23. april 1917. Regiment 84 kommer til Aisne

Unteroffizier G. Szameitat, tjenstgørende ved 7. kompagni, regiment 84 (IR84).

I Aisne-området dæmrer natten den nye morgen i møde. Bedøvende trommeild brager over øde marker og grave. Foran højde 100, en helvedes afgrund, der ånder endnu tyske krigere, der hyler døden i en jernorkan ned på blodig jord!

Forkommando! Hvem mon er så heldig at høre til den? Sådan spurgte man hinanden i korporalskredsen, mens der blev tærsket i kortene med Mausel og 66 i den store lade ved Pignicourt. Jonny Wunderlich sidder og drejer sine kønne lokker, grublende kigger han efter den sidste rest af sine penge, som han gerne ville gøre til flere. Men vor kære Hannes Niendorf og Seppl Neubert kender ingen nåde. Niendorf melder: “Pas på, folkens, nu kommer piberen *, og så er Jonny af med sine penge”! Og ganske rigtig, en piber!
Jonny skubber resten af sine penge over til Niendorf og smider kortene. – “Underofficerer til Feldwebel!” lyder befalingen “Nu går det nok løs?!”

(*  Trommler und Pfeifer er figurer i traditionelle bayeriske kortspil.)

Tre underofficerer, heriblandt også jeg, med otte mand som forkommando til høj 100!

I aftendæmringen forlader vi med blandede følelser byen Pignicourt. Uskadte når vi jagende gennem batterier af forskellig størrelse og type høj 100, som vi .snart skal blive meget fortrolige med. Et eller andet sted i en grav bliver der holdt et længere hvil, mens vor fører indhenter instruktioner.

Fjenden gør ikke den første aften alt for broget for os, og vi bliver efterhånden mere tillidsfulde, også fordi der derude foran skulle være helt rare dækningsrum. Af og til falder der nogle store brokker ned. Men hovedsageligt er det shrapnelild, der fra tid til anden bliver ret stærk.

Vor fører kommer: “Klargøring! Følg mig langsomt!” Vi vandrer og vandrer, holder, følger langsomt, og sådan går det længere tid, uden at vi ved, hvorhen vi skal. I en ret god grav holder vi igen rast. Vi lægger os i de dækningsrum, der til dels ikke er besat, og slumrer af og til ind.

Marius Petersen og nogle folk bliver afhentet. Kort tid efter skal han være faldet ved en shrapnelkugle, der traf ham i maveregionen. Vi hørte blot, at han var såret Nogle dage senere finder en mand fra vort kompagni tilfældigvis under en spadseretur på kirkegården en grav med kors og indskrift: “Unteroffizier Marius Petersen, 7. komp. IR84.”

Dette budskab har overrasket os meget. Han har beredt os mange fornøjelige stunder ved sit hyggelige, muntre væsen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *