14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *