Tag-arkiv: Frits Clausen

22. september 1917. Frits Clausen: “Tyskerne er nok snart færdige …”

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Kære Herr Rasmussen!

De kan ellers tro vi har travlt nu med alle de Ansøgninger der løber ind om at komme til Lejren. Der er allerede gaaet 2 Lister til Moskov og vi har derfor Haab om, snart at blive flere. Der er 24 paa et Sted (Sarapul, Gouv. Viatka) Dem kan vi  orhaabentlig snart vente. Det vil jo fylde ikke saa lidt.

Om den ny Kirke, eller Forsamlingssal har De vel allerede hørt nærmere om. Snart vil De faa et Fotographie, saa kan De gøre Dem et endnu tydeligere Billede derom – Jeg har faaet en dejlig Beskæftigelse paa et Sygehus her, hvad jeg er meget glad for, da det vel vil vare længe endnu. Tyskerne er nok snart færdige, jeg synes de bliver lidt mere stilfærdige og Aanden fra 14 er nok ogsaa ved at svinde blandt Soldaterne. Ja, det var jo ogsaa paa Tide med at faa Fred og alligevel vil jeg hellere sidde her et Aar endnu end have Freden nu. –

Jeg ser, at General Gørtz har taget sin Afsked og der er kommen en Landsmand til os paa Pladsen.  Han er vel ogsaa god nok, men vilde det ikke have været bedre om Herr Dr. [forsvarsminister P.] Munck var gaaet. Er der et Menneske jeg uden for en Kamp kunde slaa ned med en god Samvittighed, er det ham.

Det er det samme som om en af vore Førere derhjemme vilde tage imod et Tilbud om Formandspladsen i den tyske Forening for Exempel. Men ligemeget, det gaar nok alt alligevel. Og en kommer nok med en Gang endnu. –

Paa Onsdag fejrer vi her Kongens Fødselsdag med en større Pragt. Derom senere.

– Nu skal De ha’ en lille Historie, som vi har opvarmet i Aften og som De rnaaske ikke kender. Vi sad og talte om, at vi dog skulde vogte os for, ikke at sende et af de Billeder med Dannebrog paa hjem til Slesvig, da en siger: Lad os endelig sige det til Jakob, da han godt kunde finde paa det.

Derefter kom saa Historien om J.s Rekruttid i Slesvig, hvor han i lang Tid  aabenlyst skændte paa Tyskerne til det da endeligt blev en Underofficer for meget, da J. ikke vilde “lade sig fotografere sammen med Tyskerne” paa et Gruppebillede. Heldigvis taler Underofficeren først med en Ven af J. om det, hvor han mener at han jo længe nok havde fundet sig i hans danske Sindelag, men at han efter saadanne Fornærmelser nu vilde melde ham. “De’ la’ di væ’ med” sagde Vennen “for J. er jo ikke rigtig klog.”

Det blev Korporalen overbevist om til Slut og tilgav J., som hele Tiden hos Tyskerne gik for lidt skør, dog med Undtagelse af en, som efter J. Tilfangetagelse sagde til ovennævnte Ven: “Das Schwein ist ubergelaufen.” –

Ja, her kan De se, at vi ikke alle har været tamme, da vi vare i Tyskernes Klør. Nu er vi det langt mindre!

Til Slut sender vi alle Dem og vore andre Venner derhjemme i Danmark vore hjerteligste Hilsener.

Særligt hilses De af

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

31. august 1916. Frits Clausen håber, at Danmark træder ind i krigen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 31.VIII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Først et tredobbelt Leve for Rumænien,82 saa en Tak, fordi De har
besørget min Ven Gloser en Korrespondent. Han har modtaget en
Pakke for nogle Dage siden og igaar kom det første Brev. Han er
umaadelig glad og er nu i Færd med at skrive Svaret. Det gaar jo ikke
saa hurtig endnu.

Vi har jo faaet en lille Tilvækst igen. Det er Andreas Andersen fra
Snogbæk i Sundeved, en ægte Sundbo, dansk helt igennem. Han har
ogsaa havt nogle slemme Sammenstød med Tyskerne og er glad for at være her. Han har ikke kunnet skrive dansk, da den tyske Feldwebel ikke vilde lade Kortene gaa videre, og har helt siden sidste December forgæves forsøgt paa at melde sig som Dansker. Til sidst gik han paa Arbejde, skrev til Danmark, antagelig Dem, og saa lykkedes det.

Vi er jo nu højt oppe, efter at Rumænien ogsaa har vist Kulør. Kunde
Danmark endda gøre ligesaa. Det har da ogsaa et Stykke Land, det
kunde hente sig selv.

Jeg læste forleden en Protest af Prof. Tscherning mod Fredsdemonstrationerne derhjemme. Det var en Glæde at læse den her, hvor man hører saa lidt derhjemme fra, der kan styrke os i Glæden over at være Dansk, det vil jo sige, alle Breve vi modtager er jo undtagen; de styrker os uhyre i denne Hensigt. Men naar man opdager en Meddelelse i Avisen om Danmark og man saa styrter sig over den, er den for det meste af en saadan Natur, at man maa sige eller lade sig sige: “I er et lille fattigt Land.” Naar man saa læser blot nogle faa Ord som dem af Prof. Tscherning, er man i Humør igen.

Vi ønsker alle Fred, hellere i dag som i morgen. De Skraalhalse der
raaber paa Københavns Gader derom, kan ikke engang tænke sig Ønsket efter Freden som vi bærer det. Men først skal Krigen være endt, først Resultatet være naaet, saa kommer freden af sig selv.

Jeg ved, hvor raat det lyder og hvor drengeagtigt det maaske er, at ønske, at Danmark maatte komme med, men alligevel ønsker jeg det af hele Hjertet. Forleden havde jeg et Kort fra en forhenværende Kammerat, der nu kan kæmpe for sit underkuede Folks og Lands Frihed. For ham gives der ingen Savn og Strabadser nu, nej blot Ønsket om at komme hurtig fremad. Han fortalte, at hans Troppedel havde afslaaet at vilde befordres med Jernbane det sidste Stykke til Fronten.

De vilde gaa og Jernbanen kunde saa føre nye frem. Ja, hvor maa det være en Kamp, naar det gælder det beste det kæreste man har. Det er jo rart nok naar et Land bygger Kæmpesanatorier for Krigsfanger, det maa enhver der er det og har været det i 19 Maaneder kunde sige, tilmed naar han har nydt saa meget af andre Menneskers Medfølelse som jeg.

Frits Clausen
Frits Clausen

Men hvor høj og køn denne Medfølelse er, saa bliver et Folk svag og ynkelig maar den helt tager Overhaand. Det er Tiderne endnu ikke efter, i denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod.

I Stedet for at raabe om Fred skulde de raabe:

“O, væk da op hos os om bord
Den Kæmpeaand der sover”

og ønske en ny Holger Danskes Dag, hvor alt kan bruse op i Nordens Skove og kalde Heltetiden tilbage.

Gud lade vort Banner endnu en Gang
højt flyve med Sejr over Kampens Vang
og frelse paa ny!

En hjertelig Hilsen fra os alle 32
Deres taknemmelige
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

24. juli 1916. Brev fra Frits Clausen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 24.VII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Nu har vi havt 2 store Glædesdage lige kort efter hinanden. Den første bragte os de første af de ventede Landsmænd og den anden Deres kære Brev med Fotografierne og Servietterne fra 6. Juli.

De nyankomne er: Jens Hansen fra Storde ved Bredebro Landv. Rgt 84. og Ottensen Dall fra Birkelev ved Skærbæk. Res. Inf. Rgt 223.

Det var jo ikke mange, men om saa bedre er Sindelaget paa dem.

De bragte os Navnene paa flere andre, der er i Persia (rimeligvis paa Arbejde). Da de ikke var paa Listen, men dansksindet, har jeg strax indberettet Navnene til Moskau. Vi venter paa Resten hver Dag. Jeg
skal nok meddele Navnene, Hjemsted og Rgt. Nummer saa snart de er kommen.

Jeg forstaar ikke at der ingen kommer fra Fronten der maa da være kommen nogle i Fangenskab nu i den senere Tid.

Frits Clausen
Frits Clausen

De skriver om at være forsigtig. Ja, det er vi ogsaa nu. For uforsigtige
Ytringer i Breve til Slesvig kan De nu være rolig. Kommandanten
her censurerer nemlig alle Breve og Kort inden de gaar ud af Lejren
og hans Tolk for den danske Correspondances Vedkommende er jeg.

Jeg giver alle Kort og Breve til Slesvig, der indeholder det allermindste om vor Særskillelse tilbage. Den Vej kommer der ingenting, men der kan jo endnu fortælles noget fra Danmark. De fleste af os her skriver jo til en Slægtning ved Grænsen, der saa skriver Indholdet af Brevene hjem til Familien. Den Vej kan vi jo ikke stoppe. Jeg har imidlertid advaret Kammeraterne og nu efter at De har skrevet det samme skal alle nok være yderst forsigtige.

