26. oktober 1916 har franskmændene lige generobret Fort Douaumont og holder de tyske styrker, herunder Regiment 84 under voldsom beskydning, for at de ikke skal samle kræfter til et modstød. 19-årige Johannes Christensen skal denne dag frem i forreste linje med sit kompagni.

Den 26. oktober gik det forud igen, hvor vi lå i ti dage.  Der har jeg for første gang meldt mig til noget frivilligt, nemlig at bære Lyrchs ned. Hans Lindholm, Lyrchs og jeg skulle have været på patrulje, men vi var knap kommet op ad graven, så fik vi en fuldtræffer, som kostede Lyrchs sin ene arm, en lå død på stedet og en lå hårdt såret.

Denne hændelse gjorde et ejendommeligt indtryk på os alle, kan man nok tænke sig, da det passerede lige foran vores øjne, selv blev vi overstænget med sten og jord. Lyrchs havde stærkt blodtab, så det gjaldt om at få ham hurtigt tilbage.

Underofficer Jensen spurgte om frivillige til at bære ham ned skønt franskmændene skød noget så forfærdeligt den eftermiddag. Vi besluttede så fire mand, Hans Lindholm, Schmidt, Dankers og jeg at bære ham ned.  Han jamrede sig meget. Han havde tre små børn, sin kone og en gammel far derhjemme og nu lå han måske her og forblødte.

Vi tøvede en halv time, om ikke ilden skulle standse lidt, men det blev stadig værre. Vi bad vidst alle en inderlig bøn til Vorherre i den halve time, og så med ’et Gud i vold’ sprang vi op af graven og fremad gik det over åben mark med båren på skulderen, havde franskmanden villet, kunne han have skudt os sønder og sammen, men han har jo også kunnet se i hvilket ærinde vi gik.

Som et mirakel faldt der ikke skud i vor nærhed, inden vi kom i dækning, endskønt det tog lang tid for os, da han var forfærdelig tung at bære, og båren gik også i stykker alt imens. Så vi måtte af og til sætte ham ned, men jeg ved ikke, der var en vis tryghed og ro over os alle sammen. Det var som om, vi følte, at Gud var med os i dette foretagende.

Gennemvåde af sved nåede vi endelig efter en times gang til den første sanitetsunderstand og dermed havde vi fuldført vores opgave. Vi fik lov at blive der til vort kompagni kom tilbage, da de ventede at blive afløst den nat, men vi ventede i to timer, inden kompagniet kom tilbage, for ikke mere at komme i stilling i Fleury.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.