Kategoriarkiv: Leksikon

3. marts 1919. Desertøren Søren Outzen på vej mod nord – til fods

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat i 1916, men deserterede i september 1916. Han opholdt sig i Danmark og Norge de følgende 2½ år, men vendte i februar 1919 hjem til Sønderjylland – hvor han blev arresteret for faneflugt og ført til kasernen i Neumünster. Her stak han imidlertid af den 2. marts 1919 og begav sig nordpå. Om aftenen den 2. marts nåede han Jagel ved Slesvig, hvor han overnattede på en kro.

Krokonen, som var fra Rødekro og talte dansk med mig, var ogsaa nysgerrig efter at faa at vide, hvem jeg var og hvordan jeg kom her vandrende til fods. Jeg maatte fortælle hende, at jeg havde været i Rensborg med Kreaturer og nu var paa hjemvejen til Tønder, hvad hun vist ikke rigtig troede paa. Jeg maatte ogsaa skrive et navn i fremmedbogen og tog saa videre mod nord.

Men da jeg naaede Slesvig by, vilde fødderne ikke længere. De var fuldstændig gennemtraadte. Lidt uden for byen trak jeg støvlerne af, vaskede de hede fødder i bækken ved vejen, rev et Par stykker neden af skjorten og brugte dem som fodlapper i stedet for de hjemmestrikkede strømper. Det lindrede godt. Men jeg turde ikke bede om at komme op at køre, da jeg som flygtning ikke gerne vilde komme ud for nye overraskelser.

Det var fastelavns mandag, og jeg tænkte under min vandring mod nord paa de trætte danske Jenser paa samme vej efter Dannevirkes rømning i fastelavnen for 55 aar tilbage i tiden — og saa paa den fastelavnsfest, jeg vidste afholdtes paa højskolen, men som jeg nu ikke kom med til. Om Aftenen marcherede jeg ind til Flensborg og fik logi i en gæstgivergaard ved indgangen til byen. Ogsaa her maatte et navn i gæstebogen.

DSK-årbøger 1948

 

 

20. juli 1918. Ligrøvere ved Marne

H.H. fortæller om en episode under den sidste tyske offensiv i juli 1918.

Ligrøvere
Det var i Forsommeren 1918, da Tyskerne foretog deres sidste Modoffensiv ved Marne. Offensiven var stort anlagt, og der opnaaedes ogsaa Fremskridt, men kun  ganske kort Tid, saa maatte vi løbe igen. Men, som sagt, der var de første Dage Resultater at opvise, og mange Englændere og Franskmænd maatte lade Livet.

Tyskerne skød med Gasgranater og gjorde rig Høst, Lig af Mennesker og Dyr laa tæt. Det var paa et Tidspunkt, hvor de tyske Soldater var saa udsultet, at de skar  Kødstykker ud af de faldne Heste og aad det.

Længe havde vi med Brændenælder og andet Ukrudt givet os selv et Tilskudsfoder til vor knapt tilmaalte Ration, Uniformen hang i Laser. Det var en slagen Hær, som lavede Offensiven.

Sammen med en Kammerat gik jeg en Middagsstund ind over Markerne. Allerede flere Dage havde Solen skinnet fra en skyfri Himmel, det var kvælende varmt, og Luften flimrede for Øjnene af os. Paa en Mark laa en Del faldne Englændere, paa hvem Solen og Varmen allerede havde gjort deres Virkning. Det lugtede af Lig.

Ved den ene Tommy var to tyske Soldater i Gang med at trække Strømperne af ham, hans lange Snørestøvler og Livremmen var allerede væk. Vi standsede og saa paa dem, til Trods for, at Harmen og Væmmelsen kom op i os.

Min Kammerat var Hamborger. „Føj for Pokker, at I ikke skammer jer, I Ligrøvere“ , sagde jeg til dem.

Opløsningen af Liget var vidt fremskredet, og Huden fulgte med Strømperne, det var til at brække sig over.

„Aah, hvad“, grinte den ene frækt til mig, „Tommy mærker ikke noget, og min Kone kan vaske Strømperne ud, saa kan jeg godt bruge dem, det er gode Strømper. Jeg sender dem hjem til min Kone”.

Det var Østpreussere.

DSK-årbøger 1946

Luftkrigen – Zeppeliner!

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Kanalen bringer også talrige specialudsendelser om forskellige sider af krigen.

I anledning af “fortidsmindedagen” på Zeppelinbasen i Tønder i går, bringer vi her specialafsnittet om Zeppelinere.

Luftkrigen: “Bloody April” – april 1917

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Kanalen bringer også talrige specialudsendelser om forskellige sider af krigen.

I anledning af “fortidsmindedagen” på Zeppelinbasen i Tønder i går, hvor vi begyndte dagen ved den endnu eksisterende tyske flyhangar, bringer vi udsendelsen om “bloody april” 1917 – om luftkrig og luftkrigstaktik.

Krigskost og ernæring i Sønderjylland under Første Verdenskrig

Første Verdenskrig medførte en radikal omlægning af kost og ernæring i Sønderjylland.

Rationeringer, tvangsafleveringer og erstatningsvarer påvirkede befolkningens sundhedstilstand og trak lange spor op i tiden.

Efter Genforeningen var sønderjyske unge mænds gennemsnitshøjde mindre end andre unge mænd i det Danmark, de blev genforenet med i 1920. Det kan bl.a. ses af målingerne af værnepligtige på sessionerne i 1920’erne. Det var krigstidens sultne, sønderjyske skolebørn, der havde fået en mangelfuld ernæring. I dette stykke delte de skæbne med andre børn i Tyskland – og var endda ofte heldigere stillet end byerne i de store byer.

Læs mere om krigskost og ernæring i Inge Adriansens artikel i vores leksikon.

Efter krigen kom ca. 10.000 børn fra Nordslesvig og Flensborg på ferieophold i Danmark. Man kan se en lille film om de første feriebørn her (Youtube): Slesvigske Børns Ferierejse.

11. januar 1916. Alarmtilstand iført pibe og underbukser

Sønderjyden A.M. var artillerist på Vestfronten.

Alarm.

Af Dagbogen, den 11. Januar 1916.

Aft’nen er stille, Timerne trille lydløse ind i det evige Væld, lydløse, ja for saa vidt som de Skud, Infanteriet nede i Skyttegraven med næsten afmaalte Mellemrum løsner, for os er ved at blive som Urets Tik-Tak hjemme i Dagligstuen.

Læs videre 11. januar 1916. Alarmtilstand iført pibe og underbukser

15. september 1915. På museum i Brügge: “Så ejendommelige som det smukkeste hus på Tønder gade!”

En sønderjyde fra Vestslesvig skrev den 15. september 1915 følgende fra Brügge:

Den stille By

15. September
Det havde regnet i flere Dage, øsregnet, drysset fin Støvregn og atter skyllet ned; egentlig havde det ikke i fire Døgn været en Times Tørvejr, der ikke var afbrudt af en lille Byge eller af en ordentlig Skylle, saa jeg stolede slet ikke paa Vejret, men det holdt. Om Dagen gav det Sommervejr og Solskin, om Aftenen var det stjerneklart og Maanen spejlede sig i Brygges Kanaler, hvis Bredder laa hyllet i Taage.

„Holder De af Brygge?“ afbrød den elskværdige Foreviser af Byens Museum sit Foredrag. Jeg kunde ikke med Sandhed svare Ja, thi jeg var lige kommen til Byen og havde knapt set andet af den end dette Museum. Jeg havde heller ikke behov at svare, thi han fortsatte selv: „Jeg tilbeder denne By“, og priste dens Historie, dens gamle Rigdom, dens Ynde.

Han fortalte om den Tid, da Byen var Hovedet for den flamske Hansa og havde 200,000 Indbyggere. Nu har den kun en Tredjepart saa mange. Han fortalte paa Tysk med en ejendommelig flamsk Sprogtone; kneb det med et enkelt Udtryk, tog han Fransk til Hjælp, men hans Sprog var Flamsk, det var let at høre. Det er det næsten eneraadende Sprog i Briigge som i Gent. Dannede Folk, de saakaldte bedre Klasser, forstaar og taler alle Fransk, Museumsføreren mente, at især de unge Piger i Brygge havde en Forkærlighed for Fransk, men hans eget Maal var Flamsk. Det prægede tydeligt hans tyske Fortællinger.

Jeanne af Navarra, fortalte han, den franske Konge Filip den smukkes Dronning, udbrød, da hun i 1632 kom til Brygge: „Jeg troede, at jeg alene var Dronning, og her ser jeg i Hundredvis af dem rundt om mig.“ Saa stor var deres Pragt og Rigdom.

