Alle indlæg af Rene Rasmussen

18. august 1914. Tirlemont – 86’ernes ilddåb

Senest ændret den 31. januar 2016 17:36

Af Regiment 86’s officielle historie:

Rygtet talte sandt.  Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.

Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.

Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.

IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.

Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!

Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.

 I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.

1914-08-18 Tirlemont

Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.

Voelkerkrieg 1014 mindre

Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.

Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.

Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.

Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.

Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.

Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

18. august 1914. 84’eren “Chr.”: “Vi stod op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling”

Senest ændret den 31. januar 2016 17:31

Sønderjyden “Chr.”, infanterist i Regiment 84 “von Manstein” (IR84), fortæller om bataljen ved Tirlemont:

Vi naaede ud paa den anden Side Liége, og nærmede os den 18. August Terrænet omkring Tirlemont, hvor 84erne for første Gang kom i Ilden. Her fik vi, som det hed i Soldatersproget, vor »Feuertaufe«.

Det hele kom i Grunden temmelig overraskende. Vi marcherede fra Morgenstunden af, som vi plejede og mærkede intet, som kunde tyde paa, at der var belgiske Tropper i Nærheden. Ved Middagstid holdt vi Hvil. Feltkøkkenerne kørte op og delte ud af Gryderne.

Bedst som vi sad og var midt i Spisningen, kom Majoren susende og gav Ordre til øjeblikkeligt Opbrud. Ikke en Mundfuld maatte der spises mere. De, som ikke havde spist op, skulde bringe Resten tilbage i Feltkøkkenet og saa hurtigst muligt træde an i Geleddet.

Saa blev der »sværmet ud« i Skyttekæde, og vi gik frem over Markerne i spredt Orden. Forskriftsmæssig med korrekt Afstand, Gevær under Armen, nøjagtig som under en Felttjenesteøvelse hjemme i Garnisonen. Og var det mon i Grunden andet end en Feltøvelse? Et fikst Paafund af Majoren? Vi saa jo ingen Fjende, blev heller ikke beskudt. Vi hørte Artilleriet, men det var langt borte, og det hørte vi jo hver Dag.

Voelkerkrieg 1010 Belgiske skytter
Belgiske skytter

2. Bataillon rykkede frem ad en Vej, hvor Belgierne under Tilbagetoget havde fældet Træerne, saa de nu spærrede over Kørebanen og hindrede Fremrykningen. Jeg husker, at der i 6. Kompagnis Afsnit var en Roemark.

Hvordan det kom og hvordan det føltes første Gang at høre Kuglerne pibe omkring Ørerne, har jeg ingen klar Forestilling om mere; men jeg husker, det. var, da vi skulde til at forcere Roemarken, vi pludselig fik Ild. Det var første Gang. Og dog staar det for mig, som om det ikke gjorde noget overvældende Indtryk paa os. Det klaskede i Roebladene og det hvinede i Luften; men vi stod alligevel op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling.

Belgierne havde taget Stilling i den modsatte Ende af Marken. Kampen varede hele Eftermiddagen. Henimod Aften gik vi frem til Storm, men da tog Belgierne Flugten, og mange af dem blev saaledes skudt ned bagfra.

Ved Mørkets Frembrud faldt Byen Tirlemont, der dog laa udenfor vort Kompagnis Afsnit. Den Aften saa vi de første belgiske Krigsfanger og de første belgiske Kanoner, som var erobrede under Kampen. Nogen større Bataille var Fægtningen ved Tirlemont ikke. Ved vort Kompagni havde vi ikke synderlig store Tab, nogle enkelte Saarede, men saavidt jeg husker ingen Døde.

Almanak for Nordslesvig, 1935

17. august 1914. Kampe på Østfronten

Senest ændret den 31. januar 2016 17:08

Af Erik Ingemann Sørensen

I Østpreussen kommer det til hårde kampe mellem tyske og russiske tropper ved Stallupönen (Nesterov). Selv om tyskerne er i undertal, lykkes det ikke for russerne at erobre byen.

1914-08-17 østfront kort

Om aftenen trækker tyskerne sig dog tilbage af frygt for at blive omringet.

Kampene her bliver indledningen til det store slag ved Tannenberg.

1914-08-17 Stallupönen
Stallupönen efter kampene

17. august 1914. Foran Tirlemont: Et sidste måltid før slaget?

Senest ændret den 4. december 2020 9:29

H.C. Brodersen blev indkaldt til Füslierregiment “Königin” Nr. 86. Regimentet deltog i indmarchen i Belgien.

Under Augustsolens tropiske Varme marcherede vi hele Dagen og i Dag med. V i marcherede forbi svært Artilleri, der bearbejdede et Fort, der endnu ikke havde overgivet sig, og gennem Rækkerne af de marcherende Kolonner forplantede Rygtet sig om, at vi skulde storme og indtage Fortet. Heldigvis blev det ikke til noget, og vi marcherede videre.

I Dag forlød der imidlertid Rygter om, at der forude var observeret fjendtlig Infanteri. Der mentes, at de havde forskandset sig, og at det blev Regimentets Opgave at storme Stillingen. Meddelelsen om, at vi skulde tage „Schaffelbjerget” med Storm, hensatte os imidlertid ikke i nogen „stormende” Stemning, og særlig ikke, da Feltkøkkenet kørte frem og den omdelte Middagsmad omgaaende blev omdøbt til „Hänkersmahlzeit”.

Det lød uhyggelig, men var ikke uberettiget, og vi var da ogsaa langt fra at være begejstret for Foretagendet. Mange, der tænkte nærmere over Situationens alvorlige Øjeblik, gav sig derfor ogsaa til at udveksle Adresser paa Familier, Hustruer og Kærester. Vi vidste jo ikke, hvad der kunde ske.

 

17. august 1914. Præsten i Højrup har meldt sig til hæren

Senest ændret den 30. januar 2016 12:33

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tysk Præst og Hustru drager til Hæren

Pastor Fischer i Højrup ved Grænsen, (tysk, men afholdt Embedsmand), søn af afdøde Vejinspektør Fischer i Gram, holdt i Gaar Afskedsprædiken i Højrup Kirke. Han har været Præst for Højrup Menighed i ca. 16 Aar, men nedlægger nu Embedet og rejser til Hæren som Feltpræst og hans Hustru for at gøre Tjeneste ved Lazaretterne.

Flensborg Avis’ Udgivelse indstillet

Flensborg Avis, af hvilket vi intet Nummer har set siden den 1. August og af hvilket der intet Nummer udkom i hele sidste Uge, er blevet forbudt og har derfor maattet indstille Udgivelsen fra den nævnte Dag. Bladet er, siden dets Redaktører fængsledes ved Krigens Udbrud, blevet redigeret af Ejerinden, Enkefru Marie Jessen.

Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.

16. august 1914. Jeppe Østergaard på vej mod Königsberg: “Her må ingen kosak nå hen!”

Senest ændret den 30. januar 2016 12:31

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste på østfronten i 5. grenadérregiment. Den 16. august satte han sig på toget med kurs mod Königsberg.

Dagbogen 16—8—1914.

Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede kl. halv to om morgenen må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården i Soldau. Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind.

Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin.

Ingen ved rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man bliver menneske mellem mennesker.

De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6-tiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres.

Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det.

Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag.

Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914
Germania forsvarer fædrelandet. Propagandabillede.

 

15. august 1914. Voldsomme kampe ved Dinant

Senest ændret den 30. januar 2016 12:23

Af Erik Ingemann Sørensen

Det voldsomme bombardement af forterne ved Liège fortsætter. Til gengæld rykker franskmændene yderligere frem i Vogeserne.

Ved daggry indleder tyske tropper et bombardement af byen Dinant i Belgien, der ligger 25 km. SSØ for Namur. Målet er primært byens fæstningsanlæg. Selv om modstanden er indædt, kommer fortet på tyske hænder omkring middagstid.

1914-08-15 Dinant

De gensidige bombardementer fortsætter imidlertid – senere kæmpes der fra hus til hus. De tyske tropper trænges under disse tilbage igen. Da de franske tropper rykker ind i byen, hylder indbyggerne dem ved at afsynge ”Marsellaisen”.

1914-08-15 Dinant b

De tyske tabstal er på 3.000 dræbte. Da tyskerne generobrer byen få dage senere, udsættes borgerne for frygtelige repressalier. 674 civile dræbes og store dele af byen brændes ned.

Læs mere om massakren i Dinant her (eksternt link – tysk Wikipedia)

15. august 1914. Regiment 86 marcherer fra Liege

Senest ændret den 30. januar 2016 12:22

Af Regiment 86’s officielle historie:

Den følgende morgen [15. august] marcherede regimentet allerede kl. 4,30 igen til den store eksercerplads [i Liege], hvor hele divisionen samledes.

Derfor nævnes nu de større enheder, som regimentet sorterede under samt deres kommandører.

86’erne under kommando af oberst von Obernitz dannede sammen med infanteriregiment 84 den 35. infanteribrigade under kommando af generalmajor Hunäus.

Denne brigade hørte til den 18. infanteridivision, hvis kommandør var generalløjtnant von Kluge, denne hørte igen til 9. armékorps, som stod under kommando af general von Quast.

Det 9. armékorps var en del af 1. armé, der under kommando af general von Kluck var opmarcheret på den tyske hærs den højre fløj.

I stadig højere grad blev den enkelte soldat gennemsyret af den bestyrkende følelse af at være en del af en organisme, der var besjælet af én vilje.

Voelkerkrieg tyske soldater Liege august 1914
Tyske tropper marcherer i Liège august 1914.

Klokken 9 om morgenen tiltrådte divisionen og med den også regimentet marchen for fuld musik i nordvestlig retning.

Snart bliver stednavnene germanske, slesvig-holstensk plattysk og flamsk ligner hinanden meget. De stammebeslægtede flamlændere er venlige og imødekommende, landsbyerne er ubeskadigede, friskare-krigen er holdt op.

Marchen gik over Milmort, Xhendremael til Koninxheim, sydvest for Tongern, her går man i bivuak, dog ikke uden at en sikring bliver skudt frem mod Tongern.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

14. august 1914. Med 86’erne i Liege til et glas rødvin

Senest ændret den 30. januar 2016 12:17

Af Regiment 86’s officielle historie:

Den 14. om morgenen fik man i stedet for den ventede stormbefaling ordre til at marchere mod Lüttich.

Efter 3 timers march drog regimentet ind i den gamle Maas-fæstning. På eksercerpladsen i Lüttich gjorde man holdt og ventede et par timer på fordeling af kvarterer.

I den tid kom der besked om, at Fléron var faldet, og man hilste det med hurra-råb. Så blev tropperne indkvarteret i skoler, sale og privatboliger.

Adskillige tillod sig at besøge et værtshus eller et hotel og helt fredeligt at spise til aften og nyde et glas rødvin.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

1914-08-16 Lieges fæstningsring
Forterne omkring Liège

14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

Senest ændret den 4. december 2020 9:29

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”

 

14. august 1914. Frankrig i offensiven i Vogeserne

Senest ændret den 30. januar 2016 12:12

Af Erik Ingemann Sørensen

I den franske ”Plan XVII” indgår et angreb på Tyskland gennem Luxemburg som et centralt element.

Denne dag indleder ”Den første franske Armé” angrebet med 2 korps i Vogeserne og 2 nordøst for Sarrebourg (se kort)

1914-08-14 Vogeserne 1

Joffre var overbevist om, at de tyske tropper kun mønstrede 6 korps. Men der var i virkeligheden 8, da angrebene sættes ind. De var under ledelse af kronprins Rupprecht af Bayern (6. Armé) og von Heeringen (7. Armé).

Hermed indledtes krigens første blodige og skånselsløse kampe på egentlige slagmarker, hvor især det tunge tyske skyts spillede en uhyggelig rolle.

1914-08-14 Vogeserne 2

13. august 1914. “Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er.”

Senest ændret den 30. januar 2016 12:10

Sønderjyden “Chr.”, infanterist ved Regiment 84 “von Mannstein”, fortæller om indmarchen i Belgien:

1914-08-13 Herbesthal Belgien 6a49-272
Herbesthal – grænseovergang mod Belgien

Ved Herbestal passerede vort Regiment den belgiske Grænse, og ved Herbe havde vi den første Bivuak i Fjendens Land.

