Jakob Moos gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I juli 1916 kom regimentet til fronten ved Somme. Efter flere dage i anden og første linje, bliver hans kompagni trukket tilbage.
(… fortsat)
Og afløsningen kom. Kaptajnen sagde, at enhver selv kunne vælge, på hvilken måde han ville gå tilbage. Vi skulle kun alle samles ved det gamle kloster.
Det var midnat, da de første gik tilbage. Jeg besluttede, at jeg ville vente, til det blev lyst, for jeg havde lagt mærke til, at skydningen ikke var så stærk mellem klokken syv og otte.
Nu ville skæbnen, at der om morgenen, da jeg startede min tilbagemarch, lå en tæt tåge over egnen. Jeg havde svært ved at orientere mig. Medens jeg løb omkring på lykke og fromme, rendte jeg på et granathul.
Her sad en løjtnant sammen med sin oppasser. Løjtnanten kaldte mig hen til sig og spurgte, om jeg kendte vejen til en nærmere betegnet landsby. Jeg gav ham oplysning om, i hvilken retning jeg mente, landsbyen lå. Derpå skyndte jeg mig videre.
Kort efter dukkede en række popler op i tågen. Så vidste jeg, hvor jeg var. Ved at løbe parallelt med disse, ville jeg nå til en landsby, men jeg var ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg turde løbe risikoen og forcere byen, der lå under heftig granatregn. Der var dog ikke tid til lang overvejelse, for der, hvor jeg stod, peb geværprojektilerne om ørerne på mig, og granaterne hylede hen over mit hoved og kreperede rundt omkring med øredøvende brag.
Da jeg var bange for at løbe vild, når jeg løb uden om byen — tågen lå meget tæt — besluttede jeg mig til at løbe gennem byen. Og jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne. Hvert øjeblik måtte jeg søge dækning i et eller andet hul; men omsider nåede jeg gennem byen og — helskindet.
Nu gjaldt det om endnu at komme ned ad en vej, der var omkring ved en kilometer lang, men den lå under meget stærk artilleriild. Fjenden havde vel nok iagttaget, at denne vej var meget befærdet. Her havde tyskerne også opstillet en mængde batterier, som det fjendtlige artilleri søgte at få ram på. Af selve vejen var der egentlig ikke meget tilbage. Den var fuldstændig oprevet af granater. Jeg var igen heldig og kom uskadt ned ad vejen, men jeg var så udmattet, at jeg næsten ikke kunne løbe mere.
Jeg gik ind i en dækning til artilleristerne. De gav mig en tår kaffe. Det livede lidt op, og — endelig nåede jeg da tilbage til det gamle kloster.
Det engelske artilleri sendte dog også sine granater herhen, men virkningen var dog ikke så ødelæggende som længere fremme. Den værste fare var overstået. Resterne af første kompagni var samlet her. Jeg var den sidste, der ankom. Mine kammerater hilste på mig med glæde. De havde for anden gang troet, at jeg var faldet, og i kompagniets rapport havde man allerede opført mig som savnet.
(… fortsættes)