21. marts 1918 – H. Hymøller: “… det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa”

Foran Stormen den 21. Marts.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Natten er kold og klar. Stjernerne funkler paa Himlen. Maanen er ved at titte frem. Vi befinder os bag en lille høj Skrænt, hvor vi Aftenen i Forvejen er rykkede hen. Her ser man nu en Lejr af Telte, det ene ved det andet. Den dybeste Ro hersker der over hele Lejren, blot i det fjerne hører man Granaternes hule Drønen; vi er ogsaa kun nogle faa Kilometer bag Fronten.

Paa een Gang kommer der Liv mellem Teltene; i Hast bliver de afbrudte og Tornysteren gjort færdig. Snart bølger der sig hen ad Vejen en mørk Masse, hvilket er Kompagniet, som har sat sig i Bevægelse. Vejen. fører os over aabne Marker, hen imod en lille skovklædt Høj, som vi dog lader ligge til højre for os.

Alle er rolige og stille. Enhver beskæftiget sig med sine Tanker og især denne Aften, da vi veed, hvad vi har for os. Alle tænker endnu en Gang tilbage paa deres kære Hjem og Forældre. Alle spørger vel sig selv. Faar jeg dig at se endnu en Gang, min kære Hjemstavn? Faar jeg eder at se igen, kære Forældre og Søskende? Og vi deroppe fra tænker især paa vort kære Nordslesvig, med vor Hjemstavn, hvor vi er fødte og opdragne. Endskønt jeg har været flere og forskellige Steder, har jeg dog intet Sted fundet, som fængsler mine Tanker som du, mit kære Nordslesvig!

Under disse og forskellige andre Tanker er vi skredne hurtigt fremad. Fronten nærmer sig mere og mere. Vi passerer lige nogle store Ruiner, sammenskudte Huse, som nu danner en mægtig Grushob, af de vældige Træer rager nu kun nogle nøgne Træstumper op i Luften, dette minder os om, at vi er ankomne til den farlige Zone. I det fjerne ser man Lyskugler stige i Vejret paa begge Sider. Granaternes Hylen kommer nærmere og nærmere. Snart hører man en Susen over Hovederne; det er Engelstmanden, der sender os den første Hilsen. Af og til sætter han et Par hen i Nærheden af os, som eksploderer med et vældigt Brag; dog dette forstyrrer ingen, da det jo ingen Sjældenhed er.

Jo nærmere man kommer Fronten, jo mere lydløst gaar det fremad. Ingen Klapren hører man mere; det er saa roligt, at man hører hinandens Aandedræt. Snart er man kommen til Bestemmelsesstedet, en gammel Forbindelsesgrav, som ender i forreste Linje; her bliver vort Kompagni stillet i Beredskab. Det første er at faa Spaden i Gang og snart begynder Udbedringen af den gamle forfaldne Grav for at skaffe sig god Dækning. En god Times Tid har vi arbejdet, saa er ogsaa det fuldendt. Nu forsøger enhver at gøre sig det saa behageligt som muligt, da der endnu er hele 4 Timer, inden det store Værk begynder.

Vi sætter os hen i et Hjørne af Grave og forsøger at sove, men ikke muligt. Tankerne lader en ingen Ro, og Nerverne er spændte paa det Yderste. Gang efter Gang ses der efter Urene. Tiden skrider kun langsomt fremad. Lige bag vor Grav er det meget levende, det er Artilleristerne, som er i Færd med at forberede alt. I Hast bliver den ene Kurv med Granater baaren hen efter den anden, saa at de har alt ved Haanden, naar det først tager fat. Ogsaa de er nu færdige med deres Arbejde og begynder ogsaa at blive utaalmodige. Men ikke længe! Thi snart er den fastsatte Tid kommen. Endnu et Kvarter! Spændingen er stor. Alle med Uret i Haanden følger med, Minut gaar efter Minut, øjeblikket er kommet?

Med eet Slag begyndte vort Artilleri at sende sine Hilsner over. Man hørte nu kun en Dundren og Susen i Luften. Den store Offensiv havde begyndt. Uafbrudt i 5 hele Timer dundrede vort Artilleri samt de sværre Minekastere; det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa. Da de havde beskudt Modstandernes Stilling i omtrent 4½ Time, rykkede vi ud i første Linje og gjorde os færdige til Stormen. Vi stod der Mand ved Mand og Side om Side, med opplantet Bajonet. Alle var spændte og forventningsfulde, hvad der nu vilde komme. Tiden var kommen, da Stormen skulde gaa løs. Paa et Tegn sprang alle op af Graven og styrtede nu over mod den fjendtlige Grav.

Den første Grav havde vi naaet, men man fandt ikke meget af den; den var jævnet med Jorden og det ene store Hul var ved det andet. Fjender saa man intet Spor af; de fleste havde vel trukket sig tilbage i Tide; men mangen en var ogsaa bleven levende begravet. Videre gik det mod den anden Grav. Nu begyndte man at støde paa Modstand. Hist og her i de store Granathuller laa der smaa Afdelinger skjulte. Overmagten var jo her for stor; de faldt enten levende eller døde i vore Hænder. Men det maa man lade dem, de værgede sig indtil det sidste! Snart hørte al Modstand op, og nu gik det hurtigt fremad, den ene Kilometer efter den anden og den ene Transport af Fanger fulgte den anden. Saaledes gik det videre i hele tre Dage; kun om Natten blev der standset. I disse tre Dage var det ikke muligt for Feltkøkkenet at komme med, men de engelske Proviantlagre var godt forsynede, saa man kunde faa alt. hvad man ønskede sig.

H. Hymøller.

(Fra Flensborg Avis 15. juni 1918)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *