Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

18. september 1916. “Søren Hansen, I presume?” Sønderjysk kaffepunch ved Rufijifloden

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Da jeg vaagnede, kom Ramasan, der havde indrettet en lille Lejr til mine tre Bærere, sig selv og Ali et Stykke fra mit Leje, hen til mig og fortalte, at der var gaaet en hvid Mand over Broen og havde slaaet Lejr nede ned Floden.

Jeg kunde se hans Lejrbaal og besluttede at hilse paa ham. Det kunde muligvis være en, jeg kendte, men selv om dette ikke var Tilfældet, saa var det Skik her i Landet, at hvide Mænd hilste paa hinanden, naar de mødtes paa Safari.

For ikke at dumpe lige ned i Hovedet paa en Officer, der maaske ikke i Øjeblikket ønskede mit Selskab, nærmede jeg mig langsomt Baalet og saå mig godt for, indtil jeg blev klar over, at her var enhver Forsigtighed overflødig. Manden, der sad ved Baalet, kendte jeg godt, endda før han kom til Østafrika. Det var en Sønderjyde,
Søren Hansen fra Haderslevegnen.

Han havde en Tid været Lokomotivfører paa Amtsbanerne, men havde fundet Forholdene for smaa og var rejst til Sydvestafrika, hvor han havde faaet en treaarig Kontrakt som Lokomotivfører. Da de tre Aar var udløbet, var han kommet en Tur hjem, men Eventyret sad ham i Blodet, og han lod sig ansætte paa en ny Kolonikontrakt — denne Gang i Østafrika. Da jeg boede i Daressalam, havde jeg hørt, at han var ansat paa Centralbanen, men han kom ikke til Byen, da han arbejdede mellem Morogoro og Tanganyika Søen. Nu sad han altsaa her ved Rufijifloden ved et muntert blussende Lejrbaal og lignede sig selv.

Jeg gik hen til Baalet og hilste: — God Dag, Søren! og for en Gangs Skyld havde jeg den Triumf at se den rolige og uforstyrrelige Søren Hansen blive virkelig forbavset: — Men hvor i den vide Verden kommer du dog fra, Nis? fik han dog efterhaanden fremstammet.

Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Kisakki og sagde et Par Ord om, at nu var det nok forbi med at køre i Lokomotiv. Søren Hansen grinede: — Ja, det er en ny Maade at være Lokomotivfører paa, men sæt dig nu ned og faa en Bid Brød med.

Jeg tog mod Indbydelsen, og Søren anviste mig høfligt Plads paa en Feltstol, hvilket var et Særsyn paa disse Breddegrader. Jeg havde set en enkelt Officer sidde paa disse Stole, men de fleste af de andre, der kun havde tre Bærere, havde maattet give Afkald paa denne Luksus.

Søren Hansen satte sig ned paa den Kasse, der indeholdt hans Tøj, og saa gik Snakken. Midt under den kom hans Boy med den herligste Aftensmad, hvoraf jeg kunde se, at Søren hernede i Afrika var en betydelig og formaaende Mand, for ved Siden af dette blegnede alle Ramasans Arrangementer.

Medens vi spiste, fortalte Søren videre om sine Oplevelser paa sin lune og stilfærdige Maade. Han var jo blevet ved at køre frem og tilbage med Toget, saa længe der var nogenlunde Plads til at køre paa. De havde kørt Tropper mod Øst og flyttet andre mod Vest, og Søren havde aldrig bestilt saa meget i hele sit Liv.

Til sidst var der jo kun nogle faa Alen Skinne i tysk Besiddelse, sagde Søren, og Mandskabet paa Lokomotivet puttede saa et Par Dynamitpatroner ind i Maskinen og gik videre.

Nu var han Lokomotivfører til Fods paa Jagt efter en ny Jernbanelinie.

Han talte om Sønderjyder, som han havde mødt ved Jernbanen, og han kendte flere af dem fra Blokadebryderen. Deres videre Skæbne kendte han derimod ikke meget til. Kun havde han fæstnet sig ved Navnet Chr. Hansen, vor første Maskinmester. Han havde vist sig som en overordentlig dygtig og modig Soldat og vilde sandsynligvis avancere til Officer.

Jeg tænkte paa Chr. Hansen, som jeg kendte ham fra Blokadebryderen, en kammeratlig og djærv Mand, der aldrig kommanderede, men hellere tog et Tag med selv, naar det kneb, og jeg kunde ikke rigtig tænke mig ham som militær Vovehals. Men saadan var det nu. Søren Hansen nikkede energisk. Maskinmesteren
er en Mand, som de snakker om ude ved Fronten.

Vi talte om løst og fast, medens vi spiste den gode Mad, og til sidst kom vi da ogsaa til at tale om dem der hjemme.

Det var det Emne, vi altid sluttede med, naar vi var sammen med Landsmænd. Naar vi hørte det gamle Sprog igen, saa kom Tankerne om Hjemmet af sig selv, og vi kunde sidde i Timevis og drøfte, hvorledes de kunde have det derhjemme — uden at have et eneste Holdepunkt i Virkeligheden. Ikke en eneste af dem, jeg talte med, havde faaet en Linie hjemmefra, skønt der sikkert var skrevet Hundreder af Breve via de neutrale Lande til dem.

Og som sædvanlig, naar vi talte om Hjemmet og dem derhjemme, forsvandt al Stemning, og det endte med, at vi begge sad og kiggede ind i Baalet uden at sige noget. Vi kunde have det saa godt vi vilde hernede, have rigelig med Proviant, være raske og godt udhvilede —
Talen om Hjemmet og Længslen efter det gjorde os saa ynkelig fattige, og vi følte, at alt det, vi færdedes imellem, kun betød saa lidt i Sammenligning med det, vi havde lagt bag os.

Med ét hævede Søren Hansen Hovedet: — Op med Humøret, Nis, nu skal vi have Kaffe! og virkelig — jeg kunde spore en stærk Kaffeduft lige i Nærheden, og et Øjeblik efter stod to duftende Krus Kaffe paa den Kasse, der tjente os til Bord. Jeg havde ikke smagt det i lange Tider, og — saa underligt er Mennesket ogsaa indrettet — jeg glemte et Øjeblik mine Sorger ved Synet og Smagen af den brune Drik.

Herregud, det gjorde jo ogsaa kun ondt værre at gaa og ødelægge sig selv med Længsel og Sorg.

— Og her skal du se, fortsatte Søren Hansen, her er noget, som du heller ikke har set for nylig. Det var en Flaske Snaps — en Helflaske!

Jeg havde ikke set noget lignende, siden jeg rejste hjemmefra. Denne Søren Hansen var ikke alene en velhavende Mand, han var noget af et Mirakel. Hvordan i Alverden kunde han fremtrylle en Flaske Snaps midt i det gloende Afrika?

. . . og nu skal vi have os en god gammeldags sønderjysk Kaffepunch af den Slags, som vi lavede i Sandby Kro, hvor jeg er fra, fortsatte Søren Hansen og lod Handling følge paa Ordene.

Solen var forlængst gaaet til Hvile bag Træerne, og Natten havde sænket sig over Skovene og Floden. Langt borte hørte vi Hyænehyl og mange andre Lyde, som jeg endnu ikke kendte, men som jeg snart skulde stifte Bekendtskab med, og her midt i Junglen sad vi to Sønderjyder og drak Kaffepunch. Intet Under, at vi følte Trang til at synge, navnlig da vi havde faaet den anden og tredie Knægt.

Med Søren Hansens Bærere og Flodens Krokodiller som tavse, men sikkert interesserede Tilhører, afsang vi: „Der er et yndigt Land“ , og saa snart de sidste Toner var døet bort mellem Træerne og vi havde faaet endnu en Kaffeknægt, tog vi fat paa den næste danske Sang.

Det blev en uforglemmelig Nat. Siden jeg kom i Land fra Blokadebryderen, havde jeg ikke haft Lejlighed til at synge danske Sange sammen med Landsmænd, og Søren Hansen havde naturligvis heller ingen Lejlighed haft. Derfor skulde der synges meget. Sønderjyder elsker at synge, og vi var ingen Undtagelse fra Reglen. Alle danske Sange, som vi kunde huske, og det var egentlig ikke saa faa, blev afsunget den Nat ved Rufijifloden.

Det var en Oplevelse af den Slags, som man altid vil huske. Lad være, at vor Begejstring havde nogen Forbindelse med de mange Kaffepunche, lad være, at vi ikke sang saa rent, som vi maaske burde — tilbage blev alligevel Erindringen om et Møde med en Mand, der var baade Kammerat og Landsmand, og som ofrede den værdifuldeste Del af sit jordiske Gods, sin Brændevinsflaske, for at
mørke og triste Stemninger ikke skulde forbitre vort Sind.

Da Solen stod op, var Flasken tom. Søren Hansen tog Afsked med mig med mange gode Ønsker, og jeg gik tilbage til det gode Leje, som Ramasan havde redt mig. Da jeg vaagnede, var Søren Hansen draget videre mod Syd.

Den næste Gang, jeg saa ham, var Genforeningsdagen paa Dybbøl.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

17. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kungulio

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Dagen efter — det var ud paa Aftenen — kom vi til Kungulio og slog Lejr paa Rufijiflodens nordlige Bred.

Den næste Dag gik vi over den lange Træbro, der var bygget over Floden, og som er kendt af alle, der gjorde Krigen i den sydlige Del af Østafrika med. Herfra udgik det meste af Trafiken fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Der fandtes ganske vist ikke saa faa Vadesteder i Floden, som ogsaa blev flittigt benyttet, men Kungulio med sin Bro var et trafikalt Knudepunkt, og dens Navn var kendt af alle.

Hvad der egentlig gav Stedet Navn, var ikke let at opdage. Der laa ganske vist et Stykke fra Broen nogle faa Negerhytter, men allerhøjest en halv Snes Stykker, og om en By kunde der ikke være Tale. Maaske havde der engang ligget en større By. Nu var Kungulio kun Navnet paa Broen og Egnen deromkring.

Vi slog Lejr et Stykke fra Broen og anbragte Ammunitionen godt gemt i den tætte Urskov. Her ved den temmelig brede Flod, Østafrikas største Vandløb, var Krattet blevet til Skov, der strakte sig som et ubrudt Bælte paa begge Sider og løb sammen med andre store Skove Syd for Rufiji.

Det var altsaa Rufiji, tænkte jeg, da jeg første Gang saa  dens Vand blinke mellem Træerne. Hidtil havde det kun været et Navn for mig, men nu saa jeg den foran mig. Et Stykke ud mod Havet laa den tyske Flaades Repræsentant i disse Farvande, Krydseren „Königsberg“ , brændt og sprængt, med Dækket overgroet af Slyngplanter og Siderne tilklistret af Flodens slimede Vækster.

SMS Königsberg_mindre

Ramasan havde lavet mig et godt Leje af tørt Græs med mine Tæpper ovenpaa. En Pæl blev slaaet ned i hver af „Sengen“ s Hjørner, og her blev Moskitonettet udspændt, for vi var nu kommet til de Egne, hvor Malariaen hærgede, og jeg syntes, at jeg allerede havde  faaet noget af den i Kroppen.

Da jeg havde anvist Bærerne, hvor de skulde anbringe Ammunitionen, og havde set, at de stablede den ordentligt sammen, og havde været en Tur nede ved Floden, var det langt over Middag, og da jeg ikke havde andet for, saa kastede jeg mig ned paa mit Leje og sov et Øjeblik efter.

De lange Marcher, der jo egentlig var gjort uden en eneste ordentlig Hviledag, siden jeg forlod Morogoro, havde aflejret saa megen Træthed i Kroppen paa mig, at jeg kunde sove med et Øjebliks Varsel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

16. september 1916. Vand og pløre ved St. Quentin

Skriv en kommentar

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.

Vi blev omsider trukket ud af fronten ved Arras og blev indsat ved St. Quentin. Byen lå i frontlinien. Den var slet medtaget, mange huse skudt i grus.

Jeg var sådan set ikke ked af frontafsnittet her, for her fandtes dog nogenlunde skyttegrave, og dækninger var der også;  men da der indtrådte en regnperiode, blev graven hurtigt et søle og næsten ufremkommelig. Vandet silede ned ad brystværn og rygdækning, og den opblødte jord fulgte med. Ofte var pløret i bunden af graven op til 40 cm dybt. Vi måtte dag og nat skovle pløret ud. Englænderne, der lå over for os, var flinke. De forstyrrede os ikke. De var nemlig ude for dén samme ubehagelighed og fulgte vort eksempel. Vi forstyrrede naturligvis heller ikke dem …

Det skete dog under en skudveksling, at en af mine kammerater blev ramt af en geværkugle i halepartiet. Vi syntes, han var meget heldig, for han kunne nu forlade den opblødte skyttegrav, og han kunne  regne med at blive indlagt på et lazaret i Tyskland, ja, han kunne oven i købet engang komme hjem på orlov.

Men hos os gik granaterne vedblivende hen over vore hoveder, om
natten steg og sank lyskuglerne i et broget fyrværkeri, geværer affyredes, og maskingeværerne knaldede. Og så måtte vi om natten tilbage for at hente proviant. Feltkøkkenet stod inde i St. Quentin, og vi havde en lang og streng og farlig vej at gå. Maden blev naturligvis kold, inden vi nåede ud i skyttegraven med den.

Der var dog et gode ved stillingen her. Vi havde, så utroligt det lyder, elektrisk lys i vor understand. Det havde jeg aldrig oplevet.

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

15. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampvognen, der sættes ind for første gang i historien i denne uge, nemlig ved Somme, hvor slaget raser på tredje måned; om belgiske tvangsarbejdere i den tyske industri; om det 7. slag om Isonzo; kampe i Grækenland og om felttoget mod Rumænien

Krigens forløb

15. september 1916. Antilopejagt på safarien til Rufijifloden

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Der er lidt over fire Dagsrejser fra Kisakki til Kungulio ved Rufijifloden. Landskabet bestaar af Krat isprængt med Græssletter, men aabne Sletter af større Omfang fandtes ikke. Derimod var der ikke saa faa smukke Søer langs Vejen, som vi fulgte, og det var noget af en Seværdighed i Afrika, hvor man ellers sjældent træffer aabent Vand udenfor Regntiden og hvor Floderne tørrer ind om Sommeren.

Med Mellemrum fandtes der Magasiner, hvor vi kunde supplere vort Forraad af Proviant baade til Bærerne og til min private Husholdning, og naar vi slog Lejr, tog jeg Karabinen med mig og gik paa Jagt.

IMG_2011_11_22_4732_Afrika_Nis_Kock
Originaltegning fra Nis Kocks arkiv (privateje)

Vildt var her dog ikke overvældende meget af, navnlig ikke paa de to første Dagsmarcher, men jo længere vi kom mod Syd, desto talrigere blev det. Den sidste Rastdag før vi skulde være fremme ved Kungulio, havde jeg et sjældent Held med mig.

Efter at vi havde slaaet Lejr og jeg havde spist min Ris, tog jeg Riflen paa Nakken og søgte ned mod en lille Sø for at se, om der skulde være Jagtheld ved den. En af Bærerne, der saa mig gaa, spurgte, om han skulde gaa med og bære Byttet, men jeg rystede paa Hovedet. — Du vil nok hellere blive ved Lejrilden.Jeg gik alene.

Vildt saa jeg ikke noget af, men blev alligevel ved at gaa en Timestid, indtil Solen var ved at gaa ned. Saa vendte jeg om for at naa tilbage til Lejren, inden det blev mørkt, men med ét stod jeg stille, som naglet til Stedet. Paa en aaben Plads, skarpt belyst af Solen, stod en pragtfuld Antilope — en Kongoni —ubevægeligt foran mig. Det var et Mirakel, at den ikke havde set eller hørt mig, men stort nærmere kunde jeg ikke komme den.

Afstanden til det pragtfulde Dyr anslog jeg til 400 meter og besluttede at tage min Chance. Min Riffel — en af de  Mauserkarabiner, som vi havde med i Lasten paa „Kronborg“ — var et fortræffeligt Vaaben, der skød godt og sikkert.

Jeg knælede forsigtigt ned i Græsset og tog omhyggeligt Sigte paa Kongonien. Skuddet gik af med et Brag, der lød som et Kanonskud i det stille Aftenlandskab, og Kongonien gav et Par lange Hop og forsvandt i et Buskads.

— Skudt forbi -— Pokkers ogsaa! Arrig over Uheldet smed jeg Riflen over Nakken, men gik for en Sikkerheds Skyld hen imod Stedet, hvor det store og smukke Dyr havde staaet. Der var Blodspor i Græsset. Jeg fulgte dem hurtigt til det lille Buskads tæt ved, hvor det store Dyr var forsvundet ind, og dér lige i Udkanten laa Kongonien — et flot Eksemplar, som jeg ikke kunde bære.

Det ærgrede mig grundigt, at jeg ikke havde taget nogle Bærere med mig, for inden vi naaede at komme tilbage til det skudte Dyr, havde Hyænerne sikkert begyndt at æde af den. Jeg tog dog Chancen og skyndte mig tilbage til Lejren, hvor jeg standsede nogle af Folkene og fortalte dem, at de kunde hente et Dyr ude i Skoven.

Et Øjeblik efter havde jeg saa mange frivillige, som jeg kunde ønske,
til Arbejdet, og kort efter var jeg atter paa Vandring ned til Søen.

Det var Maaneskin, og vi fandt uden Besvær det kongelige Dyr, der laa, som om det sov, i et Leje af dugperlende Græs. Ikke langt fra hørte vi Grene rasle, da Hyænerne sneg sig bort, og kort efter lød deres hæslige Hyl ud gennem Natten.

Bærerne bandt Kongoniens Ben sammen, stak en lang Stang imellem dem, og fem Mand bar nu det store, pragtfulde Dyr hjem til Lejren, hvor det blev hilst med Jubel af de andre, der var vaagnet op.

Kort efter var det parteret og delt ud mellem de mange sultne Mennesker i Lejren, hvis daglige Maaltider bestod af Majsgrød eller en Vælling lavet af en af de mange forskellige Sorter Korn, der dyrkes af den indfødte Befolkning i Afrika.

Det var ved at være en Bjørnetjeneste, jeg havde gjort mig selv ved at skyde Kongonien, thi det var umuligt at lukke et Øje den første Halvdel af Natten paa Grund af Bærernes Trommer og Sang, medens de fejrede mig som Manden, der skaffede dem alle Kød, og mange andre smigrende Ting.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

14. september 1916. Gensidigt fransk-tysk drilleri med aviser

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen ved Vailly, den 14. September 1916.

Efter at jeg lige som saa mange andre havde været i Darmstadt, hvor jeg var blevet uddannet ved Minekastere, Maskingeværer og Stormkolonner, maatte jeg atter afsted til Felten. Jeg er blevet tildelt Regimentet 186, 2. Kompagni.

Skorstensfejeren er med, og „Sepl” samt „Berliner Justav” er her ogsaa. Vi kan se ind til Byen Soissons, der ligger til højre for os.

Stillingen er rolig, og sjældent generer den ene Part den anden. Hele Stillingens Udbygning er da heller ikke egnet til større krigeriske Handlinger for saa vidt. Forterrænet er Mose, og Hvidpil staar i mange smaa Buske. Understande er der ingen af, thi Grundvandet befinder sig i ringe Dybde. Opholdsstederne er derfor Løvhytter, der jo ikke egner sig særlig til Beskyttelse imod Granaterne.

Sikkerhedsfølelsen i disse Hytter er ikke stor, men der menes, at Fjendens foran os liggende Tropper er Regimenter, der har været med i Sommeslaget, og som her skal hvile sig.

Der faldt ikke mange Skud, og det, der bliver skudt, gælder for det meste en Krage, der sidder i Hvidpilene forude. En enkelt Gang om Natten bliver der afskudt en Lyskugle, og det er forresten det eneste Tegn paa, at der endnu passes paa hinanden.

Flere driver den Sport, at de om Natten kravler over mod Fjendens Linier, hvor de i en Hvidpil anbringer Avisudklip, og naturligvis dem med de største tyske Sejre.

Fjenden er gaaet ind paa Spøgen og forsyner Artiklerne med Kommentarer, der er affattet i drilagtig Tone.

Idag havde Skorstensfejeren tilladt sig en Spøg, der dog blev dyrt betalt. Fra et totalt sammenskudt Hus, der tilsyneladende havde tilhørt en Markedsgøgler, havde han hentet en Luftgynge, og en Skikkelse, der var udstyret i fransk Tilsnit, blev anbragt i den. Skikkelsen var en tro Kopi af Joffre, og en Række Ordener, saasom „Guttalin”, „Stiefelfett”, „Diamant” og andre, prydede hans brede Bryst. Der fandtes i lang Omkreds ikke et Skosværtelaag, der ikke blev pudset og sømmet fast til Chefen for vore Modstandere.

Da han endelig var udstafferet med alt til Faget henhørende, blev Gyngen, der skulde fungere som Baad, baaret ned til Aisnefloden, der netop ud for vor Stilling i ret Vinkel bøjede af i Retning mod de franske Skyttegrave. „Joffre” sad stejlt og stolt fastbundet til et Brædt, og i mindre end 1 Time var Baaden naaet til Bestemmelsesstedet. Det havde vi i hvert Fald god Grund til at tro, thi ved den Tid kvitterede Franskmanden for Modtagelsen derved, at han sendte nogle Granater over til os. De krævede flere Ofre, men Spøgen var gennemført.

 

Krigens forløb

14. september 1916. “Dengang, jeg drog afsted …” i Østafrika.

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Næppe var vi kommet i Gang med Marchen, før jeg følte det, som om al Træthed var strøget af mig. Om det var en Overtræthed, der gjorde sig gældende, eller om det var en vis Befrielse over at være kommet ud af den halvt belejrede By, der i høj Grad var præget af Generalens Tilstedeværelse, skal jeg ikke kunne sige — maaske lidt af begge Dele. General Lettow-Vorbeck var utvivlsomt en fortræffelig Fører, maaske et militært Geni — det mente da mange — men det lod sig ikke nægte, at Livet i hans umiddelbare Nærhed formede sig noget tvungent i Forhold til det, jeg var vant til. Den hyggelige og kammeratlige Stache havde slet ikke været sig selv i den korte Tid, vi havde været i Byen, men havde uafladeligt maattet løbe frem og tilbage til og fra Generalen.

Det er en god Regel i alle Kolonikrige: Sky de store Hovedkvarterer!

Nu var jeg ikke længer træt, men følte mig glad og fri — den eneste hvide Mand i den lange Kolonne, og den eneste, der kunde bestemme, hvor langt vi skulde marchere, hvornaar vi skulde gøre Holdt og spise eller slaa Lejr. Hidtil havde jeg altid haft én over mig og kun fulgt Kolonnen som de andre, men nu var jeg helt fri og paa Togt i det mørke Afrika — det var en Fornemmelse, som jeg har Vanskelighed ved at forklare saa længe efter.

Jeg gik forrest med mit Gevær i Rem over Skulderen, Kolonnens eneste Vaaben, naar undtages vore Skovknive og min Parabellum Pistol ved Bæltet, og greb mig selv i at nynne smaa Marchmelodier, der faldt mig ind. Jeg standsede ved „Dengang jeg drog af Sted“ og sang den højt og lydeligt til lille Alis uskrømtede Forundring og Fornøjelse. Saa tog jeg mig i det og holdt op.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

13. september 1916. Ud af Kissaki med englænderne i hælene

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

Tidligt den næste Morgen kom Stache til mig. Han havde benyttet den korte Hviletid til at faa sig barberet og Skægget studset og lignede nu sig selv, som da jeg saa ham første Gang i Daressalam. Under vor Safari i Ulugurubjergene frygtede jeg en Overgang stærkt for, at han skulde lægge sig Fuldskæg til ligesom Wisner, der var en temmelig ung Mand, men alligevel optraadte med et stort, blondt Fuldskæg.

Stache havde Ordre fra Generalen. Alle de Bærere, som vi kunde skrabe sammen, skulde uophørligt sendes med Ammunitionen til Kungulio ved Rufijifloden. De skulde være ude af Byen, saa hurtigt det kunde lade sig gøre, da Englænderne kunde angribe hvert Øjeblik og lukke Tilbagetogsvejene, saa ubevæbnede Safarier ikke kunde slippe igennem.

Altsaa paa den igen! Jeg var ikke meget begejstret for Tanken, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Vi kaldte paa Bærernes Formand og forklarede ham Situationen, saa han kunde kalde sine Folk sammen, og gik saa sammen hen til Magasinet, foran hvilket der ogsaa laa en Del Ammunitionskasser opstablet, og tog fat paa Arbejdet.

Een for én kom de sorte Bærere vandrende forbi, tog deres Ammunitionsbyrde og vandrede bort. Det gik ganske af sig selv som en vel smurt Maskine, og vor Tilstedeværelse var egentlig temmelig overflødig, naar undtages, at vi skulde afgøre, hvilken Slags Ammunition der skulde føres bort.

Efterhaanden som de var blevet forsynet med Ammunition, samledes de i Safarier paa ca. 150 Mand og afmarcherede samlet. Man hørte Bærerførerens Raab: — Gør Byrderne færdig! og Bærernes Svar: Færdig! og et Øjeblik efter hørte vi deres Opsang, naar de drog af Sted. Bærerne sang ikke altid, men ofte ved Begyndelsen eller Slutningen af en Safari.

Vi havde sendt en tre-fire Bærerkolonner ud af Byen, da de første Skud faldt ikke langt fra os, og snart bredte Skydningen sig langs hele Linien mod Vest. Geværskuddene faldt som Trommehvirvler og ind mellem blandede sig Maskingeværernes tikkende, skrattende Lyd.

Man kunde kende de engelske Riflers skarpe Knald fra de tyske
71-eres dumpe Drøn og de langsomme engelske Lewis Geværer fra de hurtige tyske Maskingeværer. Naar Ilden blev afgivet lige i den Retning, hvor vi stod, lød det som Smeld af Kæmpepiske. Det var ikke langt borte, der blev kæmpet.

Vi arbejdede hurtigt for at faa sendt vore sidste Bærere af Sted, men de var blevet skræmte af Skydningen og trykkede sig. Kuglerne begyndte nu at pibe over Hovedet paa os. Først drejede det sig kun om nogle forvildede Projektiler, men efterhaanden kunde vi mærke, at Kampen rykkede nærmere, idet hele Byger af Geværprojektiler fløjtede om Ørene paa os.

Om de, der skød, kunde se os, vidste vi ikke, men vi kunde i det mindste ikke se dem, og Skydningen voldte intet Tab, men derimod Afbræk i Arbejdet. Vi maatte Gang paa Gang have fat paa Bærerne og tale dem til Rette.

Hvad der foregik udenfor Byen, havde jeg kun en vag Anelse om, da jeg ikke kendte Stillingerne, men Stache, der havde været kaldt til Generalen i nogle Timer, meddelte mig, da han kom tilbage, at Englænderne en Overgang var trængt farligt frem, men nu overalt var standset eller slaaet tilbage. Det var blot en af de mange Fægtninger, som havde staaet om Kisakki i den sidste Uge, men den tilkendegav, at det var paa Tide at faa saa store Forraad som muligt transporteret mod Syd.

Alt imens vi talte, peb Kuglerne lystigt over Hovedet paa os, men mærkeligt nok blev ingen af os ramt, og ingen af vore Bærere alvorligt saaret.

Ud paa Aftenen døde Skydningen hen. Den havde en Overgang været temmelig nærgaaende, idet Kugler var gaaet gennem Magasinets Tag og andre var slaaet ind i Træerne. Deres Virkningsløshed havde gjort Bærerne trygge, og den ene Safari drog af Sted mod Syd efter den anden.

Da Mørket faldt paa, holdt al Skydning op, og kort efter blev Stache igen kaldt til Generalen. Han kom tilbage til mig nogen Tid efter og meddelte, at han maatte blive i Byen, medens jeg skulde drage af Sted med den sidste Safari. Den var først marchklar ved Midnatstid, og skønt jeg var meget træt af en hel Dags anspændt Arbejde, maatte jeg jo med.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

12. september 1916. Sønderjysk møde i Kissaki, Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

[Nis Kocks personlige tjener] Ramasan havde med sikker Sporsans fundet Magasinerne og havde provianteret rigeligt. Da jeg kom hen til vor Lejr, havde han allerede arrangeret et herligt Aftensmaaltid rigeligt med Ris, og ogsaa noget Kød havde han faaet fat paa.

Samtidig kunde han fortælle mig, at Peter Hansen opholdt sig i Lejren — eller rettere i Urskoven udenfor Byen — og at han vidste, hvor han befandt sig.

Jeg spiste hurtigt færdig og bad Ramasan følge mig til Peter Hansens Lejr, og efter en kort Spadseretur gennem Skov og Krat naaede vi frem til en Lejr i Skoven, hvor vi hurtigt fandt Peter Hansen siddende ved et Baal. Han var noget langskægget og ikke saa lidt hulkindet, men ellers rask og frisk og stadig den gode gamle Kammerat.

Han blev overstrømmende glad ved at se mig og bød mig straks en Plads paa en tom Petroleumsdunk. Et Par Cigaretter blev fundet frem, og Snakken tog sin Begyndelse, medens Stjernerne tændtes over vore Hoveder og Baal paa Baal sprang frem imellem Træer og Buske.

Omkring dem færdedes, sad eller laa de forskellige Skygger — hvide Soldater med Tropehjelme, letkendelige selv paa Afstand, Askarier, Bærere, Kvinder og Børn. Det var  et helt Krigerfolk paa March som paa Folkevandringens Tid — eller var det snarere Trediveaarskrigens Landsknægthære med deres Tros, det bragte frem i Erindringen.

Peter Hansen fortalte, at Størstedelen af Hæren laa her i en Bue omkring Kisakki, men en Del Kompagnier havde dog Stilling langt Østpaa. Det var dem, der var gaaet Øst om Ulugurubjergene. Der havde staaet svære Kampe baade her og dér, og Peter gav mig nu en malende Beskrivelse af sine Oplevelser fra Kondoa-Irangi og hertil.

Hans Arbejde havde jo ført ham saa nær ind paa Livet af Kampene som nogen, da han ofte maatte færdes mellem Linierne for at faa de saarede ind. Det var begyndt at knibe med Forbindsstofferne, fortalte han, og han imødesaa med Gru den Dag, da man ikke længere havde tilstrækkeligt til at forbinde de saarede med.

Han fortalte om de dygtige og opofrende Lægers Arbejde og Kamp mod Sygdomme og frygtelige Kvæstelser. Meget ofte maatte de af deres sparsomme Forraad ogsaa forbinde engelske saarede, og det gjorde de pligtskyldigst, men stadigvæk med den uhyggelige Bevidsthed, at engang kunde de være saa udgaaet for Forbindsstoffer og Lægemidler, at de ikke kunde hjælpe deres egne.

Man var nu kommet dertil, at man kogte Gazebindene, der havde været anvendt én Gang, for at kunne bruge dem igen, og nogle af Lægerne var kommet ind paa at anvende en bestemt Slags Bark til Forbindingerne.

Peter Hansen gav iøvrigt Boerne den Ros, at de sloges modigt og behandlede deres Modstandere ordentligt, men ikke desto mindre havde Kampene ved Kondoa-Irangi været frygtelige. Der var blevet anvendt Artilleri i udstrakt Grad paa begge Sider. Tyskerne havde brugt „Königsberg“ Kanoner og Englænderne svært Artilleri, som  var slæbt frem. Generalen selv var blevet lettere saaret af en engelsk Granat, uden at det dog havde svækket hans Arbejdskraft det ringeste.

— Jeg har set ham, sagde jeg, han saa knap saadan ud, som jeg havde forestillet mig ham efter alt det, jeg har faaet fortalt.
— Du kan ellers være overbevist om, at der ikke er sagt noget overdrevent om ham, svarede Peter Hansen. Han kan simpelthen ikke overdrives — han er noget helt for sig. Jeg har set ham paa nær Hold Masser af Gange — han er et mærkeligt Menneske.
— Under en Fægtning, fortalte Peter Hansen videre, havde vore Folk forsøgt et Angreb paa en fjendtlig Stilling oppe ved Kondoa-Irangi. Angrebet var slaaet tilbage, og der laa en hel Del saarede paa en Skraaning. Jeg kravlede ud til dem og forbandt dem, og efterhaanden fik vi dem ogsaa slæbt ind til Forbindspladsen, skønt der blev skudt en Del paa os.

Efterhaanden som vi kom bærende med dem, blev Stabslægen mere og mere gal i Hovedet, fordi Forbindingerne jo var lagt lidt hastigt og maaske ikke lige efter Reglementet. Medens han stod og skældte mig ud over det, kom Generalen til og hørte lidt paa det i Tavshed, men jeg kunde godt se, at han havde Lyst til at sige et eller andet. Endelig drejede han Hovedet og saa Stabslægen lige ind i Ansigtet og sagde paa sin sædvanlige knappe og spydige Maade: — Jamen, Hr. Stabslæge — hvorfor gjorde De det dog ikke selv?

— Jeg blev indstillet til Jernkorset af første Klasse, føjede Peter Hansen halvflov til.

Jeg gratulerede ham. Det var en meget stor Udmærkelse for en menig Mand og i øvrigt ogsaa for en Underofficer.

Peter Hansen slog det hen, men jeg kunde se paa ham, at han alligevel glædede sig over Æren.

Vi talte længe videre og talte begge Dansk. Efter i lang Tid at være henvist til at tale Tysk eller Kisuaheli var det herligt at komme til at tale det Sprog, der nu engang laa mig lettest paa Tungen.

Vi talte om Udsigterne for at komme hjem, men dem vurderede ingen af os særlig højt. Det saa ud til, at Krigen skulde fortsættes til den bitre Ende, og saa holdt den vel ikke op, før de blev færdige hjemme i Europa, eller før Lettow-Vorbecks Hær var smeltet ind til ingenting.
— Naar vi nu maa opgive Kisakki, sagde Peter Hansen, saa er den nærmeste Stilling, vi kan indtage, Rufijifloden. Dér tænker jeg ikke, Boerne kan følge efter os — dels fordi deres Heste ikke kan færdes dernede, og dels fordi de ikke selv kan taale Klimaet. Der er meget usundt, og hvide Mennesker faar uvægerlig Malaria.

— Jamen, hvad saa med os andre? spurgte jeg.
— Jeg tror ikke, der bliver spurgt om vor Mening, svarede Peter Hansen. Jeg har hørt lange Diskussioner om det Emne, men de er allesammen endt med, at vi bliver tvunget til at affinde os med Malariaen, som vi kan — for ned paa den anden Side af Rufijifloden skal vi. Boerne derimod er ikke tvunget dertil og vil sikkert hellere lade sig sende hjem end udsætte sig for Malaria — og saa maa de vel trække sorte Tropper hertil igen for at føre Krigen videre. — Det trækker altsammen Tiden ud, og det er det, Generalen vil opnaa.

Vi talte om Kammeraterne fra „Kronborg“ . Peter Hansen vidste bedre Besked om dem end jeg. Han nævnede mig et Par Navne, som ikke var mere. Kort efter tog jeg Afsked og ønskede ham god Rejse.

Jeg kaldte paa Ramasan, og han fulgte mig tilbage til vor Lejr, hvor Baalene var ved at brænde ned, og hvor Bærerne sov fast efter den lange Safari gennem Ulugurubjergene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

11. september 1916. “Afrika har taget hele min familie …”

3 kommentarer

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

Stache talte nu kun til mig. Wisner hørte ikke længere med til vor Safari. Han havde kun tilfældigt gjort Tjeneste ved Ammunitionsafdelingen og skulde nu opsøge sit Kompagni igen.
— Hvornaar skal vi af Sted, spurgte jeg, Bærerne er jo meget trætte.
— Vi kan maaske vente til i Overmorgen, men det er ogsaa muligt, at vi maa rykke ud allerede i Morgen. Det kommer an paa Stillingen. Generalen var i temmeligdaarligt Humør, fordi Magasinerne var saa overfyldte, da han kom herned. Vi skal have det ned paa den anden
Side Rufijifloden.

Vi tog Afsked med Wisner og ønskede ham god Rejse. Han skulde finde sit Kompagni, der laa et Sted i Skovene og Krattet her omkring. Han havde vist sig som en fortræffelig Kammerat paa den lange Safari, god og hjælpsom og arbejdsom, skønt han næsten var trykket til Jorden af personlige Sorger. Kort før vi forlod Morogoro, havde han faaet Efterretning om, at han eneste Broder var faldet i en Forpostfægtning ved Kondoa-Irangi, og nogen Tid i Forvejen havde han erfaret Budskabet om sin eneste Søsters Død. — Afrika har taget hele min Familie, sagde Wisner til mig, og den tager nok ogsaa mig med.

Da han var gaaet, sagde Stache til mig: — Jeg nænnede ikke at fortælle Wisner det, for han har haft Sorger nok, men til Dem vil jeg sige det — Zeller, som vi var sammen med i Morogoro, er død her i Nærheden af Kisakki.
— Hvordan er det dog gaaet til, spurgte jeg, han var jo Ammunitionsmand og var kommet af Sted i god Tid.
— Paa samme Maade som Weiss, ved en Sprængning Vi har jo kun temmelig primitive Midler at sprænge med, og det koster Menneskeliv.
Jeg kunde se paa Stache, at han var stærkere bevæget ved Meddelelsen om sin Vens Død, end han vilde have givet det Udseende af, og jeg lod derfor være med at udspørge ham om Enkelthederne. Kort efter gik han til en ny Konference med Generalen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

10. september 1916. Farlig og besværlig vandhentning i Karpaterne

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.

Noget af det værste ved at være i skyttegraven, var, at vi havde meget lidt vand, så vi blev aldrig vasket, og vores kogegrejer blev næsten altid kun tørret af med græs eller blade.

Vi kunne dog bag ved skyttegraven ad en temmelig stejl bjergside komme til en lille kilde, hvor der dog ikke var ret meget vand, men det, der var der, var dejligt drikkevand.

Kilden lå temmelig langt væk fra skyttegraven, og skulle så én hente vand, måtte han altid tage så mange af vores kogegrejer med som muligt, hvilket var ca. 6 stykker.

Det værste var, at russerne må have kendt kildens beliggenhed godt, da de sikkert også har benyttet den.

Når vi så havde været heldige at få vores grejer fyldt op med vand, og skulle op ad den stejle skrænt, mistede vi ofte fodfæstet og tabte vandet, så måtte vi gøre det om igen.

Værre var det, når russerne ofte og uregelmæssigt sendte en salve af granater ned over skråningen.

Nå, men vi brugte så lidt vand som muligt, og det endte da også med, at mange af os fik bylder. Jeg fik dem både i nakken og under armene. Arrene har jeg endnu den dag i dag.

Hvor vi lå, ved jeg ikke. I mit militærpas står der “Septemberslaget i Karpaterne”. Vi havde det dog forholdsvist roligt nu, og skyttegraven var temmelig godt udbygget.

Så en dag fik vi besked om, at vi skulle et andet sted hen, og vi blev igen afløst af østrigerne. Hvor vi så kom hen, ved jeg ikke.. Der står i militærpasset “Stillingskrig i Skovkarpaterne og ved Tatarenpas”.

Stedet, hvor vi gik i stilling, lå i hvert fald højere oppe i bjergene. Vi skulle marchere temmelig langt, og min gamle sygdom kom igen. Jeg kunne ikke holde til strabadserne op og ned i bjergene, og blev så syg i nogle dage. Jeg husker idag ikke mere, hvor jeg blev indlagt, men det var kun en lille forplejningsstation.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

10. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kissaki og møde med Lettow-Vorbeck

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Saa snart Solen stod op den næste Morgen, drog vi videre. Vi havde hørt lidt fjern Skydning ud paa Aftenen, men Natten havde været rolig, og Hvilen havde givet os nye Kræfter og et lysere Syn paa Tilværelsen.

Efter at have marcheret hele Formiddagen og et Par  Eftermiddagstimer naaede vi nogle Negerhytter, der laa næsten skjult mellem Krat og Græs. Efter Beregningen skulde det være Kisakki, men for mig, der havde ventet en større By, var det noget af en Skuffelse. Der saa ikke ud til at være andre Hytter end dem, vi allerførst havde set, og Mennesker saa vi ikke.

Endelig rejste en hvid Mand i en falmet Tropedragt sig bag nogle Buske og kom hen imod os med et ualmindeligt spørgende Udtryk i Ansigtet. Hans første Ord, som var henvendt til Stache, var da ogsaa:
— Jamen, i Himlens Navn — hvor kommer De dog fra?
— Fra Morogoro, svarede Stache, og jeg kunde se, at det glædede ham at give dette Svar.
— Vil det sige, at De er gaaet over Bjergene?
— Ja, der var ikke anden Vej.
— Nej, det var der vel ikke — men er De klar over, at De har passeret tæt forbi de engelske Stillinger — hvordan i Alverden har de dog baaret sig ad med ikke at se saa stor en Safari — naa, godt var det, at De kom igennem.
— Er Generalen her? spurgte Stache.
— Ham vil De sikkert kunne finde ved Militærstationen, lød Svaret, og den hvide Mand gik tilbage bag Busken, hvorfra jeg saa nogle sorte Soldaterhoveder stikke frem. Vi lod Karavanen sætte sig i Gang igen, indtil vi naaede frem til Militærstationen, der var det eneste større Bygningsværk dér paa Stedet. Negerboliger saa vi ikke meget til, og jeg forstod nu, at Kisakki kun var Militærstationen — ikke nogen By.

I Nærheden af Militærstationen, hvis hvide Mure vi hurtigt opdagede mellem Buske og Græs, saa vi endelig lidt Tegn paa Liv. Der færdedes nogle Askarier, og nu og da saa man Glimt af hvide Mænd.

— Dér, hviskede Stache, dér kommer Generalen og Boeren van Niewenhuizen, som han altid følges med. Vi lod Bærerne marchere videre mod et Depot, som vi kunde skimte et Stykke derfra, men inden den lange Kolonne naaede forbi, var Stache i Hurtigmarch kommet op paa Siden af de to Mænd, der stod og saa paa Kolonnen — aabenbart noget overrasket over dens Tilsynekomst fra den Retning.

Stache gjorde Honnør og aflagde formentlig Rapport, og jeg kunde se Generalen nikke gentagne Gange i Retning af Kolonnen.

Det var ikke svært at regne ud, hvem der var General, og hvem der var Boer af de to Mænd, men det var især Boerens Skyld. Han, der var søgt til tysk Østafrika drevet af sit brændende Had til England, var klædt paa akkurat som Boerne ved Aarhundredets Begyndelse, bredskygget Hat og civilt Jakketøj med lange Bukser. Han var en høj, statelig Mand med et stort Fuldskæg og saå ud til at være en modig og intelligent Mand. Man sagde, at han havde givet Generalen mange gode Raad om, hvordan Krigen skulde føres mod hans egne Landsmænd, der nu oversvømmede tysk Østafrika under de  engelske Faner.

General Lettow-Vorbeck saa ikke saa lidt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig ham. Hans Dragt var tarveligere end de fleste Officerers, som jeg havde set, og han bar ingen Gradstegn. Paa Hovedet havde han en temmelig medtaget Tropehjelm, paa Overkroppen en falmet Khakiskjorte og Resten af Paaklædningen bestod af et Par Ridebukser med Wicklers og et Par meget medtagne Støvler. Efter Paaklædningen at dømme var han unægtelig en Mand, der ikke tog Hensyn til det Ydre.

Skønt jeg kom fra en lang og anstrengende Rejse, var jeg bedre paaklædt i Øjeblikket end den tyske Hærs Øverstkommanderende.

Ansigtet derimod var lidt ud over det almindelige. Det lignede egentlig ikke noget Feltherreansigt, og i den ene Mundvig lurede et polisk Smil. Jeg havde forestillet mig noget ganske anderledes harskt og utilnærmeligt. Det eneste militære ved Ansigtet var et lille Overskæg. Over hele Skikkelsen var imidlertid et Præg af Selvsikkerhed og Vovemod — men det er muligt, at jeg lagde det til, fordi jeg vidste, hvem jeg havde for mig.

Det var altsaa Lettow-Vorbeck — det oftest udtalte Navn i denne Verdensdel for Øjeblikket — Sejrherren fra Tanga og Jassinie og Manden, der havde ført de tyske Styrker frelst gennem Kolonien trods en knusende Overmagts Angreb og Forfølgelse. Alt, hvad der skete i dette vældige Land, var dikteret af hans Villie. Uden ham —
en ganske almindelig Oberstløjtnant, der først lige før Krigen var kommet til Kolonien — havde alt Forsvar været opgivet for længe siden.

Stache kom tilbage, og vi gik efter Rærerne, der havde naaet Magasinet og var ved at stuve deres Byrder ind dér.

— Hvad sagde Generalen? spurgte Wisner.
— Han var tilfreds, svarede Stache, og for Resten ogsaa overrasket over, at vi havde klaret Bjergene, men navnlig over, at vi ikke var marcheret lige i Armene paa Englænderne. De ligger tæt her omkring, og Generalen troede, de havde sluttet Ringen helt.
— Var det alt, hvad han sagde, spurgte jeg lidt skuffet.
— Ih nej — han sagde ogsaa, at vi skulde se at komme videre, saa hurtigt det kunde lade sig gøre. Der laa alt for meget Ammunition stablet op her, sagde han, og Englænderne kan angribe, hvornaar det skal være.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

9. september 1916. Ulve? På forpost med en piberygende holstener

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.

Senere kom vi til et frontafsnit. Jeg ved ikke, hvor det var, men også her var der tæt skov, og foran og bag os var der en stejl  bjergskråning tæt bevokset med grantræer.

Her var på et tidspunkt ret roligt.

På grund af den tætte skov måtte vi også her sætte forposter ud. Man sagde, at der var ulve, men jeg så nu ingen.

Derimod var det uhyggeligt at sidde ca. 50 meter fra vores skyttegrave. Vi var gerne 2 mand sammen, og jeg husker, at jeg altid eller ofte var sammen med en kammerat, der var fra Holsten.

Han var en del ældre end jeg. En mere rolig og ligeglad mand, har jeg aldrig kendt. Han ville altid gerne have mig med, og jeg ville også gerne med ham på forpost.

Han var en lidenskabelig piberyger, og når vi sad på forpost, skulle han altid ryge. Særlig galt og farligt var det øjeblik, hvor han tændte piben. Hvis der var fjendtlige patruljer ude, kunne de jo se os. Jeg skulle nok sørge for at sidde så langt væk fra ham som muligt.

Jeg havde selv prøvet at tænde piben i den forrige skyttegrav, og der faldt skud fra den anden side med det samme.

Det var ikke rart at sidde på forpost i sådan en tæt skov. Når vi sad stille, hørte vi næsten altid raslen i buskene. Jeg tror, der var meget vildt der.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

9. september 1916. Østafrika: Junglen passeret – men hvor er vi?

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det lykkedes os at gennemføre Marchen, uden at en eneste Mand faldt fra, og en Dag blev det klart for os alle, at Bjergene blev mindre. Urskovene blev til Krat af Smaatræer og Buske, de stejle  Klippespidser forsvandt og gav Plads for afrundede og bevoksede Høje, og i Dalene voksede der nu Slettegræs i Stedet for Jungle.

Men samtidig forsvandt ogsaa de kolde Kilder med det gode Vand.

Jorden var saa knagende tør, at den slog Revner, og det Vand, vi fandt nede i Dalene i Smaapytter, var som oftest brunfarvet, ildelugtende og maatte koges før Brugen. Vi maatte passe meget nøje paa Bærerne for at hindre, at de drak det uden at koge det, men samtidig maatte vi indskærpe Varsomhed med Lejrbaal. Vi var nu kommet ind i et Land, som Englænderne meget vel kunde afpatrouillere med deres Rytteri, hvis de var kommet saa langt Sydpaa, hvad vi ikke tvivlede om, at de var.

Mens vi marcherede frem i dette Land, maatte en af os bestandig være et Stykke forud for Kolonnen som Forpatrouille. Vi havde da som Regel vore Boyer med os, for at de kunde løbe tilbage til de andre med Melding, hvis der blev opdaget noget mistænkeligt forude. Forpatrouillen sneg sig af Sted med Riflen klar til Skud, thi vi var fast besluttet paa at forsvare vor Ammunition til det yderste og hellere sprænge den i Luften end overgive den til Englænderne.

Disse Patrouilleture var temmelig nervepirrende, da vi var klar over Vilkaarene for Kamp herude i Ødemarkerne. Skydning fra Baghold var den typiske afrikanske Krigsførsel. Hvert Sekund kunde den dræbende Salve falde, fra en Bakketop, fra et Krat eller fra det høje Græs.

Stache, der havde haft et ualmindeligt sammenbidt Udtryk under det meste af Safarien, fik en Dag Øje paa nogle Indfødte, som havde vovet at blive i deres Hytter, og som nu stod paa Afstand og gloede paa os.

— Vi maa spørge dem, sagde han. Saa vidt jeg véd, er vi ikke langt fra Kisakki, men i denne Egn er det næsten umuligt at følge Kortet — det siger ingenting.

Efter nogen Overtalelse lykkedes det Stache at faa de Indfødte til at komme hen til os og ved Hjælp af et Par Smaagaver gøre dem trygge og meddelsomme. Han spurgte dem derpaa, hvor langt der var til Kisakki.

Den første svarede med stor Overbevisning: — Der er meget langt, men en anden rettede ham: — Der er meget langt, men ikke saa langt.

Det lød grinagtigt og selvmodsigende — men er det egentlig stort mere sikre Svar, man faar, naar man spørger sig for paa en Vej i Europa. Stache lod sig da heller ikke gaa paa, men kiggede paa den tredie, der viste sig Tilliden værdig.

Han strakte sin Arm vandret ud mod Øst, og lod den saa vandre langsomt i en Bue for at standse i en bestemt Vinkel, som Stache studerede meget nøje og nikkede tilfreds. Saa fik de Indfødte atter nogle Smaagaver, og Stache gav Ordre til at slaa Lejr.

Det forbavsede mig noget, og jeg spurgte hvorfor.

Stache smilede og forklarede: — Ser De — det med Haanden — det er de Indfødtes Maade at angive Tiden paa. Haanden er Solen, som vandrer over Himlen fra Øst til Vest, og den Vinkel, den standser i, er Klokkeslettet. Den flinke Fyr fortalte os, at vi kunde naa Kisakki, hvis vi startede tidligt om Morgenen. Saa vilde vi — saa vidt jeg kunde se — være der ved 3 Tiden om Eftermiddagen. Jeg vil starte tidlig i  Morgen — saa har Bærerne friske Kræfter og kan gaa stærkt, hvis det bliver nødvendigt.

Den Aften blev der ikke tændt Baal, og Bærerne fik Ordre til at være ganske stille. Hos de Indfødte havde Stache erfaret, at Englænderne holdt til lige i Nærheden — at vi faktisk havde været lige ved at løbe ind i deres Linier.

Vi skiftedes til at holde Vagt om Natten og talte saa lidt som muligt med hinanden. Der hvilede en meget trykkende Stemning over den store tavse Lejr, og jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa den sidste Nat om Bord paa „Kronborg“.

Det var ganske den samme Ængstelse, jeg nu var grebet af, nemlig Ængstelsen for, at Safarien skulde blive opdaget paa en af Rejsens sidste Dage. Det kunde være slemt nok at opleve det én Gang,, som jeg faktisk havde gjort, men to Gange var for meget af det gode.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

8. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Hindeburgs og Ludendorffs nye dispositioner ved Verdun, en fransk katastrofe i jernbanetunnelen ved Tavannes, fransk-britiske angreb ved Somme, Centralmagternes angreb på Rumænien, der var trådt ind i krigen på Ententens side få dage tidligere, russiske angreb på Østfronten, nedskydningen af en Zeppeliner over London – Zeppelineren L24, der var stationeret i Tønder, deltog i angrebet, der omfattede i alt 16 Zeppelinere.  Der er desuden omtaler af kampene ved Isonzo og kampene i tysk Østafrika, hvor Dar-es-Salaam falder.

Krigens forløb

8. september 1916. “Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab”. FR86 gør status ved Somme.

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Resterne af regimentet samlede sig i Ugny og Lanchy, hvor der i landsbyerne sydøst for St. Quentin blev tilstået dem én dags hvile.

Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab. 15 officerer og 204 mand var døde, 15 officerer og 1063 mand var sårede, 7 officerer og 298 mand var savnede, og 299 var blevet syge af strabadserne. Af de savnede kunne en betragtelig del anses for døde.

Hvor lå de? Dels på kirkegården i Pargny ved Somme, dels på slagmarken spredt i grave og kratere.

Regimentets samlede tab i dette andet Somme-slag androg 37 officerer og 1943 mand. Det var fulde to tredjedele af regimentet, der da var rykket ud med en kampstyrke på 73 officerer og 2927 mand. Regner man det første Somme-slag med, androg summen af alle tabene 78 officerer og 3361 mand; d.v.s. at mere end regimentets almindelige kampstyrke var opbrugt på to måneder.

Hvor uhyrlige disse tab end var, så var fjendens tab, efter det indtryk, regimentet under kampen fik, ikke mindre. Da regimentet efter martsoffensiven 1918 igen kom i nærheden af de gamle Somme-slagmarker, kunne regimentets mandskab på mængden af de med blå-hvid-rød kokarde forsynede franske krigergrave måle de forfærdelige fjendetab, der efter det første indtryk at dømme syntes at være endnu større end vore.

De, der som ved et under kunne forlade stillingen, gjorde det også denne gang med rejst hoved. Selvom fjenden havde fået en lille terrænvinding, så havde han udkæmpet denne succes over for en sønderskudt, dødtræt og en til næsten det halve decimerede styrke bestående af ung forstærkning, der slet ikke var storkampens frygtelige indtryk voksen. To dage senere var en afværgesucces opnået, og dermed var fjendens hovedmål, det strategiske gennembrud, i den sværeste og mest kritiske stund blevet forpurret.

Anerkendelsen fra divisionskommandøren general von Blottnitz – den nåede først regimentet i den nye stilling – lød:

”Den hurtige indrykning i den nye stilling har hindret mig i at hilse på tropperne efter de umenneskelige anstrengelser ved Somme og udtale min anerkendelse af de fremragende præstationer i de sidste ugers svære kampe. Takket være jeres seje og dødsforagtende udholdenhed i den sværeste artilleri- og mineild, som fortsatte med uformindsket styrke i ti dage, har man hindret fjenden i at få en større terrænvinding syd for Somme. Fjendens terrængevinst står ikke mål med det uhørte opbud af mennesker, ammunition og materiel, som han har sat ind. Slaget ved Somme vil for altid udgøre et mindeblad i 18. division og dens regimenters historie”.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

7. september 1916. “Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne …”

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne. Ingen hænder var til overs til at bringe hjælp til de sårede fjender. Den nye linje, der var nået ved fremstødet måtte graves ud.

Når tørsten herved plagede, blev de faldne franskmænds feltflasker undersøgt.

Dragoner og rekrutter, de sidste uden officerer, gruppeførere blev indsat til at understøtte arbejdet, et tegn på, hvor stor nøden var.

I skyndingen havde man ikke givet dem identitetsmærker; faldt de, så kendte ingen de døde.

På to nætter var den nye skyttegrav færdig, og en spærring trukket.

Om aftenen den 7. september rasede endnu engang trommeilden. Et angreb udeblev. I denne nat foretoges afløsning ved infanteriregiment 369.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Ikke kategoriseret

7. september 1916. Matthias Møller i helvedet ved Somme

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

7.-13. september 1916

(… fortsat)

At fortælle om de 7 Dages Ophold vilde føre for vidt. Det hele står for mig i Dag som et Mareridt. Dag og Nat, kun afbrudt af kortere, roligere Perioder — Trommeild. Om Dagen skulde man også søge Dækning for Flyverne.

En Gang, da vi kom tilbage fra en Meldegang, var en mindre Granat eksploderet lige overfor mit Hul. Hvis jeg ikke havde været undervejs, havde jeg været færdig. De andre var uskadte.

En anden Gang, lige før jeg nåede Bataillonsunderstanden, eksploderede en større Granat i en Afstand på 2-3 meter på Løbegravsdækningen. Jeg så lige ind i Eksplosionsilden. Men Splinterne gik over mig og Lufttrykket kastede mig mange Meter bort, mens Jordklumperne raslede ned over mig.

Også Klorgasgranater blev vi udsat for. Det var ingen Fornøjelse at skulle løbe med Gasmaske på.

To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Det værste var med Forplejningen og Vand. Vi led meget af Tørst. Køkkener kørte hver Nat, hvis de da kunde komme gennem Spærreilden, frem til en Banedæmning, som lå temmelig langt tilbage. Det gav hver Nat Døde og Sårede blandt dem, som hentede Mad.

 Efter 5 Dages Forløb blev Regimentet afløst. Men til os Stafetposter var der ingen Afløsning. Vi kunde næsten have grædt af Skuffelse. Det var for os næsten, som at høre vor Dødsdom.

Først 2 Dage senere slog Befrielsestimen for os. Vi var ikke langsommere om at forsvinde, end dem, vi havde afløst.

Vi løb så længe, vi kunde. Det farligste Sted på Tilbagevejen, var Overgangen over Sommefloden ved St. Christ, som lå under Ild.

Det gjaldt om at passe på det rigtige Øjeblik. En Gruppe på 5 Faldne ved Siden af et Granathul vidnede om, at det ikke altid lykkedes.

Vi nåede igennem og traf senere, træt og forpustet, en Munitionskolonne, som tog os med til Monchy la Gache, hvor Kompagniet lå.

Næste Dag var der Mandskabsappel. Det var med en underlig Følelse, man hørte, henholdsvis ikke hørte om de, der blev derude.

Det ene Kompagni samlede med 30 Mand Resten af 200. Vi havde ikke haft så store Tab.

Min første Stilling i Sommeslaget står i min Erindring som noget af det uhyggeligste, jeg måtte igennem i Krigsårene.

DSK-Årbøgerne, 1942

Krigens forløb

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

Krigens forløb

6. september 1916. Somme: Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer!

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om morgenen rettes der tunge kalibre, ind til 28 cm, mod fronten og Berny.

Fra kl. 2 om eftermiddagen raser trommeilden som en orkan.

Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer.

Angrebet bliver straks erkendt både af infanteriet og artilleriet. Foran 8., 5. og 7. kompagni bliver han holdt nede med artilleri- og infanteriild. Foran 1. kompagni og 5/68 bølger kampen frem og tilbage, ind til også her modstanderen viger. 6. kompagni består nu kun af tre stærkt spredte grupper på hver 10 mand.

For den midterste lykkes det med heftig ild at rive den fjendtlige linje op foran deres front, de to andre grupper bliver rendt over ende og nedkæmpet efter et heftigt håndgemæng. Her var gennembruddet altså næsten lykkedes.

Da iler i nødens stund 3. kompagni ud af Berny-slugten.

Franskmanden går tilbage, resten af 6. kompagni bliver befriet fra en delvis omringning. Begge kompagnier forfølger modstanderen ind til tæt foran den gamle K3 og besætter her nogle gamle stykker skyttegrav.

Til højre derfor var ligeledes løjtnant Knutz med 1. kompagni og dele af 68’erne gået frem ca. 300 meter ad ”Dronningevejen,” havde dér taget fanger og taget et maskingevær som bytte.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

5. september 1916. Faret vild om natten bag fjendens linjer

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Karpaterne.

Om aftenen den 4. september kom han i hård og blodig nærkamp med russiske tropper. Men russerne var i overtal.

Nu var det på høje tid at komme afsted. jeg kunne i mørkningen ikke se mine kammerater. Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, men uheldigvis løb jeg på en stor væltet træstamme og blev hængende fast i en gren. Geværet fløj fra mig og satte sig med bajonetten fast i jorden.

Det varede dog ikke længe, inden jeg fik mig gjort fri og fik geværet taget op. Nu kunne jeg ikke mere høre,  i hvilken retning de andre var løbet.

Forsigtigt løb jeg afsted  der, hvor jeg antog, de andre var løbet, men så blev jeg beskudt.

Jeg er dog næsten sikker på, at det har været vores egne, der skød. De har sikkert troet, at det var russerne, de hørte. Jeg blev så stående et lille øjeblik, gik så langsomt frem, men mere til højre.

Pludselig hørte jeg stemmer, og nu var der ikke andet at gøre end at risikere alt. Jeg lagde mig på knæ og råbte: “Hvem der”.

Heldigvis var det to eller tre af vores egne soldater. De var også kommet bagefter og var helt forvildede.

Ingen af os var klare over, hvilken vej vi skulle løbe.

Jeg sagde så, at jeg mente, vi skulle mere til venstre, men at jeg var blevet beskudt derfra. Det viste sig dog senere, at min antagelse om, at beskydningen kom fra vore egne, var rigtig. Vi blev så enige om at gå forsigtigt og langsomt frem. Vi var heller ikke kommet ret langt, før vi hørte stemmer. Vi lyttede og opdagede så, at det var vore egne.

Såvidt jeg husker, var der tre mand, så nu var vi en seks-syv stykker.

Det var næsten alle lidt ældre kammerater, der ikke havde kunnet følge med de andre og var blevet bagefter og til sidst ikke havde vidst, hvor de var. Nå, det var nu heller ikke så underligt, da der hverken var vej eller sti i den mørke skov.

Da de andre var endnu mere rådløse og forvirrede end jeg, måtte jeg overtage kommandoen, skønt jeg var den yngste.

