Alle indlæg af MBN

Ikke kategoriseret

18. april 1918 – Mathias Damm: “… værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 18.4.18.

Kære Moder!
Mange Tak for to Breve fra d 2 + 8 og et Kort fra 4. Det var ogsaa længe undervejs, men har jo til Dels været i Rumigny Jeg har det efter Omstændighederne godt, og er ved godt Mod. Haaber i har faaet mit Brev fra igaar. Ser at Du har været paa Udflugt. Det passerer jo heller ikke for ofte. Blot jeg engang i Sommer faar Lov at gøre en Udflugt hjem til eder, men foreløbig er der jo spærret og desforuden en Mængde der skal reise før mig. Naa, den Dag den Sorg, foreløbig sidder jeg her i Lerhullet.

Jeg har ikke hørt fra R. siden jeg endnu var i Schweriner Leiren. Det var skreven, da han ventede paa at blive forpakket paa Banen igjen. Kanske han er oppe ved Armentieres nu. Blot han er rask, gaar det jo nok.

Du skriver, at det var Dig ikke helt uventet, at min Frihed blev saa kort. Jeg stolede heller ikke rigtig derpaa, men da en Uge var omme tænkte jeg ikke mere derpaa. Det skulde have varet til Pinse, men nu kom vor Division bort og saa maatte vi ogsaa afsted. Men vi laa dog hele Paasken i Leiren. Langfredag var jeg paa Reisen.

Dine Pakker har jeg vist faaet alle, men der er en borte som Tante Sine har sendt en af de sidste Dage i endnu maatte sende. Der har nok en tænkt, at nu var det Slut alligevel, om jeg saa fik den eller ei, var ligemeget. Jeg modtog sammen med den sidste af Dine en fra Bjømskovs i Hyrup. Jeg troede først det var den fra Tante, men da jeg fik den nærmere efterset, var jeg jo helt forbavset, men jeg havde sendt et Kort til Sørens Fødselsdag, og det har jo vist været derfor.

Det er helt godt, at i ingen maa sende foreløbig. Halvdelen gik dog tabt og saa behøver man ikke at ærgre sig derover og i kan spare det til bedre Ledighed, tilmed har i det haardt nok behov selv i denne Tid. Efter Tallet paa Pakkerne, er det jo paa Tid at jeg faar Orlov, men pyt.

Ser at i ingen Kaalrabi faar i Aar. Runkler maa der vist være nok af, thi de ere dog anbefalet overalt fra i Bladet ser jeg. Godt at i ikke har faaet mere ødelagt derhjemme, end hvad de par Folk har gjort, det lader sig alt rydde væk igjen, uden store Bekostninger. Værre, naar Hus og Gods var sammenskudt, So og Ko vandret i Gulaschkanonen, Hønsene i Kogepotteme, alt uden at i kunde gøre noget derimod. Det vilde vist være værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier og en stor høi Hat paa, en Parasol i Haanden og saa gaa rundt og lave Løier. Det er hvad her kaldes ‘Feldgrauer Humor”, naar vi gør det, men naar andre gør det er det noget andet, men naar Befolkningen er borte og det dog bliver skudt itu, er jeg ikke bedre end andre, men slæbe mig rundt med Sager, som jeg ikke direkt selv kan bruge, det gør jeg ikke. Der var al Slags Værdsager i Byen, hvor vi hentede Vin, som jeg skrev om, for Eks. et lille, forgyldt Vækkeur, jeg lod det staa, en anden tog det med. Blot en Skjorte tog jeg med, saa kan jeg altid kaste en bort, naar den bliver for levende og der ingen Ledighed er til at vaske.

Mon F ikke kan lave et Hegn til at sætte mellem os og Fjenderne, det skal være saadan at ingen kommer igjennem eller over, saa kunde vi jo gaa hjem og lade det skøtte sig selv. Der fortælles at vore atter ere brudte igjennem et Sted tilhøire, ikke saa sært at han her er lidt tummelumsk. Idag er Veiret lidt mildere, men Solen kan dog ikke komme igjennem, men det er vindstille og varmt, for et par Dage siden var det ogsaa ligefrem koldt.

Jeg skal vel til at se at slutte, det var det andet af den Slags, jeg skulde egentlig skrive et til, men det faar vente et par Dage, mit Skrivebord vakler. Jeg er nok snart træt i Benene af at bære det. I kunne forresten bringe mig for en Skilling Vand. Tørklæde og Sæbe har jeg, men hvad behøver jeg at vaske mig, foreløbig er de i Etappen paa Rad. Det er jo egentlig Meningsløst for en Soldat i Skyttegraven at vaske og pudse, der er dog ingen der ser derefter, og det er da vist den eneste Grund hvorfor Folk vasker sig, og imorgen er man dog atter Sort. Potten bliver heller ikke vasket. Der kommer der Ris i efter Bønner, o.s.v. Imorges var der K-Honning i min, saa Maden maa blive sød i Aften.

Fr har for Øieblikket atter en Skrue løs, men han er saa fornuftig at skyde efter dem længere tilbage. Man har det tidt bedst i forreste Grav, som her. Mange kærlige Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

17. april 1918 – Thomas Thomsen: “det er skrækkeligt”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 17/4-1918

Kære lille Moder.
Mange Tak for 4 Breve jeg fik i Dag nu er det ogsaa 3 Uger siden vi har faaet Post sidst. men i har jo heller ikke hört fra mig i saa lang tid saa du gaar jo nok og er bange for at der er sket noget. Ja jeg er jo ogsaa i Frankrig hvor det gaar haardest til. det er ikke morsomt kan i tro. men endnu har jeg det jo godt. Ja jeg vil ikke skrive mere om de grusomheder som her sker. det er skrækkeligt. Skriv mig Jakobs Adresse for jeg har ikke faaet den endnu. Jeg ved nu slet ikke om det er til nogen Nytte at jeg skriver for jeg ved ikke om vi kan give Post af endnu

Mange kærlige Hilsner
din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

Ikke kategoriseret

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

16. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: Fly fra Nordholz

Skriv en kommentar

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

16.4.18

Wetter: diesig, Regenschauer.
Wind: O z. N. 4-6 doms.

Kein Flugdienst, da keine Flugzeugführer und Beobachter auf Station.

1225 mittags landet CI 250 (Finke – Noach) von Nordholz kommend auf dem hiesigen Platze und startet 718 abends nach Nordholz

D.F.W. 4579 wird auf dem Luftwege nach Nz.  überführt.

gez. Coester

(Bundesarchiv RM112/223)

Ikke kategoriseret

16. april 1918 – Feltpostbrev: “Aldrig har jeg set Mage til Griseri”

Skriv en kommentar

Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.

Polske Hjem.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.

Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’

Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.

Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.

Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.

Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.

Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.

Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.

Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.

Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.

Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.

Rusland, i April 1918.
N.C.O.

Ikke kategoriseret

15. april 1918 – Ernst Christiansen: “Byen bliver beskudt!”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

15. April.
Da vi i Gaar lige var komne hjem og havde spist Aftensmad — man maa sætte sig paa smal Ration for at have noget til næste Morgen — og jeg var paa Vej til Haandværkerstuen ved Kirken, lød der en uhyggelig Susen og et Brag. Lidt efter Nr. 2. Skrækslagne styrter Soldaterne langs Gaden — Byen bliver beskudt!

En Granat gaar ned paa Gaden foran vort Kvarter. Med. korte Pavser følger nye Skud. Snart meldes stor Brand — vældige Røgskyer. Kirken er Lazaret. Flere Granater er gaaet ned i dens nærmeste Nærhed. Vort Proviantrum er jævnet med Jorden, vor Vagtpost dræbt, Skrivestuens Vinduer og Tagsten knuste.

Flere Avtomobiler og Benzinfade paa Kirkepladsen er brændte. Noget efter roligt, sover straks ind. En Række Skud senerehen har jeg ikke hørt.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215)

Ikke kategoriseret

15. april 1918 – Mindeord over Jørgen Rathje

2 kommentarer

Den 23. maj 1918 bragte Flensborg Avis et mindeord over Jørgen Rathje, der var faldet 15. april 1918.

Mindeord.
Der skrives til Bladet:
Den tunge Efterretning er som nævnt kommen til Jørgen Rathje og Hustru paa Skovbølgaard ved Smøl, at deres næstældste Søn Jørgen er falden den 15. April i Slaget ved Armentières i den blomstrende Alder af næppe 22 Aar. Den faldne havde i 2½ Aar været med i mange haarde Kampe paa Vestfronten og var dekoreret med Jernkorset.

Han var et sjælden godt og elskværdigt Menneske, som var afholdt af hvem han kom i Berøring med. Jørgen Rathje havde et lyst og frejdigt Sind, tro og paalidelig i al sin Gøren og Laden en af dem, som længe vil mindes. Nu er hans Plads tom i hans Barndomshjem, som han omfattede med en rørende Kærlighed. Hans Forældre har i ham mistet en god og omsorgsfuld Søn, om hvem de kun har lyse Minder tilbage. Hans unge Hustru har mistet en tro og stræbsom Forsørger.

Samtidig med Dødsbudskabet har Forældrene faaet Efterretning om, at deres ældste Søn ligger syg paa et Feltlazaret efter en Operation; det er en tung Tidender at modtage.
n.

Ikke kategoriseret

13. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: Nordholz-visit

Skriv en kommentar

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 13. april 1918 noteret:

Tondern,

Vorm. Ganz bedeckt, Frühnebel, kühl, schwache umlaufende westliche bis nördliche Winde.

L60 um 10,10 Uhr vorm. von Fernfahrt gelandet

Nachm. Bedeckt, diesig, später, Nebel, etwas wärmer, leichte O.S.O. bis W.-Winde.

L54 von 1,35 Uhr bis 5,40 Uhr nach Nordholz und zurück.

(RM116/77, Bundesarchiv)

Ikke kategoriseret

13. april 1918 – Claus Juhl: “Han lå på vejkanten i en blodpøl”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 13. om middagen kom en mand fra batteriet og fortalte, at han havde fundet kusken Paegel, ligeledes fra vort batteri, liggende død ved vejen til Albert. Jeg måtte så af sted med et par mand for at hente ham. Han lå på vejkanten i en blodpøl, skuddet var slået ned omtrent ved hans side og havde ramt i det ene lår, pulsåren var slået over, så han var forblødt. Hvis der straks havde været folk til at hjælpe ham, var han måske blevet reddet.

Samme dag kom de 2 kanoner lidt længere tilbage, jeg fik ordre til at følge med dem. Vi stod på en skovbevokset skrænt i nærheden af slottet Becourt, men da der bag os var en hulvej, blev dette punkt altid heftigt beskudt. I denne hulvej lå der en mængde døde heste, her havde der også tidligere stået 15 cm skibskanoner, der lå endnu en hel del ammunition.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

13. april 1918 – Mathias Damm: “Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

12. april 1918 – Claus Juhl: “Med det samme blev der råbt samaritter”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sygebærer Thron, en udmærket mand som stammede fra Saksen, og jeg var jo som sædvanlig sanitetsmandskabet, vi delte altid bolig sammen, enten den så var god eller dårlig. Dette var også tilfældet nu, den 12. havde vi besøg af en tredje i vort tomandshul, vi lå på maven og spillede kort, tiden skulle gå med noget.

Vi spillede skat, og ligesom jeg havde fået et vældigt spil og skulle til at lægge for, bragede der en salve ned i batteriet. Med det samme blev der råbt samaritter, kortene røg til alle sider, at snappe forbindingstasken og ud var kun et nu, det gjaldt om at benytte tiden inden næste salve kom.Det var flyverposten, der var såret, splinten var gået gennem det ene øre og ind i hovedet. Vi fandt dækning i et hul, hvor vi gjorde os så små som muligt, når der igen kom en hilsen. Da vi havde fået ham forbunden, snappede vi ham en under hver arm og så af sted ud af ildlinjen, vi slap godt igennem.

De andre var for længst forsvundet over i en hulvej, ved en sådan lejlighed var det, at vi skulle være på post, og det var ikke altid lige behageligt. Jeg troede, at såret havde været dødeligt, men det var ikke tilfældet, thi han skrev senere fra øreklinikken i Altona. Da det var blevet mørkt, hentede vi vore sager og slog os ned i nogle huller lidt til venstre for stillingen.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

12. april 1918 – Ernst Christiansen: “… enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 12. April 1918.
Din Sol, din Himmel, dine Enga gröna! Fra i Gaar bedre Vejr og aftørrede Veje. Men kaput af Mangel paa Søvn og af Træthed. Da vi hørte, at vi skulde ud igen i Gaar Middags, blev man noget trøstesløs; men det gik bedre end ventet. Af Sted med glippende Øjne. Men paa Granathulsmarkerne blomstrer Tusindfryd, Følfod og Mælkebøtter. Alle Vegne Tropper, Bivuak-Liv og endeløse Kolonner. Engelske Granater gaar endnu over vort Hoved til Fournes.

Arbejdede i Gaar ved den tidligere engelske Linje. I Pavserne Strejfture i Stillingerne, enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis, alt spiseligt allerede borte. En hel Del Tæpper og Skindveste er der, men umuligt at slæbe dem med den lange Vej. Englænderne fyrer hver 5 Minutter paa vor Vej, men altid for kort. Vi marcherer hjem ved Fakkelskin, men maa slukke igen, da Granaterne stadig kommer nærmere. Lige før Maalet havnet i en Grøft, hvor Vandet løb oven i Støvlerne.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 213)

Ikke kategoriseret

12. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: L60 på langfart mod England

Skriv en kommentar

Den 12. april klokken 2.05 steg L60 op til langfart. Med sig havde den en bombelast på lidt over 3 tons, som skulle kastes over England. Fire andre luftskibe deltog angrebet: L61, L62, L63 og L64.

Turen over Nordsøen var præget af regnbyger, og da man nåede England, kunne man ikke se målene på grund af et lavthængende skydække. Luftskibene var derfor nødt at finde deres mål ved at pejle radiosignalerne fra marinens to pejlestationer i henholdsvis Cleve og Tønder, der udsendte signal to gange i timen.

På grundlag af pejlingerne troede L60´s besætningen, at man havde kastet bombelasten over Leeds, men det var ikke tilfældet, og dens bomber faldt uden at gøre synderlig skade. Det samme var tilfældet for L62, L63 og L64, mens det lykkedes L61 at kaste sine bomber over en by.

L61 havde uden at vide det haft kurs direkte mod Liverpools havn, der bugnede med krigsmateriel fra USA, men var drejet af 16 km før. I stedet kastede luftskibet alle sine bomber over byen Wigan, der ved en fejl ikke var blevet alarmeret om zeppelin-angrebet og derfor ikke var mørklagt. Lidt over halvdelen af bombelasten ramte byen, mens fire 300 kg bomber slog ned på en mark udenfor. I alt blev syv personer dræbt, mens 16 blev såret.

Flere af luftskibene led på hjemturen af motorproblemer, men L60´s motorer løb fint,  og luftskibet nåede uden problemer tilbage til Tønder.

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 12. april 1918 noteret:

Tondern,

Vorm. Bedeckt, stark diesig, kühl, etwas böige, Ostwinde.

Nachm. Bedeckt, diesig, später Nebel, etwas wärmer, leichte O.S.O. bis W.-Winde.

L60 um 2,05 Uhr nachm. zur Fernfahrt aufgestiegen.
L54 von 3,30 Uhr bis 5,15 Uhr nachm. Probefahrt.

(RM116/77, Bundesarchiv)

Ikke kategoriseret

9. april 1918 – Slaget ved Lys: “Blege og tavse kom de os i Møde …”

2 kommentarer

Den 4. maj 1918 bragte Flensborg Avis et feltpostbrev fra en F.C., der i april deltog i forårets anden store tyske offensiv ved Armentières og af tyskerne betegnes som Slaget ved Lys.

I Slaget og paa Lazaret.
(Feltbrev til „Flensborg Avis.)

Det er mørk Nat, Luften er klam og kold. Paa den brede Landevej, som fører fra L. til F., marcherer lange Kolonner af Infanteri paa den ene Side, mens Lastavtomobiler uafbrudt lægger Beslag paa den anden Side af Vejen. Henimod Morgenstunden er vi naaet til F., en større, til Dels sammenskudt Landsby. Vi blev her 5-600 Mand indkvarterede i en Fabrik. Vi laa paa det bare Gulv; der var store Huller i Taget, og Vinduerne manglede fuldstændigt. Omendskønt vi var trætte og mødige efter de sidste Dages Anstrengelser, kunde de fleste dog ikke ret falde i Søvn, da der var alt for koldt.

Om Aftenen Klokken 3 maatte vi atter træde an, for mangen en Soldat for sidste Gang. Det var atter bælgmørkt, og det kneb med at komme ud af Byen, da Gaderne var fulde af Militær. Omsider kom vi da ud af Byen, og det gik nu ind over Marken, som var opblødt af Regnen og fuld af Granathuller. Turen, vi havde at gaa, var kun 6 Kilometer lang, og dog blev Klokken 4 om Morgenen, førend vi havde naaet vort Maal. Vi havde i de 7 Timer ikke haft Tornystret af og var meget trætte. Natten var mild og rolig; de ellers urolige Kanoner synes at være sovet ind, og der faldt ikke et Geværskud. Hist og her forsøgte Fjenden med en Lyskugle at lyse op i den taagede, mørke Nat; men det var forgæves.

Vi havde næppe faaet Tornysteret af og lagt os ned paa vort fugtige Leje, førend der faldt et Kanonskud langt tilbage, og i samme Nu gik det løs fra alle Kanter; den før saa milde Foraarsnat var bleven forvandlet til en frygtelig Orkan. Vi var gaaet over vor første Linje og laa vel kun 50-60 Meter fra den fjendtlige Stilling. Jorden rystede, og Vandet i Granathullerne gyngede frem og tilbage. Det blev ved i 4 Timer. Fra Klokken 8 af blev Ilden endnu værre. De Kanoner, som havde beskudt de fjendtlige Batterier, tog nu ogsaa del i Beskydningen af Skyttegravene.

Efter en halv Times Tid – det var om Morgenen Klokken 8,30 den 9. April – brød Infanteriet frem til Storm. Fjendens to første Linjer var ikke besat, og den sidste Linje gjorde kun svag Modstand. De Folk, som endnu var i Live, var saa fortumlede og medtagne, at de ikke mægtede at gøre nogen nævneværdig Modstand. Blege og tavse kom de os i Møde med Hænderne i Vejret. Bag ved Graven var der anbragt Maskingeværer i Granathuller.

Her blev jeg saaret i Hagen af en Maskingeværkugle. Efter at en Kammerat havde forbundet mig, gik jeg tilbage til Graven, hvor jeg blev siddende en halv Times Tid. Jeg var saa træt, som jeg endnu ingen Sinde havde været. Jeg gik saa langsomt tilbage. Ind over Markerne begyndte Artilleriet at følge efter Infanteriet. Kun med Yderste Besvær formaaede Hestene at bringe Kanonerne fremad. Jeg naaede saa efter et Par Timer ud til Landevejen, som førte tilbage til F.

Her saa jeg, at et Par engelske Granater slog ned og dræbte Mandskab og Heste undtagen en Rytter og Hest ved en Kanon. Jeg gik derhen og saa, at Hesten stod paa tre Ben og Rytteren var saaret i den højre Arm og i Ryggen. Jeg løftede Manden ned af Hesten. Paa Rytterens Opfordring tog jeg et Gevær og gav hans Hest Naadeskuddet. Jeg forbandt nu den saarede, saa godt som jeg kunde, om end han mente, at det var til ingen Nytte. Nogle portugisiske Soldater, som imens var komne til Stede, lavede i Hast en Baare, og en halv Time senere var vi paa Forbindingsstationen. Den saarede kom straks til Lægen; men det var ude med ham. Ja. det var jo kun een, kun een af de mange Tusinder. Men et Sted langt borte fra Valpladsen, maaske i et lille fattigt Hjem, vil Sorgebudskabet slaa nye Saar, som kun sent og maaske aldrig vil læges.

Her paa Forbindingsstationen var Læger og Sanitetssoldater i travl Virksomhed. Sygeavtomobiler bragte stedse nye Patienter. Enhver blev her hjulpen, lige meget om det var Ven eller Fjende. Her kom vi, en hel Flok letsaarede, i et Avtomobil, og en Time senere var vi i L. Her laa vi om. Natten i en stor Sal. Hver Mand kom i en dejlig hvid Seng. Omendskønt jeg var meget træt, sov jeg dog ikke den Nat.

Anden Dags Morgen kom vi med et Lazarettog, og efter 2 Dages Rejse var jeg her i Celle. Her laa jeg først i 8 Dage paa en Kaserne, men kom saa paa Lazaret Med dræbende Langsomhed gaar Dagene her. For dem, som ligger her en Maaned eller to, kan det blive langt nok; men der er jo desværre nok, som skal ligge her i Aaringer. Paa samme Stue, hvor jeg ligger, er der en 30-aarig Mand, som blev saaret i September 1914, og skal han komme sig, er der Udsigt til, at han skal ligge her et Par Aar endnu. Jeg hjælper hver Formiddag at bære de saarede ind i Operationssalen, et sørgeligt Arbejde.

