Tag-arkiv: folkeafstemningen

22. november 1918 – Marie Cosmus: “Deutschland ohne Kaiser.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil formet som et brev til hendes bror om revolutionen i Tønder.

Tondern, d. 22. Nov. 1918

Lieber Bruder!
Hier in Tondern ist, wie jetzt in allen Städten das ganzen deutschen Reichs ein großer Umsturz vorgegangen. Der Sozialismus steht auf dem Höhepunkt. Es bilden sich Arbeiter und Soldatenräte. Am 7. November gründete sich hier der Arbeiter und Soldatenrat. Die Soldaten liefen mit rotem Bändchen umher zum Zeichen eines Bulschewisten. Der Zug durch die Straßen fand am Nachmittag statt. Zahlreiche Versamlungen werden von dem A-S-Rat, wie er sich nennt, gehalten. Sie nahmen die ganze Regierung in die Hand und geben nicht viele Gesetze. Wer beim Rauben ertappt wird, soll standrecht erschossen werden.

Wir leben nicht mehr in einem Kaiserreich, sondern in einer Republik. Es kommet uns ganz sonderbar vor, Deutschland ohne Kaiser. Haussuchungen werden unternommen und Gerüchte werden getrieben, daß so und so viel gefunden wurden ist. Wenns doch bald einmal eine Wendung geben möchte. Man spricht zwar davon, daß wir an Dänemark kommen werden. Ist es dann nicht merkwürdig, wir wollen dich besuchen und müssen in anderes Land? Was sagt du dazu? Du bist als Soldat gewiß im Soldatenrat, du mußt es ja schließlich. Bist du krank gewesen? Der Grippe sind ja überall viele zum Opfer gefallen. Ich wollte dich auch noch einladen, uns Weihnachten zu besuchen. Lichter für den Tannenbaum gibt´s gewiß nicht, aber dann muß es ohne Tannenbaum gehen.
Schreibe uns wann du kannst.


Laß dich herzlich grüßen von deiner
Schwester Marie.

(Jørgen Bendorff)

20. november 1918. Nordslesvigernes henvendelse til den danske regering

Den 20. november 1918 overrækker rigsdagsmand i Berlin H.P.  Hanssen personlig den danske gesandt i Berlin følgende skrivelse.

Aabenraa, den 18. november 1918.

Til
Den danske regering

På de danske nordslesvigeres vegne overrækker jeg hermed ærbødigst den danske regering en resolution, som deres poli­tiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig, den 17. november d. å. har vedtaget på et møde i Aabenraa.

Samtidig vedlægger jeg en skrivelse fra udenrigsministeren for den tyske republik, hvis regering dermed under henvisning til præsident Wilsons fredsprogram anerkender vor ret til selv at bestemme vor fremtidsskæbne på grundlag af folkenes selv­bestemmelsesret.

Idet jeg henviser til disse aktstykker, beder jeg regeringen om ved en henvendelse til de allierede at foretage de skridt, der er nødvendige, for at den danske befolkning i Nordslesvig under forhandlingerne om afslutningen af verdensfreden kan få sin ret anerkendt og dermed i en nær fremtid sit brændende ønske om at blive genforenet med sit gamle fædreland Dan­mark opfyldt.

I ærbødighed,
H. P. Hanssen,
rigsdagsmand.

18. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det første store danske Møde her”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Novbr.
Marie og jeg til Mødet i Juhls Sal. Vi gik herfra 1¾, mødte Vognen med Schmidt, Vojensgaard. Han hilste saa glad, vi ogsaa, det er jo det første store danske Møde her. Byen fuld af Mennesker, der styrede Kursen ligesom vi. Mødet skulde begynde 2¾, men da vi kom, var allerede alt fuldt, Galleriet, Salen, Gangen udenfor, i Haven, man var allerede begyndt at synge danske Sange.

Ved et rent Held og lidt Dristighed fik vi virkelig Plads paa femte Række fra Scenen. Efterhaanden som der stuvedes flere Mennesker sammen, blev ogsaa Scenen frigivet til Publikum, men det hjalp ikke stort, thi der kom flere og flere. Stemningen høj, nu hørtes de forbudte Sange, alle Versene, og saa begyndte Talerne.

Kloppenborg Skrumsager begyndte nok lidt tørt, men sagligt paa. mange Maader, saa kom Refshauge, stilfærdigt og godt, men saa kom Schmidt, Vojensgaard, og det er ligesom hans Ord udløste al den Begejstring, der var i Folk, han rev alle med sig, jeg hører hans Stemme endnu, skælvende af Bevægelse og Glæde. Det var jævne, fattelige Ord, han sagde, men prægede af saadan Hjertevarme og Inderlighed, at. de rørte os alle til Taarer.

Han mindedes Trængselstiden, dog kun som overvundet og besejret, talte om hvor nu alt vilde forandre Skikkelse og vilde blive lyst og smukt for os, naar vi nu atter kom hjem til vort elskede Moderland. Han mindedes alle Nordslesvigs unge Mænd. der hviler i fremmed Jord, efter at have ofret Livet af Pligtfølelse og for Slægtens Jord; der var saa højtidsstille i Salen og alle rejste sig.

Og saa blev der sunget: »Der er et yndigt Land« og »Det haver saa nyligen regnet«. Og efterhaanden som Pastor Thade Petersen, Lebeck, Advokat Andersen (levende Illustration til de fire Lidelsesaar, han havde gennemgaaet) talte, blev Sangene dristigere, og vi endte med »Kong Christian« og Leve for ham. Det var en Dag, man ikke glemmer. Og »Vift stolt« blev ogsaa sunget, og saa kom der et Leve for vort skønne Danebrog, vort gamle elskede Flag, og da var Folk helt vilde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 160)

17. november 1918. Vælgerforeningens afstemningsresolution

Efter at vælgerforeningens bestyrelse og til­synsråd har forhandlet på Folkehjem d. 16.  og 17. november 1918, vedtages med 61 stemmer følgende resolution:

1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en linie, som går fra sydpynten af Als ind ad Flens­borg fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusaadalen, sønden om Frøslev således, at Padborg bliver grænsestation, og derpå følger skellet mellem Kær og Slogs herred, Skel­bækken og tilsidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.

3. Stemmeret har alle over 20 år gamle mænd og kvinder, som a. er fødte og har hjemme i Nordslesvig. b. har boet i Nordslesvig i mindst 10 år. c. er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.

4. Stemmeretten udøves skriftlig under former, som sikrer hver enkelts frie villiesytring. De hidtilværende myndig­heder må ikke udøve indflydelse på afstemningen.

5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en sær­skilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

2 medlemmer (Chr. Ravn), Flensborg, P. Budach, Hornskov), tiltræder resolutio­nen med følgende forbehold:

a. at Flensborg efter vor mening hører med til Nordslesvig, omend ikke til det danske Nordslesvig,

b. at den event, afstemning i de tilstødende distrikter efter vor mening bør ske samtidig med afstemningen i det danske Nordslesvig.

 

4. november 1918 – Hejmdal: Tyskerne og Nordslesvig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskerne og Nordslesvig


Et Andragende, et Veto og to Opraab
Tyskerne i Holsten og Slesvig har begyndt at røre paa sig. Efter en mindre Forberedelsesild paa enkelte Steder har de ved Udgangen af den forløbne Uge pludseligt, om end langt fra uventet, fra tre forskellige Fronter paabegyndt en kraftig Offensiv mod den danske Befolkning i Nordslesvig, idet baade Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten, Den tyske Forening for det nordlige Slesvig og Det Tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig samtidigt har aabnet for deres Harme mod Tanken om Muligheden af Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark.

I Lørdags Eftermiddags modtog vi gennem Wollfs Bureay følgende Meddelelse:

Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten
har den 30. Oktober i Aar rettet følgende Andragende til den kongelige Statsregering:

“Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten holder det efter indgaaende Raadslagning endrægtig for sin Pligt at rette en indtrængende Bøn til Rigs- og Statsregeringen om nu som før med al Bestemthed at forkaste enhver som helst Afstaaelse af nordslesvigsk Jord. Slesvig-Holsten har i hele sin hidtilværende Bestaaen i Aarhundreder været en udelelig Enhed. For dets Befrielse fra Fremmedherredømmet og dets udelte Samhørighed, for Opretholdelse af tysk Sæd og Skik har Slesvig-Holstenerne i mange Aar bragt utalte Ofre og med alle tyske Stammer udgydt deres Blod i hede Kampe.

Afstaaelsen af en Del af Nordslesvig vilde atter bringe trofast prøvede Brødre under Fremmedherredømme, en Uret, der aldrig vilde kunne sones.


Dagens Nyheder


Postanvisninger til tyske Krigsfanger
i amerikanske Lejre i Frankrig er for det første endnu ikke tilladte, meddeles der officielt.

Schleswigsche Grenzpost og Telegrammet til Kejser Wilhelm
Angaaende det i Torsdags under Overskriften “For Kejser og Rige” meddelte Telegram fra det tyske Fædrelandspartis Kredsafdeling i Haderslev til Kejser Wilhelm, hvori der bl. a. udtaltes, at Affenderne hellere vilde gaa til Grunde med Kejser og Rige end leve uden Kejser og Rige og spise deres Fjenders Brød, skriver “Schleswigsche Grenzpost” i sit Nummer for i Fredags følgende:

“For at imødegaa optrædende Rygter peges der hen paa, at det for nylig bragte Telegram fra Fædrelandspartiets herværende stedlige Afdeling udelukkende er blevet meddelt refererende. “Schleswigsche Grenzpost” som saadan staar Tilkendegivelsen fjern.” 

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Torsdags bl. a. følgende Sager:
Gartner Christensens Hustru i Toftlund stod anklaget for at have overtraadt Højesteprisen for Løg i Sommer. Dommen lød formildende paa 10 Mark. Begrundet paa, at hendes Mand er i Felten, kunde hun ikke følge med i de forskellige Forordninger i Gartneriudvalget.

Frøken Kjestine Rieber fra Lundsmark fik en Bøde paa 100 Mark nedsat til 50 Mark for at være gaaet over Grænsen uden Pas.

Hjulmager Christensen i Toftlund idømtes 100 Mark i Bøde. Anklagede var rejst med Banen til Over-Jersdal, hans Rejsekuffert blev efterset af Gendarmen og beslaglagt med Indhold af Fødevarer, som han havde solgt sydpaa.

(Læs hele Hejmdal fra 4. november 1918)

4. november 1918. Rygter om blodige sammenstød i Kiel når Berlin

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 4. November 1918.

Den tyske Modagitation sætter nu ind med fuld Kraft og giver mig meget at tage Vare Paa. Den tyske Forening har udstedt et Opraab, hvori det blandt andet hedder:

„Nu i Tysklands Skæbnetime, i den Time, hvor Fædrelandet er i den dybeste Trængsel, holder Nordgrænselandets Repræsentant, den tyske Rigsdag, Danskeren Hans Peter Hanssen, Øjebliket inde til at bringe det ældgamle tyske Hertugdømme Slesvig ind under dansk Vold.”

Samtidig har „Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig, som er sammensat af ledende Mænd indenfor alle Partier, ligeledes udstedt et Opraab, hvori det bl. a. hedder: Ogsaa vi er Venner af Folkenes Selvbestemmelsesret, men der kan ikke være Tvivl om, at det overvejende Flertal i det gamle Hertugdømme Slesvig aldrig vil give frivillig Afkald paa en fast Forbindelse med det tyske Fædreland.”

Efter derpaa at have krævet samme Frihed for det danske som for det tyske Sprog i Nordslesvig, slutter det: „Vi har den faste Tillid, at vor Hjemstavn saaledes gaa en lykkelig Fremtid i Møde i en varig Forbindelse med det tyske Fædreland.”

Opraabet er underskrevet af 29 Mænd, en broderlig Forening af Repræsentanter for Den tyske Forening og Fredsforeningen, for Konservative, National-Liberale, Frisindede og Socialdemokrater. Det gør mig ondt, at også danske Socialdemokrater,  deriblandt Waldemar Sørensen, Flensborg, har ladet sig forlede til at underskrive dette Opraab.

Men i Nordslesvig vil sikkert ikke mange Arbejdere slaa Følge med dem.

Der gaar foruroligende Rygter om, at der i Gaar har fundet et blodigt Sammenstød Sted i Kiel. I Rigsdagen fortalte man, at der var mange saarede og flere døde, og at Hauszmann og Noske er taget til Kiel for at undersøge Forholdene, ingen af dem, jeg talte med, vidste rigtig Besked.

Fra Student A. Thulstrup i Kiel, som efter Opfordring stiller sig til min Disposition, har jeg i Dag modtaget et d. 2. Novbr. dateret Brev, som ikke omtaler Urolighederne.

Derimod meddeler Hr. Thulstrup mig, at han har faaet Tilsagn fra de stedlige socialdemokratiske Førere om, at de principielt vil støtte Kravet om en Folkeafstemning i Nordslesvig og stille deres Blad til Raadighed for Artikler om Nordslesvig.

Hr. Thulstrup vil fra nu af holde mig løbende underrettet om Begivenhedernes videre Udvikling.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

2. november 1918. Censuren forbyder stadig de sønderjyske aviser at omtale en kommende afstemning!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 2. November 1918.

I Rigsdagen er der stadig tomt. Jeg traf kun 3-4 Konservative.

Noget efter kom Korfanty. Polakkerne vil, meddelte han mig, fremdeles indtage en afventende Holdning. Man ved endnu ikke, hvad Hærledelsen vil. Ud over Landet er der megen Uro Der indløber Efterretninger om Strejker og Arbejderuroligheder.

Hjemmefra fik jeg Meddelelse om, at Censuren vedvarende forbyder Bladene at omtale Nordslesvigs Afstaaelse. Jeg har paatalt det overfor Regeringen og faaet Tilsagn om, at Klagerne skal blive afhjulpne.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

1. november 1918. Tyskerne derhjemme forbereder en aktion mod afstemningen! “Der maa handles, handles, handles!”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 1. November 1918.

I Dag har jeg haft travlt med at skrive Breve og Beretninger til Nordslesvig. I Morgen afgaar der atter Kurer.

Kom næsten ikke udenfor Hotellet. Tyskerne i Nordslesvig rører sig stærkt. Den første Fælleskorrespondance fra Nordslesvig er i Dag opdukket i den tyske Højrepresse. Af en længere Beretning, som jeg har affattet til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:

„Den tyske Presse har i den sidste Uge, til Dels i Tilknytning til min Tale i Rigsdagen, sysselsat sig ret indgaaende med det nordslesvigske Spørgsmaal. De fleste Blade har ganske vist kun bragt kortere Notitser, men et Antal større politiske Organer, jeg nævner „Hamb. Fremdenblatt”, „Kölnische Zeitung”, „Frankfurter Zeitung”, „Leipziger Neueste Nachrichten”, har dog ogsaa, enkelte endog gentagne Gange, behandlet Spørgsmaalet i længere Artikler.

Tonen har helt igennem været saglig, beklagende, men tillige resignerende. Enkelte Undtagelser stadfæster kun Reglen.

Med Forhandlingerne i Rigsdagen er det ligeledes lykkedes paany at henlede Udlandets Opmærksomhed paa Sagen. „Times” i England, „Temps” i Frankrig, ja endog Bolshevikernes Hovedorgan „Prawda” i Moskva har saaledes i den sidste Uge bragt Artikler om det nordslesvigske Spørgsmaal, og den norske og svenske Presse behandler det i samme Omfang som den kongerigske.

Alt dette er glædeligt, fordi det nu gælder om at holde Opmærksomheden fæstet paa Spørgsmaalet, indtil det har fundet en tilfredsstillende Løsning.

De parlamentariske Repræsentanter fra Hertugdømmerne har ikke opponeret imod mig, ikke offentligt, men heller ikke privat. De holder en Operation for uundgaaelig.

Deres Udtalelser paa Tomandshaand er ikke prægede af Uvilje eller Bitterhed mod os, men af Medfølelse med de tyske Mindretal i de nordslesvigske Byer. Opposition af nogen Betydning kan ikke ventes fra den Kant.

Derimod begynder Tyskerne i Nordslesvig nu at røre paa sig. I Flensborg Byraad har Formanden, Justitsraad Lohmann, stillet Forslag om Vedtagelse af en Resolution, som i stærke Udtryk protesterer mod en Genforening med Danmark. I alle Byer fra Flensborg nordpaa har Tyskerne holdt hemmelige Møder for at drøfte Situationen.
 
Møderne har været besøgt af Repræsentanter for alle Partier. Der bevares megen Hemmelighed, men saa meget staar dog fast: Der er dannet et Hovedudvalg i Flensborg med Underudvalg i alle de øvrige Byer. I disse Udvalg har Repræsentanter for alle Partier, ogsaa Socialdemokraterne, Sæde. Formaalet er „energisk at tage Standpunkt imod Nordslesvigs Afstaaelse” og at sprede Oplysning sydpaa.

Den første Fælleskorrespondance er i Dag opdukket i tyske Blade. Det hedder bl. a. i den, at „Rigsdagsmand Hanssens Tale i Rigsdagen ikke vil blive uden saglig Imødegaaelse.”

Paa Mødet i Flensborg blev der, hvad ogsaa Justitsraad Dr. Lohmann har slaaet paa, besluttet, at „der skal gøres Danskerne vidtgaaende Indrømmelser paa det sproglige Omraade, saavel som med Hensyn til Forenings- og Forsamlingsretten, det kommunale Selvstyre og den politiske Frihed i al Almindelighed, men at Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark er udelukket. „Skal der foretages en Afstemning, maa det hævdes, at Slesvig er en Helhed. Afstemningen maa derfor foretages i Hertugdømmet under et, og et stort Flertal vil i saa Fald stemme for at blive ved Tyskland”

Vi kan altsaa nu i en nær Fremtid vente en tysk Modaktion og maa straks imødegaa den. Vort første Slag maa føres gennem Pressen. Den har som bekendt hidtil staaet under Præventiv-Censur. Det vil sige, at hver Linje i Bladet skulde forelægges Censor, før den blev trykt.

Sidste Onsdag blev denne Forcensur ophævet. Redaktørerne behøver herefter ikke at forelægge Censor, hvad de optager i Bladene.

Vort Modtræk bør bestaa i, at vi udsteder et Opraab, som underskrives af saa vidt muligt alle vore politiske, nationale og økonomiske Organisationer uden Vedføjelse af Navne. Et Udkast medfølger som Bilag. Opraabet bør altsaa ikke blot underskrives af vore store nationale Foreninger og Fællesorganisationer, men tillige af vore selskabelige Foreninger, lokale Landboforeninger, Kvindeforeninger, Banker, Sparekasser o. s.v. Jo flere, desto bedre. Det er Massen, der her skal virke udadtil.

Med dette Opraab vil vi vække megen Opmærksomhed og paany sætte Spørgsmaalet under Debat. Polakkerne fører en Parallelaktion. Vi maa regne med blegsottige Betænkeligheder og smaatskaarne, forknytte Indvendinger. Men de maa fejes til Side og overvindes.

Tiden er revolutionær. „Riger styrter sammen og Kronerne triller henad Gaden”, som det for et Par Dage siden blev sagt her i Rigsdagen. Gamle Vedtægter og Sædvaner vedrørende de enkelte Foreningers og Selskabers Virksomhedsomraader maa kastes over Bord. Vor Skæbne ligger nu i vor egen Haand og med den Ansvaret for vor egen, vore Børns og Børnebørns, vor Landsdels Fremtid.

Men der maa smedes, mens Jernet er varmt. Der maa handles, handles, handles!

Der maa straks paa dette Mandagsmøde optages en Fortegnelse over Organisationerne i hvert enkelt Amt. Deltagerne i Mødet maa dele dem imellem sig efter praktiske Synspunkter og skaffe Underskrifterne eller rettere de paagældende Bestyrelsers Indvilligelse inden næste Lørdag. Der maa udpeges en enkelt Mand, som samler dem fra Amtet og rejser med dem til Aabenraa senest næste Lørdag for at aflevere dem til Vælgerforeningens Bestyrelse (M. Simonsen og P. Grau), som er der paa mit Kontor. Her bør der opstilles en alfabetisk ordnet Liste over Organisationerne.

De Organisationer, der muligvis trykker sig af Hensyn, som bør jages til Bloksbjerg, maa have en sidste kraftig Opfordring til at slutte Trop.

Og næste Tirsdag, d. 12. November, maa Opraabet samtidig kunne offentliggøres paa første Side i alle vore Blade. Vi vil dermed slaa et stort Slag. Massepetitionen maa gemmes til senere.

Under Opraabet skriver vi blot Foreningens Navn eller Selskabets Firma f. Eks. „Als Nørre-Herreds Landboforening”, „Haderslev Bank”, „Den Nordslesvigske Vælgerforening”, „Alsisk Frøavlerselskab”, Aktieselskabet „Modersmaalet” o.s.v. o.s.v. Men vi maa selvfølgelig i hvert enkelt Tilfælde have Bestyrelsens skriftlige Samtykke.

Opraabet maa derfor, trykt eller maskinskrevet, forelægges hver enkelt Bestyrelse, som underskriver det, og derefter overgives til Vælgerforeningens Bestyrelse. Der er ikke Tid til Raadslagninger. Der maa handles hurtigt.

Jeg haaber imidlertid, at Forslaget vinder almindelig Tilslutning, og at alle Tilsynsraadsmedlemmer og Tillidsmænd vil tage energisk fat, for at vi kan faa et saa smukt samlet Resultat som muligt og slaa et Slag, som vækker Opmærksomhed over hele Norden, hele Tyskland og videre ud.”

Opraabet, som er meget kortfattet, lyder saaledes:

„Den 24. Oktober erklærede Udenrigsminister, Dr. Solf højtideligt i Rigsdagen:

„Efter at vi har antaget det Wilsonske Program som Grundlag for Verdensfreden, vil vi i alle Retninger og i alle I unkter opfylde det loyalt og i Retfærdighedens og Billighedens Aand.”

I Henhold til dette Tilsagn opfordrer undertegnede nordslesvigske Organisationer indtrængende Rigskansleren og Rigsledelsen til ved den forestaaende Fredsslutning at løse det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af Folkenes  Selvbestemmelsesret.”

Naar Opraabet er offentliggjort, har Regeringen atter Ordet.

Kejseren er i Gaar uden Regeringens Vidende og Vilje afrejst til Fronten. Kravet om hans Tilbagetræden bliver stadig stærkere. Hverken han eller Kronprinsen vil kunne holde sig ret længe. Tiden gaar frem med Stormskridt. Fredsbetingelserne vil utvivlsomt blive meget haarde for Tyskland, men ingen tør genoptage Kampen, thi den vil kræve uhyre Ofre og dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

31. oktober 1918. Tysk modbevægelse i gang i Slesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 31. Oktober 1918.

Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen er i Dag rejst hjem for at ordne vigtige Forretninger paa deres Gaarde i Anledning af Skiftedagen.

Jeg har modtaget interessante Beretninger hjemmefra. Den tyske Modbevægelse er nu i fuld Gang. Tyskerne har afholdt Møder og nedsat Udvalg. Deres Taktik gaar ud paa at faa den kommende Afstemning, som de holder for uundgaaelig, udstrakt over hele Slesvig, og Hertugdømmet opfattet som en Helhed, indenfor hvilken Flertallet er afgørende.

Da det er vigtigt at binde Regeringen, før den tyske Modbevægelse vinder større Magt, vil jeg indlede en ny Aktion med det Formaal at faa Regeringen til i fuld Offentlighed og i bindende Form at gentage de fortrolige Meddelelser, som Dr. David har givet mig, men som jeg endnu ikke har kunnet benytte overfor Offentligheden.

I Rigsdagen er der stille. Næsten alle Rigsdagsmænd er rejste hjem. Erzberger, som staar i Spidsen for Propagandaen, har nemlig opfordret Flertalspartiernes Rigsdagsmænd til at holde Møder i deres Valgkredse for at styrke Befolkningens Tillid til Regeringen. Han har ogsaa sendt mig en saadan Opfordring, ledsaget af en Bunke Tryksager.

Jeg har imidlertid andet at gøre.

 Vor Kurertjeneste fungerer nu meget tilfredsstillende. Vi har sikker og hurtig Forbindelse mellem Berlin og alle Egne af Nordslesvig. I Gaar har jeg baade modtaget og afsendt talrige Breve og Beretninger.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

25. oktober 1918. I Berlin: Kravene om kejserens og kronprinsens abdikation vokser

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 25. Oktober 1918.

Før Mødet i Dag aabnedes, kom Wissell hen til mig paa min Plads og sagde: „Jeg ved ikke, om De tillægger det nogen Betydning, hvad jeg mener, men jeg føler dog Trang til at sige Dem, at De i Forgaars har talt sagligt, fornemt og værdigt”

— Vi talte videre om Sagen, og han fortsatte: „Jeg deler Deres Standpunkt, thi jeg finder, at det ogsaa fra et almindeligt tysk Standpunkt set er bedst, at det nordslesvigske Spørgsmaal nu bliver endelig løst.

Gothein fik Ordet og talte meget bevæget. „Vi staar foran Skaar,” sagde han, „og det er vor egen Skyld. Det er usigelig haardt, at vi nu skal af med Elsass-Lothringen, til hvilket der knytter sig saa mange rige Minder, tyske Minder, helt tilbage til den tidlige Middelalder.”

Da han mindede om Goethes Ophold i Strassborg, blev han saa bevæget, at han brast i Graad.

Korfanty var i Formen drillende forsonlig, men saglig set overordentlig skarp og vidtgaaende i sine Krav.

Haegy slog paa blidere Strenge, men lagde ikke Skjul paa, at Stemningen i Elsass-Lothringen absolut var for Frankrig.

Mens han talte, kom Paul Gohre hen til mig og sagde: „Naar De og Polakkerne vil fra os, kan jeg forstaa det og forsone mig med det. De tilhører jo nu engang andre Folkestammer.

Men det er for mig usigelig bittert at høre denne Mand, som dog er tysk, tale saaledes, dobbelt fordi vi maa sige os selv at det er den tyske Politik, der driver disse Tyskere ud at Riget. Det er dette, vor egen Skyld og Brøde, der knuger mig saa stærkt.”

Antrick kom og gratulerede mig med, at min Tale havde været saa virkningsfuld. „Det klogeste og bedste er absolut, at vi afstaar Nordslesvig,” sagde han. „løvrigt er det ret ligegyldigt, hvad Regeringen mener om Sagen, thi ved Fredsslutningen vil vi dog blive nødt til at afstaa, hvad der er dansk.”

Af en Beretning, som jeg i Dag har afsendt til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:

„Elsass-Lothringerne, som er bleven forskræmte under fire Aars Militærdiktatur, vilde have trykket sig i Forgaars. Men efter at Dr. Ricklin havde faaet Vished for, at jeg vilde tone rent Flag, blev de bange for at blive isolerede, og i sidste Øjeblik bestemte de sig ligeledes til at hæve Viziret.

Dette var heldigt for mit Vedkommende, idet min Tale nu overalt saavel i Indlandet som i Udlandet bliver omtalt og kommenteret sammen med Polakkernes og Elsass-Lothringernes, og vor Sag dermed kædet sammen med deres under de internationale Fredsdrøftelser.

De almindelige politiske Forhold er meget bevægede. Der er, bortset fra altyske og konservative Kredse, ringe Stemning for Krigens Fortsættelse. Kravene om, at baade Kejseren og Kronprinsen skal træde tilbage for at bane Vej for Freden, vokser fra Dag til Dag i Styrke. Endog i national-liberale Kredse omtaler man nu aabent deres Tilbagetræden som den bedste Løsning.

Efter hvad der meddeles os i de sidste Beretninger hjemmefra, har der i Nordslesvig været udbredt et Rygte om, at Danmark havde afsluttet en Særtraktat med Tyskland, hvorefter Haderslev Amt skulde afstaas til Danmark.

Dette Rygte er uhjemlet. I Danmark udvikler alt sig meget heldigt. Regeringen og Rigsdagen — alle Partier — er helt enige om at kræve Nordslesvig ned til Afstemningslinjen og villige til at overtage alle de økonomiske Byrder, som Genforeningen med Danmark kan paaføre den danske Statskasse.

Jeg maa paany indskærpe Tilsynsraadets Medlemmer, at de hver Uge maa give mig en kort skriftlig Beretning om Stillingen i deres Distrikt, særlig om Stemningen blandt Danske og Tyske, enkelte Personers Udtalelser m. m., og navnlig straks at indberette, naar de erfarer noget om tyske Mod aktioner.

Det er helt nødvendigt, for at jeg altid kan have et klart Overblik over Stillingen.

Saasnart Tyskerne begynder at røre sig i større Udstrækning, maa vi svare med en Modbevægelse.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

24. oktober 1918. Tyskland anerkender, at også det nordslesvigske spørgsmål må løses

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 24. Oktober 1918.

I Rigsdagen kom flere Kolleger i Dag og takkede mig for Talen i Gaar. Den første var Dr. Meerfeld fra Køln. „I en Artikel om Deres Tale i Gaar, som jeg lige har afsendt til mit Blad, sagde han, „har jeg skrevet, at De talte fint og virkningsfuldt. Maa jeg tilføje, at det var mig en Glæde at høre Dem.”

Lidt efter kom Bernstein hen til mig. „Jeg var desværre ikke til Stede i Gaar, sagde han, „men mine Kolleger siger at De har talt glimrende.”

Wachthorst de Wente kom ligeledes hen til mig og sagde nogle venlige Ord om min Tale. „Som født Hannoveraner har jeg Forstaaelse for den Slags Spørgsmaal,” sagde han. „Jeg holder det for bedst, at det løses saaledes, som De forlangte det i Gaar. Det glædede mig, at han, som er Formand for det tyske Bondeforbund og har sin Plads i de National-Liberales Rækker, ogsaa kunde se saaledes paa Sagen.

I Rigsdagen rygtedes det nu, at Wilsons Svar paa den sidste tyske Note var indgaaet.

Noske, som lige havde faaet Svaret af „Wolffs Bureau” gik op til Forbundsraadets Borde og oplæste det umiddelbart før Mødets Aabning for Statssekretærerne Conrad Hauszmann og Dr. David og en hel Del spændt lyttende  Ministerialembedsmænd.

I Salen drøftedes det ivrigt af Medlemmerne, som samlede sig i Grupper.

Formanden aabnede Mødet. Dr. Solf fik Ordet og oplæste under megen Opmærksomhed Regeringens Svar til Polakkerne Elsasserne og mig.

Jeg forstod straks, at Hovedvægten ikke skulde lægges paa Erklæringens Ord om vor formelle juridiske Ret til en Afstemning, men paa, at Wilson-Programmet skulde udføres loyalt.

For at faa dette konstateret meldte jeg mig straks til Ordet og gik hen paa min Plads for at formulere en Forespørgsel til Udenrigsministeren.

Men næppe havde jeg sat mig, før Understatssekretær Dr. David bankede mig paa Skulderen, og da jeg vendte mig om, sagde han: „For at forebygge Misforstaaelser har jeg at meddele Dem, at Regeringserklæringens Indledning, hvorefter Wilson-Programmets Grundsætninger skal gennemføres loyalt i alle Retninger og alle Enkeltheder, ogsaa gælder for Nordslesvigs Vedkommende.

Hvad Regeringen bestrider, er kun, at man fra dansk Side kan gøre en formel juridisk Ret gældende. Vor Gesandt i København vil i Dag give den danske Udenrigsminister en tilsvarende Meddelelse.”

Jeg takkede og sagde, at saaledes havde jeg ogsaa opfattet Erklæringen, men at det var mig meget kært at faa stadfæstet fra kompetent Side, at min Opfattelse var rigtig.

Derefter frafaldt jeg Ordet.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

23. oktober 1918. I den tyske Rigsdag: H.P. Hanssen forlanger afstemning i Nordslesvig!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Læs et stenografisk referat af talen nederst i opslaget

Berlin den 23. Oktober 1918.

I Morges fulgte Andreas Grau med mig hen i Rigsdagen.

I Foyeren blev jeg modtaget af den frikonservative Rigsdagsmand Löscher med Udraabet: „Naa, saa De vil ogsaa forlade os? „Ja,” svarede jeg, „det kan ikke være anderledes.

Men lad os skilles i Fred og Fordragelighed, maaske kan vi senere arbejde sammen under andre Forhold.” „Hvorledes mener De det? ‘ spurgte han. „I Folkenes Forbund?”

Jeg blev kaldt til Side af Hoff. „Hvordan har De tænkt Dem Afstemningen foretaget?” spurgte han, „og hvor langt ned mener De, at man vil stemme for Danmark?”

„Ned til Flensborg,” svarede jeg, „men Flensborg vil efter min Mening give et Flertal af tyske Stemmer. Den er jo desværre nu en overvejende tysk By.”

Vi talte noget om Sagen, han var forknyt, men føjelig og fordragelig.

Inde i Salen kom Günszer hen til mig. „Sig mig,” spurgte han, „er der ingen Huse at faa at købe i Nordslesvig?” „Jo,” svarede jeg spøgende, „slipper vi først løst, bliver der nok Huse tilfals.”

„Men alvorlig talt,” fortsatte han, „jeg er Liebhaver, man kan sikkert ikke gøre noget bedre end at flytte derop. Jeg misunder Dem, at De er Dansker.”

Saadan gik det videre. Der var ingen Uvilje at mærke, men der laa en forknyt, tung og trykket Stemning over Huset.

Paa Talerlisten stod jeg opført efter Polakkernes Ordfører Stychel. Imidlertid meldte Grev Posadowsky sig til Ordet, og han fik Plads foran mig. Mens Stychel talte, kom Dr. Ricklin hen til mig paa min Plads. „Sig mig,” spurgte han, „De vil da ikke tale i al Almindelighed?”
— „Nej.”
— „Men De vil kræve Selvbestemmelsesretten?” — „Ja, jeg kræve Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”
— „Det er godt, saa maa og vil vi ogsaa bryde Tavsheden og præcisere vort Standpunkt!”

Elsass-Lothringerne havde af Frygt for et Tilbageslag først paa deres Fraktionsmøde bestemt, at de ikke vilde tage Ordet, men ved at se mit Navn paa Talerlisten bag Stychels, var de bleven betænkelige, og da Dr. Ricklin kom tilbage til sin Plads og  havde aflagt Beretning om Samtalen med mig, ændrede de deres Beslutning.

Lidt efter gik Haegy op til Præsidiet og meldte Dr. Ricklin til Ordet, og da han repræsenterede en Gruppe, blev han placeret foran mig.

Hans Tale blev modtaget med knurrende Uvilje, og det kan jo ikke nægtes, at den stod i en ret skurrende Modsætning til de Loyalitetserklæringer, som han i tysk Stabslægeuniform gentagne Gange havde afgivet fra den samme Talerstol under Krigen.

Efter ham fik jeg Ordet. Huset var godt besat. Medlemmerne stod tæt omkring Talerstolen, og jeg havde fra først til sidst deres Øre.

Da jeg indledende sagde: „Først et historisk Tilbageblik,” raabte man fra de konservative Bænke: „Behøves ikke, vi kender Historien.”

Fra Venstre lød der gentagne Gange, men især ved Talens Slutning, livligt Bifald.

Midt under Talen sprang Grev Westarp op paa Trappen til Præsidiet, forlangte demonstrativt Ordet til Forretningsorden og opfordrede Regeringen til straks at tage Standpunkt til mit Krav.

Vicekansler v. Payer svarede, at det vilde ske i næste Møde, og efter at Grev Westarp endnu havde vekslet et Par heftige Repliker med Formanden, kunde jeg fortsætte min Tale.

Da jeg gik ned fra Talerstolen, mærkede jeg, bortset fra de Konservative, ingen Uvilje. Conrad Hauszmann, som nu er Statssekretær, og Naumann kom atter og trykkede varmt min Haand, andre Kolleger fulgte deres Eksempel og sagde nogle anerkendende Ord om, at jeg havde forstaaet at tale saaledes, at jeg ikke saarede og krænkede deres Følelser.

I Foyeren kom Kloppenborg Skrumsager, Nis Nissen, Andreas Grau, Bankdirektør Hübbe og Købmand Erichsen, som havde hørt Talen fra Tribunen, og ønskede mig til Lykke.

Om Aftenen fejrede vi Dagen ved et godt Glas. Kloppenborg-Skrumsager talte for mig og gjorde mig opmærksom paa, at det i Dag var 12 Aar siden, jeg var bleven valgt til Rigsdagsmand.

Han havde let ved at huske det, fordi hans yngste Søn netop var født den Dag.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Stenografisk referat af H.P. Hanssens tale i Rigsdagen den 23. oktober 1918 (efter Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937).

194. og 195. Møde d. 23. og 24. Oktober 1918

(Præsident Fehrenbach)

23. Oktbr.- 1918.  Forhandling om Ændring af Rigsforfatningen. Som Repræsentant for Polakkerne har Rigsdagsmand Stychel og for Elsass-Lothringerne Rigsdagsmand Ricklin gjort deres nationale Krav gældende.

Ordet gives til H. P. Hanssen.

Hanssen: Mine Herrer, Rigskansleren [Prins Max af Baden]  har i sin første Programtale højtideligt erklæ­ret, at han søger en varig Fred for hele  Menneskeheden, en ærefuld Rettens og Forsoningens Fred.
Og »Retsspørgsmaalet,« tilføjede han i Gaar, »gør ikke Holdt ved vore Landegrænser, som vi aldrig frivillig vilde aabne for Voldsmagten. De Grundsætninger, som vi har antaget som normgivende for os, berører ogsaa Problemer inden for Rigets Omraade.« Rigskansleren har endvidere erklæret sig rede til som Grundlag for Fredsforhandlingerne at antage Præsident Wilsons Kongrestale af 8. Januar 1918 og det i hans senere Tilkende­givelse opstillede Program.

Til Præsident Wilsons Program hører først og fremmest Gennemførelsen af Folkenes Selvbestemmelsesret, som Tyskland, hvad Rigskansleren for nogle Dage siden paa ny fastslog i sin Tale til Præsidiet for den litauiske Taryba, har anerkendt.

Og i Punkt 4 i sin Programtale af 12. Februar erklærer Præsidenten, at »alle klart omskrevne nationale Krav skal finde videstgaaende Tilfredsstillelse.« Al Tvetydighed i internationale Spørgsmaal maa nu undgaas. Den alvorsfulde Stund kræver klar og aaben Tale. Under Henvisning til Rigskanslerens og Præsident Wilsons førnævnte Standpunkt kræver jeg som Repræsentant for den danske Befolkning i Nordslesvig i Rettens og Retfærdighedens Navn Gennemførelsen af Pragfredens § 5 og dermed ved den forestaaende Fredsslutning det nordslesvigske Spørgsmaals endelige Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Først et ganske kort historisk Tilbageblik. I 1864 blev de danske Nordslesvigere mod deres Vilje og trods deres højtideligste Protest af de to Stormagter Preussen og Østrig med Vold løsrevet fra deres gamle Fædreland Danmark og fra deres eget Folk, som de var knyttet til ved Sprog, Sæder, Minder og en mere end tusindaarig ærefuld Historie.

To Aar senere afstod det slaaede Østrig alle sine Rettigheder til det fælles Krigsbytte fra 1864 til Preussen. Afstaaelsen blev nærmere bestemt i Pragfredens § 5, som lyder saaledes: »Hans Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hans Majestæt Kongen af Preussen alle sine i Freden i Wien af 30.Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdøm­merne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Danmark, naar den ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenet med Danmark.«

Pragfredstraktaten blev 20. December 1866 forelagt den preussiske Landdag. Ved denne Lejlighed kritiserede flere Talere Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark. Over for dem præ­ciserede Bismarck sit Standpunkt til Folkenes Selvbestemmelsesret, idet han i Følge den steno­grafiske Beretning erklærede: »Jeg har altid været af den Mening, at en Befolkning, som varigt med utvivlsomt tilkendegivet Vilje lægger for Dagen, at den ikke vil være preussisk og tysk, som i utvivlsomt tilkendegivet Vilje vil tilhøre en Nabostat af dens Nationalitet, ikke styrker den Magt, fra hvilken den søger at adskille sig. Vi har overtaget Bestem­melsen, og Preussen maa holde den, men vi vil udføre den saaledes, at der ikke bestaar Tvivl om Afstemningen, som vi foretager, om dens Frivillighed og Uafhængig­hed og om den definitive Vilje, der derved tilkendegives.«

En fortræffelig Grundsætning, et forpligtende Ord! Den danske Befolkning i Nord-slesvig gav i de følgende Tider atter og atter sine Ønsker og sin Vilje klart Udtryk.

Men Aarene gik, uden at Preussen opfyldte sin traktatlig overtagne Forpligtelse til at foretage en Folkeafstemning i Nordslesvig. (Hør, hør! fra Polakkerne og de uafhængige Socialdemo­krater.)

I 1877 stillede en af mine Forgængere her i Rigsdagen, Rigsdagsmand Kryger, derfor
med Understøttelse af Centrum et Forslag om at opfordre Regeringen til »straks at træffe Forberedelse til, at den ved Pragfredens § 5 Nordslesvigerne givne Ret til en fri Afstemning om deres statsretlige Tilhørsforhold snart kunde blive virkeliggjort.«

Den 19. April 1877 stod Forslaget her til Forhandling. Under Debatten konstaterede Rigskanslerens Stedfortræder, Statssekretær v. Biilow, at Regeringens Opfattelse af Spørgsmaalet netop var den, som Bismarck elleve Aar før havde givet Udtryk for i sine citerede Ytringer!

Ved denne Lejlighed tog ogsaa Rigsdagsmand Windthorst Ordet, og Dem, mine Herrer Centrum, vil det sikkert ganske særlig interessere at høre, hvad denne fremragende og vidt­ skuende Statsmand udtalte om Spørgsmaalet:

»Jeg stemmer ikke for Forslaget, fordi jeg tror, at dette meget delikate Spørgsmaal ikke kan overskues af os i alle Retninger, fordi jeg tror, at Tidspunktet og Forhandlingernes Modaliteter maa vælges saaledes af vor Regering, som Europas offent­lige Forhold gør det raadeligt. Da jeg i denne Henseende ikke kan se klart, kan jeg i dette Øjeblik heller ikke stemme for Forslaget, thi idet jeg gjorde det, vilde jeg efter min Mening kræve, at Regeringen straks skulde gaa frem paa den foreslaaede Vis.

Men jeg gentager, at jeg, naar jeg i Dag af disse Grunde ikke stemmer for For­slaget, dog fuldt ud maa anerkende Nordslesvigernes af Prag­fredens § 5 opstaaede Rettigheder, og at det ikke er heldigt at trække den Slags Ting i Langdrag og ligesom at ville skrive dem i Glemmebogen. Saadanne Sager glemmes ikke, men dukker mgget ofte op i de mest ubelejlige Øjeblikke. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Jeg har imidlertid den Tillid til vor udenrigspolitiske Ledelse, at den vil gribe det første, det bedste Øjeblik, der tilbyder sig, for at faa denne Sag ud af Verden.«

Saa vidt Windthorst. Hans Haab gik desværre ikke i Opfyldelse. To Aar senere offent­liggjorde Preussen helt uventet Traktaten af 11. Oktober 1878, hvorefter med Østrigs Indvilgelse Bestemmelsen vedrørende Nordslesvig i Pragfredens § 5 blev erklæret for ophævet. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.) Den nøgne Vold triumferede atter over Retten. De Rettigheder, som Windthorst højtide­ligt havde tilkendt Nordslesvigerne, blev nedtrampet.

En højst ulykkelig Tid brød dermed ind over Nordslesvig. I Tillid til Preussens Traktat­troskab og Bismarcks højtidelige Tilsagn var over en Tredjedel af den nordslesvigske Befolk­ning indtil da udvandret, fordi de følte sig ulykkelige under det preussiske Regimente. For dem, der var blevet i deres Hjemland, begyndte en Tid med sproglig Undertrykkelse, med national Voldførelse, med politiske Plagerier, som i Aarene 1898 til 1903 kulminerede i den saakaldte Köller-Politik, der den Gang, som mange af de Herrer endnu vil mindes, syssel­satte Rigsdagen tre Dage i Træk.

I Dag, da det gamle System er brudt sammen, og et nyt Tyskland er under Udvikling, vil jeg ikke gaa nærmere ind herpaa, men eet maa jeg dog i Dag konstatere: naar det tyske Folk i disse tunge Krigsaar ofte smerteligt har savnet Sym­pati hos de beslægtede Nabofolk i Norden, maa De ikke mindst føre dette tilbage til Preus­sens uretfærdige, voldsomme, hensynsløse og haarde nordslesvigske Politik. (Meget rigtigt! fra venstre.)

En ny Tid er ved at oprinde. De Mænd, der i Dag staar ved Roret i Tyskland, har i Svaret paa Pavenoten, som hører med til Regeringsprogrammet, udtalt som deres Over­bevisning, at Rettens moralske Magt i Fremtiden maa afløse Vaabnenes materielle Magt, at det menneskelige Samfunds syge Legeme kun kan helbredes ved at styrkes med Rettens sædelige Kraft.

Med Wilsons Program har den nye Regering anerkendt Folkenes Selvbestemmelsesret. Vi haaber, at den ved den forestaaende Fredsslutning ogsaa er redetil at føre en Rettens og Retfærdighedens Politik, en virkelig Forsoningspolitik over for os.

Og — lad mig tilføje — over for Danmark og Skandinavien.

Thi i den Henseende skal De ikke lade Dem skuffe. Hele Skandinavien følger med sine varmeste Sympatier den lille tapre sønderjydske Folkestammes Skæbne. Fra Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i Norge til Selma Lagerlof og Ellen Key i Sverige, fra de store danske Digtere i forrige Aarhundrede til Harald Høffding og Georg Brandes og videre til den yngre Generation har næsten alle fremragende Repræsentanter for Aandslivet i Norden atter og atter krævet en retfærdig Løs­ning af det nordslesvigske Spørgsmaal. (Hør, hør! fra venstre.)

I de sidste Dage har vi atter hørt Tusinder af Stemmer fra Norden, som i dette Spørgs­maal appellerer til det tyske Folks Retfærdighedsfølelse, og — mærk Dem det, mine Herrer — hyppigt ogsaa til dets politiske Klogskab. Karakteristisk i denne Henseende er følgende Ytring af den tyskvenlige Docent ved Universitetet i Kristiania, Dr. Fredrik Paasche, der findes i en Artikel, som han i disse Dage har offentliggjort i det norske Blad »Tidens Tegn«: »Tre Folks Tanker gaar i disse Dage til Sønderjylland. Navnet er ikke taget med paa Præsident Wilsons Fredsprogram. Lad os nævne det med den Styrke, vi kan.

Halvtreds Aars Trofasthed mod Norden kalder paa vor Oprigtighed, og tre Folk véd i Dag, at det Tyskland, som »taber« Land i Nordslesvig, i Virkeligheden bliver et større Land og vinder varige Værdier — en Vej til andres Tillid. Maatte ogsaa det tyske Folk se og forstaa det.« (Bravo hos de uafhængige Socialdemokrater.)

Socialdemokraterne i Slesvig og Holsten har allerede for flere Aar siden paa en Partidag i Kiel udtalt sig for Opfyldelsen af Pragfredens § 5. Jeg er Rigsdagsmand Haase meget taknemlig for, at han i Dag har indtaget det samme Standpunkt her. I den hollandsk-skandinaviske Komités Fredsmanifest af 10. Oktober 1917, det saakaldte Stockholmer-Manifest, kræves der en venskabelig Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af en i Forstaaelse med Beboerne foretagen Grænseregulering.

Det danske Socialdemokrati staar paa samme Standpunkt. »Socialdemokraten« i København har for nogle Dage siden atter rejst dette Krav, og i Sverige har saavel Hjalmar Branting som Borgmester Lindhagen, det svenske Socialdemokratis tvende navnkundige Førere, i kraftige, mandige Ord betegnet det nordslesvigske Spørgsmaals Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret som det nye Tysklands Æressag og Ærespligt.

Med dyb Taknemmelighed kan jeg i Dag konstatere: Fra alle politiske Lejre i Skandi­navien, fra det yderste Højre til det yderste Venstre, lyder i disse Dage det enstemmige Raab til Tyskland: Retfærdighed mod Danskerne i Nordslesvig.

Mine Herrer, overhør ikke dette Raab! Naar Folkenes Selvbestemmelsesret er Alvor for Dem, naar De virkelig vil afslutte en Rets- og Forsoningsfred, saa maa De, naar Freden nu snart sluttes, løse det nordslesvigske Spørgsmaal.

Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste Ønsker, dermed fremmer De ogsaa tyske Interesser. (Meget rigtigt! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Thi Retfærdighed ophøjer et Folk! (Livlige Bravo fra venstre.)

 

22. oktober 1918. I Berlin: Rygterne om en dansk henvendelse om Nordslesvig ikke sande!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 22. Oktober 1918.

Jeg har lige afsendt en Ugeberetning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, hvoraf jeg her citerer følgende:

„Efterretningerne om, at den danske Regering har afgivet en Note i Berlin, er urigtige og er ogsaa dementerede baade af den danske og den tyske Regering.

En Note vilde ogsaa have været forfejlet. Sagen vil ikke, som adskillige i Danmark synes at have næret Frygt for, blive løst som et dansk-tysk Mellemværende under Haanden, men som et internationalt Anliggende paa den almindelige Fredskongres.

En anden Sag er, at Spørgsmaalet søges løst i Forstaaelse med Tyskland, som rimeligvis trods Landafstaaelser i Øst, Vest og Nord vil gaa ud af Krigen forøget med 10 Millioner Tysk-Østerrigere, atter vil komme til Kræfter og i Fremtiden staa som en mægtig Nabostat.

Jeg har i Gaar afleveret et udførligt Materiale vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal til Understatssekretær David.

Endvidere har jeg afleveret Materialet til flere Kolleger. Vi har udsendt trykt Materiale til flere Hundrede tyske Politikere, Journalister og i det hele Mænd i fremstaaende Stillinger.

Det kan vel nok siges, at det er mange ubehageligt, at Spørgsmaalet rejses nu, der spores her og der nogen Pirrelighed, men mange ønsker mig til Lykke med, at jeg snart kan komme til at aande i et frit Land.

Hjemme maa vi nu have vor Opmærksomhed fæstet paa de sløje Strøg i Aabenraa Amt, i Slogs Herred, paa Løgumklosteregnen og i Tønder By. Her maa gøres et energisk Forarbejde, baade med Henblik paa Indsamling af Underskrifter og paa den endelige Afstemning.

Jeg har meldt mig til Ordet i Dag og faar det rimeligvis i Morgen, da der kun staar 4 Mand paa Talerlisten foran mig. Opgaven er vanskelig, da det er en meget broget Tilhørerskare, jeg skal tale til: Den nye, mig velvilligt sindede Regering, Rigsdagen, Nordslesvig, de forskellige Partier i Danmark og desuden Ententen.

Det kan ikke godt andet end gaa ud over Talens Friskhed, naar der skal tages Hensyn til saa mange Sider.

Jeg haaber, at der nu fra i Morgen af indgaar regelmæssige Beretninger fra alle Egne af Landet, saa vi faar et klart Overblik over Stillingen. Dette er nødvendigt af Hensyn til Arbejdet, som skal gøres.” —

I Rigsdagen traf jeg i Dag først Hildenbrand. „Hvad mener De om Situationen?” spurgte jeg. „Hvis Militæret sætter sin Vilje igennem, kæmper vi videre i et Par Uger,” svarede han, „men saa er det Slut. Saa maa vi overgive os paa Naade og Unaade. Ingen har længere Tillid til „det nationale Forsvar”. løvrigt et daarligt Ord, har vi maaske ikke haft et nationalt Forsvar hidtil?”

Lidt senere stødte jeg paa Fr. Stampfer. „Ja, nu vil De jo snart gaa imod Nord,” sagde han vemodigt. „Det er trist, at saa mange forlader os, men min Trøst er, at vi saa nok faar Tysk-Østerrigerne i Stedet for.”

Dernæst løb jeg paa Hermann Wendel. „Til Lykke!” udbrød han, „nu kan De snart komme til at leve under virkelig frie Forhold i et virkelig frit Folk. Jeg har i Gaar i denne Anledning paany taget min „Manuel” [den franske udgave af Franz von Jessens: “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”, RR] , som De har været saa venlig at forære mig, frem for at studere Spørgsmaalet, men jeg naaede ganske vist ikke vidt.”

Vi talte videre om det serbiske Spørgsmaal, og jeg lykønskede ham med, at han havde faaet Ret i sin Polemik med den tidligere bulgarske Gesandt i Berlin. „Ja,” svarede han, „jeg har skrevet min Bog om det serbisk-bulgariske Problem, før Sagen har taget den sidste hurtige Vending, men desuagtet behøver jeg ikke at ændre noget i den.”

Dr. Blunck kom hen til os og sagde noget forpint, men smilende til mig: „De her! — jeg troede, at De allerede stod med det ene Ben i Danmark!” „Saa vidt er det endnu ikke, svarede jeg, „men det kommer nok inden ret længe.”Wendel: „Ja, nu vil det snart vise sig, at jeg havde Ret, da jeg i Fjor her i Salen — hvad mange tog mig ilde op — sagde, at ved en Afstemning vilde 90 pCt. af Elsass-Lothringerne stemme for Frankrig. Det vil sige, Ret har jeg ikke, for nu vil ikke 90 pCt., men 110 pCt. stemme for Frankrig!”

„Det er vel dog lovlig meget,” udbrød Dr. Blunck. „Nej,” svarede Wendel ivrigt, „for mange vil stemme dobbelt, ja tredobbelt, hvis De blot kan se deres Snit dertil. Saadan er Stemningen.”

Jeg har i Eftermiddags meldt mig til Ordet og vil rimeligvis faa det i Morgen. Andreas Grau er ankommen hertil, og Bankdirektør Hübbe har anmeldt sin Ankomst til i Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

13. oktober 1918. Kurértjeneste etableret mellem Berlin og Nordslesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 13. Oktober 1918.

Jeg rejste i Aftes hjem fra Flensborg og opsøgte straks Fru M. Andresen for at træffe de nødvendige Aftaler med hende om Kassererhvervet.

Indsamlingen af Vælgerforeningens Fond skal være tilendebragt i Løbet af 3 Dage, og Tillidsmændene instrueres saaledes, at de straks afleverer Pengene til Fru Andresen.

Vi aftalte alt fornødent med Hensyn til Pengenes Anbringelse og senere Udbetalinger af Fonden.

I Dag har jeg truffet Aftale med Den Nordslesvigske Folkebank om, at min Datter Astrid faar Orlov for at gaa med mig til Berlin som min Privatsekretær. Hun skal der lede det daglige Arbejde paa vort nyoprettede Kontor i Hotel „Fürstenhof”.

Endvidere har jeg i Dagens Løb truffet den nødvendige Forberedelse til, at Kurertjenesten mellem Nordslesvig og Berlin med Udveksling af Efterretninger i Hamborg straks kan blive optaget. De Personer, jeg har opfordret til at stille sig til Raadighed for denne Tjeneste, har alle været meget villige.

Kurererne skal afgaa hver Tirsdag og Lørdag fra Aabenraa og Berlin og mødes i Hamborg. Fra Aabenraa er der endvidere indrettet fast Kurertjeneste til  Efterretningsstationerne i Haderslev, Sønderborg, Tønder og Flensborg, hvor Tillidsmændene ligesom i Aabenraa skal møde hver Mandag for at høre vore Beretninger, drøfte Stillingen, udveksle Erfaringer og fatte Beslutninger om Arbejdets videre Gang.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

12. oktober 1918. Møde i Vælgerforeningen: Glædelig enighed om Flensborg-linjen

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 12. Oktober 1918.

Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen, som jeg havde ladet sammenkalde i Borgerforeningens Lokaler i Flensborg, begyndte Kl. 11½ og var godt besøgt, kun 3 Medlemmer var udeblevne.

Næstformanden, P. Grau aabnede Mødet.

Jeg indledede med en kort Bemærkning, gav først en Oversigt over Stillingen og klarlagde derefter Opgaverne:

1) Indsamling af et Fond paa mindst 100,000 Mark,
2) Indretning af fast daglig Kurertjeneste mellem Nordslesvig og Berlin,
3) Oprettelse af faste Efterretningsstationer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg,
4) Forberedelse af Deputationer,
5) Vedtagelse af en Petition.

Under Forhandlingerne opfordrede jeg Medlemmerne til en for en at udtale sig om Stillingen og Stemningen i Nordslesvig.

I danske Kredse var Stemningen løftet og god. En Undtagelse dannede kun P. Tønders og Jes Mærsks Distrikter, hvor Handelsprofitten syntes at have  demoraliseret en Del danske Folk.

Hjemmetyskerne vil i stor Udstrækning helst tilbage til Danmark. De yngre er gennemgaaende yderst forbitrede over den Behandling, de har døjet – det gentages fra alle Sider.

Derefter kort Drøftelse af Grænsespørgsmaalet, som gav glædelig Enighed om Flensborglinjen. Kun P. Tønder, som før altid har slaaet paa § 5, krævede nu Ejdergrænsen uden Afstemning, medens Lorenz Poulsen talte varmt for Flensborg, men indrømmede, at en Grænse lige nord for Flensborg var mulig, en Grænse lige syd for Flensborg derimod umulig.

Pengebevillingen vedtoges straks med varm Tilslutning.
Man tilbød om fornødent at skaffe Million Mark. Da jeg forlangte 10,000 Mark til et hemmeligt Fond, tilbød man mig straks 20,000.

Alle lovede at arbejde godt.

Til Støtte for Vælgerforeningens Sekretær, Gdr. Martin Simonsen, valgtes der efter mit Forslag 3 Hjælpesekretærer,nemlig A. Lebeck, Haderslev, Nis Nissen, Nordborg, og Andreas Grau, Flensborg.

Endvidere valgtes ligeledes efter mit Forslag Fru M. Andresen, Aabenraa, til Kasserer, for at de indsamlede Pengemidler ikke ved en Husundersøgelse hos Vælgerforeningens Kasserer skulde falde i Politiets Hænder.

Paa Mødet udtalte H.  Jefsen Christensen, Høgsbro, at Stemningen i Danmark var meget daarlig. Der var endog Tanker fremme om kun at tage Nordslesvig tilbage, naar det danske Folk ved en almindelig Afstemning gav sit Samtykke dertil. Han fremhævede, at Nødvendigheden deraf bl. a. var bleven drøftet paa de store Efteraarsmøder paa Højskolerne.

Jeg sagde, at dette sikkert maatte bero paa en Misforstaaelse, men hans Beretning gjorde stærkt Indtryk og efter Forslag af Peter Grau besluttede Tilsynsraadet at opfordre H. Jefsen Christensen til at vove sig over Grænsen for at fremskaffe sikre Efterretninger om Stemningen i Kongeriget.

H. Jefsen Christensen erklærede sig villig til at overtage Hvervet.

Mødet hævedes, og i Smaagrupper begav vi os til Stationen for ikke at vække Opsigt.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

11. oktober 1918. H.P. Hanssen og Kloppenborg-Skrumsager rejser til Flensborg

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 11. Oktober 1918.
I Formiddags traf jeg Forberedelser til Mødet i Flensborg, gik derpaa hen i Rigsdagen for at indhente de sidste Efterretninger og rejste sammen med Kloppenborg Skrumsager ud paa Eftermiddagen til Flensborg, hvortil vi først ankom Lørdag Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

9. oktober 1918. Nu nærmer afstemningen sig: “Vi drog paa Kortet en Grænselinje …”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. Oktober 1918.

Det er galt med Søvnen. Tankerne er for levende og arbejder for stærkt. Jeg sover kun 3-4 Timer, stundom ikke det, i Døgnet. Haase har det, efter hvad han fortalte mig, ligesaa.

Under den stærke Spændings Tryk arbejder Tankerne ustandseligt med Opgavernes Løsning.

Jeg gennemgik i Formiddags Materialet, som jeg har modtaget hjemmefra, og satte straks Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen i Gang med at supplere det fra Bibliotekerne og med Indkøb fra Bogladerne. Vi køber Kort og Bøger i Propagandaøjemed og lader vigtige Aktstykker afskrive paa Maskine.

I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Professor v. Schutze-Gaevernitz, hvem jeg forgæves har spejdet efter i de sidste Dage. Jeg spurgte ham, om han havde Tid til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal, og hvis ikke, hvor jeg kunde træffe ham i Morgen.

„Ja, det er meget vigtigt, at vi drøfter dette Spørgsmaal,” svarede han. „Jeg er lige kommen fra Fronten, men i Morgen paa denne Tid staar jeg til Deres Disposition her i Rigsdagen.”

Hr. v. Heydebrand kom og gik stilfærdigt forbi. Tilsyneladende er han atter kommen i Ligevægt. De Konservative bøjer sig for Hindenburgs og Ludendorffs militære Avtoritet, men haaber, at de Allierede vil stille saa haarde og ydmygende Vaabenstilstandsbetingelser, at Tyskland er nødt til at fortsætte Kampen.

I Middags havde vi Fraktionsmøde paa mit Værelse. Vi besluttede at begrænse vore Bestræbelser til at kræve, hvad der virkelig af Sprog og Sindelag er dansk, tilbage til Danmark.

Vi drog paa Kortet en Grænselinje fra syd for Tønder, lige nord for Aventoft, med Aaen og videre med Skelbækken, ind søndenom Frøslev til Padborg Station, derfra med Aaløbet ned og med en lille Bugt ved Kobbermøllen ud til Flensborg Fjord.

For denne Grænse vil jeg nu arbejde under mine amtaler med Parlamentarikerne og Regeringens Repræsentanter.

Vi aftalte Programmet for Vælgerforeningens Møde i Flensborg paa Lørdag og drøftede, hvad der videre kunde gøres her.

Ved Femtiden gik jeg hen i Rigsdagen. Lansings første Svar paa Noten til Wilson var lige ankommet og vakte megen Opmærksomhed. Det blev ivrigt drøftet af Partierne, som samlede sig gruppevis.

Dr. Ricklin, Præsident i den elsass-lothringske Landdag, kom og hilste. Han er lige ankommen fra Elsass-Lothringen.

Mens vi talte om Situationen, kom Haase. Vi spurgte straks: „Hvad nyt?” Og han meddelte os, at Regeringen lige havde besluttet at svare imødekommende paa Wilsons sidste 3 Punkter.

Rømningen af de besatte Omraader havde man været forberedt paa, den var bleven glat vedtaget. „Afgørelsen er i Virkeligheden falden,” sagde han. „Der gives nu intet tilbage mere.

Hvilket Omslag i Løbet af 24 Timer. Hertling og Payer anede ingenting, da Ludendorff og Hindenburg den 1. Oktober krævede, at der straks skulde dannes en Regering, som kunde skaffe Fred paa de bedst mulige Vilkaar.

De vilde ganske vist, tilføjede de, endnu kunne fortsætte Kampen i 2-3 Maaneder, men det vilde være en Forbrydelse at kæmpe videre, fordi Kampens Fortsættelse vilde kræve nye Hundredetusinder som Ofre uden at forbedre Stillingen.

“Da Foraarsoffensiven begyndte, var Ludendorff,” gentog Haase, „overbevist om, at Paris og Kanalhavnene vilde blive erobrede i det første Stormløb, men Offensiven gik i Staa, og saa angreb de Allierede med Tusinder af Tanks, med Hære af Luftskibe: Flere Steder blev Fronten gennembrudt, andre Steder vaklede den. I Længden kunde den ikke holdes.

Og efter at have overvejet Sagen i 3-4 Uger uden at underrette Regeringen om den kritiske Stilling, kom saa det bratte Omslag den 1. Oktober.”

Dr. Ricklin spurgte Haase, hvordan han mente, at det elsasslothringske Spørgsmaal vilde blive ordnet, om ved en Folkeafstemning eller simpelthen ved en Desannektion.
Haase. „Der er øjensynlig meget stærke Stemninger for en Desannektion.”

Dr. Ricklin: „Men en Folkeafstemning vil være heldigere. Der kan regnes med, at 95 pCt af Befolkningen vil stemme for Tilslutmng til Frankrig.” Haase: „Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal lader sig let ordne, men hvilke Vanskeligheder vil det polske Spørgsmaal ikke frembyde! Hvis for Eksempel Danzig eller Kyststrækningen ved Danzig skal indlemmes i Polen, er Øst-Preussen en Enklave. Saa maa jeg passere Polen for at komme fra min Valgkreds til Berlin!

Men alt det maa overvindes, ligesaa Erstatningsspørgsmaalet, skønt det ogsaa er vigtigt, da det maaske vil dreje sig om 50 Milliarder Mark.”

Vi skiltes ad.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, mødte jeg paa min Etage Forretningsføreren.

„Hvordan staar det?” spurgte han meget interesseret. „Freden marcherer,” svarede jeg. „Regeringen har besluttet at svare Wilson imødekommende og at rømme alle besatte Omraader, men Freden vil blive haard: Tyskland vil miste Elsass-Lothringen, de polske Landsdele og rimeligvis ogsaa Nordslesvig og blive nødt til at betale en vældig Krigsskadeserstatning.”

Idet jeg vilde gaa videre, sagde han: „Mange Tak for den glædelige Efterretning! Man ymtede allerede om, at Freden heller ikke vilde blive til noget denne Gang, og jeg frygtede allerede derfor.”

Udenfor Døren til mit Værelse stod en Stuepige. „Hvordan staar det?” spurgte hun. „Freden kommer. I Julen kan De maaske danse,” svarede jeg. „Men den vil blive haard,” og jeg gentog, hvad jeg havde sagt til Forretningsføreren.

„Gud ske Lov,” udbrød hun. „Der er saa mange, der ikke tror, at det bliver Alvor. Hvad bryder jeg mig om Elsass-Lothringen og alt det andet, naar vi bare kan faa Fred. Men der er heller ingen, der vil kæmpe mere,” vedblev hun. „Paa Nr. 372 bor der en Major. I Gaar sagde han til mig: „Faar vi nu ikke Fred, saa gaar jeg i hvert Fald ikke mere ud!”

Saaledes taler en preussisk Major i disse Dage til en Hotelpige.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

3. oktober 1918. I den tyske rigsdag: “Alt bryder nu sammen. Fredsaktionen er i fuld Gang.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 3. Oktober 1918

Efter et Par Dages Arbejde og Forhandlinger hjemme rejste jeg atter i  Gaar herned til Berlin for at deltage i de forestaaende vigtige Forhandlinger.

Paa Vejen hen til Rigsdagen, mødte jeg i Morges Professor Doormann. „Hvordan staar det?” spurgte jeg. „Forhandlingerne mellem Flertalspartierne,” svarede han, „har i Gaar og i Forgaars svinget frem og tilbage. Men de er bleven førte roligt, og under forstandige fornuftsmæssige Betragtninger har man ærligt søgt at opnaa Enighed. Personspørgsmaalene er endnu ikke løste. Det hænger sammen med fortsatte Forsøg paa at faa de National-Liberale til at slutte sig til Flertalsblokken.

Momentant synes dette at skulle lykkes. Derefter vil de personlige Spørgsmaal hurtigt kunne løses. løvrigt er der Enighed om at gøre et energisk Forsøg paa at opnaa Fred, og man er nu fra alle Sider rede til at bringe Ofre for at opnaa den.”

Jeg gik ind i Læsesalen. Siwkowich standsede mig og hilste.

Jeg spurgte ham, om der forelaa noget nyt fra Kronraadet. „I  Fraktionen,” sagde han, „er der bleven os meddelt, at Hindenburg i Forgaars har betegnet Krigens Fortsættelse som „zwecklos”, da det nu maatte betragtes som udelukket, at Tyskland kunde fremtvinge en Afgørelse. Derimod er det urigtigt, naar Rygtet paastaar, at han har sagt, at der var Fare for en Katastrofe. Han har tvertimod sagt, at Hæren endnu vilde kunne fortsætte Kampen en Tidlang.”

Mens vi talte sammen, sluttede en national-liberal Kollega sig til os. Til min Overraskelse udtalte han sin Glæde over, at der var sket et demokratisk Gennembrud indadtil. „Mange Folk har”, sagde han, „maattet købe deres Frihed med blodige Revolutioner og Borgerkrige. Naar Krigen nu kan bringe os Friheden, saa er det da altid noget.”

løvrigt var han over bevist om, at der indenfor den national-liberale Fraktion var overvejende Stemning for Tilslutning til Flertalsblokken.

„Men hvad nu,” udbrød han pludseligt, henvendt til Sivkowich. „hvis Ententen i Henhold til Wilsons 14 Punkter ogsaa kræver en Folkeafstemning i de polske Landsdele, kan vi ogsaa gaa ind paa det?”

„Gaar vi ind paa det, vil vi miste Posen, og det kan vi i Grunden ikke taale,” svarede Sivkowich.

„Ja, ikke blot det, men ogsaa Vestpreussen ” tilføjede den National-Liberale.

At de to Kolleger kunde tale saa lidenskabsløst om disse Forhold, viste, hvor hurtigt og mægtigt Udviklingen er skredet fremad i de Dage, jeg har været borte.

Elsass-Lothringeren Hauss kom og sluttede sig til os. Han var bleg og nervøs. Sivkowich gratulerede ham med Elsass-Lothringens Selvstyre. „Det kommer for sent,” svarede han.

„Og hvorledes skal det være muligt at gennemføre Landets Selvstyre under den nuværende Situation?”

Samtalen viste mig, at der var store Begivenheder under Forberedelse, og jeg gik ud af Læsesalen for at indhente videre Efterretninger.

I den store Foyer stødte jeg paa en Flok internationale Journalister med Dr. Friedegg i Spidsen. „I Morgen bliver det en stor Dag for den tyske Rigsdag,” tilraabte han mig spydigt. „Da vil den for første Gang faa den halve Sandhed at høre fra Regeringsbordet!”

„Hvad Nyt fra Østerrig?” spurgte jeg. „Østerrig kan og vil ikke kæmpe mere,” svarede han. „I Wien raaber alle paa Fred. Alt bryder nu sammen. Fredsaktionen er i fuld Gang.”

I Garderoben traf jeg Dr. Hilferding, som havde faaet et Par Dages Orlov til Berlin. „Hvordan staar det i Østerrig?” spurgte jeg ogsaa ham. „I Østerrig er alt i Opløsning,” svarede han, „Bulgarien har overgivet sig, og Tyrkiets Rolle er udspillet. Alt vil nu hurtigt bryde sammen. Ententen vil sikkert ikke akceptere de Fredsbetingelser, Tyskland tilbyder.

Spørgsmaalet er derefter, om de Allierede inden November kan tvinge de tyske Linjer paa Vestfronten saa langt tilbage, at Faren for et Indbrud i Tyskland er overhængende. Sker det, vil vi faa Fred i November. I modsat Fald vil Krigen blive fortsat Vinteren over, og Freden først komme næste Sommer. Det kan imidlertid allerede nu betragtes som afgjort, at Fireforbundet har tabt Krigen.”

Udenfor Rigsdagen mødte jeg Haase. „Hvad nyt?” spurgte han, da han saa mig. „Jeg kommer lige fra Rejsen og maa derfor spørge Dem,” svarede jeg. „Er det sandt, at Hindenburg i Kronraadet har erklæret, at Krigens Fortsættelse er „zwecklos”?” „De har sagt Ordet,” svarede han, „og det stemmer, men jeg maa ikke sige noget. Alt vil nu hurtigt bryde sammen.”

Vi talte videre om Situationen. Der kom en Flok Journalister, en af dem knipsede ham af.

Jeg gik ned ad Unter den Linden for at ordne en Pengesag hos Firmaet S. Bleichroder. Banklokalet var overfyldt. Folk stod og bladede nervøst i Kurssedlerne.

Ved Bordet stod flere Kunder med Bunker af Krigslaan foran sig. En yngre, særdeles velklædt Herre optalte 30,000 Mark i Krigslaan og rakte dem hen til en Bankfunktionær for at sælge dem.

„Vi køber ikke længere Krigslaan,” svarede han. „Men De købte dog en hel Bunke af mig i Gaar,” svarede Kunden. „Ja, det var en stor Fejl,” sagde Chefen, som traadte til. „Men hvorfor vil De dog ikke købe?” spurgte Kunden videre med grædefærdig Stemme. „Fordi vi ikke kan komme af med dem igen,” svarede Chefen. „Men jeg er dog en gammel Kunde,” udbrød han.

„Derfor købte vi af Dem i Gaar,” lød Svaret, „af Fremmede havde vi naturligvis ikke købt. De maa gaa til Rigsbanken, den hjælper Dem nok af med dem.” Derpaa vendte han ham Ryggen og fortsatte henvendt til mig: „I Byen siger man, at vi faar Fred inden 8 Dage. Er det rigtigt?”

„Næppe,” svarede jeg. „Men iøvrigt er jeg ikke orienteret, da jeg  kommer lige fra Rejsen. I Morgen vil vi antagelig erfare nærmere om Situationen, naar Finansudvalget genoptager sine Forhandlinger.”

Jeg gik tilbage til Rigsdagen og gik ind i Restaurationen for at spise. Ved de Frisindedes Bord traf jeg Vicepræsident Dove, Professor v. Liszt og Dr. Muller-Meiningen, hos hvem jeg tog Plads. De talte roligt om Stillingen ud fra Synspunktet: „Skibet er strandet, saa lad os da bjærge rask igennem Brændingen alt, hvad vi kan.”

