Tag-arkiv: kosakker

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.

7. oktober 1914. Hemming Skov på østfronten: March mod Radom ad elendige veje

Hindenburg undslipper de russiske styrkers forsøg på at omgå og udslette den tyske nordfløj og flytter i ilmarch tropper til et fremstød mod Warszawa.

Hemming Skov’s regiment 176 skiftede front og var ankommet til den russiske by Tschenstochau på den modsatte side af grænsen til provinsen Schlesien. Her så de frem til at udforske nogle af byens seværdigheder.

Det fik vi selvfølgelig ikke tid til at se, for allerede første Dag fik vi Marchordre. Med Jøder, der vil slaa en handel af, rendende rundt om os, og med Reg. Musikken foran, dingler vi saa gennem Byen ud paa et langt og fare fuldt eventyr efter Warszawa til.

Vi fik den Dag en ny Kompagni-Fører (Oberleutnant Hindersen). Samme Mand blev senere hen en forhadt bekendt af mig. –

Vi asede 30 werst (km) ad sandede Veje, før vi opnaaede at komme i Kvarter. De følgende Dage ligesaa. Byernes Navne kan vi næppe læse, kun paa Vejviserne Tallene og werst, der samtidig er det eneste, der interesserer os. Det planløse Vejvæsen fører os frem i Zikzakkurve, og skønt hver Dag bringer os nye Egne og vide Udsigter, er alt omtrent ens, elendige Sandmarker, planløst Skovbrug, usle Hytter, Nød og Fattigdom.

Endelig den 2. Oktober havnede vi paa en god Landevej, noget, vi nu næsten betragtede som en Slags Luksus. Til Aften kom vi i Kvarter paa et stort Gods sammen med vor Batl.-Stab, vort Maskingevær Kompagni og noget Artilleri.

Vi var nu i Nærheden af Fjenden, hvad vi samme Aften fik at se. Stærke Kosak-Patrouiller kom sprængende ind i Byen, sandsynligvis uden at ane Uraad. SaaIedes kom to Kosakker hæsblæsende paa deres smaa viltre Heste farende forbi den Gaard, hvor 1. Kompagni laa indkvarteret. Men denne Manøvre midt i Fjendens Lejr endte med, at vi ”sofort” maatte takke af for godt Husly og ud i aaben Mark.

Næste Morgen var jeg med til at kaste en Grav til 3 Kosakker. Under stadig Berøring med Fjenden arbejdede vi os et Par km frem. Den 4. Oktober nærmede vi os Radom, hvorfra Russerne i Hast lod den ene Transport efter den anden forsvinde pr. Jernbane.

Selv om Radom var en større By, kom vi hurtigt derind; om Morgenen den 5. blev der angrebet, og hen paa Eftermiddagen var vi i Radom. En Del af vort Kompagni blev sendt tilbage med Fanger, og vi andre naaede ud paa Natten i Kvarter et Stykke Syd for Byen, hvorfra vi den næste Dag alter drog tilbage til Radom.

 Czenstochau—Radom, en Strækning paa ca. 200 km, tilbagelagt paa en Uge. Radom ligger 100 km stik Syd for Warszawa og er i Modsætning til de andre Stinkreder, vi har passeret, en smuk og renlig By med vældige

Kirkebygninger. Her havde Russerne en befæstet Feltstilling, og der var store Troppemasser undervejs til Forstærkning. Men vi kom dem i Forkøbet, og Russerne trak sig tilbage. Vi saa kun russisk Kavalleri, og efter Sigende blev her 2 Kavalleridivisioner slaaet tilbage. De to følgende Dage vekslede med noget saa naturtro som Regnvejr og Solskin og Hvile.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

16. august 1914. Jeppe Østergaard på vej mod Königsberg: “Her må ingen kosak nå hen!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste på østfronten i 5. grenadérregiment. Den 16. august satte han sig på toget med kurs mod Königsberg.

Dagbogen 16—8—1914.

Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede kl. halv to om morgenen må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården i Soldau. Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind.

Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin.

Ingen ved rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man bliver menneske mellem mennesker.

De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6-tiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres.

Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det.

Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag.

Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914
Germania forsvarer fædrelandet. Propagandabillede.

 

12. august 1914. Jeppe Østergaard: “Kosakkerne smurte haser!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde tjeneste ved 5. grenadérregiment i Danzig. Den 12. august 1914 fik han sin ilddåb mod russiske kosakker.

Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse.

Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også udmærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem. Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning.

Kuglernes „iss“ lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.

Mens vi der går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser.

Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde der have skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de forsvundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu understøttes de også af deres artilleri.

For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok forskræmte spurve.

Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klapjagt på den 10-12 km lange strækning.

En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet.

Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, deriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.