F. C.

Ikke kategoriseret

8. april 1918 – Ernst Christiansen: “… slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt …. en Blindgænger

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

8. April
Begivenheden blev udsat et Døgn. I Aftes vækkede 10½, stjerneklart. Mens vi stillede ved Kirken, lød pludselig en Susen, et Knald, og en rød Lue saas lige over os. En Shrapnel! Ingen saarede. Utrolig Færdsel paa alle Veje. Tit knap muligt at komme forbi. Englænderne skyder med svært Skyts paa flere Punkter i Nærheden af vor Vej; vi slipper dog igennem. Flere Gange hviner en Granat over os. Paa Feltbanen har Træffere to Steder revet Skinnerne bort, siden vi gik der i Gaar.

Vi arbejder 600 Meter fra den forreste Grav. Folk i anden Grav, der gaar langs Vejen, opfordrer os til ikke at gøre for megen Støj. Lysskuddenes sekskantede Stjerner lyser som den klare Dag. En Hests Vrinsken lyder i Mørket. Den er traadt fejl paa en Bro og falden i en Grøft, og Pionerløjtnanten skyder den. Dens klagende Vrinsken lyder endnu i mit Øre.

Mens vi i Halvmørke staar og rydder Vejen, slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt, indtil jeg opdager, at det er en stor Granat, en Blindgænger. Med korte Mellemrum farer som usynlige Aander, men meget hørlige, svære engelske Granater over os, to og tre ad Gangen, og sprænges med svære Brag, som faar Jorden til at skælve, i Nærheden af en Batteristilling.

Det er rimkoldt og mere og mere taaget ved Jorden, vort Held. Da det bliver lyst, jubler en Lærke mellem Bragene. Sluppen vel hjem den lange Vej. Alt er tilsyneladende rede. Fra i Aften siges vi at ligge i Alarm. Lange Rækker af Minekastere er stillede op, Masser af Artilleri ført langt frem, svært Skyts ganske kort bag Fronten, med næsten ingen Dækning, Bjerge af Munition helt aabenlyst alle Vegne ved Baner og Veje og spredt paa Markerne.

Nogle Mand af Stormtropperne har tilbragt Natten her. En Sergent fortæller, at der skydes med Giftgas paa bestemte Afsnit. Ind imellem holdes smalle Strimler eller Porte fri, og kun paa disse Steder gaar de tyske Stormtropper frem for ikke selv at komme til at indaande Gassen.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 203-4)

Ikke kategoriseret

7. april 1918 – Ernst Christiansen: “Brag i Brag i alle Retninger”

1 kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

7. April.
Da vi i Aftes vækkedes Kl. 11½, regnede det igen, og til en Forandring gjaldede Bragene af engelske Granater igen paa Fronten nord for La Bassée- Vejen, vort Arbejdsfelt.

Stemningen er noget trykket ved Opstillingen. Da vi ved La Bassée-Vejen maa vente længe paa Pionererne og et Brag lyder i nærmeste Nærhed, forsvinder en Del stiltiende. Vi afmarcherer saa ad Herlies-Vejen og farter omkring til Kl. 4, halvt i Løb, trods Mørket, over et farligt Stykke, et andet Sted nødte til at søge Dækning i Lerpløret.

Brag i Brag i alle Retninger. Brandgranater sprænges som røde Fyrværkerifontæner. Til højre en stor rød Røgsky og Eksplosioner, somme Tider røde Stjerner i Skyen, vel et Oplag af Lysbomber, der er skudt i Brand. Ret interessant det hele, kun at Granatstumperne til Tider kommer betænkelig nær. Om Natten tager vel det meste sig farligere ud, end det er: men Pionerløjtnanten var dog ret bekymret, og Kolonnerne var holdt op at køre.

Om at vende om var der dog ikke Tale. Langt om længe naaede vi ud til en Skyttegrav i anden Linje og gjorde ryddeligt paa Vejen langs med den. Det var Materiale som i Lertraden paa et Teglværk. Flyvere hele Tiden, ogsaa paa Hjemvejen og her. Det blev klart i Morges.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 202)

Hjemmefronten

6. april 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “alvorligt Mytteri …”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

  1. Fra forskellige og hinanden ganske uafhængige Kilder meddeles at der i Dagene o. 1/4 har været et alvorligt Mytteri paa 2 Krydsere af Bevogtningsflaaden ved Helgoland. De andre Skibe skal have beskudt de 2 Krydsere.

  2. Alle Landmænd i den tyske Vagttj. især her ved Grænsen har i Anledning af Forsvarsarbeiderne faaet en længere Orlov.
    Nogen – men langt fra tilstrækkelig – Erstatning er tilgaaet, og Posternes Antal er derfor noget formindsket, ligesom Vagttjenesten er bleven længere for de tilbageblevne (Vagt: hvert andet Døgn og 1´ Vagtdøgn: 3h paa Vagt og 3h vagtfri).

  3. Det bekræftes – som meldt ved F58 Pkt 2 af 30/3 Form. at Kanoner, Ammunition og Pigtraad er ført bort fra den befæstede Linie i Nordslesvig.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

4. april 1918 – Ernst Christiansen: “… nogle Frøer, en svømmende Mus, en enlig, forsagt Lærke”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

4. April
I Aftes vækket Kl. 10½. Det kunde efter en god Middagssøvn ikke lønne sig at gaa i Seng, og jeg var i Biograf. Disse muntre Lystspil et Sted som her, hvor de fleste kommer lige fra Skyttegravene og alle er i Fare, virker med sær Ironi. I Bælgmørke stiller vi saa ved Kirkegaarden og marcherer ud igen. Der sker ingenting, og alligevel tror jeg, at mangen Krigsven kunde have nok af denne ene Tur.

Det regner, og Føret er fedtet og pløret. Man kan knap skimte den Mand, der gaar foran en. Og saa to Timers Marche ad stadig daarligere Vej, en Tid langs en Feltbane. Vældig Trafik alle Vegne i Modsætning til tidligere, da vi ikke mødte en Sjæl. Raslende Lastavtomobiler uden Lygte, et enkelt kørt i Grøften, lange Vogn- og Munitionskolonner. Engang klemmes vi inde paa en smal Strimmel foddybt Ælte mellem to Vognkolonner, der kører hver sin Vej i Mørket.

Mærkeligt, at hver Gang jeg har det lidt ondt eller er i Fare, saa er der en lille spøgefuld Trold i mit Indre, som morer sig over den forkælede Fyr, der uformodet er kommen ud i dette. Og næsten hver Gang klinger pludselig i mit Øre, med en bælgmørk Vintermorgen som Baggrund og til klaprende træskos Ledsagelse den halvt sørgmodige, halvt lystige Melodi (»I Kugleregnen«), som mine Belgiere oftest sang — Hengivelse i Skæbnen og dog gemt under den Mod og Tro paa Livet kunde man lægge ind i disse Toner.

Den mørke Nat udnyttes nok stærkt til at føre Forraad frem. Lyskuglerne ved Fronten bruges iøvrigt mere end ellers. I en dansk Mils [ca. 7,5 km/red.] Afstand lyser de paa Vejen, men blænder mere end de vejleder. Stadig nærmere kommer vi dem, nærmere end sidst og et helt andet Sted.

