Tag-arkiv: franc tireurs

17. marts 1918. Frygt for franske civile: Halsen overskåret i sin søvn?

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten.

(… fortsat)

Efterhånden blev det helt forbudt at opholde sig i Byen, uden at man havde et bestemt Ærinde, og mangen Gang var Hollert og jeg de eneste Soldater i Landsbyen.

Men Tyskerne anvendte en gemen Krigslist ved at erklære, at Byen var beboet af civile. Derved søgte de at forhindre, at Byen blev beskudt. Så kunde man så dejligt fylde den med Militær og Depoter.

For at bevare et Skin af Ret havde man, da Byen blev evakueret af dens Befolkning, tilbageholdt en 3-4 gamle Mænd og en Del Kvinder, i alt ca. en Snes Mennesker.

Da nu Byen blev beskudt, og da der også somme Tider om Natten kom franske og engelske Flyvere, der kastede Bomber, så samlede alle disse forhutlede Franskmænd sig henimod Aften hos Væver-Enken. Hun var jo den, der havde den bedste, den største og dybeste Vinkælder. De sov alle sammen dernede i et Rum, der måske var en 3,50 x 6,50 m stort.

Da det efterhånden var farligt at bo oppe på Loftet, hvor jeg opholdt mig hver anden Nat, indrettede jeg mig et Natteleje i en lille Forkælder til Vinkælderen. Her havde jeg oven på et Par Baljer lagt et Par Brædder og en gammel Madras og kunde sove her ligt og forholdsvis farefrit.

En Ting fyldte mig nu alligevel med Ængstelse, og det var den Utryghed, jeg følte over for mine Sleeping partnere i det andet Rum. Der var hele Tiden en Vandring frem og tilbage om Natten. De skulde nemlig ovenpå og forrette deres Nødtørft, og jeg tænkte på, hvor forståeligt det vilde være, om en af dem i et Øjebliks Raserianfald med en Brødkniv vilde skære Halsen over på den forhadte Boche, der lå og sov lige ved Siden af dem.

Jeg søgte at afværge denne indbildte Fare ved på et Landkort at forklare Væver-Enken, hvorfra jeg stammede, hvorledes de forhadte Bocher havde røvet vort Land i 1864 på samme Måde, som de røvede Elsass-Lothringen i 1871, at vort største Ønske var at komme tilbage til le Danemark, og jeg viste hende mit Silke-Dannebrogsflag.

Vi var enige om, at „la guerre est un grand malheur”, og jeg tror nok, hun forstod, at hun og hendes Landsmænd i mig havde en Ven og ikke en Fjende. I hvert Fald syntes jeg, at jeg nu havde gjort, hvad jeg kunde, og jeg sov trygt, når jeg hver anden Nat var dernede. Men — jeg bryder mig nu alligevel ikke om om Natten at være om trent ene Hane i Kurven med omkring ved femten Kvinder. —

En Aften ved 9-Tiden begyndte der pludselig en mærkelig Skydning. Det viste sig, at Englænderne havde haft Held med sig under deres spredte Skydning. De havde ramt et mægtigt tysk Ammunitions-Depot. Jeg gik op i Kirketårnet og betragtede derfra det flotteste og dyreste Fyrværkeri, jeg nogen Sinde har set, kun et Par Kilometer fra mit høje Stade. Egentlig burde al Ammunition kun bruges til sådan et Festorgie.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)