærmere fra mig. Det var den unge mand svært glad over og gav ekspedienten sin adresse. Nogle dage efter fik den unge slesviger da ganske rigtig da også et brev; han skulle rejse til Kolding til et nærmere angivet sted og henvende sig dér, hvor han så ville få anvist en god plads. Så rejste den unge mand til Kolding, fik opsøgt det betegnede sted og begav sig op i huset. Da han var kommet op i kontoret – det var det tyske paskontor – og navngav sig og sit ærinde, blev han skældt huden fuld og senere under fornøden ledsagelse taget med til grænsen og sendt over. Nu er han igen hjemme. Han slap med en mulkt, fordi han var løbet over grænsen uden pas, men er nu under opsigt og kan vente at blive indkaldt. (Willemoës kommentar: Den unge mand har ikke hørt til de fiffige)
Så er der nyt fra Østfronten …
Postkort fra Otto Theodor Wagner kan ses på hans egen side.
Siderne for de enkelte krigsdeltagere er kronologisk opbyggede, så de nyeste postkort og fotos finder du i bunden.
Otto Theodor Wagner gjorde krigstjeneste i LIR84. Det er oldebarnet Allan O. Wagner, der har transkriberet og oversat de mange postkort.
Læs dem her
Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.
Men vi glædede os for tidligt, thi da vi om aftenen ville lægge os til ro, for at være godt udhvilede til den forestående lange marchtur næste dag, kom der pludselig ordre om så hurtigt som muligt at gå ud i stillingen igen, da der ventedes et angreb.
Der var ingen begejstring at spore, hverken hos officerer eller mandskab, men i to lastbiler – vi var kun 50 mand tilbage i kompagniet – blev vi så fragtet ud i skudlinjen, hvorfra vi i den mørke nat gik til fods ud til frontlinjen.
Det var et naboregiment, som vi skulle assistere, og det i et afsnit hvor vi overhovedet ikke var kendt.
Men forinden vi forlod bataljonsdækningen, fik vi vore pikkelhuer ombyttede med stålhjelme, hvorpå en stedkendt agerede fører for os ud i det, der kaldtes for en skyttegrav.
I begyndelsen gik det i gåsegang og med tre skridts mellemrum, men snart var vi fuldkommen splittet ad i smågrupper på to eller tre mand.
Lorens og jeg passede på at blive i nærheden af hinanden. Vi sjokkede så videre i den retning, hvor vi mente, stillingen skulle befinde sig. Men det var jo mørk nat, et terræn oprodet af granater og i en sønderskudt skov, så det var ikke nemt at finde sig til rette.
Jeg syntes på en gang, at jeg kunne skimte et menneske og råbte til ham, hvilket regiment han var fra, men han forsvandt – og det i retning af franskmændene. Vi blev lidt betænkelige, og i samme øjeblik gik en lyskugle i vejret, og nogle mænd afsløredes ret forude.
Vi var kommet over til franskmændene, og i det samme begyndte de at skyde, hvorved jeg ramtes af en geværkugle på indersiden af venstre lår.
Nu var der kun et at gøre: rask omkring, ned på maven og så hurtigt som muligt tilbage. Endnu en kugle kom fløjtende og ramte mig i sædet.
Men vi var ikke kommet ret langt på tilbagevejen, før to håndgranater kom flyvende, og den ene klaskede ned lige foran mig og eksploderede; det var godt, jeg havde fået en stålhjelm, for den frelste mit liv, da adskillige splinter slog ned på stålet, men fingre, håndled og arme fik deres bekomst. Også Lorens Lorensen var blevet såret, både i arme og ben.
Men det var en tysk dobbeltpost, der havde angrebet os, og han havde troet, at det var franskmænd, han havde foran sig, men instinktivt sprang jeg imod dem og råbte, at vi var tyskere, og godt det samme, for de stod allerede parate med de næste »æg« og var rede til at kaste.
Men sådan nåede vi da til nærmeste forbindingsplads, hvor vi fik vore mange småsår forbundne med vore egne forbindingspakker, inden vi fortsatte marchen tilbage.
Det begyndte nu at blive lyst, så vi kunne orientere os. Vi gik gennem Fuminslugten og gennem byen Vaux til den noget større forbindingsplads, der lå i Hardoumont, hvor vi fik en indsprøjtning mod stivkrampe og blev ny-forbundet.
Vi fik tilbud om at komme med en ambulance tilbage, men ville hellere gå, og vi listede over mod Springcourtskoven. Undervejs hoppede vi op på et feltbanetogs tipvogn, der førte os til samlepladsen for sårede, hvor vi overnattede og næste morgen sendt til Longuyon, hvorfra det så senere skulle gå videre med et »let-såret-tog« til Tyskland. –
Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.
Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.
Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.
Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.
Vor korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.
Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.
Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.
Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.
Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.
Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.
Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).
Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.
De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.
Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.
Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.
Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.
Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.
Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.
Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.
Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.
De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.
Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til kompagniet.
Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.
Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)
Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.
Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.
H.P. Hanssen mener, at man absolut skal holde på, at naturalisation i hvert enkelt tilfælde gøres afhængig af et andragende. Og i Danmark bør man overfor andragender sige, at man vil behandle dem med velvilje. Og da spørgsmålet først kan nå at blive afgjort hen i februar måned, vil andrageren formentlig ikke blive indkaldt før den tid. Og så kan meget jo være forandret.
Varer fra de amerikanske hjælpedepoter i Belgien til tyske soldater
Fra den belgiske front kom for 10-12 dage siden Hans og Peter Alexandersen af Sottrup hjem på orlov med tornystre og brødposer fulde af kaffe, ris, te og andre levnedsmidler, som de har fået udleveret fra et amerikansk depot. De forklarer, at når soldaterne er afløst i skyttegravene, tager de ind til depotet og henter rigelige forsyninger, som de så fører med sig, når de går tilbage til skyttegravene. Varerne stammer fra de depoter, som amerikanerne har anbragt i Belgien til lindring af nøden blandt den fattigste befolkning! De to ovennævnte er gode sønderjyder, og den ene af dem har skrevet en række af de smukkeste feltbreve til ”Hejmdal”.
Store tab for Sommefronten
På Sommefronten har 9. Armékorps reserve holdt i 14 dage, medens 4. Armékorps kun kunne være der i 4 dage, og tabene har ved en enkelt bataljon (regiment?) været så store, at den mistede ikke mindre end 2500 mand.
Engelsk-franske flyvere på Sommefronten
Der er forholdsvis få tyske flyvere – i al fald i sammenligning med franskmændenes. Det tyske mandskab i skyttegravene ligger nu mere spredt, og det er til dels modløs, fordi det tyske artilleri ikke svarer tilstrækkeligt på fjendens ild. Forholdet kan omtrent betegnes således at hvor tyskerne skyder 15 skud, kommer der 100 fra fjenden. Årsagen hertil er de fjendtlige flyveres fortrinlige spejdervirksomhed . De er både mange og dristige og flyver langt indover de linjer og så snart de har opdaget en kanonstilling signalerer de til det engelsk-franske artilleri, som i løbet af ganske kort tid enten ødelægger de tyske kanoner eller tvinger tyskerne til at trække dem tilbage.
Og så har fjendens flyvere – englænderne – fundet på at beskyde skyttegravene. En sådan pansret kampflyver er endog gået ned til en højde af ca. 90 m og har med sit maskingevær beskudt skyttegravene på langs; andre flyvere har ligeledes på samme måde men med bomber og naturligvis fra et højere niveau. Imidlertid springer gennemsnitlig regelmæssigt ikke hver 3. bombe, men bliver liggen[de], hvorefter tyskerne senere graver den ud og udtager sprængstoffet, som de har hårdt brug for.
En flyvemaskine af en særlig konstruktion
Der faldt, som bekendt en tysk flyvemaskine ned i Østersøen den [tomt felt]og forlis senere til Bornholm, efter at besætningen var reddet. Det er en maskine af en konstruktion, af hvilken tyskerne har ventet sig meget. Officeren og hans ledsager er nu stillet for en krigsret og menes at ville få en hård straf (Meddelt af en elektriker (sønderjyde), der arbejdede på den pågældende flyvemaskinefabrik. Hvor er maskinen henne? Er den udleveret?
338
Stvb
Det hedder, at to transporter finner på henholdsvis 200 og 400, af den såkaldte bedre klasse (bourgeoisiet) er ført til østfronten for at kæmpe mod russerne. De får en bedre behandling end de øvrige soldater.
-I fjor sendtes en 600 svenske officerer til lejren i Leckstedt for at uddannes i brugen af tysk artilleri. Man har intet hørt til dem siden!
– På Sild er besætningen forøget fra 6000 til 10.000 mand, og det menes, at artilleriet er betydeligt forstærket.
– Rømø har også fået større besætning.
-Garnisonsbyerne i Slesvig og Holsten er tømte for felttjenstduelige soldater.
– Rekrutdepotet i Lybæk er foreløbigt ophævet.
I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten.
Den 27. august tog ilden påfaldende til, hulveje, løbegrave og K3 blev betænkt. Det gav overvejelser.
Om natten fra 27. til 28. blev III bataljon afløst af I bataljon, II bataljon afløste internt. I de følgende dage faldt granaterne og minerne stadig tættere. Fjendtlige fly kom i tætte sværme, observationsballoner rakte deres nysgerrige halse stadig højere.
Tabene blev større; eksempelvis bragte den 29. august, 18 døde og 54 sårede.
Den dag kom der om eftermiddagen et skybrud af usædvanlig styrke. Gravene stod stedvist under ½ m vand; de små underjordiske gange, som var anlagt i den foregående uge, blev for en stor del fyldt med vand. Kraterne blev til små søer.
Tropperne var gennemvåde til skindet og blev dybt udmattede stillet foran nye, tunge arbejdsopgaver. I de følgende dage rev tung artilleri- og mineild nye smertelige huller.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.
Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.
Den division, der skulle indfinde sig, udeblev stadig, så vi måtte på den igen. (Tredje gang i stilling).
Denne gang fik Lor. Lorensen og jeg et godt job, idet vi efterhånden var blandt dem, der havde været længst ved kompagniet. Lorens havde også været med i forreste linje begge gange og jeg altså en dag længere i stilling sidste gang, så vi forblev i køkkenslugten, hvor vi stod til disposition og kun var to ture sammen i Fumindalen.
Inden den bebudede afløsning skulle komme, mistede vi vor bedste mand, vor bataljonsadjudant, som jeg så ret havde lært at kende under mit ophold der som stafetløber. Han var ingen hurra-patriot, men en tysker med hjertet på det rette sted. I besiddelse af en dyb pligtfølelse og kærlighed til sit land var han, skønt kun garnisonstjenestedygtig på grund af en stor hjertefejl, gået frivillig med i fronten. –
På vejen tilbage over åbent terræn i Vaux-slugten gav han sine ordonnanser besked om at løbe så hurtigt, de kunne, for at nå sikkert over i løbegraven, han skulle nok komme bagefter, men grundet på sit dårlige hjerte var han nødt til at skynde sig langsomt.
Da han imidlertid ikke kom, gik de tilbage og fandt ham død, ramt af en granatsplint i hovedet.
To dage senere blev han med militæriske æresbevisninger begravet på soldaterkirkegården i nærheden af Loisson.
Jeg meldte mig frivilligt til at deltage i begravelsen, da jeg syntes, at manden var tabet af en frieftermiddag værd.
Enten i stilling eller udenfor – altid var han den samme. Aldrig har jeg hørt ham skælde ud eller bruge grov mund og altid forstående over for mandskabets problemer. I sin tale ved højtideligheden nævnede præsten også, at det formodentlig havde været sidste gang, han skulle have været i stilling, idet divisionen en af de nærmeste dage stod foran at blive afløst, og det var en kærkommen meddelelse at komme hjem med til kammeraterne.
Denne gang syntes det også at skulle slå til, thi næste dag, den 30. august, kom der ordre om at pakke for at læsse på jernbanevogne, som skulle fragte det til bestemmelsesstedet i Lothringen, hvor vi skulle ligge i ro.
Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste på både øst og vestfront. Efter et kort ophold ved Somme i august 1916 blev han sendt til østfronten.
Jeg var blevet tildelt 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. Nu gik turen tilbage og videre til Skovkarpaterne.
Vi rejste med tog i flere dage. Der var mange af de kammerater, der havde været længe ved vestfronten, som var glade for at komme bort. De havde sikkert også prøvet meget der.
De mente alle, at det var bedre at være ved østfronten. I almindelighed var det også sandt.
På vejen ned til Karpaterne holdt vores tog lige ved siden at et andet tog med flygtninge, som bad os om mad. Da vi fik forplejning på stationerne, havde vi ikke noget. Jeg havde dog en pose kiks og en dåse kød. Dette måtte vi kun benytte i særtilfælde, og det var strafbart at bruge deraf i utide. Jeg gav dem dog kiksene.
Da vi nåede endestationen i Karpaterne, skulle vi med det samme
møde til appel og efterses, om alt var iorden. Jeg manglede da min pose med kiks, og fik derfor tilkendt en halv times eftereksercits. Det var min første straf.
Det blev dog ikke til noget med eksercitsen, da vi fik besked om, at vi med det samme skulle til fronten.
Vores foresatte ville trøste os med, at det var et roligt frontafsnit, men desværre viste det sig at være det modsatte.
Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)
Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.
Den Dag og de følgende rejste Ulugurubjergene sig foran os i al deres Vildskab. Veje fandtes overhovedet ikke. Vi maatte føre Kolonnen ad en smal Sti, der gik langs en gabende Afgrund, og da alle Veje lukkede sig opefter, maatte vi helt ned i Dalen for at komme videre.
Efter en halv Dags March kunde vi fra en dyb, sumpet, skoldende
hed Dal, hvis fugtige Luft næsten ikke var til at indaande, se ud over det eneste Bjerg, som vi nu var kommet over efter 6 Timers Anstrengelser.
Nede i Dalen rejste nye Vanskeligheder sig. Vi stod i Udkanten af en tilsyneladende uigennemtrængelig Jungle, hvis vældige Træer var tæt sammenspundet af Slyngplanter.
Stache havde regnet med det, og vi medførte en Del Skovknive, som blev uddelt til Bærerne. Med en Fortrop af Knivhuggere lykkedes det os Skridt for Skridt at trænge igennem Skoven og komme ud paa den anden Side af Dalen, hvor vi kunde slaa Lejr.
Stedet var godt skjult mellem Skov og Klipper, og der var ingen overhængende Fare for, at Englænderne vilde trænge frem hertil, saa vi lod roligt Folkene tænde Baal og spise sig et godt Maaltid Mad.
Selv nøjedes vi med en halv Ration Ris og Majsmel, da vi ikke havde tilstrækkelig Proviant med og derfor lige saa godt kunde sætte os
selv paa Ration med det samme.
Medens det endnu var lyst, havde baade Wisner og jeg været en Tur langs Skoven med vore Rifler — dels for at spejde efter mulige Fjender, men navnlig for at faa Ram paa et Stykke Vildt. Ingen af os havde imidlertid Held med sig, og vi var noget lange i Ansigtet, da vi mødtes ved Baalet og den halve Ration Ris.
Den anden Dag gik som den første med at bestige stejle Klipper, balancere langs gabende Afgrunde, omgaa ufremkommelige Kløfter og hugge os frem gennem jomfruelige Urskove. Det var haardt Arbejde, og vi kom ikke ret langt frem.
Da vi slog Lejr om Aftenen — ogsaa i en Dal — og studerede et Kort, som Stache havde, var der ingen Uenighed om, at vor Dagsmarch ikke synede ret meget paa Kortet.
Til Gengæld havde den tæret godt paa vore Bæreres Kræfter, og vi lod dem endnu engang faa fuld Ration for at holde dem i Humør.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.
Naar jeg tænker paa denne Safari, der paa en halv Snes Dage førte os over Østafrikas vildeste Bjerge, næsten uden Proviant og altid uden Sikkerhed, er der et ganske bestemt Billede, der dukker frem i min Erindring.
Jeg havde det for mine Øjne, naar jeg vendte mig om for at se tilbage over den lange Række af Bærere, der snoede sig gennem Dalbunden eller over Bjergkammen eller trak sig som et langt sort Baand langs de smalle Stier paa Bjergsiden.
Den første, jeg da fik Øje paa lige i Hælene paa mig selv, var den lille Ali, der smilede til mig med sine snehvide Tænder. Paa Hovedet havde han en gammel Militærkasket, der skjulte det meste af Ansigtet, og paa Resten af sin lille Person bar han en Khakifrakke, der havde passet mig udmærket, men naaede ham til Anklerne. Ærmerne, som var meget for lange, havde han smøget op med en tre-fire Opslag, og over Skulderen bar han min Livrem med Patronerne og Sablen, der næsten slæbte efter ham, og med det vigtigste af hele Udrustningen: Feltflasken.
Hvor mange Gange i disse Dage sagde jeg ikke: Ali, ræk mig Feltflasken! og hvor mange Gange tilføjede jeg ikke: — Nej, lad hellere være — det er for tidligt endnu. Drengen smilede, hver Gang jeg talte til ham. For ham var denne Safari gennem Ulugurubjergene
hans Livs største og mest spændende Oplevelse.
Efter ham fulgte Ramasan — høj, sort og alvorlig. Naar han smilede en sjælden Gang, saa man det A, som var filet i hans Fortænder, men oftest saå man det ikke. Ramasan var en Alvorsmand med store Pligter. Han skulde holde et vaagent Øje med de tre Bærere, der bar
min Proviant, mit Reservetøj og mit „Sengetøj“ , og han skulde ogsaa passe paa den lille Ali, som jo var med paa hans Ansvar. Han skulde være parat til at lave Mad i samme Øjeblik som vi slog Lejr, og det var altsammen et stort Ansvar, som ikke opfordrede til at smile.
Saa uhyre langsomt, saa uendelig besværligt arbejdede Safarien sig frem mellem Bjergene. Kun sjældent fandt vi en banet Sti, men aldrig de Safariveje, som vi kunde møde i Lavlandet. Omkring Ulugurubjergene havde næsten al Trafik paa disse Egne gaaet, men gennem Bjergene kun en ganske ringe Del. Nord for og Syd for Bjergene gik Slavetransporternes Veje, og baade paa Øst- og Vestskraaningen af Bjergene laa ret betydelige Lands-byer og en Del hvide Bebyggelser, men Bjergene selv var udenfor Lov og Ret.
Først drog vi mod Øst i Haab om at slippe ned paa Lavlandet, men det var for sent. Vi var ikke kommet mange Timer fra Morogoro, før vi hørte de Lyde, der tydeligt angav, at her intet var at gøre for en ubevæbnet Safari.
Vi havde ladet Bærerne gøre Holdt, mens vi selv gik videre — saa langt frem som muligt for at blive sikre i vor Sag.
Et Sted, ikke langt borte, men skjult for vore Øjne af Skov og Krat, blev der kæmpet mellem store Styrker. Maskingeværerne hamrede og knitrede, og ind imellem blandede sig de skarpe Knald af de moderne Geværer og de hule Drøn af de gammeldags tyske Geværer.
Tilbagetoget Øst om Bjergene var altsaa i fuld Gang, og der fandtes
endnu saa store tyske Troppestyrker tilbage, at de var i Stand til at levere en haard Bagtropsfægtning.
Vi lod Safarien gaa tilbage i Bjergene og slaa Lejr, og den næste Dag drog vi mod Syd.
Wisner blev sendt paa Patrouille mod Vest for at se, om Fjenden havde naaet Byen Mgeta. Han kom tilbage langt ud paa Natten, da vi
andre havde slaaet Lejr, og kastede sig ned paa sit Leje fuldstændig udaset. — Sydafrikanerne har taget Byen — det vrimler af Ryttere ude paa det aabne Land.
Saa hyllede han sig ind i sine Tæpper og faldt et Øjeblik efter i Søvn, medens Stache og jeg blev liggende nogen Tid vaagne og talte sammen. Stache var fast besluttet paa at føre Safarien over Bjergene, koste hvad det vilde, og jeg modsagde ham ikke, men vi var begge to paa det rene med, at Opgaven var fortvivlet, da vi ikke havde ret megen Proviant og Bjergene var vanskelige at forcere.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme
Efter et kort Ophold i Feltrekrutdepot V III A. K. ved La Fére blev jeg den 27.8. 1916 med andre Kammerater tildelt Res. Inf. Reg. 69 som Erstatningsmandskab, og Rejsen gik til Champagne, hvor Regimentet lå i Stilling.
Vi nåede ikke at komme i Stilling. Efter at Regimentet var blevet afløst og kom tilbage i Rostilling, kom der Ordre til at bryde op.
Parolen gik, at Divisionen — en såkaldt flyvende Division — skulde samles ved L a Fére for at blive transporteret til Østfronten.
Det passede vist også nok. Alle var glade og ved godt Humør, for at komme til Rusland blev jo almindelig anset for at komme på „Aftægt”.
(fortsættes …)
I denne weekend løber Tønder Festival af stablen – sådan som den har gjort hvert år siden 1974.
I 1988 gæstede den amerikanske sangskriver John McCutcheon festivalen. Han havde nogle år tidligere haft et kæmpe hit med sangen “Christmas in the Trenches”, der handler om de spontane våbenhviler, der opstod på de tysk-britiske frontafsnit ved juletid 1914.
Mens han spillede på festivalen, lagde han mærke til en lille flok meget gamle mænd, der kom trissende op og stillede sig lige foran scenen – og som forlod koncerten, da han havde spillet netop dette nummer.
Da de havde gjort det ved to koncerter, hoppede han resolut ned fra scenen, løb efter dem og spurgte dem, hvem de var?
Svaret er gjort af det samme stof som myter: De havde selv som unge soldater oplevet netop denne julefred tilbage i 1914.
Han fortæller selv historien til indledning i sangen nedenfor.
Om sønderjyder og julefreden se også i vores leksikon
Tak til Alan Klitgaard for at have leveret lydsporet til filmen, der er sat sammen af René Rasmussen.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.
Det ventede angreb fra russerne udeblev ikke.
For en gangs skyld indledte de med den største kanonade, jeg har oplevet på østfronten. De skød vore pigtrådsspærringer i smadder, og vi var klare over, at hvis v i ikke var endda meget rappe på tæerne, ville de rende os over ende.
De var kun ca. 100 meter fra os. Det lykkedes imidlertid ikke for dem, kun ganske enkelte kom ind i vor skyttegrav og blev omgående afvæbnet.
MG-afdelingen beviste endnu engang sin kunnen. Det »Huræ«, som russerne råbte, da de stormede frem, blev for mange, alt for mange det sidste ord i denne verden.
Jeg skal ikke komme nærmere i n d på denne affære. Den var frygtelig. Vore tab var også store, men ikke en brøkdel af russernes.
Angrebet blev ikke fornyet, det havde vi ellers ventet. Russerne må tilsyneladende have fået næsen brændt så eftertrykkeligt, at de havde tabt lysten.
Kort tid efter blev v i afløst af østrigerne og trukket tilbage til andre opgaver.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.
Skyttegravene på østfronten var i reglen udbygget meget »komfortabelt«. Det gjaldt selvfølgelig kun de steder, hvor fronten lå fast i måneder.
Til komforten hørte givetvis også en latrin. Det hørte til sanitetssoldaternes opgaver at bygge disse. Latrinerne lå altid en 20-30 meter bag skyttegravslinien og var forbundet med denne ved en smal siksak-grøft.
Selve latrinen var et hul , ca. to gange to meter udgravet i samme dybde som skyttegraven.
Den ene halvdel af hullet var så yderligere gravet 1½-2 meter dybere. E n stang t i l at sidde på manglede heller ikke, så man kunne sidde nogenlunde behageligt og forrette sin nødtørft og samtidig fundere over livets besværligheder.
En dag, jeg havde opsøgt dette sted og sad og gjorde mig det behageligt, syntes jeg at høre det frygtede »Bum«, som hidrørte fra affyringen af en mine.
I samme nu kastede jeg et blik over venstre skulder i den retning, lyden kom fra, og fik, så utroligt det end lyder, omgående øje på minen. Den havde nået sit højdepunkt, hvor den vendte i luften – for øvrigt det eneste punkt på dens bane, hvor man havde chancen for at se den. –
Nu var minen for nedadgående med retning mod det sted, hvor jeg befandt mig. Hurtigere end det kan siges, sprang jeg – med bukserne om hælene – ud i den smalle tilførselsgrav.
Af lufttrykket blev jeg slynget flere meter hen og halvt tildækket af jord. Delvis bedøvet blev jeg liggende et øjeblik, fik så jorden skrabet væk og konstaterede, at jeg var uskadt.
Da jeg havde fået jorden rystet ud af bukserne og anbragt dem på rette plads, kravlede jeg tilbage til latrinen for at se, hvad der var sket.
Den var der simpelt hen ikke mere. Minen var landet midt i herligheden …
Det var ikke 95 % held, men 100! Havde jeg ikke omgående fået øje på minen – den eneste gang, jeg har set en mine vende i luften – og kunnet taksere dens retning og reagere i samme nu – ja, så havde krigen været forbi for mit vedkommende.
Mon jeg ikke sendte en stille tak til skæbnens herre? Jeg tror det!
John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli-august 1916 holdt det til i en kirke i landsbyen Quivières.
Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.
I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.
Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.
Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.
Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.
Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.
Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.
Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.
Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.
I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.
Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)
Se også: Krigsskader og behandling
August Lorenzen, Gravlund, blev indkaldt i august 1916.
Jeg havde af tjent min Soldatertid mange Aar før Verdenskrigens Udbrud i 1914, og jeg var derfor oppe i Aarene, da jeg ved Krigens Udbrud skulde stille i Haderslev. Da der var mødt flere, end der var Brug for, blev jeg med det samme hjemsendt.
Saadan fulgtes Indkaldelse med Hjemsendelse flere Gange; men da jeg den 16. August 1916 mødte i Flensborg, blev jeg sammen med omkring ved halvtreds andre sendt til Altona. Her blev vi indkvarteret i en stor Fabriksbygning, og da der ogsaa andre Steder fra var sendt Mandskaber til Altona, var efterhaanden over fire Hundrede Mand samlet i denne Bygning.
I vort nye Kvarter fik vi udleveret en Straasæk, et Lagen, en Hovedpude og et Tæppe, hvorefter vi efter eget Valg fandt os et Sovested paa Gulvet. Vi tænkte paa vort rare Hjem og vor varme Seng derhjemme. Hvilken Forandring!
En af mine Kammerater har senere fortalt mig, at han den første Nat havde haft svært ved at holde Taarerne tilbage. Det kan jeg godt forstaa. Og samme Mand havde endda ved Krigens Udbrud ment, at han var særlig godt stillet, for han selv var for gammel til at blive indkaldt, og hans Søn, der var 18 Aar, var for ung. Nu var de begge indkaldt.
Min Kammerat fik forøvrigt en Aften et Iltelegram fra sin Søn. Han meddelte, at dersom Faderen vilde hilse paa ham, inden han skulde til Fronten, skulde han komme omgaaende. Faderen rejste straks — og fulgte med sin Søn til Fronten.
En Formiddag kom en anden af mine Kammerater hen til mig og sagde: „Ved du, hvad jeg vil?“ Det var jo ikke godt at vide. „Jeg vil hjem paa Orlov” sagde han.
Dette fandt jeg ganske umuligt, og derfor svarede jeg ogsaa: „Hvad tænker du dog paa? Der er jo Krig, og du har kun været her i otte Dage!“ — „Ja, det er nu det samme,“ sagde han, „jeg vil hjem!” Og det sagde han bestemt og med Eftertryk; han tilføjede endog: „Og jeg skal ogsaa nok komme det!”
Jeg slog ind paa hans Tankegang og sagde: „Kan du komme hjem, saa kan jeg vel ogsaa!” — „Ja, skynd dig og vær parat,” svarede han, „naar vor Kaptajn kommer tilbage med Rekrutterne, maa vi være paa Pladsen!”
Jeg var straks rede, og da vi kom ned i Gaarden, svingede Rekrutterne ind og traadte af. Nu var det vor Tur.
Vi sprang hen foran Kaptajnen, som spurgte, hvad vi vilde. „Vi beder om Orlov, Hr. Kaptajn.” — „Hvad er I i Civil?” — „Bønder!” svarede vi. „Vore Hustruer staar derhjemme og skal klare Høsten ved Hjælp af russiske Krigsfanger, og Russerne har intet Kendskab til Selvbindere. Kornet er modent, og bliver det ikke høstet i Tide, gaar det til Spilde, og det kan Landet ikke taale.”
„Hvor lang Tid behøver De til Høsten?” spurgte han min Kammerat. — „Fjorten Dage,” svarede han. — „Og De?” — „Ti Dage,”‘ svarede jeg. — „I faar hver otte Dage, og dermed færdig, svarede han. — I en Fart fik vi Orlovsbeviset i Orden, og saa gik det hjemad.
DSK-årbøger 1953
M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.
Vort kompagni havde været indsat ved Somme i tiden fra 22. juli til 23. august 1916. Det havde været en meget hård tid, og vore tab havde været store. Det var derfor kun et lille kompagni, der den 23. august marcherede bort fra Somme.
Vi marcherede hele dagen og nåede endelig hen imod aften til den jernbanestation, hvor vi skulle læsses og sendes til et andet frontafsnit. Vi var udasede og rigtig godt sultne, fordi tilførslen af forplejning havde svigtet.
På banegården viste det sig, at vort tog endnu ikke var kommet og heller ikke ventedes mere den dag. Vi blev derfor i hast indkvarteret i nogle store bygninger og gik dødtrætte til ro.
Henimod midnat blev vi imidlertid allerede purret ud. Toget kunne ventes i løbet af natten.