Da det allerede var sent på natten, koldt og mørkt, blev vi enige om
at vente på, at det skulle blive lyst igen. Der var en lille hulning, hvor vi kunne gemme os lidt. For at holde varmen trykkede vi os godt sammen ryg mod ryg. Det var vel nok en uhyggelig nat, da vi ikke vidste, om vi var bag den russiske front eller ej.

Som jeg har bemærket før, var de andre allesammen ældre kammerater. Da vi var blevet sendt til Østfronten, var der en del af ældre årgange, der kom med os. De har vel været en 40-43 år, men for mig, var de jo gamle.

Det havde vist været meningen, af de skulle indsættes til hjælp bag fronten. Da vi imidlertid straks efter ankomsten i Karpaterne fik ordre til at gå til fronten, måtte de alle med, og der havde ikke
været tid til at ordne andet.

Desværre gik det hårdt ud over de ældre. Jeg glemmer aldrig, hvor de var ulykkelige, i hvert fald nogle af dem. De bad til gud, at han skulle hjælpe dem. De havde kone og børn derhjemme.

Selvfølgelig var jeg ligeså bange som dem, men jeg holdt det dog mere for mig selv. Jeg var ligesom en fader for dem alle, trods aldersforskellen. Alt, hvad jeg foreslog, var de indforstået med.

Da det var ved at blive lyst om morgenen, stod vi op og diskuterede, i hvilken retning, vi skulle forsøge at gå. Pludselig hørte vi fløjten og tale. Vi kunne så mellem træerne ca. 50 meter fra os se en hel kolonne russiske soldater komme i gåsegang – med geværet over skulderen.

Så vi var stadig i tvivl om, vi var foran eller bag den russiske front. Disse russiske soldater så ikke ud til at være forberedt på modstand. Jeg sagde så til de andre: “Vi flygter i modsat retning af, hvor  russerne kommer fra, men pas på ikke at træde på grene og lav så lidt støj som muligt”.

Da vi var nået et stykke vej, traf vi på nogle døde soldater. Vi var kommet til det sted, hvor vi dagen før havde begyndt angrebet. Jeg kunne genkende den ene af de døde, en maskingeværsløjtnant, som var faldet om lige ved siden af mig, da vi gik frem.

Han lå endnu sådan, som han var faldet om. Jeg huskede godt, at han var faldet, men havde ikke været klar over, om han var såret eller blot var snublet. Han må have fået et skud i hjertet, så han har været død med det samme.

Nu vidste vi i hvert fald, hvor vi var. Vi fortsatte så, og pludselig blev der skudt på os, men ingen blev ramt. Da jeg var temmelig sikker på, at det var vore egne, råbte jeg “Hold op, vi er tyskere”. De forstod os med det samme, og vi gik hen til dem.

Her så ikke godt ud, der var kun få soldater og eet maskingevær. Alle var så nervøse, at de skød, så snart de hørte noget i buskadset.

Vi fordelte os så blandt dem, der var her, for at danne en skyttelinie. Der var ingen officerer eller underofficerer, så enhver var anvist til sig selv.

Vi gravede nogle huller til beskyttelse, og vi fortalte om den russiske kolonne, der var på vej. Nu blev nervøsiteten endnu større.

Desværre lå der bag os en tysk officer, som var blevet vanvittig. Han lå i et hul, de havde gravet til beskyttelse for ham, og han lå og fantaserede og skreg. Det var ikke godt, for han forrådte jo vores stilling. Hele denne nervøse tilstand endte da også med, at der blev dræbt nogle af vore egne med maskingeværet.

De var på en forpost, og da russerne havde skudt på os, havde man skudt med maskingeværet og derved truffet vore egne.

Der, hvor vi havde sat os fast, var der tæt underskov, og det havde været nødvendigt at placere forposter. Det var også meget farligt.

Jeg har selv prøvet at ligge imellem russernes og tyskernes ildlinier, men slap dog godt fra det.

Senere på dagen fik vi dog forstærkning, og stillingen blev udbygget, så det gav lidt mere ro i lejren. Det var også på høje tid, for de fleste af os var ved at være færdige af udmattelse. Vi blev nu afløst at østrigsk militær.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

5. september 1916. Somme: “En tynd linje af totalt udmarvede tropper skulle standse fjenden …”

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om dagen tung beskydning. II bataljon havde alene den 5. september, 19 døde og 61 sårede.

I natten til den 6. blev den nye grav med en sidste kraftanstrengelse gjort endnu dybere. Et nyt tomrum var opstået på højre fløj. 90’erne havde forrige nat uden kamp skudt deres front frem uden at underrette regimentet. 8. kompagni genoprettede i denne nat forbindelsen mellem de to regimenter.

En hel tynd linje af totalt udmarvede tropper næsten uden reserver skulle den 6. september standse fjenden, som forberedte et yderligere spring. Det var 8., 5., 7. og 1. kompagni, 5. og 6. kompagni fra regiment 68 samt 4. og 3. kompagni lå i anden linje.

Ville dette bånd kunne holde?  Hvis ikke, så ville fjenden stå i åbent terræn, for yderligere reserver var først under vejs. For nogle dage siden havde et fransk fly nedkastet nyheden om Rumæniens tilslutning til fjenden over vor stilling. Den værste krise for Tyskland var nu virkelig brudt ud, skæbnen på vestfronten balancerede på en knivsæg.

Den 6. september tidligt stod det klart, at fjenden forberedte et afgørende stød.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

5. september 1916. Matthias Møller ved Somme: “Mit Hjerte sad helt nede i Bukserne …”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Omsider blev vi stillet op og videre gik det ad Veje og Chausséer mod Fronten.

Der gik i begge Retninger en næsten uafbrudt Række af Troppedele, Privatbiler med Officerer, Lastbiler, Sanitetsvogne, Trænvogne, Munitionskolonner, Kanoner, Sårede og alt muligt andet.

Chausséen var dækket af en eneste Vælling af pulveriseret Kridt, Sten, Jord og Ler. Ofte måtte vi ud på Marken, for i det hele taget at kunne komme videre.

Hen på Eftermiddagen nåede vi Potte, en lille By ikke langt bag Fronten, der var forladt af Befolkningen.

Her blev vi indkvarteret. Kanontordenen fra Fronten var her så stærk, at det hele kun virkede som en uhørt, uafbrudt Buldren og Bragen. Husene vibrerede og Teglstenene på Tagene klirrede.

Ved Indgangen til Landsbyen lå et Slot, som var taget i Brug som Lasaret. Det var overfyldt. Udenfor på et større Terræn stod Båre ved Båre med Sårede og Døde, hvis Sjæle efter svære Lidelser allerede var nået til en bedre Verden. Man kunde næsten misunde dem for, at de havde overstået det, vi andre måske gik ind til.

Det var et frygteligt Syn, som på mig, der var uerfaren, gjorde et stærkt og nedslående Indtryk.

Jeg traf en Kammerat, som var helt mørk i Ansigtet — han havde været udsat for et Flammekasterangreb. Jeg spurgte, hvordan det var i Kamplinjen. Det rene Helvede, svarede han og gik. Ingen var oplagt til at sige noget.

Jeg må ærligt tilstå, at mit Hjerte længe sad helt nede i Bukserne. 2 Dage før, den 3. Septbr., havde der været Angreb af Franskmændene med Kolonitropper og Englændere på omtrent hele Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

Krigens forløb

4. september 1916. Søren Outzen slipper over grænsen

Skriv en kommentar

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat og sendt til østfronten – hvor han fik tyfus. Efter lazaretophold kom han på rekreation hjemme – og besluttede at desertere.

Efter uddannelsen i Husum kom jeg i foraaret 1916 til et rekrutdepot paa østfronten. Men efter en maaneds forløb fik jeg tyfus og laa saa paa lazaret i Wilna og Kowno. Sygdommen tog meget haardt paa mig. I en tre ugers tid var jeg end ikke i stand til at læse brevene til mig hjemmefra.

Men heldigvis kom jeg over bjerget og sendtes saa i august paa rekreationsorlov til mit hjem i Ellum ved Løgumkloster. Det gjorde et stærkt indtryk paa mig paa hjemrejsen at se de modgaaende transporter til fronten. Jeg havde allerede faaet nok af frontluften og kunde ikke tænke mig atter at skulle med den vej. Under orloven spekulerede jeg derfor paa at forsvinde over grænsen mod nord. Men jeg saa det paa til orlovens sidste dag og ten.

For et syns skyld tog jeg dog i uniform af sted med toget til Bredebro. Det var den 3. september.

Paa stationen dér spurgte en anden feltgraa mig, hvor jeg skulde hen. Svaret maatte jo lyde: til østfronten. Godt, sagde han, saa kan vi følges ad til Hamborg. Han skulde blot lige ind paa restaurationen, inden toget fra nord kom.

I mellemtiden forsvandt jeg fra stationen og gik tilbage til en plantage ved Ellum, hvor mit civiltøj var blevet bragt hen. Spændingen var nu over mig. Mistanken lurede jo alle vegne. Tøjet fandt jeg, skiftede til civilt, men var nær ikke kommet godt over Brede aa, da der var oversvømmelse og en provisorisk mergelbanebro, jeg havde tænkt at skulle benytte, var bortført af strømmen. Men paa en slags sivbro, som havde stuvet sig sammen omkring den forsvundne bros pæle, kom jeg dog over.

Lidt vaad om sokkerne hlev jeg og var stadig meget mat i knæene efter sygdommen, saa jeg ikke engang var i stand til at springe over grøfterne, men maatte kravle over dem. Den første aften naaede jeg derfor ikke videre end til Gasse hede, hvor jeg logerede i en stak ragning, medens regnen begyndte at sile ned.

Den næste morgen tog jeg videre over markerne. Heldet var med mig. Jeg mødte ingen undervejs og naaede ved middagstid til Lundsmark. Her gemte jeg mig i en kornskok til om aftenen og fik fra dette gemmested et godt og tiltrængt overblik over grænsens forløb og vagtskifterne. Efter mørkets frembrud sneg jeg mig saa ad grøfterne mod grænsen ved Klaabygaard, laa under en busk, da en vagtmand med hund passerede forbi i ca. 5 m’s afstand. Mit hjerte bankede saa højt, at vagtmanden næsten maatte kunne høre det.

Men det gik godt. De resterende godt 100 m kravlede jeg gennem lyngen og kom uset over grænseskellet. Og glad og let om hjertet var jeg. Jeg valgte friheden og havde nu faaet den.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

4. september 1916. Thode på Østfronten: “Det blev til det værste slagteri …”

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. Den 30. august 1916 stormede regimentet russiske stillinger ved Høje Kukul Skovkarpaterne, som de derefter skulle holde.

