Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskland Republik

Fra Berlin telegraferes til os Klokken 3,15 Lørdag Eftermiddag:
Kejseren har frasagt sig Tronen. Fra Rigsdagsbygningens Altan har Scheidemann lige proklameret den tyske Republik.

Den socialdemokratiske Rigsdagsmand Ebert er bleven udnævnt til Rigskansler.
Scheidemann danner den nye Regering af begge socialdemokratiske Retninger.

Vaabenstilstand

Officielt meldes: I Gaar Morges har der fundet en Drøftelse Sted mellem Statssekretærerne. Efter at Vaabenstilstandsbetingelserne var bleven bekendtgjort, blev disse antagne. Tilsvarende Anvisninger er bleven givet Fredsdelegationen.

Om Eftermiddagen blev følgende Note afsendt til Statssekretær Lansing:
Hr. Statssekretær! Overbevist om Fællesskabet i de demokratiske Maal og Idealer har den tyske Regering henvendt sig til De fornede Staters Præsident med Bøn om at genoprette Freden.

Denne Fred skulde svare til de Principper, som Præsident Wilson altid har bekendt sig til. Dens Formaal skulde være en retfærdig Løsning af alle Stridsspørgsmaal og en varig Udsoning mellem Nationerne.

Præsidenten har endvidere erklæret, at han ikke førte Krig med det tyske Folk, og at han ikke vilde hindre det i dets fredelige Udvikling.

Den tyske Regering har modtaget Betingelserne for Vaabenstilstanden. Efter en Blokade paa 50 Maaneder vil disse Betingelser, i Særdeleshed Afleveringen af Færdselsdmidlerne og Underholder af Besætningstropperne ved samtidig Fortsættelse af Blokaden gøre Ernæringsforholdene i Tyskland helt fortvivlede og betyde Hungersdøden for Millioner af Mænd, Kvinder og Børn.

Vi maatte antage disse Betingelser, men vi gør alvorlige og højtideligt Præsident Wilson opmærksom paa, at Gennemførelsen af Betingelserne maa vække en Stemning i det tyske Folk, der er modsat den, der danner Forudsætningen for Folkesamfundets Nyopbyggelse og borger for en varig Retsfred. Det tyske Folk henvender sig derfor i sidste Time endnu en Gang til Præsidenten med Bøn om at virke hen til at mildne de tilintetgørende Betingelser hos de Allieredes Regeringer.

Statssekretæren for udenrigske Anliggender, Solf

Et historisk Øjeblik

I Lørdags bekendtgjordes det i Aabenraa ved en Udraaber, at der Søndag Formiddag Klokken 10 vilde blive afholdt en Borgerforsamling i Byens Gymnastikhus. I Gaar til den fastsatte Tid var Huset fyldt med Interesserede og Nysgerrige af de forskellige Folkelag.

Byraadsmedlem Nagott bød Fælder, Borgere og Borgerinder velkommen og gav derpaa et kort Overblik over de sidste Dages historiske Tildragelser; han meddelte, at Kejseren havde abdiceret, ikke frivilligt, men havde maattet fjernes fra Tronen med Magt, havde opsøgt det eneste Sted, hvor han kunde tænke at finde Støtte, det store Hovedkvarter; dog heller ikke dette vilde kunne hjælpe den faldne Hersker, hans Magt er brudt og Militærsystemet fjernet for stedse. Et Eftermæle af “Vorwärts” blev oplæst: Ikke ved blodig Brutalitet, men i Ro og Orden var denne vældige Forandring fuldbyrdet; ikke militær Tvang, men Frihed, Lighed og lige Ret for alle skulde være Fremtidens Løsen. Det historiske Øjeblik var kommet, da han kunde proklamere Tyskland som Republik. Proklamationen blev af en stor Del af de Tilstedeværende besvaret med Hurraraab.

Derefter talte en Matros af Militærraadet og et Medlem af Arbejdetraadet. De udtalte begge, at det ikke drejede sig om at dele eller røve og plyndre, men om at bygge op igen, om at være lige i Arbejdets Pligter og Rettigheder.

Derpaa talte Murer Ewald, som første Aftenen i Forvejen var kommen hjem fra Hamborg. Han kunde meddele, at han i Modsætning til cirkulerende Rygter ikke havde set Lig eller Saarede paa Gaden, kun nogle Uforstandige havde forsøgt det umulige, at standse denne Folkebevægelse ved Hjælp af et Par Maskingeværer; men der herskede nu Ro og Orden i alle Forhold. De hidtilværende Embedsmænd, der havde Indsigt i Forholdene og Rutine i Arbejdet, besørgere som de mest egnede fremdeles Administrationen, dog under Tilsyn af Soldater- og Arbejdetraadet. At holde Ro og Orden skulde overalt være deres fornemmeste Opgave, ogsaa her, og hvem der ikke fulgte deres Anordninger eller modsatte sig, vilde blive dragen til Ansvar. Han opfordrede de borgerlige Foreninger til at indmelde sig i den demokratiske Forening, hvad der kunde ske paa Forsamlingen næste Dag eller senere, og han haabede, at de vilde støtte den store befriende Bevægelse og ikke slaa fra som i 1848.

Til Slutning bekendtgjorde Borgerrepræsentant Nagot, at man vilde begive sig op til Raadhuset for ogsaa der at proklamere Republikken, og han opfordrede de Tilstedeværende til at slutte sig til Optoget.

Efter Ankomsten til Raadhuset blev den røde Fane hejst paa Flagstangen ved Raadhustrappen. Da den røde Dug havde naaet Toppen, lød der en Stemme ud af Forsamlingens Midte: “Den vanter eno de hvi’e Kors”, hvorefter en anden tilføjede: “Ja, men det kommer nok.”

Derpaa oplæstes Proklamationen, og der udbragtes et Leve for den nye Republik. Uden mindste Forstyrrelse spredte sig derefter den store Forsamling; hver gik til sit, og den sædvanlige stille Søndagsfred hvilede over Byen, saa man kun vanskeligt gjorde sig det klart, et hvor mægtigt historisk Øjeblik man havde været med til at opleve.

Den største Sejr!

Rigskansleren har rettet et Opraab til Tyskerne i Udlandet, hvori det hedder:
I disse tunge Dage vil mangen en af Eder, Folkefæller, der bor udenfor det tyske Fædrelands Grænser, være omgivne af Skadefryd og Had, og det vil gøre Eder tunge om Hjertet. Fortvivl ikke paa det tyske Folks Vegne.

Vore Soldater har indtil det sidste kæmpet saa heltemodigt, som nogen Sinde nogen Hær har kæmpet. Hjemmet har bevist en uhørt Kraft i Lidelse og Udholdenhed. I det femte Aar forladt af sine Forbundsfæller kunde det tyske Folk ikke længer føre Kampen mod den stadig voksende Overmagt. Sejren, som vi haabede paa, blev os ikke til Del; men det tyske Folk vandt en større Sejr, idet det besejrede sig selv og sin Tro paa Retten og Magten.

Af denne Sejr vil vi i den tunge Tid, der forestaar os, øse ny Kraft, hvorpaa ogsaa I kan bygge. Dem af Eder, der under de haarde Krigsaar har stridt og lidt for Eders Fædreland, vil i det nye Tyskland heller ikke forglemme at takke. Saavidt det staar i det tyske Folks Magt at lindre denne Krigs Lidelser og dens Følger, vil dets Omsorg lige saa godt blive Tyskerne i Udlandet til Del som Tyskerne i det snævrere Hjemland.

Rigskansler Prinx Max af Baden.

(Læs hele Hejmdal fra 11. november 1918)