Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Afstanden til fronten blev øget, og med det fulgte humøret blandt soldaterne.
16. November.
Der er kun 12 Kilometer til Maalet, Villance. Det tager os 5 Timer at naa derhen. Der er Knuder i Etappen, en anden Division krydser vor Vej.
Det slaar ind med skarp Kulde. Vi stamper paa Stedet, vi varmer os ved aabne Baal. Selv ved den mindste Standsning tændes der Baal. Tankerne flyver tilbage til Masurens Nætter. Bare vi kommer tidlig nok over Grænsen! Ellers bliver vi alle snappet og skal endnu vandre i Fangenskab.
Tag den med Ro! Det er det eneste, der er at gøre. I et Træ hænger der et gammelt Kødben; en Plakat nedenunder forkynder: »50 Mark udloves til den, der kan bringe dette gamle Ben ud af sin Ro!« — »Nur die Ruhe kann es machen!«
Midt i Kulde og Frost begynder Soldatens Humør at bryde frem. Man mærker jo virkelig, at det gaar hjemefter, selv om det gaar i Snegletempo. Frontens Rædsel er allerede paa Afstand. Sindets Tøbrud kommer, gamle og nye Vittigheder sprudler frem og nydes.