2. marts 1919. Desertøren Søren Outzen deserterer for anden gang

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat i 1916, men deserterede i september 1916. Han opholdt sig i Danmark og Norge de følgende 2½ år, men vendte i februar 1919 hjem til Sønderjylland – hvor han blev arresteret for faneflugt og ført til kasernen i Neumünster.

Men næste dag viste sig ogsaa opløsningstendenserne paa stedet og meningsløsheden med min tilstedeværelse. Ingen spurgte efter mig. Der var ogsaa en vis nervøsitet at spore paa kasernen. Gamle frontsoldater, som var blevet afvæbnede, havde forsøgt at organisere sig noget brændsel til de kolde belægningsstuer. Vagtmandskabet — „Eichenlaub“-soldaterne, det kommende „rigsværn” – havde maattet gribe ind. Der var placeret maskingeværer paa tagene. Man vidste aldrig, hvad de kommende dage kunde bringe— „midt i en jærntid”.

Jeg holdt mig paa stuen til spisetiden om middagen, fik ogsaa min portion med, skønt de uniformerede saa med lidt nysgerrige blikke paa mig civilmand. Hvad var han, og hvad skulde han her efter? Men jeg var ikke meget talende og holdt mig i baggrunden. Begivenhedernes gang skulde jo afventes.

Om eftermiddagen vovede jeg mig hen til kaserneporten, hvor der stod vagt. Det kunde være godt at orientere sig, hvordan det mon kunde lade sig gøre at smutte udenfor. Næste dag tog jeg mod til mig og gik frank forbi vagten ud i byen. Ingen sagde noget.

Jeg søgte hen til banegaarden for at blive fortrolig med forholdene dér.

Men da jeg ikke havde „Ausweis”, kunde der ikke være tale om at købe billet og rejse sin vej. Penge havde jeg heller ingen af. Men da det var lørdag, og der siden ved appellen udbetaltes lønning, kom jeg i besiddelse af ca. 15 mark.

I den kommende nats vaagne timer besluttede jeg da, næste dag efter middagsmaden at forsvinde fra byen til fods. Ingen vilde vist savne mig foreløbig. Som tænkt, saa gjort.

Jeg fulgte hovedlandevejen nordpaa mod mine længslers maal, hjemmet i nord. Men hvordan uden „bevis” komme over kanalbroen ved Rensborg, hvor der naturligvis var vagt?

Der skete dog intet ubehageligt. Jeg fulgte strømmen af søndagseftermiddagsfodgængerne over broen og naaede om aftenen til Jagel syd for Slesvig, hvor jeg fik logi i en landevejskro og forplejning næste morgen.

DSK-årbøger 1948

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *