Tag-arkiv: Alberich

13. april 1918 – Mathias Damm: “Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

1.-16. april 1918. Claus Eskildsen på vestfronten. “Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af april bevæger Eskildsen og hans regiment sig frem i det franske landsskab. Frem mod Amiens der skal holdes.

Ved Ham kommer vi Dagen efter over Somme-Floden og marcherer nu gennem den forfærdelige Ørken, som Tyskernes »Alberich-Bevægelse« skabte for et Aar siden. For tredje Gang kradser Krigsharvens Tænder gennem denne ulykkelige Egn, der er intet mere at ødelægge. Franskmændene har ladet de af Tyskerne omhuggede Frugttræer ligge visne ved deres Stubbe, meget virkningsfulde Skamstøtter! 

De faldne ligger enkeltvis og i Hobe ved Siden af Vejen, graa Tyskere, gulbrune Tommyer, skjørteklædte Skotter, blaa Franskmænd. Ingen af dem har Støvler paa Fødderne; de forbimarcherende Tropper har forsynet sig med bedre Fodtøj, end det indesluttede Tyskland kan levere. Vi er alle Ligrøvere. Hver Mand løber omkring i engelske Overfrakker og Gummiveste og med engelsk Undertøj. Jeg nøjes med at tage de to Ting, jeg savner haardest, en Lommekniv og en Støvlebørste. Paaskedag naar vi Roye, hvor hele Staben, 6 Officerer, 117 Mand og 27 Heste, tager Kvarter i en ødelagt Fabrik.

Vi er vaade Dag og Nat. Ved St. Quentin begyndte Regnen, og det regner, regner, hver Dag i næsten 14 Dage. Post har vi ikke faaet i 6 Dage. Vor Forplejning er Kartofler, som vi finder undervejs. I Dag koger vi som Festmaaltid Stabens Ged i Feltkøkkenet. Den 1. April marcherer vi fremad paa Landevejen Roye-Amiens.

Vi skærer her Stillingerne fra Tiden før Sommeslaget. Ved Byen Hangest har vi indhentet den første Stormflodsbølge, der er standset ved Avreflodens Kløft, et Par Mil foran Amiens. Efter 10 Dages Fremadstormen er General Hutiers Stormtropper pumpet ud for Blod og Kraft.

Artilleriet har intet at skyde med, Infanteriet er udmattet af Sult. Tilførslen af Ammunition og Forplejning svigter som sædvanlig og lader Offensiven gaa i Staa. Bagude saa vi Lastbilerne køre med Stole, Sofaer, Senge, Klaverer til Officererne ved de højere Stabe, men Granater og Brød lader man ligge! Det skulde Ludendorff se! — Men han ligger vel selv i en blød Seng et Sted langt inde i Etappen.

Foran Avrefloden trækkes nu den anden Flodbølge sammen. I Byen Hangest ligger alene fem Divisioner. De afløser Natten mellem den 2. og 3. April og skal den 4. føre det andet voldsomme Stød. Første Dags Maal er Overskæringen af Jernbanen Paris—Amiens.

Kl. 1½ om Morgenen har Stormtropperne indtaget deres Plads. Kl. 6 begynder Artilleriet at tromle, Kl. 8,10 bryder Infanteriet frem. Det bliver en sort, ravnsort Dag! Franskmændene har udnyttet det Par Dages Pusterum til at kaste Reserver herhen fra alle Landets Egne. Amiens skal holdes for enhver Pris.

Regnen er deres bedste Forbundsfælle. Under store Tab tager 266erne den forreste Stilling, men hænger saa med begge Fløje i fri Luft. Kanoner og Minekastere kan ikke komme med frem, og Regimenterne til højre og venstre klæber ogsaa fast i Leræltet. Flankeild er uudholdelig. — Tilbage! — I. Bataillon har mistet alle fire Kompagniførere, II. Bataillon har lidt samme Skæbne.

Da Aftenen sænker sig ned over Blodmarken Vest for Avre, har alle tre Batailloner tilsammen kun 400 Mand i forreste Linie. 700 Mand ligger døde og Saarede, dækket med Lersnavs, paa Slagmarken. Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.

