Senest ændret den 16. juli 2016 13:46

M. P. Branderup fra Rødekro tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa

(… fortsat)

Med mellemrum tog Hauptmann Knudsgaard ned til sin gård for at se til bedriften, og han rejste altid med den daværende småbane (æ Kleinbahn) fra Aabenraa. Engang havde der været en orkanagtig storm, som havde revet slemt i taget på hans gård. Da Hauptmann Knudsgaard ankom til Barsmark station, holdt sønnen der for at køre sin far hjem, og da Knudsgaard steg ud af toget, fik han til stor morskab for de omkringstående at vide: »Vater, wir haben gestern den Flyvtækker gehabt«.

Min soldatertid i Aabenraa var ellers den bedste, jeg har haft under hele krigen. Jeg havde fået min cykel ind til byen. Den stod nede i gården hos Holger Fink. Så var det så nemt, når tjenesten var slut, at tage en tur hjem til far og mor. Det var ellers ikke tilladt, da man ikke måtte fjerne sig uden for byens grænser. Men den risiko tog jeg.

Men ak, — hvor længe var Adam i paradis? Efter tre ugers forløb fik vi meddelelse om, at der skulle en transport af sted. I Flensborg blev der altid spurgt, om der meldte sig nogle frivilligt, og ved den tid var der endnu flere end nok, som var krigsbegejstrede.

Men til dem hørte jeg nu ikke, og jeg holdt mig altid beskedent i baggrunden. I Aabenraa var vi — som før nævnt — kun to kompagnier, og da der skulle en større transport af sted, slog de frivillige ikke til. De tog derfor omtrent alle, der var K.V. [“krigsanvendelige” /RR] — endda nogle, som allerede en gang havde været ved fronten.

Vi blev derfor nyindklædt nede i Fiskergade, der, hvor nu Ansgar-klinikken ligger. — Aabenraa-damerne havde lavet muffediser, mavebælter, knævarmere og mange andre rare sager til os; og da militæret også forsynede os med varmt tøj, regnede vi med, at nu gik det af sted til Rusland.

Den 20. marts var vi færdige til at tage af sted. Vi var opstillet på Storetorv, og efter at kompagniføreren havde holdt en tale til os om at gøre vor »pligt og skyldighed for kejser og rige«, gik det gennem de snefyldte gader til banegården.

Det var den første transport, der udgik fra Aabenraa, og Aabenraa-damerne overøste os med gaver i form af chokolade, cigarer og mange andre gode sager. Mange var taget ind til byen for at tage afsked med deres mand, søn, bror eller kæreste. — Og for mange blev det det sidste farvel …

På Rødekro banegård skulle vi ledes ind på hovedsporet. Her var far og min morbror mødt op for at tage afsked med mig. For far må det have været særlig hårdt, da han et halvt år tidligere på samme sted havde taget afsked med min ældste og eneste bror, som straks i krigens begyndelse faldt i Frankrig.

Transporten gik ikke til Rusland, men til vestfronten. To dage senere lå vi i skyttegravene ved Verdun.

DSK-årbøger, 1962