Kompagniet havde til venstre for det sted, vi stormede, indtaget en ny stilling, og var begyndt at grave nye skyttegrave. Her var jeg nogle dage, så blev vi forflyttet. Såvidt jeg husker, blev der sammensat et nyt kompagni, for jeg mindes, at jeg ikke kendte mange af de kammerater, vi var sammen med.

Vi marcherede temmelig langt, og kom ud af skoven. I en bjergdal kom vi forbi en lille landsby, hvor der boede Tataere [tatarer]. Der købte jeg et prospektkort, som jeg endnu er i besiddelse af.

Så gik det ind i bjergene og skovene igen. Vi marcherede i skoven i gåsegang. Vi var lidt betænkelige ved at se, at vores øverste befalingsmand pludselig havde gevær, ellers havde de kun pistoler.

Vi fik aldrig at vide, hvad der forestod.

Pludselig blev der skudt. Vi var løbet lige ind i flanken af et russisk regiment. De havde sikkert heller ikke regnet med angreb, for de havde været i fuld gang med at spille kort, kunne vi se. Det flød med spillekort overalt. ‘

Det blev til det værste slagteri. Vi blev ved med at kæmpe os frem, bare fremad.

Dette stod på temmelig længe. Tilsidst vidste vi næsten ikke, hvem der havde overtaget. Jeg husker, at der på slutningen til venstre for os stod tyske soldater med armene i vejret, mens der dér, hvor jeg stod, var flest tyskere, og her var det russerne, der havde overgivet sig.

Det endte med, at alle de russere, som var her, overgav sig.

Nu måtte en del af os overtage fangerne. Det tyndede slemt ud i vore rækker, og vi nåede heller ikke langt mere den dag.

Det blev aften og mørkt. Officerer var der ingen af mere. Resten af os lagde os så ned i dækning bag træstammer så godt som muligt.

Vi kunne høre på de russiske kommandoer og på skydningen, at
russerne var i overtal her. Vi skød alt, hvad vi kunne, for at russerne ikke skulle mærke, at vi var så fåtallige. Vores geværløb var ved at blive gloende.

En kammerat, som lå ved siden af mig, blev pludselig tavs. Jeg ruskede i ham, men han reagerede ikke, så jeg troede, han var død.

Pludselig bemærkede jeg, at mine kammerater begyndte at løbe tilbage. Jeg måtte også løbe. Jeg var ikke glad for at lade min kammerat ligge, men der var intet at gøre.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

Krigens forløb

4. september 1916. Matthias Møller kommer til Somme

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme.

(… fortsat)

Den 4. September marcherede vi i Retning Coucy le Chateau.

Henimod Aften, da vi marcherede gennem en mindre Landsby, kom der pludselig Alarmordre. Geværerne blev stillet sammen. Men vi fik ikke Lov til at tage Bagagen af.

Kort Tid efter gik det videre. Regnen begyndte at sile ned. Gennemblødt nåede vi noget før Midnat Coucy le Chateau, hvor lange Tog holdt parat.

Sammenstuvet som Sild i en Tønde gik Rejsen om ­sider videre. Humøret var imidlertid sunket til Nulpunktet.

Gennemvåde og med Udsigten til at blive sat ind i Sommeslaget kunde jo ikke faa os til at se lyserødt paa Tilværelsen.

I Morgenskumringen holdt Toget i et taaget Land­skab, og Udladningen begyndte. Ind til Trænet fik deres Bagage og Heste ordnet, fik vi Plads i et stort ramponeret Skur. Det trak og vi frøs nederdrægtig i vort klamme Tøj.

Kanontordenen kunde vi høre i det fjerne. Den var bleven kraftigere og kraftigere. Da Solen gik op, så og hørte vi, at vi var ved Byen Ham — bag Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

Krigens forløb

4. september 1916. Angreb ved Somme! Forreste linje rendt over ende!

Skriv en kommentar

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 4. september gryr. Tung ild ved fronten, deriblandt sværme af tunge miner.

Fra kl. 11 formiddag trommeild. Kl. 12,15 springer fjenden frem i tætte formationer.

Den fuldstændig rystede og sønderskudte forreste linje, der består af 13., 2., 11., 12. kompagni, bliver rendt over ende og for største parten taget til fange. Også K3 måtte prisgives overmagten. Til højre bliver mellemstillingen holdt af 4. kompagni og en deling fra 3. kompagni. På

det venstre afsnit kaster sig en lille flok under ledelse af løjtnant Jepsen og oversergent Schultz med dødsforagt mod fjenden for at generobre K3. Forgæves. Begge førere falder. Men her støder fjenden dog ikke længere frem.

Ved middagstid får II bataljon ordre til at rykke frem. Fremrykningen i den lange løbegrav, der allerede begyndte ved Miséry, kunne kun foregå langsomt og krævede hele eftermiddagen. Hen mod aften stod det klart, at de tilkaldte reserver ikke slog til over for det angreb, der blev ført over en bred front og med voldsom overmagt. Modstødet blev opgivet.

Det gjaldt nu om at udfylde de huller, som angrebet havde revet. Som nævnt blev mellemstillingen nordøst for Berny holdt af 3. og 4. kompagni, bagved i anden linje 1. kompagni. Til højre gabte et hul over til 90erne, her blev 7. og 5. kompagni sat ind. Bagved dem 8. kompagni. Til venstre for 4. kompagni måtte 6. kompagni udfylde et 500 m bredt hul, som strakte sig fra 4. kompagnis venstre fløj og til vejgaflen nord for Berny. Bagved dem 6. kompagni fra regiment 85.

I strømmende regn, der varede hele natten, og under bestandig artilleriild gravede kompagnierne sig ned i det helt åbne terræn. Om morgenen er deres grav knædyb.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

Krigens forløb

3. september 1916. Peter Clausen på lazaret i Wiesbaden

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

Vi syntes her i Wiesbaden, at vi var kommet i himmerige, så gode var forholdene. Vi kunne glæde os over en god behandling og forplejning. Det var et godt borgerligt hotel, hvor militæret havde lagt beslag på den midterste etage med plads til 25-30 patienter.

Vi lå i hotellets senge og fik forplejning fra hotellets køkken, hvor fruen var køkkenchef. Vor læge var byens civil-læge, der passede vores og et lignende lazaret i nærheden og så sin praksis. To sygeplejersker, begge døtre af en generaloberst, der havde hele sanitetsvæsenet i 18. armekorps under sig, udgjorde sygepasser-personalet. Det var et par venlige og gode kvinder i 40-års alderen, af hvilke den ene var ugift og uddannet sygeplejerske, mens den anden var gift med en major, der lå ved fronten i Karpaterne.

Navnlig den sidste, den gifte, var en både livlig og rar søster, som vi satte stor pris på. Nå, ja, så var der desuden to mandlige sygepassere, men de var typiske eksempler på et par »Drückebergere«, så de talte ikke med i vort omdømme; der var kun lidt at bestille for dem, og skulle de endelig hjælpe os med et eller andet, så skete det med sure miner.

Men vi ankom altså den middag til »hotellet«, netop som de var færdig med maden, og dog blev der serveret for os med det samme, endskønt vi så farlig ud. Medtagne var vi også, og det må have været synligt, thi generalobersten, altså pigernes far, der netop var på besøg hos sine døtre, bevilligede os et mægtigt glas vin til at styrke os på og kvikke os op med, og vinen var fortræffelig. Vi spiste, og så kom vi i bad, hvorefter vi blev tilset af lægen, og for mit vedkommende blev det en længere omgang med de mange rifter, som jeg havde fået, ja, han måtte i alt anbringe 13 klemmer. –

Både lægen og majorinden mente, at jeg måtte da være kvalificeret til Jernkorset, sådan som jeg var blevet tilredt.

Nu blev jeg så puttet i seng i et par dage, da man fandt ud af, at jeg havde et par streger feber, men kommet oven senge skulle jeg dog holde mig indendørs foreløbig.

Efter et par dages forløb fik jeg et par fingre fri for bind og kunne da selv skrive hjem og fortælle, at hånden var i behold; hidtil havde Lorens besørget det skriftlige for mig.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

3. september 1916. Fanget som desertør ved Gjelsbro

Skriv en kommentar

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen.

Krigen var begyndt at gaa, mig paa Nerverne, og efter mange Overvejelser besluttede jeg at gaa over Grænsen.

Den 3. September 1916 var min Orlov udløben, men i Stedet for at tage til min Garnison, besluttede jeg at tage over Grænsen ved Gjelsbro. Ad Omveje naaede jeg ved 3½-Tiden om Morgenen til Grænsen.

Da jeg var naaet tæt hen til Vagtkæden, smed jeg mig ned for krybende paa alle fire a  naa helt hen mod Grænsen. Jeg styrede mod nogle Pletter Lyng, som kunde yde mig nogen Skjul.

Om Vagten nu havde lagt sig ned for at nyde det gode Vejr, eller om han har set mig og derfor har lagt sig ned, ved jeg ikke, men i hvert Fald blev jeg raabt an af ham, da jeg bogstaveligt befandt mig lige foran Mundingen af hans Gevær.

Som Fange blev jeg ført til Arresten i Gjelsbro Kro, og efter et Forhør bragte to Landstormmænd med opplantet Bajonet mig til Arnum, hvorfra jeg skulde sendes videre til Flensborg.

Det var med en underlig Følelse at jeg med Smaabanen kørte forbi min Fødeby og saa de kendte Ansigter paa Perronen. Med alvorlige Blikke betragtede de mig og mine Ledsagere, uvis om den Skæbne, som ventede mig.

I Mellemtiden var Rygtet om min Paagribelse ogsaa naaet til mit Hjem. En ældre Karl, som den Dag kørte Mælkevogn, og som i Almindelighed gik for at være Anmelder, kom hen til mine Forældre og min Søster og fortalte, at Vagten ved Grænsen havde fanget en Overløber, der lignede mig.

Ganske fortvivlet spurgte mine Forældre, hvilken Straf jeg vilde faa.

Han bliver sikkert skudt, svarede Karlen med et ondskabsfuldt Grin. Far og Mor var op mod de 70 og jeg var deres eneste Søn.

Retssagen tog fem måneder, før Peter Madsen fik sin endelige dom. Følg med på siden og se, hvordan det gik ham.

DSK-årbøger, 1941.