Da jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet; hos Bleichroder, sagde Dr. Muller, at man allerede solgte Krigslaanene til en Kurs af 70 pCt. i Bajern. Hele Bander rejste rundt i Landet og opkøbte Obligationerne til den Pris. Professor Liszt sagde, at han havde gjort tilsvarende Iagttagelser. Der var mange, som nu for enhver Pris vilde af med Krigslaanene.

I Læsesalen fandt jeg Korfanty og Seyda. Vi trak os tilbage for at drøfte Situationen. Jeg fortalte dem, hvad en nationalliberal Kollega havde sagt om Muligheden af Folkeafstemninger i de polske Landsdele. „Ja, Udviklingen skrider nu frem med Kæmpeskridt,” sagde Seyda. „Vil De snart gaa aktivt frem?”

„Jeg har tænkt meget paa det i de sidste Dage,” svarede jeg. „Hvad der endnu holder mig tilbage, er kun Hensynet til en eventuel Modbevægelse, som Myndighederne vil kunne forcere samtidig med, at de ved Hjælp af Belejringstilstanden og Censuren lukker Munden paa os.”

„Ja, en saadan Modbevægelse har vi ogsaa regnet med,” sagde Seyda. „Men nu tror jeg, at Bevægelsen er skredet saa vidt fremad i de polske Landsdele, at det ikke længere er nødvendigt.
Vi tænker derfor paa at rejse Spørgsmaalet, saasnart der tilbyder sig en passende Lejlighed.”

„Vicepræsident Dove meddelte mig for et Øjeblik siden,” fortsatte jeg,  “at Rigsdagen rimeligvis vil blive sendt hjem midt i næste Uge. Det opfordrer os nu til at handle hurtigt.

Jeg kan altsaa gaa ud fra, at De i den allernærmeste Fremtid vil rejse det territoriale Spørgsmaal?”

„Det er min Mening, at vi bør gøre det,” svarede Seyda, „men Afgørelsen vil først falde paa Fraktionsmødet i Morgen Formiddag.”
Vi drøftede derpaa Fremgangsmaaden og blev enige om at gaa frem med en Fællesaktion. I Morgen vil de meddele mig Resultatet af deres Forhandlinger i Fraktionen.

Under Indtrykket af, at Handlingens Time nu var nær forestaaende, gik jeg derpaa ind i Biblioteket for at samle Materiale til en Tale Mandag eller Tirsdag.

Ved Indgangen traf jeg Welfen Alpers lidende og nedtrykt. „Hvad Indflydelse vil det store Skibbrud faa paa Deres særlige Sag?” spurgte jeg ham. „Den var godt indledt før Krigen,” svarede han, „og jeg haaber endnu, at det skal lykkes os at faa den ordnet.”

„Agter De at gaa aktivt frem nu?” spurgte jeg videre.

„Nej,” svarede han, „vi vil indtage en afventende Holdning. Men hvordan gaar det med det nordslesvigske# Spørgsmaal? Foreligger der noget?”

„De har maaske set, at det er bleven rejst af skandinaviske og hollandske Socialdemokrater paa Stockholmerkonferencen og derefter optaget i Stockholmermanifestet? Overfor Henderson har Ebert derefter erklæret, at Socialdemokraterne er villige til at forhandle paa  Stockholmermanifestets Grundlag med et Par Forbehold overfor Elsass-Lothringen og Belgien.

Hvis Tyskland nu vil føre en klog Politik overfor Skandinavien, bør det løse Aalandsspørgsmaalet og især det nordslesvigske Spørgsmaal. Det vil kunne sikre dem vidtgaaende Sympathier i Skandinavien.”

„Ja, det nordslesvigske Spørgsmaal burde Tyskland have løst for længe siden,” svarede han, „vi burde have løst det i det første Krigsaar. Det er meget sørgeligt, at vi møder saa stærke Antipathier hos de beslægtede nordiske Folk.

Men vort Militær og især vort Bureaukrati fordærver jo alt,” tilføjede han bevæget, „de har gjort os forhadte i hele Verden. Frugterne høster vi i disse Dage i Bulgarien.”

Han trak mig derefter ind i en Sideniche i den lille Foyer og fortsatte dæmpet og meget bevæget: „Prins Max vil nu blive Rigskansler, men ikke kunne holde sig længe. Han vil kun faa Lejlighed til at løse én Opgave: At slutte Fred. Dermed vil hans Mission være endt.”

„Tror De da, at vi faar fred meget snart?” spurgte jeg.

„Ja,” svarede han meget bestemt, „vær overbevist om det. Der er ingen Udvej mere: Freden maa sluttes nu.” Han brast i Graad, snurrede hurtigt om paa Hælen, og forlod mig. —

To Verdener ramlede sammen for ham: som Tysker led han baade sjæleligt og fysisk under sit store Fædrelands grænseløse Ulykke. Og samtidig brast alle hans Forhaabninger om Kongeriget Hannovers Genoprettelse.

Mens jeg arbejdede i Biblioteket, kom Seyda og Korfanty ind i Haandbiblioteket for ligeledes at søge Materiale. Læsesalen var tom, og vi optog atter Samtalen. Jeg viste dem Windhorsts Udtalelser fra April 1877 om Pragfredens § 5.

De fandt ligesom jeg, at de sikkert under den forestaaende Debat vilde kunne benyttes med megen Virkning.

Vi kom derefter til at tale om Elsass-Lothringen. „Af vore elsass-lothringske Kolleger har jeg kun set Hauss,” sagde Seyda. De øvrige holder det vist ikke for nødvendigt at møde. De er sikre nok paa, at de vil faa deres Ønske opfyldt.”

„For adskillige af dem,” sagde jeg, „maa det være pinligt nu at træde aabent frem i Rigsdagen efter at de saa ofte under Krigen har afgivet Loyalitetserklæringer fra dens Talerstol.”

„Det generer ikke Hauss,” svarede Seyda. „løvrigt har han allerede i Gaar krævet en Folkeafstemning. Understatssekretær Dr. Lewald tilbød i Gaar at omdanne Elsass-Lothringen til en selvstyrende tysk Forbundsstat og stillede Indkaldelsen af en grundlovgivende elsass-lothringsk Rigsdag i Udsigt.

„For sent,” svarede Hauss, „nu kommer De ikke udenom et Plebiscit, det maa De risikere.” Til os sagde han bagefter, at han var overbevist om, at over 95 pCt af Befolkningen vilde stemme for at komme til Frankrig, naar der bliver foretaget en Folkeafstemning.”

Efter at have arbejdet et Par Timer hjemme og bl. a. nedskrevet foranstaaende, gik jeg atter hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Dr. Cohn.

Vi drøftede Situationen. „Hindenburg har ikke blot sagt,” udtalte han i Samtalens Løb, „at Krigens Fortsættelse er „zwecklos”, men han har krævet Vaabenstilstand og Fred og tilføjet: „Es ist die letzte Stunde!” Han opridsede et meget mørkt Billede af Situationen. Hæren mangler alt, Folkene løber bort fra Fronten. Hærledelsen har hverken Ammunition eller Tanks. Den kan kort sagt ikke mere, den er bankerot. Regeringen søger derfor nu at faa Fred paa det af Wilson i hans sidste Tale opstillede Grundlag.

„Paa hvilke Betingelser tror De, at Tyskland nu vil kunne faa Fred?” spurgte jeg.

Belgiens og Elsass-Lothringens Prisgivelse. Posens og muligvis ogsaa Øvreschlesiens Afstaaelse. Dertil Krigsskadeserstatning til Belgien,” varede han.

„Og forhaabentlig Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark, tilføjede jeg.

„Dermed har jeg endnu ikke regnet,” svarede han. „Men iøvrigt ved De jo, at jeg ikke vil indvende noget imod en saadan Ordning.”

I Skrivesalen kom jeg i Samtale med Dr. Neumann-Hofer.
„Hvad vil De nu?” spurgte han efter et Par indledende Bemærkninger.

„Jeg vil,” svarede jeg, „aabent krave Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark i Henhold til Pragfredens § 5 og paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”

„Det er der ikke noget at sige til,” svarede han. „De ved, at jeg altid har holdt det for rigtigst, at det nordslesvigske Spørgsmaal bliver løst ved Fredsslutningen. Er der hidtil sket noget af Betydning?”

„Ja, de hollandske og skandinaviske Socialdemokrater har rejst Spørgsmaalet i Stockholm og i Stockholmei manifestet krævet det løst ved Fredsslutningen. Og Ebert har senere erklæret i „Vorwärts”, at Socialdemokraterne er villige til at forhandle paa dette Grundlag.

— Gaar De ud fra, at Freden vil blive sluttet snart?”

„Ja vi kan ikke mere,” svarede han. „Der er ikke andet at gøre. Hver Dag er nu kostbar. Vi er nødt til hurtigst muligt at faa Ende paa det. Vær overbevist om, at Freden vil blive sluttet snart.”

Aftenen tilbragte jeg hos Kaptajn Ramm. Vi drøftede indgaaende
Situationen, og han lovede efter min Opfordring i de nu kommende Tider at overtage Hvervet som Mellemmand mellem mig og den danske Gesandt Grev Moltke, med hvem jeg ikke har haft og ikke kan have direkte Forbindelse.

Underligt, som Sammenbrudet paavirker de enkelte. Jeg har i Dag set uafhængige Socialdemokrater, som helt er i deres Følelsers Vold og fuldstændig beherskes af Sorgen over deres Fædrelands Ulykke, og Kolleger, som før altid i Tide og Utide ar reklameret med deres Patriotisme, men nu er sløve og ligegyldige, tilsyneladende uden Forstaaelse af Tysklands virkelige Stilling.

I det hele er Stemningen meget resigneret. De fleste bøjer sig roligt for det uundgaaelige. Nogles Holdning minder om Terje Vigens, da han efter at have ligget paa Knæ for den unge engelske Kommandant tavst rejste sig og bøjede sig under den haarde uundgaaelige Skæbne, andre, og det er de fleste, tager underligt koldt og forretningsmæssigt paa Sagen og tænker kun paa at bjærge, hvad der endnu kan bjærges.

Jeg har i Eftermiddag afsendt Ilbreve med et kraftigt Varsko til Vælgerforeningens Næstformand, P. Grau, dens Sekretær M. Simonsen og dens Hjælpesekretær Nis Nissen Nørborg.

Ved Iltelegrammer har jeg endvidere opfordret Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager til ufortøvet at komme til Berlin, og endelig har jeg sendt Ilbreve hjem efter Materiale, som jeg savner til den forestaaende Aktion.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925