Tag-arkiv: folkeafstemningen

13. oktober 1918. Kurértjeneste etableret mellem Berlin og Nordslesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 13. Oktober 1918.

Jeg rejste i Aftes hjem fra Flensborg og opsøgte straks Fru M. Andresen for at træffe de nødvendige Aftaler med hende om Kassererhvervet.

Indsamlingen af Vælgerforeningens Fond skal være tilendebragt i Løbet af 3 Dage, og Tillidsmændene instrueres saaledes, at de straks afleverer Pengene til Fru Andresen.

Vi aftalte alt fornødent med Hensyn til Pengenes Anbringelse og senere Udbetalinger af Fonden.

I Dag har jeg truffet Aftale med Den Nordslesvigske Folkebank om, at min Datter Astrid faar Orlov for at gaa med mig til Berlin som min Privatsekretær. Hun skal der lede det daglige Arbejde paa vort nyoprettede Kontor i Hotel „Fürstenhof”.

Endvidere har jeg i Dagens Løb truffet den nødvendige Forberedelse til, at Kurertjenesten mellem Nordslesvig og Berlin med Udveksling af Efterretninger i Hamborg straks kan blive optaget. De Personer, jeg har opfordret til at stille sig til Raadighed for denne Tjeneste, har alle været meget villige.

Kurererne skal afgaa hver Tirsdag og Lørdag fra Aabenraa og Berlin og mødes i Hamborg. Fra Aabenraa er der endvidere indrettet fast Kurertjeneste til  Efterretningsstationerne i Haderslev, Sønderborg, Tønder og Flensborg, hvor Tillidsmændene ligesom i Aabenraa skal møde hver Mandag for at høre vore Beretninger, drøfte Stillingen, udveksle Erfaringer og fatte Beslutninger om Arbejdets videre Gang.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

12. oktober 1918. Møde i Vælgerforeningen: Glædelig enighed om Flensborg-linjen

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 12. Oktober 1918.

Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen, som jeg havde ladet sammenkalde i Borgerforeningens Lokaler i Flensborg, begyndte Kl. 11½ og var godt besøgt, kun 3 Medlemmer var udeblevne.

Næstformanden, P. Grau aabnede Mødet.

Jeg indledede med en kort Bemærkning, gav først en Oversigt over Stillingen og klarlagde derefter Opgaverne:

1) Indsamling af et Fond paa mindst 100,000 Mark,
2) Indretning af fast daglig Kurertjeneste mellem Nordslesvig og Berlin,
3) Oprettelse af faste Efterretningsstationer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg,
4) Forberedelse af Deputationer,
5) Vedtagelse af en Petition.

Under Forhandlingerne opfordrede jeg Medlemmerne til en for en at udtale sig om Stillingen og Stemningen i Nordslesvig.

I danske Kredse var Stemningen løftet og god. En Undtagelse dannede kun P. Tønders og Jes Mærsks Distrikter, hvor Handelsprofitten syntes at have  demoraliseret en Del danske Folk.

Hjemmetyskerne vil i stor Udstrækning helst tilbage til Danmark. De yngre er gennemgaaende yderst forbitrede over den Behandling, de har døjet – det gentages fra alle Sider.

Derefter kort Drøftelse af Grænsespørgsmaalet, som gav glædelig Enighed om Flensborglinjen. Kun P. Tønder, som før altid har slaaet paa § 5, krævede nu Ejdergrænsen uden Afstemning, medens Lorenz Poulsen talte varmt for Flensborg, men indrømmede, at en Grænse lige nord for Flensborg var mulig, en Grænse lige syd for Flensborg derimod umulig.

Pengebevillingen vedtoges straks med varm Tilslutning.
Man tilbød om fornødent at skaffe Million Mark. Da jeg forlangte 10,000 Mark til et hemmeligt Fond, tilbød man mig straks 20,000.

Alle lovede at arbejde godt.

Til Støtte for Vælgerforeningens Sekretær, Gdr. Martin Simonsen, valgtes der efter mit Forslag 3 Hjælpesekretærer,nemlig A. Lebeck, Haderslev, Nis Nissen, Nordborg, og Andreas Grau, Flensborg.

Endvidere valgtes ligeledes efter mit Forslag Fru M. Andresen, Aabenraa, til Kasserer, for at de indsamlede Pengemidler ikke ved en Husundersøgelse hos Vælgerforeningens Kasserer skulde falde i Politiets Hænder.

Paa Mødet udtalte H.  Jefsen Christensen, Høgsbro, at Stemningen i Danmark var meget daarlig. Der var endog Tanker fremme om kun at tage Nordslesvig tilbage, naar det danske Folk ved en almindelig Afstemning gav sit Samtykke dertil. Han fremhævede, at Nødvendigheden deraf bl. a. var bleven drøftet paa de store Efteraarsmøder paa Højskolerne.

Jeg sagde, at dette sikkert maatte bero paa en Misforstaaelse, men hans Beretning gjorde stærkt Indtryk og efter Forslag af Peter Grau besluttede Tilsynsraadet at opfordre H. Jefsen Christensen til at vove sig over Grænsen for at fremskaffe sikre Efterretninger om Stemningen i Kongeriget.

H. Jefsen Christensen erklærede sig villig til at overtage Hvervet.

Mødet hævedes, og i Smaagrupper begav vi os til Stationen for ikke at vække Opsigt.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

11. oktober 1918. H.P. Hanssen og Kloppenborg-Skrumsager rejser til Flensborg

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 11. Oktober 1918.
I Formiddags traf jeg Forberedelser til Mødet i Flensborg, gik derpaa hen i Rigsdagen for at indhente de sidste Efterretninger og rejste sammen med Kloppenborg Skrumsager ud paa Eftermiddagen til Flensborg, hvortil vi først ankom Lørdag Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

9. oktober 1918. Nu nærmer afstemningen sig: “Vi drog paa Kortet en Grænselinje …”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. Oktober 1918.

Det er galt med Søvnen. Tankerne er for levende og arbejder for stærkt. Jeg sover kun 3-4 Timer, stundom ikke det, i Døgnet. Haase har det, efter hvad han fortalte mig, ligesaa.

Under den stærke Spændings Tryk arbejder Tankerne ustandseligt med Opgavernes Løsning.

Jeg gennemgik i Formiddags Materialet, som jeg har modtaget hjemmefra, og satte straks Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen i Gang med at supplere det fra Bibliotekerne og med Indkøb fra Bogladerne. Vi køber Kort og Bøger i Propagandaøjemed og lader vigtige Aktstykker afskrive paa Maskine.

I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Professor v. Schutze-Gaevernitz, hvem jeg forgæves har spejdet efter i de sidste Dage. Jeg spurgte ham, om han havde Tid til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal, og hvis ikke, hvor jeg kunde træffe ham i Morgen.

„Ja, det er meget vigtigt, at vi drøfter dette Spørgsmaal,” svarede han. „Jeg er lige kommen fra Fronten, men i Morgen paa denne Tid staar jeg til Deres Disposition her i Rigsdagen.”

Hr. v. Heydebrand kom og gik stilfærdigt forbi. Tilsyneladende er han atter kommen i Ligevægt. De Konservative bøjer sig for Hindenburgs og Ludendorffs militære Avtoritet, men haaber, at de Allierede vil stille saa haarde og ydmygende Vaabenstilstandsbetingelser, at Tyskland er nødt til at fortsætte Kampen.

I Middags havde vi Fraktionsmøde paa mit Værelse. Vi besluttede at begrænse vore Bestræbelser til at kræve, hvad der virkelig af Sprog og Sindelag er dansk, tilbage til Danmark.

