Tag-arkiv: SMS Königsberg

Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.

SMS Königsberg

Krydseren ”SMS Königsberg” lå i havnen i Dar es Salaam, hovedstaden i Tysk-Østafrika, i slutningen af juli 1914. På grund af krigsfaren beordrede Den Kejserlige Marine ”Königsberg” ud i det indiske ocean hurtigst muligt, for der at kapre engelske handelsskibe, når krigen brød ud.

Den 31. juli forlod ”Königsberg” havnen med de engelske krigsskibe HMS ”Astrarea”, ”Hyacinth” og ”Pegasus” som skygge. De havde fået ordre på ikke at tabe ”Königsberg” af syne. Men på grund af dårligt vejr lykkedes det det hurtigere tyske skib at ryste sine forfølgere af sig.

Den 5. august modtog ”Königsberg” telegraf signalet om at England havde erklæret Tyskland krig.

Allerede den 6. august er “Königsberg” i stand til at kapre den engelske fragter “City of Winchester” med dens ladning af te. Kullene fra “City of Winchester” blev overført til “Königsberg” og som derefter sænker “City of Winchester” med en torpedo, med dens ladning af te. Tyskerne drak kaffe.

Kullene fra “City of Winchester” var desværre af en så dårlig kvalitet, der gjorde at “Königsberg” kedler hurtigt koksede til indvendigt. De måtte derfor søge en sikker havn, som de fandt i floden Rufiji labyrintiske delta syd for Dar es Salaam, for rense kedlerne.

Da de kom ind i deltaget, fik de at vide fra tyske spioner på Zanzibar at HMS “Pegasus” lå i dok der. Da de havde sendt den engelske flåde op til Aden med et falsk signal om at “Königsberg” var på derop og Zanzibar lå kun 100 sømil fra deltaet, besluttede de at sejle over til Zanzibar og ødelægge HMS “Pegasus” inden de begyndte at demontere kedlerne. Det lykkedes at sænke både “Pegasus” og HMS “Helmuth” og komme sikkert tilbage til Rufiji deltaet.

Dermed sænkede “Königsberg” det første engelske krigsskib i verdenskrigen.

Da First Sea Lord Churchill hørte den historie, beordrede han etableringen af en ny eskadre af engelske krigsskibe, der havde det ene formål at finde og sænke “Königsberg”. “Königsberg” kom aldrig ud af deltaet igen og dens rolle i verdenskrigen var dermed udspillet, bortset fra at sømændene var et tiltrængt supplement til Lettow-Vorbecks tropper og mange engelske søfolk brugte megen tid og kræfter på at finde og sænke hende. Hvilket jo var godt nok, så kunne de ikke gøre skade andre steder.

Som en hævnakt bombarderede englænderne Dar es Salaam, da de troede at “Königsberg” lå inde i havnen.  På en måde var det startskuddet til krigen i Østafrika. Englænderne havde brudt aftalen fra 1884 om at i tilfælde af konflikt i Europa skulle de afrikanske kolonier holde sig neutrale. Englænderne frygtede at tyskerne ville bruge de Østafrikanske havne som base for jagt på handelsskibe i det indiske ocean.

S/S “Kronborg” havde kul og ammunition med til “Königsberg” og havde telegrafisk fået ordre på at lægge ind til koraløen Aldabra og der vente på “Königsberg”, der ville forsøge at bryde ud. Forsøget mislykkedes og “Kronborg” fik ordre til at sejle ind til Tanga eller neutral havn. Se Nis Kock og Christian L. Møller.

Uderligere oplysninger:
Læs mere om SMS ”Königsberg” her på tysk og på engelsk.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Sønderjyde blandt besætningen:
Hamann, Hermann Otto – signalgast på SMS ”Königsberg”
Peter Christensen – Matros på SMS ”Königsberg”

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Paul von Lettow-Vorbecks guerillakrig.

18. september 1916. “Søren Hansen, I presume?” Sønderjysk kaffepunch ved Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Da jeg vaagnede, kom Ramasan, der havde indrettet en lille Lejr til mine tre Bærere, sig selv og Ali et Stykke fra mit Leje, hen til mig og fortalte, at der var gaaet en hvid Mand over Broen og havde slaaet Lejr nede ned Floden.

Jeg kunde se hans Lejrbaal og besluttede at hilse paa ham. Det kunde muligvis være en, jeg kendte, men selv om dette ikke var Tilfældet, saa var det Skik her i Landet, at hvide Mænd hilste paa hinanden, naar de mødtes paa Safari.

For ikke at dumpe lige ned i Hovedet paa en Officer, der maaske ikke i Øjeblikket ønskede mit Selskab, nærmede jeg mig langsomt Baalet og saå mig godt for, indtil jeg blev klar over, at her var enhver Forsigtighed overflødig. Manden, der sad ved Baalet, kendte jeg godt, endda før han kom til Østafrika. Det var en Sønderjyde,
Søren Hansen fra Haderslevegnen.

Han havde en Tid været Lokomotivfører paa Amtsbanerne, men havde fundet Forholdene for smaa og var rejst til Sydvestafrika, hvor han havde faaet en treaarig Kontrakt som Lokomotivfører. Da de tre Aar var udløbet, var han kommet en Tur hjem, men Eventyret sad ham i Blodet, og han lod sig ansætte paa en ny Kolonikontrakt — denne Gang i Østafrika. Da jeg boede i Daressalam, havde jeg hørt, at han var ansat paa Centralbanen, men han kom ikke til Byen, da han arbejdede mellem Morogoro og Tanganyika Søen. Nu sad han altsaa her ved Rufijifloden ved et muntert blussende Lejrbaal og lignede sig selv.

Jeg gik hen til Baalet og hilste: — God Dag, Søren! og for en Gangs Skyld havde jeg den Triumf at se den rolige og uforstyrrelige Søren Hansen blive virkelig forbavset: — Men hvor i den vide Verden kommer du dog fra, Nis? fik han dog efterhaanden fremstammet.

Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Kisakki og sagde et Par Ord om, at nu var det nok forbi med at køre i Lokomotiv. Søren Hansen grinede: — Ja, det er en ny Maade at være Lokomotivfører paa, men sæt dig nu ned og faa en Bid Brød med.

Jeg tog mod Indbydelsen, og Søren anviste mig høfligt Plads paa en Feltstol, hvilket var et Særsyn paa disse Breddegrader. Jeg havde set en enkelt Officer sidde paa disse Stole, men de fleste af de andre, der kun havde tre Bærere, havde maattet give Afkald paa denne Luksus.

Søren Hansen satte sig ned paa den Kasse, der indeholdt hans Tøj, og saa gik Snakken. Midt under den kom hans Boy med den herligste Aftensmad, hvoraf jeg kunde se, at Søren hernede i Afrika var en betydelig og formaaende Mand, for ved Siden af dette blegnede alle Ramasans Arrangementer.

Medens vi spiste, fortalte Søren videre om sine Oplevelser paa sin lune og stilfærdige Maade. Han var jo blevet ved at køre frem og tilbage med Toget, saa længe der var nogenlunde Plads til at køre paa. De havde kørt Tropper mod Øst og flyttet andre mod Vest, og Søren havde aldrig bestilt saa meget i hele sit Liv.

Til sidst var der jo kun nogle faa Alen Skinne i tysk Besiddelse, sagde Søren, og Mandskabet paa Lokomotivet puttede saa et Par Dynamitpatroner ind i Maskinen og gik videre.

Nu var han Lokomotivfører til Fods paa Jagt efter en ny Jernbanelinie.

Han talte om Sønderjyder, som han havde mødt ved Jernbanen, og han kendte flere af dem fra Blokadebryderen. Deres videre Skæbne kendte han derimod ikke meget til. Kun havde han fæstnet sig ved Navnet Chr. Hansen, vor første Maskinmester. Han havde vist sig som en overordentlig dygtig og modig Soldat og vilde sandsynligvis avancere til Officer.

Jeg tænkte paa Chr. Hansen, som jeg kendte ham fra Blokadebryderen, en kammeratlig og djærv Mand, der aldrig kommanderede, men hellere tog et Tag med selv, naar det kneb, og jeg kunde ikke rigtig tænke mig ham som militær Vovehals. Men saadan var det nu. Søren Hansen nikkede energisk. Maskinmesteren
er en Mand, som de snakker om ude ved Fronten.

Vi talte om løst og fast, medens vi spiste den gode Mad, og til sidst kom vi da ogsaa til at tale om dem der hjemme.

Det var det Emne, vi altid sluttede med, naar vi var sammen med Landsmænd. Naar vi hørte det gamle Sprog igen, saa kom Tankerne om Hjemmet af sig selv, og vi kunde sidde i Timevis og drøfte, hvorledes de kunde have det derhjemme — uden at have et eneste Holdepunkt i Virkeligheden. Ikke en eneste af dem, jeg talte med, havde faaet en Linie hjemmefra, skønt der sikkert var skrevet Hundreder af Breve via de neutrale Lande til dem.

Og som sædvanlig, naar vi talte om Hjemmet og dem derhjemme, forsvandt al Stemning, og det endte med, at vi begge sad og kiggede ind i Baalet uden at sige noget. Vi kunde have det saa godt vi vilde hernede, have rigelig med Proviant, være raske og godt udhvilede —
Talen om Hjemmet og Længslen efter det gjorde os saa ynkelig fattige, og vi følte, at alt det, vi færdedes imellem, kun betød saa lidt i Sammenligning med det, vi havde lagt bag os.

Med ét hævede Søren Hansen Hovedet: — Op med Humøret, Nis, nu skal vi have Kaffe! og virkelig — jeg kunde spore en stærk Kaffeduft lige i Nærheden, og et Øjeblik efter stod to duftende Krus Kaffe paa den Kasse, der tjente os til Bord. Jeg havde ikke smagt det i lange Tider, og — saa underligt er Mennesket ogsaa indrettet — jeg glemte et Øjeblik mine Sorger ved Synet og Smagen af den brune Drik.

Herregud, det gjorde jo ogsaa kun ondt værre at gaa og ødelægge sig selv med Længsel og Sorg.

— Og her skal du se, fortsatte Søren Hansen, her er noget, som du heller ikke har set for nylig. Det var en Flaske Snaps — en Helflaske!

Jeg havde ikke set noget lignende, siden jeg rejste hjemmefra. Denne Søren Hansen var ikke alene en velhavende Mand, han var noget af et Mirakel. Hvordan i Alverden kunde han fremtrylle en Flaske Snaps midt i det gloende Afrika?

. . . og nu skal vi have os en god gammeldags sønderjysk Kaffepunch af den Slags, som vi lavede i Sandby Kro, hvor jeg er fra, fortsatte Søren Hansen og lod Handling følge paa Ordene.

Solen var forlængst gaaet til Hvile bag Træerne, og Natten havde sænket sig over Skovene og Floden. Langt borte hørte vi Hyænehyl og mange andre Lyde, som jeg endnu ikke kendte, men som jeg snart skulde stifte Bekendtskab med, og her midt i Junglen sad vi to Sønderjyder og drak Kaffepunch. Intet Under, at vi følte Trang til at synge, navnlig da vi havde faaet den anden og tredie Knægt.

Med Søren Hansens Bærere og Flodens Krokodiller som tavse, men sikkert interesserede Tilhører, afsang vi: „Der er et yndigt Land“ , og saa snart de sidste Toner var døet bort mellem Træerne og vi havde faaet endnu en Kaffeknægt, tog vi fat paa den næste danske Sang.

Det blev en uforglemmelig Nat. Siden jeg kom i Land fra Blokadebryderen, havde jeg ikke haft Lejlighed til at synge danske Sange sammen med Landsmænd, og Søren Hansen havde naturligvis heller ingen Lejlighed haft. Derfor skulde der synges meget. Sønderjyder elsker at synge, og vi var ingen Undtagelse fra Reglen. Alle danske Sange, som vi kunde huske, og det var egentlig ikke saa faa, blev afsunget den Nat ved Rufijifloden.

Det var en Oplevelse af den Slags, som man altid vil huske. Lad være, at vor Begejstring havde nogen Forbindelse med de mange Kaffepunche, lad være, at vi ikke sang saa rent, som vi maaske burde — tilbage blev alligevel Erindringen om et Møde med en Mand, der var baade Kammerat og Landsmand, og som ofrede den værdifuldeste Del af sit jordiske Gods, sin Brændevinsflaske, for at
mørke og triste Stemninger ikke skulde forbitre vort Sind.

