Tag-arkiv: Ilmarch

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. juni 1916. Frygtelige marchture på Østfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Det var jo højsommer, og solen begyndte snart at sende sine ubarmhjertige stråler ned på de sovende og vækkede dem efterhånden. Dagtemperaturen var mindst 30 grader i skyggen, så befalingsmændene sørgede for at få dem alle på benene og anbragt, hvor der var skygge. 

Klokken 12 blev der udleveret forplejning, og så begyndte turen igen, men denne gang i almindeligt marchtempo, vi var tilsyneladende nået ud af den russiske omklamring. 

Med korte ophold, hvor der blev udleveret mad og te, vi havde nu fået kontakt med feltkøkkenet og den øvrige bagage, fortsatte turen til næste dags morgen. 

Man tror vel, at det er løgn, når jeg hævder, at man kan gå og sove på samme tid, men ikke desto mindre er det sandt. Benene bevæger sig mekanisk, og man vågner op, når man støder mod manden, der går foran. 

Disse marchture på østfronten, hvor der næsten ikke fandtes veje, kun hjulspor, var frygtelige. Af jernbaner fandtes der kun nogle få hovedlinier, som vi aldrig benyttede i de ni måneder, jeg var på østfronten.

Marchturene gik for det meste langs med fronten, og det vil igen sige på tværs af jernbanelinierne. 

Regimentet var imidlertid blevet fuldstændig ud aset af den forcerede march, så et døgns ro var tvingende nødvendig. Den sidste nat var mange faldet fra, de kunne simpelt hen ikke gå mere. Fødderne var fulde af sår og lignede blodige kødklumper. 

Endelig gik vi i kvarter i en foriadt landsby, for at få det tiltrængte hvil. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

11. juni 1916. Bergholt på tilbagetog i Galizien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“På ilmarch”

Fra hvert korporalskab blev der udtaget en mand, som skulle blive tilbage og markere, at skyttegraven stadig var besat ved at opretholde en forceret skydning i indtil en time efter hovedstyrkens afmarch. Derefter skulle de forsøge at indhente regimentet. Da disse folk ingen oppakning havde, kun deres geværer samt ammunition, var der en reel chance for, at dette kunne lykkes. Og det gjorde det. 

Da den befalede time var gået, trak den tyske kæde sig tilbage, og det lykkedes dem i løbet af natten at nå frem til regimentet med kun én mand let såret. 

De fortalte, at russiske patruljer allerede en halv time efter vor afmarch viste sig foran de tyske pigtrådsspærringer, men da de blev stærkt beskudt, blev de liggende der og gav derved tyskerne tid til at forsvinde. 

Fra kl. 22 til kl. 7 om morgenen gik vi tilbage i ilmarch med kun ti minutters ophold hver fulde time – en såkaldt »Pinkelpause« (tissepause). 

At sige, at tropperne var udmattede, er et mildt udtryk, men ingen ville gerne i russisk fangenskab, så enhver gjorde, hvad han kunne for at følge med. 

Klokken syv næste morgen gjorde v i holdt på en pløjemark. Geværerne blev sat sammen, og soldaterne faldt bogstavelig talt om ved siden af dem og sov omgående. Officererne lod os ligge; de vidste, at det ville være umuligt at få os på benene de første timer. 

Hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt i disse ni timer, ved jeg ikke, men det var mange. Kun den, der har prøvet en sådan ilmarch med fuld oppakning og dertil 500 patroner ekstra, véd hvilken kraftanstrengelse det er. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)