Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.
Med den tredje dag blev vor situation stadig mere bekymende. Frem for alt plagede tørsten os. Kammeraterne fantaserede stadig værre og ville helst tage livet af sig.
Igen og igen forsøgte jeg at berolige og trøste dem og love dem at skaffe hjælp om aftenen. Hvordan jeg skulle virkeliggøre det, var jeg ikke rigtig klar over, men jeg havde besluttet mig til at foretage mig et eller andet for at skaffe kammeraterne hjælp, om jeg så selv skulle omkomme ved det. Jeg kunne ikke udholde at se på deres kvaler og lidelser mere.
Da det nu begyndte at blive mørkt, samlede jeg alle mine kræfter sammen for først at slæbe mig hen til døren. Derfra ville jeg så videre, liggende på ryggen, idet jeg stødte fra med det raske ben og det sårede ben slæbende bagefter; sådan ville jeg arbejde mig hen til vor første linje for at bede om hjælp.
Jeg var da også kommet op ad den korte trappe, men så må jeg nok på grund af de rasende smerter være besvimet.
Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg foran udgangen. Jeg så nu det formålsløse i mit forehavende og begyndte for mine lungers fulde kraft at skrige.
Endelig, jeg havde i en halv time af og til skreget, kom der en Vizefeldwebel og to mand for at se, hvad der var i vejen. Jeg gjorde ham vor situation klar, og han lovede at sende hjælp så hurtigt som muligt. Jeg bad ham også sende et par mand, der kunne afhente de tre maskingeværer.
Så gik han igen, og efter en time var sygebærerne der og også de folk, der skulle hente maskingeværerne.
For de sidstnævnte forklarede jeg nøjagtigt, hvor maskingeværerne var at finde. Så blev vi båret til sanitets-dækningsrummet. Herfra blev vi den næste dag af sanitetskompagniet transporteret til hovedforbindingspladsen, og derfra til feltlazarettet.