Efter over to Timers Marche Holdt. En lille Flok skal vi rense en tilgroet Vejgrøft. Premierløjtnanten, der holder et lille Foredrag om Arbejdets Betydning, anbefaler os at gaa ud i Grøften. Om vi fik vaade Fødder, maatte hjælpe sig. Jeg var saa forsigtig at lodde først og fandt, at Vandet vilde naa mig til Brystet. Nogle Steder, i Granathuller, naaede Spaden ikke Bund; andre Steder var Grøften spærret af Lermasser. Der stod vi saa halvt i Vand og arbejdede med det klæbrige Ler og blev vaade fra oven imens, i Bælgmørke.

Men disse Nattetimer gaar hurtigt under den stadige Spænding med Hensyn til, om Tommy vil lade os i Fred. Soldater færdes til og fra Skyttegravene, Afløsning, Kaffehentere osv. Lysskuddene lyser her dagklart som det skønneste Fyrværkeri i en Bue omkring os, og i Pavserne ind imellem kan man slet ikke se. Og alt imens gryr Dagen umærkeligt. Ansigterne skelnes og Egnen. Lange visne Græsstraa, tuede og hullede og sumpede Marker, lomter og Stubbe, Granathuller som smaa Gadekær, nogle Frøer, en svømmende Mus, en enlig, forsagt Lærke.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 198-200)

Ikke kategoriseret

3. april 1918 – Ernst Christiansen: “Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 3. April 1918.
Lige var jeg anden Paaskedags Aften krøbet op paa mit Leje, saa kom der Ordre til at pakke — Omkvartering. Med alle Ejendele en lille Marche i den vidtstrakte By. Foden, der har været brækket i Fjor, værker. Vi finder en ret god Stue i et Baghus, til jævn Jord, med Stengulv. Og saa faar vi travlt med at samle Brædder til at lægge under vort Leje og se efter andre nyttige Ting. Da jeg langt om længe havde spiist nogle Rundtenommer Kommisbrød, siddende paa en lav Barnestol, og havde pakket mig ind i alt, hvad jeg havde af Teltlærred og Tæppe og Kappe, sov jeg sødeligt til Kanontordenens Vuggesang.

Kl. 12½ Nat vækkes vi i vor fasteste Søvn. Men der hjælper ingen Kæremor. Op, en Slurk Kaffe og en Bid Brød og saa til Mødestedet.

Med Pionerer samme Vej som i Gaar. Maanen er ved at staa op; men der er roligt ved Fronten. Det er helt spændende at marchere ad det Stykke Vej, hvor Granatsplinterne haglede i Gaar. Men det gik langt længere ad Fronten til, i alt over halvanden Times Marche. Lyskuglerne over Skyttegravene kommer stadig nærmere. Maskingeværer høres allerede knitre. Vi tror næsten, at vi skal havne i de forreste Skyttegrave, da vi standser kort før Aubers eller den By, der hed saadan engang. Falder i et Granathul og forslaar en Finger; men det er heldigvis det eneste Blod, der flyder.

Vi er paa et Sted, hvor det ene store Granathul i Vejen følger efter det andet. Den har henligget ufremkommelig her lige bag Skyttegravene under flere Aars Stillingskrig. Nu sættes vi til at aflede Vandet fra de spærrede Grøfter og fylde Granathullerne med Sten fra nærmeste Ruin osv. Der gaar mange Trillebørlæs i hvert Hul.

Vi har arbejdet længe. Det begynder at dages, og vi kan nu se hverandres Ansigter. En Fugl pipper. Snart begynder et tysk Batteri at skyde bag os. Granaterne pisker hujende af Sted hen over vore Hoveder. Ikke længe efter viser den første engelske Flyver sig, snart efter fire, en anden Gang seks. Vi staar stille saa længe. Det er højlys Dag. Solen begynder at gennembryde Disen nede ved Jorden. Saa kommer der nogle Granater fra Englænderne. De suser lavt hen over vore Hoveder og springer temmelig langt borte.

Men Arbejdet fortsættes. Vi undres herover — med en saa lang Tilbagemarehe igennem et truet Bælte foran os —, saa var det overflødigt at vække os ved Midnatstid. Solen stiger, og vi bliver ved. De Herrer Pionerer bestemmer. Vi samler Stenene fra et lille Kapel ved Vejen. En Del Folk tages dog bort og fordeles andensteds; det er blevet noget for livligt her, mener en Premierløjtnant.

Omsider henad 9 summer en engelsk Flyver nærmere og skyder med Maskingevær efter vore Folk. Saa kommer Ordren til Afmarche, fire ad Gangen. Vel til Mode, men lidt spændte stikker vi af. Nu først ser vi den Egn, som vi er komne igennem. Ingen Mennesker og ingen Dyr. Kun nogle Lærketriller midt under Skydningen. Golde, tuede Marker, splintrede Træstubbe og Ruinrester, indtil tæt op til La Bassée-Yejen Granathul ved Granathul, deriblandt nogle fra i Gaar.

Jeg skyder Genvej og kommer tværs igennem et bredt Bælte af Batteristillinger, der er skjulte saa godt som muligt. Heldigvis er der nu Soldis. Det er varmt, og jeg sveder med Huen i Nakken. En Tusindfryd maa slaa Følge. Det er næsten som paa Sommerudflugt. Men jeg gaar med et tre Punds Brød under Armen, som vi skulde have haft i Gaar, men først fik udleveret ved Udmarchen, saa vi var nødte til at tage det med.

Henad Aften blev der livligt i Marquillies. Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber. En af disse gik ned i et Hus, og Glasruderne splintredes i hele Nabolaget. I Don og her i alt 6 døde og 20 saarede ved Flyverbomberne, desuden en Del Heste massakrerede. En Splint naaede hen i vor Gaard. Knap er det drøftet lidt, saa kommer 16 af de allieredes Flyvere over Byen, senere 10.

Et Døgn tjenestefri. I Dag en Spaseretur til Sainghin. Der er alt som før, men nye Tropper og stærk Trafik. En Dag som denne lever man op. Faren her er jo alligevel ringe i Forhold til den i første Linje.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 194-7)

Ikke kategoriseret

1. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: Nyt luftskib ankommer

Skriv en kommentar

Den 1. april ankom luftskibet L60 til Tønder Luftskibsbase. Det var et helt nyt luftskib, som havde fløjet sin første prøvetur i december 1917, og som først indgik i den tyske marine den dag det ankom til Tønder. Den 196 meter lange Zeppeliner stod under kommando af kaptajnløjtnant Flemming.

I Bundesarchiv findes optagelser af luftskibet på en af dens prøveture, klik på nedenstående billede for at komme til filmen på Bundesarchivs hjemmesid.

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 1. april 1918 noteret:

Tondern
Vorm. 3/4 bedeckt, diesig, warm, trocken, schwache O. bis S-Winde.
Nachm. Dasselbe.

L60 von Niedergörsdorf kommend um 6,[50] Uhr nachm. gelandet

(RM116/77, Bundesarchiv)

Hjemmefronten

30. marts 1918 – Enkefru Røgind: “Begejstringen var ikke stor i Berlin”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

30. Marts.
Kejseren bestiller ikke andet end sende Telegrammer ud og Dekorationer, nu sidst til Krupp, der har leveret den Kanon, der beskyder Paris. H. P. Hanssen her; jeg saa ham ikke. Han havde ikke noget særligt at fortælle, jo en Ting som oplivede: Hver Uge sender Amerika 10,000 Mand — foreløbigt. Begejstringen var ikke stor i Berlin og Flagningen trods Kejserens Befaling meget sparsom.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 150)

Ikke kategoriseret

28. marts 1918 – Johannes Ankersen: “… En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der 22. marts ankom til Vis-en-Artois tæt ved Arras, men først en lille uge senere blev indsat i den store tyske offensiv.

Til sidst kom ordren. Natten mellem den 27. og 28. marts gik vi i beredskabsstilling. Vores artilleri og minekasteres ødelæggelsesild begyndte, klokken syv skulle der stormes. Beskydningen drønede uafbrudt i tre timer. Det fjendtlige artilleri, og så godt som muligt også infanteriet blev beskudt med gas, men en kraftig vind gav os ikke meget håb om, at det ville blive kronet med held.

Klokken syv stormede vi frem, blot for straks at mærke, at hverken englændernes infanteri eller artilleri var sat ude af kraft. Tabene på vores side var i begyndelsen meget høje, men, koste hvad det ville, kun fremad. Regimentesstaben befandt sig snart i forreste linje. Overalt så man de tyske tropper arbejde sig langsomt, men vedholdende frem. En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.

Bag os fulgte kanonerne fra ledsagdebatterierne, med opsiddet kusk. Møjsommeligt slæbte hestene kanonerne henover kratermarken. En hest, en kusk styrtede, som på kasernepladsen blev der spændt om, kun fremad.

Vi har nået de forreste engelske stillinger, et hold fanger bliver bragt bag ud, de fleste englændere er allerede flygtet, men igen og igen sætter karlene i baglandet sig fast, og deres maskingeværer fordrer det ene offer efter det andet. Dertil stadig granater og shrapneller der ovre fra, som om fanden var løs. Jeg rammes også af to splinter, den ene bliver stoppet af den tykke korttaske den anden slår, allerede for svagt, mod tornysterets skulderrem og lammer min arm.

Videre, stadig videre. I den tredje engelske linje køre angrebet fast. Til venstre for os er man ikke kommet så langt, en forfærdelig flankeild holder os tilbage. De forskellige enheder er for længst blandet sammen, den anden og tredje angrebsbølge løbet ud, kompagnierne blandet. Og det svære engelske artilleri sender skud efter skud ned i de stopfulde skyttegrave, det er forfærdeligt. Endelig får vi luft, vi kommer videre.

Regimentschefen er allerede noget forud. Efterretningsofficeren, løjtnant Jacobsen fra Flensborg, og jeg samler resten af staben og styrter bagefter. Da slår, fem skridt foran os, endnu en gang en ned, sort, stinkende røg og rød flamme. Vi ligger alle fladt på jorden, alle uskadt, alle uberørte, kun løjtnant Jacobsen, der lå ved siden af mig på jorden, svært såret, et kvarter efter er han død. Jeg efterlader to mand hos den sårede, jeg selv iler videre med resten.

– Nu bliver den fjendtlige ild efterhånden svagere, tilsyneladende pakker fjenden sine kanoner sammen. Det var en stor lettelse for os, men maskingeværerne fejede stadig hen over landskabet, og hvert spring fra et granathul til det næste var et livsfarligt sats. Vi var for længst igen sammen med regimentsstaben i forreste linje. Men hvor svag og hvor forvirret var denne linje, kompagnier, bataljoner, mellem hinanden. Havde der nu været reserver, der ordnet kunne have fortsat angrebet, og derved have givet os mulighed for at få orden på os selv og samlet os, så tror jeg, Arras kunne være blevet taget af de tyske tropper den dag.

Vi mærkede tydeligt, hvordan englændernes modstand hele tiden blev svagere. Men der var ingen reserver bag os, ja det syntes mig endda som om at angrebet i denne retning kun havde sekundær betydning, ellers ville det have været betydeligt stærkere. Vores division kunne ikke mere. Kompagnierne var skudt sammen og kastet mellem hinanden. Ved vores regiment var næsten halvdelen af alle officerer faldet eller såret. Da vi havde nået den tidligere ”Siegfried”-stilling, måtte vi indstille fremstødet, det havde ikke længere noget formål. Mellem vores regiment og nabotropperne gabte store huller, til højre for os var angrebet næsten overhovedet ikke kommet fremad.

– Vi satte os altså fast i Siegfried-stillingen og indrettede os på forsvar. Tropperne blev bragt i orden og det blev forsøgt at opnå forbindelse til naboregimenterne. Regimentsstaben fandt logi i et stort, af englænderne forladt dækningsrum, der i øvrigt var et stykke tysk arbejde, det stammede også fra Siegfried-Stillingens tid. Der sad vi nu og afventede det, der skulle komme. Snart hørte vi så, at angrebet ikke skulle fortsætte, der havde altså mere været en skinmanøvre, kun beklageligt, at denne manøvre havde kostet så meget blod.

Englænderne, der først havde ladet os omtrent i ro, fandt nu lidt efter lidt ud af, hvor vi puttede os og jog sit artilleri på os. Det blev nu igen ubehageligt, men det var dog ikke så slemt, det holdt sig inden for det udholdeliges grænser.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

27. marts 1918 – Mathias Damm: “… Skiddenvandet kommer alt ud paa Gaden”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 27.3.18

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil idag skrive eder et Brev. Nu har F. jo vist været til Session. Har i ikke reklameret? Du maa dog kunne beholde en, enten ham eller faa Fader hjem. Forhaabentlig giver det nu Luft, saa vi faar Fred, saa vi alle kunne komme hjem.

Jeg har det godt her langt bag Fronten. Det er lidt koldt saa tidlig om Morgenen, (6½) da det fryser om Natten. Ellers er der Solskin, men skarp Vind. Byen ligger som alle andre i en Dal mellem Bjærgene, set paa Afstand en ret køn By, men fra gadesiden ser det noget russisk ud, Byen hedder Rumigny mærkeligt nok naar man betragter Husene bagfra fra Haverne af, er der mange meget skønne Huse. Det maa jo være Mode her, Skiddenvandet kommer alt ud paa Gaden i Rendestenen. I hvert Hus er der en Rende i Muren, hvor det kan komme ud paa Fortovet og derfra i Rendestenen. Der er mange Frugttræer her, det maa forresten være et smukt Landskab i Mai, forhaabentlig faar jeg Lov at blive her som bestemt, saa kan jeg jo faa det at se. Jeg har intet imod at blive her, om det var til det gav Fred. Ellers er her ikke meget at se efter, nogle skidne Folk, en omtrent tom Kantine, en Boghandel og et lille “Soldaterhjem”.

Ser at mine Postsager har gaaet længe, Grunden har i kanske set i Avisen fra d 13-14. R. er jo vist ogsaa her ovre nu, men derfor kan han være langt nok borte. Han er dog snarest meget længere mod Nord. Det er nu snart Tid at vi skulle til Tjeneste igjen. Det er dog sundere her at bo i et Værelse og stadig være i frisk Luft, istedetfor at sidde i den dumpe, mørke “Stollen”, derude, omend man der kun havde 6 Timers Tjeneste. Jeg vil nu fortsætte i Aften.

Mange Tak for den store Pakke og 59, samt Kort fra 19 og Brev fra 20. Det var alt i god Behold. Tantes Pakke modtog jeg ogsaa, med den var det paa høie Tid. Ser af Dit Kort, at i har søgt for F. det var godt, om han kunde blive hjemme lidt. Jeg har nu ingen Lyst mere, maa jo ogsaa skrive til Tante. Derfor Godnat og mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

Modtog nu lige den Meddelelse, at vi imorgen tidlig skulle reise tilbage til Reg. Jeg gad nok bleven her til Pinse, men det skal nok ikke være saa. Det er jo heller ikke slemmer for os, end andre.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Hjemmefronten

24. marts 1918 – Enkefru Røgind: “Rygtet gik, de var i Nærheden af Paris”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

24. Marts.
Man flager. Fik en ordentlig Forskrækkelse nu henimod Aften. Henny [en Hjælpekone] havde været i Byen, og hun fortalte, at Rygtet gik, de var i Nærheden af Paris. Lise og jeg var ganske skrækslagne, saa var der jo slet intet Haab. Fader bekæmpede det længe og forestillede os det urimelige i den Frygt; det hjalp os ikke, vi var herunter; saa spiste vi til Aften, og saa var han pludselig forsvunden. Vi søgte i Varmerummet, i Soveværelset, nej, saa saa vi, hans Frakke var borte, og saa vidste vi Besked. Saa kom han endelig, havde været paa Posthuset og et Slag inde i Byen, havde talt med baade Bløcher og Dahl, som han mødte og standsede og i Samtalens Løb fik indflettet, det Spørgsmaal: Er der intet Nyt. De har vist været, yderlig forbavset over at se ham paa dette Tidspunkt i Byen og saa oven i Købet indlade sig i Passiar. Han beroligede os, og det var jo Meningen. Det glemmer jeg ham ikke.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 149)

Ikke kategoriseret

21. marts 1918 – H. Hymøller: “… det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa”

Skriv en kommentar

Foran Stormen den 21. Marts.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Natten er kold og klar. Stjernerne funkler paa Himlen. Maanen er ved at titte frem. Vi befinder os bag en lille høj Skrænt, hvor vi Aftenen i Forvejen er rykkede hen. Her ser man nu en Lejr af Telte, det ene ved det andet. Den dybeste Ro hersker der over hele Lejren, blot i det fjerne hører man Granaternes hule Drønen; vi er ogsaa kun nogle faa Kilometer bag Fronten.

Paa een Gang kommer der Liv mellem Teltene; i Hast bliver de afbrudte og Tornysteren gjort færdig. Snart bølger der sig hen ad Vejen en mørk Masse, hvilket er Kompagniet, som har sat sig i Bevægelse. Vejen. fører os over aabne Marker, hen imod en lille skovklædt Høj, som vi dog lader ligge til højre for os.

Alle er rolige og stille. Enhver beskæftiget sig med sine Tanker og især denne Aften, da vi veed, hvad vi har for os. Alle tænker endnu en Gang tilbage paa deres kære Hjem og Forældre. Alle spørger vel sig selv. Faar jeg dig at se endnu en Gang, min kære Hjemstavn? Faar jeg eder at se igen, kære Forældre og Søskende? Og vi deroppe fra tænker især paa vort kære Nordslesvig, med vor Hjemstavn, hvor vi er fødte og opdragne. Endskønt jeg har været flere og forskellige Steder, har jeg dog intet Sted fundet, som fængsler mine Tanker som du, mit kære Nordslesvig!

Under disse og forskellige andre Tanker er vi skredne hurtigt fremad. Fronten nærmer sig mere og mere. Vi passerer lige nogle store Ruiner, sammenskudte Huse, som nu danner en mægtig Grushob, af de vældige Træer rager nu kun nogle nøgne Træstumper op i Luften, dette minder os om, at vi er ankomne til den farlige Zone. I det fjerne ser man Lyskugler stige i Vejret paa begge Sider. Granaternes Hylen kommer nærmere og nærmere. Snart hører man en Susen over Hovederne; det er Engelstmanden, der sender os den første Hilsen. Af og til sætter han et Par hen i Nærheden af os, som eksploderer med et vældigt Brag; dog dette forstyrrer ingen, da det jo ingen Sjældenhed er.

Jo nærmere man kommer Fronten, jo mere lydløst gaar det fremad. Ingen Klapren hører man mere; det er saa roligt, at man hører hinandens Aandedræt. Snart er man kommen til Bestemmelsesstedet, en gammel Forbindelsesgrav, som ender i forreste Linje; her bliver vort Kompagni stillet i Beredskab. Det første er at faa Spaden i Gang og snart begynder Udbedringen af den gamle forfaldne Grav for at skaffe sig god Dækning. En god Times Tid har vi arbejdet, saa er ogsaa det fuldendt. Nu forsøger enhver at gøre sig det saa behageligt som muligt, da der endnu er hele 4 Timer, inden det store Værk begynder.

Vi sætter os hen i et Hjørne af Grave og forsøger at sove, men ikke muligt. Tankerne lader en ingen Ro, og Nerverne er spændte paa det Yderste. Gang efter Gang ses der efter Urene. Tiden skrider kun langsomt fremad. Lige bag vor Grav er det meget levende, det er Artilleristerne, som er i Færd med at forberede alt. I Hast bliver den ene Kurv med Granater baaren hen efter den anden, saa at de har alt ved Haanden, naar det først tager fat. Ogsaa de er nu færdige med deres Arbejde og begynder ogsaa at blive utaalmodige. Men ikke længe! Thi snart er den fastsatte Tid kommen. Endnu et Kvarter! Spændingen er stor. Alle med Uret i Haanden følger med, Minut gaar efter Minut, øjeblikket er kommet?

Med eet Slag begyndte vort Artilleri at sende sine Hilsner over. Man hørte nu kun en Dundren og Susen i Luften. Den store Offensiv havde begyndt. Uafbrudt i 5 hele Timer dundrede vort Artilleri samt de sværre Minekastere; det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa. Da de havde beskudt Modstandernes Stilling i omtrent 4½ Time, rykkede vi ud i første Linje og gjorde os færdige til Stormen. Vi stod der Mand ved Mand og Side om Side, med opplantet Bajonet. Alle var spændte og forventningsfulde, hvad der nu vilde komme. Tiden var kommen, da Stormen skulde gaa løs. Paa et Tegn sprang alle op af Graven og styrtede nu over mod den fjendtlige Grav.

Den første Grav havde vi naaet, men man fandt ikke meget af den; den var jævnet med Jorden og det ene store Hul var ved det andet. Fjender saa man intet Spor af; de fleste havde vel trukket sig tilbage i Tide; men mangen en var ogsaa bleven levende begravet. Videre gik det mod den anden Grav. Nu begyndte man at støde paa Modstand. Hist og her i de store Granathuller laa der smaa Afdelinger skjulte. Overmagten var jo her for stor; de faldt enten levende eller døde i vore Hænder. Men det maa man lade dem, de værgede sig indtil det sidste! Snart hørte al Modstand op, og nu gik det hurtigt fremad, den ene Kilometer efter den anden og den ene Transport af Fanger fulgte den anden. Saaledes gik det videre i hele tre Dage; kun om Natten blev der standset. I disse tre Dage var det ikke muligt for Feltkøkkenet at komme med, men de engelske Proviantlagre var godt forsynede, saa man kunde faa alt. hvad man ønskede sig.

