Christensen, Gram, blev såret og taget til fange i foråret 1917. Han blev sendt på militærhospital i England.
Efter et Par Maaneders Ophold i Militær-Hospitalet i Fulham, kom vi til en Rekonvalescentlejr for Krigsfanger i noget, der hed Brockton Camp.
Ved Siden af denne Lejr, kun skilt ved et Pigtraadshegn, som ganske vist ikke kunde overstiges, laa en Lejr, hvis Indvaanere blev udskiftet over Svejts med saarede Englændere.
Inden jeg kom til England, havde jeg bragt i Erfaring, at der var en Lejr for Sønderjyder, “Feltham”. Jeg spurgte den engelske Tolk, om en saadan fandtes, han kendte den ikke.
Saa en Dag kom der Bud fra Kommandanten om, at jeg skulde indfinde mig paa hans Kontor, sammen med Grøn fra Asserballe, der laa i samme Lejr som jeg. Da vi kom til Kontoret, stod der en Mand, som hilste os med et hjerteligt “Goddag” og velkommen til England.
Han talte dansk; med en Anelse om, at det kunde være Felthampræsten, spurgte vi, hvem han var. Han svarede, om vi ikke kendte ham, han kendte dog os. Han fortalte mig, at min Kone hed Louise. Saa var jeg klar over, at han maatte være en god Mand, og det var han ogsaa.
Han fortalte os om Feltham og om Kammeraterne der, han holdt Andagt med os, og det var altsammen vidunderligt, det var Danmark, som rakte os en venlig Haand i vort Fangenskab.
Han lovede os, at vi snart skulde komme til Feltham. Nogle faa Dage senere kom Grøn bort, medens jeg, til min store Sorg, maatte vente, indtil mit saarede Haandled blev helt rask.
En Dag kom der Bud fra Nabolejren. En Mand, Muusmann, nu Bylderup-Bov, som skulde udveksles med haardtsaarede Englændere over Svejts, stod ved Pigtraaden og havde Hilsener fra Feltham. Jeg skulde dog skynde mig at komme hen til de andre Landsmænd.
Det vilde jeg hellere end gerne, men paa Grund af min daarlige Haand kunde jeg ikke komme der endnu.
Han fortalte om Feltham, Samværet, Forplejningen, Dilettant-forestillingen, Præstens to ugentlige Møder. Jeg fattede det ikke, gaves der endnu noget saadant her paa Jorden, at Folk var venlige mod hinanden, inviterede hinanden til Kaffe og Kager, ligesom hjemme i Sønderjylland, Aa, kunde jeg dog blot snart komme til Feltham.
Jeg talte med den engelske Tolk om det. Han sagde: “Skriv et Brev og lad mig faa det med, saa vil jeg lægge det i Postkassen”. Jeg skrev til Præsten, at jeg længtes efter Feltham, og at jeg nok troede, at mit daarlige Haandled kunde helbredes der, om han ikke vilde sørge for at faa mig til Feltham snarest muligt.
Otte Dage efter kom der Orde til mig om at holde mig parat.
Der var imidlertid kommet en Misstemning frem mod dem, der vilde til de saakaldte Forræderlejre. Denne Misstemning gjaldt saavel Danske og Polakker som Elsass-Lothringer. Enkelte blev mishandlet af Tyskerne, inden de kom bort. Derfor kom der Ordre til mig Kl. 5 om Morgenen om at staa op, pakke mine Sager og omgaaende rejse til Feltham.
Jeg blev ledsaget af en engelsk Landstormsmand. Vi rejste fra om Morgenen til hen paa Eftermiddagen, før vi kom til London.
Toget var overfyldt. Jeg sad sammen med min Landstormsmand midt iblandt Passagererne. Der var paafaldende mange Præster med. De er let at kende, idet de ynder en særlig Paaklædning. Nogle af dem spiste deres medbragte Mad. Jeg var sulten og maa have set særligt sulten ud, hvorfor en gammel Præst spurgte min Landstormsmand, om det var tilladt at give mig et Stykke Brød. Det var tilladt. Præsten gav mig noget Brød, idet han fortalte mig, at hans Søn var tysk Krigsfange. Jeg kunde ikke saa meget Engelsk, at jeg kunde fortælle ham, at jeg ikke var Tysker. Jeg kunde kun svare Tak.
Endelig kom vi til Feltham. Det var et stort Kompleks af Bygninger, der i Fredstider blev brugt til uvorne Drenge.
Den første, jeg mødte, var nuværende Førstelærer Rattenborg fra Døstrup, “æ Degn”, som vi kaldte ham. Han vidste, jeg kom, men han var lidt betænkelig ved den preussiske Feldwebel. Det var nemlig ingen Anbefaling i Feltham. Dertil kom, at jeg var Postbud hjemmefra, hvilket ikke ligefrem pyntede. Han, som tidligere tysk Lærer, havde dog mere Forstaaelse, end der er de fleste beskaaret.
Vi kom ind i Køkkenet, hvor der blev serveret et kraftigt Maaltid stegte Kartofler og Frikadeller. Den næste, jeg mødte, var Peter Bernsen, Gram, Lejrens store Førstemand. Han kendte mig ikke, skønt vi var fra samme By, hvilket tydede paa, at mit Rygte ikke var særligt slemt.
Jeg fik anvist mit Kvarter. Straks den første Dag blev jeg inviteret til Aftensmad af Peter Bang, nu Gram. Han var en gammel Ven fra før Krigen, og skulde, som det var Skik i Feltham, have Præsten til Gæst.
Dette skete skiftevis. Inden jeg gik til Aftensmaden, spiste jeg nogle Rundtenommer, som Andreas Bertelsen, nu Agerskov, havde været saa forsynlig at give mig med. Han var ansat i Køkkenet. Det gik jo ikke an at være alt for meget Grovæder, naar man skulde i Selskab med en Præst. En Bekymring, jeg kunde have sparet mig, ingen vidste bedre end Pastor Troensegaard-Hansen, hvad en Krigsfange kunde spise. Vi fik stegte Kartofler og Frikadeller samt Brød med Ost og dejlig Kaffe.
Om Aftenen var der Møde, hvor Præsten talte om, hvad der foregik i Verden og sluttede med Andagt. Det var som at være paa Højskole.
Der blev sunget kraftigt og inderligt. Da jeg om Aftenen laa i min Seng, følte jeg en Glæde og en Fred i mit Sind. Nu var jeg blandt Landsmænd., og jeg takkede Gud, der havde ført mig saa vidt, nærmere til mit Hjem.