Tag-arkiv: kammeratskab

Krigens forløb

26. april 1917. Bøn og banden – sårende kugler og sårende ord

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Om Aftenen blev vi saa ført ud i Stilling. Vi skulde først ind i anden Stilling. Paa Vejen ud tabtes Forbindelsen imellem første og anden Deling. Vi stod saa dér midt paa aaben Mark, alt imedens Granaterne slog ned omkring os.

Omsider blev det opklaret, at de andre var foran, saa kom de tilbage og hentede os, og vi kom ind i en stor Grusgrav.

Dér havde Artilleriet haft Stilling, og denne Grusgrav var derfor særlig udsat for Englændernes Bevaagenhed. Vi var ogsaa næppe kommet ind i Graven, før Smertensskrigene lød fra vore Rækker. Der var allerede en Del saarede.

Hurtigt fik vi de smaa Spader i Gang for at faa gravet lodrette Huller ned i Jorden, hvor vi kunde have Dækning imod Granatsplinterne.

Vi sad der Dagen over, og ved Aftenstid blev vi saa ført ind i en anden Stilling. Vi havde 9 Døde og ligesaa mange Saarede, saa da vi om Aftenen gik ind i anden Stilling, var vor Deling kun 42 Mand stærk.

Vi var lige godt og vel kommet ud i Stillingen, saa kom der 4 Mand bærende med en saaret Kammerat; han havde faaet en Shrapnelkugle ind i højre Lunge.

Da de kom lige ud for mig, raabte Føreren, en Bayrer: „Er det dig, Gamle, der staar paa Vagt?” Jeg svarede: „Ja.” „Saa kom her og hjælp os med at bære den saarede Mand udenfor, for vi har faaet en Mand med, som gaar og falder over sine egne Ben, og det er desuden en af dine Kammerater.”

-“Jamen Gorki, jeg kan jo da ikke saadan forlade min Post.” „Jo, han kan jo tage din Plads; kom nu!”

Jeg kravlede op af Skyttegraven, og den anden Kammerat kravlede ned for at tage min Post, og saa gik vi ind imod Byen Cherescy med den saarede Kammerat, en af mine trofaste, unge Venner.

32a Transport såret_cropped

I Cherescy skulde Lægen og Sanitets-Personalet være. Det blev en vanskelig Gang, særlig igennem Byen; den laa netop under engelsk Artilleriild. Granaterne haglede ned rundt om os, snart eksploderede de paa Gaden, saa de løsrevne Brosten fløj i Luften, snart var det et Hus, der blev truffet foran os eller bagved os og styrtede.

Vi gik alle fire uden at sige et Ord, men sikkert ogsaa hver for sig i stille Bøn.

Da vi kom til Forbindsstedet, viste det sig, at Lægen og Sanitetspersonalet forlængst var borte. Vi lagde den saarede Kammerat ned, og Gorki siger saa: „Nu gaar vi andre tre ud i Byen for at finde Lægen, men du bliver her hos den saarede.”

Jeg bøjede mine Knæ ved den saarede Kammerat, bad over ham og lagde mit Øre ned til hans Mund; han kunde kun hviske.

Han hviskede mig saa ind i Øret. „Jeg ved nok, hvorfor jeg ikke er død paa Pladsen”

– “Naa, hvorfor det da?”

– „Jo, for det er Gud, der vil forbarme sig over mig. Naar du har talt til os, at vi skulde omvende os og give Gud vort Hjerte, saa har jeg ikke sagt meget imod, men jeg har været glad for dem, der vilde sige dig imod; men jeg har altid følt, at du havde Ret, og nu har jeg en  underlig Tryghedsfølelse ved det, at jeg ikke skal dø, men at Gud vil forbarme sig over mig. Vil du nu skrive hjem til mine kære Forældre, at jeg tror, jeg skal komme igennem det, og vil du saa ikke bede for mig?” 

Jeg bad endnu en Gang for ham, trykkede hans Haand og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret; saa kom der en Sanitetsvogn. Jeg fik den raabt an, en Bærebør blev trukket ud, paa den blev han lagt, skubbet ind i Vognen, og saa gik det af Sted til Feltlasarettet.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Lidt efter kom de andre tre Kammerater tilbage, men da var den saarede borte.

Saa traadte Gorki hen til mig, greb min Haand og sagde: „Hvorfor vil du ikke være gode Venner og Kammerat med mig? Du er jo gode Venner med alle de andre i Kompagniet; men jeg har en Følelse af, at du altid gaar af Vejen for mig.”

Jeg svarede ham: „Du kan jo ikke sige fem Ord, uden de tre skal være Banden og Sværgen; kan du ikke nok forstaa, at det gør mig saa inderligt ondt, at du saadan skal bruge Djævelens Navn for at bekræfte Sandheden af dine Ord, eller at du skal tage Guds Navn forfængeligt?”

– „Ja, men det mener jeg da virkelig ikke noget med,” sagde Gorki.

– „Kan gerne være, men tror du, at den Dag, vi skal fremstilles for den levende Guds Ansigt, vi da kan sige, at vi mente ikke noget med det?”
– „Nej,” sagde Gorki, „det tror jeg ikke, men giv mig din Haand, og lad os være gode Venner fra i Dag. Jeg tænker, at du har mærket, at der ogsaa i mit Bryst bor et Hjerte; det har du vel mærket i Dag, da vi bar den syge Kammerat ud.”

Jeg rakte ham min Haand, og fra den Stund var vi gode Venner.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb, Sønderjyder

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Krigens forløb

10. april 1917. Dagens fangst: 164 lus på én kammerat

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. april 2017 11:36

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Langfredag Morgen gik vi ind i den stærke Siegfried- og Hindenburgstilling, og den kunde Englænderne ikke jage os ud af denne Gang.

Men allerede Paaskedag maatte vi atter ud af Stillingen. Vi blev sat i March først til Villers-Outréaux, hvor vi blev afluset, og det trængte vi rigtignok i allerhøjeste Grad til.

Derefter havde vi en 3 Dages March, kom til Købstaden Valenciennes, laa dér nogle Dage og blev saa ført ned for at blive indsat i det store Foraarsslag ved Arras, som allerede var i fuld Gang.

Vi kom ned til en lille By, som hed Lécluse. Alene de faa Dage havde været nok til paany at fylde os med Utøj, og vor daglige  Beskæftigelse var altid, naar vi havde lidt Fritid, at sidde med Skjorten over Hovedet og knække Lus.

Vi havde en Kammerat iblandt os, som altid følte sig lidt fornem. Han kunde ikke rigtig blive de fine Fornemmelser, vi allesammen havde i Begyndelsen, kvit, og blev ved at paastaa, at han havde ingen Lus; men det var altid saa mærkeligt at se, hvordan han gik og skuttede sig og gned sig, hvor han kunde komme godt fra det.

I Lécluse var alle civile Folk borte. Vi stod en hel Flok Soldater ude ved en Mælkevogn og havde travlt med at knække Utøj paa Hjulringene. Saa kom han forbi os; vi kaldte paa ham og sagde, at han skulde ogsaa give sig til at gaa paa Jagt i sin Skjorte; men Hans havde ingen Lus, det var han vis paa, han havde lige set efter, der var ingen.

Da vi trængte ind paa ham, maatte han omsider give efter; hen til os,  Skjorten af, og nu saa vi den efter i Sømmene og Lægene. Og saa  viste vi ham, hvor han havde alle sine Undersaatter siddende, tykke, trinde og velnærede.

Og saa kunde Hans ogsaa finde dem. Vi andre var alle længst færdige. Saa kom han bagefter op paa Loftet, hvor vi laa, kom hen til mig, satte sig ved min Side og sagde, medens et stort Smil gik hen over hans Ansigt: „Hvormange tror du, jeg har fundet?”

Ja, det vidste jeg da ikke, men jeg mente nok, at han havde fundet mange.

„Ja,” svarede Hans, „jeg har fundet 164.”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. april 2017 11:38

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Ikke kategoriseret

6. marts 1917 – Lorens Jepsen: “mine specielle Venner”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. I februar og begyndelsen af marts  gjorde han dog tjeneste ved rekrutdepotet for 17. Infanterie-Division, som hans regiment hørte under.

d. 6 Marts 17
Min kære Anne!
Er i Dag kommen tilbage til Kompagniet. Nu ska vi se om Frontlivet atter vil smage. Lyst dertil har jeg nu i hvert Fald ikke. Jeg havde jo haabet stærkt paa Orlov nu i Marts Maaned. Jeg spurgte af den Grund i Dag Skriveren hos Feldweblen, da vi kom til at tale om Orlov, om jeg maaske snart kunde regne med Orlov, men han mente, at det kunde jeg vist ikke, thi jeg havde jo allerede haft Orlov to Gange mens mine Kam[m]erater, som har været lige saa længe ved Kompagniet som jeg, kun har haft Orlov en Gang. Saa den Orlov kan jeg vel skyde en hvid Pind efter. Jeg har da rigtignok ogsaa frygtet for, at det kunne komme saaledes.
Naa, man maa jo se at finde sig i sin Skæbne.

I Gaar, da jeg var i Cambrai, kørte Orlovstoget til Köln. Ved en saadan Lejlighed gør det en ondt at man ikke kan rejse med. Jeg var afmeldt ved Gen.Afd., og ved Kompagniet var der ingen som savnede mig, i hvert Fald i de første Dage, saa for den Sags Skyld havde jeg gerne kunnet rejse, men jeg savnede jo Rejsepas, og uden Papirer er det jo ikke næmt at komme igennem.

Du nævnede en Gang, at lægge Penge i en Ansøgning, det maa Du ikke gøre, der kommer Du næmlig til fejl Adresse. At søge om Orlov til Foraarsarbejdet er vel for tidlig endnu og nytter maaske heller ikke.

Mine gamle Venner som jeg altid var samme med har jeg ikke truffet igjen. Der var tre af min Alder, som var mine specielle Venner. Den ene var, lige førend jeg kom i Dag, kommen bort til et Sygehus, en er forsvunden ved et Stormangreb d. 17. II og den tredje, Koopmann er allerede tidligere bleven syg og ligger et Sted paa Lazarettet, saaa det er af denne Grund at jeg endnu intet Svar har faaet paa mit Brev.

Kompagniet ligger for Tiden, men gaar dog formodentlig atter en af Dagene for ud. Forhaabentlig bliver vi dog snart helt afløste her.
Havde jeg bare, ligesom Hans, været ved Trainet, der er det dog mere menneskeligt.

Hermed slutter for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

7. februar 1917. “Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg blev ramt af malaria i Østafrika, under en march sydpå. Efter at havde brugt nogle dage på at komme til hægterne, begyndte sulten atter at sætte ind. Hans hjælper Ramasan kom ham til undsætning her.

Den tredie Dag begyndte Kininen at gøre sin Virkning, og jeg følte mig bedre.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, som jeg flyttede hen paa ved at kravle hen ad Jorden, men forst den fjerde Dag begyndte jeg at fole Savnet af Mad.

Den Dag kom Ramasan til mig med en stor Portion Hønsekødsuppe og en Tallerken med duftende Hønsekød.

Her var ikke Høns i Miles Omkreds, saa vidt jeg vidste, undtagen — en frygtelig Anelse greb mig — undtagen netop Ramasans egen dyrebare Høne, som han havde værnet saa trofast om i over to Maaneder.

— Ramasan, sagde jeg og rejste mig op paa Albuen og saa alvorligt paa Manden, hvor har du faaet den Hønefra — det er vel ikke din egen?

— Jo, Bwana — det er min egen Høne.

— Det kan jeg ikke tage imod, Ramasan

— jeg kan ikke spise din Høne, mens du selv sidder og spiser Majsgrød.

Ramasan svarede mig bestemt og roligt i Afrikas smukke, højtidelige Sprog:

— Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig, og dit Salt har du delt med mig.

Men nu, da du er syg og vi intet Kød har, som kan give dig Kræfter, saa skal du have min Høne, Bwana.

Derpaa satte Ramasan Maden ned ved Siden af mit Leje og gik sin Vej.

Jeg tror endnu ganske sikkert paa, at det var Ramasan, som reddede mig ved denne Lejlighed.

Et Par Dage efter kunde jeg staa og gaa, og vor Safari satte sig igen i Bevægelse.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 19. februar 2021 16:19

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

Krigens forløb

21. december 1916. Kammeratskab: Julepakken hjemmefra fordelt mellem kammeraterne

Skriv en kommentar

Jørgen Gaarde havde været indsat på Somme-fronten i efteråret 1916. Men i december 1916 kom han til Østfronten.

Først i december blev vi læsset i et tog, og rejsen gik denne gang til Rusland i tredje klasses vogne. Hver siddeplads var optaget, og vi blev godt ømme bagi, selvom vi bestandig skiftede stilling.

Om natten fik vi liggeplads ved, at to af os lå på bænkene, to på gulvet og to i bagagenettene. Efterhånden, som bagdelene havde vænnet sig til det hårde sæde, fandt vi, at det slet ikke hastede med at afslutte rejsen.

Vi kom dog ikke ret langt ind i Rusland, kun et stykke vest for Dynafloden, og regimentet gik straks i stilling.

Vi i byggeafdelingen fik anvist nogle understande, som var gravet ind i en skrænt et godt stykke bag fronten, men der manglede døre og kakkelovne. Det fik vi dog hurtigt fremskaffet, og så boede vi lunt og hyggeligt fem-seks mand i hver understand.

Vi skulle stille vagt ved regimentskommandøren, og jeg var den første, hvem denne »ansvarsfulde« post betroedes at bevogte dette store kreaturs dyrebare liv og sikkerhed. Der gik nemlig en mand på hver side af huset, og jeg kunne i de oplyste stuer se, hvor de herrer frådsede i mad og drikke. – Jeg gik ude i kulden, godt sulten. Vi havde ingen forplejning fået den dag. –

Det er forståeligt, at jeg blev gram i hu ved det, jeg så. Men vi tog revanche. Vi opdagede nemlig, at der på et loft lå en dynge ærter, og af dem tog vi hver morgen en sandsæk fuld. – De var udmærkede til at forbedre vor middagsmad med.

Jeg var så heldig at få orlov i fjorten dage til jul, så jeg rejste hjem og fejrede både jul og nytår.

Før jeg rejste, sagde jeg til kammeraterne, at hvis der kom en stor pakke til mig, så måtte de dele den. Jeg havde ganske vist skrevet til min kone ikke at sende mig noget, da jeg regnede med at få orlov til jul, men da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at hun alligevel havde sendt den, og de skrev omgående et kort med tak for de gode sager, men at de havde gemt et pund tobak til mig. Det havde jeg bedt dem om. Det var nemlig alle byfolk, der ikke fik ret meget hjemmefra.

DSK-årbøger 1972

Krigens forløb

26. oktober 1916. Armen skudt af: Igennem ilden med en såret kammerat

Skriv en kommentar

26. oktober 1916 har franskmændene lige generobret Fort Douaumont og holder de tyske styrker, herunder Regiment 84 under voldsom beskydning, for at de ikke skal samle kræfter til et modstød. 19-årige Johannes Christensen skal denne dag frem i forreste linje med sit kompagni.

Den 26. oktober gik det forud igen, hvor vi lå i ti dage.  Der har jeg for første gang meldt mig til noget frivilligt, nemlig at bære Lyrchs ned. Hans Lindholm, Lyrchs og jeg skulle have været på patrulje, men vi var knap kommet op ad graven, så fik vi en fuldtræffer, som kostede Lyrchs sin ene arm, en lå død på stedet og en lå hårdt såret.

Denne hændelse gjorde et ejendommeligt indtryk på os alle, kan man nok tænke sig, da det passerede lige foran vores øjne, selv blev vi overstænget med sten og jord. Lyrchs havde stærkt blodtab, så det gjaldt om at få ham hurtigt tilbage.

Underofficer Jensen spurgte om frivillige til at bære ham ned skønt franskmændene skød noget så forfærdeligt den eftermiddag. Vi besluttede så fire mand, Hans Lindholm, Schmidt, Dankers og jeg at bære ham ned.  Han jamrede sig meget. Han havde tre små børn, sin kone og en gammel far derhjemme og nu lå han måske her og forblødte.

Vi tøvede en halv time, om ikke ilden skulle standse lidt, men det blev stadig værre. Vi bad vidst alle en inderlig bøn til Vorherre i den halve time, og så med ’et Gud i vold’ sprang vi op af graven og fremad gik det over åben mark med båren på skulderen, havde franskmanden villet, kunne han have skudt os sønder og sammen, men han har jo også kunnet se i hvilket ærinde vi gik.

Som et mirakel faldt der ikke skud i vor nærhed, inden vi kom i dækning, endskønt det tog lang tid for os, da han var forfærdelig tung at bære, og båren gik også i stykker alt imens. Så vi måtte af og til sætte ham ned, men jeg ved ikke, der var en vis tryghed og ro over os alle sammen. Det var som om, vi følte, at Gud var med os i dette foretagende.

Gennemvåde af sved nåede vi endelig efter en times gang til den første sanitetsunderstand og dermed havde vi fuldført vores opgave. Vi fik lov at blive der til vort kompagni kom tilbage, da de ventede at blive afløst den nat, men vi ventede i to timer, inden kompagniet kom tilbage, for ikke mere at komme i stilling i Fleury.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

23. oktober 1916. Glædeligt gensyn med en formodet død kammerat

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Der gik nogle dage. Så en dag fik vi en ny kammerat tildelt.

Jeg blev vel nok slemt forundret, da jeg så, hvem det var. Det var
min kammerat, som lå ved siden af mig, da vi måtte løbe tilbage
den 4. september (1916), han, som jeg bestemt troede, var død.

Han var nu meget tunghør. Jeg fortalte ham, hvordan det hele var foregået.

Han vidste kun, at han intet kunne høre, og han var ikke klar over, hvorledes han var kommet tilbage. Jeg forstår det ikke, og det bliver vel nok heller aldrig opklaret. Det eneste, jeg kan tænke mig, er, at russerne slet ikke er gået frem den aften, der hvor vi gik tilbage, og at der er gået en anden tysk afdeling frem fra en anden side, som så har fundet ham dér.

Som sagt før, fik vi meget lidt at vide om slagets gang. Kun der, hvor vi selv var, kunne vi se, hvad der foregik. Fra oven blev der altid trøstet med, at tabene var små, hvad de nu ikke altid var.

Det var de russiske kernetropper, vi stod over for: Kaukasiske kosakker, og de var ikke altid til at spøge med. Det, at komme i fangeskab hos dem, var nok det værste, der kunne ske.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

Krigens forløb

19. oktober 1916. I tågen ved Somme: Englænderne kun 15 skridt væk!

Skriv en kommentar

Jørgen Gaarde kom til fronten ved Somme i begyndelsen af oktober 1916.

Vi skiftede stilling et par gange, og så var vi trænede nok til at blive sat ind i Sommeslaget først i oktober, først et par dage i anden linje, så en dag, hvor alt ved middagstid var i oprør, ind i den rene hurlumhej, et helvede af eksplosioner og krudtrøg, skrig og jammer.

Den, der fandt et godt og dybt granathul, blev der og kunne måske der bjærge livet; men det blev også aften efter den dag, og så forsøgte vi at finde sammen. Officersstedfortræderen sagde til mig, da vi gik ind i Somme-slaget: »Gaarde, vi to bliver sammen og hjælper hinanden, hvis der sker noget«. Derfor holdt jeg mig altid i hans nærhed. Det var betryggende at have en trofast kammerat i sin nærhed, hvis man skulle blive alvorligt såret, og her ved Sommefloden var det jo næsten utænkeligt at slippe uskadt igennem.

Da vi var blevet samlet, viste det sig, at vi kun havde en underofficer. Vi ældre fik hver en gruppe tildelt og gav os i lag med at grave en skyttegrav.

Der var den morgen en meget tæt tåge. Jeg gik lidt rundt for om muligt at finde lidt brædder, så vi kunne få lidt dækning at ligge under, for det regnede næsten hver dag.

Under denne rundtur kunne jeg let være kommet i fangenskab. Tågen var så tæt, at jeg pludselig opdagede, at englænderne kun stod ca. 15 skridt fra mig og gravede. De lavede det samme som vi. De opdagede mig ikke, og kun et skridt baglæns, så skjulte tågen mig igen.

Det var fristende, men jeg havde en kammerat, som jeg ville have med, for ikke at være helt alene, men han kunne ikke beslutte sig, og så begyndte tågen at lette. Chancen var borte.

Vi blev her i fjorten dage, stadig regnvejr. – Sommeslaget ebbede ud, men vi havde ikke store tab. Tilførselsvejene holdt englænderne under stadig ild. Vi fik ikke bragt mad ud mere end fire-fem gange i de to uger. Vi var både sultne og trætte, og vi frøs, for vi var altid våde, og til sidst var vi ikke meget værd.

Omsider blev vi afløst, men det var et værre ælte at komme tilbage i. En af vore kammerater gik på hovedet i et stort granathul. Det var Julius Weber, en særling og altid sur. Vi fik ham halet op. Han gjorde en ynkelig figur, lignede formelig en druknet rotte. Hele tiden gentog han: »Min Gud, min Gud!« –

Resterne af regimentet blev samlet et stykke tilbage, og der blev uddelt Jernkors. Jeg fik også et. – Vi kom nu i en nogenlunde rolig stilling. Da vi var kommet ud af Sommeslaget, havde vi igen alle vore underofficerer mellem os, de havde simpelt hen meldt sig syge, da vi var gået ind i slaget. Der skete dem ikke noget.

DSK-årbøger 1972

Krigens forløb

11. oktober 1916. Ny løjtnant – “Der er ikke een, der kan lide ham, og jeg tror derfor ikke, han lever ret længe.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:20

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 kom til Somme.

Manancourt, den 11. Oktober 1916

Vi har et Par Dage faaet Lov til at gaa rundt efter eget Hoved. Dog, nu har vi faaet en ny Kompagnifører, der har lovet at lære os  Disciplin.

Han er en lang Krabat og er altid højt til Hest. Det er lidt usædvanlig  paa disse Breddegrader, men hele Karlen er noget usædvanlig. Han mente i Dag, at det ikke var af nogen Betydning, at Regimentet var  blevet hæderligt omtalt i Beretningen fra den „Oberste  Heeresleitung”. Det, vi havde gjort, mente han, var kun vor fordømte Pligt, og den, der ikke med Glæde vilde ofre sig for Fædrelandet, var en Lump, en Fejgling, der ikke var bedre værd, end at blive stillet mod en Mur og skudt ned som en Hund.

Han uddelte i Dag nogle Jernkors, ikke under Anerkendelse eller rosende Omtale, men under stadig Henvisning til Soldatens Pligt.

Gud, hvor vi alle hader ham. Der bliver fortalt, at vi i Morgen Aften atter skal i Stilling, men det er vistnok kun i Reservestilling, saa faar vi se, hvordan det stiller sig med Løjtnantens Courage.

Der er ikke een, der kan lide ham, og jeg tror derfor ikke, han lever ret længe.

 

Krigens forløb

30. august 1916. “Vi var desperate af angst!” Thode i stormen på Høje Kukul

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.

Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.

Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.

Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.

Vor  korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.

Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.

Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.

Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.

Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.

Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).

Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.

De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.

Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske  modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.

Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.

Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad  kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores  korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.

Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.

IMG_2011_11_30_6942_østfront_døde_skyttegrav

Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.

Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.

De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.

Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til  kompagniet.

Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

29. august 1916. Ved Verdun: En tysk kammerat begraves

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.

Den division, der skulle indfinde sig, udeblev stadig, så vi måtte på den igen. (Tredje gang i stilling).

Denne gang fik Lor. Lorensen og jeg et godt job, idet vi efterhånden var blandt dem, der havde været længst ved kompagniet. Lorens havde også været med i forreste linje begge gange og jeg altså en dag længere i stilling sidste gang, så vi forblev i køkkenslugten, hvor vi stod til disposition og kun var to ture sammen i Fumindalen.

Inden den bebudede afløsning skulle komme, mistede vi vor bedste mand, vor bataljonsadjudant, som jeg så ret havde lært at kende under mit ophold der som stafetløber. Han var ingen hurra-patriot, men en tysker med hjertet på det rette sted. I besiddelse af en dyb pligtfølelse og kærlighed til sit land var han, skønt kun garnisonstjenestedygtig på grund af en stor hjertefejl, gået frivillig med i fronten. –

På vejen tilbage over åbent terræn i Vaux-slugten gav han sine ordonnanser besked om at løbe så hurtigt, de kunne, for at nå sikkert over i løbegraven, han skulle nok komme bagefter, men grundet på sit dårlige hjerte var han nødt til at skynde sig langsomt.

Da han imidlertid ikke kom, gik de tilbage og fandt ham død, ramt af en granatsplint i hovedet.

To dage senere blev han med militæriske æresbevisninger begravet på soldaterkirkegården i nærheden af Loisson.

Jeg meldte mig frivilligt til at deltage i begravelsen, da jeg syntes, at manden var tabet af en frieftermiddag værd.

Enten i stilling eller udenfor – altid var han den samme. Aldrig har jeg hørt ham skælde ud eller bruge grov mund og altid forstående over for mandskabets problemer. I sin tale ved højtideligheden nævnede præsten også, at det formodentlig havde været sidste gang, han skulle have været i stilling, idet divisionen en af de nærmeste dage stod foran at blive afløst, og det var en kærkommen meddelelse at komme hjem med til kammeraterne.

Denne gang syntes det også at skulle slå til, thi næste dag, den 30. august, kom der ordre om at pakke for at læsse på jernbanevogne, som skulle fragte det til bestemmelsesstedet i Lothringen, hvor vi skulle ligge i ro.

DSK-årbøger 1970

Sønderjyder

5. august 1916. Kresten Andresen: “… det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Ablincourt den 5. august 1916

Kære forældre!
Nu har jeg overstået et skrækkeligt mareridt og sidder nu vel beholden langt bag fronten – d.v.s. jeg ligger på maven i græsset og skriver til jer. Om aftenen må man ikke gerne fortælle spøgelseshistorier, men ved højlys dag gør det ikke så meget. Og jeg kan da gerne fortælle jer, at det har været en hård omgang hernede. Ganske vist kom jeg aldrig i nogen berøring med englænderne selv, men så meget mere med deres artilleri, og det var aldeles forfærdeligt.

Jeg tror ikke, der er en eneste tysker her, som ikke bærer al mulig respekt for det engelske artilleri, men aldrig har jeg oplevet værre trommeild end den, vi var udsat for i nat, lige et par timer før vi blev afløst. Det lader sig umuligt skildre i ord og ikke forestille i tankerne. Vi holdt en smal løbegrav i tredje linje besat; arbejdede om natten og gravede den dybere, dækkede den omhyggeligt med græs, og når morgenen kom, lagde vi os på langs i graven og dækkede os, så at flyverne, der stadig svirrede over os, ikke kunde opdage os. Og det gik godt to døgn og endnu en dag.

Den tredje dags aften hen ved kl. halv elleve kom der pludselig som et rasende brøl af tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster, jord og sten og kvalm og krudtdamp hyller det hele i en røg. Og dækninger har vi ikke; vi sidder pressede ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørerne og éns oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv. Og så overgiver man sig til sin gode lykke. Men det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende.

Tænk, der var 38 cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe besindelsen ved det. Intet hører man, intet ser man. Sagtner det et par sekunder, spørger man til sin sidemand. Til tider får man hele ladninger af jord og sten ned over sig, stålhjelmen klirrer ordentlig. Pludselig suser en shrapnelflaske, en tingest, der vejer en syv-otte pund, ned på mit skinneben, og jeg griber ned efter benet for at se, om det endnu hænger ved; jeg kan bevæge foden, som ved et under har benet slet ingen skade taget.

Én kommer styrtende gennem graven: spader! spader! råber han, tre af hans kammerater ligger levende begravet. Han kommer tilbage, det er ikke til at komme frem; graven ligger jævnet. Omsider kommer en saniteter igennem med spader. De bliver gravet ud og er endnu i live; blandt dem er Ebsen fra Nybøl. Da kommer der pludselig bevægelse i graven. Alle stormer og maser på: Gas! Gas! brøles der; en tyk sort kvalm fylder hele graven, så man knap kan ånde; nogle styrter op over dækning og afsted over fri mark. Det var kun pulverdamp. Men nu må vi afsted, i halvanden time har vi holdt ud; de fleste sager er begravede af jord.

Så stålhjelmen ned om ørerne, kroppen bøjet sammen og afsted. Over bjerg og dal i graven. Gudskelov, her er der roligere, og her er graven til at være i. Selv har man en mærkelig ro og beslutsomhed. Den kommer, når man har ligget her et kvarters tid. 

Nu er jeg helt mig selv igen og tænker kun derpå som et mareridt. Hvem Gud vil bevare, han er uden fare, og Guds vilje med én er og bliver altid den bedste.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

28. juli 1916. Jakob Moos: “Jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne”

Skriv en kommentar

Jakob Moos gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I juli 1916 kom regimentet til fronten ved Somme. Efter flere dage i anden og første linje, bliver hans kompagni trukket tilbage.

(… fortsat)

Og afløsningen kom. Kaptajnen sagde, at enhver selv kunne vælge, på hvilken måde han ville gå tilbage. Vi skulle kun alle samles ved det gamle kloster.

Det var midnat, da de første gik tilbage. Jeg besluttede, at jeg ville vente, til det blev lyst, for jeg havde lagt mærke til, at skydningen ikke var så stærk mellem klokken syv og otte.

Nu ville skæbnen, at der om morgenen, da jeg startede min tilbagemarch, lå en tæt tåge over egnen. Jeg havde svært ved at orientere mig. Medens jeg løb omkring på lykke og fromme, rendte jeg på et granathul.

Her sad en løjtnant sammen med sin oppasser. Løjtnanten kaldte mig hen til sig og spurgte, om jeg kendte vejen til en nærmere betegnet landsby. Jeg gav ham oplysning om, i hvilken retning jeg mente, landsbyen lå. Derpå skyndte jeg mig videre.

Kort efter dukkede en række popler op i tågen. Så vidste jeg, hvor jeg var. Ved at løbe parallelt med disse, ville jeg nå til en landsby, men jeg var ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg turde løbe risikoen og forcere byen, der lå under heftig granatregn. Der var dog ikke tid til lang overvejelse, for der, hvor jeg stod, peb geværprojektilerne om ørerne på mig, og granaterne hylede hen over mit hoved og kreperede rundt omkring med øredøvende brag.

Da jeg var bange for at løbe vild, når jeg løb uden om byen — tågen lå meget tæt — besluttede jeg mig til at løbe gennem byen. Og jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne. Hvert øjeblik måtte jeg søge dækning i et eller andet hul; men omsider nåede jeg gennem byen og — helskindet.

Nu gjaldt det om endnu at komme ned ad en vej, der var omkring ved en kilometer lang, men den lå under meget stærk artilleriild. Fjenden havde vel nok iagttaget, at denne vej var meget befærdet. Her havde tyskerne også opstillet en mængde batterier, som det fjendtlige artilleri søgte at få ram på. Af selve vejen var der egentlig ikke meget tilbage. Den var fuldstændig oprevet af granater. Jeg var igen heldig og kom uskadt ned ad vejen, men jeg var så udmattet, at jeg næsten ikke kunne løbe mere.

Jeg gik ind i en dækning til artilleristerne. De gav mig en tår kaffe. Det livede lidt op, og — endelig nåede jeg da tilbage til det gamle kloster.

Det engelske artilleri sendte dog også sine granater herhen, men virkningen var dog ikke så ødelæggende som længere fremme. Den  værste fare var overstået. Resterne af første kompagni var samlet her. Jeg var den sidste, der ankom. Mine kammerater hilste på mig med glæde. De havde for anden gang troet, at jeg var faldet, og i kompagniets rapport havde man allerede opført mig som savnet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Sønderjyder

22. juni 1916. Kresten Andresen: “… der kom mærkværdigvis ingen til skade”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 22. juni 1916

Kære forældre!
Jeg skrev til jer i går; men jeg har nu gjort mig til forsæt at skrive alle lige dage, så vidt muligt da. Men så må I heller ikke vente brevene så lange.

Jeg er endnu i ro og bliver det til mandag aften. Vi har det helt hyggeligt her; bor i en arbejderkoloni, som hører til en kulskakt. De fleste huse står tomme; hvor beboerne er henne, ved vel ingen. Vi har for det meste dejligt vejr, og det falder svært at tænke sig, at I hjemme har regn og kulde. Her er mange gode venner, og vi besøger gensidig hinanden, går små ture sammen o.s.v. Byen her bliver ikke beskudt, så vi kan da nyde roen i den henseende, men der bliver jo ansat en hel del i tjeneste fra kompagniet, hvad der just ikke er så morsomt.

I dag eksercerede vi ude på en mark. Så kom der engelske flyvere, og vi måtte smide os plat ned, hvor vi stod. Flyverne blev imidlertid stærkt beskudt af vort artilleri, og det varede ikke længe, før shrapnelkuglerne suste ned rundt om os, men der kom mærkværdigvis ingen til skade.

Mange hilsner til Bodil og Johanne og jer fra jer hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

18. juni 1916. Armeringssoldat med snaps og øl til morgenmad

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Den 18. Juni om Middagen stillede vi op, og der blev udtaget 50 Mand. Løjtnanten udtog dem selv, og da han stod foran mig, sagde han: »De har endnu ikke været paa Kommando, træd frem!«

— Jeg havde ingen Anelse om, hvad det drejede sig om, men vi fik besked om at pakke vort Kluns og staa parat i Løbet af en halv Time.

Vi dannede et Byggekommando for Divisionen, som laa imellem Amifontaine og Prouvais eller rettere skulde derhen, for den laa ellers i Byen Amifontaine; men om Middagen havde de franske Batterier beskudt Byen og dræbt en Ritmester, da han steg ud af sin Bil lige udenfor, hvor Divisionen havde til Huse.

Nu skulde vi saa til at bygge Kvarter til Divisionen. Vi kom derhen om Eftermiddagen og fik Kvarter i en Barak. Alle 50 Mand blev inddelt til Arbejde. Vi laa i en Skov bag et Bjerg, ca. 4-5 km bag Fronten.

Jeg skulde med to Mand hjælpe med at bygge et Køkken. Vi brugte Planker af de Egetræer, som vi havde fældet om Vinteren i Skoven ved St. Erme. Da det var færdigt, byggede vi en Kantine.

Rundt omkring i Skoven rejste vi Huse til Officererne. I Kantinen blev en Korporal Kantinevært. Ingen Menigmand maatte staa i  Kantinen her ved Staben. —

Værten var fra Hannover. Han var et herligt Menneske. I Grunden var han ikke Tysker, for Hannover var jo engang blevet indlemmet i det tyske Rige. Han var det, vi kaldte »Musspreusse«. — Lige som vi.

Jeg hjalp ham om Morgenen med at lægge Ølankrene op, og det gav et Par Snapse og en Øl — ofte endda mere. Det blev herefter min Morgenmad.

DSK-årbøger 1960

 

Krigens forløb

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

9. juni 1916. Levende begravet: “Jeg skreg, men ingen hørte mig!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. oktober 2018 15:28

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.

Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.

Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.

Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par  minutter, før der sprang en granat oven på min hule.

Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.

Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.

Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.

Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.

Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.

Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.

Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.

Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.

Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.

Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.

Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.

Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.

Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.

Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.

DSK-årbøger 1966

Krigens forløb

9. juni 1916. Jernkorset til Søren Petersen

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.

(… fortsat)

Næste dag fik jeg besøg af den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Bohm.

Det var nu sikkert ikke for min skyld, han havde ulejliget sig herhen. Det blev fortalt, at han fik behandling for gigt.

Han spurgte om, hvor, hvordan og hvorledes, og gav så ordre til, at der blev bragt mig en flaske vin. Senere kom et par officerer og dekorerede mig med jernkorset. Et plaster på såret, sagde man mand og mand imellem.

Jeg fik også en dag besøg af feltpræsten. Han lagde straks mærke til mit navn. Jo, jeg var dansk nordslesviger. Om jeg kendte Søren Kierkegaard? Selvfølgelig kendte jeg ham af navn og vidste lidt om hans filosofi, men den havde jeg aldrig fordybet mig i.

Mens jeg er ved besøgene, må jeg også fortælle, at nogle af mine kammerater ude fra fronten aflagde mig besøg, deriblandt også  selveste vor kompagnifeldwebel, Hamann. Havde jeg, efter hans mening, aldrig lært at blive en rigtig soldat, må han alligevel have respekteret mig som menneske og kammerat. Jeg må da også sige, at han, både som foresat og kammerat, var god nok.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Se omtale af Søren Petersen og jernkorset her:  Viborg Stiftstidende 1. september 1916

Krigens forløb

8. juni 1916. Panik! Jacob Bergholt snubler over en blindgænger!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:21

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat i Galizien på østfronten.

“En ordenlig forskrækkelse”

Dagene gik, den ene som den anden uden større sindsoprivende episoder. Ved hårdt arbejde havde vi fået vore stillinger udbygget, fået beboelsesrum lavet, så vi var nogenlunde beskyttet mod vind og vejr. 

Russerne forholdt sig forholdsvis rolige. Artilleriild var der ikke meget af. Det mest irriterende var russernes evindelige riffelskydning efter mørkets frembrud, som gav os en del tab, men heldigvis flest sårede. Jeg lærte hurtigt, at den kugle, man hører fløjte, rammer ikke, og at det ikke kunne hjælpe at dukke sig for den. 

En lille episode skal dog fremdrages her. Den drejer sig ikke om riffelkugler, men om såkaldte »blindgængere«. Man havde i garnisonen hørt, at de kunne være meget farlige, og at man skulle tage sig i agt for dem. 

En nat var jeg sammen med en anden fra korporalskabet ved navn Claus beordret til at bære såkaldte »spanske ryttere« frem til pigtrådsspærringer. Man kunne ikke benytte løbegraven til denne transport på grund af »rytternes« størrelse, men måtte fragte dem over åben mark. 

Hertil var to mand nødvendige. I øvrigt var det påbudt, at ved færdsel uden for løbegravene, altså over åbent terræn, skulle man altid gå to og to, så man kunne hjælpe hinanden, hvis den ene blev såret. At dette langtfra blev overholdt, er en anden sag.

Af ukendt grund valgte Claus, der var fra Hessen, altid mig til sin makker på disse natlige ture, og det var jeg sådan set ikke ked af, tværtimod. Claus havde nemlig været i felten siden krigens begyndelse, og det han ikke vidste om skyttegravskrig på østfronten, var ikke værd at vide, og jeg følte mig godt tilpas i hans selskab. 

Denne nat var det måneskin, og vi gik og talte om tilfældige ting. Pludselig snublede jeg over et eller andet og gik på næsen. Endnu i faldet blev jeg klar over, at det var en blindgænger, der havde bragt mig til fald. Som et lyn var jeg på benene igen og løb fremad som en besat. Da jeg var kommet ca. 50 meter bort, var der stadig intet sket, og jeg stoppede op for at se, hvor min makker var blevet af. 

Claus kaldte mig tilbage, og da jeg kom hen til ham, sad han nok så gemytlig oven på granaten, der viste sig at være en af de helt store. 

»Der fik du dig nok en ordentlig forskrækkelse, min dreng,« sagde Claus, »men sæt dig nu her ved siden af mig, der er plads nok til os begge.« Jeg var nærmest chokeret over hans formodede letsind og indvendte, at den kunne jo ryge i luften.

»Ja, det kan den,« svarede Claus, »men chancen herfor er som én mod tusind, og husk én ting, hvis den havde været ondskabsfuld, så var den allerede røget i luften, da du snublede over den, og så havde vi to for længst været engle. Jeg kan yderligere fortælle dig, at jeg endnu ikke har set en blindgænger eksplodere, fordi den har fået et spark, og det gjorde denne krabat jo heller ikke.

Og én ting til, skriv dig det bag øret, hvis du da ellers tænker på at komme nogenlunde helskindet ud af denne forbandede krig: Du kan ikke løbe fra din skæbne; hold nerverne under kontrol , det er det venneråd, jeg vil give dig.« 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

6. juni 1916. Ak ja, frænde er frænde værst.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“Frænde er frænde værst”

Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand. 

Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – . 

Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med. 

I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.

Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.

Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus. 

Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet. 

Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab? 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

3. juni 1916. Vi sov de første nætter på den bare jord.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Thomas – sådan hed min makker – havde i garnisonen været en overordentlig gemytlig fyr. Nu var det, som om han tabte gnisten, han kunne ikke rigtig finde melodien og så meget sort på fremtiden. Man kunne heller ikke påstå, at det var lyse tider, vi gik i møde. 

Skyttegraven, vi logerede i , var efter russernes tilbagetog nyopkastet og uden beboelsesrum af nogen art. Vi sov de første nætter på den bare jord, og det øsregnede. Dertil kom, at det om dagen var brandvarmt, og om natten faldt temperaturen helt ned til en 5—6 graders varme, så vi frøs med anstand i vort våde tøj. 

Jeg tror, at min »hjælp dig selv« opdragelse hjalp os over det døde punkt. I løbet af de næste dage fik jeg organiseret forskellige materialer til at ligge på, så vi i al fald ikke fik fugt nedefra. 

Korporalskabet, vi var blevet tildelt, blev ledet af en Gefreiter (underkorporal), han var sådan set en flink mand, men ikke meget »ledende«. Fordelingen af det arbejde, der rutinemæssigt skulle udføres – det arbejde man i garnisonen kaldte »Stubendienst« – tog han sig ikke af, det overlod han til de »gamle« i korporalskabet. Her var det særligt en bayrer, der førte ordet. Han fordelte dette arbejde, der bestod i at hente mad fra feltkøkkenet, post m. m. efter bedste skøn – nemlig efter sit eget. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Sønderjyder

30. maj 1916. Kresten Andresen: Fredsmål og fredsrygter drøftes overalt

2 kommentarer

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 30. maj 1916

Kære forældre!
Forhåbentlig har I fået det brev, som jeg sendte jer i søndags. Jeg har det fremdeles meget godt. Her er mange gode mænd, navnlig Nørregård fra Øster Lindet og Jakob Iskov fra Brændstrup. De er kommet til kompagniet, efter at jeg var taget derfra.

Det er jo også helt interessant at færdes i en fransk købstad og se livet dér. Men for øvrigt oplever man jo ikke så meget. Her tales der kun om freden, og de fleste mener, at den er meget nær forestående. Gid det var så vel. Side op og side ned i tyske aviser drøftes fredsmål og fredsrygter. Det har også øjensynlig siden rigskanslerens tale den 5. april taget en afgjort vending mod freden. 

I dag er det jo Ingeborgs fødselsdag. Hvordan går det egentlig Christian? Jeg syntes, Johanne skrev, at han havde været hjemme på orlov; så er han vel snart rask igen. Han skulde da ikke gerne med mere; men hvem ved. Det må være en dejlig tid hjemme nu.

Her bliver også dejligt.

Mange kærlige hilsner fra eders søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

29. maj 1916. Østfront eller Vestfront? Bergholt får et godt råd!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:22

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Det var efterhånden rygtedes, at alle de foregå ende transporter var gået til Frankrig , så chancen for også at havne der var nærliggende, og det var ikke ligefrem opløftende at tænke på.

Men heldet følger de tossede, siges der. Jeg havde en god bekendt, der var skriver ved bataljonen. Han opsøgte mig en aften og meddelte mig strengt fortroligt, at den næste transport en af de første dage skulle afgå til den 48. reservedivision, der var på østfronten , nærmere betegnet i Østgalicien.

Skriveren, der ikke var sønderjyde, anede ikke hvilken uro og tvivl, han havde sået i mit sind. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogen sinde skulle stå over for at melde mig frivillig til noget, så længe jeg var tysk soldat.

Efter at have tilbragt en næsten søvnløs nat, havde jeg taget min beslutning . Næste morgen begav jeg mig til kompagnikontoret og bad Kommandofeldweblen om a t blive tildelt den næste transport.

Feldweblen, der havde et polsk navn og muligvis også polske sympatier – hvem ved – rejste sig fra skrivebordet med et forundret udtryk i ansigtet. Han gik hen til mig og nærmest hviske­de, så hans skriver ved det andet bord næppe kunne høre det : »Er De blevet tosset?« Jeg foretrak at tie.

Der blev et øjebliks stilhed, hvor Feldweblen så meget eftertænksom ud, hvorefter han fortsatte: »Måske handler De klogere, end De selv aner. De kommer med næste transport.

Den bliver udtaget i eftermiddag.«

Og således skete det, og dermed var garnisonstiden slut.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

Krigens forløb

28. maj 1916. »Dehn storren Krih«

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Der gik nogle Dage. En Aften, da jeg sad ude i Skoven og læste »Modersmaalet«, følte jeg, at der stod nogen bag mig og saa ned i Avisen, der vel var 3—4 Dage gammel.

Jeg vendte mig om og saa da, at det var to unge Løjtnanter. Jeg vilde rejse mig. — »Bliv endelig siddende, vi ser kun i Deres Avis; men hvad er det for et Sprog, er det Polsk eller hvad?« — »Nej«, sagde jeg »det er Dansk, og det er mit Modersmaal!«

— Saa udbrød den ene af dem: »Gott verdammich! Dänisch — im deutschen Reiche?«
— »Ja, min Mor kan ikke andet«.

— Saa maatte jeg til at læse for dem; de morede sig, og jeg ogsaa. Det  var mest Overskrifterne, jeg maatte oversætte for dem, og saa sagde de det efter paa Dansk, for Eksempel: »Den store Krig«; de udtalte det saadan: »Dehn storren Krih«.

De kom flere Aftener og vilde høre nyt.

Her i Skoven var der ingen Bunkers, mens vi var der; men da vi flyttede, og der kom andre, begyndte de at lave Bunkers. De trillede Jorden ud af Skoven; men saa kan det nok være, at de fik Ballade. De blev beskudt, og der var mange faldne.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

25. maj 1916. H.C. Brodersen som preusser i Hessen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:57

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kom efter endt rekonvalescens i efteråret 1915 til Leib-Kompagni 118. I februar 1916 blev han såret igen.