H. Hymøller.

(Fra Flensborg Avis 15. juni 1918)

Hjemmefronten

19. marts 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “beordret til at skyde, men nægtede …”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende. Læs videre 19. marts 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “beordret til at skyde, men nægtede …” →

Ikke kategoriseret

19. marts 1918 – Nyeste Efterretninger: “… i Flandern heldige Opklaringsfremstød”

Skriv en kommentar

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. De sidste med et par dages forsinkelse.

Nyeste Efterretninger. Dagens Beretning
Det store Hovedkvarter, Tirsdag

Den vestlige Krigsskueplads
Hærgruppe Kronprins Rupprecht. Stormtropper af prøjsiske, bajerske og saksiske Divisioner udførte i Flandern heldige Opklaringsfremstød, og tog under disse 300 belgiere til Fange.
Fra Kysten til La Bassé-Kanalen var Ilden om Aftenen øget. Ved den øvrige Del af Fronten holdt den sig inden for maadeholdne Grænser.

Hærgrupperne Tysk Kronprins og Gallwitz. Ved Juvincourt hentede brandenborgske Stormtropper efter haarde Kampe 20 Fanger fra de franske Grave. Artilleriilden levede til Tider op paa begge Sider af Reims og i Champagne. Ved Verduns Nordfront tiltog den i Styrke. Vi fortsatte vore Opklaringer. Saksiske Afdelinger indbragte paa den østlige Maasbred 56 Fanger.

Hærgruppe Hertug Albrecht. Mange Steder ved den lotringske Front, i Vogerserne og i Sundgau livlig Virksomhed fra fransk Side.
—
Under Luftkampe og fra Jorden skød vi i Gaar 23 fjendtlige Flyvertøjer og 2 Lænkeballoner ned.

Fra de andre Krigsskuepladser intet nyt.

Første Generalkvartermester Ludendorff.

Søkrig

18. marts 1918 – Max Valentiner: “Jeg fik en røffel”

Skriv en kommentar

Den 18. marts opbragte U-157 under kommando af Max Valentiner den spanske damper Infanta Isabel de Borbon.

Vi er nord for Madeira. Da ser vi i horisonten en kæmpe damper sejle af sted. Afstanden er 16.000 meter. Altså indenfor rækkevidde af vores ”Femtner” [15 cm kanon/Red.]. Jeg lader et advarselsskud afgive. Betragter damperen i kikkerten. Hvad var det: ikke noget sprøjt fra nedslaget – så var damperen blevet ramt …

Det var mig mere end pinligt. Og det blev endnu pinligere: Damperen stoppede straks. Da jeg kom nærmere, så jeg et spansk flag! Men jeg så også, at det røg ved damperens hæk … den syntes at brænde … Jeg skældte min artilleriofficer grundigt ud. Jeg lod den stærkeste kikkert hente, og forsatte med at observere. Og jeg blev straks beroliget: Den brændte ikke, damperen, den lukkede bare damp ud.

Over radioen krævede jeg, at damperen bragte mig sine papirer. Den satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod os. Da båden kom nærmere, kunne jeg læse: ”Infanta Isabella de Bourbonne”. Jeg kunne se også mandskabet. Det var fantastisk klædte kavalerer. Damperens førsteofficer førte båden. Han præsenterede sig, og hilste mig på det høfligste. Isabella var på vej til Spanien, havde ingen kontrabande ombord, men mange passagerer.

Da englænderne undersøgte alle neutrale dampere og tilbageholdt enhver blot den mindste smule mistænkelige passager, ville jeg lade passene undersøge: Jeg befalede min løjtnant Kosbaldt, der talte perfekt spansk og var fortrolig med spanske manérer, at gå ombord med Ölrichs og lægen. Jeg bad dem klæde sig så pænt på som muligt.

Imellemtiden havde den spanske officer beroliget mig: Mit skud havde ikke ramt … var blot til passagernes uro hvæsset over skibet …

U-157 fotograferet fra damperen Infanta Isabel de Borbon 18. marts 1918 (Illustrated London News, 27. april 1918 fra www.illustratedfirstworldwar.com via “World War I in Latin America“)

Hele rælingen var fuld af bekymrede mennesker, da båden med mine officerer nåede frem: Sådan så de tyske ”sørøvere” altså ud … og hvad ville de nu gøre … slå alle ihjel? …

Kaptajnen, om hvem lægen senere sagde, at han var en omvandrende whiskey-flaske, hilste mine officerer meget høfligt og foreslog: ”Vi er netop i gang med at spise, har de herre ikke lyst til at deltage?” Ölrich modtog som ”ældste” invitationen. Salonen var fuld af nysgerrighed, frygt – glæde endda – over denne sensation. Det blev i hvert fald ikke spist meget … Pludselig rejste Kosbadt sig. Han var en fremragende taler, og holdt en spansk tale om krig og ubåde og Isabella og damerne, som han tilslut i ridderlige vendinger udråbte et leve for …

Damerne lo, glædede sig, kastede blikke til den smukke officer, men det blev snart alvor: Ved undersøgelsen af passene fremgik det, at der ombord befandt sig en militærkommission fra Uruguay bestående af en general og flere officerer … Uruguay havde dengang afbrudt sine forbindelser med Tyskland …

Hvor er kommissionen på vej hen? Paris, svaredes der … Ölrichs fandt sagen vigtig nok til at kontakte mig over radioen – jeg gav ham ordre til at bringe generalen med tilbage til ubåden. ”Jeg inviterer Deres Excellence til at rejse med mig til Tyskland som første klasses passager …”
Excellencen, en gammel, hvidhåret herre, var forfærdet … han ville forhandle direkte med mig … der måtte kunne findes en udvej … Og han steg i en båd og kom over til mig. Officererne mønstrede nysgerrigt den kæmpe ubåd, den første tyske ubåd de nogensinde havde set.

Jeg modtog officererne og bad dem følge mig til messen. Der ventede en lille morgenmad på dem. Generalen syntes i nogen grad beroliget. Han forklarede vidt og bredt, at han ikke kunne sejle med. ”Jeg er en gammel mand, se på mig, Hr. Kaptajn, jeg vil ikke kunne holde til en besværlig rejse i en ubåd.”

”Giv mig Deres æresord på ikke at rejse til Paris!”

Generalen så overrasket op: ”Vær så god” og rakte mig hånden.

Officererne, helt igennem nydelige, velplejede mennesker, der gjorde det bedste indtryk, slugte hver detalje i ubåden med øjnene. ”Hvem der blot kunne sejle med dem … jeg mener som deres officer!” udbrød en af dem. Excellencen smilede: Den gamle soldat synes at have det på samme måde … Vi tog afsked med et lev vel, rystede hinandens hænder, generalen takkede gentagende for min venlighed.

Da mine folk kom tilbage, medbragte de en stor kurv med fransk champagne til mig. Derved et par hjertelig ord fra generalen.

Var Isabella en behagelig afveksling i vores ”oliefedtede” liv, så var det tyske udenrigsministerium ikke så begejstret for dette mellemspil. Jeg fik en røffel, fordi jeg angiveligt havde skadet forholdet til Uruguay … generalen blev nemlig løst fra sit æresord og rejste alligevel til Paris … De franske aviser skrev spaltevis, at jeg havde været fuld og havde givet kommissionen ørefigner …

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 261-4)