Niels Lustrup, Spandet, gjorde i juli 1916 krigstjeneste på Vestfronten.
Regimentet, hvortil jeg dengang hørte, var på dette tidspunkt indsat på vestfronten i Belgien. Vi havde indtaget skyttegravsstillinger foran ruinerne af det, der engang havde udgjort den vidtbekendte by Ypern.
Dagene derude havde været hårde, og vi havde lidt en del tab. Regimentet var nu efter seks dages forløb blevet afløst og var draget tilbage til hvilekvartererne i og omkring byen Becelaere. Bataillonen var rykket i kvarter i skovlejren, kaldet »Jägerlager«.
Det var sommer og herligt vejr, så vi nød ordentlig tilværelsen her i disse ret fredelige omgivelser. De hårde strabadser tænkte man i øjeblikket ikke på mere, men man nød tilværelsen, som man nu kunne det bedst. Ud fra de mørke barakker lød der sang, fløjten og munterhed.
Vi var en lille flok, der havde fundet os en solrig plads bag vor barak. Her sad vi nu i græsset og nød livet, mens snakken gik, og vi fik os et slag kort til tidsfordriv.
Georg Bremer var just ved at dele kortene rundt, da han henvendt til mig sagde: »Hør, Niels, vor nye kompagnifeldwebel skal, efter hvad jeg har hørt, nok være en ret striks fyr. Vi vil nok komme til at savne vor gamle feldwebel«.
»Ja«, svarede jeg, »den gamle var nu et sjældent fint og forstående menneske; han var alt for god til at ende sit liv herude«.
»Ja, du har ret, Niels, og det er kun godt for ham, at han nu er taget bort herfra, og efter hvad jeg har hørt, får han nok lov til at fortsætte i sin gamle stilling som overlærer ved skolevæsenet i Rendsborg igen«, bemærkede Georg Bremer og fuldendte uddelingen af de alt andet end propre kort.
En af flokken, Claus Hansen, kom med følgende bemærkning: »Ja, ser I, den nye feldwebel er en mand, der nok skal gøre sig afholdt, der siges om ham, at han, der er bayrer af fødsel, skal være en ren »Prøjser-æder«.
»Hm, Prøjser-æder! — Nå, ja, manden er fra Bayern, det er vel det hele«, mente Johannes Meier og delte kortene rundt til en ny bét.
»Da skulle du have hørt, hvad sergent Jens Berg har været ude for«, bemærkede Georg og pakkede kortene sammen — han havde opnået bét’en!
Der var en eller anden, der kaldte. — »He! — Der Knacker!« — Det var altså mig, det gjaldt — »Knacker« var sådan en slags borgerlig ærestitel . . .
Ludvig, kompagniets skriver og stik-i-rend-dreng, stod i den åbne dør og lod blikket glide rundt hen over mænnerne, indtil han fik øje på mig.
»Ja, det var lige dig, jeg skulle have fat i! Hør, Niels, du må straks melde dig på kontoret; det er Bartolomæi, feldwebelen, der ønsker at se dig«.
Da Ludvig havde sagt dette, fandt han det klogest at forsvinde igen …
»Ja, så kommer I til at se jer om efter en ny mand, mens jeg er borte«, sagde jeg, hvorefter jeg rejste mig og gik ind i huset for at tage hue og trøje på. Jeg begav mig af sted hen til barakbygningen, hvori vort kontor var installeret. Jeg meldte mig og sagde mit navn.
»Nå«, sagde feldwebelen, »du er altså manden med dette — hm — mærkelige navn«, hvorefter han vendte sig mod en hylde, hvor der fandtes adskillige papirer, blandt andet også et feltpostkort, som han nu ivrigt studerede, — uden at kunne læse det.
Jeg havde god tid til at tage manden nærmere i øjesyn. Han kunne vel være omkring de fem og fyrre eller så, lavstammet og bred, med ikke så lidt anlæg til at få mave. — Jo, den gode hr. feldwebel kunne godt se ud til at være en stor ynder af et godt glas øl . . .
Jeg blev afbrudt i mine betragtninger af feldwebelen, der sagde: »Hør, mand, hvad landsmand er De egentlig? — Se, her har jeg et kort med Deres navn under; men jeg kan — hm — desværre ikke læse det«.
»Jaså, — kortet er et, jeg skrev i formiddags, det er skrevet på dansk, hr. feldwebel, — jeg er dansker . . .«
»Dansker«, udbrød han, »kender det ikke . . . nej. De er selvfølgelig også en af disse . . . prøjsere!« (Han havde nær sagt »snavsede prøjsere«). »De er tysker, er De, og De må kunne skrive tysk; det kan da alle her!« bemærkede feldwebel Bartolomæi tørt og så hastigt på mig.
Jeg lod mig dog ikke sådan slå af marken, men sagde: »Hør, hr. feldwebel, jeg skriver dansk, for de derhjemme forstår kun dansk«.
»Nej«, afbrød han mig, »De skriver tysk, ellers bliver Deres post ikke afsendt herfra«.
»Jo, den gør! — Det er den da blevet indtil nu«, sagde jeg protesterende.
»Menneske, er De blevet helt forrykt?« fo’r feldwebelen op.
»Nej, endnu ikke, hr. feldwebel, men jeg er dansker og skal vide at benytte mig af mit danske modersmål lige så ofte, det er mig muligt!«
»Ja, — for pokker, — De er forrykt! — Ved De hvad, De skal få tre dage i brummen, min fine ven!« skreg feldwebelen.
Jeg var ligeglad og så vistnok lidt trodsigt hen på den stakkels mand.
»Raus! — Herut med dig!« udbrød feldwebelen mere end arrigt og viste mod døren. — Nå, den kunne jeg nu nok selv have fundet . . .
De tre dage i brummen, ja, dem har jeg stadig til gode, for allerede den følgende dag var vi atter undervejs ud til fronten. Jeg fik aldrig lov til at sidde de tre dage af . . .