Regimentet, det stolte, tapre Regiment, er knust paa een Dag! Vi staar Dagen igennem foran Kvarteret i Hangest. En uafbrudt Kæde af letsaarede gaar forbi. De første melder om Sejr, de senere bringer kun Jobsposter. Jeg skammer mig ved at staa her og drive, mens alle derude ofrer deres sidste Kraft. Maaske kan man hjælpe Oberstløjtnant, Løjtnant og de andre en Smule.

Den brave Willandsen er villig til at ledsage mig, og hen paa Eftermiddagen stamper vi af Sted.

Det blev den drøjeste Tur, jeg har haft under Krigen. Vi vader til op over Støvleskafterne i Lerklistret. Kun naar man bider Tænderne sammen, kan man flytte sig Fod for Fod. De prustende Train-Kolonneheste oversprøjter os med Dynd, saa hele Kroppen er dækket af en Lerskorpe.

Vi naar over paa den anden Side af Avrebækken og flakker nu omkring paa den granatpløjede »Ærens Mark«. Heste, Vogne, Mennesker, frygteligt tilredte, ligger strøet ud over Pløjemarkerne. De døde har udstridt, de lemlæstede skriger og klynker.

I en Vejgrøft ligger der en Hest, dækket af Søle, en uhyggelig Klump Snavs, med Tarmene hængende ud af Livet, en eneste stor Lidelse. Da jeg kommer hen til den, hæver den Hovedet, ser bedende og — forekommer det mig — bebrejdende paa mig og udstøder et langt Klageskrig med en næsten menneskelig Stemme, som jeg aldrig, aldrig har hørt lyde fra et Dyr. — Jeg fortryder det endnu i Dag, at jeg ikke skød den Hest!

Mit eneste Skud i hele Krigen burde have været Barmhjertighedsgerningen mod dette stakkels Dyr! Lidt længere fremme ligger der en feltgraa. — »Ham behøver man ikke at jorde; han er allerede eet med Dyndet!« — Idet jeg gaar forbi, sker det uhyggelige: det formentlige Lig rører sig, Staklen prøver at hæve sig. — Klage kan han ikke mere!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 207-209

31. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “… vore Troppers friske og glade Angrebslyst”

Den 31. marts 1917 bragte Flensborg Avis sidste del af Det store Hovedkvarters beretning om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

(læs første del)

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives:

3.
En anden Gruppe af Kampe udspandt sig i det østlige Afsnit af det opgivne Omraade. Her var det ved Landsbyen Warlencourt af særlig Vigtighed at forhindre, at Fjenden fulgte efter. Med Glæde løste Tropperne denne Opgave. De i dette Afsnit opstillede Divisioner havde siden først i November Maaned befæstet de i og for sig paa lavt og sumpet Terræn beliggende Stillinger, som til at begynde med kun bestod af Granathuller, og udbygget dem, og nu skulde der uden Tvang gaas tilbage, skønt Modstanderen tit havde hentet braadne Pander her.

Forberedelserne var vanskelige, thi Fjenden maatte ikke mærke noget. Og derved kunde der ingen Tvivl være om, at han i det mindste i Almindelighed var underrettet om, hvad der forestod. Han maatte vide, at der bag ved vore forreste Linjer var lavet en Række gode Stillinger. Men det viste sig straks ved Begyndelsen af vore Bevægelser, at i det mindste Tidspunktet vor forblevet skjult for Fjenden, at han altsaa ikke havde erkendt Formaalet med de nævnte Sprængninger og ødelæggelser, og vore dristigste Forventninger blev overtrufne, da vi saa Fjenden endnu i Dagevis fyre med Artilleri og Maskingeværer mod vore forladte Stillinger.

Dette skylder vi vore Patrouillers tapre Udholdenhed, idet de holdt godt ud i de forladte Grave. Til Trods for Faren for at blive rendte over Ende eller afskaarne, forstod de stadig at skuffe Fjenden, som om Gravene endnu var fuldt besatte. Da de mærkede, at denne Hensigt lykkedes, var de endda saa kække at stødte frem ud over vore for længe siden af Hovedstyrkerne forladte Grave, og det kom til Patrouillekampe i Forterrænet uden nogen Støtte i Ryggen! Herved fastsloges det, at Fjenden endnu som før arbejdede paa sine Traadforhindringer. Det var altsaa lykkedes fuldstændig at skuffe ham.

