LIR84 – LANDWEHR INFANTERIE REGIMENT NR. 84 –”Landwehr-Division Goltz på russisk jord”.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
8. Armées enheder var fordelt fra nord til syd langs grænsen til Rusland. Nordligst lå Ldw.Div. Königsberg ved byen Schirwindl, 1. Reservekorps med 1. og 36 Reserve Division lå ved byen Wirballen, 1. Armekorps var rykket ind på russisk jord nordøst for Romint. Heide, 1. Kavaleri Division var ligeledes på russisk jord ved Suwalki, mens 3. Reserve Div. stod ved Augustow vest for Augustower skovene.
Ldw.Div. Goltz (Go. på kortet) stod sydligst og overskred grænsen fra Lyck mod Ossowjez den 17-19. september. Man viste, at Ossowjez fæstningen for nylig var blevet fornyet, og at den lå ved floden Bobr og havde en del sumpe og søer som beskyttelse foran sig. Ldw.Div. Goltz ved Generalleutant Freiherr von der Goltz’s opgave var, at forberede et forstående artilleribeskydning fæstningen og efterfølgende at indtage den.
Den 19. september kom der en almen angrebsbefaling til den 20. september. Stillingen skulle forbedres, og linjen skulle fremrykkes til landevejen Autrêches-Moulin.
Følgende blev bestemt: III. og II bataljon i forreste linje og i deres enhed de to sammenlagte kompagnier fra I bataljon. Bagved igen 2 kompagnier landeværn 53 under major von Burstin. Til højre 17. division, til venstre 36. infanteribrigade med infanteriregiment 85.
Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.
Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.
Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.
En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.
Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.
I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — — Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!
Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Stadig haard Granatild.
Nis Clausen og Andr. Andresen fik hos Kompagniføreren Lov at malke en Ko, som gik omkring ved Skyttegraven. Da de havde 3 Kogekar fulde, sneg de sig forsigtigt tilbage til Skyttegraven; men næppe var de ved Nedgangen, saa styrtede Nis om, ramt af en Kugle, som var gaaet gennem Hjælmen og havde saaret ham lige over Panden.
Jeg blev helt uhyggelig til Mode ved at se ham styrte om, og jeg troede straks, at han var død; men heldigvis var Saaret ikke saa dybt. Saa blev han forbundet og ført tilbage om Aftenen.
Regimentet har fået sin første forstærkning. 150 mand hovedsageligt fra Landwehr (Landeværnet). De var i al hast hentet direkte fra toget den 16. og straks indsat i kamp ved Cuts på arméens højre fløj.
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 17. Sept. 1914. Andreas Andresen syede Trøjen for Kompagniføreren og fik herfor en lille Haandfuld Tobak, som blev delt imellem os Kammerater, saa vi fik hver en halv Pibe fuld.
Og det kan nok være, at den blev røget med Glæde, da det var længe, siden vi havde haft Tobak.
Ribe Stiftstidende gik for at være det mest velinformerede blad nord for Kongeåen:
Sønderjylland og Krigen
Som af os bebudet er der nu på flere steder – måske endog de fleste – langs grænsen sket lettelser i den af Tyskland siden krigstilstandens indtræden påbudte grænsespærring, og forbindelsen mellem grænseegnenes forgår nu de fleste steder uden alt for store bryderier, selvom der naturligvis må iagttages visse formaliteter.
I kystdistrikterne opretholdes endnu forbud mod at tænde lys om aftenen og mod at færdes på landevejene efter kl. 9, medens det synes, som om det er hævet for den midterste del af landet.
Som bekendt udkommer de dansk-nordslesvigske blade atter, men under censur. Og censuren er skarp, kan man se Bladene må kun optage stof vedrørende krigen i en af de såkaldte militære prøvelseskontor i Berlin godkendt form. Dette gælder for øvrigt ikke blot danske, men også tyske blade, hvis telegrammer fra krigsskuepladserne af de militære myndigheder redigeres gennem de officielle Wolffske Bureau og gennem en række særlig anerkendte korrespondenter, blandt hvilke rigsdagsmand Erzberger i Berlin indtager en fremskudt plads.
Denne måde at redigere på bereder for danske ikke så få overraskelser. Man kan således se blade som Flensborg Avis og Hejmdal indlede meddelelser om krigen med bemærkninger som f.eks. ”Den engelske løgnemelding om Leuwen”, ”Tyskfjendtlige løgneefterretninger” og lignende – udtryk, som man ikke er vant til at finde i disse blade. Imidlertid, bladene må tage meddelelserne nøjagtig i den form, de tilflyder dem, hvis de ikke vil udsætte sig for atter at blive standset i udgivelsen. Vi skylder dog sandheden at tilføje, at en lignende strenghed vises over for de tyske blade. Et tysk blad havde således flyttet et komma i et af de Wolffske Telegrammer, hvorved meningen forandredes noget – det straffedes med, at Bladets udgivelse blev suspenderet for en dag. Et andet tysk blad, ”Kölnische Volkszeitung”, havde optaget en lille notits af selvstændig natur, der ikke passede myndighederne, og udgivelsen blev suspenderet i to dage!
Mærkeligt er det at se blade som ”Modersmaalet” og ”Dannevirke” i den danske tekst bruge tyske stedbetegnelser som ”Nordschleswig”, ”Apenrade”, ”Hadersleben” osv. Det er ingen hemmelighed, at der ikke ligger aktive tropper i Nordslesvig, medens der derimod efterhånden samles forholdsvis mange landeværnstropper i Angel og egnen omkring Flensborg og Itzehoe, antagelig for derfra at afgå til en af krigsskuepladserne.
Forholdene er i det hele så rolige i grænsegnene, at man burde kunne være fri for nervøse, sensationelle rygter, der før har drevet luftskibe og flyvemaskiner herop i nærheden.
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 16. Sept. 1914. Før Daggry dækkede vi Skyttegraven med Stænger og Brædder, som vi hentede nede i Byen Autriches, og bagefter kastede vi Halm og Jord paa.
Vi havde Regn og uhyggelig Granatild hele Dagen. Om Aftenen fik vi hver et Brød og et Stykke Flæsk.
Den 15. om natten kl. 3 forsøgte franskmanden et angreb. Et par fyrende maskingeværer, som først havde opdaget angrebet, samt nogle granater var tilstrækkeligt, og han trampede så tilbage gennem roemarken.
86’eren Hans Petersen fra Mølmark ved Broager fortæller:
Den 15. Sept. 1914. Vi laa i Granatild hele Dagen. En Granat slog ned i 2. Kompagni, dræbte 4 og saarede 2 Mand. Om Aftenen fik vi Middagsmad af Feltkøkkenet og et lille Brød at dele til 5 Mand.
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 14. Sept. 1914. Førend det blev lyst om Morgenen, havde vi hentet nogle Kartofler og et Par Gulerødder nede i Byen og kogt dem i vore Kogekar.
Hele Dagen laa vi i Granatild. En Granat slog ned i en Kolonne Heste og dræbte 3 af dem.
Ved Mørkets Frembrud hørte Ilden op. Vi var meget sultne, da vi ikke havde faaet andet hele Dagen end det Par Kartofler, Heinrich Petersen fra Flensborg, som laa ved Siden af mig, sagde: “Jeg tror, jeg gaar bort for at finde en Daase Kød.”
Lidt efter kom han virkelig tilbage med en Daase Kød og indbød en anden Flensborger og mig til at spise sammen med sig. Vi spurgte ikke, hvor han havde faaet det fra, men lod det smage os godt.
Saa rykkede vi frem og gravede en ny Skyttegrav. Bagefter fik vi hver et halvt Brød og Lov til at spise vore Kødkonserves til, som vi altid bar i Tornysteren.
Jeg søgte længe og forgæves efter mine Konserves, indtil der endelig gik et Lys op for mig. Det var nok min Daase Kød, som Heinrich Petersen havde “klemt”, og som han indbød den anden Flensborger og mig til at hjælpe sig at spise; men det anede dengang hverken han eller jeg.
Jeg kunde næsten ikke lade være med at smile ved Tanken. Nu havde jeg ikke noget at gøre Krav paa, jeg havde jo selv været med til at spise den og maatte spise Brødet tørt.
Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller:
Vi gik altså over den russiske grænse, men gik tilbage igen. Dette gentog sig i øvrigt flere gange i løbet af kort tid, og jeg tænkte hver gang: Frem og tilbage er lige langt.
Men her, den 14. september 1914, passerede vi grænsen i retning vest-øst for anden gang. Efter en march på 20 kilometer kom vi i kvarter, og for første gang sov vi en nat i det store Rusland.
Vi opdagede omgående, at her var det forskelligt fra forholdene i Østpreussen. Alting var mere primitivt og fattigt.
Paa den nordlige Side af Aisnefloden, den 13. September 1914.
Jeg havde troet, at det i Modsætning til Fremmarch, kunde gaa tilbage uden at komme i Klammeri med Fjenden. Men, Gud bedre! Knap nok var vi i Middags som sidste Trop fulgt efter Armékorpset, før der kom Melding om, at Franskmændene havde besat Højderne ned til Aisnefloden, saaledes at vi havde Floden paa venstre Side og Fjenden til højre for os.
Forude, vel et Par Kilometer fremefter, laa Broen, som vi skulde over, men det skulde altsaa ikke gaa saa let at naa over den frelsende Bro, thi de første Geværkugler suste os nu om Ørerne.
I en Haandevending var Batallionen i Kampstilling, og vort Kompagni svingede i Skyttekædeformation ud til højre, hvor vi besatte Kanten af en lille Skov. Et Batteri, der var kørt foran os paa Landevejen, drejede deres Skyts, hvor de stod, og før vi var naaet i Stilling, drønede deres Skud hen over Hovederne paa os.
Fra Højderne forude kunde vi tydeligt se Franskmændene i deres røde Benklæder komme stormende frem, og snart var vi indviklet i en Geværild af det mest forrygende Tempo. Det knitrede og bragede allevegne, og Fjendens Kugler slog Klask i Trætoppene over Hovederne paa os, saa Grene og Blade røg til alle Sider. Artilleriet sparede ikke paa Krudtet, men gav, hvad det havde. Stillingen var kritisk, men vi havde Pligt til at sikre Tilbagetoget, og det lykkedes ogsaa nogenlunde at holde Fjenden i Skak.
Efter et Par Timers Forløb blev det dog mærkværdig roligt omkring os, og Fjenden var ogsaa blevet mere nærgaaende. Delingsføreren gav Hans Blom og mig Ordre til at gaa tilbage for at skaffe Underretning om Forbindelsen, der ikke mere syntes at være tilstede.
Vi naaede tilbage til Landevejen, hvor det ikke saa godt ud. Fra alle Sider strømmede Kammeraterne til i Retning af Broen, der kunde øjnes langt forude, og selv Artillerihestene syntes at vejre noget usædvanligt. De løb frem og tilbage og med Halen lige i Vejret. En Artilleriofficer mente til min Forespørgsel, at det dog var ganske usandsynligt, at der endnu opholdt sig nogen forude, da der dog for lang Tid siden var givet Ordre til at komme tilbage. „Vi har løst vor Opgave og opfyldt vor Pligt, ” sagde han, „men se nu at komme tilbage, hvis ikke I vil i Fangenskab. Artilleriet har,” sagde han, „endnu kun faa Skud tilbage til den ene, endnu virkende Kanon, men efterlade een, endnu uafskudt Granat, det vil vi ikke.”
(… fortsættes under billedet)
Tysk artilleri under beskydning
Hans Blom syntes nu ikke at ville med tilbage til Delingen, og medens han søgte at befri en Hest, der havde faaet begge Forben fast i Tøjlerne og nu stod og dansede rundt om sig selv, løb jeg tilbage til Kammeraterne, der ikke anede, at de om faa Minutter var prisgivet Fangenskabets Lod.
Omgaaende blev der nu givet Ordre til Tilbagetog, men enkelte Kammerater, der havde søgt Dækning bagved en Halmstak længere ude, naaede ikke ind til os. De hørte vore Raab om at komme tilbage, men Franskmanden havde opdaget dem, og tog dem under Ild, da de krybende søgte at naa ind til os. Alle maatte de segne under Fjendens Kugler, og iblandt dem var Hans Rossen fra Hostrupskov, der haardtsaaret maatte i Fangenskab. Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.
De fleste af os naaede den frelsende Bro, i hvis Rækværk franske Geværkugler da allerede slog ind og som Opspringere, fo’r hylende omkring.
Paa den anden Side af Broen stod en Pionerunderofficer, der ved Kortslutning af en elektrisk Ledning skulde sende Broen i Luften. Vi var dog ikke alle naaet over, men de første Franskmænd viste sig nu ogsaa paa den, og Underofficeren mente nu, at det var paa Tide at sætte en Stopper for den videre Tilstrømning.
Med et Brag røg Broen i Luften, og mange maatte med den forsvinde i Aisnefloden. Vi kunde endnu se mange Kammerater komme løbende, men da de saa den sprængte Bro, smed de sig resolut i Vandet for at svømme over. Mange naaede over, men de fleste fandt Døden i Aisneflodens graagule, mudrede Vand.
Fjendens Granater søger endnu at indhente deres undslupne Bytte, men vi ligger udenfor deres Rækkevidde, trætte og oprevne, og ventende paa, at vi i Læ af Mørket og ugenert af Fjenden kan fortsætte Tilbagemarchen.
Så blev det morgen den 13.9. En stærk storm tørrede så nogenlunde tøjet. Den nye stilling blev forstærket, og det var nødvendigt, for straks begyndte det franske artilleri at tage den under beskydning. Denne gang blev vort artilleri ikke svar skyldig og kvalte alle fjendens forsøg på at trænge videre frem i opløbet. Sådan gik dagen – det var en søndag – uden særlige hændelser. Så meget desto værre skulle natten blive.
Kl. 7 om aftenen indløber divisionsbefalingen: Modstanderen går tilbage, regimentet skal angribe! Regimentet beordrer: III og II bataljon i forreste linje, I bataljon i reserve. Kl. 7.30 bliver der trådt an ved stærkt fremskredne mørke. For at undgå gensidig beskydning bliver geværerne afladet, og der bliver rykket frem med opplantet bajonet.
II bataljon – og kun den drejer det sig om, som vi senere skal høre – går frem i gruppekolonne, rækkefølgen 7., 8., 5., 6. kompagni i sydvestlig retning, mod Autrêches. Kompagnierne rykker ned i den indskårne og skovkransede slugt, der nordfra fører til Autrêches. Her bliver de udsat for kraftig ild fra landsbyen. De første tab viser sig. Førerne af de to forreste kompagnier, kaptajn Pecher og premierløjtnant Henrici, bliver dødeligt såret. Med opsat bajonet bliver skovslugten og en del af Autrêches renset for fjender.
Nu går det så i den buldermørke skov op ad skrænten på den anden side. Deroppe nås hurtigt den nordvestgående landevej Autrêches-Moulin. Her lader bataljonskommandøren major von Schuckmann styrken svinge til højre og gå frem ad landevejen mod Moulin for at få forbindelse med III bataljon ude til højre. Igen glimter der skud i mørket. Tab. Også denne modstander – sandsynligvis en forpoststyrke – bliver fordrevet med bajonetten, og der bliver taget fanger.
Bataljonen har nu nået det sted, hvor vejen til Vic og vejen til Moulin krydser hinanden. Den vender nu mod syd og marcherer på denne landevej videre i retning mod fjenden.
For tredje gang kommer bataljonen nu ud for infanteriild, denne gang særlig kraftigt. Ilden synes at koncentrere sig fra alle sider om den stakkels bataljon. Tabene hober sig op. Det bliver tvivlsomt, om de døde og sårede overhovedet kan bringes tilbage. Kommandøren mærker, at han er helt alene med sin bataljon, han forstår det ikke, lader derfor gøre omkring og når hen mod kl. 2 om natten tilbage til udgangsstillingen.
Her får bataljonen gådens løsning. Angrebsordren var blevet annulleret. Kontraordren havde nået de andre bataljoner, også de til venstre tilknyttede 85ere på nær et kompagni. Alle forsøg på at nå den allerede fremrykkende II bataljon var slået fejl i mørket.
Om der var tale om skyld eller om et sammenfald af ulykkelige omstændigheder, kan ikke afgøres her. Bataljonens tab var smertelige. 3 officerer og 11 mand var døde. Der savnedes 22 mand, af hvilke ligeledes en del måtte gælde for døde.
Der blev indbragt 22 tilfangetagne. De var til dels berusede og lugtede i ubehagelig grad af fusel.
Den 12. 9. hørte regimentet under Detachement Obernitz og havde således sammen med feltartilleri-regiment 45 til opgave at sikre 9. armékorps’ overgang over Aisne.
III bataljon gik i stilling foran Croutoy for at sikre regimentets afmarch.
Da melder kavaleriet om fremrykning af stærke fjendtlige infanterikolonner fra sydlig retning. Men samtidig med meldingen klasker allerede de første projektiler ind i landsbyen. De kom fra nogle lavninger syd og sydøst for Croutoy. III bataljon tager ildkampen op og holder den fremtrængende fjende fra livet.
I den ildkamp havde artilleri-regiment 45 svære tab af mennesker og navnlig af heste. Således måtte III bataljon bøde med 43 heste under forsøget med at frigøre sig for fjenden.
Endnu mere kritisk blev situationen for I bataljon. Den befandt sig på march fra Jaulzy til Vic sur Aisne, da den kommer under heftig infanteribeskydning til højre for de sydlige Aisne-højder. Straks deployeres 3. kompagni, og det besvarer ilden. Køretøjerne bøjer af til venstre for landevejen og galoperer tværs ind over markerne mod Vic.
De når landsbyen og kommer over broen uden tab, skønt denne ligger under heftig maskingeværild. Også denne bataljon når uden nævneværdige tab nordsiden af floden, hvor 2. kompagni allerede havde etableret en modtagestilling. Så sprængte pionererne broen. Snart efter stødte franske patruljer frem mod Aisne. Têten af II bataljon støder allerede foran Vic på den fjendtlige fortrop.
Bataljonen gør derfor omkring og når ved Attichy, 6 km syd for Vic ned ad floden lykkeligt over Aisne. Det samme gør regimentsstaben og III bataljon, efter at det var lykkedes dem at frigøre sig fra fjenden. Kun dele af 12. kompagni var under ildkampen blevet trængt tilbage i retning af Vic til I bataljon. Her fandt de broerne allerede sprængt. Hurtigt besluttede de sig til at kaste sig ud i Aisne, og svømmende under fjendtlig ild når de den anden bred. Først hen mod aften nåede de helt gennemvåde tilbage til deres bataljon.
Det var kritiske timer, regimentet havde gennemlevet, og alle åndede lettet op, da også broen ved Attichy sprang i luften. Beslutsomhed og rolig optræden havde været nødvendigt for at mandskab, vogne og kanoner kunne komme over. Roligt gemyt har jo Slesvig-Holsteneren. Således var det tilsyneladende helt nødvendigt, at der ved Aisne-broen skulle plyndres et æbletræ, mens fjendtlige projektiler allerede slog ned i trækronen og pionererne gjorde klar til sprængning.
Bataljonerne marcherede nu på nordbredden af Aisne mod nord endnu ledsaget af nogle franske granater og shrapnels. I bataljon fra Vic over Autréches op på højderne syd for Audignicourt, II og III bataljon samt maskingeværkompagniet fra Attichy over Moulin sous Touvent, hvis navn nu for første gang dukker op for regimentet, til Ticlet-Ferme.
”Holdt! Gør front! Gå i stilling!” Tilbagetogsbevægelserne var nu slut. Almindelig lettelse. Følelsen at marchere med fjenden i ryggen blev efterhånden utålelig.
Regimentets nye stilling begyndte foran La Grange des Moines-Ferme syd for Audignicourt og forløb i sydøstlig retning indtil høj 151 1 km sydvest for Vassens. Den var ca. 8 km borte fra Aisne.
Trods bevidstheden om, at her skulle man blive, var situationen ikke besnærende. Det regnede i stride strømme, og den tunge, franske lerjord forvandledes til mudder. I de dybe dele af graven står der vand. På andre steder kryber folkene tæt sammen på bunden af graven og ryster af kulde og væde, mens andre står på vagt. Der var vist efterhånden ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig.
Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:
Russerne flygtede i vild panik, og dag og nat fulgte vi efter. Den 12. september var forfølgelsen så desperat, så vi fik ild fra vort eget artilleri; vi trak os skyndsomst tilbage, tog den grå hætte af hjelmene og spredte os.
Samme dags eftermiddag, mens vi i al tryghed marcherede på en landevej, blev vi pludselig beskudt af russisk artilleri. Granater eksploderede rundt om os, og der blev selvfølgelig stor forvirring, og mange blev såret, deriblandt vor Batl.-adjudant, løjtnant Erdmann, som allerede var kommet igen efter at have været let såret ved Gumbinnen. Patronvognen fra 2. kompagni, der kørte foran mig, fik et hjul skudt i stykker, og kusken slyngedes af vognen uden dog at blive såret.
En kammerat blev så desperat, at han i forvirringen begyndte at skyde løs på en flok fangne russere, som førtes bagefter bataljonen.
Der blev nu sendt en kavaleripatrulje frem, og snart gik det løs igen.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter at slaget ved de Masuriske søer var vundet, fulgte et forfølgelsesslag i dagene fra den 10. til den 16. september, indtil den tyske 8. arme havde presset russerne over grænsen og videre ind i Rusland. Russerne trak sig helt tilbage til den anden side af floden Njemen.
Ved sydgrænsen af Østpreussen fandt der også kampe sted. Friske tropper fra det III. Sibiriske korps (III. sib på kortet) indledte et angreb mod Lyck fra øst, som Ldw. Div. Goltz’s (Goltz på kortet)tropper den 12. september måtte holde stand mod. Den 13. opgav russerne angrebet og trak sig tilbage over grænsen.
Det var de sidste russer på tysk jord.
Selv om sejren ikke blev af samme størrelse som slaget ved Tannenberg, tog tyskerne dog 45.000 russiske soldater til fange, mens tyskernes tab var på omkring 9.000 mand. Men vigtigst ”Østpreussen var befriet”.
Tilbagetoget fra Marne var Krigens store Vendepunkt.
Masser af Rytteri overhalede os bag fra. Jeg har aldrig set saa meget tysk Kavalleri som i de første Dage under Tilbagemarchen. Vi vidste jo dengang intet om, at tyske Kavalleristyrker havde været endnu nærmere ved Paris, end vi var.
Endelig en Morgenstund kom vi en Times Tid i Bivuak. Der blev kommanderet »Helm ab zum Gebet«, og en Præst talte, jeg véd ikke hvad. Men jeg husker, at en af mine Kompagnikammerater, N. B. fra Haderslev Næs, sagde til mig: »Nu kan de ikke med Magt længere, nu skal de prøve at bede sig frem – -«.
Krucifikset ved Saarburg. Korset blev bortskudt under kampene.
Det har regnet lige siden den 9., og det regner stadig.
Til at begynde med, virkede det forfriskende, men nu har Kanonernes og Bagagevognenes opæltende Hjulbevægelser, Menneskers- og Hestefødders uendelige Trampen forvandlet Vejene til ét ufremkommeligt Pløre. Ved Vic-sur-Aisne skal Armékorpset over Aisnefloden, og vor Bataillon skal overtage Dækningen. I et Par Dage er store Troppemasser allerede gaaet igennem Byen Crontoy, hvor vi ligger og venter.
Bare dog Regnen snart vil holde op. Skorstensfejeren har anskaffet sig en Cylinderhat og en Paraply til Beskyttelse mod den alt for rigelige Væde. Mange har fulgt hans Eksempel og har hentet civilt Tøj ud fra Skabe i de af Beboerne forladte Huse, og med Overfrakker, Paraplyer, Slag og andet, som de alle har forsynet sig med, ser Kompagniet ud, som skulde de til Maskerade.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på ØstfronOten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 9. september rykkede divisionen tilbage til Bialla, men skulle være klar til at rykke mod nord, som bagtrop for omkredsningskorpsene mod nord.
Den 10. september om morgenen meddelte Ldw. Div. Goltz (Goltz på kortet) Overkommandoen, at de havde fået anmodning fra 3. Reservedivision (3.R. på kortet) om øjeblikkelig hjælp ved Andreaswalde, og at divisionen fra morgenstunden var brudt op for at ile 3. R til undsætning trods den store afstand og den truende fjende fra Schtschutschin.
Overkommandoen omdirigerede derudover 1. Kavaleri Division sydpå til 3.R. undsætning. 1½ time efter denne befaling modtog Overkommandoen melding fra 3.R. om, at de i hårde kamp havde slået en overlegen fjende, som nu var på hastig tilbagerykning.
Senere på formiddagen kom der yderligere meldinger ind fra hele fronten, at russerne havde forladt deres stillinger og var på tilbagetog. Slaget var vundet, men man havde ikke tilintetgjort den russiske arme, som man havde håbet.
Biala Bahnhof – byen som LANDWEHR INFANTERIE REGIMENT NR. 84 rykkede tilbage til den 9. september 1914 Til venstre på bygningen af banegården står der på det øverste skilt ”Kranken – Transport – Abteilung <-Bugarmee” – ”Sygetransport afdeling – Bugarmee”, og på skiltet nedenunder ”Kranken Sammelstelle jenseits des Straße” – ”Sygeopsamlingssted på den modsatte side af vejen”. Et eksempel på hvorledes tyskerne organiserede transporten af sårede soldater fra en banegård.
Den 10. september begyndte allerede kl. 4 om morgenen tilbagemarchen over Bargny mod nord til Gondreville og herfra sammen med divisionen over Morienval til Pierrefond med dets vidunderlige slot, så gennem de østlige udløbere af Compiègne skoven, en prægtig løvskov, til Trosly-Breuil i Aisne dalen. Igen en marchtur på over 30 km. Med en stærk sikring mod Compiègne-skoven gik regimentet til ro kl. 6 om aftenen.
Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:
Den 9. september var der så en forrygende artilleri-duel, som vi endnu ikke havde set det. Straks om morgenen blev vi beordret frem med patronvognene, i en skov blev vi overfaldet med artilleri-ild. Atter tilbage.
Det at køre frem og tilbage var mindre behageligt, idet støvskyer fra den lange vognrække forrådte os, og af og til kom der en hilsen fra det russiske artilleri i umiddelbar nærhed.
Vort kompagni lå i stilling bag banedæmningen til venstre for banegården Kruglanken, og vi havnede med patronvognene tæt bagved en dalsænkning, hvor vi dog var sikret mod geværkugler, derimod ikke mod artilleriets ild. Rundt om os slyngedes store jordmasser i vejret, når granaterne slog ned, og oven over os vrimlede det af små røgskyer, hvor shrapnell-skuddene eksploderede, og hvorfra de små shrapnell-kugler dryssede ned over os.
Slaget ved Tannenberg. Fra Wikipedia.
Der var store tab på begge sider; en fyrreskov til venstre for os, hvor der lå mange døde, vidnede derom. Hist og her lå blodigt undertøj, hvor de sårede var blevet forbundet, men disse blev dog efterhånden bragt tilbage i sikkerhed.
Banegården Kruglanken var skudt i brand, senere løb nogle af kammeraterne derhen, for om muligt i en kælder at finde noget til den tomme mave; men i stedet fandt de tre russere, som de bragte med tilbage. De blev dygtigt udfrittede, men vi forstod kun lidt.
Hen imod aften formåede vort artilleri at drive russerne ud af stillingen. De blev straks forfulgt, og ved mørkets frembrud var vi i en brændende landsby, som lige var forladt af fjenden.
Der var her meget stærkt udbyggede stillinger, men vort artilleri havde fundet dem til gavns og sparet infanteriet for angreb. Her, til alle sider omgivet af ild og sammenstyrtede huse, fik vi nu mad fra feltkøkkenet.
En tysk styrke bestående af 22 officerer og 800 askari-krigere angriber det britiske hovedkvarter i Nyasaland District ved Karonga på nordsiden af Lake Nyasa. På tilbagetoget falder den tyske ekspedition i baghold. Sønderjyden Max Stein falder.
Det gik i nordlig retning over La Celle, hvor Petit Morin blev passeret igen, og Vendiere og Viffort, som først for tre dage siden blev passeret, og som ligger over 25 km nord for Neuvy. Lange ophold i marchen er et uundgåeligt bi-fænomen ved tilbagetog. Ved hver kort standsning synker folk som døde ned i vejgrøften og på landevejen. Dødtrætte når regimentet Viffort den 8. september kl. 2 morgen.
Det kunne knap betale sig at lægge sig hen. Allerede kl. 6 skulle der marcheres videre. Denne gang i nordvestlig retning over Chézy sur Marne, Hautvesnes, Marolles am Ourcq. Her blev der i mørket holdt et kort hvil, og i natmarch nåede man ved midnatstid Ivors. Ca. 50 km havde fødderne tilbagelagt denne dag. Den nye frontlinje var nået, men udmattelsen var fuldstændig. Fire dage så godt som uden søvn. March, deltagelse i et stort og svært slag, march og march igen. Dag og nat. Lastbilerne, som fulgte efter de udmattede, var toplæsset med mennesker og oppakning. Alle andre blev pisket fremad af den tanke ikke at falde i fjendens hænder. Mange sank i Ivors sammen som blyklumper og sov sig ømme og stive i den kolde efterårsnat
Om morgenen den 9. september var regimentet allerede kl. 7 klar til angreb ved sydvestranden af skoven ved Ivors. Den franske 6. armés sidste, svage omgåelsesforsøg i retning af Villers Cotteret skulle afværges ved hjælp af et angreb. III og II bataljon holdt skovranden ved Ivors besat; til højre infanteriregiment 85, til venstre 3. armékorps. I bataljon forblev bagud til rådighed for brigaden.
I løbet af formiddagen blev II bataljon trukket frem til sikring af det artilleri, som var på vej op til fronten. Den gik i stilling ved sydvestranden af Bargny.
Vidt og bredt stod kornet i traver og gav god dækning. Da rykker en stærk fransk kavalleripatrulje frem fra det overfor liggende Macquelines. Den kommer lige imod folkene fra 7. kompagni. De lader franskmændene komme ind på 300 meters afstande og giver så ild. Kun én slipper derfra.
Kl. 1.30 om eftermiddagen indtræffer angrebsbefalingen. Angrebet skal føres frem 4 km i sydvestlig retning indtil banelinien Ormoy-Betz. Kl. 3.30 var banedæmningen nået. Fjenden bestående af vigende, svage styrker ydede ingen alvorlig modstand. Artilleriet havde snart skræmt ham ud af korntraverne, som han var krøbet ind i. Et komisk syn var det, hvordan traverne pludseligt blev levende og i en betragtelig fart løb hen over marken. Bagud. På højderne syd for banedæmningen gik regimentet til ro kl. 9 om aftenen med posterede vagter.
![11. september 1914. “Nu kan de [tyskerne] ikke med magt længere …”](https://denstorekrig1914-1918.dk/wp-content/uploads/2016/02/Das-Kreuz-von-Saarburg_cropped-672x372.jpg)
