Tag-arkiv: fredsbevægelse

5. juni 1916. Kresten Andresen: “Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 5. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med smør og kiks og brevet af 27. maj. Det glæder mig, at udkastet til omordningen af aftægtet har kunnet gå an. Men derfor er det da en risikabel sag at gøre udkast til Johan Iversens aftægt også; imidlertid kan jeg godt sende dem en lille tegning.

Det fatale hønsehus, som mor savner på tegningen, må forlægges til op i omegnen af granerne, og kartoflerne vil der vel nok blive plads til andre steder end netop i det lille stykke land vest for huset. Efter min mening skulde det helt ofres for skønheden, og I kan tro, at et anlæg dér vil pynte på hele huset. Jeg har slet ikke noget imod, at der af det stykke land bliver ofret noget til persille og jordbær; det burde så i hvert fald være den del, der ligger mellem midtergangen og granerne. I øvrigt synes jeg, at der måtte forsvinde et par af de mange frugttræer, for det ene kan jo ikke stå for det andet.

Jeg har det helt godt heroppe, for øvrigt er jeg for tiden meget stærkt forkølet. Vi har det særdeles roligt, og det kan vare i en måneds tid. Jeg har haft en længere samtale med dr. Thomsen, vi gik en lang tur om i parken. Jørgen Brag er nu rejst af til Tyskland og kommer rimeligvis på lazaret i Flensborg; det er godt for den gamle rare svend. Jeg har besøgt ham tre gange, mens han endnu lå her på lazaret.

Det er nok et vældigt søslag, der har været oppe i Skagerrak. Efter hvad her meddeles, har englænderne omtrent mistet en snes skibe og tyskerne otte. Italienerne har nok også fået et slemt smæk. Det er i grunden ret livligt for tiden på alle fronter.

Nu er freden jo også bleven udsat en måned; terminen er nu den 27. august, for kort tid siden var den den 17. juli. Jeg synes, hele fredsbevægelsen, som i grunden tegnede så godt, er bleven brat standset. Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det; og det skulde ikke undre mig, om der bliver et tredje vinterfelttog også.

Mange hilsner til alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

28. maj 1916. Kresten Andresen: “…jeg har alligevel haft en uhyre lykke med mig”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Søndag den 28. maj 1916

Kære forældre!
Så er jeg nu alligevel kommet til mit gamle regiment, men jeg har alligevel haft en uhyre lykke med mig; i de sidste uger har regimentet haft det temmeligt hårdt, men nu er det kommet helt i ro. Hvis jeg ikke var kommet galt afsted med min finger den gang, så var jeg kommet med i hele stormen.

Jeg har hørt, at Hans Moos i Nybøl er falden under den; det er forfærdelig sørgeligt. Han skal have anet det forud og har taget afsked med alle sine kammerater. Men der er faldet mange flere gode lands mænd.

Jeg er kommet hertil i dag og bliver her i Douai i en fem, seks uger, så kan der jo være mangt og meget forandret til den tid; men jeg tror det næppe. Feldwebel Romer tog meget venligt imod mig. Det er altid rart at komme til et kompagni, hvor man er gammel i tjenesten; kommer man et nyt sted hen, bliver man behandlet som rekrut, og det har jeg fået nok af.

Jeg traf straks mange gode venner, som Rasmus Nissen fra Lendemark, og Hans Skov fra Lillehave; vi tre har i eftermiddags opsøgt vores gamle Jørgen Brag, som ligger på et lazaret her i byen. Han var meget fornøjet, for en af dagene damper han af ad Tyskland og venter at komme til Flensborg; måske så han og Christian kan komme til at ligge sammen.

Han var meget glad for at træffe kendte folk, for han ligger på et bayrisk lazaret. Dr. Thomsen har jeg ikke truffet, men håber at træffe ham en af dagene.

Jeg synes, at fredsbevægelsen i den sidste tid er kommet noget stærkt frem. Forhåbentlig bliver det nu også til noget. Hvad skriver de danske aviser? Sverige synes at være kommet ind i et roligere spor igen. Det vilde heller ikke være at håbe, at det også skulde komme med. Nu vil vi vente tiden af.

Mange tak for brevet af 22. maj og pakken med skinke. Jeg har det udmærket. Douai er en dejlig by, omtrent så stor som Flensborg. Den har mange flotte bygninger. Her kan man gå på kafé og få kaffe og kager; men en æblekage koster 60 pf., så dem kan man ikke vove at tage ret mange af ad gangen.

Franskmændene er meget udhalede sådan en søndag eftermiddag. Jeg synes, det passer ikke rigtig til situationen; uhyre mange kvinder, der bærer sørgeflor. Hvilke tider!

Med mange hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

17. oktober 1914. Kristendom og salpeter

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Krig, Kristendom og Mission.

I et Foredrag om ovenstaaende Emne udtalte Biskop Ostenfeld i K.F.U.M. i København forleden ifølge “Hovedstaden”s Referat, at i 1910 havde man i Edinburg holdt et stort Verdens-Missionsmøde, paa hvis Grundtanker – at netop de følgende 10 Aar var kritisk for Verdens Evangelisation – vi alle havde levet. Og saa faldt det tilsyneladelse akt sammen 1. August i Aar.

Man havde saaledes f.Eks. maattet aflyse en Fredskonference, sammenkaldt af den engelske kirkelige Fredsunion, og et af den amerikanske-biskoppelige Kirke organiseret verdensmøde, kort sagt: Krigen slog alle Enhedsbestræbelser ned. Nu er intet sikrere, end at Enheds- og Fredstanker er Jesu Tanker. Hvorledes da forlige det, der sker nu, med Guds Fredstanker? Saadan var mange mennesker kommen til at spørge sig selv i denne Tid. Nogle gjorde rent Bord, de sagde: Krigen 1914 viser, at en kærlig Gud ikke lever. Hertil er at svare, dels at end Gudstro, der staar og falder med, at mine Tanker virkeliggøres, er uden Værd, dels at det Onde ligefuldt bliver staaende, om jeg kaster min Gudstro bort.

Andre stillede sig paa det Standspunkt: Vi har en Gang oplevet Frelsen i Jesus Kristus, det er udgangspunktet, Kristendom er at faa Syndernes Forladelse og ikke at faa Svar paa Spørgsmaal. De, der vælger dette Stade, kan da enten ganske afvise alle Spørgsmaal eller forsøge at klare, om ikke alle, saa dog nogle af de Gaader, de møder paa deres Vej.

Hvorfor vi har faaet krigen 1914, var et Spørgsmaal vi maatte lade ligge. Hvortil vi havde faaet denne Krig, er et problem, vi kan tage fat paa. Taleren var vidende om, at hans kristne Liv ytrede sig under to Former: Koncentration og Ekspansion, svarende til, at han paa den ene Side fordybede sig i Ord som: Et er fornødent”, “Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele verden osv., kort sagt, i Ord der var Udtrykt for det egentlige i Kristendommen, eller at han paa den anden Side kom til at staa overfor et Ord som, “Alt skal underlægges Kristus”, der gav et Udtryk for Kristenlivets ekspansive Kraft. Men disse to Kræfter skulde holde hinanden i balance, det vil sige, det Kristne Arbejde skulde være baade personlig Inderliggørelse og Arbejde for “kristelig Kultur”.

Nu havde Taleren ofte været nødt til at gøre sig det Spørgsmaal, om de sidste 10 Aars Missionsarbejde ikke havde haft for lidt af den ene Kraft: Koncentrationen, om ikke de kristne Arbejdere trængte til at blive mere enfoldige. Men vil Gud have et Menneske ændret i den retning, bærer han sig ad som Gartneren, der beskærer træet. Og Krigen 1914 er en saadan beskæring af de kristne Samfund lige ned til Roden.

Den kristne Kultur kunde skabe stærke Karakterer; alene kunde den ikke skabe gode Mennesker. Men der krævedes baade Styrke og Kærlighed, ikke mindst paa Missionsmarken. Missionærerne kom til at revidere deres Motiver. Hvorfor gik de ud? For Nødens Skyld! Men de glemte da Hovedmotivet: Jesus har sagt det.

Det er herom, at alle Kristne maa samle sig, naar de staar overfor Missionsproblemerne.

København som Hjælpecentrum.

København, der i de første Krigsdage var Centrum for den internationale Hjælp til Flygtninge fra de krigsførende Lande, indtager stadig denne ejendommelige Stilling og fra Udlandet lyder der i denne Tid mange Lovord over den Maade, hvorpaa man hjælper de krigsførende Staters Flygtninge til rette baade paa den ene og den anden Maade. Det er særlig Opsporing af Slægtninges Opholdssted og Tilsendelse af Pengemidler, der er Tale om.

Et for kort Tid siden oprettet neutralt Telegrambureau, der skulde paatage sig saadanne Hverv, har ikke faaet nogen som helst Betydning. Det er gennem Storbankerne, at Hjælpen sker. Hver Dag indfinder der sig en Mængde Fremmede, der søger Oplysninger om Slægt og Venner i Udlandet, der trænger til øjeblikkelig Pengehjælp og lign. Og Hjælpen ydes hurtig og imødekommende. Det er navnlig Maaden, hvorpaa Hjælpen ydes, der vinder saa stor Paaskønnelse og skabet saa megen Taknemmelighed, og utallige er de Beviser paa Sympati og Taknemmelighed, de hjælpende Institutioner modtager. Naar Krigen engang er endt, vil Danmark paa denne Maade have skabt sig Tusinder af Venner, der aldrig vil glemme den redebonne og elskværdige Hjælp.

Salpeteret. den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør under 7. Oktober:

Der er forbudt at sælge eller aflevere Salpeter af hvilken som helst Art og Salpetersyre af mindst 40 Gr. Beamé til andet end paaviseligt til krigsformaal. Folk der ejer Salpeter, maa skriftligt meddele Salpeterkommissionen i Altona B., Lurup Chausse 14, hvad der den Dag, da foreliggende Forordning udstedtes, ligger oplagret hos dem af egne eller fremmede Beholdninger de har liggende oplagret hos Speditører eller i offentlige Pakhuse. Anmeldelsen maa ske inden 25. Oktober.

Overtrædelser straffes.

Ansøgninger om at give Salpeter fri til krigsformaal maa rettes til ovennævnte Kommission.