Først den tredje Dag efter Rømningen kom Fjenden under Vejr med, at der var sket en Forandring, og han begyndte da ogsaa straks at skyde sit Artilleri frem, men han vidste ikke, hvor langt vi var gaaede tilbage, og overstrøede planløst Terrænet med sin Ild. Lidt efter lidt blev hans Patrouiller dristigere; Aarsagen til denne stigende Selvbevidsthed kendtes rigtignok paa — deres usikre Gang.

Nu trak vore Fortropper sig lidt efter lidt tilbage til den længere bagved liggende Linje og holdt kun den saakaldte „Bastion”, en Højde nord for Landsbyen Warleneourt, som i en Bue fra Syd og Vest var omsluttet af „Warlencourt-Værket” og mod Øst af ”Leipzig-Værket”. Paa denne i Terrænet stærkt fremspringende Høj, som ligefrem udfordrede til et Angreb, laa da ogsaa snart haard fjendtlig Ild.

Kun skilt fra „Bastionen” ved en jævn Sænkning hævede sig i Retning af Sydøst til Øst den højtliggende Gruppe Landsbyer Le Barque, Ligny-Thilloy og Thalloy; ogsaa de var naturligvis fuldstændig i Ruiner. Her satte lidt efter lidt fjendtlige Patrouiller og senere større Styrker fast, som sprang frem fra den fjendtlige Linje. Dette fremkaldte Tanken om et kraftigt Modstød for derved at søge at afskære Fjenden, som var trængt frem til Landsbyen.

Ud fra disse Overvejelser fødtes et større Modangreb, som gennemførtes den 2. Marts. Dette Foretagende, som paa Grund af sit dramatiske Forløb nok havde fortjent en nærmere Beskrivelse, kom dog paa Grund af et samtidigt ført stærkt engelsk Angreb paa „Bastionen” ikke til fuld Udførelse. Denne maatte efter en heftig Modstand overlades Fjenden, men Forsvarernes Holdning er hævet over enhver Ros. Rømningen af Stillingerne fulgte svarende til Befalingerne efter en heftig Modstand, som kostede Fjenden store Tab, og alt indbygget Materiel og alle de saarede skaffedes tilbage. Ikke engang de døde efterlod man i Fjendens Haand.

Ved denne Afslutning af Kampen om „Bastionen” blev der paa en vis Maade grebet ind i Resultatet mod Landsbygruppen, idet den angribende Gruppe saa sin højre Fløj blottet. Og dog naaede de paagældende Kompagnier under koncentrisk Samvirken ind i Landsbyerne og vendte planmæssigt tilbage til deres Grave, mens de førte et betydeligt Antal Fanger med sig, deriblandt flere Officerer.

Desværre betjente Englænderne sig under disse Kampe igen af folkeretsstridige Midler. Det er utvivlsomt bevist, at de har prøvet paa at skaffe en sønderskudt tysk Gravmortér tilbage paa en Sygebaare under Røde Kors-Mærket. Et andet Sted har en Afdeling, som det var lykkedes at komme bag om et af vore Kompagniers Fløj, nærmet sig dette bagfra, idet de havde ombyttet deres flade Staalhjælme med tyske. Begge disse forsmædelige Krigslister opdagedes i Tide, og saavel „Transporten af den saarede” som „Flankedækningen” ødelagdes til sidste Mand af Maskingeværild.

Ogsaa under Kampene om det østlige Afsnit stod vore Troppers friske og glade Angrebslyst sin Prøve. I stort Overtal meldte de frivillige sig til Patrouiller eller større Foretagender og kappedes om at bidrage til, at det hele lykkedes.