Karl d. 5., den mægtige, var mindre høflig. Da Borgerne i Brygge forlangte Penge til Opførelse af et Galehus, svarede han: „Luk kun Brügges Porte, saa er hele Byen et Galehus.“

Helt tossede var Borgerne i Brygge nu alligevel ikke. De forstod at gøre Brygge til et Kunstens Hjemsted som kun de færreste Byer. Det er ikke blot de rige Museer, der gør Byen dertil: Memling Museet i St. Hans Hospital, Byens Museum med Billeder af Gerard David van Brygge, af Jan van Eyck og andre af Kunstens Ypperste; Museet i „Hotel Gruulhause“ med historiske Samlinger (især Minder fra de gamle Haandværkerlav) og en Kniplingesamling.

Det er ikke heller blot Kirkerne med deres rige Udstyr, Malerier, Billedhuggerarbejder, Karl den Dristiges pragtfulde Gravkapel; det er ikke bare de andre prægtige Bygninger, Raadhuset og Hallerne ved Beffroi Taarnet, der hælder sin 107 Meter høje Tinde lidt mod sydøst. Det er ikke engang alt dette tilsammenlagt, der giver Brygge Præg. Det er alle de gamle Huse, det er det middelalderlige Minde om rig Borgerkultur. Det er den lille Regeflod og Kanalerne under de høje Popler, det er Anlægene, hvor før Volden stod, det er de fire stærke Byporte, det er alle de mange yndefulde Kig ind over blanke Vande og over takkede Gavle.

Der er Gader, hvor Gavlhusene, det ene ved Siden af det andet, alle sammen er saa stolte, saa skønne, saa ejendommelige som det smukkeste Hus paa Tønder Gade. Det ene føjer sig til det andet, i Fællesskab giver det Stemningen: Den en Gang saa rige, stolte og travle By, der nu er bleven stille, hvis Handel er borte, hvis Stortid er død, Byen, der lever af og paa Minderne. Tanken gaar til Atlantis, der sank i Vandene og nu lever sit Drømmeliv paa Havsens Bund, men dukker frem til Dagslyset en Gang hver hundrede Aar. Saadan en Drømmeby kan Brygge synes den Fremmede.

En Vesterbo

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

23. august 1915. Med kolonnerne en regnvejrsdag i russisk Polen: “Det hele var kørt fast!”

Sønderjyden “H” skriver den 23. august fra Østfronten:

Med Kolonnerne paa en Regnvejrsdag i russisk Polen.
Lublin, den 23. August 1915

Regnvejrsdagen skulde vi i Gang Kl. 3½ Morgen. Da øsregnede det. Vi havde læsset paa Banegaarden, og begyndte Marchen op igennem Byen.

Gaden der var næsten som en Flod. To Vognrækker ud ad, to ind ad, og midt paa Gaden de store Biler, alt paa samme Gade! Vandet sprøjtede over os fra Bilerne. Vi anede, at det vilde blive en vanskelig Vi skulde en 32 Kilometer frem, ligge Natten over ved Afladningsstedet og saa næste Dag tilbage igen. Egnen er meget frugtbar, rigtig fed og svær Jord. Vejen, ja den er sikkert en god Chaussé, men som vi anede: denne Bløde og saa den umaadelige Færdsel, særlig af Bilerne, kunde den ikke staa for.

Dertil kommer saa, at Egnen er meget bakket, og at flere Kolonner har daarlige Heste! Vi kunde sagtens. Vi har jo fire for, og kører aldrig mere end 2000 Pund pr. Vogn. Færdselen blev ved der ud ad; men desværre kun kort — saa sad der en Bil fast. Den var gaaet igennem Gruslaget og ned i det fede Ler. Baghjulene snurrede, saa Leret sprøjtede op i en rund Bue. Men forbi skulde vi, og I kan tro, der skulde passes paa. Kuskene er vaagne en Dag som denne.

Det blev snart almindeligt med disse store Biler. Der skændtes, der bandedes — men det hjalp ikke. Maskinen sad fast. Hvor har jeg tit moret mig over en Vognstyrer i en saadan Stilling. En Kusk eller Rytter, ja han slaar løs paa Hestene, før han kører fast, og siden slaar han løs for Alvor paa de arme Dyr for at komme løs igen.

En Motorvognsstyrer, ja han sætter Dampen op, det puster og stønner. Naar det rigtig kniber, saa giver han sig rigtig i Kroppen forover og vil som tvinge Vognen frem med sin Legemsvægt og aabner for Eksplosionsstoffet. Der staar sort Røg om ham; men den vil ikke — den arbejder sig dybere og dybere ned, og til sidst staar Motoren stille.
Og hvad gør saa Føreren? Han skælder ud, tit paa sig selv, klør sig i Nakken saa ærgerlig, men Piskeslag hjælper ikke. Maskinen har sin Begrænsning.

Der­ imod Hestene, de arme Dyr, dem gaar jo næsten altid Kuskens Harme ud over, tit med tunge Piskeslag; Hestene lider tit frygteligt under disse Forhold.

Motorvognsføreren, han maa have fat i sin Spade, smider Trøjen, og saa kiler han paa, saa Sveden hagler ned ad ham. Jeg under ham det tit, for han er næsten altid vel ved Magt. De lever, som velbekendt iblandt os, meget komfortabelt, men har jo ellers tidt meget at bestille.

Saadan var det rigtig den Dag. Tilsidst standsede hele Herligheden i en stor Lerbakke. Vejen var nedgravet, Hulvej, men meget bred. Her sad den ene Motorvogn fast bag ved og ved Siden af den anden. Leret sprøjtede i store Buer i Vejret. Der var Førere, som ikke vilde give sig, oversprøjtede alt og alle. Og saadan som de sled med Spaden! Der skændtes. Og ind imellem hele Herligheden holdt vi, og ovre paa den anden Side af Vejen de andre Kolonner, som kørte til Lublin, og kunde ingen Steder komme.

Det hele var kørt fast. Saa langt man kunde se tilbage og fremad var Vejen fuld af Køretøjer og Motorvogne. Alt stod stille. Og Vandet drev ned i stride Strømme. Hestene hang med Ørene. Kuskenes Piber gik ud. Det er altid Tegn paa lidt Utilpashed.

Efter næsten to Timers Forløb begyndte der at komme Bevægelse i Rækkerne. Enkelte af Motorvognene var komne løs, saa der var bleven en lille Aabning, som Kolonnerne kunde knibe sig igennem. Regnen sagtnede lidt. Nu galdt det om at smutte igennem Aabningen. I kan tænke Jer, at Vognene fik Slagside, da Aabningen jo formelig blev bundløs, undtagen der, hvor der var puttet store Sten ned i Hullerne.

Da vi saa kom ned i det allerværste (det var nemlig ned ad Bakken, det gik for sig; havde det været modsat, ved jeg ikke, hvordan det var gaaet), stod selveste Generalen over 11. Etappeinspektion i egen Person midt i Leret, rygende paa en Cigar, saa Røgen stod om ham, med Ler op til Knæene og oversprøjtet med tyndt Ler, og sagde med stor Ro til Kuskene: „Rolig, rolig, fremad og pas paa“; men af og til rystede han paa Hovedet.

Ja, det er et vældigt Maskineri, som her er i Gang. Naar Parolen hedder: „Ammunition og Proviant skal frem til Tropperne, selv om det koster den sidste Hest“ — det skal være Mackensens egne Ord —, saa skal disse Ting igennem, enten det er Regn eller Solskin, Sand eller Ler, men det værste er nu da alligevel Dynd.

Hen paa Eftermiddagen klarede det lidt op, og Motorvognene kom hvæsende forbi os. Nu var de ovenpaa igen.

Det var en lang Tur den Dag. Kl. 10½ om Aftenen kom vi først i Kvarter. Den næste Dag kørte vi saa tilbage til Lublin. Da var den uforglemmelige Hulvej ukendelig. Den var gjort i Stand, og det grundigt. Men flere Hundrede havde ogsaa arbejdet, og det sikkert til langt ud paa Natten. Ja man maa tit forundre sig. Tænk i Løbet af 24 Timer er Vejen som ny. Saadan er det saa tit. Man maa forundre sig over denne Foretagsomhed og vældige Energi. Saadanne Dage liver lidt op, for mig da i hvert Tilfælde . . .

H.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

3. juli 1915. “Franskmændene greb an, Maskingeværerne raslede …”

Sønderjyden Hans skriver:

Lørdag, den 3. Juli 1915.

Kære Moder og Søster!

I Aftes var vort Skansearbejde ikke uden Fare, vi lavede en Reserve-Skyttegrav et Par Hundrede Meter bag den første Grav. En Lyst er det at se, hvor baade Skrædder og Skomager, Skuespiller og hvad de nu alle er, kunde bruge Spaden for at komme hurtig i Jorden og faa lidt Dækning mod de mange Staalstumper, som kom syngende og surrende som Oldenborrer gennem Luften. Omkring ved Kl. 11 skød vort Artilleri nogle Huse i Brand ovre i A., et storslaaet Skue i den kønne milde Sommernat.

Ved Midnatstide kom der et andet Kompagni ud at arbejde. Jeg var den sidste i Rækken af vort Kompagni, og Føreren for det nylig ankommende Kompagni spurgte mig, hvad vi lavede. „En Reserveskyttegrav, Hr. Løjtnant,“ var mit Svar.

Derpaa spurgte han, om den var afstukket med et hvidt Baand [„mit einem weiszen Band“]. Nu misforstod jeg ham, jeg troede, han spurgte om Branden i A., og jeg sagde: „Javel brænder det ovre i A., Hr. Løjtnant.“ Nu blev han gal; han troede jeg vilde holde ham for Nar og sagde ærgerligt: „Lad det dog bare brænde, det kommer ikke os ved.“ Men saa blev jeg ogsaa gal; men mit gode nordslesvigske Lune svigtede mig ikke, jeg svarede ganske tørt, at vi havde Arbejdet i Akkord og havde nu ingen Taletimer, og saa maatte han gaa med den Besked. Men mine Kammerater og jeg lo, trods Bøsseknald og Granatskud, saa vi næppe kunde holde os paa Benene.

Ved Ettiden rykkede vi ind. Ildebranden i Vest og Maanen i Øst gjorde Arbejdet umuligt. Da vi var kommen godt hjem og var ved at faa en Bid Mad ovenpaa Nattens Anstrengelse, begyndte de at skyde saa heftigt, som jeg aldrig har hørt Mage til før. Franskmændene greb an, Maskingeværerne raslede, som om der rumlede en Snes Høstvogne hen over en brolagt Gade. Vi maatte gøre os færdige til Udrykning.

Men det varede ikke længe, før alt blev roligt igen og vi lagde os til at sove. Jeg trak endda Støvlerne af. Jeg tænkte som saa, det gaar vel endda, hvad enten jeg har Støvlerne paa eller ej.

I Dag er alt nu roligt igen og forhaabentlig styrer Franskmændene deres Hidsighed, saa længe vi er her. I Morgen Aften vender vi A. Ryggen igen.
Hjertelig Hilsen i Haab om Gensyn sender

Eders Hans.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

16. juni 1915. Status på det franske angreb ved Moulin: “Utålelig var ligstanken, der dag og nat forpestede skyttegravene.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren deltog det i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.

Den 16. bragte nye, svære kampe. Allerede kl. 3 om morgenen var der svær artilleriild foran 71erne. En halv time senere et angreb, det blev slået tilbage. Kl. 4 om morgenen samlede den fjendtlige ild sig igen på ”Grænsestillingen.” Den bredte sig ud til 89’erne på højre fløj og greb over på den anden og tredje stilling mellem ”Sønderborg-” og ”Flensborgvejen.” Kl. 6 er ”Grænsestillingen” helt jævnet.

Fra kl. 7 til 7,30 raser trommeildens hvirvler. I nogle spring er fjenden fremme, det lykkes ham at bryde igennem ved 4. kompagnis venstre fløj mellem sape 6 og 8. Fremstødet bliver opfanget af reservekompagnierne. 2. kompagni besætter gravene ved ”Ny Tønder,” 8. højderne øst for Bascule, 5. var allerede tidligt om morgenen blevet alarmeret i Nampcel.

Særlig snildt bar dele af 1. kompagni sig ad på højre fløj. Med fire grupper besatte de ”Haderslevvejen”, rettede deres ild ind i flanken på franskmændene og jog dem ind i ”Mannsteinvejen.” Ved enden af løbegraven hen mod stenbruddet blev disse opfanget af nogle grupper fra 8. kompagni og nogle menige fra 2. kompagni, og de blev samlet tvunget til overgivelse. Det var en officer og 112 mand, som straks blev ført til Nampcel. Denne flotte og dristige dåd fremkaldte overalt jubel og hævede stemningen gevaldigt. At tage hævn for de myrdede kammerater faldt dem ikke ind.

Hen mod middag stormede 2 delinger fra Füsilierregiment 12 og deling Loelf fra 5. kompagni regiment 86 frem gennem ”Haderslev-”, ”Mannstein-” og ”Aabenraavejen” for at generobre den mistede frontstilling. De besatte generobringsgraven og tog på ny fanger. Hovedskyttegraven kunne ikke mere erobres, da den var fuldstændig jævnet og derfor heller ikke besat af fjenden. Resterne af 5. og 8. kompagni blev indsat forrest ved siden af 1. kompagni.

Fjenden opgav stadig ikke sine forsøg på at komme videre frem. Om eftermiddagen rev og flåede han endnu engang rasende ved sydstillingen for i den retning at kunne udvide gennebruddet. Kl. 4 brød han ud på begge sider af Slesvig vejen. Her lå 31’erne i den forreste stilling, i anden linje ved skrænten af slugten 6. og 7. kompagni fra regiment 86.

Angrebet blev afværget under svære tab for fjenden, blot ved ”Slesvigvejen” erobrede han 100 meter. Med friskt gå-på-mod blev han angrebet af en deling fra 7. kompagni fra regiment 86 og smidt ud med håndgranater i løbet af tre kvarters tid. Herved fik vi 5 fanger fra regiment 148 i hænde. Om aftenen samlede fjenden endnu engang nye stormkolonner; de blev opdaget af vort artilleri og splittet ad, før de kunne gå til angreb.

Sådan endte den 16. juni med franskmandens totale fiasko. Endelig var han tæmmet og affandt sig knurrende med den kendsgerning, at hans endelige mål, gennembrud og oprulning af en del af vor stilling ikke var opnået.

Men også regimentets kræfter var udtømt. Fjorten dage, enkelte kompagnier over tre uger, havde regimentet holdt ud i forreste eller anden stilling, havde i ugevis ladet den hidtil hårdeste artilleriild rase over sig og havde måttet se på så mange kammeraters frygtelige død. Dag efter dag brændte den glohede sol, udtørrede soldaternes årer, tilstoppede hudens porer med sved, støv og røg. Forplejning kom kun frem med besvær, vand ligeså. Tørstkvalerne havde til tider, navnlig i de sidste dage, været forfærdelige.

Utålelig var også ligstanken, der dag og nat forpestede skyttegravene. For i hundredvis lå de faldne endnu ubegravede blandt tidsler og valmuer.

Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

Vestfront Skyttegrav med franske lig

11. december 1915. Russiske kvinder og børn tigger om brød

Senest ændret den 14. april 2015 11:05

Sønderjyden Jacob skriver fra Østfronten:

December 1915.

Lørdag Eftermiddag Kl. 3.

Vi kom ikke til Lyck, men bøjede af mod Øst og kørte over den russiske Grænse ved Suvalki. Forskellen mærkedes straks. Bygningerne, Redskaberne osv. var meget primitive i Forhold til Østpreussen.

Ved et Ophold, som Toget gjorde for at skifte Maskine og Personale, var russiske Kvinder og Børn straks til Stede for at tigge om Brød. Noget fik de, men det er forbudt at afgive Brød under Transporten, og det er heller ikke let at afgøre, hvem der er mest trængende.

Her paa den russiske Side har Bygningerne intet lidt. Anderledes i Tyskland, da vi passerede Egnen, hvor det masuriske Slag havde staaet i Februar. Her er Fyrreskov i Massevis, og russiske Fanger er i Færd med Skovhugst og Oprydning. Ligeledes er Banelinjen, hvorpaa vi kører, bragt i Orden og der er lagt Dobbeltspor. Vogterhuse, bygget i Villastil, er under Opførsel.

Om Krigen minder talrige Kors og forladte Skyttelinjer og Stillinger. Derpaa Skov og atter Skov. Banelinjen er ikke angivet paa mit Kort, men den er vist ogsaa for største Parten anlagt af Tyskerne i den forløbne Sommer.

Det bliver mørkere. De store Fyrreskove, vi kører igennem, mørkner ogsaa. Og da vi nærmer os Grodno, er det helt mørkt, det vil sige, vi har Maaneskin.

Jacob

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

23. juli 1914 – Østrig-Ungarsk ultimatum til Serbien

Senest ændret den 27. januar 2016 13:34

Dem 22. juli modtog den østrig-ungarske ambassadør i Serbien følgende ultimatum, som skulle afleveres til den serbiske regering dagen efter:

Den 31. marts 1909 gav den kongelige serbiske gesandt på vegne af sin regering ved hoffet i Wien den kejserlige og kongelige regering følgende erklæring:

“Serbien anerkender, at det gennem de i Bosnien gennemførte forhold ikke er blevet anfægtet på sine rettigheder og at landet derfor vil tilpasse sig den beslutning, som stormagterne i henhold til Berlineraftalens artikel 25 vil træffe. I det Serbien følger stormagternes rådslagning, forpligter den sig til at opgive den stilling af protest og modstand, som den siden anneksionen i oktober har indtaget, landet forpligter sig endvidere til at ændre retningen på sin nuværende politik overfor Østrig-Ungarn og for fremtiden at pleje nabovenskabelige forbindelser med sidstnævnte.”

De seneste års historie og i særdeleshed den smertelige begivenhed den 28. juni har vist, at der eksisterer en undergravende bevægelse i Serbien, hvis mål det er, at løserive visse dele af det østrig-ungarske monarkis område. Denne bevægelse, som er opstået for øjnene af den serbiske regering, er uden for kongerigets grænser kommet til udtryk gennem terroristiske handlinger, gennem en række af attentater og gennem mord.

Langt fra at have opfyldt de i erklæringen af 31. marts 1909 indeholdte forpligtelser har den kongelige serbiske regering intet gjort for at holde denne bevægelse ned. Den tolererer de forbryderiske tendenser i de forskellige, mod monarkiet rettede foreninger, pressens tøjlesløse sprog, forherligelsen af attentaternes ophavsmænd, officerers og embedsmænds undergravende virksomhed, den tolererer en usund propaganda i den offentlige undervisning og tåler endelig alle manifestationer, som kan forlede den serbiske befolkning til had mod monarkiet og foragt for dets institutioner.

Denne tolerance, som den kongelige serbiske regering har gjort sig skyldig i, varede frem til det øjeblik, hvor begivenheden d. 28. juni viste hele verden de grufulde konsekvenser af en sådan tolerance.

Det fremgår af udsagn og tilståelser fra den forbryderiske ophavsmand til attentatet den 28. juni, at mordet i Sarajevo udtænktes i Beograd, at morderne modtog de våben og bomber, som de var udstyret med, af serbiske officerer og embedsmænd, som tilhørte “Narodna Odbrana”, og endelig at befordringen af forbryderne og deres våben til Bosnien blev foranstaltet og gennemført af ledende serbiske grænseorganer.

De anførte resultater af undersøgelsen tillader ikke længere den kejserlige og kongelige regering at indtage den tålmodigt afventende holdning, som den i årevis har indtaget overfor den agitation, som har sit midtpunkt i Beograd og hvorfra den bliver spredt til monarkiet. Resultaterne pålægger derfor den kejserlige og kongelige regering at gøre en ende på denne virksomhed, som udgør en stadig trussel for fred og orden i monarkiet.

For at nå dette mål, ser den kejserlige og kongelige regering sig tvunget til at forlange en officiel forsikring af den serbiske regering, som fordømmer propagandaen rettet mod Østrig-Ungarn, det vil sige alle bestræbelser, hvis endemål det er at løsrive områder fra monarkiet, som tilhører det, og at den forpligter sig til at bekæmpe den forbryderiske og terroristiske propaganda med alle midler.

For at give disse forpligtelser en højtidelig karakter, skal den kongelige serbiske regering på første side af deres officielle organ d. 26./13. juli offentliggøre følgende erklæring:

“Den kongelige serbiske regering fordømmer den mod Østrig-Ungarn rettede propaganda, det vil sige alle bestræbelser, hvis mål det er at løsrive områder fra det østrig-ungarske monarki, som tilhører det, og de beklager på det oprigtigste de grusomme følger af disse forbryderiske handlinger.

Den kongelige serbiske regering beklager, at serbiske officerer og embedsmænd har taget del i den foran nævnte propaganda og dermed har truet de nabovenlige forbindelser, som den kongelige serbiske regering højtideligt har forpligtet sig til i erklæringen af 31. marts 1909.

Den kongelige regering, som misbilliger og tilbageviser enhver tanke og hvert forsøg på indblanding i indbyggernes skæbne som for altid er en del Østrig-Ungarn, betragter det som sin pligt at gøre officerer, embedsmænd og hele kongerigets samlede befolkning opmærksom på, at den for fremtiden vil gå frem med yderste strenghed mod enhver person, der gør sig skyldig i den slags handlinger, handlinger som den vil bruge alle kræfter på at forebygge og bekæmpe.”

Denne erklæring skal samtidig bekendtgøres for den kongelige hær gennem en dagsbefaling fra Hans Majestæt Kongen og offentliggøres i hærens officielle organer.

Den kongelige serbiske regering forpligter sig desuden til:

1) at bekæmpe enhver publikation, der ophidser til had og foragt mod monarkiet, og hvis almene tendens retter sig med sidstnævntes territoriale integritet,

2) øjeblikkeligt at gå i gang med at opløse foreningen “Naroda Odbrana”, hvis samlede propagandamidler skal konfiskeres og skride ind på samme måde over for alle lignende foreninger i Serbien, som beskæftiger sig med propaganda mod Østrig-Ungarn.; den kongelige regering skal træffe de nødvendige forholdsregler for, at foreningerne ikke fortsætter deres virksomhed under et andet navn eller i en anden form,

3) uden ophold at fjerne alt fra den offentlige undervisning i Serbien såvel hvad angår lærerstaben som undervisningsmateriale, som tjener eller kan tjene til at nære propagandaen mod Østrig-Ungarn,

4) fra militærtjeneste eller forvaltning generelt at fjerne alle officerer og embedsmænd, som har gjort sig skyldig i propaganda mod Østrig-Ungarn og hvis navne den kejserlige og kongelige regering forbeholder sig at bekendtgøre den kongelige regering sammen med det materiale der foreligger mod dem,

5) indvillige i, at organer fra den kejserlige og kongelige regering i Serbien medvirker til bekæmpelsen af de mod monarkiets territoriale integritet rettede, undergravende bevægelser,

6) at indlede en retslig undersøgelse af de deltagere i komplottet den 28. juni, som befinder sig på serbisk territorium; dertil delegerede organer fra den kejserlige og kongelige regeringen vil tage del i de relevante undersøgelser,

7) med al hast at foretage arrestation af Major Voija Takostitsch og en vis Milan Ciganovitsch, serbisk statsembedsmand, som er blevet kompromitteret af resultatet af undersøgelsen,

8) ved virksomme forholdsregler at forhindre deltagelsen af serbiske myndigheders indsmugling af våben og eksplosiver over grænsen; at afskedige og hårdt straffe enhver fra grænsevagterne ved Schabatz og Losnitza, der var bagmændene til forbrydelsen i Sarajevo behjælpelig med overskridelsen af grænsen,

9) uden ophold at lade den kejserlige og kongelige regering underrette om gennemførelsen af de i forestående punkter sammenfattede forholdsregler.

Den kejserlige og kongelige regeringen afventer den kongelige regerings svar senest lørdag den 25. d.m. ind klokken 4, eftermiddag.

Et memorandum over resultatet af undersøgelsen i Sarajevo, så vidt som de omhandler de i punkt 7 og 8 nævnte funktionærer, er vedlagt denne note.

Tillæg:
Den i retten i Sarajevo gennemførte straffeundersøgelse af Gavrilo Princip og konsorter på grund af det den 28. juni dette år begåede snigmord, henholdsvis medskyldighed, har ført til følgende konstateringer:

1. Planen om at myrde Ærkehertug Franz Ferdinand under hans ophold i Sarajevo, blev udtænkt i Beograd af Gavrilo Princip, Nedeljko Cabrinovitsch, en vis Milan Ciganovitsch und Trifko Grabesch med hjælp fra Major Voija Takositsch.

2. De seks bomber og fire Browningpistoler med ammnunition, som forbryderne anvendte blev skaffet og givet til Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i Beograd af en vis Milan Ciganovitsch og Major Voija Takositsch.

3. Bomberne er håndgranater, som stammer fra den serbiske hærs våbendepot i Kragujevatz.

4. For sikre attentatets gennemførelse underviste Coganovitsch Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i brugen af granaterne og gav i en skov nær skydebanerne ved Topschider Princip, Cabrinovitsch og Grabesch undervisning i skydning med Browningpistoler.

5. For at muliggøre Princip, Cabrinovitsch og Grabeschs overskridelse af den bosnisk-herzegovinske grænse og indsmuglingen af våben organiserede Ciganovitsch et helt, hemmeligt transportsystem. Forbryderne og deres våbens adgang til Bosnien og Herzegovina blev gennemført med hjælp fra grænsevagterne ved Schabatz (Rade Popovitsch) og Losnitza såvel som af tolder Budivoj Grbitsch fra Losnitza og flere andre personer.

I forbindelse med afleveringen af ovenstående note skal Deres højvelbårenhed [den østrig-ungarske ambassadør i Serbien] mundtligt tilføje, at de har besked på — så fremt der ikke i mellem tiden er kommet et uforbeholdt samtykkende svar fra den kongelige regering — efter udløbet af den i noten meddelte frist på 48 timer, at regne fra den dag og time den meddeles, med personalet at forlade det kejserlige og kongelige gesandtskab i Beograd.

(via www.verdenskrig.dk)