Tag-arkiv: U157

18. marts 1918 – Max Valentiner: “Jeg fik en røffel”

Den 18. marts opbragte U-157 under kommando af Max Valentiner den spanske damper Infanta Isabel de Borbon.

Vi er nord for Madeira. Da ser vi i horisonten en kæmpe damper sejle af sted. Afstanden er 16.000 meter. Altså indenfor rækkevidde af vores ”Femtner” [15 cm kanon/Red.]. Jeg lader et advarselsskud afgive. Betragter damperen i kikkerten. Hvad var det: ikke noget sprøjt fra nedslaget – så var damperen blevet ramt …

Det var mig mere end pinligt. Og det blev endnu pinligere: Damperen stoppede straks. Da jeg kom nærmere, så jeg et spansk flag! Men jeg så også, at det røg ved damperens hæk … den syntes at brænde … Jeg skældte min artilleriofficer grundigt ud. Jeg lod den stærkeste kikkert hente, og forsatte med at observere. Og jeg blev straks beroliget: Den brændte ikke, damperen, den lukkede bare damp ud.

Over radioen krævede jeg, at damperen bragte mig sine papirer. Den satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod os. Da båden kom nærmere, kunne jeg læse: ”Infanta Isabella de Bourbonne”. Jeg kunne se også mandskabet. Det var fantastisk klædte kavalerer. Damperens førsteofficer førte båden. Han præsenterede sig, og hilste mig på det høfligste. Isabella var på vej til Spanien, havde ingen kontrabande ombord, men mange passagerer.

Da englænderne undersøgte alle neutrale dampere og tilbageholdt enhver blot den mindste smule mistænkelige passager, ville jeg lade passene undersøge: Jeg befalede min løjtnant Kosbaldt, der talte perfekt spansk og var fortrolig med spanske manérer, at gå ombord med Ölrichs og lægen. Jeg bad dem klæde sig så pænt på som muligt.

Imellemtiden havde den spanske officer beroliget mig: Mit skud havde ikke ramt … var blot til passagernes uro hvæsset over skibet …

U-157 fotograferet fra damperen Infanta Isabel de Borbon 18. marts 1918 (Illustrated London News, 27. april 1918 fra www.illustratedfirstworldwar.com via “World War I in Latin America“)

Hele rælingen var fuld af bekymrede mennesker, da båden med mine officerer nåede frem: Sådan så de tyske ”sørøvere” altså ud … og hvad ville de nu gøre … slå alle ihjel? …

Kaptajnen, om hvem lægen senere sagde, at han var en omvandrende whiskey-flaske, hilste mine officerer meget høfligt og foreslog: ”Vi er netop i gang med at spise, har de herre ikke lyst til at deltage?” Ölrich modtog som ”ældste” invitationen. Salonen var fuld af nysgerrighed, frygt – glæde endda – over denne sensation. Det blev i hvert fald ikke spist meget … Pludselig rejste Kosbadt sig. Han var en fremragende taler, og holdt en spansk tale om krig og ubåde og Isabella og damerne, som han tilslut i ridderlige vendinger udråbte et leve for …

Damerne lo, glædede sig, kastede blikke til den smukke officer, men det blev snart alvor: Ved undersøgelsen af passene fremgik det, at der ombord befandt sig en militærkommission fra Uruguay bestående af en general og flere officerer … Uruguay havde dengang afbrudt sine forbindelser med Tyskland …

Hvor er kommissionen på vej hen? Paris, svaredes der … Ölrichs fandt sagen vigtig nok til at kontakte mig over radioen – jeg gav ham ordre til at bringe generalen med tilbage til ubåden. ”Jeg inviterer Deres Excellence til at rejse med mig til Tyskland som første klasses passager …”
Excellencen, en gammel, hvidhåret herre, var forfærdet … han ville forhandle direkte med mig … der måtte kunne findes en udvej … Og han steg i en båd og kom over til mig. Officererne mønstrede nysgerrigt den kæmpe ubåd, den første tyske ubåd de nogensinde havde set.

Jeg modtog officererne og bad dem følge mig til messen. Der ventede en lille morgenmad på dem. Generalen syntes i nogen grad beroliget. Han forklarede vidt og bredt, at han ikke kunne sejle med. ”Jeg er en gammel mand, se på mig, Hr. Kaptajn, jeg vil ikke kunne holde til en besværlig rejse i en ubåd.”

”Giv mig Deres æresord på ikke at rejse til Paris!”

Generalen så overrasket op: ”Vær så god” og rakte mig hånden.

Officererne, helt igennem nydelige, velplejede mennesker, der gjorde det bedste indtryk, slugte hver detalje i ubåden med øjnene. ”Hvem der blot kunne sejle med dem … jeg mener som deres officer!” udbrød en af dem. Excellencen smilede: Den gamle soldat synes at have det på samme måde … Vi tog afsked med et lev vel, rystede hinandens hænder, generalen takkede gentagende for min venlighed.

Da mine folk kom tilbage, medbragte de en stor kurv med fransk champagne til mig. Derved et par hjertelig ord fra generalen.

Var Isabella en behagelig afveksling i vores ”oliefedtede” liv, så var det tyske udenrigsministerium ikke så begejstret for dette mellemspil. Jeg fik en røffel, fordi jeg angiveligt havde skadet forholdet til Uruguay … generalen blev nemlig løst fra sit æresord og rejste alligevel til Paris … De franske aviser skrev spaltevis, at jeg havde været fuld og havde givet kommissionen ørefigner …

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 261-4)

26. februar 1918 – Max Valentiner: Et lazaretskib

I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter kommandanten på U-157, Max Valentiner, om et mødud for Afrikas kyst i slutningen af februar.

Pludselig dukkede en lazaretdamper op …

Havde Ölrichs [der havde kommandoen på en kampret norske damper/red.] denne gang maskeret sig som lazaretdamper? Men hvor havde han fået alle de mange elektriske pærer fra,  der hørte til denne maskering og som omkransede skibet? Da den klare lysstribe kom nærmere, blev jeg dog mistroisk og dykkede. Månen skinnede klart, gennem periskopet kunne tydeligt se alt …

Det var ikke Ölrichs, det var en fjende! Et mægtigt skib på henved 20.000 tons, med to master og to skorstene. Det passerede mig i afstand af blot 500 meter, jeg havde nemt kunne jage en torpedo i livet på den! Og havde stor lyst til det, ville i det mindste stoppe og undersøge ham, for jeg kunne ikke rigtig forstå fra hvilken krigsskueplads, der kom så mange sårede til at fylde hele damperen. Fra Østafrika? hvor på tysk side kun kæmpede omkring 300 hvide og nogle tusinde negere? Lettow [den tyske øverstkommanderende i Østafrika/red.] kunne umuligt have tilføjet englænderne så store tab?

Alene af hensyn til min nordmand, der kunne dukke op hvert øjeblik det skulle være, undlod jeg en undersøgelse, selvom det også var meget tvivlsomt, om lazaretdamperen ville have reageret på et advarselsskud. Formodentlig ville han være stukket af, have kaldt efter hjælp over radioen, og der ville være kommet en rodet affære ud af det. I sidste ende havde man formodentlig også beklaget sig over, at jeg havde beskudt et lazaretskib!

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 258-9)

20. februar 1918 – Max Valentiner opbringer græsk damper

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst, hvor han en mørk nat tabte en konvoj af syne.

Men jeg forfulgte konvojen med al kraft for at angribe den, når det blev lyst. Da den afrikanske sol den næste morgen stod strålende op, kunne jeg da også se en røgsøjle foran mig. Men det gik snart op for mig, at konvojen var forsvundet, og at denne damper enten ikke tilhørte den eller også var blevet tilbage.