Det er ikke tysk Skik at fejre tilbagegaaende Bevægelser, selv hvor disse sker uden Tryk og Paavirkning fra Fjendens Side, og hvor de lykkes langt ud over, hvad man havde haabet, som Sejre. Den „triumferende Likvidation af Gallipoli-Foretagendet” og „Polens geniale Rømning” overlader vi til vore Fjender. Men vi har dog Ret til med Stolthed og Tilfredshed at henvise til den lykkelige Tilbagelægning af vor Front paa begge Sider af Ancre-Bækken. Den leverer Beviset for, at som i Hjemmet saaledes bevarer ogsaa Tropperne den ubetingede Tillid til deres Førere, ogsaa naar det gælder af højere Hensyn at bringe det tungeste Offer for Soldaten: Paa Befaling at opgive en gennem lange Maaneders Kampe sejgt forsvaret Stilling planmæssigt, uden at spore Fjendens Klinge.

30. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe …”

Senest ændret den 31. marts 2017 8:52

Den 30. marts 1917 bragte Flensborg Avis nedenstående beretning fra Det store Hovedkvarter om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives: Kun langsomt og nølende havde Englænderne besluttet at følge vore Tropper til det Terræn, som vi siden den 23. Februar havde overladt dem. Vore Bagtropper og vort Artilleris energiske Ild fik dem til at studse og gjorde dem hver Fodsbred Jord stridig. Naar vore Tilsløringsforholdsregler havde opfyldt deres Formaal og et yderligere Terrænafsnit frigaves af os, forkyndte de engelske Hærberetninger dette som „Sejre”, „Erobringer” og Befrielser. Først fra den 23. Februar af tog Angriberne sig sammen til kraftigt at trænge efter, og nu udspandt der sig i Forterrænet ved vore nye Stillinger tre nye Afsnit af Kampe, som fortjener en indgaaende Skildring. De giver vore Troppers og disses Underføreres Aand et glimrende Vidnesbyrd.

1.
Det yderste Forspring af den af os nu opgivne Landstrimmel ind i de fjendtlige Stillinger dannede Landsbyen Gommecourt. Alle Franskmændenes og Englændernes Angreb mod dette fremskudte Punkt var strandede, ogsaa for Sommeslaget. Da dette begyndte, havde Modstanderen efter den bekendte Artilleriforberedelse, som varede en Uge, den 1. Juli 1916 angrebet Landsbyen med store Styrker og var ogsaa enkelte Steder trængte ind i Gravene, af hvilke de dog endnu samme Aften kastedes ud med Tab af nogle Fanger og mange døde. Siden da har kun Artilleriet, men meget stærkt, i de 8 Maaneders Forløb virket mod Landsbyen og skudt den helt sønder og sammen; ogsaa det prægtige Slot med sin smukke Park var, som saa mange andre i Somme-Omraadet, jævnet med Jorden af det franske og engelske Artilleri.

Det faldt meget svært for vore Tropper at efterkomme Befalingen fra oven om at rømme de Grave og underjordiske Beboelsesrum, som ligefrem var komne til at staa deres Hjerte nær, og i hvilke de under vanskelige Forhold havde budt den fjendtlige Ild Trods under de endeløse Slagmaaneder. Da Fjenden endelig en Række af Dage efter Rømningen vovede at sætte sig fast i Landsbyen med stærkere Patrouiller, trængte vore Bagtropper endnu engang paa eget Initiativ ind i Landsbyen, kastede Fjenden ud af den, besatte „Kærneværket” i vor forladte Stilling, som allerede under Kampene den 1. Juli havde været Hovedstøttepunktet, og vendte saaledes endnu en Gang tilbage til Hjemstedet for lange vanskelige Maaneder. Der behøvedes en ny udtrykkelige Befaling for at faa dem til at rømme Stillingen igen.

Under de nu Haarders begyndende Bagtropskampe ydede Forsvarerne sejg og udholdende Modstand mod den først nølende og langsomt efterfølgende Fjende, stødte stadig paa ny frem igen og forhindrede saaledes, at Fjenden rykkede efter i det planmæssigt opgivne Terræn langt ud over den Tid, man havde antaget. Under denne Kamp viste sig tydeligt vore Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe, som i det mindste mindede om Bevægelseskrigen. Underførernes glade Lyst til at gaa paa, den menige Mands Lyst til Eventyr, til personlig Fare osv, traadte frem i en Grad, som viste, at den lange Gravkrigs Nervepirrende Indflydelse ikke i mindste Maade havde skadet Troppernes Aand. Hvad der under disse Kampe er ydet af Enkeltmand, maa forbeholds Regimenternes Historie, i hvilken disse Dages Kampe vil komme til at spille en ærefuld Rolle.

Til en særlig livlig Kamphandling kom det den 27. Februar om Morgenen under et stærkt Angreb fra Englændernes Side paa den hidtil bag de tyske Linjer beliggende lille Skov ved Høj 125. Her viste et Reserveregiment, som allerede har udmærket sig under hele Felttoget, sig særlig under en forbitret Nærkamp. At de har naaet en væsentlig heldigere Stilling, har haft en lige saa heldig Indflydelse paa Nordvestfløjens Tropper paa vor nye Front, som Kampenes Forløb har haft det paa deres Stemning og Selvtillid. Hos Infanteriet og Artilleriet har Indtrykket af deres ubetingede Overlegenhed i Feltkrigen over den Modstander, de hidtil kun har staaet over for i Gravkampen, urokkelig fæstnet sig.

2.
Som Hjørnet ved Gommecourt sprang langt frem imod Vest, saaledes sprang ogsaa Spidsen ved Grandcourt langt ind i Fjendens Stilling i sydvestlig Retning, saa den samtidig kunde tages under den fjendtlige Ild i Front og Flanke. Dette gjorde sig saa meget mere gældende, som dette „blæsende Hjørne” ogsaa omfattede et større Antal Landsbyer, nemlig Serre, Puisieux, Miraumont, Irles og Pys. Rigtignok var disse smukke franske Landsbyer for længe siden af Franskmændenes Forbundsfæller forvandlede til Grushobe og kunde knap nok kendes fra Markerne rundt omkring, idet det hele kun var en Række af Granathuller. Navnlig Serres, det vestlige Hjørne, var fuldstændig raseret bort fra Jordens Overflade. „Befrielsen” af disse Landsbyer, som i de fjendtlige Hærberetninger fremhæves med teatralsk Begejstring, kommer altsaa for sent til at udløse andet i deres tidligere Indbyggere end en ret platonisk Tilfredsstillelse.

Til Trods for deres Tilstand, i hvilken de heller ikke i mindste Maade mere mindede om deres tidligere beboelige Tilstand, udøvede disse kun paa Kortet kendelige geografiske Punkter dog en særlig Tiltrækning paa det fjendtlige Artilleri. Naar man tilføjer, at disse næsten ubeboelige Stillinger gennemstrømmes af Ancre-Bækken og dennes to sumpede øvre Løb, af hvilke Bækken flyder sammen i Landsbyen Miraumont, saa er det forstaaeligt, at netop her Befalingen til at ombytte disse Stillinger med højere, længere tilbageliggende hilstes med særlig Glæde.

Og saa har de til Forsvar efterladte Tropper endda ikke gjort det let for Fjenden at faa Fodfæste paa det opgivne Terræn. Deres Patrouiller og Bagtropper i Samvirken med Artilleriet, som naturligvis kendte Terrænet helt nøje, holdt Modstanderen under en virksom Ild, at han kun meget langsomt besluttede sig til at besatte de mudrede og sønderskudte og af de tyske Sprængninger til den sidste Rest ødelagte Grave, der gik gennem en Ruinørken, som engang hed Puisieux eller Miraumont. Kun helt langsomt rømmede de her tilbageladte Sikringsafdelinger, følgende den almindelige Befaling, de Terrænafsnit, der skulde opgives, over for Fjendens stadig stærkere Afdelinger, som lidt efter lidt samlede sig henimod den 28. Februar. Den nævnte Dag fandt Fjenden endelig Mod til en større Angrebshandling, som dog allerede brød sammen i Artilleriets og Bagtroppernes Ild.

(fortsættes)

26. marts 1917 – Johannes Christensen: Hver dag bliver opreven af uhyggelige og ulykkelige begivenheder

Senest ændret den 29. marts 2017 9:08

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I dette brev til sin familie hjemme i Visby ved Bredebro prøver han at udrede, hvilken betydning de seneste begivenheder i krigen – Operation Alberich (tyskernes planlagte tilbagetog til stærkere stillinger på vestfronten) og Februarrevolutionen vil få for krigens gang.

Stillingen 26/3 1917.

Kære alle sammen!

Nu skal I så have det lovede brev, som jeg skrev på forrige kort. Jeg er stadig i skansearbejde nu og bliver her 3-4 dage. Vi arbejder fra om morgenen klokken 7.00 til 15.00 eftermiddag i en tur, men så er vi da også for det meste færdig for en dag, så med tjeneste går det jo endda, men det skal jo også forestille ro for os. En ordentlig appetit har vi , kan I tro, når vi kommer tilbage efter at have arbejdet otte timer ud i ét, og så i denne sne og kulde, som vi stadig har endnu hver dag.

Så er Alfred (Johannes storebror, red.) heller ikke kommet på orlov endnu. Jeg gad nok vide, hvornår I alle skulle få os at se derhjemme. Måske bliver det ikke før pinse, men hovedsagen er jo, at vi blot kommer hjem en gang, så må vi have tålmodighed så længe. Det går forfærdeligt langsomt med orloven i denne tid. Der kører seks mand ad gangen. De næste, der kører, bliver vistnok omkring 6-7. april, så de kan være hjemme påskedag. Det var nok rart, at komme med på den tur, men stort håb har jeg jo ikke.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Går det nogenlunde med sundheden mor og far? Mon vi dog ikke snart skulle fred?

Tyskerne er jo gået et stort stykke tilbage deroppe ved Somme, men af hvilken grund de har gjort det, og hvad følgerne vil blive er jo ikke godt vide. I Rusland har de også haft et mægtig spektakel, ladet det jo til og her fortalte de i går, at de havde tilbud om fred, men det stemmer jo naturligvis heller ikke.

Ah! Gid det dog snart var så vidt, at vi kunne drage hjem igen og ud af denne krigstummel, hvor hverken sind eller tanke nogensinde kan finde ro, men stadig på ny hver dag bliver oprevet af uhyggelige og ulykkelige begivenheder og tildragelser. Oh! Ja, hvor vi længes efter at komme hjem igen, ud af det hele og begynde et andet liv igen. Ja, Gud give, at det ikke må vare så længe. Jeg synes, at jeg er så adspredt i disse dage, så jeg kan slet ikke tænke mine tanker til ende. Det blev heller ikke noget rigtigt brev i aften. I må undskylde, men jeg kan ikke samle mine tanker. I hører nok snart igen. Jeg har det ellers godt.

Med kærlig hilsen og på gensyn, Eders Johannes

Hils venner og bekendte derhjemme. I har vel ikke hørt noget om ansøgningen? Har I heller ikke hørt noget fra Thorvald (Johannes’ bror, red.). Han er jo flyttet igen.

Hils venner bekendte derhjemme.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. marts 1917. Operation “Alberich”

I marts 1917 foretog tyskerne en strategisk tilbagetrækning på Vestfronten til den såkaldte Siegfried-stilling. Alt foran den nye stilling blev sprængt eller brændt ned. Füsilierregiment 86 var med til ødelæggelserne.

Den følgende nat begyndte divisionens tilbagetog til Siegfried-stillingen. 

Da frigørelsen fra en opmærksom fjende er meget vanskelig, var den foreskrevet i mindste detalje. Hvilebataljonen besatte denne nat bagtrop-stillingen ved Ervillers bag for Gomiécourt. Beredskabsbataljonen, den I bataljon, gik som beredskab for bagtroppen til Mory og besatte de veje, der derfra førte sydpå. Frontbataljonen, III bataljon, forlod den forreste linje, R1-stillingen, og marcherede gennem de to andre bataljoner på en nattemarch til Lagnicourt bag ved Siegfried-stillingen.

Sikringen af denne tilbagetrækning varetog sikringsafdeling Simon for divisionen, fra hvert regiment ét kompagni, fra regiment 86 var det 5. kompagni (løjtnant Harms). Det forblev om natten i R1, afgav skud støttet af artilleriet, skød lyskugler op og snød således fjenden under bataljonernes tilbagetrækning.

Den følgende dag holdt det R2 besat ind til kl. 8 om aftenen, gik så skridtvis tilbage og forenede sig med II bataljon i Baralle, 12 km vest for Cambrai, hvor den 18. marts division og 2. garde-reservedivision havde indtaget en stilling.

Tilbagetrækningen var et grusomt smukt syn. ”Alberich” begyndte sit værk. Allerede uger i forvejen havde man truffet forberedelser til at vanskeliggøre fjendens fremstød. Indbyggerne var i forvejen sendt bort.

Så blev samtlige vejkryds undermineret, kældre, dækningsrum og brønde fyldt med sprængstof. Hele ødelæggelsesværket var opkaldt efter dybets mørke dæmon ”Alberich”.

Dagen i forvejen var man begyndt med sprængningen. Nu flammede landsbyerne op og lyste uhyggeligt gennem den tykke røg, der bredte sig vidt ud over markerne. Hvert øjeblik gennemrystedes luften af det dumpe knald fra en ny sprængning.

Terrænet skulle forvandles til en ørken, som fjenden kun med stort besvær kunne krydse, hvor han ikke kunne finde vand, ingen beskyttelse og ingen dækning.

Forholdsreglerne var hårde, men i krig betyder enhver skade, som man kan tilføje fjenden, at egne folks liv og helbred skånes. Her er der ikke plads til medfølelse.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. marts 1917 – Lorens Jepsen: “…al denne Ondskab”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. Regimentet deltog midt i marts i den store tilbagetrækning – Unternehme Alberich – fra udbulningen i frontlinjen ved Somme.

12.III.17.
Min egen kære Anne!
I flere Dage har jeg ikke modtaget Post ej heller skrevet, thi jeg har ikke haft Tid eller Lejlighed dertil. Vi har her nemlig ingen rolig Stilling, men er i Bevægelse, det vil sige, tilbage gaaende. Vi ligger her indeklemt i en Bue og Stillingen opgives derfor, som der vel ogsaa staar i Aviserne, frivilligt; det vil dog forstaas saaledes, at den vanskelige Stilling ikke kan holdes under Engelskmandens Tryk.
Langsomt, men sikkert!

Byerne bag Fronten rømmes af Beboerne. Da jeg rejste hen til Kompagniet, saa jeg, hvorledes Franskmændene paa Banegaardene maatte læsse Jernblik, Tagrender og lignende paa Jernbanevogne. Alt af Værdi skaffes bort, Hanen paa Kirketaarnet og Viserne fra Uret, alt kan bruges. Hvad der ikke kan bruges, og det er meget lidt, det ødelægges. Det er ikke for intet, at Tyskerne er forhadt. Aa, jeg kan blive rasende, naar jeg ser paa al denne Ondskab. Her til denne By kom vi i Morges. Traf her fire Mand fra Rgt 31, som har opholdt sig bag Fronten siden Nyaar, og som i al denne Tid ikke har gjort andet end ødelægge, hvad de kun overkomme. Pionererne arbejder ivrigt med samme Maal for Øje. Kirkerne er de første, som sprænges i Luften, dernæst følger Slottene og de bedre Huse. Intet anstændig Hus forskaanes. Brøndene sprænges ligeledes. Træerne fældes, endog de smukke Frugttræer i Haverne hugges ned.
Stakkels Frankrig. Der vil hengaa mange mange Aar, inden Krigens Spor udslettes her.

Havde i Dag et Brev fra Jes. Han skriver, at der næsten ikke mærkes noget til Krig i Rusland. Artilleriet skyder sjældent. Det er jo noget andet end her, hvor Trommeilden hører til Dagens Orden. Naa, Tropperne har faar da ogsaa nok af de Hele og det er ikke altid, at der lystres Kommando, og – det vil komme bedre endnu. Det maa komme.
De hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)