Vi trøster os jo med at der ikke bliver ret meget tilbage af Tyskland, for skal vi derigennem vil vi vist ikke alle kunne undgaa  Ubehageligheder. De maa erindre, at der i denne Lejr kommet mange Fanger, der skal paa Arbejde, deriblandt ogsaa Tyskere. Vi kan endda nok komme ud med dem i de Par Dage, de er her, men værre er det med de andre Nationer som Serber og Tjekker, naar de hører nogle højrøstede prøjsiske Talemaader en Gang imellem.

Serberne har endog flere Gange ladt de tyskvenlige deres Uvilje mærke ret følsomt. Det vilde derfor være os en stor Glæde om vi efter Krigen ikke behøvede at skulde gennem Tyskland, men kunde stige i land paa Toldboden som danske Undersaatter. Ja, hvor vilde denne Gensynsdag da blive til en Helligdag for os, der ikke taler om meget andet nu end alle de Fremtidshaab Freden vil opfylde.

De skriver om Skolehold i de andre Lejre. Jeg havde her faaet et Kursus i russisk i Gang. Det var en nyvunden Ven og Kammerat af mig, en tjekkisk Ingenieur, der var saa venlig at vilde lære os det. Han taler det perfect. Men beklageligvis gik det efter kort Tids Forløb igen i Staa og Skylden laa hos Danskerne. Der er i det Hele for meget af den gamle Jydenatur i de fleste her.

Saa jeg havde tænkt paa at faa nogle Foredrag i Gang om vort egen Folks Historie. Vi har jo nogle Bøger, man nok kunde bruge som Haandbøger. Jeg fandt dog ingen stor Interesse og vilde derfor vente med at begynde paa det, til Vejret ikke tillod os at være saa meget ude. Det er saa uhyre beklageligt at man ikke kan faa saadan noget i Gang, tilmed da vi havde det i Sibirien med Tydskerne. Men det kommer nok. Jeg skal nu, opmuntret af Deres Brev begynde paa ny og nu skal det prøves. Hav derfor Taalmodighed til næste Brev, saa kommer der en Meddelelse derom.

Bøger tror jeg ikke vi mangler. Det skulde være en dansk  Literaturhistorie og maaske ogsaa en Grammatik. Hvis det ikke er for meget vilde jeg gerne bede om en dansk-tydsk Ordbog til en polsk Student, der flittig lærer dansk. Der existerer vist ingen  dansk-polsk Ordbog, ellers havde det jo være at der kunde findes en ung dansk Philologus der vilde forære ham en saadan.

Det er en uhyre intelligent Mand, der har studeret sit Folks Sprog og Historie og ved at fortælle derom med en Kærlighed og Varme, man kan misunde ham. Jeg beflitter mig at henlede hans Opmærksomhed paa vort lille Fædreland og er næsten ved at tro at mine Ord har vakt en varm Interesse hos ham. Det vilde glæde mig, om der skulde findes en ung Student derhjemme, der vilde sende ham Bogen. Maaske den kunde sendes ham direkte.

Hans Navn er Biel. Addressen ellers som vor. Han er en Ven af os alle, ligesom Tjekkerne og det er en Glæde at høre disse fremmede
Folkslag prise Danskerne her. Det tror jeg nok at kunde sige uden at
overdrive, at vi har gjort vort Folk Ære her i det Fremmede.

Ja, nu havde jeg nærved glemt at fortælle Dem om, hvor dejligt det
ser ud i vor Haveanlæg. Tænk alle Valmuer staar nu med de dejligste
Blomster.

Det er rigtig de gode varme Farver af vort gamle Flag. Jeg
havde forleden en stor Bouquet med til nogle polske Damer i et stort
Hospital her i Nærheden, hvor der nu for Tiden ligger en af os i Malaria. (Han er rask og kommer hjem i Morgen) og deres Beundring
kendte ingen Grænser. Jeg sagde til Dem: “Ja, tænk saa, at denne
Blomst af mange Landmænd derhjemme kaldes for Ukrudt. Hvordan
tror De ikke, at det maa være i et Land, hvor man har sligt Ukrudt.”

Jeg er jo nemlig bleven Feltskær nu i Lejren og kommer derfor
udenfor Murene en Gang imellem i Ærinde til Apothek eller Hospital.

Jeg er rigtignok ikke færdig med alt, hvad jeg vilde skrive, men paa
Grund af Censuren vil jeg dog slutte med en hjertelig Hilsen fra os
alle 26 til vort gamle Land, vore Velyndere, men ganske særlig dog til
Dem vor kæreste Herr Rasmussen.

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.