H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I begyndelsen af oktober 1918 blev han taget til fange.
Efter en vidunderlig og uforglemmelig Jernbanerejse er vi i et Tog med III. Klasses Kupéer naaet hertil. Aldrig synes jeg, jeg har set noget saa smukt som dette sidste Stykke af Rejsen ned imod Lippy. Vidunderligt skønt ligger Byen i en Dalsænkning, og Toget gaar halvanden Gang omkring Byen, inden det naar ned til Banegaarden, saa vi fik Byen at se baade ovenfra og fra alle Sider.
Dog, Rejsen er ikke hele Tiden gaaet med Tog med III. Klasse. Nej, Gud bedre! Som naar vi derhjemme leverede Svin, blev vi i Vitry le Franc ladet ind i Kreaturvogne, der blev laaset efter os. Vi var forsynet med Brød til et Par Dage, men Drikkelse havde vi saa godt som intet faaet med af.
Af Ventilation var der ikke andet end de fra Kreaturvognene kendte smaa Luger foroven. Det var vel for Luftens Skyld tilstrækkeligt, men der var dog andre Ting, som de 45 Mand, der var i hver Vogn, skulde have besørget, og gode Raad var derfor dyre. Saa længe vi havde Lommetørklæder til „Stort” og tømte Konservesdaaser til „Smaat” gik det nogenlunde, men kun alt for tidligt opdagede vi, at vi havde begaaet den uhyre Letsindighed at kaste det hele bort i Stedet for at tømme Beholderne.
Der var sluttelig ikke andet for, end at de to Mand, der var „nærmest paa Tur”, maatte holde den tredie Kammerat i en saadan Stilling ud af Lugen, saa han kunde undgaa det, der var værre for os andre, nemlig at indrette sig i et Hjørne af Vognen, hvor Pladsen var knap nok i Forvejen.
Transporten naaede endelig Orleans, hvor Dørene atter blev aabnet for os. Men sikken et Syn. Togstammen saa frygtelig ud, og det var intet Under, at den Masse af Militær- og Civilpersoner, der stod paa Banegaarden, holdt sig for Næsen og veg tilbage for os, da vi blev sluppet ud og styrtede ind imellem dem for at naa hen til et Par Vandopstandere.
Efter et Par Timers Ophold fortsatte vi videre. Toget var et andet, og ogsaa Vagtmandskabet havde skiftet. Jeg kan ikke andet end at indrømme, at det var Synd, hvad der nu foregik. Vagtmanden var en pæn ældre Mand, der saa ud til, at han endnu ikke havde været ved Fronten, i hvert Fald saa han velplejet og nobel ud.
Enkelte Kammerater søgte nu at faa fat i de største og fedeste Lus, der kunde opdrives, og i Snesevis blev de pillet fra deres tilvante Leje og flyttet over paa Vagtmandens Kappe og Hue, hvor de i et sandt Kapløb om, hvem der kunde komme først, forsvandt ned bag Kappekraven. Skorstensfejeren var særlig ivrig i at deltage i denne Form for „ Vergältung ” som Tak for den mindre pæne Behandling fra Dagene forud.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.
I Aftes blev Transporten indladet i Toget, og i Frankfurt, Wiesbaden og Mainz kom der flere til. Paa Banegaarden i Mainz stod mine gamle Venner, Skorstensfejeren og Sepl, og skulde ligeledes med.
Der blev almindelig Glæde over det heldige Sammentræf, og vi flyttede sammen i Vognen, hvor jeg var, og hvor ogsaa Skomageren opholdt sig. Ad Rhinens venstre Bred kørte vi mod Eifelbjergene i Retningen af Skærmydslerne, og Toget kravlede kun langsomt af Sted gennem Bjergkæden her.
Vi havde heller intet Hastværk med at komme derud, og mange benyttede sig af Togets langsomme Fart og forsvandt lige saa stille ud af Vognene med deres Bagage. Folkene var aldeles ligegyldige med hele Tilværelsen, og der blev ikke vist Transportlederne nogen Respekt.
Der blev et frygteligt Spektakel, da de opdagede, at næsten Halvdelen af Transporten var forsvundet. Vi blev nu lukket inde, og der blev paalagt os Underofficerer den ufravigelige Pligt at sætte dem under Anholdelse, der forsøgte at løbe bort.
En Mand af Transporten har Gonorrhe. Med en Tændstik uddeler han til andre, der hellere vil paa Lazaret end til Skyttegraven. Det bliver en køn Historie, men hvem er vel i Stand til at opdage, hvorledes det er foregaaet, naar enhver holder Mund. Toget er naaet igennem Bjergene, og med noget større Fart gaar det i Retning af Laon. Det mener vi dog at have opdaget.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 kæmpede han i Regiment 186, 2. kompagni.
Saa er jeg da atter naaet tilbage fra den korte Visit. Jeg kom for sent, men Transporten er endnu ikke afgaaet, saa det var alligevel ikke sent nok. Den Orlov var der ikke meget ved. To Døgn er gaaet til Rejsen, saa der var’kun en Dag at være hjemme i.
Inden jeg paa Rejsen hjemefter naaede Kassel, var jeg blanket af for alle mine Penge. Jægerne kunde spille Kort, og det var ligemeget, hvad jeg foretog mig eller lod være med at foretage mig, hver Gang tabte jeg.
I Kassel var der et lille Ophold. Maskinen skulde skiftes, og vi fik lidt Mad. Jeg havde en lumsk Anelse om, at det ikke kunde forholde sig helt rigtig med de Herrer Jægere, og da Toget atter havde sat sig i Bevægelse, og det paany skulde gaa løs, bad jeg dem om at bytte Plads med mig, da jeg ikke godt kunde taale at sidde hverken side- eller baglæns i et Tog.
Spillet tog nu en saa paafaldende Vending, at jeg havde Lov til at gaa ud fra, at de nu ikke mere kunde gøre sig forstaaelig ved Fodsignaler eller andre Tegn. Da vi kom til Hamburg, havde jeg atter Halvdelen af mine Penge.
De var flinke og indbød mig til et Glas Øl. Under Samtalen her røbede de sig. De havde nu i et halvt Aar drevet denne „Sport”. Orlovskortene lavede de selv, og Fribilletterne kunde de nemt skaffe Udvej for.
Med en raa, gennemskaaret Kartoffel overførte de Stemplerne fra de „ægte” Pas og Fribilletter til deres efterlavede, og de forsynede selv disse med en ulæselig Underskrift.
De rejste mellem Darmstadt og Hamborg, og tjente gode Penge. Krigen var jo paa denne Maade lettere og ogsaa behageligere. I Slesvig steg jeg selvfølgelig ikke ud, som Aftalen var, thi jeg havde i Forvejen overlagt mig dette: er du først i Slesvig, kommer du nok til Flensborg og videre
Det skulde da gaa til med Hundekunster, mente jeg, om ikke jeg skulde slippe hjem. Jeg havde paa Bataillons-skrivestuen maattet opgive det Hotel, i hvilket jeg vilde bo, og havde da opgivet „Kajserhof” i Flensburgerstrasse. Jeg havde aldrig været i Slesvig, og vidste derfor heller ikke, om der fandtes noget Hotel af dette Navn, men det var jo ogsaa kun for det Tilfælde, at nogen udeblev fra Orlov, at der blev Brug for nogen Adresse.
I Flensborg, hvor Snyderiet ved Revision af Orlovspasset naturligvis vilde blive opdaget, ventede jeg med at gaa fra Banegaarden, indtil det rigtige Øjeblik syntes at være inde. Med 5 Skridts Tilløb satte jeg over Afspærringen og løb i Retning af Raadhusgade, og Benene gik som Trommestikker, da jeg kunde høre høje Raab bag ved mig.
I Storegade bremsede jeg lidt op, og i Nørregade laante jeg en Cykle og var snart hjemme. I Hjemmet var Opholdet kun lidet lystelig, men jeg fik dog hilst paa dem alle, forinden jeg atter skulde af Sted til Frankrigs blodbestænkte Slagmarker.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Maj, juni, juli, august 1918 Med bogvognen følger Jørgen Friis troppebevægelserne. Soldaternes kammeratskab har grænser, og krigens trøstesløshed er ved at tage overhånd. Ansøgningen om tilbagesættelse bliver afslået. Men Inger Friis sporer sig ind på årsagen og tager sine forholdsregler.
