18. april 1918 – Hejmdal: Hvad er et menneske?

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Landraad Schønberg

i Sønderborg har af Storhertugen af Baden faaet tildelt det storhertugelig badensiske Krigsfortjenstkors.

Hjemvendt fra engelsk Internering (S. Z.)

Sømand Petersen, en Broder til Søskendene Petersen, der ejer Beværtningen “Bürgerbräu” i Søndergade i Sønderborg, der har været interneret af Englænderne, er vendt hjem igen. Han havde for ca. 17 Aar siden forladt sin Fødeby og siden da faret til Søs, indtil han i 1917 blev interneret af Englænderne.

Mistet begge sine Sønner (Dv.)

Redaktør Mathiesens Enke i Haderslev har modtaget det Sorgens Budskab fra sin Mands Broder i Berlin, at han har mistet begge sine Sønner i samme Slag paa samme Sted. De dyb bedrøvede Forældre har nu kun en Datter tilbage.

Han vilde besøge sin Fader

En tre Aars Dreng, Søn af Redaktør Schrum i Vyk paa Før, fik forleden Dag den Tanke at ville besøge sin Fader, der har ligget ved Kystvagten paa Amrum, men nu allerede i nogen Tid har været ved Fronten. Drengen gik om Bord i Damperens Kahyt og kom først op, da Skibet lagde til ved Amrum. Folk tog sig af den Lille, og Bekendte sørgede for, at han Dagen efter kom hjem til den bekymrede Moder.


Fra Felten


Rejsebrev

Det er Paaskemorgen aarle. Jeg har Ranslen snøret og staar i Færd med at tage bort fra Hjemmet for atter at rejse sydpaa.

Alt for hurtigt forløb de faa Uger, jeg tilbragte hjemme paa Orlov. Der er endnu saa mangt og meget, der nødvendigt skulde gøres, men nu er Timen kommen, da jeg maa tage Afsked med de kære Slægtninge og atter trække i Soldatertrøjen. At jeg netop skal afsted i Dag. – Det er ikke netop i det mest straalende Humør, jeg begiver mig til Stationen for at tage med Smaabanen til Aabenraa. Der er faa Medrejsende i Kupéen, og jeg sidder og stirrer gennem en dugget, af Støv og Kulrøg tilsmudset Rude, ud  paa det Landskab, jeg kalder for min Hjemegn. Der mellem disse levende Hegn og let bølgende Bakker stod min Vugge, her ilede jeg som Dreng paa de bare Ben over Mark og Kær, til denne lille Plet knytter sig mine dyreste Minder. Nu skinner Morgensolens Straaler paa de nøgne Marker, hvor de første grønne Spirer og de første Tusindfryd er ved at titte frem.

Jeg naar efter en god Times Kørsel til Aabenraa, og skynder mig hen til Statsbanegaarden for at naa det første Tog. Paa Banegaarden staar et større publikum, og det kniber lidt at faa Plads i Toget, dog vi kanter os, og det gaar. Snart kører vi gennem Skovene ud til Rødekro, og efter at have skiftet Tog der, gaar det videre sydpaa. Jeg sidder tavs mellem mine Rejsefæller og ruger over mine triste Tanker. Hvad er et Menneske? En Orm, der kryber paa Jorden. Hvor let er vort Livs Lys udslukt! Og dog. Gud Fader i Himlem elsker denne lille Orm, og holder sin Haand over den.

Jeg vækkes omsider af slige Grublerier, da Toget ruller ind paa Banegaarden i Flensborg. Der bliver jeg Vidne til Afskedsscener, og mangt et “paa Gensyn” lyder efter det bortrullende Tog, da vi atter forlader Banegaarden. Videre gaar det gennem Angel. Et Sted skraar en Fodsti over Banen, ad hvilken Kirkegængere vandrer i Skarer. Er det Tidens Alvor, der drager Skarerne til Guds Hus, eller er det af gammel Vane, man i Dag gaar hen at bringe Præst og Degn deres Helligdagsoffer? Jeg ved det ikke, ingen kan se ind i et Menneskehjertes Dyb.

[…]

Da vi naar Gøttingen, er jeg endelig bleven lysvaagen, og i den svage Morgendæmring skimter man skovbeklædte Bjergkæder til begge Sider af Banelinjen. Ved Daggry naar vi til Cassel, en By, jeg kender fra et længere Ophold for to Aar siden. Jeg staar ved Vinduet og indaander den friske Luft, det rødmer i Øst fra den opgaaende Sol, et dejligt Landskab ligger for mig. Jeg sporer den største Lyst til at stige ud og vandre ud i Højskoven, den jeg kender fra utallige Udflugter, men jeg er alt sent paa Vej til min Troppeafdeling, og maa senest være der paa Tirsdag Morgen. Jeg maa da nøjes med at kaste længselsfulde Blikke ud efter de kendte Steder, til hvilke fredelige Minder knytter sig for mig. Mens Verdenskrigen rasede, fandt jeg her i flere Maaneder et Fristed. Vi kører genmmen Hessen, en Tur jeg har gjort flere Gange. Foraarssæden er alt lagt her, Engene grønne, det er en flittig Befolkning, der bor her i Hessen, det maa man lade den.

[…]

Vi passerer endelig over Rhinen, og nu gaar Turen vestpaa gennem Elsas. Landskabet her ligner det badensiske. Jeg nærmer mig Maalet for min Rejse, og vil afbryde min Rejseskildring, som ikke byder Læseren noget af særlig Interesse, men maaske en og anden dog interesserer sig for at vide, at Vaaren er paa Vej Nordpaa.

Eder hengivne, Th. K.


d. 9. 4. 1918

En venlighilsen til alle Venner og Bekendte i Hjemmet og i Felten.

H. Boysen fra Rødding

 

I Felten, den 10. 4. 18

Undertegnede sender Venner og Bekendte derhjemme mange venlige Hilsener med Haab om et glædeligt Gensyn.

Herm. Hunger fra Aabenraa.

 

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte i Haab om et lykkeligt Gensyn.

K. Schilling fra Sønderborg.

 

Faldne

Slagtersvend August Löschenkohl fra Nybro i Aabenraa, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Slagermester Clausen i Slotsgade, er falden paa den vestlige Krigsskueplads omkring ved 20 Aar gammel.

Købmandslærling Mathiesen, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Manufakturhandler Beck i Graasten, er ifølge “A. T.” falden under de haarde Kampe ved Vestfronten. Han stammede fra Tønderegnen og var sine Forældres eneste Barn.

Landmand Chr. Ipsen i Ørslev ved Hellevad modtog i Lørdags den sørgelige Efteretning, at hans yngste Søn, Bernhard er falden den 2. April. Han har ifølge “Dv.” været indkaldt siden Krigens Begyndelse.

Enke efter Landboldsmand Nis Juhl paa Vestermark i Sønder-Vilstrup har ifølge “Dv.” i Søndags faaet den sørgelige Meddelelse, at hendes Søn Hans er falden. Med Meddelelsen fulgte hans Ejendele, Pengepung og Ur. Enken har endnu en Søn liggende ved Fronten.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Friedrich Hansen fra Bjerndrup ved Kliplev er falden.

I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Reserve-Overfyrbøder Wilhelm Vogler fra Sønderborg er død.

Døde paa Lasaret

I Gaar Aftes indløb her fra et Krigslasaret telegrafisk Meddelelse om, at Arbejdsmand Andreas Ravn fra Løjtkirkeby var afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret under Kampene ved Vestfronten. Den Afdøde, der blev 41 Aar gammel, efter sig Enke og et Barn.

Markus Frank, Søn af Blikkenslagermester Frank i Augustenborg, der tjente som Underofficer, er den 13. April afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Trier som Følge af de Saar, han fik under den haarde Kamp ved Vestfronten den 21. Marts. Han blev kun 19½ Aar gammel.

Saarede

Slagter Gregersen fra Nygade i Aabenraa er under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten bleven saaret i det ene Knæ.

Landmand Hans Madsen og Tjenestekarl Reuss fra Løjtkirkeby er ligeledes blevne saarede under de sidste Kampe ved Vestfronten.

Gaardejer Hans Callesen og Hustru i Ris-Hjarup ved Aabenraa har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Peter, der ved Krigens Udbrud tjente som aktiv Soldat og har været med siden da, er bleven saaret i begge Arme og i venstre Ben. Han ligger nu paa et Lasaret i Vestfalen.

Aviser, der var sendte til Mejeribestyrer Lønholm fra Blans Mejeri i Sundeved, er komne tilbage med Paategningen “Saaret.”

Gaardejer Søren Møller fra Endrupskov ved Gram, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu sidst ved Vestfronten, er bleven saaret i den ene Arm og i begge Fødder. Han er bleven indlagt paa et Lasaret.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Lorenzen fra Stenderup i Sundeved haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Underofficer Thomas Brockdorff fra Skærbæk og Hans Petersen fra Kasø faldne i Fangenskab.

Forfremmet og dekoreret

Marius Knudsen, Søn af Henrik Knudsen i Stiftelsesgade i Haderslev, som tjener ved et Maskingevær-Kompagni, er ifølge “Dv.” bleven forfremmet til Underofficer og har faaet Jernkorset af 1. Klasse.

Dekoreret

Jørgen Christiansen, Søn af Enke Anna Christiansen i Barkmøllegade i Aabenraa, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu tjener som Gefreiter ved Artilleriet paa Vestfronten, har faaet tildelt Jernkorset.

Forfremmede

Jørgen Hansen, en Søn af Slagtermester P. Hansen i Markgade i Aabenraa er bleven forfremmet til Underofficer. Den unge Hansen er Indehaver af Jernkorset og Hanseatkorset.

Peter Klyn fra Nordborg er ifølge “S. Z.” bleven forfremmet fra Sergent til Vice-Veldwebel.

(Læs hele Hejmdal fra 18. april 1918)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *