Tag-arkiv: sange

2. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Faa Dage efter min Tilbagekomst skulde der afgaa en Transport til Fronten. Der blev raabt en Del Navne op, mine danske Kammerater, men det gav ikke nok, og der blev da spurgt, hvem der vilde melde sig frivilligt. Da jeg ikke vilde skilles fra mine Landsmænd, meldte jeg mig. Før eller senere vilde jeg jo dog blive sendt af Sted.

Mads Dahl fra Sillerup var blevet overflyttet til Hestfolket som „Fahrer” og var før os rejst til Frankrig. Her mistede han det ene Ben; han lever dog endnu i bedste Velgaaende. Humøret har han i hvert Fald ikke mistet.

Efter at have faaet nye, feltgraa Uniformer og alt til Faget henhørende blev vi ført til Breslau, hvor vi sammen med Rekrutter fra andre Garnisoner blev omdannet til et Rekrut-Depot, som kort Tid efter dampede af Sted vestpaa.

Vi var meget spændt paa, om vi skulde til Frankrig eller sydpaa til Balkan. Det blev det sidste, og efter at vi i Dresden havde faaet Følgeskab af en Bataillon saksiske Jægere, kørte vi videre.

Langsomt satte det lange Troppetransporttog sig i Bevægelse, og da vi forlod Banegaarden, tonede det ud fra alle Vogne, der var stuvende fulde af Soldater: „Muss i denn, muss i denn zum Städtele hinaus!“

Naar der blev sunget, enten paa March eller under Transport, var det altid de vemodige Hjemlandssange, der maatte holde for, som „In die Heimat kehr ich wieder“ og „In der Heimat, da gibts ein Wiedersehn”. Krigsbegejstringens Tid var forbi.

Det blev en lang og – naar undtages den dystre Baggrund – en meget interessant Tur. Rejsen gennem Alperne var enestaaende. Kun afbrudt af korte Ophold for at faa Forplejning gik det ned gennem Østrig til Budapest og gennem Ungarn til Belgrad.

Vejret var fint, og vi nød Udsigten ud over de uendelige Majsmarker, der nu var ved at modnes.

Vi sad oppe paa Taget, selv om det var farligt paa Grund af Viadukter og Telefontraade, eller ogsaa sad vi paa Trinbrættet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

18. september 1916. “Søren Hansen, I presume?” Sønderjysk kaffepunch ved Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Da jeg vaagnede, kom Ramasan, der havde indrettet en lille Lejr til mine tre Bærere, sig selv og Ali et Stykke fra mit Leje, hen til mig og fortalte, at der var gaaet en hvid Mand over Broen og havde slaaet Lejr nede ned Floden.

Jeg kunde se hans Lejrbaal og besluttede at hilse paa ham. Det kunde muligvis være en, jeg kendte, men selv om dette ikke var Tilfældet, saa var det Skik her i Landet, at hvide Mænd hilste paa hinanden, naar de mødtes paa Safari.

For ikke at dumpe lige ned i Hovedet paa en Officer, der maaske ikke i Øjeblikket ønskede mit Selskab, nærmede jeg mig langsomt Baalet og saå mig godt for, indtil jeg blev klar over, at her var enhver Forsigtighed overflødig. Manden, der sad ved Baalet, kendte jeg godt, endda før han kom til Østafrika. Det var en Sønderjyde,
Søren Hansen fra Haderslevegnen.

Han havde en Tid været Lokomotivfører paa Amtsbanerne, men havde fundet Forholdene for smaa og var rejst til Sydvestafrika, hvor han havde faaet en treaarig Kontrakt som Lokomotivfører. Da de tre Aar var udløbet, var han kommet en Tur hjem, men Eventyret sad ham i Blodet, og han lod sig ansætte paa en ny Kolonikontrakt — denne Gang i Østafrika. Da jeg boede i Daressalam, havde jeg hørt, at han var ansat paa Centralbanen, men han kom ikke til Byen, da han arbejdede mellem Morogoro og Tanganyika Søen. Nu sad han altsaa her ved Rufijifloden ved et muntert blussende Lejrbaal og lignede sig selv.

Jeg gik hen til Baalet og hilste: — God Dag, Søren! og for en Gangs Skyld havde jeg den Triumf at se den rolige og uforstyrrelige Søren Hansen blive virkelig forbavset: — Men hvor i den vide Verden kommer du dog fra, Nis? fik han dog efterhaanden fremstammet.

Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Kisakki og sagde et Par Ord om, at nu var det nok forbi med at køre i Lokomotiv. Søren Hansen grinede: — Ja, det er en ny Maade at være Lokomotivfører paa, men sæt dig nu ned og faa en Bid Brød med.

Jeg tog mod Indbydelsen, og Søren anviste mig høfligt Plads paa en Feltstol, hvilket var et Særsyn paa disse Breddegrader. Jeg havde set en enkelt Officer sidde paa disse Stole, men de fleste af de andre, der kun havde tre Bærere, havde maattet give Afkald paa denne Luksus.

Søren Hansen satte sig ned paa den Kasse, der indeholdt hans Tøj, og saa gik Snakken. Midt under den kom hans Boy med den herligste Aftensmad, hvoraf jeg kunde se, at Søren hernede i Afrika var en betydelig og formaaende Mand, for ved Siden af dette blegnede alle Ramasans Arrangementer.

Medens vi spiste, fortalte Søren videre om sine Oplevelser paa sin lune og stilfærdige Maade. Han var jo blevet ved at køre frem og tilbage med Toget, saa længe der var nogenlunde Plads til at køre paa. De havde kørt Tropper mod Øst og flyttet andre mod Vest, og Søren havde aldrig bestilt saa meget i hele sit Liv.

Til sidst var der jo kun nogle faa Alen Skinne i tysk Besiddelse, sagde Søren, og Mandskabet paa Lokomotivet puttede saa et Par Dynamitpatroner ind i Maskinen og gik videre.

Nu var han Lokomotivfører til Fods paa Jagt efter en ny Jernbanelinie.

Han talte om Sønderjyder, som han havde mødt ved Jernbanen, og han kendte flere af dem fra Blokadebryderen. Deres videre Skæbne kendte han derimod ikke meget til. Kun havde han fæstnet sig ved Navnet Chr. Hansen, vor første Maskinmester. Han havde vist sig som en overordentlig dygtig og modig Soldat og vilde sandsynligvis avancere til Officer.

Jeg tænkte paa Chr. Hansen, som jeg kendte ham fra Blokadebryderen, en kammeratlig og djærv Mand, der aldrig kommanderede, men hellere tog et Tag med selv, naar det kneb, og jeg kunde ikke rigtig tænke mig ham som militær Vovehals. Men saadan var det nu. Søren Hansen nikkede energisk. Maskinmesteren
er en Mand, som de snakker om ude ved Fronten.

Vi talte om løst og fast, medens vi spiste den gode Mad, og til sidst kom vi da ogsaa til at tale om dem der hjemme.

Det var det Emne, vi altid sluttede med, naar vi var sammen med Landsmænd. Naar vi hørte det gamle Sprog igen, saa kom Tankerne om Hjemmet af sig selv, og vi kunde sidde i Timevis og drøfte, hvorledes de kunde have det derhjemme — uden at have et eneste Holdepunkt i Virkeligheden. Ikke en eneste af dem, jeg talte med, havde faaet en Linie hjemmefra, skønt der sikkert var skrevet Hundreder af Breve via de neutrale Lande til dem.

Og som sædvanlig, naar vi talte om Hjemmet og dem derhjemme, forsvandt al Stemning, og det endte med, at vi begge sad og kiggede ind i Baalet uden at sige noget. Vi kunde have det saa godt vi vilde hernede, have rigelig med Proviant, være raske og godt udhvilede —
Talen om Hjemmet og Længslen efter det gjorde os saa ynkelig fattige, og vi følte, at alt det, vi færdedes imellem, kun betød saa lidt i Sammenligning med det, vi havde lagt bag os.

Med ét hævede Søren Hansen Hovedet: — Op med Humøret, Nis, nu skal vi have Kaffe! og virkelig — jeg kunde spore en stærk Kaffeduft lige i Nærheden, og et Øjeblik efter stod to duftende Krus Kaffe paa den Kasse, der tjente os til Bord. Jeg havde ikke smagt det i lange Tider, og — saa underligt er Mennesket ogsaa indrettet — jeg glemte et Øjeblik mine Sorger ved Synet og Smagen af den brune Drik.

Herregud, det gjorde jo ogsaa kun ondt værre at gaa og ødelægge sig selv med Længsel og Sorg.

— Og her skal du se, fortsatte Søren Hansen, her er noget, som du heller ikke har set for nylig. Det var en Flaske Snaps — en Helflaske!

Jeg havde ikke set noget lignende, siden jeg rejste hjemmefra. Denne Søren Hansen var ikke alene en velhavende Mand, han var noget af et Mirakel. Hvordan i Alverden kunde han fremtrylle en Flaske Snaps midt i det gloende Afrika?

. . . og nu skal vi have os en god gammeldags sønderjysk Kaffepunch af den Slags, som vi lavede i Sandby Kro, hvor jeg er fra, fortsatte Søren Hansen og lod Handling følge paa Ordene.

Solen var forlængst gaaet til Hvile bag Træerne, og Natten havde sænket sig over Skovene og Floden. Langt borte hørte vi Hyænehyl og mange andre Lyde, som jeg endnu ikke kendte, men som jeg snart skulde stifte Bekendtskab med, og her midt i Junglen sad vi to Sønderjyder og drak Kaffepunch. Intet Under, at vi følte Trang til at synge, navnlig da vi havde faaet den anden og tredie Knægt.

Med Søren Hansens Bærere og Flodens Krokodiller som tavse, men sikkert interesserede Tilhører, afsang vi: „Der er et yndigt Land“ , og saa snart de sidste Toner var døet bort mellem Træerne og vi havde faaet endnu en Kaffeknægt, tog vi fat paa den næste danske Sang.

Det blev en uforglemmelig Nat. Siden jeg kom i Land fra Blokadebryderen, havde jeg ikke haft Lejlighed til at synge danske Sange sammen med Landsmænd, og Søren Hansen havde naturligvis heller ingen Lejlighed haft. Derfor skulde der synges meget. Sønderjyder elsker at synge, og vi var ingen Undtagelse fra Reglen. Alle danske Sange, som vi kunde huske, og det var egentlig ikke saa faa, blev afsunget den Nat ved Rufijifloden.

Det var en Oplevelse af den Slags, som man altid vil huske. Lad være, at vor Begejstring havde nogen Forbindelse med de mange Kaffepunche, lad være, at vi ikke sang saa rent, som vi maaske burde — tilbage blev alligevel Erindringen om et Møde med en Mand, der var baade Kammerat og Landsmand, og som ofrede den værdifuldeste Del af sit jordiske Gods, sin Brændevinsflaske, for at
mørke og triste Stemninger ikke skulde forbitre vort Sind.

Da Solen stod op, var Flasken tom. Søren Hansen tog Afsked med mig med mange gode Ønsker, og jeg gik tilbage til det gode Leje, som Ramasan havde redt mig. Da jeg vaagnede, var Søren Hansen draget videre mod Syd.

Den næste Gang, jeg saa ham, var Genforeningsdagen paa Dybbøl.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)