Tag-arkiv: folkeafstemningen

15. marts 1920. Johannes Christensen: Hvor er det dog en smuk By

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Den 15. marts 1920

Da vi korn til Flensborg drak vi Kaffe, og skiltes så ad. Jeg spadserede rundt i Flensborg hele Formiddagen, og så den efter i alle Gader. Mange Dannebrogsflag såes rundt imellem de Slesvig-Holstenske. Der vaktes uvilkårlig en varm Kærlighed for Flensborg i mig i Mandags, hvor er det dog en smuk By, og så dejligt beliggende. Ja, den skylder Danmark sin Fortid og sin Fremtid, det har den selv sagt:

“I 1867 sagde jeg det tydeligt nok, så slumrede jeg langsomt ind efter Sovedrikken, nu er jeg ved at vågne igen. De første Ord hørte I i Går, om ti år er jeg som i 1864”.

Jeg var oppe ved Krigergravene, et tiltalende og gribende Skue, rigtig til at varme Fædrelandskærligheden op i en igen. Nogen hoveren over Afstemningen fra Tysk Side, mærkede man ikke den Dag. Nede ved Havnen lå de prægtige danske Skibe, og ude midt i Fjorden de allieredes, en herlig Fjord er Flensborg Fjord. Jeg spiste på Jernbanehotellet, hvor jeg også tog den sidste Afsked med mine Arbejdsfæller fra Nieböl. Klokken 2o om Aftenen rejste jeg sammen med Hedvig Lytzen og Kr.Nissen fra Daler hjem igen. Adskelligt oplevede vi undervejs. Traf Glæsen fra Tønder, Kornelius Petersen, Mathiasen og Thorvald Petersen. Jeg kørte med til Østerby, og gik så hjem til Nørby, hvor jeg ankom ca.Klokken 24.

Sådan endte min Tur til den anden Zone, Turen vil jeg nok altid være glad for hele mit Liv, gid de nu må gå en lysere Tid i Møde dernede i Sydslesvig, de er jo trods alt vore Landsmænd.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

14. marts 1920. Johannes Christensen: Som et lyn fra en klar himmel kom disse resultater

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningsdagen 14. marts i anden Zone, Mellemslesvig.

Om Morgenen kom Bilerne straks med Flyveskrifterne om Revolutionen. Tyskerne blev rasende, og vilde ikke tale med dem i Førstningen, men så kom der også fra Tysk Side, og så gik det bedre.

Ved Middagstid tog vi så med Bil ind til Niebøl, hvor vi blev godt modtaget. Mange gode Kvinder og Mænd var der allerede samlet, og vi havde en god Eftermiddag sammen·. Mange Valgepisoder indtraf jo, men ikke mere end vi havde ventet.

Da endelig om Aftenen Resultaterne begyndte at løbe ind, blev der jo en underlig Stemning, som Lyn fra en klar Himmel kom disse Resultater. Alle som een navde de arbejdet i anden zone, havde ventet et helt andet Resultat, at det moralske Mod sådan skulde svigte hos vore Vælgere den Dag, det havde vi slet ikke ventet.

Resultatet fra Flensborg livede dog os allesammen op igen, og vi kom i en fortrøstningsfuld Stemning. til Afslutningen. Klokken 4 om Morgenen brød vi op, og hvem der ikke skulde andre Ste­der hen, søgte ind i Massekvarteret. Hedvig Lytzen og jeg rejste sammen ind til Flensborg, hvor vi var Klokken 5 om Morgenen, så vi var slet ikke i Senge den Nat.

Dagen havde ikke bragt os det ønskede Resultat, vi tror dog på, at der vil komme en Dag i Fremtiden, hvor vi vil sige, det var dog godt vi nåede det Resultat, jeg tror nemlig ikke det vil vare lang Tid før de selv kommer og beder om at blive indlemmet i Danmark, og da er de først modne til det. Flensborg må vi have med, samt dens Omgivelser. Danskheden i Flensborg er så stærk, at den må have Lov til at bestemme Byens Skæbne.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

13. marts 1920. Johannes Christensen: Telefonerede fra Nieböll om revolutionen

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Lørdag 13/3 1920

Har nu skrevet til Middag, og skal nu spise Middag og så må Niels og jeg ud på eventyret igen for sidste Gang. Vi gik lige ud til Niels Hattens, han har en almindelig Bondegård, som han med sin Kone og en Del Børn selv driver, det er en brav Familie, når det ikke bliver dansk, vil de ikke bo derude længere. Vi drak The derude, og Niels Hattens gik så med lidt omkring, og til sidst helt ind til Emmersbøl.

Da vi kommer derind, telefonerede de fra Niebøl om Revolutionen. Vor opgave blev jo straks, at udbrede Rygtet så hurtigt som muligt. Om Aftenen var der stor Velkomstfest i Kluvers Kro, vi blev dog hjemme.

Nogle andre Velkomsthilsener løb vi på om Eftermiddagen, opslåede rundt omkring.

“Gott wolle uns behuten, da wir Friesen nicht werden Juten”.

“Unsere sache ist so klar, wie die sonne stimm Deutsch”.

“Gud vil os bevare, da vi Friesere ikke jødere være”. Vores Sag er så klar, hvorledes Solen stemmer Tysk”.-

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

12. marts 1920. Johannes Christensen: Den gamle var helt overvældet

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Fredag 12/3 1920

Om Formiddagen tog jeg straks ud til Christian Petersen i Horsbøl, vi skulle have nogle Pakker fordelt, der var straks to dansktalende arbejdere i gang med det. Christian Petersen og de to Mænd har været i Danmark en Tur, de var helt bjergtagene af, hvad de har oplevet, og den gamle var helt overvældet, helt i Århus og Grenå har de været. Jeg blev og spiste til Middag. Dagen før havde Fru Lorentzen været der med Kaffe og The. Der blev snakket om det herlige Danmark hele Tiden.

Jeg nar været ude at tale med andre forskellige Steder, besøgte også Max Peters hvor jeg fik Kaffe og en hyggelig Samtale. På Vejen hjem talte jeg med flere.

Overalt er der rejst Æresporte med de mest forskellige Indskrifter. Eet Sted stod der:”Wer die Heimatt mich licht, wer die Heimatt mich art ein lump” -“Hvor ligger min Hjemstavn? Hvis min Hjemstavn er en lumpen Rad”.-

“Welkommen im freien Friesland”. “Velkommen i det frie Friesland”.

Her i Emmersbøl er der dekoreret meget med Flag, i Horsbøl kunde jeg kun tælle 10 Flag, et godt Tegn. Udenfor Emmersbøl er der heller ikke mange. Alle Vogne der kører efter Gæster er smykkede, og overfladisk ser Modtagelsen festlig ud, men det vi havde at byde vore Gæster i første Zone, har de ikke her, den dybe inderlige Forståelse. Mange der kommer nede fra Tyskland, vil nok også bringe Bud om Sandheden og Nøden der råber der.

Om Aftenen var der Dans og Druk igen.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

11. marts 1920. Johannes Christensen: Balancen havde Danskerne holdt

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Torsdag den 11-3-1920

Om Formiddagen skrev jeg til Martha (Johannes’ forlovede, red.), til Middag kom begge Biler fra Niebøl, og vilde tage ud til Horsbøl, så blev Niels og jeg her i Emmersbøl. Eftermiddagen gik omtrent som den forrige, en Veteran fra 1864 traf vi også her. Om Aftenen havde vi Møde her med Peder Gad Hejsel og Mads Gram Københoved som Talere, Salen var stopfuld.

Fra Tysk Side var der Jessen fra Stoltenlund, Lassen, og en anden ung Mand fra Tønder der hed Petersen, en der hed Momsen, og så var der Julius Momsens Søn, der er Doktor her i Nærheden. Ud fra Forsamlingen blev der stadig råbt de værste Skældsord og ophidsende Vrøvl man kun­de finde på.

Mads Gram talte jævnt og eftertrykkeligt godt, Foredraget modtages med Ro og Interesse af Forsamlingen, bortset fra et Par Brølere.

Derefter talte Peder Gad, i første Øjeblik imponerede han, men så blev hans Foredrag lidt usammenhængende, derefter optrådte Jessen Stoltenlund, han imødegik de to Talere overfladisk Forsøg, men rettede så til sidst en Appel i en ophidsende Tone til Forsamlingen, at de i det hele taget skulle tåle disse danske Agitatorer, her i deres tyske Midte.

Så kom Momsen, han skældte ud over Mølgård, og endte ved, at vist det var den danske Regerings Fremgang, så betakkede han sig.

Så blev det Lassens Tur, der højttravende skældte ud over hele den danske Agitation her i Frieserlandet, prøvede at ophidse Forsamlingen mod Agitatorerne med, at de gik rundt og såede Tvedragte og Bitterhed i Sindene, vi er tyske Friesere her, og vil ikke tale det mere.

Så kom en Skotøjshandler Petersen fra København, men stemmeberettiget på Als, han imødegik de tyske Talere eftertrykkeligt, særlig Momsen, det havde god Virkning.

Nu kom Peder Gad igen, og denne Gang gjorde han et godt og varmt Indtryk på Forsamlingen. Nu kom der en Bil med Tage Jessen og flere, han fik Ordet efter Lassen havde talt, og modvirkede Lassens Udtalelser godt, flere havde endnu Ordet tra begge Sider, og det endte med en kraftig Appel fra tysk Side om at synge:”Slesvig Holsten” og “Deutzland Deutzland Ober alles”, så sprang Petersen op og opfordrede til at synge deres “Friesenlied”, og derpå en i deres eget Mål, forgæves kunde de tyske Brølere for-hindre det.

Forsamlingen forlod Salen. Mødet tror jeg virkede hverken godt eller ondt, Balancen havde Danskerne holdt, men heller ikke mere tilsyneladende, men ved at tale med de forskellige bagefter, fik man det Indtryk, alle fordømte den tyske Måde at optræde på, vi må ikke få Sandheden at vide, sagde de til os. En halv Snes Gendarmer var til Stede, der vel nok bevirkede, at der ingen Scener blev.

Så begyndte bagefter Svir og Dans, hvor letfærdige de tager en så alvorlig Situation, det kan man næsten ikke forstå. Endnu næste Morgen da vi kom op, sad en Del og Drak og skrålede, stakkels Folk, og I hører med til Norden. Hvor er Danmark et lykkeligt Land, ingen Steder er som der, et glad og oplyst Folkefærd, men også dybsin­dig og alvorlig. “Leve den danske Folkeånd”.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

10. marts 1920. Johannes Christensen: Nogle var helt forstokkede

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 10-3-1920.

Klokken 10,30 kom N.Horlyck og M.Gram og Andreasen fra Nieböl i Bil, og så måtte jeg følge med. Vi kørte først til Horsbøl, hvor vi traf Cornelius Petersen og flere. Så kørte vi til Rødemis-Nykirke og Rud­bøl, Vidåen går jo midt igennem Rudbøl og danner Grænsen mellem første og anden Zone. Vi kørte så tilbage og J.Gram og jeg gik derefter over Høttesbøldigerne og endte Klokken 19,oo i Emmersbøl. Vi ville have haft et Møde i Nykirke, men det lod sig ikke gøre.

På vor Tur fra Nykirke oplevede vi forskelligt. Nogle var helt forstokkede, andre gode. En Del fik vi vel tøet op og bragt til Eftertanke. Hvor meget vi så fik udrettet i Dag ved jeg ikke, men helt forgæves har det forhåbentlig ikke været.

En gammel Veteran fra 1864 traf vi på. Han havde været med på dansk Side. Interessant var Turen. J.Gram er en udmærket Mand. Andreasen gik på egen Hånd. Han snakker så Tyskerne slet ikke får Tid til at tale igen.

N.J.Hørlyck er en lun og rolig Karakter, ægte dansk Bonde fra Midtlandet. Jørgen Gram ligner ham. Andreasen er jo fra Sundeved, Dagen er jeg tilfreds med. I Dag er Niels Gothardsen fra Brøns (senere på Kontoret hos min Bror Hans Jefsen Christensen i Høgsbro) kommen hertil, nu skal vi se, om han kan hjælpe mig lidt.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

9. marts 1920. Johannes Christensen: 25 Stemmer var sikret for Danmark

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 9 – 3 – 1920.

Skrev til Middag,  spadserede så først til Diddelsbölmark, hvor jeg havde lidt Tøj at aflevere hos nogle elendig stillede fattige Folk, Konen blev så glad, at jeg snart var bange for hun skulde falde mig om Halsen. De havde snart ikke haft Linned på Kroppen i lange Tider, så det blev en meget glad Dag for dem.

På Vejen hjem gik jeg oppe på Diget, et dejligt Skue havde jeg der fra, ud over Havet til Vest så jeg For og Sild hæve sig smukt frem.

Landsbyer og Træer kunde jeg tydeligt skelne, så jeg mod Øst og Syd og Nord, så jeg ud over det flade Marsklandskab Gårdene og Husene lå spredte rundt om i de flade Enge, så langt Øjet rakte, var den frie Udsigt.

En Stund gik jeg og frydede mig over det herlige Skue til alle Sider. Så måtte jeg ind i de lave Hytter, der lå helt inde under Digerne, seks på Rad lige op ad hinanden. Beboerne hernede var rare og hyggelige og hjertelige Mennesker, der alle længtes efter den Dag de kunde stemme dem hjem, de havde alle fået nok af Preussen, og det tyske Herredømme, de interesserede sig alle levende for Forholdene i Danmark, nogle af de bedste Mennesker jeg har truffet endnu herude. Så det blev Aften, og jeg måtte skynde mig tilbage til Emmersbøl med den Glæde, at 25 Stemmer var sikret for Danmark i Horsbøl.

Jeg er spændt på, hvem der får Flertal, her i Kroen var der Sangaften.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. marts 1920. Johannes Christensen: hans tale var kun luft

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 9. Marts Aften.

Først skrev jeg til Middag til “Flensborg Avis” og til Alfred, så tog jeg med Bilen til Niebøl, en interessant Tur for Resten. Da jeg havde udrettet forskellige Ærinder, gik jeg hen på “Centralhotellet”, fik Kaffe, talte med Didde Lytzen, Filskov – Grev Schack og flere andre. Inden jeg skulle af Sted, havde de fået fat i Professor Bremer fra Halle. Han havde rejst rundt og talt Oprør mod de danske Talere, så det var en god Fangst.

Med en hel Masse Flyveblade og Tøj tog jeg så til Emmersbôl igen. I Kluvers Kro var jeg så til tysk Forsamling om Aftenen, der var omkring 250 Mennesker, vel nok fordi der også var danske Talere. Ellers kommer der ikke så mange, kun under det Påskud kan de samle fuldt Hus.

Julius Momsen åbnede Mødet med den Bemærkning, at kun stemmeberettigede kunne få Ordet. Så tog Pastor Schmidt Vodder Ordet, en tysk Tale fra Begyndelsen til Slutning, næsten hver Sætning kunde gendrives, hele hans Tale gik ud på at mistænkeliggøre alle de danske Agitatorers Ord, og ved Opbyggelse af tyske Luftkasteller at opægge den tyske Æresfølelse.

Pastor Smidt er en samvittighedsløs Person som alle “Altyskere”.

Så kom Julius Momsen, der talte akkurat på samme Måde, ingen Bifaldsytringer under Talerne, kun en lille Klapsalve til Slut.

Så kom der en ung Lærer fra Tønder. Hans Tale var kun Luft, og gjorde ingen Virkning.

Så opfordrede Julius Momsen til at synge Friesersangen, og lidt efter Slesvig Holsten sangen, og efter lidt Oplæsning og Sang af Byens Lærere, blev så den bekendte Resolution oplæst af Præsten.

Halvdelen stemte for den, men Afstemningen blev hurtig gennemført og helt uden Modprøve, der blev derfor sagt, at den var enstemmig vedtaget, og så begyndte Lystigheden, efter at man havde sunget:”Deutzland Deutzland über alles ”

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

Johannes Christensen: De fleste af Karlene drak dog lige lovlig meget

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Søndag 7.3.1920

Skrev om Formiddagen. Om Eftermiddagen var jeg i Horsoøl. Fik Kaffe hos Christian Petersen, talte en del med Husholdersken, fik alt at vide. Så gik jeg hen til Jepsens. Der talte jeg længe med dem. Jepsen talte godt dansk, og hans Kone forstod det, de var meget interes­seret. Alle de ældste herude forstår dansk, og mange kan også tale dansk, jeg talte med dem helt til Klokken 19.00, fik Kaffe.
Meget flinke var de, to af Sønnerne var med en Tur til Danmark,
der var ikke mindre end ni der kunne stemme her. Økonomisk var de godt stillet.

Da jeg kom til Emmersbøl var der Lystighed og Dans i Kroen. Jeg fik min Aftensmad, og tog mig så en Dans med de frisiske Piger – storartet forresten – gemytlig gik det til. De fleste af Karlene drak dog lige lovlig meget, men de blev kun lystigere derved, og det kunde Pigerne lide. Nogle af Karlene dansede i deres lange Ridestøvler,
og andre i deres halvlange Militærstøvler.

Klædningen fortalte, at det var mest Tjenestefolk der var repræsen­teret her, ellers så de helt godt ud allesammen. Musikken var Harmo­nika. Klokken 24 gik jeg i Seng.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

6. marts 1920. Johannes Christensen: Manden var faldet i krigen

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 6. marts 1920 Aften.

I Eftermiddag har jeg været ude ved Diddersbolfeldt ved Horsbøl.

Det første Hus jeg gik ind i, lå lige ved Vejens højre Side mod Horsbøl. Jeg traf en ung Kone derinde, to Småpiger gik og småpludrede omkring hende. Da jeg havde talt lidt med hende, forstod jeg at Manden var faldet i Krigen. Hun gjorde et meget vemodigt Indtryk på mig. Dybt smertede Savnet og Længslen hende. Verden var hende ligegyldig, kun hendes Småpiger holdt Livsmodet oppe hos hende. Da jeg berørte Afstemningen, ytrede hun, at det altsammen var hende ligegyldig, hun stemte som hendes Familie og så slog hun sin Lid til Vor Herre for Resten, hun forstod sig ikke selv på, hvad der var rigtigst. Jeg kunde da ikke få mig selv til at gå mere ind på Sagen, da det øjensynligt kun plagede hende. Vi snakkede lidt om hendes Familieforhold, og jeg bød Farvel for at gå over til Naboerne.

Manden gik uden for Huset, men da han så mig komme, skyndte han sig ind, af Angst for at andre skulde se ham stå og tale med mig- Jeg gik derfor ind til dem. Det var et Par gamle Folk der boede her. Deres Børn var rejst til Amerika, kun to Sønner var blevet hjemme, og de var nu begge faldne i Krigen. De talte ikke så højt mere, men der lå noget fredfyldt og fortrøstningsfuldt i deres Tales og Stemmes Klang. Det var nemt at tale med de Mennesker, for de ligesom havde oplevet og fornummen hvad det kom an på her i Verden. Mit Indtryk, da jeg forlod dem, og havde set alle deres Billeder og deres to Køer, var, at vi stod ikke hinanden fjernt med Hensyn til Håbet og Ønsket om Afstemningens Udfald.

Nogen direkte Udtalelser i den Retning, får jeg kun yderst sjældent, af let forståelige Grunde, når man kender lidt til Forholdene hernede.

Jeg gik så over til næste Hus eller Hytte, da jeg kom ind i Stuen, sad der en 5o-årig Mand. Han var blind. Nogle mangelfulde klædte Børn gik omkring derinde, lidt efter kom Konen ind. Det var næsten skærende at høre dem fortælle deres sidste års oplevelser, hvor de havde sultet og frosset. Manden havde været blind i 9 år, og kunde ingenting, og Konen havde jo ikke kunnet hævde sig i disse år, hvor enhver kun sørgede for sig selv herude. Alt var så tarvelig og elendig omkring dem, så det var ynkelig at se på, og dog kunde de le endnu disse Mennesker. De kunde glemme alt omkring sig, og give sig hen i barnelatter :

“Mon dog det ikke skulde kunde blive lidt bedre for os, om det blev dansk herude”. ? , Spurgte de.

Jeg kunde jo ikke andet end sige dem, at de sikkert blev hjulpet, så de ikke behøvede at sulte eller fryse. Konen fortalte nu, at de ikke havde haft Linned på Kroppen i flere år, og hun var meget bange for, om Børnene kom godt fra det. Manden talte godt dansk, og havde i sine unge Dage hentet Tørv i Visby Mose, så vi fik os en god og interessant Snak med hinanden, og jeg lovede, da jeg gik at prøve at skaffe dem noget Linned og Undertøj.

Da jeg kom over i det fjerde Hus, sad der en ældre Enke, hendes Mand havde været død i 18 år. koldt var der i Stuen, kun sparsomt var hun påklædt, hun så ikke ud til at have mere end næsten det allernødvendigste. En Krøbling sad og snakkede med hende. Da jeg havde givet mig til kende og begyndte at tale med dem, om det der forestod, så kom der et mildt vemodsfyldt Træk over deres Ansigter, og alle deres Udtalelser, kan efterhånden samles i dette, om det måske den Tid vi har tilbage hernede, skulde kunne forme sig lidt lysere for os. Da ske dig Tak kære Gud. Da jeg havde sagt Farvel og vilde gå, gik Konen med mig ud i Forstuen, og sent glemmer jeg det Blik hvormed hun foldede Hænderne og bad mig gøre alt hvad jeg kunde, for at deres svage Håb ikke skulde blive trampet ned og hånet i Fremtiden: “Åh Gud i Himlen hjælp os dog snart, vi er dog dine Børn”. Hjertet vred sig i mig ved dette Syn. For jeg følte uvilkårligt i dette Øjeblik, hvor lidt Sandsynlighed der var for, at Håbet skulde gå i Opfyldelse, om ikke der skete et Vidunder. Jeg synes ikke, jeg kunde gå til flere er den Dag, da jeg forlod hende, men gik dvælende i Tanker om Eftermiddagens Oplevelser, og ved synet af Omgivelserne henimod Emmersbøl igen.

Det var lige ved at begynde at skumre lidt, og snart vilde den mørke Nat sænke sig over disse ulykkelige Mennesker, og lukke dem inde i deres elendige Tilværelse igen, med Suk og Kulde. De havde dog nu fået et lille svagt Håb at værne sig ved. Oh Gud i Himmelen lad du dette Håbs Opfyldelse blive nyt Liv for dem.

Deroppe i de store Gårde tændes nu Lys ved hvilken, der mange Steder smedes Rænker, uden Hensyn til disse Stakler. Oh – du skønne og dog arme Friesland, hvor du matres, din Stolthed og Lykke er nu en saga blot, hvorfor tålte og tåler du dine Forførere ?

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

5. marts 1920. Johannes Christensen: Jeg er næsten ved at blive overmodig

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Skrevet den 5.Marts Aften.

Lidt efter at jeg havde drukket Kaffe i Morges, kom Kr. Reinholt kørende. i Bil, vi tog sammen ud til Horsbøl. Først var vi hos Gårdejer Jepsen, hvor Stemningen var styrket kendelig for Danmark. Jepsen talte udmærket Dansk, men hans Kone og Børn talte Frisisk og Plattysk, kunde dog godt forstå Dansk.

De spurgte meget interesseret om mangt og meget vedrørende Danske Forhold, og lagde ingen Skjul på hvad de vilde stemme på den 14. Marts. Manden følte sig meget stolt over, at han endnu kunde tale dansk, og glædede sig som et Barn, der skal hjem til Mor igen. Sønnerne tog det nu mere materialistisk. Da vi havde drukket Kaffe og talt sammen en halvanden Times Tid, måtte vi jo videre, det blev besluttet, inden vi gik, at to af Sønnerne skulde med på en Tur til Danmark, og så vilde de sende Bud til en gammel Mand, der også gerne vilde med, at han skulde komme derhen, når vi kom tilbage. Vi lod nemlig Bilen stå hos Jepsen og gik hen til Max Peters. Reinholt havde nemlig en Liste med, for at samle Underskrifter, der skulde indgives til Kommissionen, som Protest mod nogle tyske Embedsmænd, der havde måttet forlade Mellemslesvig under Afstemningen, og nu rejste en voldsom Agitation lige Syd for anden Zones Grænse, hvor de både lokkede og truede Beboerne. Max Peters vilde dog ikke gerne skrive under, heller ikke P.Clausen, som vi var hos bagefter, de var så bange for at få deres Navne frem for Offentligheden, hvis det skulde fejle den 14. Marts. Vi der selv havde været under Knytnæven, kunde jo også nok forstå dem, at de vilde være fri.

Hos P.Clausen talte de også dansk, og var jævne og rare Folk. Da vi kom tilbage til Jepsens Gård, hvor Bilen stod, var den gamle Mand kommen, han begyndte straks at tale dansk med et Glimt i Øjet, og spurgte, om han kunde komme med til Danmark, de havde fortalt ham så meget, om dem der havde været deroppe, at han også gerne vilde med. Han havde ikke været der siden han var ganske ung, og kunde ikke rigtig huske det, hvordan der så ud, vi lovede ham det. Han vilde også gerne høre lidt om den sociale Forsorg i Danmark, han var jo gammel, og kunde ikke undvære sin Aldersrente. Vi gav ham de fornødne Oplysninger, der gjorde ham helt tryg på de Områder, og kørte så videre i Bilen, medens der lød et fortrøstningsfuldt Farvel til os. Medens vi kørte videre, tænkte vi på Formiddagens Oplevelser, og syntes vi havde været i levende Forbindelse med disse Mennesker, og vort glade Håb var styrket.

Reinholt kørte videre til Niebøl, jeg blev i Ernrnersbøl. Efter at have spist, gik jeg til det gamle Dige, langs med det ligger der en lang Række Arbejderboliger, Familierne ejer et Par Tønderland, og lejer andre to Tønderland til Høslet, så er de i stand til at holde to Køer, som Konen passer, medens Manden går på Arbejde, på den Måde har de deres Udkomme, men heller ikke mere. Småt og trangt så det ud alle Steder hvor jeg korn ind, disse Folk har lidt meget under Krigen. De har gennemgående haft de fleste sønner med i Krigen, og mistet mange af dem. Kun på yderst sparsom Måde, har disse dårligt stillet Srnåkårshjem under Krigen kunnet mildne deres Børns hårde Kår i Felten.  Intet Under, at disse hjem sukkede efter blidere Kår, frem for de store Bønderhjem, deres Lidelser kan slet ikke sammenlignes.

Medens jeg gik og syslede med disse Tanker, fulgte jeg en Sti nedenfor Diget. Pludselig blev jeg opmærksom på en ung Pige, der korn ud fra et Hus lidt længere fremme, hun gik om bag Gavlen af Huset og hængte noget Tøj op, jeg gik lidt rask til, og stod snart ved Siden af hende. Først talte vi nogle ligegyldige Bemærkninger, og jeg gjorde hende opmærksom på, jeg gerne vilde tale lidt nærmere med hende, og hun bød mig da ind i Stuen, hvor hendes Mor og en Kone til befandt sig. Jeg gik nu lige til Sagen, og indledte en Samtale om Afstemningsdagen der snart forestod, hvor betydningsfuldt Dagen var, at de endelig skulde tænke Sagen godt til Bunds, og indtage et selvstændigt standpunkt, at de bagefter måtte tage Følgerne af deres Stillingtagen på Afstemningsdagen.

Jeg kom dog ikke så langt før den fremmede Kone afbrød mig, at det vidst ikke var for Befolkningens Skyld, Danskerne fjorde så stort et Arbejde hernede, men kun for at få den fede Marskjord til Danmark.

“Nicht die holstenischen Friesen wollt Ihr haben, aber der fetten Marschboden”. “Ikke de holstenske Frieser vil I have, men den fede Marskjord”. Det var lidt hårdt at fa smækket lige i Panden, men det var ikke første Gang jeg fik den, og jeg vidste hvor det stammede fra, nemlig fra de tyske Agitatorer, jeg så også et lille Klip med det ene øjenlåg over til de andre to, mens hun sagde det, og det gjorde mig pludselig modig igen, og nu udfoldede jeg så al min Veltalenhed, imens jeg ransagede mit Indre, og fremdrog al min Viden, og alle mine bedste Tanker og Følelser, jeg havde til Modvægt mod hendes Udfald, dog, det hele virkede som at slå Vand på en Gås, som at hugge i Flint. Hendes Bemærkninger og Afbrydelser ind imellem viste, at hun lod sig ikke noget sige, noget fortælle, medens jeg imidlertid næsten var ved at løbe tør, åbnedes pludselig Døren, og en rask Ungersvend trådte ind i Stuen, efter at have hilst og hørt lidt på et Par Bemærkninger imellem os, udbrød han spontant:

“Ja! – jeg stemmer dansk, den Behandling jeg har fået i Danmark, under Gennemrejsen fra Danmark, den har gjort det Indtryk på mig, at trygt kan vi stemme for Danmark, intet Land er så demokratisk og lykkelig som Danmark – leve Danmark”. Og så svingede han sit lille Dannebrogsflag rundt en Omgang, han havde det med hjem fra Ålborg. Nu var det min Tur at blive forbavset og stum af Overraskelse, med et lod Konerne Maskerne falde, og talte nu løs som danske Venner uden Forbehold, og Samværet formede sig nu som et af mine rigeste Oplevelser jeg har haft og måske får hernede.

Noget efter kom Faderen hjem, han var 71 Ar, men gik på Arbejde hver Dag endnu, den unge Kvinde var Datter i Huset og Ungersvenden var Søn. Datterens Mand var blevet derude, og nu vilde Faderen jo gerne vide lidt, om han kunde få den Støtte hun trængte til, og Forældrene deres Aldersrente. Da vi i bedste Forståelse havde talt sammen en Tid, vekslede vi Håndtryk, og Faderen og Sønnen fulgte mig et Stykke på Vej. Jeg er næsten ved at blive overmodig, så godt som det går, vil mine Indtryk fortsætte på den Måde, så forstår jeg ikke om Tyskerne bliver dominerende ved Afstemningen.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

4. marts 1920. Johannes Christensen: Jeg ser det sorte uhyre komme væltende fra syd

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Efter Middag i Går gik jeg så til Horsbøl, der ligger helt ude ved Havet. Vejen der fører derud er belagt med Klinker. Alle de andre Veje derude er omtrent ufremkommelige om Vinteren. Mange af dem står også under Vand. Det er jo udprægede Marskegne her omkring, om Vinteren er her trist herude, men om Sommeren må her være herligt, grønne Marker alle Vegne, hvorpå der bevæger sig tusinde og atter tusinde af brogede Kreaturer, Heste og Får. Man får Fornemmelsen af, at Bonden har det godt herude, – men – ja, det er vel et af de Ord, der bliver mest brugt her i Verden, hvad fortæller det os da? At han måske ikke er så lykkelig og glad endda. Der var engang, da Friesland levede i Fred og Lykke, men så fandt en af deres egne på at ophidse en Oprørsånd i blandt dem, og drev den til Krig, de bukkede under, og blev mildt sagt revsede for deres Forseelse.

Der gik en Tid, så korn Oprørsånden igen, og denne Gang med Forgøglende Hjælper i Følge, de lod sig rive med igen, vandt Sejr på Valpladsen, men førtes som fangne hjem igen af deres Hjælpere. Frieserblodet kogte, men han følte Jernhånden, og betvang den.

Der gik en Tid, så kom Hjælperne igen:”Vi hjalp Jer, nu må I hjælpe os”. Hvad det kostede, vidner de lange hvide Tavler om derhenne i den stolte Kirke med de forgyldte Bogstaver. Hvad hjalp det at svare:”Hvorfor?” Svaret lød kun “selvforskyldt”. Fastere og fastere blev Jernhåndens Tag, Friesernes stejle selvstændige Frihedsfølelse krænkedes og kvaltes mere og mere, og til sidst fyldtes Hadet i dem, mod deres Tyraner. Mennesker der må leve med Had i deres Hjerter, kan ikke opleve Livets Fylde og Rigdom helt ud, de går tilbage, bliver ensidige og forkrøblede i åndelig Henseende. På dets Bekostning udvikler sig det materielle Sind og Mennesket går op i tomme Livsbetragtninger og Nydelser.Så vidt var det dreven til herude igen. Så kom Hjælperne igen, måtte de ud og kæmpe, alle måtte med, forgøglede man dem igen for deres Fremtid stod på Spil.

Der gik år. Vildt rasede den onde Krig. Endelig begyndte de at komme hjem igen, men mange kom aldrig tilbage. Derhenne i den Gård, jeg før beundrede, går en grånende Mor og sørger over hendes to dejlige Sønner, der blev derude. Faderen går omkring med mørk Mine, stejlhård og forhærdet, ham rører ingen Lærkesang om Frihed og Liv mere. Han har forlængst tabt Troen og Håbet og Forestillingen om den Slags Ting.

Der henne i det Hus midt i den grønne Græsmark, ligger det kønt og tiltalende, derinde går en Mor med sine to småpiger. Far blev der ude. Livets Sol er dalet ned for hende. Døgnet er intet for hende mere, blot Længslen har hun i sig.

Ja, sådan leves der herude i det skønne Friesland, herligt og frodigt som det ellers er. Alt ånder tungt, alt ånder Tomhed omkring dem. Lysalfens hule Ryg fik de i Stedet for Liv i Frihed og Glæde.

Nu kæmpes der om dem igen. Selv har de opgivet at kæmpe og tage Del i Striden. De bæres hen hvor Strømmen at en eller anden Grund tvinger dem. Fra Nord strækker Frihed og Liv og Fred sin Hånd ud efter dem, de føler den dragende Magt, men kan ikke befri sig for Jernhånden, det dristige Mod, den virkelige Kraft og Energi til Kamp for Frihed og Lykke har de ikke.

Oh! -hvordan mon det går?-.

Jeg når et lille Hus ved Vejen, lidt før jeg når Horsbøl. På Døren er klæbet en Seddel hvorpå der stod Skreven:”Gott Wollen uns behlitten, dass wir Friesen nicht werden Jilten”. “Gud vil os bevare, så at vi Frisere ikke bliver Jyder”. Jeg studsede lidt, for jeg kunne ikke få det rigtig til at rime, at her skulle bo dansksindede Folk, hvad jeg havde fået opgivet.

Jeg gik ind, og traf en Frieserpige ene hjemme, da vi havde fortalt hinanden hvem vi var, og blevet klar over hvor vi havde hinanden, sagde hun, at hun nødvendigvis skulde bort den Eftermiddag, men jeg skulde blot komme igen en anden Dag og tale med hende. Hun var husholderske for en gammel Mand, der var på Rejse helt oppe i Nørrejylland i disse Dage. Han havde ligget Soldat i Århus, og var jo begejstret for, at komme derop nu efter 55 års Forløb. Hun gik nu med ud sammen med mig, da vi kom uden for Døren udbrød hun pludselig:

“Men hvad er nu dette, nu har de Unger været på Spil igen”. Jeg blev lidt befippet ved sådan et Udbrud fra en Jomfru skøn, men idet hun rev Sedlen af Døren, fortalte hun, hvordan de hver eneste Dag blev drillet på den Måde, og nu forstod jeg hendes Ærgrelse. Vi forlod Huset, og gik snart hver til sit. Jeg gik hen til Gårdejer Max Peters. Gården ligger som alle Gårde herude, på en Høj, for Vandets Skyld, man kan også tidligt se, hvem der nærmer sig Huset. Da jeg nåede Gården, var der ingen hjemme, undtagen Datteren.

Ved at underholde mig lidt med hende, opdagede jeg, at hun var en ung smuk og bly Pige, med gode Evner og et oplagt Sind. Lidt efter kom to andre unge Piger, og vi havde så et livligt og frisk Samvær, til Max Peters kom hjem sammen med sin Kone. Vi hilste på hinanden, og han bød mig straks ind i et andet Værelse, hvor han straks gik til Sagen, og bekendte sin Mening klart og tydeligt på følgende Måde:

“Jeg er i Grunden Slesvig-Holstener, men den Tanke bør vi opgive, den har dog ingen Fremtid for sig. Nu ser jeg sådan på det, Preussen hader jeg, Slesvig-Holstener er jeg ikke mere, det er håbløs Tanke, vor bedste og lykkeligste Tanke er mod Nord. Jeg ser det sorte Uhyre komme væltende fra Syd. Jeg holder af min Hjemstavn og mine Omgivelser, og derfor kan jeg ikke andet end stemme dansk, mine Forældre stemmer for Danmark. Og tænker jeg i mit stille Sind over Sagen, så er der andre Følelser, der gør sig gældende. Dansk Patriot er jeg, og kan jeg ikke blive, men alle mine Sympatier for Danmark, og så bliver det vel også muligt at leve i og under det som er dansk, og med Tiden føle sig hjemme i det.”.

Mødet vi havde den anden Aften, gjorde god Virkning, ikke overfladisk set, men underhånden, meget mere end nogen aner. Kr.Reinholt’s jævne, hjertelige Optræden betog dem fremfor J.Momsens brovtende Optræden.

Jeg blev der nemlig til Klokken 6 om Morgenen, ikke for Fornøjelsens Skyld, men jeg fik derved manges Meninger at kende, og det er jeg sikker på, det giver et stort Antal danske Stemmer her i Horsbøl på Afstemningsdagen.

Jeg kørte også sådan Lassen til Vands over for en hel Forsamling, at han måtte give mig en Undskyldning for hans Udtalelser om Pakkerne:

“Jeg er jo Handelsmand ved siden af mit Landbrug, forsatte han, og på den Måde kommer jeg rundt til mange, og skal nok få deres Meninger at vide, og bestandig fæstnes min Tro, da jeg var i Flensborg forleden, var Stemningen afgjort, at 40% vil stemme for Danmark, jeg tror altså bestemt at Afstemningen vil falde glædeligt og fornuftigt ud. Han viste mig også intime Breve han havde fået, der bidrog til at begrunde hans Udtalelser, så fik jeg en Del Navne afklaret, hvem der var tilgængelig og pålidelig, og hvem vi ikke kunde regne med, og så indbød han mig til at være hans Gæst om Aftenen, i Max Peters Hjem.

Vi var ude at se hans Besætning, og bagefter spiste vi Aftensmad. Jeg måtte som Gæst, på Frisisk Maner sidde til Højbords, han selv satte sig ved Siden af.

Bagefter legede vi og sang, og inden jeg skulde af Sted, fik jeg dem til at synge Friesersangen, som lyder ret ejendommeligt. Da jeg gik tilbage til Emmersbøl i den stjerneklare Aftenluft, fyldtes mit Sind med Tak og Glæde, og Bøn til Gud, med Tak for det Indtryk og de Oplevelser Dagen havde givet mig, og med Bøn til Gud om, at disse gode Hjems Suk og Længsel ikke måtte være forgæves.

Da jeg kom til hjem til Kroen, var der lukket alle Vegne, og ingen var det muligt at banke op. Jeg sprang ind af et Vindue, og fandt op i Seng, så Krokonen fik heller ikke noget ud af sine Planer denne Gang.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

3. marts 1920. Johannes Christensen: Stemningen var livlig og håbefuld

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

“Den 3. Marts rejste jeg hjemme fra, allerede i Toget mellem Tønder og Niebøl diskurteres Grænsespørgsmålet livligt, Stemningen var uklar, men enkelte bekendte sig dog åbenlyst til Danmark, en som jeg havde været Soldat med, sagde til mig, at i det vestlige siges der at være kun få danske Stemmer, men vær sikker på, der bliver mange flere afstemningsdagen, alt hvad Tyskerne kommer med, tager vi imod, men vi ved hvad vi gør den 14. Marts, på den Måde røber sig ingen. Et Par der kom fra Danmark, fortalte sådan op, at de fleste i Vognen måbede og stirrede på dem, særlig den danske Moral, Jævnhed og Foretagsomhed pristedes. Da jeg kom til Niebøl, gik jeg på Oplysningscentralen, de tog med Glæde mod mig, Stemningen var livlig og håbefuld der. På Kontoret var Filskov fra Møgeltønder, N.J.Hørlyck fra Rost, Didde Lytzen fra Daler, Jørgen Gram Gabøl, Chr. Reinholdt og flere.

Om Aftenen kørte Filskov, Reinholdt , Hauborg, og jeg til Horsbøl i Bil. Hauborg og Mathisen skulde tale ved et Møde der, men da vi kom derud, var Mødet ikke bekendtgjort, så vi vendte om og kørte hjem igen. I Horsbøl skulde jeg ellers have mit Virkefeldt, men da der var mørkt alle Vegne, tog jeg med tilbage til Emmersbøl, i Kroen længere mod Øst, gik jeg så ind, om jeg ikke kunde blive der Natten over. Manden var der ikke, og Konen mente ikke det kunde lade sig gøre, al Plads var optaget. Trods alle mine Talemåder stod hun urokkelig fast, hun havde ingen Plads. Først da jeg havde fået Forstærkning ude fra Bilen, og vi havde forlangt nogle Thepunsch, fik vi hende tøet op, og så var der intet i Vejen mere, da vi havde talt lidt sammen, kørte de andre videre, og lidt efter fik jeg af Konen anvist et dejligt Værelse oppe på Loftet, hvor jeg har sovet udmærket i Nat.

Konens gådefulde Optræden i Aftes, forstår jeg nu godt, hun er nemlig danskfjendtlig, men Manden det modsatte, derfor da Manden, der lå inde i Sengen, blev klar over Situationen, måtte hun føje sig.

Beboerne her omkring er vidst nok rolige, men ikke nemme at blive klar over. I Eftermiddag skal jeg så ud og prøve Lykken for første Gang, jeg er spændt. I Aftes kørte vi i Grøften med Bilen derude i Mørket, bare jeg ikke også kører i Grøften i Dag”.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

10. februar 1920: Kirkeklokkerne slog revner

Johannes Christensen fra Visby fortæller om afstemningsdagen i 1. zone:

“Det blev en stor Festdag i alle Måder den 10. Februar 1920, med de mange tilrejsende der kom langt omkring fra, for at være med og stemme Sønderjylland hjem. De mange festlige Plakater, Kirkeklokkerne der slog revner, fordi Glæden lagde tor megen Kraft i Hammerslagene, da der skulde kimes, den store Fest i Forsamlingshuset. Det smukke og kære Dannebrog, der mange Steder havde ligget på Kistebunden i over 56 Ar, vejede frit for Vinden over hele Landsdelen. Ja, -det var den største og kønneste Festdag i hele Landsdelens Historie, med festglade Mennesker over det hele. Selv Hjemmetyskerne havde vidst ikke noget imod at komme til Danmark, de vilde bare ikke være ved det.

En lille Ting må jeg nævne, som en særlig Oplevelse for mig. Min gamle tyske Lærer Voss, var anbragt ved stemmeurnen som kontrollør, og det øjeblik da jeg i hans Påsyn kunde lægge mit Ja i Stemmeurnen for Danmark, da var det mig der rykkede op på Førstepladsen igen, og ham og den anden Dreng der rykkede ned, jeg var glad den Dag, det tror jeg ikke han var, hvor han, jo tabte det afgørende Slag i Visby, og måtte rejse Syd på. Ja -der var Glæde ud over Sognet og Landsdelen, og ikke mindst i de enkelte Hjem. Også i mit Hjem var der stor Glæde, nu kunde vi alle samles igen, og se hen til den store Genforeningsdag med vort gamle Fædreland.

Så havde de da ikke stridt og bedt forgæves Mor og Far, i de lange søvnløse Nætter, År efter År, for deres Børn og Svigerbørn, der lå derude ved Fronterne. Nu skulde endelig Voldsherredømmet være forbi, og det kære Dannebrog vaje over alt 1 Hjemstavnen. Kampen under Fremmedherredømmet var gennemstridt og kronet med Sejr, dyrt havde det kostet, de var gamle nok, til at have oplevet Smerten i 1864. Mors Søskende drog alle over Grænsen, hendes eneste Bror, fordi han ikke vilde være tysk Soldat. Deres Børn matte de sende i tysk Skole, og til sidst ud i Krigen for en fremmes Sag, i fire sorgfulde og strenge År. 27 var faldne i Visby Sogn, foruden mange sårede og invalide, men nu skulde det blive anderledes:”Nu kalder Danmark på sine Børn, Farvel for evig du tyske Ørn. Vi vil under Frihedens Sol og Flag blive dig gode og trofaste Sønner og Døtre Danmark. Det bliver Plovtid, Såtid, Grotid, Gry, og gamle Danmarks Rige, det fødes skal påny”.

Billedet viser Johannes´ familie på vej hen for at stemme. Yderst til højre er det Johannes. I midten hans forældre, der er omgivet af hans brødre og søstre. Bredebro Lokalhistoriske Arkiv.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

22. november 1918 – Marie Cosmus: “Deutschland ohne Kaiser.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil formet som et brev til hendes bror om revolutionen i Tønder.

Tondern, d. 22. Nov. 1918

Lieber Bruder!
Hier in Tondern ist, wie jetzt in allen Städten das ganzen deutschen Reichs ein großer Umsturz vorgegangen. Der Sozialismus steht auf dem Höhepunkt. Es bilden sich Arbeiter und Soldatenräte. Am 7. November gründete sich hier der Arbeiter und Soldatenrat. Die Soldaten liefen mit rotem Bändchen umher zum Zeichen eines Bulschewisten. Der Zug durch die Straßen fand am Nachmittag statt. Zahlreiche Versamlungen werden von dem A-S-Rat, wie er sich nennt, gehalten. Sie nahmen die ganze Regierung in die Hand und geben nicht viele Gesetze. Wer beim Rauben ertappt wird, soll standrecht erschossen werden.

Wir leben nicht mehr in einem Kaiserreich, sondern in einer Republik. Es kommet uns ganz sonderbar vor, Deutschland ohne Kaiser. Haussuchungen werden unternommen und Gerüchte werden getrieben, daß so und so viel gefunden wurden ist. Wenns doch bald einmal eine Wendung geben möchte. Man spricht zwar davon, daß wir an Dänemark kommen werden. Ist es dann nicht merkwürdig, wir wollen dich besuchen und müssen in anderes Land? Was sagt du dazu? Du bist als Soldat gewiß im Soldatenrat, du mußt es ja schließlich. Bist du krank gewesen? Der Grippe sind ja überall viele zum Opfer gefallen. Ich wollte dich auch noch einladen, uns Weihnachten zu besuchen. Lichter für den Tannenbaum gibt´s gewiß nicht, aber dann muß es ohne Tannenbaum gehen.
Schreibe uns wann du kannst.


Laß dich herzlich grüßen von deiner
Schwester Marie.

(Jørgen Bendorff)

20. november 1918. Nordslesvigernes henvendelse til den danske regering

Den 20. november 1918 overrækker rigsdagsmand i Berlin H.P.  Hanssen personlig den danske gesandt i Berlin følgende skrivelse.

Aabenraa, den 18. november 1918.

Til
Den danske regering

På de danske nordslesvigeres vegne overrækker jeg hermed ærbødigst den danske regering en resolution, som deres poli­tiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig, den 17. november d. å. har vedtaget på et møde i Aabenraa.

Samtidig vedlægger jeg en skrivelse fra udenrigsministeren for den tyske republik, hvis regering dermed under henvisning til præsident Wilsons fredsprogram anerkender vor ret til selv at bestemme vor fremtidsskæbne på grundlag af folkenes selv­bestemmelsesret.

Idet jeg henviser til disse aktstykker, beder jeg regeringen om ved en henvendelse til de allierede at foretage de skridt, der er nødvendige, for at den danske befolkning i Nordslesvig under forhandlingerne om afslutningen af verdensfreden kan få sin ret anerkendt og dermed i en nær fremtid sit brændende ønske om at blive genforenet med sit gamle fædreland Dan­mark opfyldt.

I ærbødighed,
H. P. Hanssen,
rigsdagsmand.

18. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det første store danske Møde her”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Novbr.
Marie og jeg til Mødet i Juhls Sal. Vi gik herfra 1¾, mødte Vognen med Schmidt, Vojensgaard. Han hilste saa glad, vi ogsaa, det er jo det første store danske Møde her. Byen fuld af Mennesker, der styrede Kursen ligesom vi. Mødet skulde begynde 2¾, men da vi kom, var allerede alt fuldt, Galleriet, Salen, Gangen udenfor, i Haven, man var allerede begyndt at synge danske Sange.

Ved et rent Held og lidt Dristighed fik vi virkelig Plads paa femte Række fra Scenen. Efterhaanden som der stuvedes flere Mennesker sammen, blev ogsaa Scenen frigivet til Publikum, men det hjalp ikke stort, thi der kom flere og flere. Stemningen høj, nu hørtes de forbudte Sange, alle Versene, og saa begyndte Talerne.

Kloppenborg Skrumsager begyndte nok lidt tørt, men sagligt paa. mange Maader, saa kom Refshauge, stilfærdigt og godt, men saa kom Schmidt, Vojensgaard, og det er ligesom hans Ord udløste al den Begejstring, der var i Folk, han rev alle med sig, jeg hører hans Stemme endnu, skælvende af Bevægelse og Glæde. Det var jævne, fattelige Ord, han sagde, men prægede af saadan Hjertevarme og Inderlighed, at. de rørte os alle til Taarer.

Han mindedes Trængselstiden, dog kun som overvundet og besejret, talte om hvor nu alt vilde forandre Skikkelse og vilde blive lyst og smukt for os, naar vi nu atter kom hjem til vort elskede Moderland. Han mindedes alle Nordslesvigs unge Mænd. der hviler i fremmed Jord, efter at have ofret Livet af Pligtfølelse og for Slægtens Jord; der var saa højtidsstille i Salen og alle rejste sig.

Og saa blev der sunget: »Der er et yndigt Land« og »Det haver saa nyligen regnet«. Og efterhaanden som Pastor Thade Petersen, Lebeck, Advokat Andersen (levende Illustration til de fire Lidelsesaar, han havde gennemgaaet) talte, blev Sangene dristigere, og vi endte med »Kong Christian« og Leve for ham. Det var en Dag, man ikke glemmer. Og »Vift stolt« blev ogsaa sunget, og saa kom der et Leve for vort skønne Danebrog, vort gamle elskede Flag, og da var Folk helt vilde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 160)

17. november 1918. Vælgerforeningens afstemningsresolution

Efter at vælgerforeningens bestyrelse og til­synsråd har forhandlet på Folkehjem d. 16.  og 17. november 1918, vedtages med 61 stemmer følgende resolution:

1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en linie, som går fra sydpynten af Als ind ad Flens­borg fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusaadalen, sønden om Frøslev således, at Padborg bliver grænsestation, og derpå følger skellet mellem Kær og Slogs herred, Skel­bækken og tilsidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.

3. Stemmeret har alle over 20 år gamle mænd og kvinder, som a. er fødte og har hjemme i Nordslesvig. b. har boet i Nordslesvig i mindst 10 år. c. er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.

4. Stemmeretten udøves skriftlig under former, som sikrer hver enkelts frie villiesytring. De hidtilværende myndig­heder må ikke udøve indflydelse på afstemningen.

5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en sær­skilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

2 medlemmer (Chr. Ravn), Flensborg, P. Budach, Hornskov), tiltræder resolutio­nen med følgende forbehold:

a. at Flensborg efter vor mening hører med til Nordslesvig, omend ikke til det danske Nordslesvig,

b. at den event, afstemning i de tilstødende distrikter efter vor mening bør ske samtidig med afstemningen i det danske Nordslesvig.

 

4. november 1918 – Hejmdal: Tyskerne og Nordslesvig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskerne og Nordslesvig


Et Andragende, et Veto og to Opraab
Tyskerne i Holsten og Slesvig har begyndt at røre paa sig. Efter en mindre Forberedelsesild paa enkelte Steder har de ved Udgangen af den forløbne Uge pludseligt, om end langt fra uventet, fra tre forskellige Fronter paabegyndt en kraftig Offensiv mod den danske Befolkning i Nordslesvig, idet baade Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten, Den tyske Forening for det nordlige Slesvig og Det Tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig samtidigt har aabnet for deres Harme mod Tanken om Muligheden af Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark.

I Lørdags Eftermiddags modtog vi gennem Wollfs Bureay følgende Meddelelse:

Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten
har den 30. Oktober i Aar rettet følgende Andragende til den kongelige Statsregering:

“Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten holder det efter indgaaende Raadslagning endrægtig for sin Pligt at rette en indtrængende Bøn til Rigs- og Statsregeringen om nu som før med al Bestemthed at forkaste enhver som helst Afstaaelse af nordslesvigsk Jord. Slesvig-Holsten har i hele sin hidtilværende Bestaaen i Aarhundreder været en udelelig Enhed. For dets Befrielse fra Fremmedherredømmet og dets udelte Samhørighed, for Opretholdelse af tysk Sæd og Skik har Slesvig-Holstenerne i mange Aar bragt utalte Ofre og med alle tyske Stammer udgydt deres Blod i hede Kampe.

Afstaaelsen af en Del af Nordslesvig vilde atter bringe trofast prøvede Brødre under Fremmedherredømme, en Uret, der aldrig vilde kunne sones.


Dagens Nyheder


Postanvisninger til tyske Krigsfanger
i amerikanske Lejre i Frankrig er for det første endnu ikke tilladte, meddeles der officielt.

Schleswigsche Grenzpost og Telegrammet til Kejser Wilhelm
Angaaende det i Torsdags under Overskriften “For Kejser og Rige” meddelte Telegram fra det tyske Fædrelandspartis Kredsafdeling i Haderslev til Kejser Wilhelm, hvori der bl. a. udtaltes, at Affenderne hellere vilde gaa til Grunde med Kejser og Rige end leve uden Kejser og Rige og spise deres Fjenders Brød, skriver “Schleswigsche Grenzpost” i sit Nummer for i Fredags følgende:

“For at imødegaa optrædende Rygter peges der hen paa, at det for nylig bragte Telegram fra Fædrelandspartiets herværende stedlige Afdeling udelukkende er blevet meddelt refererende. “Schleswigsche Grenzpost” som saadan staar Tilkendegivelsen fjern.” 

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Torsdags bl. a. følgende Sager:
Gartner Christensens Hustru i Toftlund stod anklaget for at have overtraadt Højesteprisen for Løg i Sommer. Dommen lød formildende paa 10 Mark. Begrundet paa, at hendes Mand er i Felten, kunde hun ikke følge med i de forskellige Forordninger i Gartneriudvalget.

Frøken Kjestine Rieber fra Lundsmark fik en Bøde paa 100 Mark nedsat til 50 Mark for at være gaaet over Grænsen uden Pas.

Hjulmager Christensen i Toftlund idømtes 100 Mark i Bøde. Anklagede var rejst med Banen til Over-Jersdal, hans Rejsekuffert blev efterset af Gendarmen og beslaglagt med Indhold af Fødevarer, som han havde solgt sydpaa.

(Læs hele Hejmdal fra 4. november 1918)

4. november 1918. Rygter om blodige sammenstød i Kiel når Berlin

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 4. November 1918.

Den tyske Modagitation sætter nu ind med fuld Kraft og giver mig meget at tage Vare Paa. Den tyske Forening har udstedt et Opraab, hvori det blandt andet hedder:

„Nu i Tysklands Skæbnetime, i den Time, hvor Fædrelandet er i den dybeste Trængsel, holder Nordgrænselandets Repræsentant, den tyske Rigsdag, Danskeren Hans Peter Hanssen, Øjebliket inde til at bringe det ældgamle tyske Hertugdømme Slesvig ind under dansk Vold.”

Samtidig har „Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig, som er sammensat af ledende Mænd indenfor alle Partier, ligeledes udstedt et Opraab, hvori det bl. a. hedder: Ogsaa vi er Venner af Folkenes Selvbestemmelsesret, men der kan ikke være Tvivl om, at det overvejende Flertal i det gamle Hertugdømme Slesvig aldrig vil give frivillig Afkald paa en fast Forbindelse med det tyske Fædreland.”

Efter derpaa at have krævet samme Frihed for det danske som for det tyske Sprog i Nordslesvig, slutter det: „Vi har den faste Tillid, at vor Hjemstavn saaledes gaa en lykkelig Fremtid i Møde i en varig Forbindelse med det tyske Fædreland.”

Opraabet er underskrevet af 29 Mænd, en broderlig Forening af Repræsentanter for Den tyske Forening og Fredsforeningen, for Konservative, National-Liberale, Frisindede og Socialdemokrater. Det gør mig ondt, at også danske Socialdemokrater,  deriblandt Waldemar Sørensen, Flensborg, har ladet sig forlede til at underskrive dette Opraab.

Men i Nordslesvig vil sikkert ikke mange Arbejdere slaa Følge med dem.

Der gaar foruroligende Rygter om, at der i Gaar har fundet et blodigt Sammenstød Sted i Kiel. I Rigsdagen fortalte man, at der var mange saarede og flere døde, og at Hauszmann og Noske er taget til Kiel for at undersøge Forholdene, ingen af dem, jeg talte med, vidste rigtig Besked.

Fra Student A. Thulstrup i Kiel, som efter Opfordring stiller sig til min Disposition, har jeg i Dag modtaget et d. 2. Novbr. dateret Brev, som ikke omtaler Urolighederne.

Derimod meddeler Hr. Thulstrup mig, at han har faaet Tilsagn fra de stedlige socialdemokratiske Førere om, at de principielt vil støtte Kravet om en Folkeafstemning i Nordslesvig og stille deres Blad til Raadighed for Artikler om Nordslesvig.

Hr. Thulstrup vil fra nu af holde mig løbende underrettet om Begivenhedernes videre Udvikling.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

2. november 1918. Censuren forbyder stadig de sønderjyske aviser at omtale en kommende afstemning!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 2. November 1918.

I Rigsdagen er der stadig tomt. Jeg traf kun 3-4 Konservative.

Noget efter kom Korfanty. Polakkerne vil, meddelte han mig, fremdeles indtage en afventende Holdning. Man ved endnu ikke, hvad Hærledelsen vil. Ud over Landet er der megen Uro Der indløber Efterretninger om Strejker og Arbejderuroligheder.

Hjemmefra fik jeg Meddelelse om, at Censuren vedvarende forbyder Bladene at omtale Nordslesvigs Afstaaelse. Jeg har paatalt det overfor Regeringen og faaet Tilsagn om, at Klagerne skal blive afhjulpne.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

1. november 1918. Tyskerne derhjemme forbereder en aktion mod afstemningen! “Der maa handles, handles, handles!”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 1. November 1918.

I Dag har jeg haft travlt med at skrive Breve og Beretninger til Nordslesvig. I Morgen afgaar der atter Kurer.

Kom næsten ikke udenfor Hotellet. Tyskerne i Nordslesvig rører sig stærkt. Den første Fælleskorrespondance fra Nordslesvig er i Dag opdukket i den tyske Højrepresse. Af en længere Beretning, som jeg har affattet til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:

„Den tyske Presse har i den sidste Uge, til Dels i Tilknytning til min Tale i Rigsdagen, sysselsat sig ret indgaaende med det nordslesvigske Spørgsmaal. De fleste Blade har ganske vist kun bragt kortere Notitser, men et Antal større politiske Organer, jeg nævner „Hamb. Fremdenblatt”, „Kölnische Zeitung”, „Frankfurter Zeitung”, „Leipziger Neueste Nachrichten”, har dog ogsaa, enkelte endog gentagne Gange, behandlet Spørgsmaalet i længere Artikler.

Tonen har helt igennem været saglig, beklagende, men tillige resignerende. Enkelte Undtagelser stadfæster kun Reglen.

Med Forhandlingerne i Rigsdagen er det ligeledes lykkedes paany at henlede Udlandets Opmærksomhed paa Sagen. „Times” i England, „Temps” i Frankrig, ja endog Bolshevikernes Hovedorgan „Prawda” i Moskva har saaledes i den sidste Uge bragt Artikler om det nordslesvigske Spørgsmaal, og den norske og svenske Presse behandler det i samme Omfang som den kongerigske.

Alt dette er glædeligt, fordi det nu gælder om at holde Opmærksomheden fæstet paa Spørgsmaalet, indtil det har fundet en tilfredsstillende Løsning.

De parlamentariske Repræsentanter fra Hertugdømmerne har ikke opponeret imod mig, ikke offentligt, men heller ikke privat. De holder en Operation for uundgaaelig.

Deres Udtalelser paa Tomandshaand er ikke prægede af Uvilje eller Bitterhed mod os, men af Medfølelse med de tyske Mindretal i de nordslesvigske Byer. Opposition af nogen Betydning kan ikke ventes fra den Kant.

Derimod begynder Tyskerne i Nordslesvig nu at røre paa sig. I Flensborg Byraad har Formanden, Justitsraad Lohmann, stillet Forslag om Vedtagelse af en Resolution, som i stærke Udtryk protesterer mod en Genforening med Danmark. I alle Byer fra Flensborg nordpaa har Tyskerne holdt hemmelige Møder for at drøfte Situationen.
 
Møderne har været besøgt af Repræsentanter for alle Partier. Der bevares megen Hemmelighed, men saa meget staar dog fast: Der er dannet et Hovedudvalg i Flensborg med Underudvalg i alle de øvrige Byer. I disse Udvalg har Repræsentanter for alle Partier, ogsaa Socialdemokraterne, Sæde. Formaalet er „energisk at tage Standpunkt imod Nordslesvigs Afstaaelse” og at sprede Oplysning sydpaa.

Den første Fælleskorrespondance er i Dag opdukket i tyske Blade. Det hedder bl. a. i den, at „Rigsdagsmand Hanssens Tale i Rigsdagen ikke vil blive uden saglig Imødegaaelse.”

Paa Mødet i Flensborg blev der, hvad ogsaa Justitsraad Dr. Lohmann har slaaet paa, besluttet, at „der skal gøres Danskerne vidtgaaende Indrømmelser paa det sproglige Omraade, saavel som med Hensyn til Forenings- og Forsamlingsretten, det kommunale Selvstyre og den politiske Frihed i al Almindelighed, men at Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark er udelukket. „Skal der foretages en Afstemning, maa det hævdes, at Slesvig er en Helhed. Afstemningen maa derfor foretages i Hertugdømmet under et, og et stort Flertal vil i saa Fald stemme for at blive ved Tyskland”

Vi kan altsaa nu i en nær Fremtid vente en tysk Modaktion og maa straks imødegaa den. Vort første Slag maa føres gennem Pressen. Den har som bekendt hidtil staaet under Præventiv-Censur. Det vil sige, at hver Linje i Bladet skulde forelægges Censor, før den blev trykt.

Sidste Onsdag blev denne Forcensur ophævet. Redaktørerne behøver herefter ikke at forelægge Censor, hvad de optager i Bladene.

Vort Modtræk bør bestaa i, at vi udsteder et Opraab, som underskrives af saa vidt muligt alle vore politiske, nationale og økonomiske Organisationer uden Vedføjelse af Navne. Et Udkast medfølger som Bilag. Opraabet bør altsaa ikke blot underskrives af vore store nationale Foreninger og Fællesorganisationer, men tillige af vore selskabelige Foreninger, lokale Landboforeninger, Kvindeforeninger, Banker, Sparekasser o. s.v. Jo flere, desto bedre. Det er Massen, der her skal virke udadtil.

Med dette Opraab vil vi vække megen Opmærksomhed og paany sætte Spørgsmaalet under Debat. Polakkerne fører en Parallelaktion. Vi maa regne med blegsottige Betænkeligheder og smaatskaarne, forknytte Indvendinger. Men de maa fejes til Side og overvindes.

Tiden er revolutionær. „Riger styrter sammen og Kronerne triller henad Gaden”, som det for et Par Dage siden blev sagt her i Rigsdagen. Gamle Vedtægter og Sædvaner vedrørende de enkelte Foreningers og Selskabers Virksomhedsomraader maa kastes over Bord. Vor Skæbne ligger nu i vor egen Haand og med den Ansvaret for vor egen, vore Børns og Børnebørns, vor Landsdels Fremtid.

Men der maa smedes, mens Jernet er varmt. Der maa handles, handles, handles!

Der maa straks paa dette Mandagsmøde optages en Fortegnelse over Organisationerne i hvert enkelt Amt. Deltagerne i Mødet maa dele dem imellem sig efter praktiske Synspunkter og skaffe Underskrifterne eller rettere de paagældende Bestyrelsers Indvilligelse inden næste Lørdag. Der maa udpeges en enkelt Mand, som samler dem fra Amtet og rejser med dem til Aabenraa senest næste Lørdag for at aflevere dem til Vælgerforeningens Bestyrelse (M. Simonsen og P. Grau), som er der paa mit Kontor. Her bør der opstilles en alfabetisk ordnet Liste over Organisationerne.

De Organisationer, der muligvis trykker sig af Hensyn, som bør jages til Bloksbjerg, maa have en sidste kraftig Opfordring til at slutte Trop.

Og næste Tirsdag, d. 12. November, maa Opraabet samtidig kunne offentliggøres paa første Side i alle vore Blade. Vi vil dermed slaa et stort Slag. Massepetitionen maa gemmes til senere.