Vi drog paa Kortet en Grænselinje fra syd for Tønder, lige nord for Aventoft, med Aaen og videre med Skelbækken, ind søndenom Frøslev til Padborg Station, derfra med Aaløbet ned og med en lille Bugt ved Kobbermøllen ud til Flensborg Fjord.

For denne Grænse vil jeg nu arbejde under mine amtaler med Parlamentarikerne og Regeringens Repræsentanter.

Vi aftalte Programmet for Vælgerforeningens Møde i Flensborg paa Lørdag og drøftede, hvad der videre kunde gøres her.

Ved Femtiden gik jeg hen i Rigsdagen. Lansings første Svar paa Noten til Wilson var lige ankommet og vakte megen Opmærksomhed. Det blev ivrigt drøftet af Partierne, som samlede sig gruppevis.

Dr. Ricklin, Præsident i den elsass-lothringske Landdag, kom og hilste. Han er lige ankommen fra Elsass-Lothringen.

Mens vi talte om Situationen, kom Haase. Vi spurgte straks: „Hvad nyt?” Og han meddelte os, at Regeringen lige havde besluttet at svare imødekommende paa Wilsons sidste 3 Punkter.

Rømningen af de besatte Omraader havde man været forberedt paa, den var bleven glat vedtaget. „Afgørelsen er i Virkeligheden falden,” sagde han. „Der gives nu intet tilbage mere.

Hvilket Omslag i Løbet af 24 Timer. Hertling og Payer anede ingenting, da Ludendorff og Hindenburg den 1. Oktober krævede, at der straks skulde dannes en Regering, som kunde skaffe Fred paa de bedst mulige Vilkaar.

De vilde ganske vist, tilføjede de, endnu kunne fortsætte Kampen i 2-3 Maaneder, men det vilde være en Forbrydelse at kæmpe videre, fordi Kampens Fortsættelse vilde kræve nye Hundredetusinder som Ofre uden at forbedre Stillingen.

“Da Foraarsoffensiven begyndte, var Ludendorff,” gentog Haase, „overbevist om, at Paris og Kanalhavnene vilde blive erobrede i det første Stormløb, men Offensiven gik i Staa, og saa angreb de Allierede med Tusinder af Tanks, med Hære af Luftskibe: Flere Steder blev Fronten gennembrudt, andre Steder vaklede den. I Længden kunde den ikke holdes.

Og efter at have overvejet Sagen i 3-4 Uger uden at underrette Regeringen om den kritiske Stilling, kom saa det bratte Omslag den 1. Oktober.”

Dr. Ricklin spurgte Haase, hvordan han mente, at det elsasslothringske Spørgsmaal vilde blive ordnet, om ved en Folkeafstemning eller simpelthen ved en Desannektion.
Haase. „Der er øjensynlig meget stærke Stemninger for en Desannektion.”

Dr. Ricklin: „Men en Folkeafstemning vil være heldigere. Der kan regnes med, at 95 pCt af Befolkningen vil stemme for Tilslutmng til Frankrig.” Haase: „Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal lader sig let ordne, men hvilke Vanskeligheder vil det polske Spørgsmaal ikke frembyde! Hvis for Eksempel Danzig eller Kyststrækningen ved Danzig skal indlemmes i Polen, er Øst-Preussen en Enklave. Saa maa jeg passere Polen for at komme fra min Valgkreds til Berlin!

Men alt det maa overvindes, ligesaa Erstatningsspørgsmaalet, skønt det ogsaa er vigtigt, da det maaske vil dreje sig om 50 Milliarder Mark.”

Vi skiltes ad.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, mødte jeg paa min Etage Forretningsføreren.

„Hvordan staar det?” spurgte han meget interesseret. „Freden marcherer,” svarede jeg. „Regeringen har besluttet at svare Wilson imødekommende og at rømme alle besatte Omraader, men Freden vil blive haard: Tyskland vil miste Elsass-Lothringen, de polske Landsdele og rimeligvis ogsaa Nordslesvig og blive nødt til at betale en vældig Krigsskadeserstatning.”

Idet jeg vilde gaa videre, sagde han: „Mange Tak for den glædelige Efterretning! Man ymtede allerede om, at Freden heller ikke vilde blive til noget denne Gang, og jeg frygtede allerede derfor.”

Udenfor Døren til mit Værelse stod en Stuepige. „Hvordan staar det?” spurgte hun. „Freden kommer. I Julen kan De maaske danse,” svarede jeg. „Men den vil blive haard,” og jeg gentog, hvad jeg havde sagt til Forretningsføreren.

„Gud ske Lov,” udbrød hun. „Der er saa mange, der ikke tror, at det bliver Alvor. Hvad bryder jeg mig om Elsass-Lothringen og alt det andet, naar vi bare kan faa Fred. Men der er heller ingen, der vil kæmpe mere,” vedblev hun. „Paa Nr. 372 bor der en Major. I Gaar sagde han til mig: „Faar vi nu ikke Fred, saa gaar jeg i hvert Fald ikke mere ud!”

Saaledes taler en preussisk Major i disse Dage til en Hotelpige.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

3. oktober 1918. I den tyske rigsdag: “Alt bryder nu sammen. Fredsaktionen er i fuld Gang.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 3. Oktober 1918

Efter et Par Dages Arbejde og Forhandlinger hjemme rejste jeg atter i  Gaar herned til Berlin for at deltage i de forestaaende vigtige Forhandlinger.

Paa Vejen hen til Rigsdagen, mødte jeg i Morges Professor Doormann. „Hvordan staar det?” spurgte jeg. „Forhandlingerne mellem Flertalspartierne,” svarede han, „har i Gaar og i Forgaars svinget frem og tilbage. Men de er bleven førte roligt, og under forstandige fornuftsmæssige Betragtninger har man ærligt søgt at opnaa Enighed. Personspørgsmaalene er endnu ikke løste. Det hænger sammen med fortsatte Forsøg paa at faa de National-Liberale til at slutte sig til Flertalsblokken.

Momentant synes dette at skulle lykkes. Derefter vil de personlige Spørgsmaal hurtigt kunne løses. løvrigt er der Enighed om at gøre et energisk Forsøg paa at opnaa Fred, og man er nu fra alle Sider rede til at bringe Ofre for at opnaa den.”

Jeg gik ind i Læsesalen. Siwkowich standsede mig og hilste.

Jeg spurgte ham, om der forelaa noget nyt fra Kronraadet. „I  Fraktionen,” sagde han, „er der bleven os meddelt, at Hindenburg i Forgaars har betegnet Krigens Fortsættelse som „zwecklos”, da det nu maatte betragtes som udelukket, at Tyskland kunde fremtvinge en Afgørelse. Derimod er det urigtigt, naar Rygtet paastaar, at han har sagt, at der var Fare for en Katastrofe. Han har tvertimod sagt, at Hæren endnu vilde kunne fortsætte Kampen en Tidlang.”

Mens vi talte sammen, sluttede en national-liberal Kollega sig til os. Til min Overraskelse udtalte han sin Glæde over, at der var sket et demokratisk Gennembrud indadtil. „Mange Folk har”, sagde han, „maattet købe deres Frihed med blodige Revolutioner og Borgerkrige. Naar Krigen nu kan bringe os Friheden, saa er det da altid noget.”

løvrigt var han over bevist om, at der indenfor den national-liberale Fraktion var overvejende Stemning for Tilslutning til Flertalsblokken.

„Men hvad nu,” udbrød han pludseligt, henvendt til Sivkowich. „hvis Ententen i Henhold til Wilsons 14 Punkter ogsaa kræver en Folkeafstemning i de polske Landsdele, kan vi ogsaa gaa ind paa det?”

„Gaar vi ind paa det, vil vi miste Posen, og det kan vi i Grunden ikke taale,” svarede Sivkowich.