Da vi kom til banegården, var der dog endnu ikke noget tog, hvorfor geværerne blev stillet sammen i pyramider på banegårdspladsen og vor oppakning anbragt ved siden af. Vi snusede rundt på banegården, og under nogle presenninger fandt vi store stabler af rugbrød.
Det kom os lige tilpas, og vi fik travlt med at fylde vore slunkne maver. Da sulten var bleven stillet, pakkede vi hver et helt brød ind i vort tornyster. Det var godt at have lidt at stå imod med, hvis tilførslen af forplejning igen skulle svigte.
Imidlertid havde en eller anden fået opsnuset, at et tog med levnedsmidler dagen før var kommet i brand der på stationen, og alle levnedsmidler var blevet udlæsset på banegården.
Så kunne vi jo nok regne ud, at der et eller andet sted i banegårdens bygninger måtte findes mere spiseligt. Vi fik travlt med at kigge efter, og nogle havde da også kigget så stærkt på en dør, at den nederste dørfylding var gået ud.
Et par af kammeraterne kravlede ind i rummet bag ved døren, og det varede ikke længe, så kom den ene store, runde ost efter den anden trillende ud. Der var mange gode oste og meget andet godt. Jeg tror nok, at de fleste af kammeraterne sikrede sig i hvert fald en halv ost.
Nu var der sandelig ikke mere plads for brødet i tornysteret – ud med det og en halv ost ind i stedet.
Det varede dog ikke længe, så blev det hele jo opdaget, og der skulle finde en grundig visitation sted hos hver mand. Heldigvis fik vi det at vide så betids, at vi i huj og hast kunne få vore gode oste ud af tornysteret og gemt et eller andet sted i nærheden, så de var nemme at få fat på, når toget kom, for vi ville da sandelig have vore gode sager med.
Vi blev så allesammen visiterede, og vor bagage blev grundig gennemset, men der blev ikke fundet det mindste hos os. Det måtte altså have været nogle andre, der havde været så formastelige at stjæle levnedsmidler. For en sikkerheds skyld blev der dog udstillet vagtposter ved de resterende levnedsmidler, så vi kunne ikke hente mere.
I mellemtiden var det blevet dag, og endelig kom også vort tog, der skulle køre os videre mod ukendt mål. Vi blev læssede, og vagtposterne blev inddraget. Et par stykker af os benyttede dog rask lejligheden til at hente nogle dåser med kødkonserves. Dem nød hele vognen godt af under transporten, der varede helt til om aftenen.
Det var mørkt, da vi blev læsset ud et eller andet sted i Flandern.
Atter blev vi sat i march. Tornysteret med osten, som vi selvfølgelig havde fået med, tyngede slemt, men der var noget, der var værre.
»Jedes Bonehen gibt ein Tonehen «, plejede soldaterne at sige, når de havde fået bønner til middag, men osten gav sandelig også toner. Jeg var glad for, at jeg var så stor og gik i forreste gruppe …
Om natten blev vi indkvarteret i to små skolestuer, og koncerten gik videre.
Ja, når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.
DSK-årbøger, 1968
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.
Hvis Englænderne indfandt sig den næste Dag, har de faaet Lov at kaste deres Bomber i Fred. Fra en Station Vestpaa, der endnu havde
Forbindelse med Morogoro, var der i Mellemtiden kommet et Telegram til Stache. Det gik ud paa, at Morogoro skulde rømmes inden to Timer, og at Vejen Vestpaa var truet af Englænderne.
Vi kom nu i rasende Virksomhed. Alle Bærere i Byen og Omegnen blev trommet sammen, og der viste sig at være ialt 450 Mand — en meget stor Safari. I største Hast fik de udleveret deres Byrder — det var mest Infanteriammunition, men dog ogsaa en Del Granatammunition pakket i Tomandsbyrder.
— Vi prøver mod Øst, raabte Stache til mig midt under Arbejdet. Vi gaar en Dagsmarch ind i Bjergene og prøver saa paa, om vi ikke kan slippe udenom Englænderne.
Jeg nikkede blot til Svar. Jeg havde ikke noget Kendskab til Landet heromkring og havde nok at gøre med at sørge for, at Bærerne fik, hvad der tilkom dem af Byrde. Fik de for meget, skulde de nok selv gøre Vrøvl.
Det lykkedes os at rømme et af Magasinerne for næsten alle de gamle 71-Patroner, men et stort Parti Granater maatte vi lade ligge af Mangel paa Bærere, og et stort Parti Sortkrudt i løs Vægt og i Karduser maatte vi ogsaa give Afkald paa at føre med os.
Det var nødvendigt at sprænge alt dette, som vi ikke kunde føre med os, da Ammunitionen ikke maatte falde i Fjendens Hænder, skønt Englænderne sikkert ikke kunde drage megen Nytte af dette gamle og forældede Materiel, og der var ogsaa noget andet, som skulde ødelægges ved Sprængning. Paa Banegaarden stod saaledes to gamle Rangerlokomotiver, der skulde gøres ubrugelige, og Feltkanonen, som endnu stod paa sin Drejeskive, maatte heller ikke efterlades i brugbar Stand til Fjenden.
Og alt dette skulde gøres i en rivende Fart. Ganske vist hørte vi ingen Skydning lige i Nærheden, men den kunde komme, hvilket Øjeblik det skulde være, thi her eksisterede ingen fast Fronter. En engelsk Kolonne kunde med Lethed slippe frem til Morogoro og hindre os i at drage Nytte af vore møjsommeligt sammenskrabede 450 Bærere.
Da alle Bærerne havde faaet deres Byrder, gav Stache dem Ordre til at begive sig et Stykke op i Bjergene og vente paa os dér. Den uendelig lange Safari drog af Sted under Istemmelse af en af de sædvanlige Safarisange, der ganske vist ikke lød videre opmuntrende, men dog aldeles ikke stemte med Situationens Alvor.
— Lad blot de Mænd blive hjemme, som er skinsyge paa deres Koner.
Safariføreren sang for, og de andre stemte i med paa Omkvædet. De trak de enkelte Ord saa langt ud og udstyrede dem med saa mange Forsiringer, at man skulde høre godt efter for at forstaa Meningen af det, de sang, skønt det blev sunget paa deres sædvanlige Sprog — Kisuaheli.
Vi havde dog ikke megen Tid til at høre efter. Et stort og farligt Arbejde ventede paa os. Stache og jeg lagde en stor Sprængladning med en lang Lunte ind i det Magasin, hvor de gamle Granater laa, og Wisner løb ned til Banen for at anbringe Sprængladninger i de gamle Lokomotiver, Kanonen, Drejeskiven og hvad ellers kunde ødelægges paa det Sted. Weiss begav sig op ad Bjergskraaningen til det gamle Krudttaarn, som han skulde tage paa sin Kappe.
Da han naaede derop, stod han stille midt i Solen og vinkede til os med sin Tropehat.
Nogle faa Minutter efter skete den første Eksplosion. Det var Weiss, der saa hurtigt havde sendt det gamle Krudttaarn i Luften. Braget var saa voldsomt, at Jorden rystede, og vi næsten blev tvunget i Knæ. Jeg kiggede derop og saå Bjælker og Sted fra Taget af Bygningen blive slynget højt op i Luften, og en mægtig Røgsky bredte sig over Bjergene og blev hængende dér i lang Tid. Hvis Englænderne blot var nogenlunde nær ved, saa maatte de vide, hvad dette betød.
Stache satte en Tændstik til Tændsnoren, og vi løb alt, hvad vore Ben kunde bære os, hen til en Dækning, som vi havde udsøgt os i Forvejen. Inden vi naaede derhen, begyndte Wisners Sprængladninger at arbejde nede ved Jernbanen. Eksplosion efter Eksplosion gennemrystede Luften. Jorden rystede, og Røgskyer væltede imod os fra alle Kanter, mens vi i Hurtigløb nærmede os Dækningen.
Nede paa Jernbaneterrænet slyngedes hele Læs af Jord og Sten i Luften, og i det samme Øjeblik som vi forpustede kastede os ned i vor Dækning, sprang vort eget Magasin i Luften med saa forfærdeligt et Brag, at jeg uvilkaarligt trykkede mig saa langt ned mod Jorden som muligt, da jeg havde en Fornemmelse af, at den vældige Eksplosion truede med at løfte mig højt op i Luften.
Et Vindstød af brændende varm Luft jog ind over os, og jeg kunde se Træer og Buske svaje som i Storm. Aldrig i min vildeste Fantasi havde jeg forestillet mig, at en Sprængning kunde virke saa voldsomt.
Og denne blev ved. Inde i et rødglødende Baal, som jeg kunde skimte gennem Krudtrøgen, hørtes Eksplosion efter Eksplosion fra alle de gamle Granater, der nu gjorde deres sidste Pligt og Skyldighed efter at være oplagret her maaske i 25 Aar.
Vi laa trykket fladt mod Jorden som under den heftigste Granatild. En Mængde af de gamle Granater var slynget ud til alle Sider og laa nu og eksploderede langt borte fra Magasinet eller højt oppe i Luften, og omkring os svirrede det med Sprængstykker og Kugler fra Granatkardæskerne.
Endelig — jeg syntes, at det varede en Evighed — holdt det forfærdelige Fyrværkeri op, og vi rejste os, børstede Støv og Grus af vort Tøj og begyndte langsomt at vandre op ad Bjerget til en Samlingsplads, som vi havde aftalt før Sprængningen.
Her var Wisner allerede ankommet, men han havde ikke set noget til Weiss, skønt dennes Krudtmagasin laa ikke ret langt fra det Sted, hvor vi skulde samles. Det laa endnu som en rygende Ruin tæt ved, med tykke Røgskyer væltende ud af sit sprængte Tag og vældige Revner i Murene.
Vi saa paa hinanden med blege Ansigter og anede, at der var sket en Ulykke. Saa begyndte vi at raabe paa Weiss, men fik ikke noget Svar, og nu steg Ængstelsen.
Det var begyndt at mørknes, og inden længe vilde vi ikke kunne se en Haand for os. Vi vandrede rundt om Krudtmagasinet og undersøgte Omegnen i stedse større og større Omkredse, men stadig uden at finde det mindste Spor af Weiss. Saa faldt Skæret fra min Lommelygte paa noget, der laa og glimtede paa Jorden. Jeg tog det op, og det viste sig at være et Prismeglas til en Kikkert — og Weiss havde netop haft sin Kikkert om Halsen, da han gik op for at foretage Sprængningen.
Den frygtelige Anelse var omtrent blevet til Vished. Jeg kaldte paa de andre og viste dem Fundet. Stache blev dybt bevæget, thi han satte stor Pris paa Weiss, der længe havde arbejdet sammen med ham, men der var ikke andet for os at gøre end at bøje os for den triste Kendsgerning og at søge op til vore Bærere.
Vi kom derop med trætte Fødder og tunge Hjerter og traf de henved 500 Sorte vaagne og forskræmt af de voldsomme Eksplosioner, som de havde kunnet se i hele deres Magt og Vælde heroppe fra Bjerget.
Saa snart Stache havde sagt et Par Ord til dem, blev de dog beroligede og lagde sig til at sove.
Jeg kunde ikke sove, skønt jeg var meget træt, men spurgte Stache, om jeg ikke skulde søge efter Weiss endnu engang. Maaske var han saaret og laa under en eller anden Busk, men var nu kommet til Bevidsthed og kunde høre, naar jeg kaldte paa ham.
— Ja, gaa derned engang til, sagde Stache. Maaske kan De faa Missionæren til at lede efter ham i Morgen og tage sig af ham, hvis han skulde dukke op.
Jeg rejste mig straks og fik fat paa en af Bærerne, der kendte Vejen.
Det var godt, at jeg tog ham med, for jeg havde aldrig været oppe i Bjergene før, og kunde ikke have fundet Vejen alene i Mørket.
Efter en lang Vandring, hvor jeg stadig kaldte paa Weiss og forsøgte at gennemtrænge det tætte Mørke med min tarvelige Lommelygte, naaede jeg frem til Missionsstationen og fik banket den gamle Missionær op.
Han blev dybt rystet, da han hørte, hvad der var sket, idet han kendte Weiss, som havde besøgt ham et Par Dage før. Han lovede at gennemsøge hele Egnen med sine Folk, saa snart det blev lyst, men han tvivlede dog om at finde ham i Live.
Jeg takkede den gamle Mand og spurgte ham, om han ikke vilde drage bort fra Morogoro, da Englænderne sandsynligvis kunde være her hvert Øjeblik.
— Nej, svarede han. Her har jeg nu haft min Gerning i over tyve Aar og her vil jeg blive, hvad der end sker. Jeg er nu saa gammel, at jeg ikke maa tage Hensyn til mig selv, men maa blive hos min Menighed.
Jeg tog Afsked med den gamle Mand, der løftede sin Haand velsignende over mig, og søgte tilbage til de andre deroppe paa Bjerget.
Det var begyndt at blive lyst, da jeg kom derop, og jeg behøvede ikke at sige mange Ord til de andre, før de forstod Situationen.
Nede i Dalen brændte det endnu i de sprængte Magasiner. Naar Englænderne nu kom, vilde de ikke faa noget Bytte. Morogoro var rømmet.
Jeg kastede mig ned i Græsset og sov næsten, saa snart jeg havde lagt mig ned. Jeg fik Lov at sove indtil Middag. Da blev jeg vækket af Bamasan, der serverede mig min kombinerede Morgen- og Middagsmad.
Kort efter satte Safarien sig i Bevægelse, men denne Gang uden at synge. Vi vidste ikke, hvor vi skulde gaa hen, og vi havde ingen Anelse om, hvor vi kunde risikere at møde Englænderne. Det eneste sikre var Staches Ord: — Vi maa have denne Safari ført igennem til Kisakki, ligemeget hvad det koster.
[Englænderne indtog Morogoro den 26. august 1916 /RR]Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var i juli blevet trukket bort fra Sommefronten i stærkt decimeret tilstand. I august kom regimentet retur til fronten.
Før end man havde troet det, allerede den 14. august, indtraf ordren, at divisionen skulle afløse 4. garder-division i den gamle stilling foran Belloy.
Dagen efter blev der trådt an til marchen til fronten, den samme vej som for 3 uger siden, blot med betragteligt andre følelser. I landsbyerne bag fronten blev der holdt hvil endnu to dage.
Så afløste III og II bataljon om natten fra den 20. til 21. august 5. garderregiment til fods foran Belloy. Afløsningen forløb glat.
Afsnittet var ikke helt nøjagtigt det gamle. Det var forskudt ca. 500 meter til højre og 150-200 meter længere bagud. Efter oplysning fra garderne kunne 86’erne håbe på at forefinde stillingen roligere end første gang. En gammelkendt trøst lød: Værre end dengang kan det umuligt blive! Men det skulle blive endda betragteligt værre!
Regimentet inddeltes ved denne indsats på følgende måde: Til højre lå III, til venstre II bataljon. I bataljon var divisionsreserve i Epénancourt og Falvy. De to forreste bataljoner lagde hver to kompagnier i front, de to andre var henholdsvis bataljons- og regimentsreserve. Også de forreste kompagnier udskilte hver en deling, som besatte grav nummer to. Bataljonsreserverne lå i den tredje
grav, K3. Således var der etableret en dybere echelonnering end ved den første indsats. To løbegrave var til rådighed. Den højre, større hed ”Dronningevej”.
Den første uge var der middelstærk artilleriild. Det måtte efter den hidtidige Somme-målestok blive betegnet som tåleligt, skønt tabene i de åbne grave var ret følelige. De androg i de første tre dage 26 døde og 152 sårede. Det uforholdsmæssigt store antal sårede måtte tilskrives en ny fransk granat med højsensitiv tænding og enorm splintvirkning.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.
Den næste Dag stod vi allesammen med vore Geværer eller ved Kanonen, medens vi ventede paa, at Flyverne skulde vise sig.
Englænderne svigtede heller ikke vor Tillid.
Præcis ved den Tid, hvor de plejede at indfinde sig, og præcis i samme Retning dukkede to smaa Prikker op, som hurtigt voksede sig store og tog Form af Flyvemaskiner.
Jeg stod med Tændsnoren i Haanden, Wisner ved Kanonens primitive Sigtegrejer, og Stache og Weiss et Stykke derfra. Zeller var derimod ikke til Stede. Han var for nogle Dage siden draget til Kisakki.
Nærmere og nærmere kom Flyverne. Wisner arbejdede hurtigt og energisk med Kanonen. Nu maatte de være lige over Kanonens Næse. — Fyr! skreg Wisner og sprang tilbage. Jeg rykkede i Tændsnoren, og den gamle Kanon gav et lille Hop, da den med et øresønderrivende Brag sendte den gamle Granat op i Luften, hvor den hvinede og skurrede som et helt lille Uvejr.
En mægtig Røgsky indhyllede alle Hovedpersonerne i Aktionen, men jeg naaede at se Granaten eksplodere som en smuk hvid Sky et ganske godt Stykke fra de engelske Maskiner.
Weiss og Staches Rifler begyndte at knalde, og jeg sprang selv efter mit Gevær. Flyverne skruede sig et godt Stykke op i Luften, da de formentlig troede, at vi havde faaet Antiluftskyts, og lod et Øjeblik efter deres Bomber falde.
Bombe efter Bombe hvinede ned over Banegaarden og eksploderede omkring os med gruopvækkende Larm. Jernsplinter, Jord og Sten føg om Ørene paa os, men ingen af os blev ramt. De kortede deres Besøg noget af, de gode Englændere — sandsynligvis af Respekt for Kanonen, der stod ensomt paa sin Drejeskive med lidt hvid Røg hængende ud af Flaben. —
De tror da sikkert, at vi er et helt Batteri, kluklo Wisner af Spænding og Ophidselse, men nu kan de bare vente til næste Gang. Den kom imidlertid aldrig.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