Under Opraabet skriver vi blot Foreningens Navn eller Selskabets Firma f. Eks. „Als Nørre-Herreds Landboforening”, „Haderslev Bank”, „Den Nordslesvigske Vælgerforening”, „Alsisk Frøavlerselskab”, Aktieselskabet „Modersmaalet” o.s.v. o.s.v. Men vi maa selvfølgelig i hvert enkelt Tilfælde have Bestyrelsens skriftlige Samtykke.

Opraabet maa derfor, trykt eller maskinskrevet, forelægges hver enkelt Bestyrelse, som underskriver det, og derefter overgives til Vælgerforeningens Bestyrelse. Der er ikke Tid til Raadslagninger. Der maa handles hurtigt.

Jeg haaber imidlertid, at Forslaget vinder almindelig Tilslutning, og at alle Tilsynsraadsmedlemmer og Tillidsmænd vil tage energisk fat, for at vi kan faa et saa smukt samlet Resultat som muligt og slaa et Slag, som vækker Opmærksomhed over hele Norden, hele Tyskland og videre ud.”

Opraabet, som er meget kortfattet, lyder saaledes:

„Den 24. Oktober erklærede Udenrigsminister, Dr. Solf højtideligt i Rigsdagen:

„Efter at vi har antaget det Wilsonske Program som Grundlag for Verdensfreden, vil vi i alle Retninger og i alle I unkter opfylde det loyalt og i Retfærdighedens og Billighedens Aand.”

I Henhold til dette Tilsagn opfordrer undertegnede nordslesvigske Organisationer indtrængende Rigskansleren og Rigsledelsen til ved den forestaaende Fredsslutning at løse det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af Folkenes  Selvbestemmelsesret.”

Naar Opraabet er offentliggjort, har Regeringen atter Ordet.

Kejseren er i Gaar uden Regeringens Vidende og Vilje afrejst til Fronten. Kravet om hans Tilbagetræden bliver stadig stærkere. Hverken han eller Kronprinsen vil kunne holde sig ret længe. Tiden gaar frem med Stormskridt. Fredsbetingelserne vil utvivlsomt blive meget haarde for Tyskland, men ingen tør genoptage Kampen, thi den vil kræve uhyre Ofre og dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

31. oktober 1918. Tysk modbevægelse i gang i Slesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 31. Oktober 1918.

Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen er i Dag rejst hjem for at ordne vigtige Forretninger paa deres Gaarde i Anledning af Skiftedagen.

Jeg har modtaget interessante Beretninger hjemmefra. Den tyske Modbevægelse er nu i fuld Gang. Tyskerne har afholdt Møder og nedsat Udvalg. Deres Taktik gaar ud paa at faa den kommende Afstemning, som de holder for uundgaaelig, udstrakt over hele Slesvig, og Hertugdømmet opfattet som en Helhed, indenfor hvilken Flertallet er afgørende.

Da det er vigtigt at binde Regeringen, før den tyske Modbevægelse vinder større Magt, vil jeg indlede en ny Aktion med det Formaal at faa Regeringen til i fuld Offentlighed og i bindende Form at gentage de fortrolige Meddelelser, som Dr. David har givet mig, men som jeg endnu ikke har kunnet benytte overfor Offentligheden.

I Rigsdagen er der stille. Næsten alle Rigsdagsmænd er rejste hjem. Erzberger, som staar i Spidsen for Propagandaen, har nemlig opfordret Flertalspartiernes Rigsdagsmænd til at holde Møder i deres Valgkredse for at styrke Befolkningens Tillid til Regeringen. Han har ogsaa sendt mig en saadan Opfordring, ledsaget af en Bunke Tryksager.

Jeg har imidlertid andet at gøre.

 Vor Kurertjeneste fungerer nu meget tilfredsstillende. Vi har sikker og hurtig Forbindelse mellem Berlin og alle Egne af Nordslesvig. I Gaar har jeg baade modtaget og afsendt talrige Breve og Beretninger.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

25. oktober 1918. I Berlin: Kravene om kejserens og kronprinsens abdikation vokser

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 25. Oktober 1918.

Før Mødet i Dag aabnedes, kom Wissell hen til mig paa min Plads og sagde: „Jeg ved ikke, om De tillægger det nogen Betydning, hvad jeg mener, men jeg føler dog Trang til at sige Dem, at De i Forgaars har talt sagligt, fornemt og værdigt”

— Vi talte videre om Sagen, og han fortsatte: „Jeg deler Deres Standpunkt, thi jeg finder, at det ogsaa fra et almindeligt tysk Standpunkt set er bedst, at det nordslesvigske Spørgsmaal nu bliver endelig løst.

Gothein fik Ordet og talte meget bevæget. „Vi staar foran Skaar,” sagde han, „og det er vor egen Skyld. Det er usigelig haardt, at vi nu skal af med Elsass-Lothringen, til hvilket der knytter sig saa mange rige Minder, tyske Minder, helt tilbage til den tidlige Middelalder.”

Da han mindede om Goethes Ophold i Strassborg, blev han saa bevæget, at han brast i Graad.

Korfanty var i Formen drillende forsonlig, men saglig set overordentlig skarp og vidtgaaende i sine Krav.

Haegy slog paa blidere Strenge, men lagde ikke Skjul paa, at Stemningen i Elsass-Lothringen absolut var for Frankrig.

Mens han talte, kom Paul Gohre hen til mig og sagde: „Naar De og Polakkerne vil fra os, kan jeg forstaa det og forsone mig med det. De tilhører jo nu engang andre Folkestammer.

Men det er for mig usigelig bittert at høre denne Mand, som dog er tysk, tale saaledes, dobbelt fordi vi maa sige os selv at det er den tyske Politik, der driver disse Tyskere ud at Riget. Det er dette, vor egen Skyld og Brøde, der knuger mig saa stærkt.”

Antrick kom og gratulerede mig med, at min Tale havde været saa virkningsfuld. „Det klogeste og bedste er absolut, at vi afstaar Nordslesvig,” sagde han. „løvrigt er det ret ligegyldigt, hvad Regeringen mener om Sagen, thi ved Fredsslutningen vil vi dog blive nødt til at afstaa, hvad der er dansk.”

Af en Beretning, som jeg i Dag har afsendt til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:

„Elsass-Lothringerne, som er bleven forskræmte under fire Aars Militærdiktatur, vilde have trykket sig i Forgaars. Men efter at Dr. Ricklin havde faaet Vished for, at jeg vilde tone rent Flag, blev de bange for at blive isolerede, og i sidste Øjeblik bestemte de sig ligeledes til at hæve Viziret.

Dette var heldigt for mit Vedkommende, idet min Tale nu overalt saavel i Indlandet som i Udlandet bliver omtalt og kommenteret sammen med Polakkernes og Elsass-Lothringernes, og vor Sag dermed kædet sammen med deres under de internationale Fredsdrøftelser.

De almindelige politiske Forhold er meget bevægede. Der er, bortset fra altyske og konservative Kredse, ringe Stemning for Krigens Fortsættelse. Kravene om, at baade Kejseren og Kronprinsen skal træde tilbage for at bane Vej for Freden, vokser fra Dag til Dag i Styrke. Endog i national-liberale Kredse omtaler man nu aabent deres Tilbagetræden som den bedste Løsning.

Efter hvad der meddeles os i de sidste Beretninger hjemmefra, har der i Nordslesvig været udbredt et Rygte om, at Danmark havde afsluttet en Særtraktat med Tyskland, hvorefter Haderslev Amt skulde afstaas til Danmark.

Dette Rygte er uhjemlet. I Danmark udvikler alt sig meget heldigt. Regeringen og Rigsdagen — alle Partier — er helt enige om at kræve Nordslesvig ned til Afstemningslinjen og villige til at overtage alle de økonomiske Byrder, som Genforeningen med Danmark kan paaføre den danske Statskasse.

Jeg maa paany indskærpe Tilsynsraadets Medlemmer, at de hver Uge maa give mig en kort skriftlig Beretning om Stillingen i deres Distrikt, særlig om Stemningen blandt Danske og Tyske, enkelte Personers Udtalelser m. m., og navnlig straks at indberette, naar de erfarer noget om tyske Mod aktioner.

Det er helt nødvendigt, for at jeg altid kan have et klart Overblik over Stillingen.

Saasnart Tyskerne begynder at røre sig i større Udstrækning, maa vi svare med en Modbevægelse.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

24. oktober 1918. Tyskland anerkender, at også det nordslesvigske spørgsmål må løses

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 24. Oktober 1918.

I Rigsdagen kom flere Kolleger i Dag og takkede mig for Talen i Gaar. Den første var Dr. Meerfeld fra Køln. „I en Artikel om Deres Tale i Gaar, som jeg lige har afsendt til mit Blad, sagde han, „har jeg skrevet, at De talte fint og virkningsfuldt. Maa jeg tilføje, at det var mig en Glæde at høre Dem.”

Lidt efter kom Bernstein hen til mig. „Jeg var desværre ikke til Stede i Gaar, sagde han, „men mine Kolleger siger at De har talt glimrende.”

Wachthorst de Wente kom ligeledes hen til mig og sagde nogle venlige Ord om min Tale. „Som født Hannoveraner har jeg Forstaaelse for den Slags Spørgsmaal,” sagde han. „Jeg holder det for bedst, at det løses saaledes, som De forlangte det i Gaar. Det glædede mig, at han, som er Formand for det tyske Bondeforbund og har sin Plads i de National-Liberales Rækker, ogsaa kunde se saaledes paa Sagen.

I Rigsdagen rygtedes det nu, at Wilsons Svar paa den sidste tyske Note var indgaaet.

Noske, som lige havde faaet Svaret af „Wolffs Bureau” gik op til Forbundsraadets Borde og oplæste det umiddelbart før Mødets Aabning for Statssekretærerne Conrad Hauszmann og Dr. David og en hel Del spændt lyttende  Ministerialembedsmænd.

I Salen drøftedes det ivrigt af Medlemmerne, som samlede sig i Grupper.

Formanden aabnede Mødet. Dr. Solf fik Ordet og oplæste under megen Opmærksomhed Regeringens Svar til Polakkerne Elsasserne og mig.

Jeg forstod straks, at Hovedvægten ikke skulde lægges paa Erklæringens Ord om vor formelle juridiske Ret til en Afstemning, men paa, at Wilson-Programmet skulde udføres loyalt.

For at faa dette konstateret meldte jeg mig straks til Ordet og gik hen paa min Plads for at formulere en Forespørgsel til Udenrigsministeren.

Men næppe havde jeg sat mig, før Understatssekretær Dr. David bankede mig paa Skulderen, og da jeg vendte mig om, sagde han: „For at forebygge Misforstaaelser har jeg at meddele Dem, at Regeringserklæringens Indledning, hvorefter Wilson-Programmets Grundsætninger skal gennemføres loyalt i alle Retninger og alle Enkeltheder, ogsaa gælder for Nordslesvigs Vedkommende.

Hvad Regeringen bestrider, er kun, at man fra dansk Side kan gøre en formel juridisk Ret gældende. Vor Gesandt i København vil i Dag give den danske Udenrigsminister en tilsvarende Meddelelse.”

Jeg takkede og sagde, at saaledes havde jeg ogsaa opfattet Erklæringen, men at det var mig meget kært at faa stadfæstet fra kompetent Side, at min Opfattelse var rigtig.

Derefter frafaldt jeg Ordet.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

23. oktober 1918. I den tyske Rigsdag: H.P. Hanssen forlanger afstemning i Nordslesvig!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Læs et stenografisk referat af talen nederst i opslaget

Berlin den 23. Oktober 1918.

I Morges fulgte Andreas Grau med mig hen i Rigsdagen.

I Foyeren blev jeg modtaget af den frikonservative Rigsdagsmand Löscher med Udraabet: „Naa, saa De vil ogsaa forlade os? „Ja,” svarede jeg, „det kan ikke være anderledes.

Men lad os skilles i Fred og Fordragelighed, maaske kan vi senere arbejde sammen under andre Forhold.” „Hvorledes mener De det? ‘ spurgte han. „I Folkenes Forbund?”

Jeg blev kaldt til Side af Hoff. „Hvordan har De tænkt Dem Afstemningen foretaget?” spurgte han, „og hvor langt ned mener De, at man vil stemme for Danmark?”

„Ned til Flensborg,” svarede jeg, „men Flensborg vil efter min Mening give et Flertal af tyske Stemmer. Den er jo desværre nu en overvejende tysk By.”

Vi talte noget om Sagen, han var forknyt, men føjelig og fordragelig.

Inde i Salen kom Günszer hen til mig. „Sig mig,” spurgte han, „er der ingen Huse at faa at købe i Nordslesvig?” „Jo,” svarede jeg spøgende, „slipper vi først løst, bliver der nok Huse tilfals.”

„Men alvorlig talt,” fortsatte han, „jeg er Liebhaver, man kan sikkert ikke gøre noget bedre end at flytte derop. Jeg misunder Dem, at De er Dansker.”

Saadan gik det videre. Der var ingen Uvilje at mærke, men der laa en forknyt, tung og trykket Stemning over Huset.

Paa Talerlisten stod jeg opført efter Polakkernes Ordfører Stychel. Imidlertid meldte Grev Posadowsky sig til Ordet, og han fik Plads foran mig. Mens Stychel talte, kom Dr. Ricklin hen til mig paa min Plads. „Sig mig,” spurgte han, „De vil da ikke tale i al Almindelighed?”
— „Nej.”
— „Men De vil kræve Selvbestemmelsesretten?” — „Ja, jeg kræve Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”
— „Det er godt, saa maa og vil vi ogsaa bryde Tavsheden og præcisere vort Standpunkt!”

Elsass-Lothringerne havde af Frygt for et Tilbageslag først paa deres Fraktionsmøde bestemt, at de ikke vilde tage Ordet, men ved at se mit Navn paa Talerlisten bag Stychels, var de bleven betænkelige, og da Dr. Ricklin kom tilbage til sin Plads og  havde aflagt Beretning om Samtalen med mig, ændrede de deres Beslutning.

Lidt efter gik Haegy op til Præsidiet og meldte Dr. Ricklin til Ordet, og da han repræsenterede en Gruppe, blev han placeret foran mig.

Hans Tale blev modtaget med knurrende Uvilje, og det kan jo ikke nægtes, at den stod i en ret skurrende Modsætning til de Loyalitetserklæringer, som han i tysk Stabslægeuniform gentagne Gange havde afgivet fra den samme Talerstol under Krigen.

Efter ham fik jeg Ordet. Huset var godt besat. Medlemmerne stod tæt omkring Talerstolen, og jeg havde fra først til sidst deres Øre.

Da jeg indledende sagde: „Først et historisk Tilbageblik,” raabte man fra de konservative Bænke: „Behøves ikke, vi kender Historien.”

Fra Venstre lød der gentagne Gange, men især ved Talens Slutning, livligt Bifald.

Midt under Talen sprang Grev Westarp op paa Trappen til Præsidiet, forlangte demonstrativt Ordet til Forretningsorden og opfordrede Regeringen til straks at tage Standpunkt til mit Krav.

Vicekansler v. Payer svarede, at det vilde ske i næste Møde, og efter at Grev Westarp endnu havde vekslet et Par heftige Repliker med Formanden, kunde jeg fortsætte min Tale.

Da jeg gik ned fra Talerstolen, mærkede jeg, bortset fra de Konservative, ingen Uvilje. Conrad Hauszmann, som nu er Statssekretær, og Naumann kom atter og trykkede varmt min Haand, andre Kolleger fulgte deres Eksempel og sagde nogle anerkendende Ord om, at jeg havde forstaaet at tale saaledes, at jeg ikke saarede og krænkede deres Følelser.

I Foyeren kom Kloppenborg Skrumsager, Nis Nissen, Andreas Grau, Bankdirektør Hübbe og Købmand Erichsen, som havde hørt Talen fra Tribunen, og ønskede mig til Lykke.

Om Aftenen fejrede vi Dagen ved et godt Glas. Kloppenborg-Skrumsager talte for mig og gjorde mig opmærksom paa, at det i Dag var 12 Aar siden, jeg var bleven valgt til Rigsdagsmand.

Han havde let ved at huske det, fordi hans yngste Søn netop var født den Dag.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Stenografisk referat af H.P. Hanssens tale i Rigsdagen den 23. oktober 1918 (efter Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937).

194. og 195. Møde d. 23. og 24. Oktober 1918

(Præsident Fehrenbach)

23. Oktbr.- 1918.  Forhandling om Ændring af Rigsforfatningen. Som Repræsentant for Polakkerne har Rigsdagsmand Stychel og for Elsass-Lothringerne Rigsdagsmand Ricklin gjort deres nationale Krav gældende.

Ordet gives til H. P. Hanssen.

Hanssen: Mine Herrer, Rigskansleren [Prins Max af Baden]  har i sin første Programtale højtideligt erklæ­ret, at han søger en varig Fred for hele  Menneskeheden, en ærefuld Rettens og Forsoningens Fred.
Og »Retsspørgsmaalet,« tilføjede han i Gaar, »gør ikke Holdt ved vore Landegrænser, som vi aldrig frivillig vilde aabne for Voldsmagten. De Grundsætninger, som vi har antaget som normgivende for os, berører ogsaa Problemer inden for Rigets Omraade.« Rigskansleren har endvidere erklæret sig rede til som Grundlag for Fredsforhandlingerne at antage Præsident Wilsons Kongrestale af 8. Januar 1918 og det i hans senere Tilkende­givelse opstillede Program.

Til Præsident Wilsons Program hører først og fremmest Gennemførelsen af Folkenes Selvbestemmelsesret, som Tyskland, hvad Rigskansleren for nogle Dage siden paa ny fastslog i sin Tale til Præsidiet for den litauiske Taryba, har anerkendt.

Og i Punkt 4 i sin Programtale af 12. Februar erklærer Præsidenten, at »alle klart omskrevne nationale Krav skal finde videstgaaende Tilfredsstillelse.« Al Tvetydighed i internationale Spørgsmaal maa nu undgaas. Den alvorsfulde Stund kræver klar og aaben Tale. Under Henvisning til Rigskanslerens og Præsident Wilsons førnævnte Standpunkt kræver jeg som Repræsentant for den danske Befolkning i Nordslesvig i Rettens og Retfærdighedens Navn Gennemførelsen af Pragfredens § 5 og dermed ved den forestaaende Fredsslutning det nordslesvigske Spørgsmaals endelige Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Først et ganske kort historisk Tilbageblik. I 1864 blev de danske Nordslesvigere mod deres Vilje og trods deres højtideligste Protest af de to Stormagter Preussen og Østrig med Vold løsrevet fra deres gamle Fædreland Danmark og fra deres eget Folk, som de var knyttet til ved Sprog, Sæder, Minder og en mere end tusindaarig ærefuld Historie.

To Aar senere afstod det slaaede Østrig alle sine Rettigheder til det fælles Krigsbytte fra 1864 til Preussen. Afstaaelsen blev nærmere bestemt i Pragfredens § 5, som lyder saaledes: »Hans Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hans Majestæt Kongen af Preussen alle sine i Freden i Wien af 30.Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdøm­merne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Danmark, naar den ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenet med Danmark.«

Pragfredstraktaten blev 20. December 1866 forelagt den preussiske Landdag. Ved denne Lejlighed kritiserede flere Talere Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark. Over for dem præ­ciserede Bismarck sit Standpunkt til Folkenes Selvbestemmelsesret, idet han i Følge den steno­grafiske Beretning erklærede: »Jeg har altid været af den Mening, at en Befolkning, som varigt med utvivlsomt tilkendegivet Vilje lægger for Dagen, at den ikke vil være preussisk og tysk, som i utvivlsomt tilkendegivet Vilje vil tilhøre en Nabostat af dens Nationalitet, ikke styrker den Magt, fra hvilken den søger at adskille sig. Vi har overtaget Bestem­melsen, og Preussen maa holde den, men vi vil udføre den saaledes, at der ikke bestaar Tvivl om Afstemningen, som vi foretager, om dens Frivillighed og Uafhængig­hed og om den definitive Vilje, der derved tilkendegives.«

En fortræffelig Grundsætning, et forpligtende Ord! Den danske Befolkning i Nord-slesvig gav i de følgende Tider atter og atter sine Ønsker og sin Vilje klart Udtryk.

Men Aarene gik, uden at Preussen opfyldte sin traktatlig overtagne Forpligtelse til at foretage en Folkeafstemning i Nordslesvig. (Hør, hør! fra Polakkerne og de uafhængige Socialdemo­krater.)

I 1877 stillede en af mine Forgængere her i Rigsdagen, Rigsdagsmand Kryger, derfor
med Understøttelse af Centrum et Forslag om at opfordre Regeringen til »straks at træffe Forberedelse til, at den ved Pragfredens § 5 Nordslesvigerne givne Ret til en fri Afstemning om deres statsretlige Tilhørsforhold snart kunde blive virkeliggjort.«

Den 19. April 1877 stod Forslaget her til Forhandling. Under Debatten konstaterede Rigskanslerens Stedfortræder, Statssekretær v. Biilow, at Regeringens Opfattelse af Spørgsmaalet netop var den, som Bismarck elleve Aar før havde givet Udtryk for i sine citerede Ytringer!

Ved denne Lejlighed tog ogsaa Rigsdagsmand Windthorst Ordet, og Dem, mine Herrer Centrum, vil det sikkert ganske særlig interessere at høre, hvad denne fremragende og vidt­ skuende Statsmand udtalte om Spørgsmaalet:

»Jeg stemmer ikke for Forslaget, fordi jeg tror, at dette meget delikate Spørgsmaal ikke kan overskues af os i alle Retninger, fordi jeg tror, at Tidspunktet og Forhandlingernes Modaliteter maa vælges saaledes af vor Regering, som Europas offent­lige Forhold gør det raadeligt. Da jeg i denne Henseende ikke kan se klart, kan jeg i dette Øjeblik heller ikke stemme for Forslaget, thi idet jeg gjorde det, vilde jeg efter min Mening kræve, at Regeringen straks skulde gaa frem paa den foreslaaede Vis.

Men jeg gentager, at jeg, naar jeg i Dag af disse Grunde ikke stemmer for For­slaget, dog fuldt ud maa anerkende Nordslesvigernes af Prag­fredens § 5 opstaaede Rettigheder, og at det ikke er heldigt at trække den Slags Ting i Langdrag og ligesom at ville skrive dem i Glemmebogen. Saadanne Sager glemmes ikke, men dukker mgget ofte op i de mest ubelejlige Øjeblikke. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Jeg har imidlertid den Tillid til vor udenrigspolitiske Ledelse, at den vil gribe det første, det bedste Øjeblik, der tilbyder sig, for at faa denne Sag ud af Verden.«

Saa vidt Windthorst. Hans Haab gik desværre ikke i Opfyldelse. To Aar senere offent­liggjorde Preussen helt uventet Traktaten af 11. Oktober 1878, hvorefter med Østrigs Indvilgelse Bestemmelsen vedrørende Nordslesvig i Pragfredens § 5 blev erklæret for ophævet. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.) Den nøgne Vold triumferede atter over Retten. De Rettigheder, som Windthorst højtide­ligt havde tilkendt Nordslesvigerne, blev nedtrampet.

En højst ulykkelig Tid brød dermed ind over Nordslesvig. I Tillid til Preussens Traktat­troskab og Bismarcks højtidelige Tilsagn var over en Tredjedel af den nordslesvigske Befolk­ning indtil da udvandret, fordi de følte sig ulykkelige under det preussiske Regimente. For dem, der var blevet i deres Hjemland, begyndte en Tid med sproglig Undertrykkelse, med national Voldførelse, med politiske Plagerier, som i Aarene 1898 til 1903 kulminerede i den saakaldte Köller-Politik, der den Gang, som mange af de Herrer endnu vil mindes, syssel­satte Rigsdagen tre Dage i Træk.

I Dag, da det gamle System er brudt sammen, og et nyt Tyskland er under Udvikling, vil jeg ikke gaa nærmere ind herpaa, men eet maa jeg dog i Dag konstatere: naar det tyske Folk i disse tunge Krigsaar ofte smerteligt har savnet Sym­pati hos de beslægtede Nabofolk i Norden, maa De ikke mindst føre dette tilbage til Preus­sens uretfærdige, voldsomme, hensynsløse og haarde nordslesvigske Politik. (Meget rigtigt! fra venstre.)

En ny Tid er ved at oprinde. De Mænd, der i Dag staar ved Roret i Tyskland, har i Svaret paa Pavenoten, som hører med til Regeringsprogrammet, udtalt som deres Over­bevisning, at Rettens moralske Magt i Fremtiden maa afløse Vaabnenes materielle Magt, at det menneskelige Samfunds syge Legeme kun kan helbredes ved at styrkes med Rettens sædelige Kraft.

Med Wilsons Program har den nye Regering anerkendt Folkenes Selvbestemmelsesret. Vi haaber, at den ved den forestaaende Fredsslutning ogsaa er redetil at føre en Rettens og Retfærdighedens Politik, en virkelig Forsoningspolitik over for os.

Og — lad mig tilføje — over for Danmark og Skandinavien.

Thi i den Henseende skal De ikke lade Dem skuffe. Hele Skandinavien følger med sine varmeste Sympatier den lille tapre sønderjydske Folkestammes Skæbne. Fra Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i Norge til Selma Lagerlof og Ellen Key i Sverige, fra de store danske Digtere i forrige Aarhundrede til Harald Høffding og Georg Brandes og videre til den yngre Generation har næsten alle fremragende Repræsentanter for Aandslivet i Norden atter og atter krævet en retfærdig Løs­ning af det nordslesvigske Spørgsmaal. (Hør, hør! fra venstre.)

I de sidste Dage har vi atter hørt Tusinder af Stemmer fra Norden, som i dette Spørgs­maal appellerer til det tyske Folks Retfærdighedsfølelse, og — mærk Dem det, mine Herrer — hyppigt ogsaa til dets politiske Klogskab. Karakteristisk i denne Henseende er følgende Ytring af den tyskvenlige Docent ved Universitetet i Kristiania, Dr. Fredrik Paasche, der findes i en Artikel, som han i disse Dage har offentliggjort i det norske Blad »Tidens Tegn«: »Tre Folks Tanker gaar i disse Dage til Sønderjylland. Navnet er ikke taget med paa Præsident Wilsons Fredsprogram. Lad os nævne det med den Styrke, vi kan.

Halvtreds Aars Trofasthed mod Norden kalder paa vor Oprigtighed, og tre Folk véd i Dag, at det Tyskland, som »taber« Land i Nordslesvig, i Virkeligheden bliver et større Land og vinder varige Værdier — en Vej til andres Tillid. Maatte ogsaa det tyske Folk se og forstaa det.« (Bravo hos de uafhængige Socialdemokrater.)

Socialdemokraterne i Slesvig og Holsten har allerede for flere Aar siden paa en Partidag i Kiel udtalt sig for Opfyldelsen af Pragfredens § 5. Jeg er Rigsdagsmand Haase meget taknemlig for, at han i Dag har indtaget det samme Standpunkt her. I den hollandsk-skandinaviske Komités Fredsmanifest af 10. Oktober 1917, det saakaldte Stockholmer-Manifest, kræves der en venskabelig Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af en i Forstaaelse med Beboerne foretagen Grænseregulering.

Det danske Socialdemokrati staar paa samme Standpunkt. »Socialdemokraten« i København har for nogle Dage siden atter rejst dette Krav, og i Sverige har saavel Hjalmar Branting som Borgmester Lindhagen, det svenske Socialdemokratis tvende navnkundige Førere, i kraftige, mandige Ord betegnet det nordslesvigske Spørgsmaals Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret som det nye Tysklands Æressag og Ærespligt.

Med dyb Taknemmelighed kan jeg i Dag konstatere: Fra alle politiske Lejre i Skandi­navien, fra det yderste Højre til det yderste Venstre, lyder i disse Dage det enstemmige Raab til Tyskland: Retfærdighed mod Danskerne i Nordslesvig.

Mine Herrer, overhør ikke dette Raab! Naar Folkenes Selvbestemmelsesret er Alvor for Dem, naar De virkelig vil afslutte en Rets- og Forsoningsfred, saa maa De, naar Freden nu snart sluttes, løse det nordslesvigske Spørgsmaal.

Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste Ønsker, dermed fremmer De ogsaa tyske Interesser. (Meget rigtigt! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Thi Retfærdighed ophøjer et Folk! (Livlige Bravo fra venstre.)

 

22. oktober 1918. I Berlin: Rygterne om en dansk henvendelse om Nordslesvig ikke sande!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 22. Oktober 1918.

Jeg har lige afsendt en Ugeberetning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, hvoraf jeg her citerer følgende:

„Efterretningerne om, at den danske Regering har afgivet en Note i Berlin, er urigtige og er ogsaa dementerede baade af den danske og den tyske Regering.

En Note vilde ogsaa have været forfejlet. Sagen vil ikke, som adskillige i Danmark synes at have næret Frygt for, blive løst som et dansk-tysk Mellemværende under Haanden, men som et internationalt Anliggende paa den almindelige Fredskongres.

En anden Sag er, at Spørgsmaalet søges løst i Forstaaelse med Tyskland, som rimeligvis trods Landafstaaelser i Øst, Vest og Nord vil gaa ud af Krigen forøget med 10 Millioner Tysk-Østerrigere, atter vil komme til Kræfter og i Fremtiden staa som en mægtig Nabostat.

Jeg har i Gaar afleveret et udførligt Materiale vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal til Understatssekretær David.

Endvidere har jeg afleveret Materialet til flere Kolleger. Vi har udsendt trykt Materiale til flere Hundrede tyske Politikere, Journalister og i det hele Mænd i fremstaaende Stillinger.

Det kan vel nok siges, at det er mange ubehageligt, at Spørgsmaalet rejses nu, der spores her og der nogen Pirrelighed, men mange ønsker mig til Lykke med, at jeg snart kan komme til at aande i et frit Land.

Hjemme maa vi nu have vor Opmærksomhed fæstet paa de sløje Strøg i Aabenraa Amt, i Slogs Herred, paa Løgumklosteregnen og i Tønder By. Her maa gøres et energisk Forarbejde, baade med Henblik paa Indsamling af Underskrifter og paa den endelige Afstemning.

Jeg har meldt mig til Ordet i Dag og faar det rimeligvis i Morgen, da der kun staar 4 Mand paa Talerlisten foran mig. Opgaven er vanskelig, da det er en meget broget Tilhørerskare, jeg skal tale til: Den nye, mig velvilligt sindede Regering, Rigsdagen, Nordslesvig, de forskellige Partier i Danmark og desuden Ententen.

Det kan ikke godt andet end gaa ud over Talens Friskhed, naar der skal tages Hensyn til saa mange Sider.

Jeg haaber, at der nu fra i Morgen af indgaar regelmæssige Beretninger fra alle Egne af Landet, saa vi faar et klart Overblik over Stillingen. Dette er nødvendigt af Hensyn til Arbejdet, som skal gøres.” —

I Rigsdagen traf jeg i Dag først Hildenbrand. „Hvad mener De om Situationen?” spurgte jeg. „Hvis Militæret sætter sin Vilje igennem, kæmper vi videre i et Par Uger,” svarede han, „men saa er det Slut. Saa maa vi overgive os paa Naade og Unaade. Ingen har længere Tillid til „det nationale Forsvar”. løvrigt et daarligt Ord, har vi maaske ikke haft et nationalt Forsvar hidtil?”

Lidt senere stødte jeg paa Fr. Stampfer. „Ja, nu vil De jo snart gaa imod Nord,” sagde han vemodigt. „Det er trist, at saa mange forlader os, men min Trøst er, at vi saa nok faar Tysk-Østerrigerne i Stedet for.”

Dernæst løb jeg paa Hermann Wendel. „Til Lykke!” udbrød han, „nu kan De snart komme til at leve under virkelig frie Forhold i et virkelig frit Folk. Jeg har i Gaar i denne Anledning paany taget min „Manuel” [den franske udgave af Franz von Jessens: “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”, RR] , som De har været saa venlig at forære mig, frem for at studere Spørgsmaalet, men jeg naaede ganske vist ikke vidt.”

Vi talte videre om det serbiske Spørgsmaal, og jeg lykønskede ham med, at han havde faaet Ret i sin Polemik med den tidligere bulgarske Gesandt i Berlin. „Ja,” svarede han, „jeg har skrevet min Bog om det serbisk-bulgariske Problem, før Sagen har taget den sidste hurtige Vending, men desuagtet behøver jeg ikke at ændre noget i den.”

Dr. Blunck kom hen til os og sagde noget forpint, men smilende til mig: „De her! — jeg troede, at De allerede stod med det ene Ben i Danmark!” „Saa vidt er det endnu ikke, svarede jeg, „men det kommer nok inden ret længe.”Wendel: „Ja, nu vil det snart vise sig, at jeg havde Ret, da jeg i Fjor her i Salen — hvad mange tog mig ilde op — sagde, at ved en Afstemning vilde 90 pCt. af Elsass-Lothringerne stemme for Frankrig. Det vil sige, Ret har jeg ikke, for nu vil ikke 90 pCt., men 110 pCt. stemme for Frankrig!”

„Det er vel dog lovlig meget,” udbrød Dr. Blunck. „Nej,” svarede Wendel ivrigt, „for mange vil stemme dobbelt, ja tredobbelt, hvis De blot kan se deres Snit dertil. Saadan er Stemningen.”

Jeg har i Eftermiddags meldt mig til Ordet og vil rimeligvis faa det i Morgen. Andreas Grau er ankommen hertil, og Bankdirektør Hübbe har anmeldt sin Ankomst til i Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

13. oktober 1918. Kurértjeneste etableret mellem Berlin og Nordslesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 13. Oktober 1918.

Jeg rejste i Aftes hjem fra Flensborg og opsøgte straks Fru M. Andresen for at træffe de nødvendige Aftaler med hende om Kassererhvervet.

Indsamlingen af Vælgerforeningens Fond skal være tilendebragt i Løbet af 3 Dage, og Tillidsmændene instrueres saaledes, at de straks afleverer Pengene til Fru Andresen.

Vi aftalte alt fornødent med Hensyn til Pengenes Anbringelse og senere Udbetalinger af Fonden.

I Dag har jeg truffet Aftale med Den Nordslesvigske Folkebank om, at min Datter Astrid faar Orlov for at gaa med mig til Berlin som min Privatsekretær. Hun skal der lede det daglige Arbejde paa vort nyoprettede Kontor i Hotel „Fürstenhof”.

Endvidere har jeg i Dagens Løb truffet den nødvendige Forberedelse til, at Kurertjenesten mellem Nordslesvig og Berlin med Udveksling af Efterretninger i Hamborg straks kan blive optaget. De Personer, jeg har opfordret til at stille sig til Raadighed for denne Tjeneste, har alle været meget villige.

Kurererne skal afgaa hver Tirsdag og Lørdag fra Aabenraa og Berlin og mødes i Hamborg. Fra Aabenraa er der endvidere indrettet fast Kurertjeneste til  Efterretningsstationerne i Haderslev, Sønderborg, Tønder og Flensborg, hvor Tillidsmændene ligesom i Aabenraa skal møde hver Mandag for at høre vore Beretninger, drøfte Stillingen, udveksle Erfaringer og fatte Beslutninger om Arbejdets videre Gang.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

12. oktober 1918. Møde i Vælgerforeningen: Glædelig enighed om Flensborg-linjen

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 12. Oktober 1918.

Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen, som jeg havde ladet sammenkalde i Borgerforeningens Lokaler i Flensborg, begyndte Kl. 11½ og var godt besøgt, kun 3 Medlemmer var udeblevne.

Næstformanden, P. Grau aabnede Mødet.

Jeg indledede med en kort Bemærkning, gav først en Oversigt over Stillingen og klarlagde derefter Opgaverne:

1) Indsamling af et Fond paa mindst 100,000 Mark,
2) Indretning af fast daglig Kurertjeneste mellem Nordslesvig og Berlin,
3) Oprettelse af faste Efterretningsstationer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg,
4) Forberedelse af Deputationer,
5) Vedtagelse af en Petition.

Under Forhandlingerne opfordrede jeg Medlemmerne til en for en at udtale sig om Stillingen og Stemningen i Nordslesvig.

I danske Kredse var Stemningen løftet og god. En Undtagelse dannede kun P. Tønders og Jes Mærsks Distrikter, hvor Handelsprofitten syntes at have  demoraliseret en Del danske Folk.

Hjemmetyskerne vil i stor Udstrækning helst tilbage til Danmark. De yngre er gennemgaaende yderst forbitrede over den Behandling, de har døjet – det gentages fra alle Sider.

Derefter kort Drøftelse af Grænsespørgsmaalet, som gav glædelig Enighed om Flensborglinjen. Kun P. Tønder, som før altid har slaaet paa § 5, krævede nu Ejdergrænsen uden Afstemning, medens Lorenz Poulsen talte varmt for Flensborg, men indrømmede, at en Grænse lige nord for Flensborg var mulig, en Grænse lige syd for Flensborg derimod umulig.

Pengebevillingen vedtoges straks med varm Tilslutning.
Man tilbød om fornødent at skaffe Million Mark. Da jeg forlangte 10,000 Mark til et hemmeligt Fond, tilbød man mig straks 20,000.

Alle lovede at arbejde godt.

Til Støtte for Vælgerforeningens Sekretær, Gdr. Martin Simonsen, valgtes der efter mit Forslag 3 Hjælpesekretærer,nemlig A. Lebeck, Haderslev, Nis Nissen, Nordborg, og Andreas Grau, Flensborg.

Endvidere valgtes ligeledes efter mit Forslag Fru M. Andresen, Aabenraa, til Kasserer, for at de indsamlede Pengemidler ikke ved en Husundersøgelse hos Vælgerforeningens Kasserer skulde falde i Politiets Hænder.

Paa Mødet udtalte H.  Jefsen Christensen, Høgsbro, at Stemningen i Danmark var meget daarlig. Der var endog Tanker fremme om kun at tage Nordslesvig tilbage, naar det danske Folk ved en almindelig Afstemning gav sit Samtykke dertil. Han fremhævede, at Nødvendigheden deraf bl. a. var bleven drøftet paa de store Efteraarsmøder paa Højskolerne.

Jeg sagde, at dette sikkert maatte bero paa en Misforstaaelse, men hans Beretning gjorde stærkt Indtryk og efter Forslag af Peter Grau besluttede Tilsynsraadet at opfordre H. Jefsen Christensen til at vove sig over Grænsen for at fremskaffe sikre Efterretninger om Stemningen i Kongeriget.

H. Jefsen Christensen erklærede sig villig til at overtage Hvervet.

Mødet hævedes, og i Smaagrupper begav vi os til Stationen for ikke at vække Opsigt.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

11. oktober 1918. H.P. Hanssen og Kloppenborg-Skrumsager rejser til Flensborg

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 11. Oktober 1918.
I Formiddags traf jeg Forberedelser til Mødet i Flensborg, gik derpaa hen i Rigsdagen for at indhente de sidste Efterretninger og rejste sammen med Kloppenborg Skrumsager ud paa Eftermiddagen til Flensborg, hvortil vi først ankom Lørdag Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925