Tag-arkiv: kammeratskab

28. oktober 1914. Hemming Skov under arrest for tyveri af cigarer

IR176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa

– En Morgen, det var den 28. Oktober, et Sted mellem Petrokow og Noworadomsk, vaagnede jeg i vort Kvarter til en temmelig besk Tyge Brahes Dag. Da jeg kom til Patronvognen, opdagede jeg, at der var skaaret hul paa en laaset Sæk med privat ,,Indbo”, tilhørende Oberløjtnant Hindersen, vor Kompagnifører, og skønt det ikke var mig, der havde været der, var jeg klar over, at det vilde blive gruelig gal for mig.

Jeg fik ogsaa snart Besked om at melde mig hos Oberløjtnanten. Jeg traadte ind i hans ,,Bude”, hvor der forøvrigt var fuldt af Officerer, og meldte mig.

Det var ikke blide Ord, der nu haglede ned over mig. Nu ved nok den, der har været tysk Soldat, at til det Stykke Arbejde var de tyske Befalingsmænd ,,geschliffen”. Jeg stod altsaa her med Fingrene strakt ned ad mine Bukselinninger, og saa ham stift i Øjnene, mens de groveste Ukvemsord slyngedes imod mig. Det eneste, jeg dristede mig til, var at gøre ham opmærksom paa, at jeg skulle opholde mig hos Hestene, naar vi var i Kvarter, og saaledes intet Ansvar kunde have for det skete.

Ret megen Forsvarstale kunde man ikke tillade sig, vi var jo i de to Aar oplært i, at vi skulde holde Mund og se ligeud. Jeg skulde med det samme meddele Feldweblen, at jeg skulde afløses ved Patronvognen og ind i Kompagniet, Feldweblen skulde udpege min Efterfølger. Min Feldwebel var for Resten lige saa utilfreds, som jeg.

—Jeg maatte altsaa træde an ved Kompagniet, hvor jeg søgte ind i forreste Gruppe mellem mine bedste Kammerater. Men endnu havde Oberløjtnanten ikke spyttet al Galden ud; jeg ,,infame Slyngel” blev raabt frem for Kompagniets Front og tildelt 24 Timers streng Arrest.

Han vidste godt, at jeg ikke var Gerningsmand til Uhyrligheden, ellers havde han givet mig en hel anden Straf. Nej, Slyngelen skulde snarere søges imellem Hamborgerne eller andre fra en af Tysklands Storbyer og ikke mellem de ,,betroede” unge Mænd fra Nordslesvig; for vi var jo næsten alle i Tjenesten enten Gefreiter eller Oppasser eller havde en eller anden ,,Druckposten”. For mig gjaldt det første og det sidste. Cigarerne, der var forsvundet ud af det ulykkelige Hul paa Sækken, maa han have savnet meget haardt, for under et Ophold paa Marchturen samme Dag kaldte han mig frem igen og gav mig nok engang 24 Timers streng Arrest i Tilgift.

Da vi den Dag naaede vort Kvarter, var Afsoningen af den mig idømte Straf det første, som ventede mig. En af mine gode Kammerater, Underofficer Peters, fik Ordre til at fuldbyrde Straffen, og under almindelig Jubel blev jeg midt i Gaarden bundet til et Træ. Lykkeligvis for en træt Soldat var Forvandlingsstraffen i Felten 2 Timer, og tilmed ogsaa i Guds frie Natur i Stedet for i en mørk Celle.

— Ellers kunde jeg heller ikke have ”slukt Sorgen” med at fordybe mig i ,,Flensborg Avis”.

Efter at have forceret de mange Hundrede km, vi havde tilbagelagt siden Krigens Udbrud, siddende paa sin Ende, og man saa ved pludseligt at skulle sluge den ene km efter den anden med sine Ben, vilde blive den, der var mest træt, var jo givet. Forholdet mellem Kammeraterne, der var noget af det skønneste, man oplevede i Felten, viste sig her ved, at Kammeraterne overtog mine Vagttimer, alene fordi jeg var lidt mere træt end de, da vor Gruppe den følgende Nat skulde staa Feltvagt. Dette fortjener at blive mindet.

 

 

27. oktober 1914. Peter Østergaard efterlades i Slesvig by.

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen. Hans kammerater rejste til fronten den 27. oktober, men selv blev han tilbage i byen pga. sygdom.

— Ja, så rejste de i middags, og nu er jeg ene tilbage. Der er dog heldigvis endnu en del danskere, men mine bedste kammerater er borte.

Vi er nu kun ca. 30 mand tilbage i kompagniet, men det bliver tilfyldt en af dagene fra rekrutskolen, så vi igen er fuldtallige. Der er bestilt tøj til 250 mand til den næste transport.

Hvornår den bliver færdig til at komme af sted, veed jeg ikke, men forhåbentlig varer det lidt, for jeg vilde nødig holde jul i felten, og det må vel regnes for sikkert, at næste gang er der intet uden om, da må man med, hvis man da ikke som denne gang bliver syg. Ja, vi håber, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper også nok herefter.

Michael Steffensen fik mit nye testamente med. Vil I derfor ikke købe et til mig en gang med det første og sende mig. Det skal jo være et, der fylder så lidt som mulig. Ja, I må undskylde, at jeg ikke har mere papir i øjeblikket. Mikael Steffensen fik også dette med.

 

26. oktober 1914. Jeppe Østergaard er død: “Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Slutningen af Jeppes Østergårds sidste brev den 25. oktober blev skrevet på godset Kobylin, der ligger ca. 25 km sydvest for Skiernewice. Her forskansede grenaderregimentet sig i løbet af søndagen den 25. oktober. Jeppe Østergaard var “Gefechtsordonnanz”, dvs. han skulle bringe meldinger fra bataillonsstaben ud til kompagniet. Det var en meget farlig post.

Mandag morgen den 26. oktober blev den tyske stilling voldsomt angrebet af russerne, og især blev artilleriet på venstre fløj hårdt trængt. Der var tæt tåge over egnen, og det gjorde kampen endnu mere uhyggelig. Første og andet kompagni af grenaderregimentet lå i skyttegrave på en lille forhøjning i jordsmonnet. Der blev snart givet ordre til, at de to kompagnier skulle trække sig ud af skyttegraven og rykke artilleriet til hjælp og forstærke fløjen, og “Gefechtsordonnanzerne” måtte afsted med meldingen. Det var de to nordslesvigere, Jeppe Østergård fra 2. kompagni og Jørgen Asmussen fra 1. kompagni. Den sidste fortæller i et brev, dateret den 10. januar 1915 om, hvad der videre skete:

Vi gik sammen bort. Hans kompagni lå betydelig videre borte end mit. Der var en heftig geværild fra fjendens side, så kuglerne peb os tæt om ørerne.

Til mit kompagni kom vi begge i god behold. Jeppe måtte jo så videre. Vel omtrent 30 skridt fra mig seer jeg ham falde. Jeg vilde ile derhen, men det var mig på grund af den tiltagende geværild ikke muligt. Endnu i aften ligger jeg sammen med den sygebærer fra vort kompagni, som forbandt ham. Han udtaler, at Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig. I samme nu faldt han til jorden, idet han råbte: “Kammerater, hjælp mig!”

Sygebæreren har straks taget ham ned i skyttegraven, revet hans klæder op og forbundet ham. Men han kom desværre ikke mere til bevidsthed. Han levede 6-7 minutter, så udåndede han. . . . Da aftenstunden frembrød, blev han jordet i en fællesgrav sammen med hans Hauptmann, som faldt samme dag. De ligger i en smuk have ved et stort gods, som lå der i nærheden. Det var mig en tung gang denne aften at følge ham, min kæreste ven, jeg nogensinde har haft, til graven. Vi bad en stille bøn ved graven, og derpå jordedes han.

Brevene og dagbøgerne er udgivet af Marius C. Skar: “To faldne brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig”, Kolding , 1931. Læs den her: To_Faldne_Brødre_Østergård

1914-10-polsk landsby

24. oktober 1914. Brev fra Jeppe Østergård: “Vi var 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene.”

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Jeppe Østergaard påbegyndte dette brev den 23. 10. 1914

24.10 1914.

(fortsat) Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen. Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås. Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark.

Jøderne, som i byerne behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blodsugere er stor.

Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og 2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bagefter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod andre lyde nå vort øre.

Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten.

Skønt det store hovedslag endnu ikke har fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer, kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før.

Vi var ved andet komp. 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget…. I Nis mistede jeg en trofast og kær kammerat.

Alle dem, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende.

En erstatning har jeg fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er “Gefechtsordonnanz”, og med hvem jeg under disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det et par gange været udsat for artilleriild; men den nervøsitet, som i førstningen gjorde sig gældende, kendes ikke mere.

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

17. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

– – – I gaar talte jeg med Jens Thomsen, Blansgaard, som laa i Kvarter her lige ved. J. Lyck, Sottrup, er sendt tilbage til Neumünster. Andre Bekendte fra Sundeved har jeg ikke set i mange Tider, jo Slagter Carstensens Søn fra Sottrup har jeg dog ofte talt med. Alsingere og Vesterboere træffer jeg undertiden. Mine bedste kammerater i Kompagniet er desværre ikke mere i Live. Jeg beklager dybt deres Bortgang..

Nu har vi snart været her i fjorten Dage. Vi forskanser os og vaager næsten baade Dag og Nat. I de sidste Nætter har Franskmændene søgt at bryde igennem. Men vi har slaaet dem tilbage. Skade at det koster saa mange Ofre. I Dag har vi atter mistet en Del af Kompagniet. Men nu, det fører Krigen jo med sig. Jeg har da Hovedet opad endnu og er ved godt Mod.

Her er megen Frugt, mange Ferskener, men kun faa Vindruer. Hilsen.

Fra Guderup.

Postbud Breum fra Guderup er falden i Frankrig den 6. September. En Søn af Bager Hansen i Sjellerup skal ifl. indløbne Efterretninger ligeledes være falden. Ifølge andre Rygter skal der, skriver “S.Ztg.” endnu være falden 3 unge Mennesker fra Guderup i Frankrig. Forhaabentlig taler Rygterne ikke sandt.

Faldne fra Tønder.

I anledning af en Krigsgudstjeneste i Onsdags Aftes i Tønder oplæstes Navnene paa de Faldne fra Tønder. Det var i alt 12 Navne.

Faldne.

Det var en gribende Sørgehøjtidelighed i Torsdags i Kliplev ved Jordfæstelsen af den unge R. Skade fra Bjerndrup Mark, der var død i Flensborg af et Saar, han havde faaet i Krigen. Mange Slægtninge, Naboer og Venner ledsagede ham til de sidste Hvilested; 24 unge Piger strøede Blomster, og unge Venner bar ham til Graven. Skade var, skrives der til “Fl. Av.”, et bravt ungt menneske, der var afholdt af alle, som kendte ham, og sine Forældres Støtte, Trøst og Glæde. Fred med hans Minde!

Knud Paulsen fra Kjeltrup er falden i Frankrig den 27. September. Han efterlader ifølge “S.Gr.” Hustru og tre Børn. I Morgen holdes en Sørgegudstejenste i Halk Kirke.

Mangeaarig postbud for Kollund, Jes Iversen, der var Bosat i Krusaa, er falden paa den vestlige Krigsskueplads.

Om Faldne fra Flensborg meddeler “Fl. Av.”: Fuldmægtig hos Advokaterne Ehlers & Weis H. Jensen og Byggetekniker W.R. Andresen, Søn af Guldsmed N.F. Andresen paa Holmen, har fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads. Endvidere er Overløjtnant Lauerstein, der i flere Aar har være Officer ved Infanteriregimentet Nr. 86. falden i Frankrig.

Saarede.

Ifølge et Brev, som Hans Alnor, Søn af Gaardejer L. Alnor i Ullerup (tidligere paa Mulsmark) har sendt hjem, er Johan Lambertsen, Søn af Landmand H.P. Lambertsen i Kidskelund, bleven saaret den 23. August under Stormen paa de engelske Feltstillinger ved Mons. Der var netop taget 65 engelske Fanger, og meden de to nordslesvigske Venner (Alnor og Lambertsen) netop var i Færd med at tage Vaabnene fra Englænderne, ramte en Kugle først en Gefreiter i Skulderen og saa Lambertsen i den højre Side. Alnor gik med ham et Par Skridt hen i Dækning, forbandt ham godt (en Fange gav Alnor nogle Forbindingspakker) dækkede ham til og gav ham sin Feltflaske. Straks efter kom en Officer til Stede og lod den Saarede bære hen paa Forbindingsstationen. Fjorten Dage senere har en bekendt ifølge “Fl. Av.” set Lambertsen paa et Lasaret i Belgien.

Alnor selv saaredes den 20. September i Frankrig; han har henligget paa et Lasaret i Lingen ved Ems, men har det nu meget bedre og venter snart at blive sendt til Flensborg.

Infanterist Simon Thysen, Søn af Gaardejer Hans Thysen i Oved (Vodder), er bleven taget til Fange i Krigen. Han sidder ifølge “Dv.” i Fangenskab i en By ved Navn Morbiham i Bretagne, og befandt sig vel den 25. September, da han har afsendt et Brev til sin Fader.

I Fangenskab.

Fra Lærer Petersen i Guderup, som man ikke havde hørt nogen fra siden den 6. September, er det indløbet Efterretning til hans Kone i Vamdrup om, at han den 13. September er kommen i fransk Fangenskab. Han blev den 16. September bragt til Dinon i Sydfrankrig og der ifølge “S. Ztg.” anbragt sammen med andre Fanger i Artilleriskolens Hestestald. Over Behandling og Kost gives der ingen Oplysning i Skrivelsen.

Et Feltpostbrev.

I sidste Nummer af Pastor Schmidts Tidsskrift “Nordschleswig” offentliggøres der en Del Feltbreve, hvoraf vi hidsætter et:

Felt-Lasaret ….. d. 12. Sept. 1914.

Kære Forældre!

Jeres Breve og Kortet fra Søster A. har jeg modtaget. I skriver, at alting er saa billigt nu, og at intet koster rigtig noget. Om ikke længe vil vel det modsatte blive Tilfældet.

I Østpreussen vil næsten alt Kvæget være slagtet og fortæret, naar Befolkningen, der er flygtet, vender tilbage. De har nok taget noget med sig, men det forslaar ikke mod, hvad der er ødelagt. Store Hjorde af Kvæg og Faar med deres Hyrder, der ikke har kunnet kommet bort, findes ofte liggende tilintetgjort.

Jeg glæder mig over at være kommen en Smule i frisk Luft. Thi hele Provinsen deroppe var fuld af Stank. Nu kan man da atter komme en Smule til Besindelse og faa Sulten stillet.

I har skrevet om at sende mig Penge, men det er der ingen Mening i; man kan alligevel ikke købe noget. Der er intet. Det være sig da, at man engang fanger en Gaas eller en Høne. Saa er man forsynet for et Par Dage. Thi Kartofler er det Overflod paa deroppe.

Jeg har altid haft Held til at fange noget. Man kan lige saa godt gribe til, eller gør kun en anden det. Men dermed er det nu foreløbig Slut for mit vedkommende. Den 3. September kom jeg hertil. Hvor længe jeg skal blive her, ved jeg endnu ikke. Men saa snart jeg atter er rask, kommer jeg med paany.

Men saa vilde jeg virkelig ikke ønske, at det skulde gaa vort regiment, som det gik første Gang. Vi var inde i en rigtig Kugleregn. Af vort Kompagni, som var 250 Mand stærk, var der efter 4 Dages Kamp kun 46 Mand helt raske tilbage, da jeg kom bort fra dem. Men ikke alle Kompagnier havde lidt saa slemt som vort.

Nu slutter jeg. Saa snart jeg kommer hjem eller i næste Bred, skal jeg fortælle Jer mere.

Hjertelig Hilsen

Jer Søn

16. oktober 1914. “Koldblodige nordboere”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 16. Oktober 1914. Lige efter Mørkets Frembrud fik vi voldsom Artilleriild, og lidt efter satte Infanteriet ind med Hurtigild. Vi blev alle stillet op paa vore Pladser til Forsvar. Vi troede, at Fjenden vilde foretage et Angreb. Skyde kunde vi ikke endnu, da Nis Abrahamsen og Thomas Petersen stod foran Kompagniet som Lytteposter.

Det var underligt, at de ikke kom tilbage. Saa de ingen Fjender, eller var de allerede dræbt af de fjendtlige Kugler? Kompagniføreren sendte Ordre ud, at de skulde trække sig tilbage. Men det troede de to rolige Nordboere slet ikke. De stod rolige i Hegnet med Geværet under Armen og spejdede over imod Franskmændene, og endnu havde de ikke set en eneste. “Hvorfor skal vi saa gaa tilbage?” sagde de. Men det var en Befaling, og den fulgte de.

Da de var kommen tilbage, afgav vi Hurtigild. I Løbet af et Par Minutter afgav vort Kompagni 10.000 Skud. Franskmændene havde aabenbart trukket deres Følehorn ind; thi vi hørte ikke mere til dem.

Saa gik Lytteposterne atter frem til deres Hul i Hegnet. Vi andre tændte os med  Velbehag en Cigar derhjemmefra, talte lidt sammen om det skete og lagde os saa til Ro.

Niels Hansen fra Felsted, som stod Vagt i Graven, digtede en hel Vise, mens han røg sin Cigar.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin

14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Landdagsmand Nis Nissen.

I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)

Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.

Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.

Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.

Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.

I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.

Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”

I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.

Af et Feltbrev.

Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.

Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .

Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.

Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.

Faldne.

Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.

Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.

Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.

Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.

Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.

Saarede.

Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.

En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.

Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.

Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.

Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.

I Fangenskab.

En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.

Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.

En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.

Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.

Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.

Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.

Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.

Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:

Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.

I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).

Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.

Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.

11. oktober 1914. Jeppe Østergård: Nis Fuglsang er død!

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 11.10-1914.

Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer havde fjenden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte „Querschläger”, og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz”, stod en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi.

Senere blev jeg med en melding sendt til kompagniet i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere sås, men gennem underskoven peb kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede våndede sig.

Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på morgenstunden.

Jeppe Østergaard ven, Nis Fuglsang var blandt de dræbte i slaget ved Magdalenka. Nogle dage senere skrev Jeppe Østergaard til Nis fuglsangs forældre i Kastrup og meddelte dødsfaldet:

17.10-1914.

Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi havde lovet hinanden at skrive hjem, hvis én af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.

Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under marchen, og når aftenen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og trygt, til næste dag bragte os nye anstrengelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og fylde vor plads hjemme.

Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den 9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste vi.

Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz” og kom en tidlang bort fra kammeraterne. Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt underskov, og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om ørene på os.

Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7 udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig: Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!

Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15-20 km syd for Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv.

Hvornår vil denne krig få ende og blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt give os hans almagt i vold, vidende, at intet sker uden hans vilje.

Jeg deler jer dybe sorg fuldt og helt.

De kærligste hilsner.
Jeppe Østergård.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

11. oktober 1914. Hemming Skov: “Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup”.

176’eren Hemming Skov deltog i kampene på østfronten

Næste Morgen maatte vi frem til Kompagnierne med Patronvognene, og inden ,,Dagens Gerning” tog sin Begyndelse, fik jeg talt et Par Ord med min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson. Han søgte mig, saa ofte det lod sig gøre, for at faa en Bid Brød, hvad jeg som oftest havde i Vognen. Vi skiltes, som vi plejede, med Haab om Gensyn.

Det var desværre blevet lyst, og Kuglerne peb om os, mens vi kørte tilbage til Skoven. Derfor gik det i strakt Galop, og vi naaede uskadt vor Plads.

Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup. Han blev lagt i en Fællesgrav i en Skov sammen med 12 Kammerater, formodentlig i ovennævnte Skov, ved Piacezno, 15 km Syd for Warszawa.

1914-10-polsk bondegård

 

10. oktober 1914. Hemming Skov: “Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv”

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten

10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.

I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.

Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.

Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.

EasternFront1914b

7. oktober 1914. Hans Petersen og den nye kammerat

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller.

Den 7. Oktober 1914.

Frits og jeg laa i vor Kalkhule og kunde ikke sove. Kalken var nærved her. Der var kun et lille Lag Jord, derunder kom en Slags Kalk eller Kridt. Vi stod op og gik en Tur ud i den raa, klamme Morgen for at faa Varme i Kroppen.

Herved kom vi op paa en Høj, bag hvilken det fjendtlige Artilleri havde haft Stilling. Det saa helt interessant ud.

Rundt omkring laa mange Hundrede Granathylstre. Nogle havde de stablet op som en Mur omkring deres Kanoner til Værn mod de fjendtlige Kugler. Men det var maaske disse Hylstre, der jo skinner i Solen, som havde været Skyld i , at de var bleven opdaget af vort svære Artilleri.

Vort Artilleri havde skudt godt. Det havde haft flere Fuldtræffere lige midt i de franske Kanoner, som nu laa fuldstændig smadrede i deres Huller. —

Lidt derfra var en frisk Grav. Et Trækors, hvorpaa der var skrevet med Blyant, fortalte, at her hvilede en Løjtnant og to menige.

4. oktober 1914. “Der var straks en lille, spinkel, rødhåret fyr, som spurgte, om han måtte være kammerat med mig.”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 4. Oktober 1914.

Vi rykkede ud af vor Stilling og hen bag en Skov i Nærheden af Byen Nampcel. Her fik vi 72 frivillige til Undsætning i vort Kompagni. Der var straks en lille spinkel, rødhaaret Fyr, som spurgte, om han maatte være Kammerat med mig. Han hed Frits Wolf, han var 19 Aar og Jernbaneembedsmand fra Hamborg.

Vi fik kun nogle raa Kartofler udleveret til Aftensmad; dem kogte vi, og Frits havde lidt Salt med hjemmefra. Det smagte udmærket med kogte Kartofler og Salt til Aftensmad.

Ved Postuddelingen fik jeg den første Pakke derhjemmefra; det var en Tavle Chokolade fra Peter Jacobsen i Iller.

I Mangel af Skrivepapir skar jeg Bunden ud af den lille Papæske, hvori Chokoladen havde været, skrev derpaa og sendte det hjem. Saa gravede vi et Hul til at sove i til Værn mod Nattekulden.

07-01
Her lå Regiment 86 i september 1914.

 

29. September 1914. “Jeg har her i Kompagniet mange, som taler Dansk og flere gode Kammerater. Vi deler alt med hinanden.”

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Paa Feltvagt.

Ved Mons i Belgien, hvor der var Kamp mellem os og Englænderne, laa vi i anden Linje, men i meget heftig Shrapnellild. Der blev Chr. Petersen saaret. Vi er nu næsten ødelagt af anstrengende Marchture. Vi gennemstrejfer Landet paa Kryds og tværs, hver Dag marcherer vi ca.40 Kilometer. Vi kommer sjældent til Ro før Kl. 10-11. Hver Morgen skal vi op kl. 3½. Mange, mange bliver tilbage som Fodsyge. men parolen er altid: Fremad!

Jeg hørte en Flyverofficer udtale: Hellere lader vi det halve af vort Kompagni ligge i Vejgrøften, end at det bagefter falder i Kampen. Sagen er nemlig den, at paa Grund af denne hurtige, i Historien enestaaende Fremmarch, faar den tilbagegaaende Fjende ikke et Øjeblik Ro til at samle sine Kræfter. Denne hurtige Fremmarch, udtalte Flyverofficeren videre, har sparet os for mange Fægtninger.

Nu er jeg paa Feltvagt, og her har vi det godt, hvad Føden angaar. Alle Butikkerne er plyndrede, men Vin har vi nok af. I Formiddags lavede vi Te og fyldte Rødvin i. Det smagte fortrinligt. Til andre Tider har vi ingen Ting. Det gaar op og ned.

Det gaar man saadan, at for hvert Øjeblik, der gaar, bliver det mig mere og mere uforklarligt, hvordan de Ledende kan forsvare det, at lade det komme til en saadan Krig. Naar man er Vidne til al den Elendighed som en Kamp fører med sig – se Saarede som ligger og hyler, Indbyggerne, som flygter i Flokkevis medførende deres dyreste Ejendele – saa har man set nok af Krigens Skyggesider. Man bliver baade blød og haard i sin karakter. Blød, da man atter og atter deler til det sidste Stykke med sine Kammerater, haard, da man ikke tænker sig det mindste ved at skyde Mennesker ned. Det er som paa en Klapjagt. Ved O. brød Belgierne en for en ud af Skyttegravene og en for en faldt de. Men Løsnet er altid: Fremad! Fremad!

Jeg har her i Kompagniet mange, som taler Dansk og flere gode Kammerater. Vi deler alt med hinanden.

Jeg forstyrres stadig i mit Skriveri af Civilister, som vil passere igennem Feltskift, for her maa ingen komme igennem uden Pas eller anden Legitimation. Jeg maa saa først langt og bredt forklare dem det paa fransk. Men med det franske Sprog gaar det ellers helt godt. Jeg kan blot ikke huske alle Gloser.

R. kom lige tilbage fra sin Feltvagt. Han ligger her ved Siden af og vasker sin Skjorte. Jeg fik min vasket i Gaar efter at have haft den paa i tre Uger. Det var velgørende.

Vi har her paa vor Feltvagt været heldig med at kapre et Bord og et Par Stole. Lige kommer en Soldat slæbende med en stor Krukke Honning. Hvor det kommer fra, det tales der aldrig om. C’est la guerre, som vi plejer at sige til Indbyggerne for at berolige dem.

Krigsfangernes Forplejning i Tyskland. Berlin, 28. Septbr. (W.B.)

I  anledning af Bladudtalelser om, at der bliver sørget godt for Krigsfangerne hos os, meddeles der fra underrettet Side følgende:

Omkostningen ved Forplejningen af den enkelte Krigsfange beløber sig henved 60 Penning pr. Dag. For saa vidt muligt at dække disse Omkostninger, bliver Fangerne uden Undtagelse sat til at udføre nyttige Arbejder. Særlige Begunstigelser er fuldstændig udelukkede. Naar der købes Te, Kakao og Smør til Krigsfangerne, drejer det sig om Forplejningen af Syge og Saarede, der paa Grund af Lovens Forskrifter maa nyde en særlig Begunstigelse.

Aabenraa, Tirsdag.

I engelsk Fangenskab. Købmand Hansen (Hansen og Speekhahn) her i byen har i Dag faaet et Brevkort fra sin Søn, som han var urolig for, da han ikke havde hørt fra ham i lang Tid. Sønnen, der var Jæger, havde været med i Belgien og Nordfrankrig, men var nu i engelsk Fangenskab.

Broager, Tidsdag.

I fransk Fangenskab. Amtsforstander Hansen Midtskov har 3 Sønner hos Gardejægerne. Den næstældste, Christian, er blevet saaret ved de sidste Kampe og ifølge “S. Ztg.” desværre kommen i fransk Fangenskab.

Dybbøl, Tirsdag.

Død paa Lasarettet. Fra Dybbøl Sogn meddeles “Dbp.”, at Andr. Mussmann i Lert, tidligere i 3-4 Aar paa Dybbøl Mølle og en Tid lang Formand for Dybbøl Sogns Afholdsforening, er bleven haardt saaret i Belgien den 26. August og afgaaet ved Døden den 5. September i Køln. Desuden er Maskinst Klaussmann, Dybbølhøj, bleven haardt saaret.

Sønderborg, Tisdag.

Faldne i Krigen. Overlærer ved Realskolen Dr. Driver, der var Løjtnant i Reserven, ved 85. Infanterieregiment, er falden den 23. August under en Kamp med Englænderne sydfor Mons. Endvidere er Skovrider Karl Arnold Plaas, der var Kaptajn i Reserven i Jægerbataillon Nr. 10, falden. Den 16. September er Enaarig-Underofficer Carl Lorentzen falden.

Egen Sogn, Tirsdag.

Falden. (Dbp.) Postbud Breum i Guderup er efter Meddelelse til Hjemmet bleven saaret i Krigen og senere afgaaet ved Døden paa et Lasaret.

Haderslev, Tirsdag.

30 Breve og Kort paa en Gang modtog ifølge “Dv.” en Købmand her fra Byen, der deltager i Krigen i Frankrig, og fra hvem hans Forældre for nylig har haft Brev. Som bekendt har vore Soldater i Breve hjem ofte klaget over, at de ingen Efterretninger modtog hjemmefra. Man vil se, at de afsendte Breve og Kort omsider kommer de paagældende i Hænde, om end sent.

Faaet Jernkorset. (Dv.) Degn Sparres Enke fra Hjerting, som nu bor her i Byen, har fra Frankrig fra sin Søn Frederik Ludvig Sparre, som er Gefr. i Reserven i 86. Regiment, 3. Kompagni, faaet Meddelelse om, at han for sin Optræden i Kampen ved Schaffelberg har faaet tildelt Jernkorset.

Øster Lindet, Tirsdag.

I Fangenskab. (Dv.) Familien Mygind har ikke færre end 3 Sønner med i Krigen, hvoraf de to, som er ugifte, men forløbende, er i Felten og har deltaget i flere Slag i Frankrig. For nylig meddeltes, at den ene af disse var falden og den anden saaret. Ifølge senere Efterretninger er dette ikke Tilfældet, den ene er i engelsk og den anden i fransk Fangenskab.

Arnum, Tirsdag.

Paa Lasaret. (fl.Av.) landmand Mads Juhl fra Højrup ligger syg paa Lasaret i Nærheden af Düsseldorf; han vil efter Lægens Udsagn ikke mere kunne bruges i Felten.

Højer, Tirsdag.

I god Behold. (S.B.) Familierne Dr. Kühl og Fr. Sønnichsen her i Byen har modtaget et glædeligt Budskab. Deres Sønner, der efter Slaget ved Saarburg den 20. og 21. August var betegnende som savnede, har nu fra den franske Fangelejr i Clermont-Ferrant sendt Forældrene et Brevkort, hvoraf der fremgaar, at de befinder sig vel.

Til det Røde Kors er der her i Byen indkommet 2700 Mark, til den Fædrelandske Kvindeforening 250 Mark. Man har allerede afsendt større Mængder Linned og Uldtøj til Altona.

Flensborg, Tirsdag.

I fransk Fangenskab. To Flensborgere, Fændrikken Karl Bong-Schmidt, Søn af Justitsraad Bong-Schmidt, og Løjtnant i reserven Harry Hollesen, Søn af Boghandler Hollesen, er blevne saarede paa den vestlige Krigsskueplads og derpaa taget til Fange af Franskmændene. Forældrene havde ikke hørt fra Sønnerne i 20 Dage. Endelig i Foregaars modtog de den glædelige Efterretning, skriver “Fl.N.Zeit”, at de befandt sig i Fangenskab og blev godt plejede.

Faldne Officerer. Af Infanteriregimentet Nr. 86 har endvidere Kaptajn G. Schultz og reserveløjtnant, Toldsekretær G. Heinsohl fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads.

 

 

21. september 1914. Skyttegravsliv: “Snart var jeg gennemblødt over hele kroppen.”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 21. Sept. 1914. Om Eftermiddagen gik vi frem til en Dal, satte Tornystrene sammen og gravede en ny Skyttegrav.

Vi blev færdige sent om Aftenen, og da vi kom tilbage til Tornystrene, opdagede jeg til min store Sorg, at min Kappe var bleven stjaalet. Jeg saa ingen anden Udvej end at haabe paa, at Lykken vilde vise mig Vej til en anden.

Fra en nærliggende Mark hentede vi nogle Havreneg og bredte et tyndt Lag Straa ud i Graven til at sove paa. Det regnede ganske forfærdeligt; derfor skulde man skynde sig med at lægge sig ned paa Straaet, saasnart man havde lagt det ned i Graven; thi ellers var det gennemblødt med det samme.

Skyttegraven var hverken saa lang eller bred, at vi kunde faa Plads ved Siden af hinanden. Nogle sad paa Hug og sov med Hovedet hvilende paa Armene, der var lagt over Kors paa Knæene. Flere Steder laa de oven paa hinanden.

Jeg var saa uheldig at komme til at ligge ovenpaa, og dertil kom, at den Mand, jeg laa paa, snorkede saa uhyggeligt, saa det var mig umuligt at falde i Søvn. Det var heller ikke saa sært, at de den Nat havde faaet den Ide, at de alle sammen vilde ligge nedenunder. Der var der baade mere varmt og tørt.

Snart var jeg gennemblødt paa hele Kroppen og begyndte at faa Kuldegysninger og ryste som et Espeløv. Jeg stod op og forsøgte at genvinde Varmen ved at løbe. Afvekslende løb og gik jeg, til det begyndte at dages, men havde endnu ikke faaet Varmen.

Det var en fugtig Begyndelse for de første Reserver, som vi havde faaet forrige Aften.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — —   Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

00020X13555

14. september 1914. Hans Petersen indbydes til at spise sin egen kødkonserves …

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 14. Sept. 1914. Førend det blev lyst om Morgenen, havde vi hentet nogle Kartofler og et Par Gulerødder nede i Byen og kogt dem i vore Kogekar.

Hele Dagen laa vi i Granatild. En Granat slog ned i en Kolonne Heste og dræbte 3 af dem.

Ved Mørkets Frembrud hørte Ilden op. Vi var meget sultne, da vi ikke havde faaet andet hele Dagen end det Par Kartofler, Heinrich Petersen fra Flensborg, som laa ved Siden af mig, sagde: “Jeg tror, jeg gaar bort for at finde en Daase Kød.”

Lidt efter kom han virkelig tilbage med en Daase Kød og indbød en anden Flensborger og mig til at spise sammen med sig. Vi spurgte ikke, hvor han havde faaet det fra, men lod det smage os godt.

Saa rykkede vi frem og gravede en ny Skyttegrav. Bagefter fik vi hver et halvt Brød og Lov til at spise vore Kødkonserves til, som vi altid bar i Tornysteren.

Jeg søgte længe og forgæves efter mine Konserves, indtil der endelig gik et Lys op for mig. Det var nok min Daase Kød, som Heinrich Petersen havde “klemt”, og som han indbød den anden Flensborger og mig til at hjælpe sig at spise; men det anede dengang hverken han eller jeg.

Jeg kunde næsten ikke lade være med at smile ved Tanken. Nu havde jeg ikke noget at gøre Krav paa, jeg havde jo selv været med til at spise den og maatte spise Brødet tørt.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin.

13. september 1914. “Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Paa den nordlige Side af Aisnefloden, den 13. September 1914.

Jeg havde troet, at det i Modsætning til Fremmarch, kunde gaa tilbage uden at komme i Klammeri med Fjenden. Men, Gud bedre! Knap nok var vi i Middags som sidste Trop fulgt efter Armékorpset, før der kom Melding om, at Franskmændene havde besat Højderne ned til Aisnefloden, saaledes at vi havde Floden paa venstre Side og Fjenden til højre for os.

Forude, vel et Par Kilometer fremefter, laa Broen, som vi skulde over, men det skulde altsaa ikke gaa saa let at naa over den frelsende Bro, thi de første Geværkugler suste os nu om Ørerne.

I en Haandevending var Batallionen i Kampstilling, og vort Kompagni svingede i Skyttekædeformation ud til højre, hvor vi besatte Kanten af en lille Skov. Et Batteri, der var kørt foran os paa Landevejen, drejede deres Skyts, hvor de stod, og før vi var naaet i Stilling, drønede deres Skud hen over Hovederne paa os.

Fra Højderne forude kunde vi tydeligt se Franskmændene i deres røde Benklæder komme stormende frem, og snart var vi indviklet i en Geværild af det mest forrygende Tempo. Det knitrede og bragede allevegne, og Fjendens Kugler slog Klask i Trætoppene over Hovederne paa os, saa Grene og Blade røg til alle Sider. Artilleriet sparede ikke paa Krudtet, men gav, hvad det havde. Stillingen var  kritisk, men vi havde Pligt til at sikre Tilbagetoget, og det lykkedes ogsaa nogenlunde at holde Fjenden i Skak.

Efter et Par Timers Forløb blev det dog mærkværdig roligt omkring os, og Fjenden var ogsaa blevet mere nærgaaende. Delingsføreren gav Hans Blom og mig Ordre til at gaa tilbage for at skaffe Underretning om Forbindelsen, der ikke mere syntes at være tilstede.

Vi naaede tilbage til Landevejen, hvor det ikke saa godt ud. Fra alle Sider strømmede Kammeraterne til i Retning af Broen, der kunde øjnes langt forude, og selv Artillerihestene syntes at vejre noget usædvanligt. De løb frem og tilbage og med Halen lige i Vejret. En Artilleriofficer mente til min Forespørgsel, at det dog var ganske usandsynligt, at der endnu opholdt sig nogen forude, da der dog for lang Tid siden var givet Ordre til at komme tilbage. „Vi har løst vor Opgave og opfyldt vor Pligt, ” sagde han, „men se nu at komme tilbage, hvis ikke I vil i Fangenskab. Artilleriet har,” sagde han, „endnu kun faa Skud tilbage til den ene, endnu virkende Kanon, men efterlade een, endnu uafskudt Granat, det vil vi ikke.”

(… fortsættes under billedet)

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

Hans Blom syntes nu ikke at ville med tilbage til Delingen, og medens han søgte at befri en Hest, der havde faaet begge Forben fast i Tøjlerne og nu stod og dansede rundt om sig selv, løb jeg tilbage til Kammeraterne, der ikke anede, at de om faa Minutter var prisgivet Fangenskabets Lod.

Omgaaende blev der nu givet Ordre til Tilbagetog, men enkelte Kammerater, der havde søgt Dækning bagved en Halmstak længere ude, naaede ikke ind til os. De hørte vore Raab om at komme tilbage, men Franskmanden havde opdaget dem, og tog dem under Ild, da de krybende søgte at naa ind til os. Alle maatte de segne under Fjendens Kugler, og iblandt dem var Hans Rossen fra Hostrupskov, der haardtsaaret maatte i Fangenskab. Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.

De fleste af os naaede den frelsende Bro, i hvis Rækværk franske Geværkugler da allerede slog ind og som Opspringere, fo’r hylende omkring.

Paa den anden Side af Broen stod en Pionerunderofficer, der ved Kortslutning af en elektrisk Ledning skulde sende Broen i Luften. Vi var dog ikke alle naaet over, men de første Franskmænd viste sig nu ogsaa paa den, og Underofficeren mente nu, at det var paa Tide at sætte en Stopper for den videre Tilstrømning.

Med et Brag røg Broen i Luften, og mange maatte med den forsvinde i Aisnefloden. Vi kunde endnu se mange Kammerater komme løbende, men da de saa den sprængte Bro, smed de sig resolut i Vandet for at svømme over. Mange naaede over, men de fleste fandt Døden i Aisneflodens graagule, mudrede Vand.

Fjendens Granater søger endnu at indhente deres undslupne Bytte, men vi ligger udenfor deres Rækkevidde, trætte og oprevne, og ventende paa, at vi i Læ af Mørket og ugenert af Fjenden kan fortsætte Tilbagemarchen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

18. august 1914. “Pludselig rev han geværet til kinden og skød den ulykkelige en kugle gennem hovedet.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. Her fortæller han, hvordan han oplevede slaget ved Tirlemont.

I Dag gaar det løs, sagde nogle af mine Kammerater. Ved et lille Slot gjorde vi Holdt. Vor Kaptajn holdt en Tale, hvori han sagde: I Dag, den 18. August, bliver det maaske en varm Dag for os. Det var jo den 18. August, vore Forfædre slog de store Slag ved Vionville og Gravelotte; maaske skal vi ogsaa slaa os saadan igennem i Dag.

— Mon vi rigtig skulde i Slag med Fjenden? Der var endnu ingen Ting, som tydede derpaa. Kompagniet blev delt i tre Delinger, og med en lille Afstand mellem hver Deling bøjede vi af fra Vejen og tværs ind over Markerne. Vi gik lige saa jævnt og frit fremad, som om vi foretog en Øvelse.

— Otte Hundrede Meter foran os ligger Fjenden, blev der sagt. Dæk! lyder pludselig Kommandoen. Modstanderne maa have set os; thi de aabnede en jævn Geværild. Vi kom til en Aa paa 10 Meters Bredde. Her saa jeg tydelige Blodspor. Jeg blev lidt uhyggeligt til Mode og tænkte: Mon det Blod er af et Menneske? Kuglerne peb og hvislede i de høje Popler, som stod ved Aakanten. Over Aaen var der ingen Broer. Majoren brølede: »Over med jer!«

Man saa fra den ene til den anden, og saa sprang de første i Vandet, som næsten var en Meter dybt. Med Geværet og Patronerne løftet i Vejret vadede man over. Majoren red over paa Skuldrene af Bataillonsadjudanten. Videre gik det. Kuglerne peb os om Ørerne. — Det er mærkeligt at se, hvorledes man føler Trang til at holde sammen i Farens Stund. Tre til fire Mand af den Sektion, jeg førte, raabte til mig: »Du, Petersen, hvorledes det end gaar i Dag, saa holder vi sammen, ikke sandt?«

— Saa kom vi gennem en Frugthave, hvor vi fyldte Lommerne med dejlige Augustæbler. Nogle gav sig endda til at spise deraf med største Sindsro. En Hest ravede omkring herinde. Den havde faaet flere Skud, hvorved den havde mistet det ene Øje.

Fremad igen over Jernbanedæmningen, som Belgierne havde taget udmærket Sigte paa. Det var et varmt Sted; men det gik alligevel. I Hurtigløb, afbrudt af smaa Pusterum, naaede vi til en næsten udtørret Muddergrav. Der var vi sikre for et Øjeblik.

Vort Artilleri beskød nu heftigt Modstandernes Stillinger. Efter et Par Minutters Forløb stormede vi ud af Graven og fremad. Saa kastede vi os ned paa Jorden og overdængede Modstanderne med Geværild. Der kom Befaling: Sæt Bajonetten paa! Fremad til Storm!

Voelkerkrieg 1017 Belgisk batteri beskydes
Belgisk artilleri under beskydning (fra: Geschichte des Völkerkrieges).

— Da vi kom op til Modstandernes Stilling paa Højen, var de alle forsvundne. Vi undersøgte deres efterladte Tornystre, og jeg var saa heldig at finde en hel Pose Biskuit og en Daase Marmelade, som jeg delte med mine Kammerater. Lidt forbi Skyttegraven laa den første døde Belgier. Han havde faaet den ene Kind afrevet af en Granatstump. Jeg stod lidt og faldt i Tanker. Hvad har den stakkels Mand dog gjort, at han skal lide en saa voldsom, unaturlig Død? Mon han er gift og har Børn derhjemme?

— Lidt længere henne laa en saaret Belgier. En Rekrut fra anden Deling, en Vestpreusser, løb hen og holdt ham tænderskærende den knyttede Næve for Hovedet. Pludselig rev han endogsaa Geværet til Kinden og skød den ulykkelige en Kugle gennem Hovedet.

Efter en halv Times Hvil stormede vi igen.; Modstanderne skød meget for højt, og snart overgav de sig. Byerne rundt omkring blev stukket i Brand. Et Par af de ivrigste unge brovtede med, at nu havde de tændt saa og saa mange Huse i Brand.

Da vi om Aftenen kom paa Bivuakpladsen, fik vi lidt tynd Suppe af Feltkøkkenet, ingen Brød. Saa kom vi til en By paa Forpost. Her gik  Køerne rundt paa Markerne og brølte; de trængte til at blive malkede. Vi jagede dem hen foran det Hus, vi havde taget i Besiddelse, og malkede dem i vore Kogekar. Hurra! Sødmælk! det var noget ganske nyt.

— Af Feldwebelløjtnant Johannsen fik vi Lov] til at gaa rundt og rekvirere. I en forladt Gaard var vi meget heldige. I Kælderen fandt vi Smør, i Køkkenet Brød, Marmelade og Rosiner og oppe paa Loftet et Par røgede Skinker. Det blev alt sammen fordelt imellem os. Da jeg nu frøs efter det kolde Bad i Aaen, søgte jeg efter lidt tørt Tøj, hvad der imidlertid kun var meget lidt af. Jeg fandt dog en Skjorte, rigtignok en, som tilhørte det svagere Køn, og trak den paa. Af Strømper var der ingen at finde. Men saa svøbte jeg en Hoveddug omkring den ene Fod og en Serviet om den anden. Siddende paa en Bænk ved Køkkenbordet med Hovedet hvilende paa Armene faldt jeg snart i Søvn.

Hans Petersen: “Et Aar i Krig” (1920)

8. august 1914. Regiment 84 forlader Haderslev

Regiment 84 “von Manstein”, hvis II Bataljon havde hjemsted på Haderslev kaserne, skulle den 8. august sendes sydpå til opsamlingspladsen i Aachen. Særligt mange sønderjyder tjente i dette og Regiment 86 “Königin”. M. Pohl beretter om afgangen fra Haderslev:

”Morgenen den 8. august var kommet. II. Bataljon var trådt an i den forreste kasernegård. Mange, mange mennesker stod ved hækken. Hr. bataljons-kommandøren, Major Maibauer, holdt en kort tale, så rykkede vi med klingende musik af til banegården.

Gaden var fuld af mennesker, men kun enkelte hurraer og blomster blev os til del. Det danske element var mærkbart. Jeg husker altid denne afmarch i Haderslev, som et dystert og tungt optog. Såvidt som at vi soldater ikke selv havde den nødvendige humor, var det af de udenforstående kun vores få venner, som forsøgte at give os en glædelig afsked.

Det gik over “Skulderbladet”, enhver 84´er et velkendt forfriskelsessted, gennem de ofte betrådte gader og stræder. Her og der trykkede vel en bekendt os hånden, men en sejrsglad, begejstret stemning ville ikke komme. Man var vel for tæt på den danske grænse. Der var blevet mumlet meget om et engelsk angreb gennem Danmark.

Uvisheden og bekymringerne for egen fremtid trykkede åbenbart også humøret hos de tysksindede. En gammel profeti, om at et stort slag i Slesvig skulle ende en stor krig, fik igen liv blandt landbefolkningen.

På Banegården begyndte indladningen af bataljonen med det samme og så kom hornsignalet for påstigning. Vores Feldwebel Krohn med sit soldatervæsen og dog så godmodige hjerte gik endnu engang langs med toget. Vores Kaptajn Klapp så endnu en gang efter, hvordan hver enkelt mand var anbragt, så bar toget os mod den ukendte fremtid. Fra tusinde mandestruber steg brusende den gamle sang: “Kære fædreland vær kun rolig, fast og tro står vagten ved Rhinen”.

Toget rullede langsomt på strækningen Haderslev-Vojens. Jeg var sammen med mit korporalskab i een vogn, som ved hjælp af de opstillede bænke hurtig blev forandret fra kvægvogn til passagervogn. Allerførst var stemningen trykket. Så trængte den gamle soldater-fanden-i-voldskhed frem. Vi sang, vi vinkede til pigerne, som sammen med mange andre mennesker stod langs banelinjen, og var gode ting. Hin første, store dages offervilje, som forplejede os mod vores vilje, hver gang toget gjorde holdt, gjorde sit til at holde os ved godt mod.

Jeg husker ikke misstemning hos en eneste mand i de 2½ dag rejsen varede trods den ubekvemme jernbanevogn. Selv den simpleste bar den høje vished om pligten, og det som gjorde os så fornøjede, selvom vi kørte mod det uvisse, var anelsen om pligtens skønhed. Jeg har ofte senere ved fronten haft lejlighed til at se, hvordan man selv blandt vores dansktalende og -tænkende kammerater i augustdagene virkelig gerne kørte i kamp “for det store Fædreland”.

Endnu en ting havde jeg lejlighed til at se på den 2½ dag lange rejse til grænsen. Fra min tjenestetid vidste jeg, at soldaten altid “finder” det, som han mangler. Dette synes ikke længere at være tilfældet. Alt småligt, umandigt forsvandt simpelthen, selv, nej netop hos den simple mand. Det synes simpelthen ikke længere at eksistere.

Således kørte vi langs Slesvigs østkyst. Vi tog afsked med Flensborg og med det henslumrede Slesvig ved Slien; Rendsborg, Neumünster lagde vi bag os. Jo længere mod syd vi kom, desto større var massernes jubel og begejstring på banegårdene. Overalt var familie og bekendte, som var kommet for at ønske en eller anden i blandt os et lev vel. Da det blev nat, havde vi forladt vor hjemstavn, det havombruste Slesvig-Holsten.”

Uddrag og oversættelse af M. Pohl: “Turen til Grænsen” i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.