Det var kun en kort skudveksling: damperens nedslag lå langt væk, på månen, som sømanden siger. Damperen var en stor græker [Kithira/red], der havde en last på ca. 6.000 tons i palmeolie i fade. Grækerens kaptajn førte det stolte navn Themistokles. Mens hele besætningen ventede i to redningsbåde ved siden af vores ubådskrydser, undersøgte vi damperen.

Den gjorde et ret snavset, trist indtryk. Men det som interesserede mig, var dens ladning af olie. Jeg besluttede mig for, hvis vores maskiner kunne arbejde med olieen, at fylde mine oliedepoter op og tage damperen med som reserve. Jeg kunne da føre krig, så længe jeg havde lyst, kunne overraskende dukke op ved Kapstaden og i Daressalam, kunne understøtte Lettow, eventuelt senere anløbe de indiske havne og på den måde føre en krydserkrig, der ville fylde verden med forundring og rædsel.

Jeg spandt videre på mine planer: Skulle min artilleriammunition blive brugt op, så kunne jeg montere den erobrede dampers kanoner. Torpedoer havde jeg nok af, hovedsagen var brændstof, og den gav grækeren mig i rigt mål.

Jeg tog straks to fad fra damperens dækslast ombord og lod dem fylde i dieseltanken. Vi var netop i gang med at oplade vores batterier. En af de to dieselmotorer var i gang, jeg kunne foretage prøven. Sandelig, palmeolien lod til at smage motoren godt, den fortsatte roligt. Ingeniøren spurgte, om jeg havde noget imod at starte den anden dieselmotor og lade den køre på olien.

Jeg var naturligvis begejstret og glædede mig, da snart derefter begge maskiner løb fantastisk. Vi overvejede nu, hvordan vi bedst og mest praktisk kunne fylde den megen olie i vores tanke og udkastede en “slagplan” for den nærmeste fremtid. Det var vigtigt for mig, at den norske besætning på min norske damper intet fik at vide om grækeren. Jeg ville holde grækeren langt væk fra al trafik og fra tid til anden hente ham til mig for at fylde olie på, han skulle være mit flydende depot.

Min “slagplan” var netop klar, da jeg blev revet ud af mine drømme: Maskinerne stod stille! Anende det værste styrtede jeg ned i maskinrummet … Så min ingeniørs bekymrede ansigt og forstod alt: Dieselmotorerne brød sig ikke om palmeolie … Det var ikke det værste. Dieselmotorerne var så forstoppede, at vi måtte skille dem ad… “Hvor lang tid vil det tage” spurgte jeg ingeniøren. Han mente, det ville tage ti timer … Han tog fejl: Det tog 36 timer!!! […]

Vi behøvede i øvrigt ikke at sænke den græske damper, den sank af sig selv: Den var nemlig læk, og kaptajnen havde kun holdt damperen gående ved at hele tiden at lade pumperne arbejde.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 254-6)

19. februar 1918 – Max Valentiner: En konvoj i sigte

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst.

I dagevis ikke en røgsky i sigte, havet var som uddødt. Vi passerede de Kap verdiske Øer og så i det fjerne Porto Grande. Heller ikke her var der noget liv. Vi blev slæbt videre [af en kapret norsk damper/red.] med kurs mod Sierra Leone. Kort før havnen gav jeg nordmanden ordre til at begive sig til i et område uden trafik og uden fare. Selv lagde jeg mig på lur syd for Sierra Leone i synsvidde af den afrikanske kyst for at opfange de dampere, der sejlede mellem Kapstaden og Sierra Leone.

Desværre var luften på grund af den store hede og den almindelige fugtighed så diset, at vi ikke havde noget udsyn og intet fik i sigte. Til sidst lagde jeg mig direkte foran Sierra Leones havn. Men det kom der intet ud af, der var ingen trafik at se. 

Jeg tror klokken var elleve om aftenen, jeg stod med mine officerer på dækket. Det var en bælgmørk nat, en af dem, hvor man angiveligt ikke kan se sin en hånd for sig … Men med et løste silhouetter sig fra mørket … Skibe! En Konvoj. Vi lå midt i den … måtte gå 30 meter frem, tilbage, måtte manøvrere for ikke at blive påsejlet.

Jeg stirrede ud i natten: På 800 meters afstand passerede to hjælpekrydsere – – langsomt gled deres  silhouetter forbi os. Mine folk var allerede klar ved 15cm-kanonerne … Ikke et menneske sagde et ord, men jeg vidste, at folkene brændte efter at skyde … langsomt sejlede hjælpekrydserne forbi, mens jeg overvejede …

De ville gengælde beskydningen … på 50 henholdsvis 150 meter. Selv i denne bælgmørke nat kunne hvert skud være en træffer … vi måtte være fornuftige.  En torpedo ville jeg gerne risikere. Men før jeg var færdig, havde natten opslugt konvojen.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 253-4)

17. februar 1918 – Max Valentiner: “… også svinene forsvarede skibet”

Den 17. februar 1918 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ud for Afrika den portugisiske sejlskib, Estrella Da Bissao (129 BRT). I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen af et portugisisk sejlskib som kan være Estrella Da Bissao.

Fra Azorerne sejlede jeg via de Kanariske Øer til den afrikanske kyst. Undervejs sænkede jeg enkelte mindre fartøjer, de første på denne rejse. Jeg husker særlig en sænkning som det var i dag: Om natten i måneskin holdt jeg et stort sejlskib an, en helt ny tremaster under portugisisk flag med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Mine folk lagde til med jollen, og ville klatre op på dækket. Da sprang en kæmpe hund, en slags sanktbernhardshund, larmende imod dem, gøede og bed, og ville ikke lade nogen komme op på dækket. Mine folk forsøgte at slå den ned med årerne, men hunden var for hurtig, veg uden om, ingen kunne ramme den.

Jollen måtte tilbage igen for at hente en pistol. Jeg bad dem skåne den tapre hund, det ville være bedre om de tog den med. Men den lod sig ikke overtale: den måtte “slås ned”.

Sejlskibet havde bomuld og kobber ombord, en værdifuld ladning, som vores besætning, der havde brug for levnedsmidler, dog ikke kunne bruge til noget. Derimod var der to svin ombord, naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han op: også svinene forsvarede skibet til de blev knaldet ned. Og jeg spiste sammen med svinekødet et stykke anerkendelse for det tapre dyr.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 229-30.)

31. januar 1918 – Max Valentiner: Den norske kaptajn

Max Valentiner kaprede midt i januar i en norsk damper, og brugte den som slæbe og forsyningsskib. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter han nærmere om skibets kaptajn.

Jeg holdt det for det rigtigste og klogeste ikke at lade den norske kaptajn føle sit fangenskab. I stedet betonede vi, at vi var gæster ombord på hans skib og han kaptajnen. Og på den måde kom vi hurtigt overens, og mere end det, vi sluttede venskab med kaptajnen, som langsomt men sikkert tog vores “piratvaner” til sig. Ja, han opførte sig som en tysk officer, angrebslysten brændte i ham …

Da den norske damper ved ækvator måtte vente på mig alene, kom et fransk sejlskib, der var bevæbnet til tænderne. Min kaptajnløjtnant [Ölrichs] foretrak derfor, at lade sin “tschinbum”, som frontsoldaterne kalder de små kanoner, tie.

Franskmanden spurgte over radioen nordmanden om positionen. Ölrichs svarede og sejlede temmelig tæt forbi franskmanden for at kunne se hans dæk. Den norske kaptajn stod ved siden af ham og skummede: “Vær nu ikke så bange … vi har brug for mel … påsejl ganske enkelt svinet og så færdig…”, og han gned sig i hænderne ved tanken om det lille slag.

Men Ölrichs forholdt sig fornuftigt: Franskmanden var et kæmpe skib og nordmanden en gammel skude … nej, nej, så var det bedre at holde sig i ro.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 250-1)