„Ja, ikke blot det, men ogsaa Vestpreussen ” tilføjede den National-Liberale.

At de to Kolleger kunde tale saa lidenskabsløst om disse Forhold, viste, hvor hurtigt og mægtigt Udviklingen er skredet fremad i de Dage, jeg har været borte.

Elsass-Lothringeren Hauss kom og sluttede sig til os. Han var bleg og nervøs. Sivkowich gratulerede ham med Elsass-Lothringens Selvstyre. „Det kommer for sent,” svarede han.

„Og hvorledes skal det være muligt at gennemføre Landets Selvstyre under den nuværende Situation?”

Samtalen viste mig, at der var store Begivenheder under Forberedelse, og jeg gik ud af Læsesalen for at indhente videre Efterretninger.

I den store Foyer stødte jeg paa en Flok internationale Journalister med Dr. Friedegg i Spidsen. „I Morgen bliver det en stor Dag for den tyske Rigsdag,” tilraabte han mig spydigt. „Da vil den for første Gang faa den halve Sandhed at høre fra Regeringsbordet!”

„Hvad Nyt fra Østerrig?” spurgte jeg. „Østerrig kan og vil ikke kæmpe mere,” svarede han. „I Wien raaber alle paa Fred. Alt bryder nu sammen. Fredsaktionen er i fuld Gang.”

I Garderoben traf jeg Dr. Hilferding, som havde faaet et Par Dages Orlov til Berlin. „Hvordan staar det i Østerrig?” spurgte jeg ogsaa ham. „I Østerrig er alt i Opløsning,” svarede han, „Bulgarien har overgivet sig, og Tyrkiets Rolle er udspillet. Alt vil nu hurtigt bryde sammen. Ententen vil sikkert ikke akceptere de Fredsbetingelser, Tyskland tilbyder.

Spørgsmaalet er derefter, om de Allierede inden November kan tvinge de tyske Linjer paa Vestfronten saa langt tilbage, at Faren for et Indbrud i Tyskland er overhængende. Sker det, vil vi faa Fred i November. I modsat Fald vil Krigen blive fortsat Vinteren over, og Freden først komme næste Sommer. Det kan imidlertid allerede nu betragtes som afgjort, at Fireforbundet har tabt Krigen.”

Udenfor Rigsdagen mødte jeg Haase. „Hvad nyt?” spurgte han, da han saa mig. „Jeg kommer lige fra Rejsen og maa derfor spørge Dem,” svarede jeg. „Er det sandt, at Hindenburg i Kronraadet har erklæret, at Krigens Fortsættelse er „zwecklos”?” „De har sagt Ordet,” svarede han, „og det stemmer, men jeg maa ikke sige noget. Alt vil nu hurtigt bryde sammen.”

Vi talte videre om Situationen. Der kom en Flok Journalister, en af dem knipsede ham af.

Jeg gik ned ad Unter den Linden for at ordne en Pengesag hos Firmaet S. Bleichroder. Banklokalet var overfyldt. Folk stod og bladede nervøst i Kurssedlerne.

Ved Bordet stod flere Kunder med Bunker af Krigslaan foran sig. En yngre, særdeles velklædt Herre optalte 30,000 Mark i Krigslaan og rakte dem hen til en Bankfunktionær for at sælge dem.

„Vi køber ikke længere Krigslaan,” svarede han. „Men De købte dog en hel Bunke af mig i Gaar,” svarede Kunden. „Ja, det var en stor Fejl,” sagde Chefen, som traadte til. „Men hvorfor vil De dog ikke købe?” spurgte Kunden videre med grædefærdig Stemme. „Fordi vi ikke kan komme af med dem igen,” svarede Chefen. „Men jeg er dog en gammel Kunde,” udbrød han.

„Derfor købte vi af Dem i Gaar,” lød Svaret, „af Fremmede havde vi naturligvis ikke købt. De maa gaa til Rigsbanken, den hjælper Dem nok af med dem.” Derpaa vendte han ham Ryggen og fortsatte henvendt til mig: „I Byen siger man, at vi faar Fred inden 8 Dage. Er det rigtigt?”

„Næppe,” svarede jeg. „Men iøvrigt er jeg ikke orienteret, da jeg  kommer lige fra Rejsen. I Morgen vil vi antagelig erfare nærmere om Situationen, naar Finansudvalget genoptager sine Forhandlinger.”

Jeg gik tilbage til Rigsdagen og gik ind i Restaurationen for at spise. Ved de Frisindedes Bord traf jeg Vicepræsident Dove, Professor v. Liszt og Dr. Muller-Meiningen, hos hvem jeg tog Plads. De talte roligt om Stillingen ud fra Synspunktet: „Skibet er strandet, saa lad os da bjærge rask igennem Brændingen alt, hvad vi kan.”

Da jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet; hos Bleichroder, sagde Dr. Muller, at man allerede solgte Krigslaanene til en Kurs af 70 pCt. i Bajern. Hele Bander rejste rundt i Landet og opkøbte Obligationerne til den Pris. Professor Liszt sagde, at han havde gjort tilsvarende Iagttagelser. Der var mange, som nu for enhver Pris vilde af med Krigslaanene.

I Læsesalen fandt jeg Korfanty og Seyda. Vi trak os tilbage for at drøfte Situationen. Jeg fortalte dem, hvad en nationalliberal Kollega havde sagt om Muligheden af Folkeafstemninger i de polske Landsdele. „Ja, Udviklingen skrider nu frem med Kæmpeskridt,” sagde Seyda. „Vil De snart gaa aktivt frem?”

„Jeg har tænkt meget paa det i de sidste Dage,” svarede jeg. „Hvad der endnu holder mig tilbage, er kun Hensynet til en eventuel Modbevægelse, som Myndighederne vil kunne forcere samtidig med, at de ved Hjælp af Belejringstilstanden og Censuren lukker Munden paa os.”

„Ja, en saadan Modbevægelse har vi ogsaa regnet med,” sagde Seyda. „Men nu tror jeg, at Bevægelsen er skredet saa vidt fremad i de polske Landsdele, at det ikke længere er nødvendigt.
Vi tænker derfor paa at rejse Spørgsmaalet, saasnart der tilbyder sig en passende Lejlighed.”

„Vicepræsident Dove meddelte mig for et Øjeblik siden,” fortsatte jeg,  “at Rigsdagen rimeligvis vil blive sendt hjem midt i næste Uge. Det opfordrer os nu til at handle hurtigt.

Jeg kan altsaa gaa ud fra, at De i den allernærmeste Fremtid vil rejse det territoriale Spørgsmaal?”

„Det er min Mening, at vi bør gøre det,” svarede Seyda, „men Afgørelsen vil først falde paa Fraktionsmødet i Morgen Formiddag.”
Vi drøftede derpaa Fremgangsmaaden og blev enige om at gaa frem med en Fællesaktion. I Morgen vil de meddele mig Resultatet af deres Forhandlinger i Fraktionen.

Under Indtrykket af, at Handlingens Time nu var nær forestaaende, gik jeg derpaa ind i Biblioteket for at samle Materiale til en Tale Mandag eller Tirsdag.

Ved Indgangen traf jeg Welfen Alpers lidende og nedtrykt. „Hvad Indflydelse vil det store Skibbrud faa paa Deres særlige Sag?” spurgte jeg ham. „Den var godt indledt før Krigen,” svarede han, „og jeg haaber endnu, at det skal lykkes os at faa den ordnet.”

„Agter De at gaa aktivt frem nu?” spurgte jeg videre.

„Nej,” svarede han, „vi vil indtage en afventende Holdning. Men hvordan gaar det med det nordslesvigske# Spørgsmaal? Foreligger der noget?”

„De har maaske set, at det er bleven rejst af skandinaviske og hollandske Socialdemokrater paa Stockholmerkonferencen og derefter optaget i Stockholmermanifestet? Overfor Henderson har Ebert derefter erklæret, at Socialdemokraterne er villige til at forhandle paa  Stockholmermanifestets Grundlag med et Par Forbehold overfor Elsass-Lothringen og Belgien.

Hvis Tyskland nu vil føre en klog Politik overfor Skandinavien, bør det løse Aalandsspørgsmaalet og især det nordslesvigske Spørgsmaal. Det vil kunne sikre dem vidtgaaende Sympathier i Skandinavien.”

„Ja, det nordslesvigske Spørgsmaal burde Tyskland have løst for længe siden,” svarede han, „vi burde have løst det i det første Krigsaar. Det er meget sørgeligt, at vi møder saa stærke Antipathier hos de beslægtede nordiske Folk.

Men vort Militær og især vort Bureaukrati fordærver jo alt,” tilføjede han bevæget, „de har gjort os forhadte i hele Verden. Frugterne høster vi i disse Dage i Bulgarien.”

Han trak mig derefter ind i en Sideniche i den lille Foyer og fortsatte dæmpet og meget bevæget: „Prins Max vil nu blive Rigskansler, men ikke kunne holde sig længe. Han vil kun faa Lejlighed til at løse én Opgave: At slutte Fred. Dermed vil hans Mission være endt.”

„Tror De da, at vi faar fred meget snart?” spurgte jeg.

„Ja,” svarede han meget bestemt, „vær overbevist om det. Der er ingen Udvej mere: Freden maa sluttes nu.” Han brast i Graad, snurrede hurtigt om paa Hælen, og forlod mig. —

To Verdener ramlede sammen for ham: som Tysker led han baade sjæleligt og fysisk under sit store Fædrelands grænseløse Ulykke. Og samtidig brast alle hans Forhaabninger om Kongeriget Hannovers Genoprettelse.

Mens jeg arbejdede i Biblioteket, kom Seyda og Korfanty ind i Haandbiblioteket for ligeledes at søge Materiale. Læsesalen var tom, og vi optog atter Samtalen. Jeg viste dem Windhorsts Udtalelser fra April 1877 om Pragfredens § 5.

De fandt ligesom jeg, at de sikkert under den forestaaende Debat vilde kunne benyttes med megen Virkning.

Vi kom derefter til at tale om Elsass-Lothringen. „Af vore elsass-lothringske Kolleger har jeg kun set Hauss,” sagde Seyda. De øvrige holder det vist ikke for nødvendigt at møde. De er sikre nok paa, at de vil faa deres Ønske opfyldt.”

„For adskillige af dem,” sagde jeg, „maa det være pinligt nu at træde aabent frem i Rigsdagen efter at de saa ofte under Krigen har afgivet Loyalitetserklæringer fra dens Talerstol.”

„Det generer ikke Hauss,” svarede Seyda. „løvrigt har han allerede i Gaar krævet en Folkeafstemning. Understatssekretær Dr. Lewald tilbød i Gaar at omdanne Elsass-Lothringen til en selvstyrende tysk Forbundsstat og stillede Indkaldelsen af en grundlovgivende elsass-lothringsk Rigsdag i Udsigt.

„For sent,” svarede Hauss, „nu kommer De ikke udenom et Plebiscit, det maa De risikere.” Til os sagde han bagefter, at han var overbevist om, at over 95 pCt af Befolkningen vilde stemme for at komme til Frankrig, naar der bliver foretaget en Folkeafstemning.”

Efter at have arbejdet et Par Timer hjemme og bl. a. nedskrevet foranstaaende, gik jeg atter hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Dr. Cohn.

Vi drøftede Situationen. „Hindenburg har ikke blot sagt,” udtalte han i Samtalens Løb, „at Krigens Fortsættelse er „zwecklos”, men han har krævet Vaabenstilstand og Fred og tilføjet: „Es ist die letzte Stunde!” Han opridsede et meget mørkt Billede af Situationen. Hæren mangler alt, Folkene løber bort fra Fronten. Hærledelsen har hverken Ammunition eller Tanks. Den kan kort sagt ikke mere, den er bankerot. Regeringen søger derfor nu at faa Fred paa det af Wilson i hans sidste Tale opstillede Grundlag.

„Paa hvilke Betingelser tror De, at Tyskland nu vil kunne faa Fred?” spurgte jeg.

Belgiens og Elsass-Lothringens Prisgivelse. Posens og muligvis ogsaa Øvreschlesiens Afstaaelse. Dertil Krigsskadeserstatning til Belgien,” varede han.

„Og forhaabentlig Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark, tilføjede jeg.

„Dermed har jeg endnu ikke regnet,” svarede han. „Men iøvrigt ved De jo, at jeg ikke vil indvende noget imod en saadan Ordning.”

I Skrivesalen kom jeg i Samtale med Dr. Neumann-Hofer.
„Hvad vil De nu?” spurgte han efter et Par indledende Bemærkninger.

„Jeg vil,” svarede jeg, „aabent krave Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark i Henhold til Pragfredens § 5 og paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”

„Det er der ikke noget at sige til,” svarede han. „De ved, at jeg altid har holdt det for rigtigst, at det nordslesvigske Spørgsmaal bliver løst ved Fredsslutningen. Er der hidtil sket noget af Betydning?”

„Ja, de hollandske og skandinaviske Socialdemokrater har rejst Spørgsmaalet i Stockholm og i Stockholmei manifestet krævet det løst ved Fredsslutningen. Og Ebert har senere erklæret i „Vorwärts”, at Socialdemokraterne er villige til at forhandle paa dette Grundlag.

— Gaar De ud fra, at Freden vil blive sluttet snart?”

„Ja vi kan ikke mere,” svarede han. „Der er ikke andet at gøre. Hver Dag er nu kostbar. Vi er nødt til hurtigst muligt at faa Ende paa det. Vær overbevist om, at Freden vil blive sluttet snart.”

Aftenen tilbragte jeg hos Kaptajn Ramm. Vi drøftede indgaaende
Situationen, og han lovede efter min Opfordring i de nu kommende Tider at overtage Hvervet som Mellemmand mellem mig og den danske Gesandt Grev Moltke, med hvem jeg ikke har haft og ikke kan have direkte Forbindelse.

Underligt, som Sammenbrudet paavirker de enkelte. Jeg har i Dag set uafhængige Socialdemokrater, som helt er i deres Følelsers Vold og fuldstændig beherskes af Sorgen over deres Fædrelands Ulykke, og Kolleger, som før altid i Tide og Utide ar reklameret med deres Patriotisme, men nu er sløve og ligegyldige, tilsyneladende uden Forstaaelse af Tysklands virkelige Stilling.

I det hele er Stemningen meget resigneret. De fleste bøjer sig roligt for det uundgaaelige. Nogles Holdning minder om Terje Vigens, da han efter at have ligget paa Knæ for den unge engelske Kommandant tavst rejste sig og bøjede sig under den haarde uundgaaelige Skæbne, andre, og det er de fleste, tager underligt koldt og forretningsmæssigt paa Sagen og tænker kun paa at bjærge, hvad der endnu kan bjærges.

Jeg har i Eftermiddag afsendt Ilbreve med et kraftigt Varsko til Vælgerforeningens Næstformand, P. Grau, dens Sekretær M. Simonsen og dens Hjælpesekretær Nis Nissen Nørborg.

Ved Iltelegrammer har jeg endvidere opfordret Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager til ufortøvet at komme til Berlin, og endelig har jeg sendt Ilbreve hjem efter Materiale, som jeg savner til den forestaaende Aktion.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925