Tag-arkiv: kolera

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

15. Juli 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “Kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste ved et 150 mand stort tysk ekspeditionskorps i Mellemøsten.

Den 24. juni 1916 er vi i “Mosul”, der ligger gemt nede i en dal ved floden Tigris. Der er et usundt klima her, for luften staar næsten helt stille og solen brænder, saa det er en trykkende hede med 75 gr. varme i solen.

Kirkegaarden er næsten større end den plads byen ligger paa, men byen blir ogsaa kaldt for ørkenens grav. 

Vi bliver nu indkvarteret paa et hotel, men I maa jo ikke forestille jer det saadan som hos os derhjemme, det er alt sten og marmorgulv, dør og vindueskarme er udsavet af marmor, for det har de nok af, men træet er knapt, taget er fladt saa vi kan sove deroppe om natten. Det er en italiener som ejer hotellet. Vi faar ogsaa vor forplejning der, vi skal jo selv betale. 

Forplejningspengene faar vi jo udbetalt. Middagsmad spiser vi altid om aftenen efter solnedgang, saa er det knap saa varmt. Først bliver der fejet udenfor hotellet, det er nemlig kun jord, saa blir det hele overhældt med vand, det bliver saadan mere friskt, saa blir borde og stole sat ud, og kulørte lamper blir ophængt, og saa kan det gaa løs med maden, og 6 – 7 retter plejer vi gerne at faa.

Vi kan nok mærke at vi ikke er vant til klimaet, for vi ligger snart alle og er syge, nogle ligger med stærk feber 40 – 41 gr. Tre mand er døde. Den ene dag kan de være helt sunde og raske, den næste dag er de døde.

Hvad der her hersker af sygdom er næsten ubeskriveligt kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber, ja man kan næsten sige al slags sygdom. 

Men det er heller ikke at undres over at folk bli’r syge; naar der dør en hest, et æsel eller et andet dyr bliver det liggende hvor det er, om det ogsaa ligger midt paa vejen, eller om det falder om i vandet, hvorfra folk skal hente deres drikkevand. 

Øjensygdom er en mægtig plage, hvert andet menneske har syge øjne, men læge kender de jo ikke til. Og saa disse krøblinge som ligger henslængt ved husmurene, med kun et sækkelærred at dække sig til med, udtærede saa de næsten ikke kan røre sig. Naar man kommer forbi kysser de ens klæder, og med længselsfulde, utørrede øjne og ansigtet fordrejet i smerte hvisker de: “Sahib giv mig en almisse”. 

Naar de bygger et hus bruger de hverken teglsten, kalk eller cement, det bliver bygget af marmor og alle slags sten som bliver opsamlet ude paa marken. Marmoret bliver opsat i en rundkreds og opbygget som en slags ovn, og fyldt med hakkelse indvendig, saa bliver der sat ild til halmen og gennem denne varme bliver marmoret saa skørt at det kan lade sig male til støv, og det binder meget bedre end cement. 

Det er lige i faste tiden og der bliver af skudt 3 kanonskud hver 6 te. time, og udraaberen kalder fra minareten til bøn til samme tid, og man kan høre det næsten over hele byen i den stillestaaende luft, men vi var nu ikke interesserede i at han der begyndte midt om natten og forstyrrede os i vor nattesøvn. 

Hele vort formaal er naturligvis en hemmelighed, men da vi rejste gennem ørkenen, blev der skrevet i de engelske aviser, at 40,000 mand var paa vej mod østen, og vi var kun 150. Meningen var at vi skulle have haft 4,000 mand tyrkisk kavalleri, og vi skulle saa have haft føring af denne division, men vi fik slet ingen tyrker, saa vi maatte klare os selv. Og meningen var vist nok, at vi skulle have truet den engelske besiddelse i Indien. 

15. Juli, jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

31. juli 1915 – Fra billedsamlingen: Johannes Hildebrandts grav

Billede af Johannes Hildebrandts grav i Galizien, hvor gjorde tjeneste som i en Landsturmbataillon med mange nordslesvigere. Enheden var ikke en frontenhed og årsagen til hans død var kolera. Fotoet er sendt som feltpostkort til Fru Steenholdt i Over Jersdal og lyder:

Sender dig hermed et Billede af Hildebrandts Grav. Han var os en meget kjær Kammerat. Ære være hans Minde. Venlig Hilsen fra Mads Jensen. Jeg havde sendt et til Jens men jeg har tabt hans Adresse

Do

Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)