Kornet stod paa Markerne, da vi marcherede frem, somme Steder i Stakke, andre Steder paa Roden. Midt i Høsttravlheden blev det belgiske Folk overrasket af Krigen. Nu var Høstarbejderne borte. Alt stod, som de havde forladt det, halvfærdigt.

Vi mødte ingen Modstand under de første Dages March gennem Belgien. Vi marcherede ad Vejene eller tværs ind over Markerne, alt efter som det traf sig; trampede ned for Fode, hvad der stillede sig i Vejen.

Krigen er grusom, og Krigen er hensynsløs. Den suspenderer almindelige menneskelige Love, kender intet til Følelse og Humanitet. Den gaar sine egne kolde, haarde Veje, der kun kender ét Hensyn, det, som fremmer og styrker de egne strategiske Interesser.

For disse maa alt andet vige. For disse maa alt andet, om det kræves, knuses og ofres.

Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er. Med de tyske Hæres Indmarch begyndte dette Folks lange og bitre Lidelsesvej.

Voelkerkrieg 1013
Repressalier mod civile i Charleroi. Efter “Geschichte des Völkerkrieges”.

Var det selv Skyld deri? Jeg véd det ikke! Hvad vidste den enkelte Soldat overhovedet. Jeg véd blot, at vi alle, efterhaanden som vi kom frem i Belgien, blev grebet af en mærkelig Nervøsitet, en ejendommelig Utryghedsfølelse, der var stærkest, naar vi opholdt os i Byerne, og naar vi lagde os til Ro for Natten ude paa de frie Marker. Det var ikke morsomt at være paa Post i de mørke Nætter i det ukendte Belgien. Vi havde en Følelse, som om en ukendt, skjult Fare lurede ude omkring og alle Vegne. Skud lød, skønt vi endnu ikke havde været i Berøring med Fjenden. Hvem skød? Det skete, at Nervøsiteten tog Magten, og det hændte i denne Periode, at vi blev beskudt af vore egne Tropper. Den belgiske Befolkning saa vi i Almindelighed meget lidt til. De fleste flygtede i deres Angst. Stakkels Mennesker laa skjult i Dagevis i elendige Kælderhuller og underjordiske Gange af Skræk for Tyskerne. Men der var Byer, hvor der kunde konstateres Skydeskaar i Hustage og Vinduer. Vi følte os aldrig sikre, og slog vi Kvarter i Byerne, gik vi aldrig alene.

Almanak for Nordslesvig, 1935

13. august 1914. 84’erne og 86’erne ved Fort Fléron i Belgien

Senest ændret den 30. januar 2016 12:06

Sønderjyden “Chr.” fortæller:

Vi marcherede i Retning af Liége, og det var Meningen, vi skulde have deltaget i Stormen paa Forterne. Men de 42 cm Kanoner gjorde det af med dem, og vi slap. Vi var tæt inde paa dem og blev her Vidne til Krigens første Artilleribombardement.

Almanak for Nordslesvig, 1935

1914-08-06 Tykke Bertha karikatur
Tysk karikatur: De store 42 cm’s kanoner jager franske Marianne og engelske John Bull på flugt.

Af 86’ernes officielle regimentshistorie:

Den næste dag [13. august] fik regimentet til opgave at gå frem mod Fort Fléron, der hævede sig sydøst for Evegnée, og overtage sikringen af de opmarcherede 21 cm mørsere.

I og II bataljon deployerede sig 1.000-1.800 m borte fra fortet. III bataljon skulle med to kompagnier skubbe sig ind mellem Fléron og Lüttich for at afskære besætningen fra et tilbagetog og for at give dækning til de minekastere, der skubbede sig helt tæt til fortet.

Bataljonen måtte også i dag i landsbyen Fléron, lige som dagen i forvejen i Mélen, føre en modbydelig krig mod civilbefolkningen, der var blevet bevæbnet, opfanatiseret og organiseret af regeringen.

Foran Fléron betragtede 86erne virkningen af 21 cm mortererne, der uophørligt hylede hen over deres hoveder. Derovre steg der så en vulkan af jord, sten og bjælker op. Også virkningen af minekasterne kunne tydeligt iagttages.

Imidlertid overgav fortet sig ikke på den dag. Det var endnu om natten i stand til at sende nogle shrapnell-hilsener over 86’ernes bivuakpladser. Ganske vist uden at gøre nogen skade.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

13. august 1914. Slaget ved Haelen

Senest ændret den 30. januar 2016 12:03

Af Erik Ingemann Sørensen

Ved Haelen i Belgien kommer det til et klassisk rytterslag mellem 2.400 belgiske kavalerister mod 4.000 tyske. Slaget udkæmpes med lanser og sabler og slutter med en belgisk sejr.

Slaget er et eksempel på, at den traditionelle tankegang ikke havde sluppet sit tag i den militære planlægning.

Den 22-årige husar, Lorenz Jessen Elberg, falder ved Boneffe i Belgien.

12. august 1914. Jeppe Østergaard: “Kosakkerne smurte haser!”

Senest ændret den 30. januar 2016 12:01

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde tjeneste ved 5. grenadérregiment i Danzig. Den 12. august 1914 fik han sin ilddåb mod russiske kosakker.

Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse.

Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også udmærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem. Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning.

Kuglernes „iss“ lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.

Mens vi der går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser.

Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde der have skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de forsvundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu understøttes de også af deres artilleri.

For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok forskræmte spurve.

Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klapjagt på den 10-12 km lange strækning.

En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet.

Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, deriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.

12. august 1914. Hårde kampe ved Liège

Senest ændret den 30. januar 2016 11:54

Af Erik Ingemann Sørensen

De voldsomme kampe ved forterne omkring Liège fortsætter. Tyskland har sat ind med et intensivt bombardement af de franske stillinger med voldsom effekt. Men mandskabet holder fortsat ud og nægter at overgive sig. Herved bindes og forsinkes de tyske tropper.

1914-08-12 Smadret Fort Lancin

I Rusland gives der nu besked om generalmobilisering.

 

(+) Den 35-årige Oberleutnant Karl Fitze fra Tønder dør på Krankenhaus Westerland af sine sår.

12. august 1914. Regiment 86 i Belgien. Civilister undgælder for skyderier.

Senest ændret den 30. januar 2016 11:50

Af Regiment 86’s officielle historie:

Voelkerkrieg 1005a
Repressalier i belgisk landsby (fra “Geschichte des Völkerkrieges)

Den 12. august kl. 5.30 om formiddagen marcherede I og II bataljon i retning af Fort Evegnée. III bataljon blev i Mélen til rådighed for brigaden. Fortet var, som nævnt, faldet dagen i forvejen, men fra landsbyen skød civilister uophørligt på I bataljon.

Vore egne soldaters liv var for kostbare til, at man kunne undlade hårde forholdsegler. En del af landsbyen blev sat i brand. 7 civilister blev overgivet til krigsretten.

Nu afleverede stedets præst våben og ammunition. 2. kompagni besatte fortet og fandt der et værre roderi, men også et godt bytte, der kom hele bataljonen til gode.

Iøvrigt bivuakerede begge bataljoner ved Evegnée. I bataljon oplevede derved de første shrapnell-granater[1]. En mand blev let såret, ellers gik alt godt. Et øjebliks forbløffelse og lamslåethed, så bliver den fornøjelige bivuakstemning hurtigt genetableret ved et par kraftige vittigheder.

Kilde: Füsilier-Regiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

[1] Shrapnell er en granat fyldt med blykugler, der spredes ved eksplosionen, ofte tidsindstillet til detonation før nedslaget med større virkning til følge.

11. august 1914. De arresterede haderslev’ere ført til Rügen!

Senest ændret den 30. januar 2016 11:45

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen

I Lørdags Eftermiddags blev ca. 30 af de i Haderslev og Østeregnen arresterede Danske ført fra Haderslev til Hamborg.

Det gjorde et ejendommeligt Indtryk at se dem i Optog blive ført til Banegaarden. Forrest en Vogn med Redaktør Matthiesen og Hustru foran i Vognen, i øvrigt en Bunke Pakkasser, og bag paa Redaktør Sabroe og Hustru. Efter Vognen gik saa alle de øvrige, hver forsynet med en lille Pakke Smørrebrød, der var leveret dem fra Fattiggaarden.

Paa Banegaarden tog Hustruerne Afsked med deres Mænd, og toget rullede afsted mod Syd. Først næste Formiddag ankom det til Hamborg. Fra Hamborg er de derefter førte til Rügen!

En af de mange Sønderjyder, der har maattet vandre i Fængsel i denne Tid, er Forpagter Evald paa Nybølgaard under Gram Gods. Alle hans Tjenestekarle havde faaet Indkaldelsesordre på nær to syttenaarige, forlyder det, og da disse ville forlade deres Tjeneste under Foregivende af, at de ville med i Krigen som frivillige, fraraadede han dem dette og søgte at formaa dem til at blive i deres Plads. Men da dette kom til Myndighedernes Kundskab, blev han straks arresteret og ført sydpaa.

[De følgende dages aviser er fyldt med meddelelser om yderligere arrestationer]
svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen var blandt de arresterede

 

11. august 1914. Russerne angriber i Østpreussen

Senest ændret den 30. januar 2016 11:12

Af Erik Ingemann Sørensen

Den første russiske Armé under ledelse af general Paul von Rennenkampf angriber de tyske styrker – den 8. tyske Armé – ved Gòra Kalwaria (det nuværende Polen).

1914-08-11 Rennenkampf

Samme dag erklærer Frankrig Østrig-Ungarn krig.

 

(+) Den 22-årige Werner Koch fra Halk sogn ved Haderslev såres under kampene ved Weichselfloden og dør.

11. august 1914. Regiment 86 marcherer ind i Belgien

Senest ændret den 30. januar 2016 11:09

Füsilier-Regiment 86 med hjemsted i Sønderborg og Flensborg var ankommet til samlingsstedet i Aachen den 9. august 1914 efter at være afgået med tog fra Sønderborg og Flensborg dagen før. Den 10. august holdt regimentets tre bataljoner øvelsesmarch i Aachens omegn, for at forberede de lange marchture, når regimentet den følgende dag skulle indsættes i Belgien. I den gloende varme augustsol blev mange af de uøvede reservister dårlige – og solen krævede regimentets første dødsoffer: Overlæge Dr. Oluf Madssen Riis fra I bataljon fik et hedeslag og døde dagen efter. Han var født i Pamhule ved Hoptrup i 1878 og boede Tinglev.

Om indmarchen i Belgien hedder det ifølge regiment 86’s officielle historie:

“Tirsdag den 11. august om morgenen kl. 5 trådte regimentet an til fremmarch. Mod sydvest i retning af Lüttich (Liége).

Belgien havde ikke kunnet beslutte sig til at opfylde Tysklands krav om fri gennemmarch. Tyskland måtte altså hjælpe sig, som det bedst kunne. I nødværge måtte Tyskland derfor gennemtvinge en march gennem Belgien til Frankrig.

Den 7. august var byen og fæstningen allerede faldet. Men den befæstede zone om byen var endnu ikke helt tvunget til overgivelse. Det var et spørgsmål, om regimentet ville kunne komme uhindret gennem Lüttich.

Rækkefølgen i marchkolonnen var I, II, III bataljon. Soldaterne fik det indtryk, at de kun var et ganske lille led i den uhyre hærslange, der bevægede sig vestpå.

Regimentet marcherede bag ved det tunge artilleri. Snart blev grænsen overskredet under hurra-råb.

En ny mærkværdig følelse af at trænge ind i fjendeland. Indtrykkene af krig lod heller ikke vente længe på sig. Udbrændte, ja endnu rygende huse, ødelagte vinduer og døre, udsmidte møbler og husgeråd vidnede om mindre træfninger med civilbefolkningen og de nødvendige modforholdsregler. Befolkningen var overalt flygtet. I staldene og på markerne brølede herreløst kvæg.

Ved vejen den første, endnu friske soldatergrav. Billederne af ødelæggelse blev ved med at komme. Selvom 86’erne senere ofte kom til at opleve meget større gru, så gjorde synet dog aldrig så dybt et indtryk som nu, da regimentet lige kom fra et land i fred og ro.

Dette syn stod i sørgelig modsætning til det herlige landskab, som regimentet marcherede igennem. Marchvejen løb langs en højderyg, hvor frugtbare dale bredte sig til begge sider. Smukt og dejligt som en have er dette land. Gennemskåret af levende hegn, helt som i Slesvig-Holsten. Landsbyerne, rødstensbygninger med sorte tegl, gør indtryk af velstand. Langs vejen og foran husene findes der krucifikser.

Marchen gik over Henri Chapelle og Battice. I sidstnævnte lille by, som på nær nogle få huse var totalt udbrændt, forekom ødelæggelserne særligt skrækkelige. I landsbyen Bolland, 6 km fra Lüttichs fæstningsbælte, blev der om eftermiddagen kl. 5 gjort holdt og bivuakeret.

I meget stærk varme var der tilbagelagt 35 km. Igen havde det resulteret i et betragteligt antal marchsyge. Regimentet skulle sikre i retning mod Fort Evegnée, som imidlertid faldt samme eftermiddag.  Om natten blev trosset beskudt fra mørket, og ved II bataljon var der lidt forpostskyderi med civilister, ved hvilket en ordonnansrytter blev dræbt.”

(Regiment 86 i Verdenskrigen, 1925, dansk udgave 2014)

143186-0_Rippet_PDF Tommy_-01

 

10. august 1914. Arrestationer i Sønderjylland. Sorgen og fortvivlelsen ubeskrivelig.

Senest ændret den 28. januar 2016 22:28

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Efterretninger fra Als

En ung Mand, der i kom her til Byen i Gaar fra Kajnæs paa Als, meddeler, at der på Halvøen Kajnæs er arresteret fem Mænd og to Kvinder.

Mændene er Fr. Hansen, K. Lassen, H. Thomsen, H. Andersen og P. Vulf, og Kvinderne er Fru og Frk. Redaktør Svenssons Moder og Søster.

Disse, sammen med et halvt hundrede Alsinger, der i Tirsdags og Onsdags blev arresteret, indespærredes i det ny Forsamlingshus i Sønderborg – ”Sønderborghus”, hvor de bevogtedes af Militær med opplantet Bajonet indtil Lørdag, da de under skarp Bevogtning førtes til Sønderborg Slot, der i Løbet af Ugen var blevet indrettet til Fængsel.

Blandt de arresterede er ogsaa ”Dybbøl Postens” Redaktør Svensson og hele hans Redaktions- og Trykkeripersonale.

(…)

Alt vaabenført Mandskab er indkaldt, saa der findes faa Familier, som ikke har en Søn eller Fader indkaldt – adskillige begge. Alene paa Kajnæs, der tæller ca. 150 Familier, er indkaldt 120-130 Mand. Og ved Sessionen, der afholdes om nogle Dage (14. August) vil der blive udskrevet lige saa mange – maaske flere. Og som det er dér, er det jo over alt i Sønderjylland.

Sorgen og Fortvivlelsen er derfor saa grænseløs oprivende, at den ikke er til at beskrive.

I Graasten er blandt andre Landbrugskonsulent Hansen arresteret. Ved Husundersøgelsen hos ham efter Arrestationen fandtes paa Bunden af en Kiste to Dannebrogsflag, der blev medtaget – og efter sigende brændt.

Fra Vesteregnen

(…). Der blev straks efter, at Krigstilstanden var erklæret, foretaget en række Arrestationer, væsentligst dog af Redaktører og Journalister og det øvrige ved Bladene beskæftigede personale; næsten alle disse blev sat fast. Tandlæge Smith fra Haderslev, som opholdt sig paa Rejse her i Landet, og Andreas Grau, som ogsaa var fraværende, blev dog ikke arresteret. Førstnævnte tog imidlertid i Fredags fra Kolding til Haderslev og meldte sig og blev straks arresteret.

Bankdirektørerne Rossen og Andresen fra Landmandsbanken, Redaktør Skovrøy og hans Husholderske samt Bagermester Thorvald Petersen, alle i Tønder, og Gaardejer Hans Brinck fra Rørkær, arresteredes tidlig Søndag Morgen den 2. August og førtes til Porthuset i Tønder. Seminarister og Skolebørn optraadte her yderst ubehersket og sang Smædesange om de to Mænd, der førtes til Raadhuset.

Hen paa Formiddagen samme Dag afhentedes Gaardejer Adolf Sørensen fra Byvang ved Højer, og om Eftermiddagen afhentedes pensioneret Lærer Lorenzen fra Ballum samt hans Hustru, to Sønner og to Døtre.

Fra Visby afhentedes Bestyrer Høyberg paa Visby Forsamlingshus og Produkthandler Møller, en indvandret Berliner, der imidlertid undre sit Ophold i Sønderjylland af Forbitrelse over den Behandling, Befolkningen er Genstand for, er blevet saa dansksindet som nogen.

Foruden disse blev der endnu arresteret en Del andre, om hvis Navne vi dog er noget i Tvivl og derfor ikke anfører. Alle førtes de til Tønder Porthus og senere Altona. Ved Afrejsen fra Tønder var Produkthandler Møllers Humør ikke daarligere, end at han svingende med Hatten raabte: ”Noch ist Polen nicht verloren!”

Efter at være sendt til Hamborg blev de imidlertid sendt tilbage med den Bemærkning, at de jo aldeles intet mistænkeligt havde foretaget sig og blev sat paa fri Fod.

En af de følgende Dage (vistnok Mandag Morgen Kl. 5½) den 3die August afhentedes Thomas Thomsen, Toghale, Købmand Filskov og Godsinspektør Davidsen fra Møgeltønder, hvorfra de over Tønder førtes til Flensborg, hvor de stadig sidder i Varetægtsarrest sammen med en Del andre Nordslesvigere.

Arrestationerne genoptages – Grev Schack ført til Flensborg

I de sidste Dage er der imidlertid paany foretaget en Række Arrestationer. Saaledes blev i Fredags i Vesteregnen bl.a. arresteret Greve Schack til Schackenborg, Købmand Filskov i Møgeltønder, Gaardejer Thomsen i Toghale m.fl. Hos dem alle foretoges Husundersøgelse. De er foreløbig ført til Flensborg.

FangevogtereFlensborg
Fangevogtere bevogter de danske fanger på Navigationsskolen i Flensborg

Vi kan meddele, at det Rygte, som forleden gengaves i et Koldingblad og et par Hovedstadsblade om, at Grev Schack havde forsøgt at flygte over Grænsen i Automobil, men var blevet standset i Skærbæk eller Brøns og derefter ført til en mellemtysk Fæstning, er ganske grebet ud af Luften.

Fanger i Sonderborg
Fangerne marcheres den 8. august 1914 fra Sønderborghus til kasernen på Sønderborg Slot.

10. august 1914. Det engelske ekspeditionskorps er ankommet til fronten

Senest ændret den 28. januar 2016 22:21

Af Erik Ingemann Sørensen

Det engelske ekspeditionskorps – BEF – går nu ind i kampene på Vestfronten. På samme tid opretter England en flyvende kystvagt for at sikre sig mod angreb fra de tyske zeppelinere.

Frankrig afbryder de diplomatiske forbindelser til Østrig-Ungarn.

Kampene ved Mühlhausen raser videre med stor voldsomhed.

(+) Den 36-årige militærlæge, Oluf Riis fra Hoptrup, dør af hedeslag under marcherne ved Aachen.

9. august 1914. 84’erne i Aachen

Senest ændret den 28. januar 2016 22:19

1914-08-09 Aachen 6a49-238

En 84’er fortæller om ankomsten til Aachen – og det korte ophold dér, inden den videre færd mod fronten

Den gamle Kejserstad var Hoved-Etappestation. Det vrimlede med Militær. Mest fremmed.

I Aachen blev vi forenet med Regimentets to øvrige Batailloner, 1. og 3., som havde Garnison i Slesvig. Brigade og Division blev formeret, hvorefter vi gik op i v. Klucks Armé, og med den begyndte vi en Dags Tid senere som den tyske Hærs yderste højre Fløj Fremmarchen gennem Belgien og Nordfrankrig.

Her i Aachen begyndte vi at faa Krigen nærmere ind paa Livet. Vi saa de første Saarede, der kom tilbage fra de allerede da igangværende Kampe i Belgien. De tilhørte Regimenter, som havde deres Garnison i Aachen, og de var endnu i deres blaa Fredsuniformer. De var bleven kastet ind over den tysk-belgiske Grænse paa et meget tidligt Tidspunkt og saa hurtigt, at de maatte afsted som de gik og stod, uden at faa Tid til at iklæde sig den graa Feltuniform.

I det Fjerne skimtede vi Højdedragene ind imod den belgiske Grænse, hvor det hed sig, at de første Fægtninger havde fundet Sted. Langt borte tordnede Kanonerne paa de belgiske Slagmarker. Nu var det Krig for Alvor. Vi marcherede lige ind i den.

Hvem der fra en Flyvemaskine kunde have observeret Regimenterne, som i disse Augustdage fra Aachen sattes i March vestpaa, vilde utvivlsomt være blevet Vidne til et imponerende Skue. Alle Veje var fyldte med Militær. Regiment efter Regiment. Foran os, bag os, ved Siderne, overalt myldrede de lange, lange Kolonner ustandseligt frem mod den belgiske Grænse. Deri var ikke Plads til andet end tysk Militær.

 

9. august 1914. U15 sænket. Nikolaj Hansen Wolf fra Egernsund dræbt.

Senest ændret den 28. januar 2016 22:14

Wolf_Nikolai_Hansen_02139H
Nikolaj Hansen Wolf (1897-1914)

Den 6. august 1914 stævnede Den Kejserlige Marines 1. Ubådseskadre ud fra Helgoland. 10 i alt. Blandt disse var U15.

U15 var bygget på Kaiserliche Werft Danzig og leveret til marinen i juli 1912. Om bord var den 21 årige Nikolai Hansen Wolf fra Egernsund sammen med 24 andre.

Opgaven var at lokalisere engelske krigsskibe. De 10 ubåde sejlede med en indbyrdes afstand på 7 sømil (ca. 13 km.) og dækkede altså en linje på omkring 240 km. Eftersøgningen foregik i den nordlige Nordsø mellem Utsire på Norges vestkyst og Orkneyøerne nord for Skotland. Ubådene var ikke neddykkede.

Den 8. august observerede U15, der lå længst mod vest, tre engelske krigsskibe. U15 dykkede straks ned og afskød en torpedo mod HMS Monarch. Forbier!

F007 u15
U15 i konvoj

Englænderne blev opmærksomme på de tyske ubåde – og jagten gik ind.

Den 9. august var tåget. U15 med Nikolai Hansen Wolf om bord fik maskinproblemer og dykkede ud ved Fair Isle, nordvest for Orkneyøerne, for at reparere maskinen. Støjen fra reparationen kunne høres langt væk over det stille, tågede vand. Om bord på krydseren HMS Birmingham kunne man tydeligt høre hammerslag. Krydseren satte fuld kraft frem mod U15 og fyrede løs. Seks skud fra krydserens kanoner slog ned omkring U15, men båden blev ikke ramt.

Ombord på U15 blev der nu givet besked på hastig neddykning. Mænd hastede ned gennem lugerne, dæksler blev lukket og U15 gjorde klar til dykning – for sent! For fuld kraft vædrede HMS Birmingham U15 med en hastighed på mere end 21 knob (ca. 40 km/t). U15 blev skåret midt over.

U15 gik til bunds med hele besætningen – inklusive sønderjyden Nikolaj Hansen Wolf. Det var den første tyske ubåd, der gik tabt under krigen.

HMS Birmingham vædrer U15
HMS Birmingham vædrer U15

8. august 1914. Danske nordslesvigere mødt fuldtalligt!

Senest ændret den 28. januar 2016 22:07

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Danske Nordslesvigere under Fanen

Den tyske Overkommando siges at være blevet meget overrasket over, at danske Nordslesvigere er mødt saa fuldtalligt under Fanerne, som Tilfældet er blevet. Man er synlig behageligt overrasket over at finde en saa udpræget Pligtfølelse hos en Befolkning, der har levet under saa haarde Betingelser paa forskellige Omraader.

8. august 1914. Franskmændene indtager Mulhouse (Mülhausen)

Senest ændret den 28. januar 2016 22:01

Af Erik Ingemann Sørensen

I Alsace rykker det franske 7. korps frem fra Belfort og indtager byen Mulhouse, der kort tid forinden var blevet forladt af de tyske tropper.

 

Kampene ved Mulhouse (Mülhausen) 8. august 1914
Kampene ved Mulhouse (Mülhausen) 8. august 1914

Franskmændene var imidlertid usikre på de tyske planer og bevægelser og tøvede derfor med videre fremrykning.

I stedet begyndte man at anlægge en række skyttegravslinjer og afvente forstærkning til stor utilfredshed hos general Joffre, der ville have yderligere fremrykning.

Denne dag falder den 24-årige dragon, Jens Peter Jepsen, fra Øsby Sogn ved Bouvigny.

8. august 1914. Afgang fra Haderslev

Senest ændret den 28. januar 2016 22:06

En anonym 84’er fortæller om afgangen fra Haderslev:

Vi var i Garnisonen i Haderslev i fire Dage. Den 8. August om Formiddagen stod Bataillonen, 1000 Mand ialt, opmarcheret paa Kasernepladsen i fuld Krigsudrustning, med Bagage, Feltkøkkener, Patronvogne og hvad der nu alt hørte til, med Bataillonsmusikken paa Fløjen, rede til at rykke i Felten.

Nu var jeg klar over, at der ikke var Haab om nogen fredelig Løsning mere.

Mens jeg stod her paa min Plads i Kompagniet, en graa Soldat blandt tusind andre graa Soldater, var jeg ikke fri for noget i Retning af en Smule Beklemmelse. En stille Tanke gled hjemover. Hvornaar fik man dem mon nu at se igen?

(… fortsættes under billedet)

Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914
Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914

Igen — ja, fik man mon overhovedet — Jeg kunde nemt have faaet dem at se endnu engang i de Dage, vi gik i Haderslev. De var slet ikke langt derfra. Havde maaske ovenikøbet været i Byen i de Dage. Men jeg vilde ikke se dem. Afskeden var overstaaet, og jeg syntes, det var bedst saadan for alle parter. Derfor havde jeg ikke meddelt min Kone noget som helst om, hvor vi var eller hvornaar vi rykkede ud. Hun anede ikke, at jeg have været i Haderslev i de fire Dage.

Nu — nu, hvor vi om faa Minutter forlod Nordslesvig for at rykke ud i den store Krig. Nu, mens vi stod og ventede uvirksomme paa Falderebet og Tankerne tog frit Løb, nu var jeg næsten lige ved at fortryde, at jeg ikke alligevel havde skrevet hjem; at jeg ikke havde faaet dem at se endnu engang.

Bataillonskommandøren, den nok som bekendte Major Meibauer, hjalp mig over det døde Punkt. Han kom sprængende paa sin Ganger midt ind i Karréen, med dragen Kaarde og med Kindremmen spændt ned, og holdt en Donnertale til os om, hvorledes vi havde at forholde os som tapre prøjsiske Soldater, om Pligt og Troskab og om, hvad Fædrelandet ventede af os, om hvad vi skyldte Regimentet og dets glorværdige Traditioner og meget andet af samme Slags. Med Bestemthed husker jeg ikke andet end de Ord, hvormed han indledede sin Tale: Wiedermal ruft der deutsche Kaiser sein Volk zu den Waffen.- –

Derefter satte Bataillonen sig i March, og med klingende Spil gik det over Gammelting, gennem Nørregade, Gravene, Storegade til Banegaarden; ved Middagstid rullede et langt Tog bort med os, sydpaa. Hen paa Eftermiddagen naaede vi Flensburger Weiche; her var et større Ophold, mens vi fik tildelt Forplejning.

”Chr.” i Almanak for Nordslesvig, 69. årgang, 1935.

8. august 1914. Regiment 84 forlader Haderslev

Senest ændret den 28. januar 2016 21:58

Regiment 84 “von Manstein”, hvis II Bataljon havde hjemsted på Haderslev kaserne, skulle den 8. august sendes sydpå til opsamlingspladsen i Aachen. Særligt mange sønderjyder tjente i dette og Regiment 86 “Königin”. M. Pohl beretter om afgangen fra Haderslev:

”Morgenen den 8. august var kommet. II. Bataljon var trådt an i den forreste kasernegård. Mange, mange mennesker stod ved hækken. Hr. bataljons-kommandøren, Major Maibauer, holdt en kort tale, så rykkede vi med klingende musik af til banegården.

Gaden var fuld af mennesker, men kun enkelte hurraer og blomster blev os til del. Det danske element var mærkbart. Jeg husker altid denne afmarch i Haderslev, som et dystert og tungt optog. Såvidt som at vi soldater ikke selv havde den nødvendige humor, var det af de udenforstående kun vores få venner, som forsøgte at give os en glædelig afsked.

Det gik over “Skulderbladet”, enhver 84´er et velkendt forfriskelsessted, gennem de ofte betrådte gader og stræder. Her og der trykkede vel en bekendt os hånden, men en sejrsglad, begejstret stemning ville ikke komme. Man var vel for tæt på den danske grænse. Der var blevet mumlet meget om et engelsk angreb gennem Danmark.

Uvisheden og bekymringerne for egen fremtid trykkede åbenbart også humøret hos de tysksindede. En gammel profeti, om at et stort slag i Slesvig skulle ende en stor krig, fik igen liv blandt landbefolkningen.

På Banegården begyndte indladningen af bataljonen med det samme og så kom hornsignalet for påstigning. Vores Feldwebel Krohn med sit soldatervæsen og dog så godmodige hjerte gik endnu engang langs med toget. Vores Kaptajn Klapp så endnu en gang efter, hvordan hver enkelt mand var anbragt, så bar toget os mod den ukendte fremtid. Fra tusinde mandestruber steg brusende den gamle sang: “Kære fædreland vær kun rolig, fast og tro står vagten ved Rhinen”.

Toget rullede langsomt på strækningen Haderslev-Vojens. Jeg var sammen med mit korporalskab i een vogn, som ved hjælp af de opstillede bænke hurtig blev forandret fra kvægvogn til passagervogn. Allerførst var stemningen trykket. Så trængte den gamle soldater-fanden-i-voldskhed frem. Vi sang, vi vinkede til pigerne, som sammen med mange andre mennesker stod langs banelinjen, og var gode ting. Hin første, store dages offervilje, som forplejede os mod vores vilje, hver gang toget gjorde holdt, gjorde sit til at holde os ved godt mod.

Jeg husker ikke misstemning hos en eneste mand i de 2½ dag rejsen varede trods den ubekvemme jernbanevogn. Selv den simpleste bar den høje vished om pligten, og det som gjorde os så fornøjede, selvom vi kørte mod det uvisse, var anelsen om pligtens skønhed. Jeg har ofte senere ved fronten haft lejlighed til at se, hvordan man selv blandt vores dansktalende og -tænkende kammerater i augustdagene virkelig gerne kørte i kamp “for det store Fædreland”.

Endnu en ting havde jeg lejlighed til at se på den 2½ dag lange rejse til grænsen. Fra min tjenestetid vidste jeg, at soldaten altid “finder” det, som han mangler. Dette synes ikke længere at være tilfældet. Alt småligt, umandigt forsvandt simpelthen, selv, nej netop hos den simple mand. Det synes simpelthen ikke længere at eksistere.

Således kørte vi langs Slesvigs østkyst. Vi tog afsked med Flensborg og med det henslumrede Slesvig ved Slien; Rendsborg, Neumünster lagde vi bag os. Jo længere mod syd vi kom, desto større var massernes jubel og begejstring på banegårdene. Overalt var familie og bekendte, som var kommet for at ønske en eller anden i blandt os et lev vel. Da det blev nat, havde vi forladt vor hjemstavn, det havombruste Slesvig-Holsten.”

Uddrag og oversættelse af M. Pohl: “Turen til Grænsen” i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.

7. august 1914. Arrestationer i Sønderjylland. Forbud mod danske aviser?

Senest ændret den 28. januar 2016 21:53

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen. I dette tilfælde kniber det dog – for næste 300 dansksindede sønderjyder var i den første augustuge blev arresteret og interneret.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

Arrestationer i Sønderjylland

Alle løsladte. – Overdrevne Rygter.

Der har navnlig i de sidste 4-5 Dage gaaet meget foruroligende Rygter om den Skæbne, der skulle være blevet en del af de fremtrædende Danske i Sønderjylland til Del.

Ikke nok med, at der var blevet arresteret Danske i Massevis, men Rygtet hævdede haardnakket endnu i Gaar, at flere af de mest kendte Mænd var ført længere syd paa, stillet for en Krigsret og skudt, fordi man skulle have fundet Ting i deres af Postvæsenet aabnede Breve, som var i høj Grad kompromitterende.

Den Strenghed, hvormed der fra tysk Side gaas frem for at hindre, at der siver Oplysninger ud om Forholdene bl.a. i Sønderjylland, bevirker, at det er yderst vanskeligt at faa konstateret, hvor meget de mange Rygter dernede fra har paa sig. (…)

De sønderjyske Blade

Medens vi i Gaar modtog ”Hejmdal” og ”Flensborg Avis” for 1ste August er der ingen af disse Bladet kommet i Dag. Derimod erfarer vi, at den danske Befolkning søndenaa de sidste Dage har faaet dem med 1 Dags forsinkelse. Men Bladene er blevet stærkt beklippede og Indholdet saa almindeligt, at det er uden Interesse. (…).

7. august 1914. Rigsdagsmand H.P. Hanssen: Et alvorsord

Senest ændret den 28. januar 2016 21:51

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev den 7. august 1914 den ledende artikel “Et Alvorsord” i sin avis Hejmdal:

Rigsdagsmand H.P. Hanssen
Rigsdagsmand H.P. Hanssen

Der er ofte ytret Tvivl om, hvorvidt vi danske Nordslesvigere ville gøre vores Pligt, hvis der udbrød Krig. Over for den slags antydninger har vi altid hævdet, at den nordslesvigske Befolknings Lovlydighed og Pligttroskab nok skulle staa sin Prøve i Farens Stund.

De sidste Dages Begivenheder har givet os Ret. Mobiliseringen skrider hurtigt fremad. Naar den er endt, vi der staa hen ved 15.000 danske Nordslesvigere i den tyske Hærs Rækker. Og Hærens Officerer, som i vid Udstrækning har givet Soldaterne fra Nordslesvig Tillidsposter i Fredstid, vil sikkert ogsaa under Krigen hurtigt lære at sætte Pris paa deres fremragende Egenskaber, deres Intelligens, deres Pligtfølelse.

I visse Kredse ytrer man nu Tvivl om, hvorvidt den ikke-værnepligtige Del af den nordslesvigske Befolkning er sig sit Ansvar bevidst og vil opfylde sine statsborgerlige Pligter under Krigen. Dette er for os hævet over enhver Tvivl. Vi er og har altid være overbeviste om, at lige saa energisk, som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, lige saa samvittighedsfuldt vil de opfylder deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.

Der er næppe et Hjem i Nordslesvig, som ikke har nære Paarørende i Felten. Vore Sønner, Brødre, Mænd og Fædre staar i Øjeblikket i den tyske Hærs Rækker. Det er under disse Omstændigheder – rent bortset fra den nordslesvigske Befolknings rolige Besindighed og dybt indgroede Lovlydighed – ganske utænkeligt, at den skulle svigte sin Pligt.

Vi danske Nordslesvigere vil ogsaa i den Henseende gøre vore Modstanderes Tvivl til skamme.

Hejmdal