Onsdag d. 22. maj 1918
Min egen kære Inger! Der er nu gået et par dage, hvor jeg ikke har fået skrevet til dig, så vil der vist blive et lille hul i brevvekslingen, og det gør der måske alligevel, da brevene ikke kommer, som de skulle. I dag er det altså lille Kirstines fødselsdag, og så er det vel en festdag hjemme, måske I har lidt fremmede. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer.
Nu er jeg igen ved kompagniet og har min gamle bestilling, at køre med bogvognen, og det gør jeg rigtignok for alvor hver dag i denne tid. som du jo nok ved, er vi flyttet. Mens mandskabet rejste derhen med toget, skal hele bagagen gøre rejsen med heste og vogn.
Det er forresten helt interessant. Vi kører omtrent 20 kilometer hver dag, så gør vi rast til næste dag. Det kan hestene let holde ud, og de kommer da heller ikke i sved, selv om det er varmt, for det er der hernede.
Mandag morgen Kl. 6 rejste vi fra Sammeldepotet og kom til Cambrai ved middagstid. Det første gensyn med bagagefolkene er slet ikke så rart, for de misunder os alle den gode tid, vi har haft i Clary. Nå, de har såmænd heller ikke stået så meget ud, for de har da slet ingen tab haft, men der er så mange ubehøvlede folk imellem disse mennesker. Og det må man heller ikke bryde sig om, at de er misundelige.
Jeg savner dine breve, kære Inger, men når vi først kommer til vejs ende, i morgen engang, kan det være, at der allerede er brev til mig. Dette her kan jeg jo også først sende bort, når vi kommer derhen.
Det er anden dag, vi er på rejse fra Cambrai. Sidste nat lå vi i en by, som hedder Arriche, en stor by, som du vist kan finde på kortet nord for C. Middagsmaden skal vi selv koge i de par dage, og det kan vi også nok, selv om det vel næppe er så godt som det, feltkøkkenet laver. Det er jo heller ikke herreretter. Når vi nu kommer i ro, skal vi rigtig bage pandekager, for jeg har mel dertil. Sidste nat sov jeg på en vogn ude i det fri, meget udmærket, for det er så varmt inde i stalden hos hestene. Og forrige nat sov jeg og Mansfelt på et bord. Da sov jeg også godt, for her giver det ikke så megen søvn som i Clary.
Vi ligger f.t. på en gård, som er ubeboet. Det er sært, at folkene har forladt den, for den fejler intet, det er en stor smuk gård. Vi er også kommen forbi et kuldistrikt, det synes jeg ikke så godt om, for støvet er så sort, og bygningerne ligner hinanden allesammen. Bare jeg havde været hjemme og kunnet fejre fødselsdag sammen med jer, mine kære.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indkvarteret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.
Efter at jeg nu havde været på dette lazaret i 5 uger, blev jeg udskrevet den 16. april 18. Jeg fik mine gamle klæder og min udrustning igen, men da de var noget medtagen, skulle jeg have en anden mundering. Der var ca. 30 mand, der denne dag forlod lazarettet. Jeg var den eneste Obergefreiter, så jeg blev transportfører. Vi skulle til et depot i Le Cateau, her skulle vi have de beklædningsgenstande byttet, der trængte til det.
Lige efter middag gik vi ned til banegården i Maubeuge, men da vi kom derned, manglede der 2 mand – det kunne jeg ikke gøre for, vi satte os i toget og kørte af sted. Hen imod aften ankom vi til Le Cateau; vi fandt depotet, der lå et stykke uden for byen, vi fik noget at spise, og så fik vi en brix anvist i en af barakkerne.
Her frøs vi ganske umådelig. Vi var vante til en varm seng på lazarettet, og nu måtte vi hjælpe os med et tæppe. Jeg lå og længtes efter, at det skulle blive morgen, så vi kunne stå op og evt. få nogen varm kaffe.
Efter morgenkaffen trådte vi an, og vi fik, hvad vi ønskede; nye støvler, sko, tæppe, overfrakke osv. Karabiner, sabel, gasmaske og tornyster beholdt vi. Vi var færdige til middag, og vi fik oplyst, hvor vor troppeafdeling lå.
Jeg fik besked på, at mit batteri lå i stilling ved Montdidier, og nu måtte jeg se at finde det. Man fik et bevis, at man søgte efter sin troppeafdeling, og så kunne man køre med alle tog, gods- og persontog, når det gik imod fronten, men i modsat retning – bort fra fronten, kunne vi ikke komme uden billet (Fahrschein).
Jeg var imidlertid blevet godt kendt med Imwiehe, han tilhørte Inf. Rgmt. 465 IMGK; vi rejste sammen, desforuden var der en feltartillerist fra bataljon 615, der sluttede sig til os. Vi tre sad i kupé sammen. Da vi havde kørt et stykke vej med et persontog, blev vi enige om at stige ud ved den næste station; idet vi mente, at vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten. Vi steg så ud ved Busigny.
(Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien)
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.
Den 15. Marts marcherede vi fra Balla-Albert til en Station, som laa ca. 20 km derfra. Der kom vi med Toget, og naaede efter 2 Timers Kørsel Buzau. Der fik vi Brød, Smør og Flæsk samt 24 Cigaretter og 12 Cigarer udleveret, det skulde slaa til til 6 Dage.
Hver ottende Time skulde vi have varm Mad ved Stationerne. Under hele Krigen havde vi faaet 2 Cigarer og 4 Cigaretter udleveret hveranden Dag. Vi belavede os nu paa en lang Rejse og gjorde os det saa behageligt som muligt. Vi kom 7 Mand ind i hver Kupé; vi plejede ellers at skulle være 9.
Nu var vi paa Vej til Vestfronten og passerede Bukarest, Craiova og ankom til Budapest den 18. Marts. Da vi holdt der paa Banegaarden, skete der et Uheld. Jeg havde spændt et Stykke Sejl, som vi hver medførte et Stykke af til Telte, ud over Hylderne i Kupéen og laa heroppe og sov.
Pludselig gav det et Stød, saa Snorene, jeg havde bundet Sejlet fast med, gik i Stykker og jeg raslede over mod Væggen og slog Hovedet slemt. Og bedre var det ikke for mine Kammerater, der faldt over i den ene Side af Kupéen, og jeg med mine store Støvler ned over dem. Vi sprang ud af Toget og skulde se efter, hvad der var sket. Et Tog var kørt ind i vor Maskine og havde ødelagt den samt knust de to forreste Vogne, heldigvis Pakvogne; der var dog nogle, der var bleven Saarede, men ganske let.
Der holdt vi saa i tre Dage, før vi fik en ny Maskine og den gamle ryddet af Vejen. Derfra kørte vi saa gennem Wien, Prag, Frankfurt, Køln, Aachen, Brüssel og ankom til Tournai den 1. April. Derefter marscherede vi til en lille Landsby, ca. 22 km fra Tournai, hvor vi blev indkvarteret. Her laa vi i 6 Dage og fik nye Officerer, som havde været ved Vestfronten hele Tiden. Vi holdt Ekscersits og blev inddelt i forskellige Grupper, nogle til Patrouiller, andre til Stormgrupper og jeg kom til Maskingeværerne.
Derefter blev vi alle indøvede med Gasmasker. I de 6 Dage blev vi atter desinficeret for Utøj, og til Slut fik vi alle udleveret Staalhjælme som Værn mod Schrapnell og Granatsplinter.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.
Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.
Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.
Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.
Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Jeg snød dem. Transporten er gaaet, og jeg har atter afleveret mit dejlige, feltgraa Tøj. Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab, og mit Bryst blev haardt som Sten. Jeg kom paa Lazarettet, og i Gaar afgik Transporten.
I Aften fik jeg imidlertid atter Rejsepas fra Lazarettet, da der ikke er Plads, og fordi mit hævede Bryst nu ikke mere er saa haardt. Af gode Grunde er der ikke Udsigt til, at der vil afgaa flere Transporter foreløbig, da vi først skal til at uddanne Rekrutter, der kommer i næste Uge.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Jeg har flere Gange været paa Vagt paa Banegaarden, og der er der særlig om Natten meget livligt. Lange Transporttog kommer fra Øst og gaar i Retning af Vestfronten. De store østrigske Motormørsere gik igennem sidste Nat, og forøvrigt meget andet svært Artilleri. I Østen er Freden jo sluttet, og der siges, at der paa Vestfronten nu vil blive sat alt ind for at fremtvinge en Afgørelse der.
I Kasernen bliver der jævnlig foretaget Lægeundersøgelser, og Mandskabet bliver taget meget nær med. Knapt er Folk kommet fra Lazaretterne, før de atter staar klædt, parat til at tage af Sted. Ogsaa jeg har i Dag været hos Lægen og er blevet erklæret for duelig til at komme med ud. Jeg fik straks indpodet en større Ladning Modgift for Kolera og er i Eftermiddag blevet tildelt en Transport, der snart skal afgaa.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Det blev en langvarig og kold Tur gennem Alpernes Sne. Paa flere Stationer blev der gjort Holdt, der varede uendelig længe. Med 2-3 Vogne ad Gangen arbejdede Lokomotivet sig op ad Bjergene, hvor det saa ved en Station lod Vognene staa og kørte tilbage for at hente de andre.
Meterhøjt laa Sneen i Alperne, og det var en skærende Modsætning til Opholdet i Cordenonc, hvor Temperaturen tillod, at vi gik i bare Ben. Her i Rosenheim bliver vi „Entlaust” og det efter de allernyeste Principper paa det Omraade.
Samtlige behaarede Steder har været under Behandling af de elektriske Klippemaskiner, og da vi gensidig betjente hinanden, blev der sørget for, at ingen slap udenom.
Et varmt Bad har udøvet den tilsigtede Virkning, og enhver har faaet udleveret en Klat graa Salve til Indsmøring paa de Steder, hvor der endnu kan tænkes at sidde et Luseæg.
Medens vi driver Tiden hen med Kortspil, bliver vort Tøj behandlet i de dertil indrettede store Kedler, som har et saa højt atmosfærisk Tryk, at et fortsat Liv for Lusene og deres Yngel er ganske udelukket. Det vil vist vare flere Timer siges der, og vi skal ogsaa have noget at spise, saa det bliver vist ikke før i Morgen tidlig, vi kommer herfra.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Der er købt ind for alle Penge og mere til. Enhver har vist en større Regning, han ikke tænker paa at faa betalt. „Dosmere”, erklærede Løjtnanten, da vi bad ham om Lønningsforskud, „hvad bruger I Penge til, naar I har en Kappe, som I kan hænge omkring Skuldrene.”
Jeg tør ikke paastaa, at jeg forstod ham rigtig, men der var mange, der løb rundt paa Gaden med en „Pukkel”, som ikke var helt symmetrisk.
— I Aftes fik jeg Ordre til at sørge for et Par Vogne, der skulde befordre Bagagen til Banegaarden, og i Morges Klokken 6 stillede de allesammen med deres Bagage. Der blev hele 3 Vognlæs, og paa Banegaarden blev det hele, der var forsynet med Navnet paa Ejermanden, ladet i et Par Vogne, der var tilsluttet det Tog, der skal føre os tilbage til Tyskland.
Turen hjemad gaar samme Vej, som vi er kommet, og vi er for Øjeblikket ved at køre ud fra Udine.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.
Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.
Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.
Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.
Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.
Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.
Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.
Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.
Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.
Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.
For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.
Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.
Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.
Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.
Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.
Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.
Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.
Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.
Prostituerede kvinder på vestfronten
Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.
Dagen efter gik toget videre herpå eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.
Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.
Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.
Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.
Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.
En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.
Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.
Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.
Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.
Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.
Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.
Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.
(læs første del)
Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.
Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig. Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.
Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.
Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.
Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.
Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.
Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen
Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.
Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.
Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.
Natten mellem den 5. og 6. Januar — alle Transporter paa Vestfronten foregaar ved Nattetid — kører man os fire Mil længere frem, ud bag Fronten ved Lens. Vore Kvarterer staar rede i Fouquiéres, men i sidste Øjeblik forandres det som sædvanligt, og vi staar hjemløse i Henin-Liétard.