Da Solen stod op, var Flasken tom. Søren Hansen tog Afsked med mig med mange gode Ønsker, og jeg gik tilbage til det gode Leje, som Ramasan havde redt mig. Da jeg vaagnede, var Søren Hansen draget videre mod Syd.

Den næste Gang, jeg saa ham, var Genforeningsdagen paa Dybbøl.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

17. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Dagen efter — det var ud paa Aftenen — kom vi til Kungulio og slog Lejr paa Rufijiflodens nordlige Bred.

Den næste Dag gik vi over den lange Træbro, der var bygget over Floden, og som er kendt af alle, der gjorde Krigen i den sydlige Del af Østafrika med. Herfra udgik det meste af Trafiken fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Der fandtes ganske vist ikke saa faa Vadesteder i Floden, som ogsaa blev flittigt benyttet, men Kungulio med sin Bro var et trafikalt Knudepunkt, og dens Navn var kendt af alle.

Hvad der egentlig gav Stedet Navn, var ikke let at opdage. Der laa ganske vist et Stykke fra Broen nogle faa Negerhytter, men allerhøjest en halv Snes Stykker, og om en By kunde der ikke være Tale. Maaske havde der engang ligget en større By. Nu var Kungulio kun Navnet paa Broen og Egnen deromkring.

Vi slog Lejr et Stykke fra Broen og anbragte Ammunitionen godt gemt i den tætte Urskov. Her ved den temmelig brede Flod, Østafrikas største Vandløb, var Krattet blevet til Skov, der strakte sig som et ubrudt Bælte paa begge Sider og løb sammen med andre store Skove Syd for Rufiji.

Det var altsaa Rufiji, tænkte jeg, da jeg første Gang saa  dens Vand blinke mellem Træerne. Hidtil havde det kun været et Navn for mig, men nu saa jeg den foran mig. Et Stykke ud mod Havet laa den tyske Flaades Repræsentant i disse Farvande, Krydseren „Königsberg“ , brændt og sprængt, med Dækket overgroet af Slyngplanter og Siderne tilklistret af Flodens slimede Vækster.

SMS Königsberg_mindre

Ramasan havde lavet mig et godt Leje af tørt Græs med mine Tæpper ovenpaa. En Pæl blev slaaet ned i hver af „Sengen“ s Hjørner, og her blev Moskitonettet udspændt, for vi var nu kommet til de Egne, hvor Malariaen hærgede, og jeg syntes, at jeg allerede havde  faaet noget af den i Kroppen.

Da jeg havde anvist Bærerne, hvor de skulde anbringe Ammunitionen, og havde set, at de stablede den ordentligt sammen, og havde været en Tur nede ved Floden, var det langt over Middag, og da jeg ikke havde andet for, saa kastede jeg mig ned paa mit Leje og sov et Øjeblik efter.

De lange Marcher, der jo egentlig var gjort uden en eneste ordentlig Hviledag, siden jeg forlod Morogoro, havde aflejret saa megen Træthed i Kroppen paa mig, at jeg kunde sove med et Øjebliks Varsel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

30. juli 1916. Østafrika: Englænderne bombarderer Dar-es-salaam

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Et og andet fra den Aften staar endnu for mig i Taage, men jeg erindrer ganske tydeligt, hvordan jeg kom op den næste Morgen ved 5-Tiden. Der lød et Brøl over Huset, hvor jeg boede, og kort efter et rungende Brag, der sendte alle Ruder knust ind i mit Værelse. I ét Nu var jeg paa Benene, i Uniformen, og med Geværet i den ene Haand og Livremmen med Patrontaskerne i den anden paa Vej til Skyttegravene nede ved Havnen.

Jo, det var ganske rigtigt Englænderne, som var paa Spil igen. Langt ude paa Vandet gled 3-4 Blokadekrydsere af Sted, medens de sendte det ene Lag ind over Byen efter det andet. Ingen Granater ramte dog i Nærheden af vor Skyttegrav, men inde i Byen fulgte Eksplosion efter Eksplosion.

Jeg kunde ikke lade være at tænke paa de Hundreder af Kvinder og Børn, der netop i disse Dage var tyet ind til Byen i Haab om at finde Fred dér. De var kommet fra Asken og i Ilden. Deres Plantager  Nordpaa og inde i Landet var da i det mindste forskaanet for Beskydning fra Søen.

Der gik ogsaa et Par Flyvere op ude hos Englænderne, og et Øjeblik efter havde vi dem over Hovedet paa os. Lyden af deres snurrende Propeller og Eksplosionerne af de Bomber, der kastedes, blandede sig med Granaternes Eksplosioner og med en voldsom Geværild fra vor Skyttegrav, hvorfra alle Mundinger pegede op ad mod Flyverne.

Til sidst strøg de ind over os i temmelig stor Højde og lod nogle Bomber falde, som ramte langt fra os. Vi fulgte dem stadig med Geværpiberne og tømte det ene Magasin op i Luften efter det andet. Intet er imidlertid saa haabløst som at skyde paa en Flyvemaskine med en almindelig Militærriffel. Det er et rent Slump, om man  rammer, og et endnu større Slumptræf, om man gør nogen Skade, hvor man rammer.

Flyverne blev ved at skrue sig højere og højere op — vore Kugler var dem vel nok noget nærgaaende — men de havde en bestemt Hensigt med at blive paa Stedet, og den aabenbaredes kort efter.

Luften blev fyldt med fløjtende, pibende Lyde som en Storms Hvinen i et Bundt Telefontraade, og over Pladsen omkring os og ogsaa i Skyttegraven smeldede en Hagl af Projektiler, der mærkeligt nok kun saarede én Mand ganske let. Jeg troede til at begynde med, at det var en Byge Maskingeværprojektiler, men nogle raabte, at det var Pile, og et Par Stykker gav sig til at grave et Sted i Sandet, hvor Projektilet var slaaet ned.

De fandt et Eksemplar, og senere blev der fundet flere. Det var ca. 15 cm lange Staalpile, meget spidse og massive fortil, men med et firefliget Haleparti, slebet til ligesom en gammeldags Bajonet og tjenende til at styre dem gennem Luften med Spidsen nedefter.

Det var ganske ejendommeligt, at ikke flere blev ramt af disse frygtelige Vaaben, der borede sig næsten en Meter ned i Sandet, men Grunden har sikkert været den, at Englænderne kastede dem for højt oppe fra. De spredte  sig for meget, som Jægeren siger om et Haglskud paa lang Afstand.

Inden vi rigtig var kommet ud af de Dækninger, vi havde søgt af Frygt for en ny Byge, var de engelske Flyvere langt ude over Søen, og vi havde kun Kanonilden fra de engelske Skibe at tage os i Agt for, og den var der egentlig ikke noget at gøre ved.

Granaterne faldt navnlig inde i Byen og paa det frie Land paa den anden Side Byen. Englænderne var altid tilbøjelige til at skyde for langt.

Nu begyndte imidlertid en af de langtrækkende „Kønigsberg“-Kanoner, der stod opstillet bag Byen — den anden var allerede fjernet og kørt til en af Fronterne — at lade høre fra sig, og jeg saa tynde Fontæner rejse sig ved Siden af de engelske Skibe som uskyldige Springvand ude paa det blanke Hav. Englænderne vidste imidlertid nok, hvad disse høje, tynde Straaler af Vand betød. De ændrede Kurs og stod udefter, men vedligeholdt stadig Ilden.

SMS Königsberg_mindre

Kanonen fra „Königsberg“ fulgte dem troligt, og Nedslagene rejste sig i foruroligende Nærhed af de engelske Skibe. Træffere kunde jeg derimod ikke se nogen af paa Grund af Bøgen fra Skibene, der  næsten helt skjulte deres Skrog.

— Vi skulde haft den Kanon i Begyndelsen af Krigen, sagde min Sidemand. Saa kunde vi vel nok have pyntet dem! De første Dage laa de saa nær, at vi kunde naa dem med vore gamle 73’ere, ja,  undertiden med Maskingeværerne.

Englænderne holdt os i Aande hele Formiddagen, men jeg saa ikke en eneste Gang en Eksplosion saa nær ved Skyttegraven som den, der havde vækket mig om Morgenen.

Kl. 12 Middag holdt de op. Det gjorde de altid, naar de  bombarderede Byen. Paa den Tid skulde de formentlig spise Frokost.

Vi traadte af og skyndte os ind i Byen for at se, hvad der var sket, men der var forbavsende lidt at se. De fleste Træffere sad i de Indfødtes Bydel i Inder kvarteret, hvor Englænderne havde opnaaet at dræbe nogle faa Mennesker.

Da jeg vandrede hjem til mit Logi, kom Ramasan løbende mig i Møde med et Telegram fra Stache om straks at komme til Morogoro og hjælpe ham med at føre de store Ammunitionslagre bort fra Byen.

Om Aftenen tog jeg Afsked med mine Venner paa Hotellet, og vi drøftede endnu engang alt det, der var sket i de sidste Maaneder, og som kom til at staa klarere og klarere for os, efterhaanden som Efterretningerne blev talrigere og mere veltalende.

Som en Lavabølge var General Smuts’ Boere væltet ind over den nordlige Del af den tyske Koloni. Beredne Sydafrikanere i Titusindvis, spædet op med engelske og indiske Regimenter, havde foldet sig ud i en mægtig Bue omkring Stillingen ved Tav eta i de første Foraarsmaaneder og vilde have endt Krigen dér, men Lettow-Vorbeck lod sig ikke omringe. Han havde ført Hæren tilbage i Hurtigmarch først ad Usambarabanen ud mod Kysten, senere over Mpapua langs Centralbanen og Nordpaa igen til Stillingen ved Kondoa-Irangi.

Mod den knusende Overmagt, som var ledet af General Smuts, en fremragende Hærfører, maatte alle indrømme, havde Lettow-Vorbeck stillet en Stædighed og Udholdenhed, som spottede alle Boernes modige Anstrengelser og overlegne Materiel. Lettow-Vorbeck var den førende i Taktiken, fortalte en Underofficer, som var paa Gennemrejse. — Han overser en Stilling paa et Øjeblik, sagde han, og han ser Fjendens svage Punkter lige med det samme. Et Øjeblik efter er Modangrebet sat ind, og lykkes det ikke, saa trækker hele Styrken sig tilbage. Han kan ikke udstaa Stillinger, hvor man ligger og plaffer paa hinanden i Dagevis. Det er kun at spilde Patroner, siger han.

— De tror, at det er Wissmann, der er kommet igen, sagde Underofficeren.
— Hvem tror det?
— Askarierne.

Det var Kaptajn Wissmann, der for mange Aar tilbage „pacificerede“ tysk Østafrika. Overalt paa Hovedvejene saa man hans  Militærstationer, beliggende paa strategiske Punkter. De Sorte af alle Stammer regnede Tiden fra dengang, han drog gennem Landet, en Svøbe for arabiske Slavehandlere og plyndrende, kvægrøvende Massajer.

Nu stod Hærens Hovedstyrke nogenlunde samlet og urørt ved Kondoa-Irangi efter en Række frygtelige Tilbagetogskampe, men Englænderne havde sat nye Angreb ind og var vel trængt igennem. Tanga var faldet, og Englænderne havde gjort Landgang ved Bogamojo lige Nord for Daressalam. Det var paa høje Tid, at alt vaabenført Mandskab kom ud af Daressalam, som skulde opgives uden Kamp, af Hensyn til de mange Kvinder og Børn, der havde søgt Tilflugt her.

De gode Dage i Daressalam var forbi, og forude ventede Strabadser og Urskovsliv paa nogle og en tidlig Grav paa andre.

Da jeg kom hjem, havde Ramasan gjort alt klart til vor Afrejse og stillede stolt i en Khakiuniform, som jeg havde foræret ham. Ogsaa den lille Ali var feltmæssig paaklædt i en gammel Khakifrakke, som jeg havde givet ham. Den slæbte næsten efter ham og kunde sagtens bruges til Overfrakke samtidig. Han var umaadelig stolt af denne meget nyttige Frakke.

De tre Bærere, som altid fulgte mig, havde lejret sig udenfor Huset, og deres Byrder laa parat inde i Huset. Det var tre Trækasser, hvoraf den ene indeholdt Tøj til at skifte med, den anden Køkkenredskaber, Salt og Ris — som skulde suppleres paa de Depoter, vi traf paa — og den tredie Tæpper og Teltlærred.

Det var kun almindelige dagligdags Ting, som man i Europa ikke vilde ofre en Tanke. I Afrika var det en Formue, en Rigdom, som kun den hvide Mand kunde tillade sig at eje.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)