Worms, den 25. Maj 1916.
Efter at jeg kom her til Worms fra min Orlov, syntes Lægen, der foretog en fornyet Undersøgelse, at jeg godt kunde faa 14 Dages Orlov til, og jeg tog den.

Dog nu er disse atter forbi, og jeg maa se at finde mig tilrette her i disse nye Omgivelser, Forhold og Kammerater. Dog, det er ikke nemt, thi som „a Preus”, hvilket jeg — og mange andre — bliver kaldt for, bliver jeg behandlet som en fremmed. Bevares, Folk er flinke, men de er nu engang Hessere, og jeg er „a Preus”.

Det bedste af alt er, at der er ankommet en Del gamle Kendinge derude fra Felten, og et Kammeratskab, der er stiftet under Forhold, hvor vi alle havde Døden for Øjnene, holder nu alligevel, trods enhver Nationalitetsfølelse.

Skomageren var ankommet, og Max, der havde været meget haardt saaret, var ogsaa mødt. Max var næsten altid paa Orlov i Hjemmet i Frankfurt, og om Søndagene var jeg altid indbudt til at komme derhen. Jeg er ellers ikke helt begejstret for denne Invitation, thi der kommer altid „fine” Folk, men de er flinke og gør ingen Forskel paa „Kong Salomon og Jørgen Hattemager”.

Men alligevel, ved de store Middage, hvor Herrerne er i Kjole og Hvidt og Damerne er i store Toiletter, føler jeg mig nu ikke godt  tilpas.

 

Krigens forløb

15. maj 1916. Levende begravet ved højde 304 – reddet af stålhjelmen … og af konen derhjemme?

2 kommentarer

Senest ændret den 31. oktober 2018 12:10

En anonym sønderjyde (“H”) beretter om, hvordan han blev reddet af en stålhjelm – og en overnaturlig hændelse?

Tilføjet oktober 2018: Denne beretning har så mange lighedspunkter med en anden beretning, at redaktionen formoder at “H” er Hermann Hunger fra Aabenraa.

Det var en Forårsmorgen i 1916 på 304 ved Verdun. Vi havde stormet uden Artilleriforberedelse og var slået tilbage. Enhver søgte Dækning, som han bedst kunde, for nu brød der et Helvedesvejr ind over os.

Alt, hvad Franskmændene ejede af Sprængstoffer, øste han ud over vor Grav, både lettere og sværere Granater sprang omkring på Gravens Rand, medens Shrapnells og Haubitsere søgte at træffe os nede i Bunden af Graven.

Netop i denne Periode indførtes de første Stålhjelme, foreløbig kun forsøgsvis, men af hver Gruppe blev en Mand tvungen til at tage en sådan tung nymodens Tingest på Hovedet. Da der i min Gruppe ingen frivilligt vilde skifte fra den forholdsvis lette Pikkelhue til den tunge og ubekvemme Stålgryde, tog ,.æ Spiess“ min piklede Hat fra mig og trykkede det nye Monstrum ned på mit Hoved.

Jeg knurrede, og Kammeraterne grinede ad mig, dog „Gryden” var med til at frelse mit Liv.

Under det frygtelige Artillerioverfald kravlede jeg ind i en Fordybning i Gravvæggen, hvor jeg lå så nogenlunde sikker, mente jeg da. Dog, en Granat, der sprang på Gravkanten, skubbede Jorden ned over mig. så mine Ben blev tildækket. Jeg fik listet Bajonetten ud af Skeden og gravede Benene fri igen, men lige idet jeg skulde kravle ud af Hullet, sprang der en endnu sværere Granat oven over mig, og nu blev jeg helt begravet, med Undtagelse af Hovedet og venstre Arm.

Det var en frygtelig Stilling, jeg var i, Jordmasserne trykkede forfærdeligt på Benene, Maven og Brystkassen, og det eneste, jeg kunde gøre, var med venstre Hånd at holde Stålhjelmen for Ansigtet. Så besvimede jeg, men et nyt Brag bragte mig til Bevidsthed igen.

Sådan vekslede det et Par Gange med Bevidstløshed og Klarhed, og i de klare Øjeblikke forberedte jeg mig på at dø.

Dog, endnu en Gang kom Selvopholdelsesdriften op i mig, og jeg skreg, skreg i Dødsangst, uden selv at tro på, at nogen skulde høre mig i denne Helvedeslarm. Og hvem vilde for Resten vove sig ud i dette Stormvejr?

Graven var nu næsten udjævnet, og hvert Sekund kunde jeg vente det dræbende Stykke Stål. Igen skreg jeg, og skreg nu min Kones Navn ud gennem Granatregn og Larm. Det var hende, jeg tænkte på i de formentlige Dødsøjeblikke. Vi havde været gift i et Par År, og vore Tanker var altid hos hinanden, så jeg tænkte ikke på andet end hende, og derfor råbte jeg også hendes Navn ud i de Øjeblikke, da jeg var Døden nær.

Og, nu kommer det forunderlige ved denne Hændelse. Ganske tydeligt hørte jeg min Kones Stemme: „Ja, min Ven, nu kommer jeg“ .

Den kære Stemme havde en vidunderlig Virkning på mig, jeg blev ganske rolig og var samtidig helt sikker på, at hun vilde hjælpe mig, og at jeg ikke skulde dø denne Gang.

I det samme hørte jeg Stemmer i Nærheden, en Sergent og en Sanitetssoldat vilde forsøge at grave mig ud. De havde dog kun en lille Skansespade med, hvad der ikke betød ret meget. Medens Sanitetssoldaten krøb tilbage efter en større Spade og en Hakke, blev Sergenten hos mig. Det kostede ham Livet; han blev truffet af et stort Granatstykke. Da Sanitetssoldaten kom tilbage, var Sergenten død, og jeg lå uden Bevidsthed.

Det var et Par Helte, både han, der døde, og han, der gravede mig fri.

Ja, og nu kommer for anden Gang det forunderlige ved denne Hændelse. Da jeg lå på Lasaret, fik jeg Brev fra min Kone, der var ængstelig, da hun så lange ikke havde hørt fra mig. Og her i Brevet fortalte hun, hvordan hun den og den Dato, ganske tidligt om Morgenen, det var ved 5-Tiden, var vågnet med en forfærdelig Uro i sig og ganske tydeligt havde hørt mig råbe hendes Navn.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre, men højt havde hun sagt: „ja min Ven, nu kommer jeg“.

Det var den samme Morgen, jeg lå begravet på 304 og i min Smerte og Dødsangst havde råbt hendes Navn.

H.

DSK-årbøger, 1944