Jeg faar omsider ved en Fejltagelse et Officerskvarter. En venlig Kone, som nu i 2 1/2 Aar ikke har hørt fra Manden — han blev ved Krigens Udbrud indkaldt som Pioner — giver mig et Værelse med en Seng.
Tænk, en Seng!
Det var to Aar siden, man havde budt mig en Seng ude i Felten; men en Seng som denne har jeg aldrig før eller senere ligget i. Den havde to bløde Madrasser, to vidunderlig bløde Underdyner, snehvidt Linned. — Jeg tror, Prinsessen paa Ærten har været en fransk Prinsesse.
Desværre kan jeg kun benytte den et Par Timer, thi tidligt om Morgenen maa vi søge Kvarterer til Staben. Der er optaget overalt, og ingen vil hjælpe os. Ved Middagstid vaagner den mægtige Stadskommandant, og da vi opdager, at han er en kendt flensborgsk Sagfører, og han opdager, at der er dumpet Landsmænd ind i hans lille Rige, kan det nok være, at der er Plads til os.
Staben faar et helt Fabriksejerslot midt i Byen, — »Divisionen har tilladt, at det undtagelsesvis benyttes. Manden skaanes ellers altid for Indkvartering, fordi han er saa flink!« ———–Vestfront!
Vore Folk arbejder hver Nat ude i den anden Stilling, og Regimentet har i Løbet af et Par Nætter 3 døde og 10 Saarede. Efter en Uges Forløb transporteres vi tilbage til Villers-Campeau.
Prostituerede på Vestfronten
Vi staar paa Banegaarden og venter paa Toget. De andre gaar lidt i Byen; jeg gaar ud for at søge dem. Jeg lukker Døren op til den nærmeste Knejpe og stikker Hovedet indenfor.
Konen hvisker straks: »Mademoiselle?« og giver mig et Vink. Hvad betyder det?
Jeg følger hende op ad Trappen. Her staar tre Soldater og venter paa, at en fjerde skal komme ud fra »Mademoiselle«.
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.
Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.
Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.
Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.
Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.
Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.
Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.
I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!
I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.
Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”
Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten. I december 1916 blev regimentet overført til Vestfronten.
Rejsen fortsatte nu ind over Lissa-Glogau-Forest-Kottbus-Halle-Nordhausen-Padarborn-Düsseldorf-Aachen-Lyttich-Bryssel-Løven-Tuornai til Lille.
Vi havde nu siddet i toget den lange jernbanerejse og trængte til at røre benene. Da jernbaneterrænet var stærkt ødelagt i august 1914 blev vi udladet i Asck og marcherede til Hellenimes, hvor vi kom i borgerkvarter, en ven og jeg kom ind til en gartner, hvor vi boede oppe på loftet og lå i rigtig menneske sengetøj, det var nyt, men dejligt. Vel lå vi sammen i en seng, men det var trods alt dejligt.
Min kammerat der var fra et sted i Westfalen, han var en rigtig jovial bondesøn, lidt tyk måske, men festlig at tale med, altid i strålende humør, han hed Franz Massmum og en aften da vi lå sammen og ikke kunne sove betroede han mig noget som jeg havde svært ved at tro på:
For mange år siden han var en 12-13 år, var han til marked i den nærmeste by, hvor der optrådte en spåkone og hende skulle vi unge jo selvfølgelig også besøge sammen med alt det andet gøgl på pladsen, og så sagde hun noget som gjorde indtryk på mig og som jeg synes er ved at gå i opfyldelse, der skulle komme en krig og jeg skulle falde i Frankrig, det sagde hun for ca. 10 år siden da alt endnu var fredelig og rolig.
Krigen kom og så længe jeg var i Rusland var jeg sikker, men nu ser du, at vi er kommet til Vestfronten og nu frygter jeg det værste.
Jeg prøvede på at snakke ham fra de tåbelige tanker, men forgæves, og alt tydede jo i den retning.
Vi havde jo mange slag og træfninger i 1917 og 1918 og han kom altid godt fra det, og han var næsten ved at tro det modsatte – indtil – ja indtil den 16.8. 1918, da han faldt ved Goyencourt.
Jeg er blevet reddet mange gange ved pludselige indskydelser, Franz og jeg havde delt alt i næsten 4 år, så det var et tab og så fire måneder efter kunne jeg rejse glad og frisk til mit hjem.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten.
Natten mellem den 3. og 4. december 1916 fik vi pludselig at vide, at vi omgående skulle rømme den godt udbyggede stilling, men hvor mange gange har vi ikke gjort det, det var et af krigens ubehagelige ting.
I dagningen trak vi os ud og begyndte en 30 km march til banegårdene i Soly øst og Soly vest og gisningerne om, hvor vi nu skulle hen var talrige.
Da vi lå på banegården og ventede på tog spurgte officererne om hvor vi nu helst ville hen, og der blev enstemmigt svaret til Balkan, til Karpaterne eller høje Tatra, hvor det er så smukt, de har måske heller ikke vidst besked, de sagde i hvertfald ikke noget. Det tog en lille dag at få alt ombord i toget, vi infanterister blev transporteret i kreaturvogne og alt kørende materiel på åbne ”lorer” (vogne).
De blev klodset fast så de ikke kom til at rulle og så begyndte den femdages lange rejse over Wilna- Grodno-Bialystok-Warszawa og Lodz til Kalisch ved den tyske grænse. 48 mand i hver vogn og kun bænke at sidde på, så vi var glade, da vi endelig nåede frem til den tyske grænse og kunne komme ud og strække benene.
I det døgn hvor vi kørte i Rusland, havde vi ikke fået noget at spise andet end hvad vi havde i brødtasken, men nu fik vi et ordentligt måltid, og så gik det løs med en ordentlig renselsesproces, og det skulle blive dejligt at få alle de lus slået ihjel. Uniformen kom ind i varmeskabe, så alle æggene sprang, undertøjet udskiftet og os selv badet i koldt og varmt desinficerende vand, hver mand i sit badekar, der var støbt ned i gulvet af cement, vi gassede os lange i det dejlige bad.
Det hele tog syv timer, men der kunne også behandles 20.000 ad gangen, derefter sad vi i godt opvarmede opholdsrum kun iført undertøj og ventede på at uniformerne skulle blive færdige, men de skulle først afkøles, inden vi kunne røre ved dem.
Inden vi så besteg togene igen fik vi atter et måltid mad, men nu bestod toget af rigtige menneske vogne, otte mand i hver kupe med al vor udrustning, gevær, patroner, tornister, kogekar og det hele, vi skulle nu køre i 108 timer og i den tid skulle vi også sove, og dertil, indrettede vi os på følgende måde, to sov på gulvet, to på bænkene, to i bagagenettene og de sidste to i teltdugen, der var spændt ud mellem nettene, og nu gik det så videre til Frankrig, og der blev ikke noget af Balkan.
Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, er flere gange sluppet for at komme af sted til fronten. Men den 12. december 1914 slap heldet op.
12—12—14, kl. 10 form.
Nu er vi nået ind over den franske grænse. Om kort tid når vi Maubeuge. Vi så ikke meget af Belgien, da det var nat hele tiden. Det, vi så, var smukt. Hvor det nu går hen, ved jeg ikke.
Grænseovergangen mellem Tyskland og Belgien ved Herbesthal
Kresten Andresen fra Ullerup ved Sønderborg deltog i krigen som soldat i Reserve Infanteriregiment 86. Den 24. november blev han sendt sydpå.
Aachen onsdag aften den 25. november
Kære forældre.
Nu varer det ikke længe, før vi overskrider grænsen. Turen herned har gået rask. Jeg vil sende jer en hilsen fra den sidste indenlandske station. Noget særligt er der ikke hændt. Jeg skal nok skrive til jer jævnligt. Muligvis går vi til etapperne, så det hele er ikke så slemt, som det ser ud til. Min adresse har jeg endnu ikke fået, så den må vente til næste gang. Jeg er ved godt mod, og det er foreløbig det vigtigste. (…)
